Jeg havde byttet arbejdsdag, da den ene chef ønskede min tilstedeværelse på kontoret. Derfor skulle jeg arbejde i Nykøbing denne dag. Det var samme dag som en grisetransport væltede ved Korsør, og spærrede motorvejen fra klokken 7 til 14, så jeg tror, den chauffør er enig med mig.
Det er regnvejr. Det er der ikke så meget nyt i. Da jeg har gået den sædvanlige lille kilometer, og skal til at låse mig ind ad den første dør, kan nøglen overhovedet ikke dreje, hverken den ene eller den anden vej. Efter at have bakset noget med det, kanter jeg min taske gennem en afspærring, hvorefter jeg selv klatrer over samme afspærring, så jeg i det mindste er lidt i læ og tørvejr. Første procedure med nøglen i næste dør går fint. Koden bliver tastet og næste nøgle skal drejes. Det kan bare ikke lade sig gøre. Jeg ved, at alarmen nu vil gå i gang efter få sekunder, så jeg finder min mobil i tasken og ringer til Alarmcentralen, med den hyldende sirene i ørene, mens jeg taster mig frem efter de valg jeg får, indtil jeg når til: er alarmen gået i gang, så tryk 3! Det gør jeg, for blot at få en besked om at linjen er optaget i øjeblikket. Endelig bliver det min tur. Alarmen bliver afblæst, efter jeg har oplyst alle nødvendige oplysninger.
Derefter ringer jeg til chefen. Jeg kan jo stadig ikke komme ind. Han forstår det ikke helt, selvom jeg prøver at forklare og svare på hans spørgsmål. Du har da fået en forkert nøgle med, siger han og kommer med et lille latterkluk, hvorefter han siger, at de godt nok har haft lidt problemer med, at døren binder de sidste par dage. Han giver mig et par fif, og jeg kommer ind og kan slå alarmen fra.
Det varer ikke længe, før jeg får en opringning fra håndværkeren på den anden arbejdsplads. (Normalt er der ingen, der ringer til min private mobil i arbejdstiden. Man kan heller ikke være sikker på jeg hører eller besvarer opkaldet) Kommer du ikke kommer på kontoret i dag, spørger han. Nej, jeg er først tilbage på mandag. På mandag, gentager han. Jamen, det er vigtigt, og du plejer da at være her i dag. Vi skal undersøge… så vi kan give dem svar. Det må altså vente, til jeg kommer på mandag.
Det var ikke meget, der bare kørte på skinner den dag. Jeg skulle blandt andet også lave en indberetning med digital signatur. Det krævede (åbenbart) først en opdatering af pc’en, som så også skulle genstartes. Da det var klaret, havde jeg ikke brugeradgang til den side jeg skulle ind på. Det betød at jeg først skulle på virk.dk for der at give mig selv tilladelse til at logge på. Først derefter kunne jeg oprette firmaet. Endelig inde, og klar til indberetning, men ak, det kunne jeg ikke finde ud af at udfylde på egen hånd. Igen måtte jeg have fat i en livline. Denne gang hos det firma, det handlede om. Det var en langsom og besværlig procedure, som jeg først blev færdig med dagen. Mærkeligt nok, føltes dagen alligevel slet ikke lang.Tiden fløj afsted.
Da jeg havde fri, ville jeg en tur i Jysk for at købe en fødselsdagsgave, vi skulle bruge i weekenden. Da jeg parkerer og når den dør, jeg plejer at gå ind ad, var der sat noget for døren. Nå, okay, så må jeg jo bare tage den anden dør. Da jeg når derom er den også spærret, og en lille seddel står på døren. Vi har lukket tre dage, fordi vi gør klar til at åbne en ny flot forretning. Det blev Allans opgave næste dag, at køre enten til Vordingborg eller Maribo, for at få fat i den gave.
søndag den 28. januar 2018
lørdag den 20. januar 2018
De sunde og de gode valg i livet
Hvad der er sundt og godt, er der ikke nogen entydig facitliste på. Hvad der er godt for mig, er ikke nødvendigvis godt for dig, uanset om vi taler livsform eller kosten alene. Måske vil mange umiddelbart tænke, at sund kost er ens for alle, men sådan er det ikke. Det vi får tudet ørene fulde med er sundt, kan nogen, i værste fald, dø af at spise. Og selvom vi synes vi lever et godt liv, er det ikke nødvendigvis et sundt liv.
Jeg vil påstå, jeg lever et rimeligt sundt liv. Jeg lever i hvert fald et godt liv, og det vil jeg vove at påstå, jeg altid har gjort, når vi ser bort fra de ting, der bliver trukket ned over hovedet på en, men som man ikke selv har den store indflydelse på. De ting har der såmænd været nok af igennem årene. Så må der justeres, så vi kan få det bedste ud af det, vi er havnet i.
På et enkelt område, synes Allan at mit liv er kedeligt, mens andre måske vil mene jeg er heldig. Jeg bryder mig nemlig ikke om søde sager. Der er f.eks. ikke meget chokolade, jeg sætter tænderne i, af den simple grund, at jeg ikke kan lide mørk eller fyldt chokolade, hverken med creme, spiritus, marcipan, kokos eller rosiner, for slet ikke at nævne smagen af pebermynte eller alt muligt andet. Flødeboller og isvafler kan heller ikke friste og tørrede frugter er for søde. Småkager rører jeg helst heller ikke. Er der glasur på kagen, bliver den pillet af, og sådan kunne jeg blive ved. Allan kan ikke forstå at jeg fornægter mig alle disse ting, for som han siger, ved du jo ikke om du dør i morgen. Nej, det ved jeg ikke, men så er jeg ikke gået glip af noget i den retning. Jeg gider ikke fylde mig med noget, jeg ikke bryder mig om. Det kan se nok så lækkert ud, og være nok så dyrt, men hver gang jeg har smagt en lille flig, bekræftes jeg gang på gang i, at det ikke er noget jeg bryder mig om. Anderledes ser det ud, hvis der er frugt, mad eller nødder i nærheden. Her er jeg altspisende, og kan sagtens spise usundt, og mere, end jeg har godt af.
Siden juleaften 2016 har det skortet noget på det sunde liv, når vi taler motion. En ting var, at jeg dårligt kunne gå, men jeg fik også, pludselig midt i det hele, forbud mod at cykle. Da jeg i hverdagen sidder på min flade mellem 7 og 10 timer dagligt, uden mulighed for at gå mere en højst 10 skridt til kopimaskinen, er det vigtigt for mig at få rørt mig lidt, når jeg har fri, for sådan har jeg det nu en gang bedst.
I 2017 har mit liv bestemt ikke været normalt, hvad bevægelse angår. Den fod har spærret utroligt meget ben for mine udfoldelser. Siden november er det gået rimeligt godt med at gå. Jeg er så meget tilbage på sporet, og er usigelig taknemmelig over, at jeg igen kan bevæge mig rundt, de allerfleste steder med det rigtige fodtøj på.
Det sunde valg er også, at man ikke lader sig påvirke af at uret siger bip, når nu man ikke har mulighed for at gå nogen steder. Da jeg for nogle år siden købte uret, fordi mit ‘normale’ ur var gået i stykker, var det lidt svært at ignorere disse små bip-lyde, som kommer, når det er tid for bevægelse. Det eneste jeg kunne, og stadig kun kan, er at hæve skrivebordet og arbejde stående. Det får desværre bare ikke de røde streger til at forsvinde. Her måtte jeg, som så mange andre gange i livet, sige til mig selv, at jeg ikke skulle lade mig irritere af noget, jeg ikke havde mulighed for at ændre på. Det er fint med en lille reminder om, at det er tid at lette rumpen og gå en tur, hvis man altså har mulighed for det, men uanset hvor mange skridt man har gået, går der ikke lang tid, før uret bipper igen for at fortælle, at det er tid at komme i bevægelse. Det har jeg ingen problemer med at ignorere, men jeg kan også fristes til at give den en skalle mere. Når alt kommer til alt, så er det trods alt mig der bestemmer.
Jeg vil påstå, jeg lever et rimeligt sundt liv. Jeg lever i hvert fald et godt liv, og det vil jeg vove at påstå, jeg altid har gjort, når vi ser bort fra de ting, der bliver trukket ned over hovedet på en, men som man ikke selv har den store indflydelse på. De ting har der såmænd været nok af igennem årene. Så må der justeres, så vi kan få det bedste ud af det, vi er havnet i.
På et enkelt område, synes Allan at mit liv er kedeligt, mens andre måske vil mene jeg er heldig. Jeg bryder mig nemlig ikke om søde sager. Der er f.eks. ikke meget chokolade, jeg sætter tænderne i, af den simple grund, at jeg ikke kan lide mørk eller fyldt chokolade, hverken med creme, spiritus, marcipan, kokos eller rosiner, for slet ikke at nævne smagen af pebermynte eller alt muligt andet. Flødeboller og isvafler kan heller ikke friste og tørrede frugter er for søde. Småkager rører jeg helst heller ikke. Er der glasur på kagen, bliver den pillet af, og sådan kunne jeg blive ved. Allan kan ikke forstå at jeg fornægter mig alle disse ting, for som han siger, ved du jo ikke om du dør i morgen. Nej, det ved jeg ikke, men så er jeg ikke gået glip af noget i den retning. Jeg gider ikke fylde mig med noget, jeg ikke bryder mig om. Det kan se nok så lækkert ud, og være nok så dyrt, men hver gang jeg har smagt en lille flig, bekræftes jeg gang på gang i, at det ikke er noget jeg bryder mig om. Anderledes ser det ud, hvis der er frugt, mad eller nødder i nærheden. Her er jeg altspisende, og kan sagtens spise usundt, og mere, end jeg har godt af.
Siden juleaften 2016 har det skortet noget på det sunde liv, når vi taler motion. En ting var, at jeg dårligt kunne gå, men jeg fik også, pludselig midt i det hele, forbud mod at cykle. Da jeg i hverdagen sidder på min flade mellem 7 og 10 timer dagligt, uden mulighed for at gå mere en højst 10 skridt til kopimaskinen, er det vigtigt for mig at få rørt mig lidt, når jeg har fri, for sådan har jeg det nu en gang bedst.
I 2017 har mit liv bestemt ikke været normalt, hvad bevægelse angår. Den fod har spærret utroligt meget ben for mine udfoldelser. Siden november er det gået rimeligt godt med at gå. Jeg er så meget tilbage på sporet, og er usigelig taknemmelig over, at jeg igen kan bevæge mig rundt, de allerfleste steder med det rigtige fodtøj på.
Det sunde valg er også, at man ikke lader sig påvirke af at uret siger bip, når nu man ikke har mulighed for at gå nogen steder. Da jeg for nogle år siden købte uret, fordi mit ‘normale’ ur var gået i stykker, var det lidt svært at ignorere disse små bip-lyde, som kommer, når det er tid for bevægelse. Det eneste jeg kunne, og stadig kun kan, er at hæve skrivebordet og arbejde stående. Det får desværre bare ikke de røde streger til at forsvinde. Her måtte jeg, som så mange andre gange i livet, sige til mig selv, at jeg ikke skulle lade mig irritere af noget, jeg ikke havde mulighed for at ændre på. Det er fint med en lille reminder om, at det er tid at lette rumpen og gå en tur, hvis man altså har mulighed for det, men uanset hvor mange skridt man har gået, går der ikke lang tid, før uret bipper igen for at fortælle, at det er tid at komme i bevægelse. Det har jeg ingen problemer med at ignorere, men jeg kan også fristes til at give den en skalle mere. Når alt kommer til alt, så er det trods alt mig der bestemmer.
lørdag den 6. januar 2018
Fortiden, nutiden og fremtiden
Livet byder på op- og nedture. Man må acceptere det man ikke kan ændre på, og få det bedste ud af den man står i. De sidste par år har budt på meget, vi aldrig har ønsket os, men vi har nydt livet og taget os af skraldet, når det var nødvendigt.
Julen blev fyldt ud med en blanding af familie-kom-sammen, hygge, ordlege, mad, opvask og oprydning i lange baner, krydret med gåture og job.
De nye år er allerede godt i gang, og kalenderen fyldes ganske langsomt op med små og store glæder.
Det samme gør haven. De første blomstrende erantis og vintergækker er spottet derude. Rabarberne og purløgene er også godt på vej.
I dag fik jeg pillet al julepynten ned, også fra juletræet. Nu har vi set længe nok på det. Faktisk meget længere end viplejer.
Da det var pillet ned, var det på tide at forkæle mig selv med en lang gåtur. Det blev til en gåtur på 10 km gennem Storskoven. Den var en våd og smattet tur, men en rigtig dejlig tur, hvor jeg kun mødte to mennesker på de to timer. En hundelufter og en brændesanker.
Skoven er som så meget andet ved at drukne. Her har vi plusgrader og ja, det har regnet igen, igen.
Det sker i 2018
I morgen skal vi have indløst den første julegave fra ungerne. Den kommer til at stå på hyggeligt samvær og en god middag i byen. Det bliver bare så godt. Vi glæder os både til maden og til at være sammen med ungerne.
Der venter møder og hyggelige samvær med frokoster, samt nogle fødselsdage i januar måned. Min fremmelige lille niece fylder 1 år.
Jeg forventer at komme ned på en arbejdsuge der i snit ligger på 30-32 timer pr. uge. Jeg gearer allerede ned i denne måned.
Mads bliver 40 år i februar og vil markere dagen, på sin helt egen måde, så han har inviteret 40 mennesker. Nøjagtigt halvt så mange, som da han blev 30.
Vi skal en tur til Gran Canaria inden dette ferieår udløber 1. maj. De sidste mange ferier er gået til kolde eller våde steder. Nu siger Allan han trænger til lidt sol og tørvejr. Vi har været på Gran Canaria en gang tidligere, i 1999, sammen med ungerne og et hold venner, for at fejre vennens 50 års fødselsdag. Nu skal øen opleves på en helt anden måde. Ganske som vi plejer, når vi er os selv.
Allan runder 70 år til april og har de sidste mange år sagt, at han vil ud at rejse, når den tid kommer. Han vil gerne have ungerne med, nøjagtigt som de var, da jeg blev 60, og han selv blev 60, men det er desværre ikke en mulighed. Derfor har han, det sidste halve års tid godt og vel, vaklet frem og tilbage om han alligevel skulle holde fest eller rejse. Den store fest er droppet, det gider han ikke, men en lille sammenkomst, med de nærmeste, ender det nok med.
En anden julegave fra ungerne var et et gavekort på en brovandring. Der er dog ikke sat dato på. Det skal lige blive lidt forår først. Ih. hvor vi glæder os.
Julen blev fyldt ud med en blanding af familie-kom-sammen, hygge, ordlege, mad, opvask og oprydning i lange baner, krydret med gåture og job.
De nye år er allerede godt i gang, og kalenderen fyldes ganske langsomt op med små og store glæder.
Det samme gør haven. De første blomstrende erantis og vintergækker er spottet derude. Rabarberne og purløgene er også godt på vej.
I dag fik jeg pillet al julepynten ned, også fra juletræet. Nu har vi set længe nok på det. Faktisk meget længere end viplejer.
Da det var pillet ned, var det på tide at forkæle mig selv med en lang gåtur. Det blev til en gåtur på 10 km gennem Storskoven. Den var en våd og smattet tur, men en rigtig dejlig tur, hvor jeg kun mødte to mennesker på de to timer. En hundelufter og en brændesanker.
Skoven er som så meget andet ved at drukne. Her har vi plusgrader og ja, det har regnet igen, igen.
Det sker i 2018
I morgen skal vi have indløst den første julegave fra ungerne. Den kommer til at stå på hyggeligt samvær og en god middag i byen. Det bliver bare så godt. Vi glæder os både til maden og til at være sammen med ungerne.
Der venter møder og hyggelige samvær med frokoster, samt nogle fødselsdage i januar måned. Min fremmelige lille niece fylder 1 år.
Jeg forventer at komme ned på en arbejdsuge der i snit ligger på 30-32 timer pr. uge. Jeg gearer allerede ned i denne måned.
Mads bliver 40 år i februar og vil markere dagen, på sin helt egen måde, så han har inviteret 40 mennesker. Nøjagtigt halvt så mange, som da han blev 30.
Vi skal en tur til Gran Canaria inden dette ferieår udløber 1. maj. De sidste mange ferier er gået til kolde eller våde steder. Nu siger Allan han trænger til lidt sol og tørvejr. Vi har været på Gran Canaria en gang tidligere, i 1999, sammen med ungerne og et hold venner, for at fejre vennens 50 års fødselsdag. Nu skal øen opleves på en helt anden måde. Ganske som vi plejer, når vi er os selv.
Allan runder 70 år til april og har de sidste mange år sagt, at han vil ud at rejse, når den tid kommer. Han vil gerne have ungerne med, nøjagtigt som de var, da jeg blev 60, og han selv blev 60, men det er desværre ikke en mulighed. Derfor har han, det sidste halve års tid godt og vel, vaklet frem og tilbage om han alligevel skulle holde fest eller rejse. Den store fest er droppet, det gider han ikke, men en lille sammenkomst, med de nærmeste, ender det nok med.
En anden julegave fra ungerne var et et gavekort på en brovandring. Der er dog ikke sat dato på. Det skal lige blive lidt forår først. Ih. hvor vi glæder os.
Etiketter:
Begivenheder,
Børn,
Familien,
Job
Abonner på:
Opslag (Atom)