Nyt syn på tilværelsen

Da jeg for et år siden fik en besked fra optikeren om, at det var tid til eftersyn, så jeg ingen grund til at få det testet. Jeg så aldeles udmærket, og da øjenlægen, ved det årlige eftersyn, samtidig havde sagt, at min syn var fantastisk flot, så der var ingen grund til at spilde tid og penge på det sjov.

Nu er det dog flere måneder siden jeg begyndte at fable om, at jeg måtte have mit syn kontrolleret. Den ene dag tog den anden, så begyndte Allan også at jamre over, at han ikke synes han så særligt godt mere. Han var den første der fik gjort noget ved sagen. I sidste uge hentede han sine nye briller.

Nu blev det endelig også min tur. Selvom jeg har glidende overgang, kan jeg ikke nøjes med et par briller, men med mit brillevalg, får jeg brille nr. 2 for en merpris af 200,- kr. for både stel og glas, og det er da til at overkomme. Jeg har dog ikke frit valg på alle hylder, men dog et pænt lille udvalg, og jeg kan sagtens nøjes. Nyt syn til os begge løb op i den nette sum af næsten 17.000,-. og hvis jeg ikke ville nøjes, så kunne jeg lægge 8.000,- mere oven i. Det er godt nok mange penge at fyre af på en uge. Godt det snart er lønningsdag, og godt vi har mad i fryseren, så vi kan leve "gratis" en tid.

Min optiker er en spøjs mand, med en helt specielt humor, som nogen holder af, og andre direkte hader. Han siger ærligt, at han ikke kan hamle op med alle kæderne, og derfor er der ikke noget der hedder rabat hos ham, ikke så meget som en femøre. Hvis I vil have rabatter og tilbud, så må I handle et andet sted. Hård og kontant besked og det står ikke til diskution. Jeg ved at brillerens og solbriller er gratis tilbehør i alle kædebutikkerne. Det har jeg før nydt godt af, og Allan gør stadig, hvor jeg pænt må betale for det hele. Så overrasket blev jeg da jeg fik udleveret en fin lille gaveæske, hvor indholdet grangiveligt lignede parfume, men det er såmænd kun brillerens i en lille glasflaske og en ditto i plastik. For som han siger, så giver han ikke ved dørene. Det er den pris jeg må betale, for at have fundet en optiker, der kan lave briller jeg kan se med. Solbrillerne må så vente lidt. Jeg regner ikke med at få så meget brug for dem, mere i år.

I tilfælde af, at uheldet skulle være ude, plejer vi altid at holde de sidste nye briller som reserve i huset. Uden disse hjælpemidler, ville vi være noget på den. Det kan dog nu konstateres, at der er en vis herre, der ikke lige har fået afleveret de gamle briller nogle gange. Vi kan snart åbne en brillebutik. Lige nu haves 12 par briller i huset. Nu er de pakket sammen, og ligger klar til aflevering, så andre trængende kan få glæde af dem. Det første par til venstre og de to første par til højre bliver dog i huset til reservebrug.

En støtteweekend

I der jævnligt læser med, har sikkert bemærket, at vi gerne støtter lokalt, så meget som muligt, uden at tilsidesætte andre pligter og fornøjelser. I lørdags holdt Krenkerup Gods høstfest. Det regnede lidt om morgenen, så malerarbejde var udelukket, men vi tager ikke skade af lidt vand, så vi iførte os regntøj og tog afsted om formiddagen, hvor der var god plads. 
I dagens anledning havde godsejeren åbnet herskabsstalden, så vi havde mulighed for at se de gamle flotte hestekøretøjer. Herskabsstalden er imponerende flot, set med vores øjne. Bemærk stukken og marmorsøjlerne med guldbelægning.
Vejret blev tørt og solrigt, og efter at vi havde dasket rundt og set og smagt lidt på diverse varer fra forskellige lokale gårdbutikker, fandt vi en solrig plads, hvor vi drak vores øl, som vi fik på indgangsbilletten. Den halve liter øl krævede følgeskab af lidt fast føde som sandwich eller pølser, som Meyers køkken stod for. Vi fik en hyggelig sludder med helt ukendte mennesker fra Nakskov, der sad ved samme bord. Allan og jeg sad på bænken så længe, at vi fik nye naboer, som kom helt fra Næstved, for bare at se bryggeriet, som de lige havde set en tv-udsendelse om. Dem fik vi også en rigtig hyggelig sludder med. Mens vi sad der, ringede Danske Ølentusiaster med klokken, og den unge godsejer fik overrakt et diplom.
Vi havde slet ikke travlt med at komme hjem og male, så vi gik en rundtur til. Her på øerne ville mange arrangementer slet ikke finde sted, hvis ikke der var så mange frivillige enkeltpersoner, og foreninger som bl.a. L.F.K. Tærskeværket var også startet op. Vi besluttede at køre hjem og fik et stempel på hånden, så vi kunne komme igen senere og deltage i de musikalske festligheder, uden at betale entré to gange. Der blev vi godt nok for magelige, for det væltede ned med vand om aftenen, så vi og cyklerne blev hjemme i tørvejr. 

Vi har ofte taget turen til Kbh. for at besøge Frilandsmuseet derinde, men vi har aldrig nogensinde besøgt vort eget, som ligger lige om hjørnet. Vi har nemlig tit hørt devisen, at der ikke var noget at se. I dag, da der var håndværkerdag, blev vi nød til selv, at få syn for sagen. Det udsagn, kan de altså godt pakke sammen. Det holder slet ikke. I hvert fald ikke med sådan et arrangemet, der i dag var stablet på benene.


Ildsjælene, som altid er Tordenskjolds soldater, der brænder for at holde gang i Lolland, havde gjort et enestående stykke arbejde sammen med en masse frivillige, der brænder for at vise og fortælle historier fra gamle dage. Området og antallet af huse er selvfølgelig ikke så stort som det i Kbh., så uden arrangementer, vil det nok være lidt tyndbenet. Der var meget, meget mere at se, end da vi var på Museumsgården på Møn.
Der blev støbt blykugler til fugleskydningen, der blev malet porcelæn, lavet koste og børster. Der var bødkeren, urmageren, guld – og kobbersmeden. Der blev kittet vinduer, lavet kalk, kalket huse, tjæret mølle, repareret bygninger, tækket huse. Bagt pandekager på brændekomfuret, og der var gratis pandekager til alle.
Der var de smukkeste broderier, kniblinger, vævning. Se bare damerne her, de har selv lavet alt det tøj de har på. Der var vaskedag, fåreklipning osv. osv. Man kunne tydeligt se og høre, at alle brændte for hver deres opgave.
Vi kunne jo ikke blive ved med at drive hele weekenden væk, så vi forlod Maribo og fik mor til at give eftermiddagskaffen, hvor der også røg et par timer. Jeg nåede dog lige at få pillet lidt brombær på hjemvejen. De ligger nu i fryseren sammen med så meget andet. Sådan fik den weekend hurtigt ben at gå på.

I morgen aften kalder en ny dansesæson i helt nye lokaler, men med gamle dansevenner og danselærer. Sæsonen kunne godt vente med at starte en måneds tid endnu, men sådan er det ikke, og skal vi kunne følge med, må vi med fra start, ganske som vi plejer.  

Lidt af hvert fra hjemmet

Da jeg snart ikke ved, hvad jeg skal gøre ved alt det drivhuseet giver, har jeg nu nærmest lukket øjnene, og hevet alle agurkerne op, og bare høstet dem der allerede var dannet. Jeg har klippet alle topskud af tomaterne, for det får da vist aldrig nogen ende. De skyder og skyder. Vi har selvfølgelig bundet planterne op. De klatrer hen ad taget, hvor jeg også har bundet dem fast, men nu kan det altså være nok for i år. Det gav lys i drivhuset.


Jeg har lavet agurkerelish, men da jeg som sædvanlig ikke har handlet ind til det der stod i hverken den ene eller den anden opskrift fra Arla, måtte jeg jo bruge hvad jeg havde ved hånden. Det havde unægteligt taget sig kønnere ud med rødløg, men det findes ikke i min have i år. Derimod har jeg masser af tomater, så der røg lidt af dem i, samt en chili. Her under er de tomater jeg alene høstede i går.
Hokkaidoer har jeg også rigtigt mange af, så der er lavet en stor portion suppe, af hokkaido, kartofler, løg, hvidløg og tomater, som er kogt og blendet. Noget er lagt i fryseren. En portion blev serveret til aftens, med smørsauterede porrer på toppen.
For flere år siden lavede vi ny terrasse og skiftede fra umbragrønt til hvidt, samt til noget mere vedligeholdelsesfrit og lysere beklædning. Det eneste der ikke blev udskiftet var døren, fordi den var både ny og nymalet. Nu var det på tide den blev malet, og fik samme farve som vinduerne. Hele fire gange måtte jeg male den. Først to gange grunder, inden jeg kunne male rigtigt. Indvendig startede jeg sidste år hvor jeg nåede at give den en gang, så der slap jeg med to gange maling i denne omgang. I dag blev jeg endelig færdig. Desværre har jeg mere malerarbejde, men der skal også være tid til det arbejde, der giver mad på bordet. 
Allan har gået og ventet på det stillads, vi plejer at låne af en ven, blev ledigt. Det ankom i går og blev også opstillet. Nu er han gået i gang med sin del af maleriet. Der er lang vej, med fire gavle, og så alt det løse. Godt han ikke er på arbejdsmarkedet. Vi satser på, at han når det i år. I weekenden bliver det vist ikke malevejr!
Lige inden vi tog på Samsø, fortalte Camilla, at Bacchus havde slidt sit første sæt tøj op. Så nu manglede hun et sæt at skifte med. Jeg lovede selvfølgelig at sy et nyt. Forleden spurgte hun forsigtigt, om jeg vidste hvornår jeg fik tid til at sy, for det sidste sæt, havde også set bedre dage. Hun havde også et ønske om ændringer, så benene blev kortere foran end bagpå. Tøjet kunne nemlig have en tendens til at gnave det kære barn. En dag lykkes det vel, at få lavet det helt ideelle tøj. Selvom det tynder lidt ud i mit stoflager, så har jeg stadig noget, jeg kan øve mig på.

Gammeldags høstmarked

Her i området plejer høstmarkedet at foregå i Tjæreby Tang, hvor der virkelig bliver gjort noget ud af det. Alle bærer tøjet fra dengang, og der bruges kun hestetrukne køretøjer. Sådan var det i hvert fald sidst vi stiftede bekendskab med det, for efterhånden mange år siden. I år ville vi gerne gense det, men desværre foregik det, mens vi var på Samsø. 

Jeg havde læst, at Museumsgården på Møn holdt samme arrangement. Det var trods alt indenfor en overskuelig afstand, så da lørdagens pligter og aftaler med oprydning, efter fredagens festligheder, var overstået, kørte vi en tur til Møn.

Vi så den omfattende proces med hør, der blev skættet, heglet og hvad det ellers hedder, inden det blev spundet. Der blev flettet fine ting af peddigrør, vævet og kniplet. I det hele taget, var der rigtigt meget at se på. Det er næsten umuligt, at nævne det hele, for det var et stort arrangement, med mange frivillige, der havde lyst til at fortælle og vise historien fra gamle dage. Kom og oplev de gamle dage, som da oldemor var ung, var nogle af overskrifterne. De må henvise til meget små børn, for meget af det, har jeg selv stiftet bekendskab med. Endda ikke bare stifte bekendskab med, men jeg er faktisk opvokset med det. Nogen vil nok synes jeg er gammel, men jeg ville trods alt, ikke have en ærlig chanche for at kunne smykke mig med titlen oldemor.  
Det var nøjagtigt sådan det meste foregik på min mormor og morfars tid, og også noget de begge var en del af i deres arbejdsliv. Når man selv har oplevet og deltaget i det som barn, så står man og bliver helt nostalgisk. Det allerbedste var altså at få lov at ligge i hølæsset, når det blev kørt hjem i laden. Jeg kan dog ikke mindes, at jeg har set en traktor med jernhjul, altså helt uden dæk, som billedet herunder. 
Derimod, kan jeg huske da malkemaskinen kom, og det kun var få køer, der skulle malkes i hånden. Eller eftermalkes. Det var sammen med mormor, jeg allerførste gang fik lov til at prøve at malke, men det var nu ikke helt så nemt, at få en stråle mælk i spanden, som det så ud til. På nabogården i barndomshjemmet, og hos legekammerater, var det altid en fornøjelse at få lov, at overvære arbejdet i staldene, og også altid sjovt at hjælpe til. Vi fik altid mælk fra gården. I løbet af dagen, var det os ungers pligt, at bære den lille blå mælkespand ind på gården, hvorefter vi lidt senere kunne hente den fyldt. Det var det bedste mælk, der fandtes, især det øverste lag. 
En rundtur i stuehuset på Museumsgården, vakte også minder. Brændekomfuret og gruekedlen, som jeg selv er opvokset med. I mit barndomshjem blev det brugt flittigt, og vi kendte ikke til andet. Der var selvfølgelig også den fine stue, som der vist var i alle hjem på det tidspunkt.
Det var en meget varm dag, og vi sluttede af med en is. Allan fik selvfølgelig sin hjemmelavede isvaffel, og jeg var så heldig, at jeg kunne få et bæger.
På hjemvejen så vi atter et skilt, der måtte undersøges. Nu havde vi jo lige spist is, endda fra Møn Is, så der var ikke plads til mere. Vi nøjedes med et hurtigt kig. Allerede samme aften, var der tilfældigvis et lille indslag i tv om dette firma, så der fik vi hele historien. Du kan se udsendelsen ved at følge dette link. På gården findes en café hvor man kan købe is, og mens den spises, kan man besøge kostalden. Man kan også købe hjemmelavede pølser. Vi troede de skulle spises på stedet, men nej, ikke nødvendigvis. 
Aftenen og lidt af natten brugte vi i Nr. Vedby, hvor Mark, som spiller i bandet One Hour Behind, optrådte live, som de har gjort før, men aldrig for så stort et publikum. Det var overvældende, og så i sådan en lille flække. Vi støttede selvfølgelig op selvom vi tilhører den lidt ældre generation. Selvom vi absolut var i mindretal, blev der overhovedet ikke, som i absolut slet ikke, skævet til os, tvært imod. Alle mange af de unge, kom hen og hilste på. De syntes det var så fedt, at vi troppede op, og vi følte os ikke spor alene, med alle de knus og skulderklap.

Høsttid, madfest og glæde

Jeg var ved at komme bagefter, for nu synger morgenfruerne på sidste vers, og der var altså en mening med, at jeg igen ville have morgenfruer i haven. Jeg skulle have høstet og tørret kronblade for længe, længe siden. Dengang der var rigtigt mange at tage af. Nu blev det bare en lille portion, for der var ikke mange friske blomsterhoveder at tage af, men de der var måtte lade livet. Kronbladene blev hevet af, og lagt på en bagerist, og tørret i ovnen ved lav temperatur i 6-7 timer. Kronbladene kan bruges til te, eller i bagværk. 
Endelig kom der godt gang i mine slangeagurker, så meget, at vi ikke kan spise os ud af dem efterhånden. Der er høvlet en del agurker, som er lagt i fryseren, så vi også kan få agurkesalat til vinter. Mine chili giver rigtigt godt, så foruden chili-hotsaucen, som smager rigtig godt, men er for stærk til Allan, så har jeg syltet et par glas af begge de chilisorter jeg har. Jeg har ikke tidligere brugt handsker, som foreskrevet. Det har været nok at vaske hænderne og lade være at gnide øjne, men denne gang brændte mine hænder rigtigt meget, i mere end et døgn, efter jeg havde syltet de par glas. Jeg kan ikke arbejde med handsker på, men jeg bliver vist nød til at øve mig i den disciplin.
Den årlige beboerfest i vores lille grundejerforening, løber af stablen i aften. Og som det har været kutyme de senere år, medbringer alle en lille ret. Vi har så mange hokkaido i haven, så jeg valgte at medbringe hokkaidogratin og kogt kold skinke. Det hele forberedt i aftes, da jeg ikke kunne nå det efter arbejde i dag. Allan turde godt påtage sig opgaven at sætte gratinen i ovnen, hvis ikke jeg nåede hjem rettidig. Han skulle jo også være med til at køre borde og stole over og stille op, her i eftermiddag.
Dette indlæg var forberedet hertil i går aftes, mens jeg rendte frem og tilbage i køkkenet.  Jeg ville have ventet med at sende det ud i æteren til i morgen, når jeg vi måske havde fået taget lidt billeder af aftenens mad, som altid er spændende at gå op til, da ingen ved hvad det indeholder på forhånd, men jeg måte altså lige dele min store glæde med jer, mens jeg halser afsted mellem køkken og pc for at nå det hele.
I mandags var det 14 dage siden mit lille Lumix blev sendt til undersøgelse på garantien. De sagde der ville gå 14 dage, så da vi ikke havde hørt en lyd, ringede Allan i går for at følge op på sagen, men der var det stadig ikke kommet, og de kunne ikke sige noget om hvornår. Stor var min glæde, da jeg kom hjem i dag, og så det stå på bordet. Allan havde været inde og hente det, og han har ladet det op, så det er helt klar til brug i aften. Sørme om ikke også jeg fik min lille bærbare pc med hjem i dag, og den skulle virke, selvom den sidste meddelelse jeg fik, var at det ville koste 1700,- at få den repareret. En anden nørd blev bedt om at kigge på den, og der blev loddet et par lednnger, så skulle den være køreklar. Det må jeg tjekke op en anden dag.
Jeg er smuttet, kan I have en rigtig dejlig aften og weekend alle jer der læser med.