Høstfest på Borreby Gods i selskab med Morten Korch

Det er efterhånden læge siden at høsten kom i hus. Det er også længe siden, vi var til høstfest, men derfor kan jeg godt fortælle om det.

Det er godt nok langt at køre for at få denne oplevelse, og egentlig passede det rigtigt dårligt ind i vores kalender. Vi var også lidt spændt på, om det nu var så godt som det lød. Om det i det hele taget var noget for os, men det var det hele værd.
Det startede til middag, hvor de slog dørene op til den store gamle lade, som er omdannet til teatersal. Her sad vi ved langborde og fik serveret en dejlig platte, som vi ikke vidste hvad bestod af, før den blev serveret, men den indeholdt blandt andet en lækker kalvesylte. Der blev serveret noget lækkert brød til det hele. 
Mens vi spise var der løbende, flere former, for underholdning forskellige steder i teatersalen. Der blev sunget, spillet, hoppet sjippetov, danset og snakket med os publikum, som skuespillerne også gør i Matador på Bakken, hvis du har haft den oplevelse. Det er levende og hyggeligt.
Da vi var færdige med at spise, startede selve forestillingen på scenen. Der var rigtige mange indslag, mest sange fra de gode gamle film af Morten Korch, men også fra Far til fire. Nogle af klassikerne blev vi bedt om at synge med på. 

Da forestillingen var overstået, blev der tændt lidt dæmpet belysning, og laden blev pludselig fyldt med vasketøj,  mens de begyndte at spille og synge Tørresnoren.
Underholdningen med sang og musik, fortsatte mellem bordene lidt endnu, og vi hyggesnakkede med vores ‘naboer’ til begge sider, inden vi brød op. Der var bal bagefter, men det var vi helt enige om, hjemmefra, at det skulle vi ikke deltage i. Det så også ud til at de fleste kørte hjem, men det var absolut en hyggelig dag, og vi kunne sagtens finde på at tage til en forestilling på Borreby Gods igen en anden gang.
Du kan læse mere om Borreby og teater her.

Da vi mødte dette finurlige syn, var der dømt pause.

Det var 2. dagen med lejet bil. Vi havde besluttet at tage turen til Lassithi Plateauet. Temperaturen var faldet drastisk, omkring 20° iflg. bilens udendørstermometer, og det blæste gevaldigt, men det var dejligt behageligt at sidde i bilen.
Den første strækning var lang, snoet og øde, og den første time, mødte vi kun en enkelt bil. Så kan jeg ikke undgå at tænke, at vi er meget alene i verden, hvis vi skulle få brug for hjælp, og der måske ikke er telefondækning.  
Pludselig dukker der de mærkværdigste ting op, på venstre side af kørebanen. Det må vi ud og kigge nærmere på. Vi parkerede bilen, og steg ud, og kunne knapt stå fast, så meget stormede det på toppen af bjerget, med den smukkeste udsigt. Vi måtte have en trøje på. Det var kun 14°, og med den storm var det virkelig koldt. Om vinteren falder der sne, fortæller og viser ejeren senere med et billede.
Det var svært at holde kameraerne stille, da vi ville forevige udsigten og de mange finurlige ting. Vi blev råbt an, på engelsk, fra den anden side af vejen. Kom ind og kig. I behøver ikke købe noget. Bare kig. Det er gratis. Jeg har mange flere ting herinde, og jeg har museum på første sal, hvor der er gratis entre.
Vi gik derover, og han bød velkommen. Da vi stod der, vidste jeg, at jeg havde læst om stedet, (og nu kan jeg ikke finde et link) men jeg tænkte, det ikke var noget for os. I hvert fald ikke noget vi ville køre direkte efter, da jeg opfattede det som en stor salgsbod. Dog alt sammen håndlavet. Han var fortsat det håndværk hans bedstefar havde levet af. Alt hvad han solgte, havde han selv lavet.
Nej vi skulle ikke købe noget, men alligevel viste han en masse træskærearbejde i oliventræ frem. Olivenfade, skeer, kuglepenne, skåle, spil osv. osv. Vi beundrede det, for det var virkelig flot håndværk. Det er helt umuligt at remse alt det op, han producerer. Han forsøgte også at sælge os olivenolier og den slags. Han viste os at det kunne tåle slag, og en flytransport i en kuffert, ved at banke det ned i bordet. Havde vi været i egen bil, havde jeg købt nogle forskellige olivenolier, men jeg vil ikke have det med i min kuffert.

Han sagde vi var hans første kunde i dag, og stak mig nøglen til museet på første sal. Vi skulle bare gå op ad trappen og vælge en bestemt dør. Det gjorde vi. Vi låste efter os, og tog nøglen med ned til ham, men den skulle blive deroppe, så den måtte jeg op og sætte i døren og jeg fik besked på at lade døren stå åben.
Han spurgte om vi ville have kaffe og noget at spise eller drikke. Klokken var kun omkring 9, og vi havde lige spist morgenmad og drukket kaffe i lejligheden, så selv Allan, der ellers altid er klar til en kop kaffe, kunne ikke drikke noget, men vi valgte at bestille en gang friskpresset appelsin, som vi sad under taget af kæmpe klaser store blå druer. Ejeren placerede sig tæt på vores bord, og begyndte at fortælle om sit liv og hvor svært det var at leve i bjergene. Han tændte samtidig op i pejsen, så vi, datteren og ham selv ikke skulle fryse. Han er den eneste, der stadig prøver at bo og overleve der, men det er hårdt og meget, meget svært. Han arbejder hver eneste dag med sit håndværk. Alle der kommer forbi, kigger ind, men ingen køber- Han laver alt dette til ingen nytte, hver eneste dag, og håber bare hver dag, at det kan give ham nok til at kunne overleve i bjerget. Vi kan jo se med egne øjne, at det bestemt ikke vrimler med mennesker, men samtidig tænker vi også, at helt galt er det vist ikke med hans økonomi, da han med stolthed fortæller, at hans kone har et hotel nede i Agios Nicolaus, hvor han flere gange om ugen kører ned og spiser og overnatter. Vi fik en meget fin brochure af ham, på engelsk, tysk og fransk, så vi kunne/skulle fortælle vidt og bredt om, at de skulle komme og besøge ham og købe hans ting. Det er så hermed gjort :-)
Der er adresse og mail, men ingen hjemmeside, bortset fra FB. Du kan finde flere billeder og ord om Moutsounas Cafe på nettet. 

Spinalonga eller Kalydon, de spedalskes ø

Allerede hjemmefra var dette det eneste jeg, med sikkerhed, vidste, jeg absolut måtte se og opleve. Kender du ikke den gribende historie, vil jeg anbefale dig at læse bogen.
I 1904 blev de første spedalske deporteret til denne spedalskhedskoloni, som først blev lukket i 1957, da man kort forinden havde fundet kuren til helbredelse. I 1970 åbnede øen som turistattraktion.  
Normalt tager vi ikke med rejseselskabet på udflugter. For det første er det alt for dyrt, og for det andet hænger vi ofte på en shoppingtur, eller noget andet, som vi overhovedet ikke er interesseret i. Vi kunne slippe med halv pris, hvis vi klarede os selv, som vi oftest gør, men en beslutning måtte tages. Det blev det dyre valg, som også inkluderede badestop undervejs og frokost på båden.
Allerede når man kommer sejlende til dette fæstningsværk, kan man ikke undgå at blive grebet af historien, og få medfølelse for alle de involverede og det bliver endnu mere tydeligt og mærkbart, når man sluses gennem den lange tunnel, hvor jernlågerne (dengang) smækkede efter en.
Øen er omringet af en tyk mur.
De første 10 år var ganske forfærdelige. De boede kummerligt, og havde intet at foretage sig, men med tiden fik de opbygget et helt lille samfund, med små huse og tavernaer, bageri, frisør, skole, kirke og alt hvad der findes i et rigtigt bysamfund. De blev små familier, da de både blev gift og fik børn.
På et tidspunkt boede der 1600 mennesker på øen. De børn der blev født, uden at få sygdommen, blev sendt i pleje hos fjerne slægtninge, eller andre på Kreta. Familierne blev dermed for anden gang skilt fra deres familier, og Kreta var fattig.
En tysk læge, ville gerne hjælpe, men blev opdaget og sendt tilbage til Tyskland. Ved et tilfælde kom han i kontakt med en svensk læge og fik fortalt om de syge og øen. Denne svenske læge tog over og hjalp. Han fik bortadopteret en masse børn til Sverige og Norge, hvor de i det mindste havde det godt, og det er ikke længe siden en af dem var på besøg på øen, for at se hvor hun var født. Det var et bevægende øjeblik. Tårerne trillede. Hun havde aldrig fortalt til nogen, hvor hun kom fra, og det er der mange, der aldrig har.  


Vi tog begge en omgang rundt om øen, men Allan orkede ikke alle trapperne til toppen, så dem tog jeg alene, inden vi skulle ombord på båden igen.
Vi sejlede et andet sted hen. Jeg har ikke helt styr på hvor det var, men her var der badestop. Vi så straks røgen fra strandbredden, men først da vi kom nærmere, blev vi klar over, at de stod og tilberedte vores mad over flere store kæmpegrille.
Vi gik i land. Jeg havde ikke pakket badetøjet, fordi jeg havde regnet med vi skulle springe ud fra båden, og sådan noget er jeg en kylling til. Jeg vil helst kunne nå bunden. Havde jeg haft det med, havde jeg nok også taget en dukkert, for det var frygteligt varmt. Jeg nøjedes med en soppetur, mens Allan tog sig en dukkert. Sandet,jorden og småstenene, brændte under fødderne, da vi gik tilbage til båden, i det kuperede terræn.  










Da maden var færdig, kunne vi stille os op i køen og hente os hver en portion, som vi indtog, mens båden stadig lå forankret i de vuggende bølger.
















Det var ikke nemt at styre, det der var på bakken hverken under turen op til bænken på toppen af båden, eller mens vi fortærede det, men det smagte godt.
Vi sejlede tilbage til Agios Nicolaos, og fordi vi netop boede, hvor vi gjorde, kunne vi bare gå hjem, og undgå at tage på bytur, som resten af bussen skulle, inden de skulle fragtes en halv times kørsel til deres hotel. Vores tur var af samme grund også billigere end deres, da vi ikke på noget tidspunkt skulle køre i bus og turen til Spinalonga med norsk guide, var de ekstra penge værd.

Bridgewalking, eller brovandring, på den gamle Lillebæltsbro

Så fik vi endelig indløst vores julegave. Alle billeder er taget af guiden, men er offentliggjort til fri download på bridgewalking.dk. Det er ikke alle guider, der er lige gode til fotojobbet. Vores gruppebillede hører ikke til blandt de bedste.

Inden turen starter, samles man til en kort intro, hvorefter man bliver bedt om at finde sig en kedeldragt i passende størrelse. Uden den kommer man ikke med. DSB vil ikke have folk i kulørt tøj gående rundt på brobuerne og skabe unødig opmærksomhed. Det er også DSB, der har udstukket reglerne om, at ingen må have løse genstande med. Altså ingen bilnøgler, telefoner, kameraer, tasker, punge, lommetørklæder eller noget som helst lommeuld i lommerne. Det med lommeulden, må være for at pointere, hvor skrappe reglerne er. Bliver det opdaget, afbrydes turen øjeblikkelig, var beskeden. Allan måtte lægge sine høreapparater, men det var han også forberedt på, da han havde ringet i forvejen for at forhøre sig. Man kan så undre sig over, at man må bære briller, solbriller og kasket. Kasketten er dog først blevet lovlig i år.

Når man har fundet sig en kedeldragt, som man må beholde efter turen, skal man trække i sikkerhedsudstyret. Hvis man er en lille smule skeptisk, overfor det man skal i gang med, kan man måske godt begynde at tænke, hvad det er for en farlig færd, man er ved at begive sig ud på. Nogle få springer fra, inden de når helt op, men det ikke så meget som strejfede os, at springe fra. Jeg havde forventet det kildede lidt i maven, når jeg kiggede ud eller ned, men det gjorde det overhovedet ikke. Det var lige så fredeligt og roligt, som da jeg fløj luftballon. 

Det har kun været muligt at tage på brovandring siden maj 2015. Det kostede 16 millioner kroner at få skudt det projekt i gang, men det er blevet et tilløbsstykke. Der har allerede været 140.000 mennesker over, og man forventer at blive gældfri i år. Fremover skal pengene gå til at fremme turismen i Middelfart og Fredericia, som er de to kommuner, der har lagt pengene ud. 



Når alle er i sikkerhedsdresset, og har fået udleveret ørepropper til udstyret, tjekkes fodtøj. Hvis det konstateres at alle kan gå selv, og ingen har indtaget alkohol, eller er gravide i 23 uge, er over 140 cm høj og ikke vejer for meget, går turen mod broen, hvor der bliver taget gruppebillede.

Derefter, skal man sørge for at stille sig ved dem man evt. er sammen med, da man ikke kan skifte plads undervejs, fordi man skal sætte sin sikkerhedskæde fast, når man starter opstigningen på de stejle trapper.
Da vi var kommet op af de 130 trin, blev der spurgt, om der var nogen der havde fortrudt og ville springe fra, for så var det nu. For fra næste stadie og resten af turen, ville foregå  godt 60 meter over vandoverfladen.

Undervejs havde vi flere stop, hvor guiden fortalte en masse om broens historie. Blandt andet at broen er samlet med over 2 millioner nitter, og at den er bygget af Monberg og Thorsen. At den vejer 305.000 ton. 

Herunder er der et kig ned til togskinnerne og vejbanen.


Broen er i øjeblikket lukket for al biltrafik, så det var kun togene, vi så og hørte. Vi kunne dog også kigge ned og se cyklister, fodgængere og de arbejderne brofolk.


Der er koordination mellem guiderne, et par steder, så man ikke går mod hinanden,

I højsæsonen sendes der hvert kvarter et hold på 20 personer afsted så der er flere hold på broen samtidig. 
Det er let og helt ubesværet at gå på gangbroerne, men det er ikke alle der har lige let ved at komme op og ned af de der ‘hønsestiger’ i det runde rør. Flere fik en hjælpende hånd.
Når man er kommet helt op, hvor man skal krydse broen, og står og kigger ud over de højeste brobuer, så har man den smukkeste udsigt i alle retninger 


Herunder er vi nået til Jylland og har dermed gået halvdelen af turen, nemlig ca. 1200 meter. Der godt med blæst på toppen. Nogen syntes der var direkte koldt.


Vi stiger ned igen på den anden side og går tilbage mod Fyn.


Efter at have opholdt os på broen i to timer, er turen ved at være slut og vi krydser atter broen inden vi stiger ned, samme sted som vi kom op.
 
Vi går tilbage til udgangspunktet og får afmonteret sikkerhedsudstyret. Jeg skulle have hjælp til at komme ud af mit, da jeg havde fået sat en ekstra karabinhage i på ryggen, fordi selerne gled ned over skuldrene, så det kunne være faldet af mig på turen, og sådan noget må ikke ske. Allan fik sine høreapparater og bilnøglen udleveret. Hjemturen tog vi over de Sydfynske Alper, Tåsinge og Langeland for at tage færgen, men nøj, hvor den rullede og vippede. Det var rigtigt slemt, og det var ikke kun mig, der syntes det. Heldigvis overlevede jeg også denne gang.

Oplevelser i en sommervarm juni

Der er så mange glæder at finde alle vegne, både ude og hjemme. Vi blander det godt og grundigt, som vi altid har gjort, så vi flyver og farer til alt muligt, både nyt og gammelt.
Hver 14. dag er der aftengåtur her i området. Vi går med for at støtte op. Personligt er jeg dog mere til mine egne ture, da dette går for langsomt til mig. Dertil kommer at turene aldrig er over 3,5 km. Nogle synes de 2-3 km er passende, mens jeg mener, det næsten ikke er noget at starte for. Jeg får dog langt 1-2 km til, da jeg går til og fra startstedet, så jeg holder ud lidt endnu. Jeg så gerne turene var mellem 5 og 10 km, men så taber ‘vi’ mange, og det skulle vi helst ikke i et nystartet tiltag.
Grundlovsdagen var vi, sædvanen tro, på den årlige cykeltur med naboerne. Da ungerne var små var vi 30 personer der cyklede. I år var vi 6, der kørte fra start til Majbølle Mølle, hvor der var arrangeret rundvisning. Vi har været der nogle gange tidligere i forbindelse med arrangementer, men aldrig fået rundvisning, men det var interessant. Her fandt vi også ud af, at det er muligt at leje festlokale til 30-40 mennesker for så billige penge at man ikke tror det er muligt.
(Ugleskoven er egentlig en privat grund ejet af et ældre ægtepar på 72 og 77 år, men de synes turister og lokalsamfundet skal have glæde af det også. De er flere tiltag i ærmet.) 



De der ikke kunne cykler kom dertil i bil, og efter rundvisningen var der fælles kaffe- kagespisning. Der er altid mere end rigeligt med kage, når alle medbringer til mere end sig selv. De der var i bil, kørte hjem mens os på cyklen kørte videre mod Majbølle Fuglereservat, men to af deltagerne synes turen blev for lang, så de vendte om, mens vi andre fortsatte som planlagt.
Efter en drikkepause vendte vi snuden hjemad.Vi skulle mødes til fællesspisning hos  en nabo, hvor der ville være tændt op i grillen. Vi var 11 naboer der hyggede og klokken blev 22, inden vi cyklede hjem.
Hedebølgen har også bevirket, at vi drukket eftermiddagskaffe flere gange ved skov og strand. Selvom vi har det hele lige udenfor døren, har vi også taget bilen et par gange, så mor også kunne få lidt luft under vingerne. Vi har bl.a. været ved Oreby hvor hun har færdes hele sin ungdom og en del af barndommen.
Vi stegte, så jeg måtte ud og mærke på vandet. Det var bare SÅ varmt, som når man tager brusebad. En sød lille tillidsfuld fyr, henvendte sig til mig. Han spurgte om jeg kunne se nogen fisk. Nej, ikke rigtigt, siger jeg. Kun sådan nogle små bitte, bitte nogen der farer omkring, som der, og der, peger jeg, og håbede han kunne nå at se de millimeter små skabninger. Det er ålekvabber, siger han. Er du sikker på det, spørger jeg, Ja, for det har min far lært mig. Han var ikke sådan en, der ikke er til at slippe igen. Han gik bare lige så stille og roligt ved min side. De forældre kan godt være stolte af den lille fyr.
I lørdags fyldte jeg rygsækken med færdige strikkeprojekter jeg endnu ikke har fået afleveret til Røde Kors, en madpakke, en vanddunk. Tog en stol i den ene hånd og selvfølgelig noget strikketøj jeg kunne arbejde på, og begav mig til fods til havnen for at strikke sammen med andre strikkeglade mennesker i anledningen af Wold Wide Knit. Der mødte 16 personer op med strikkepinde. Vi sad i bagende sol tre timer og strikkede. Det var en meget varm fornøjelse. Nogle af deltagerne var kreative og fik placeret paraplyer i deres tøj, så de havde begge hænder fri og stadig kunne strikke. Vi havde også alle slæbt nogle færdige strikkeprojekter, så der var et alsidigt udvalg at kigge på. En farvede også garn og havde en masse forskellige nøgler med.
Hjemme igen fik jeg tømt rygsækken. Allan var til åbent hus på sin gamle skole for at møde gamle klassekammerater, så jeg sprang på cyklen og fik lidt luft et par timer.  
I den sommervarme har det været for varmt til at foretage sig ret meget i længere tid ad gangen, så vi er taget ud til skov og strand mange gange, hvor der er lidt luft og skygge. Således også i søndags, hvor vi kørte til Nysted strand med mad- og kaffekurven. 


I skrivende stund har vi endnu ikke fået en dråbe vand i juni, og kun sølle 8 mm i maj måned, men temperaturen er endelig faldet, så det er til at trække vejret. Den temperatur kan jeg bedre klare, og det er jo stadig sommer og vejr til bare arme og ben og åbne døre og vinduer både hjemme og på jobbene.
Når dette indlæg udgives, er vi ude at gå den sædvanlige tirsdagstur.

Fanget mellem vilde heste, skotsk højlandskvæg og gallowaykvæg på Bøtø

Der er sagt og skrevet meget om naturgenopretningen på Falster. Nærmere betegnet Naturområdet på Bøtø. Vi har flere gange sagt til hinanden, at vi skulle en tur derned, og se det hele med egne øjne. Der har været guidet rundvisning flere gange, og jeg har læst, at hundredvis af mennesker har været mødt op.
I lørdag satte vi det meste af dagen af til at se dette naturparadis på over 350 ha med egne øjne. Det er virkelig blevet et trækplaster for naturelskere.
Bøtøskoven er på 153 ha, så der er et kæmpe areal at udforske, enten til fods eller på cykel. Bliver man træt af skoven, kan man også benytte diget mellem skoven og vandet.   
Man må gerne gå ind i dyreindhegningen hvor dyrene går, bare man holder sig til sikkerhedsreglerne. Man skal huske på, at det er vilde dyr.
Da vi havde gået et stykke tid, fik vi øje på det skotske højlandskvæg, inde bag dyreindhegningen. Jeg gik derind, mens Allan blev ude, og sagde jeg skulle holde mig 25 meter fra dem og ikke komme imellem ko og kalv. Ja, jeg har læst hvad der står på skiltet, svarer jeg. (Som gammel naturplejemedarbejder, har han arbejdet i områder med dette og andet kvæg, så han har set hvordan de KAN opføre sig) Jeg var langt fra så tæt på, før jeg vendte om, og vi fortsatte vores vej på den sikre side af hegnet, mens andre længere fremme havde deres opgave med at komme forbi kvæget som lå midt på stien. 
Efter endnu en pæn vandring, valgte vi at gå over en dyrerist, og fik straks øje på de vilde heste. Her blev vi enige om at fortsætte inde i indhegningen.
Der er afmærkede ruter, men nogle steder kan man blive i tvivl, så må man vælge efter de nedtrampede stier, men nogle, eller den som vi valgte, endte blindt. Vi vendte om og tog så den anden mulighed, det meget åbne landskab. 
Da vi nærmede os skoven, så vi straks at der gik Skotsk Højlandskvæg rundt sammen med noget gallowaykvæg, og en anden lå på vagt. Da vi vidste at den anden gruppe, vi tidligere havde mødt, var endnu længere fremme, besluttede vi at vende om, og gå tilbage over det åbne landskab.
Skal vi nu gå helt samme vej tilbage, eller skal vi tage en helt anden rute, spurgte jeg Allan. Han mente vi havde set alle deres vilde dyr, så vi kunne gå helt ud ad indhegningen og gå op og drikke den medbragte kaffe, men da vi skulle dreje af, kom de vilde heste, ganske fredeligt, imod os, så vi veg til siden.
Allan var overbevist om at hestene ville gå den vej vi kom fra, men de stoppede op lige midt ‘i krydset’ og der slog de sig ned, på de tre ud af fire stier.
Hvor længe vil du have vi bliver stående her, spørger jeg Allan. De flytter sig snart, mente han. Det gjorde de så bare ikke, så vi tog den sidste åbne rute ud – stadig i dyreindhegningen.
Det var en længere omvej, men en smuk omvej der førte os gennem bregneskov og engområder med små gangbroer af brædder. Nu kunne det da lige passe, at vi blev fanget af endnu en flok vilde dyr, men det gjorde vi heldigvis ikke.  
Vi kom ud ad dyreindhegningen og gik ad stranddiget til vi nåede stedet hvor vi igen kunne komme ind i skoven og tilbage til bilen, hvor vi drak vore medbragte søndagskaffe på en bænk i hundeskoven.
Bøtøskoven er blevet en publikumsmagnet. Har det fanget din interesse, kan du læse mere her og du kan også se film om det.