Da manden blev mundlam

Vi fejrede Allans 60 års fødselsdag i Tyrkiet, sammen med vores unger. Allans mor var meget skuffet over, at blive snydt for en fest, så han lovede, at hun nok skulle blive inviteret på et godt måltid mad, sammen med et par andre familiemedlemmer. At hun så alligevel aldrig nåede det, fordi hun døde en måned før, er en helt anden sag.

Allan har altid masser af ønsker, men jeg synes bare det skulle være noget helt specielt. Og ikke de ”kedelige” ting der stod på ønskesedlen. Det skulle være en oplevelse, han altid ville huske. Jeg havde inviteret en meget lille skare, for at fejre Allan. De fik at vide de skulle komme kl. 13.00. De måtte absolut ikke komme senere, men gerne før. Da de måske forventede, at der blev serveret en sen frokost, nævnte jeg, at vi først fik mad til aftens, men selvfølgelig en tår kaffe om eftermiddagen. Jeg bad dem ligeledes, uden yderligere forklaring, at tage noget tøj på de ville møde op i, hvis de skulle til fest. Allan fik besked om at tage jakke og slips på. Han spurgte lige en ekstra gang, om jeg mente det, og så tænkte han ikke mere over det. Da gæsterne var ankommet, skulle vi ”tilfældigvis” ud og nyde det gode vejr.   

Et øjeblik efter kommer en limousine kørende ganske langsomt. Det er ikke hverdagsmad på vores kanter. Alle stirrer, og nogen siger: “hvor mon den skal hen.” Den drejer om ad vores vej, og pludselig holder den ud for vores indkørsel og chaufføren stiger ud. Allan har fuldstændig tabt mælet, og siger absolut ingenting. Han og resten af flokken, får besked på at gå ind i bilen, fordi vi skal ud på en lille køretur.

De første 15-20 min. indtil overraskelsen havde lagt sig, kom der ikke en eneste lyd over Allans læber. Vi kørte ad små krogede veje helt ud i yderområderne, og de steder vi blev set, blev der lige kigget en ekstra gang. Vi holdt pause ved Oreby Slot, hvor vi fik hvert et glas champagne, inden vi kørte hjem af andre småveje.

 

Jeg serverer kaffe og kage, mens Allan pakker gaven op fra mig. Et gavekort til Bakkens Hvile, noget han tit havde sagt, han kunne tænke sig. Gaven indebar, at han skulle trækkes med mig, men han påstod, at han ikke var ked af det. 

Da Allan havde fået mælet helt tilbage, sagde han…Der tog du godt nok fusen på mig.