Færdig med at bade sammen. Mor, ur og nytår

I går, den 30. december havde Allan tid hos lægen i Hvidovre, som skulle fjerne den meche Allan havde i øret efter operationen i Aarhus. Jeg sad og fulgte hele turen og arbejdet i øret på en tv-skærm. Da mechen var fjernet blev der lavet en optagelse af begge ører, og både Allan og jeg så det en gang mere, og fik en forklaring på det hele. Spændende og interessant. Konklusionen er at operationen er vellykket, forstået på den måde, at intet i øret er beskadiget. Det er meget hævet og irriteret, så Allan fik ordineret nogle øredråber med bakteriedræbende pinicilin i. Alle restrektioner er ophørt, og han kan nu klare sig selv, undtagen med drypningen af øret. Det er altså slut med at få hjælp til badet.
I mandags, da jeg sad hos mor på sygehuset, gik mit knapt et år gamle ur pludselig i stå. Nå, det skal nok have nyt batteri, tænkte jeg, så Allan blev sendt til urmageren næste dag hvor jeg havde værdikupon til at få skiftet det første batteri helt gratis. Det hjalp bare ikke med et nyt batteri, så vi skulle komme med garantibeviset. Da jeg har svært ved at undvære et ur, kørte vi direkte til Nykøbing efter Hvidovreturen. Ha, som om det hjalp. Urmageren skal først undersøge om det er noget han kan lave. Hvis ikke skal uret sendes ind for at se om det kan repareres inden de beslutter sig for om jeg skal have et nyt ur. Det vil have alt for lange udsigter, kunne jeg godt høre.
Jeg har længe gået og tænkt og talt om at anskaffe mig et Vivofit, men hver gang har jeg sagt til mig selv, at det var unødvendigt. Jeg har både Endomondo, skridttæller og ur, så det var ikke nødvendigt. Det blev der så ændret på i går, og allerede der registrerede jeg at der er forskel i målingerne. Jeg ved min skridttæller ikke tæller de første 10 skridt med, med mindre jeg tager mere end dem inden for de næste 30 sekunder. I dag er det afprøvet sammen med min skridttæller fra jeg vippede benene ud over sengekanten. Begge dele har fulgt mig hele dagen og har taget nøjagtig lige mange skridt, men alligevel er der en tydelig forskel.
Dagen i går, var også dagen hvor mor for første gang kom op af sengen og i eget tøj. Hun har fået en ny og bedre skinne på hånden. De dyrker stadig blodprøver for at finde ud af hvad hun fejler. Hun kan gå lidt rundt på gangene, men må ikke gå alene. Det glæder hun sig til hun kan få lov til. Så vi unger tager nogle ture med hende, for personalet har selvfølgelig ikke tid til andet end at følge hende, når det er nødvendigt. Vi skal jo holde hende i gang, så hun ikke mister muskler, og hun er jo en dame der ikke er vant til at sidde stille ret længe ad gangen.
I morges tog vi traditionen tro med Camilla på nytårstur. Igen i år var det på Feddet. Vi vinkede til Ellen og John, da vi kørte forbi. Det var bidende koldt og det larmede gevaldigt der langs de skvulpende bølger. Man kunne overhovedet ikke høre hvad man selv tænkte. Efter en tid nåede jeg op til fortroppen og fremgav bagtroppens ønske om at komme ind i skoven. Det var en gevaldig forandring at gå i skoven ro. Efter en time var vi i mål. Grillen blev tændt og der var æbleskiver og kaffe til alle 25 fremmødte..
Vi var hjemme langt over middag. Jeg smed skitøjet, og kørte på sygebesøg, mens Allan tog postkasse ned og fjernede skraldespande osv. Der er stadig ubalance i de målinger de laver på mor. Hun får stadig antibiotika og nu også prednison, da de er helt sikker på hun har muskelgigt. Nu skal de bare finde ud af hvad det er for en virus der ‘cykler rundt’ i hende. I morges ville hun som 1000 gange før, prøve om hun kunne mærke sin hånd, så hun borede den anden hånds negl ned i den ‘døde hånd’ og var nær fløjet op i loftet. Så hun piner jævnligt sig selv, for at forvisse sig om at det ikke er en drøm. Hun kan også mærke, at der er noget, der af og til stikker i hendes hånd, så lidt liv er der så småt begyndt at komme. Hun har fået et enkelt remedie til at træne hånden med, men det er svært, når der ingen kræfter er og hele kroppen værker ved berøring.
Vores nytårsaften. Tja.. jeg hjalp både mor og hendes sengekammerater med at skære deres aftensmad ud, så de kunne fange det med deres gaffel, og hjalp med andre småting. For første gang nogensinde bestod vores egen nytårsmenu af rester og let mad fra fryseren. Vi havde ikke tid til de store køkkenforberedelser. Vi ville hellere have frisk luft og være sammen med familien. Camilla og S samt Mads og hans kæreste, som dog kun Allan fik fornøjelsen af i dag, da jeg valgte at være hos mor. Mens jeg skriver dette indlæg, er flere af naboerne godt i gang med at skyde fyrværkeri af ude, kan jeg høre. Nu vil jeg gå ind og sidde aftensæde med mit strikketøj, og nyde en stille aften. 

Min jul og nu med en hjælpeløs mor igen

Vores juleaften forløb ganske som forventet. Det var hygge på højt plan mellem far, mor og børn. Alle 4 var vi igen enige om, at det var noget så dejligt bare at være sammen og snakke om det, der rørte sig i vores liv lige nu. Lidt anderledes så det ud andre steder i familien.
Mor har gået og haft det lidt halvskidt de sidste 8 dage. Energiforladt,  Influenza- og roskildesygesymptomer. Juleaftensmorgen var det helt galt. Hun kunne ikke selv komme op ad trapperne. Det havde hun simpelthen ikke kræfter. Det sortnede også for hendes øjne, så hun var bange for hun faldt, før hun kunne nå at lægge sig ned. Mens Mark kørte op til mor, kontaktede min svigerinde lægevagten og bad dem komme ud til mor, mens hun kort forklarede hendes sygehistorie. Lægen kom og kiggede på hende, men kunne ikke se hvad hun fejlede. Det kunne kun en SR give svaret på, og sådan en kunne han ikke tage. Vi skulle bestille tid på lægehuset om mandagen. Mor skulle være hos søster to juleaften. Der frøs hun gevaldigt, og fik ekstra tøj, tæpper og flere dyner på, mens radiatoren blev skruet op på fuld styrke, da hun blev puttet af søster. Mor har på intet tidspunkt haft feber.
1. juledags morgen, havde mor så mange smerter i hele kroppen, at hun ikke kunne være til, og hun er bestemt ikke pivet. Søster to og Mark kørte hende til lægevagten. Der kunne de stadig ikke se hvad hun fejlede. De mente hun havde sukkersyge. Måske havde hun en form for muskelgigt, men det kunne kun en SR fortælle. Hun blev ordineret pinex og et morfinpræparat til at tage de voldsomme smerter, hun havde i sit sul, som hun selv udtrykker det. Søster 2 skulle på arbejde og Mark skulle til julefrokost. Jeg skulle bare nyde dagen herhjemme og prioritere mig selv. Det blev der så lavet lidt om på. Mark kom her med mor indpakket i tøj, frakke, housecoat, tæppe, hue og vanter og flere par sokker. Han sagde at det allerede var blevet meget bedre. Hun havde lige fået den første portion piller og de var ved at gøre deres virkning. Hun blev puttet med varmepude og fik en halv til en hel times søvn. Søster 1 kom her. Mor stod op og drak kaffe, spiste franskbrød og vi sad og hyggesnakkede alle fire. Mor så ud og opførte sig som hun plejer. På forespørgsel sagde hun at hun var øm i sulet, men ikke noget hun vil betegne som smerter. Hun fik sine piller det næste par gange. Hun spise lidt aftensmad, og var med inde og se lidt tv, inden hun gik tidligt i seng og sov til halv 5, hvor hun skulle på toilettet.
2. juledag
Da jeg stod op kl 6:30 kunne jeg høre mor var vågen. Jeg gik ind for at spørge til hende. Hun kunne godt mærke at smerterne var ved at vende tilbage. Det var også ved at være tid for en ny dosis medicin, men for at hun kunne være smertedækket hele dagen, skulle vi lige trække det en halv time. Kl. 7 kalder hun på mig. Jeg skal hjælpe hende med at komme ud af sengen. Hendes hånd kan ikke bære hende, men hun påstår, at sådan var det også i går indtil hun fik varmen. Jeg taler med Mark. Han bekræfter. Jeg spørger igen og han begynder at tvivle. Jeg og L kommer inden så længe, siger han. Til mor siger jeg, at det her er altså ikke normalt, heller ikke selvom det var sådan i går, så jeg ringer altså og taler med lægevagten. De lover at komme, men der går nok lidt tid, da de har travlt. Mark og L… kommer. Vi ligger og sidder alle 3 omkring mor, som er kommet i seng igen.
Da lægen kommer og har undersøgt hende meget grundigt, siger hun. Jeg taler lige ud af posen. Jeg tænker det kan være en blodprop i hjernen eller muskelgigt, men jeg ved ikke hvad hun fejler, for ingen af delene passer efter bogen. Vi skal have andre til at kigge på det. Hun spørger mor, om det er i orden at hun bestiller en ambulance. Neeej, siger mor. Henvendt til lægen siger jeg, det skal du slet ikke spørge mor om, for du kan godt høre hvad svaret er, hvortil lægen siger at hun bestiller en ambulance. Godt, siger jeg, men den behøver ikke komme med udrykning og blå blink. Det gør den heller ikke, for det er noget jeg bestemmer, siger hun. 11:45 er lægen kørt og så venter vi bare på ambulancen. Der kommer 3 mand, den ene er en elev. De tager sig god tid til at snakke med mor, og lære eleven hvordan han skal gøre med både båre og patient. Da de går siger de. Nu skal I ikke være urolige, fordi vi ikke kører med det samme, vi skal lige lave nogle målinger på hende. Lidt efter kommer en af dem ind igen og siger det samme en gang mere. De er nemlig ikke sikker på om mor skal til Nykøbing F. eller de skal et helt andet sted hen med hende. Vi skal bare køre til Nykøbing, som de vil have kontakt med under kørslen, og ellers har de mit telefonnummer. Klokken 13 er de kørt.
Kl. er ca. halv 2, da Mark og jeg ankommer til sygehuset, hvor de er ved at indskrive mor på Akut 3, så vi skal lige vente lidt til disse papirer er i orden. Det viser sig, at de har gjort stop undervejs, for at lave målinger. Ifølge mor var det den meget flinke elev der blev sat til det. Han blev også bedt om at tale med patienten. Hans leder havde sagt, ‘det skal du jo også lære.’ Det er med til at fortælle mig, at der ikke på noget tidspunkt har været noget akut under forløbet, når der er tid til undervisning undervejs.
L havde lovet at køre nogle venner til julefrokost i Næstved, så hun stødte til på sygehuset senere. Allan blev sendt i byen (i mors lejlighed) efter medicinlisten, som sygehuset gerne ville have. Så var vi alle igen samlet, bare på sygehuset, hvor vi både gav og fik informationer om mor. Blodprøverne viste at der var ubalance i de forskellige værdier. Infektiontallet var alt for højt. Hovedet blev scannet. Brystet røntgenfotograferet. Ingen tegn på nogen blodprop overhovedet. Det kunne vi se betød rigtigt meget for mor. Vi var efterhånden ved at blive sultne. Jeg vandt turen til fods i silende regn til pizzamanden. (Vi fik 45 mm vand den dag) Pizzaerne spiste vi på sygehuset. Søster 1 stødte til efter en familiejulefrokost. Et barnebarn kom også, da hun mente at mormor nok ikke havde besøg på dette tidspunkt. 
Mor fik et par poser antibiotika. Vi og mor var i kontakt med mange læger. Lunger, puls, temperatur, synkereflekser, blodtryk og meget andet så rigtigt fint ud. Ingen kunne sige hvad hun fejlede. De ville dyrke blodprøverne. Sådan noget tager omkring 3 dage. Det eneste de har konstateret er, at hun har en drophånd. Der har været flere bud på hvad den er kommet af. Første bud var at hun har sovet på den, så hun har klemt en nerve. At sove 2½ time med benene over kors eller en hånd under hovedet, er nok til at få sig sådan en.

Ved 19:30 tiden fik vi at vide, at mor ville blive flyttet til en anden afdeling. Mark og jeg lovede at blive og følge med til hendes nye stue.

3. juledag, havde vi jeg inviteret ungerne og nogle venner til middag. Vi havde en hyggelig aften.

4. juledag tilbragte jeg hele eftermiddagen og en del af aftenen på sygehuset. Mors blodtryk faldt pludselig til 80/55. Der blev skruet op for antibiotikaen og bodtrykket steg langsomt igen.  
I dag havde vi for længe siden aftalt at vi 4 søskende, sammen med mor, skulle holde en julefrokost hos mor. Vi blev enige om at samles alligevel, men inden da mødte Mark og søster 2 op til den stuegang, hvor jeg havde lavet en aftale om tidspunkt i går. Vi samles her hos os, og alle medbragte lidt mad. Vi fik den nyeste opdatering om mor, men der er ikke rigtigt noget nyt. De arbejder stadig på at finde ud af hvad hun fejler. Måske har hun polymyalgi, men igen, det passer ikke helt efter bogen, siger lægerne. De leder efter andet eller mere. Mor er hjælpeløs, og skal have hjælp til alt. Hun kan ikke bruge sine hænder. Hun har fået skinne på drophånden, så den ikke forbliver en klo. Hun er lam i hele højre hånd, og den venstre har hun også en nedsat funktion i.
Vi søskende har i dag hygget og nydt samværet. Der var alt, alt for meget mad, så der blev indlagt flere pauser. Søster 1 havde pakkespil og pakker med. Det brugte vi meget tid på. Jeg kendte ikke dette pakkespil. Vi skulle både måle ører, fødder, hoppe rundt på et ben og sige som en høne. Grynte som en gris, bytte plads og mange andre sjove ting. Spillet vil jeg gerne anbefale til både børn og voksne. Kan man ikke udføre de opgaver man skal, må man bare aflevere en pakke. Børn under en vis alder, tages der også specielle hensyn til.

Julen er ikke, hvad den var engang

 

Der er selvfølgelig forskel på at være barn og voksen, men den tid vi lever i, gør sandelig også en stor forskel.
Jeg husker at vi 3 søskende ofte spurgte både mor, far og mormor, om de ikke ville  fortalte lidt ‘fra gamle dage’ og vores egne unger har spurgt om det samme. De der gamle dage, de bliver i sagens natur af nyere og nyere dato.
Når jeg tænker på hvordan min far og hans forældre holdt jul, så var der med vor tids børneøjne ikke meget jul over det. Der var nemlig ikke noget der hed julegaver. Far, som blev født i 1920, har altid sagt, at julen var som alle de andre dage på året, og at der ikke skete noget særligt. Det syntes vi altså var meget synd for ham og alle hans søskende.  
Min mor som er 17½ år yngre end min far, fik heller ingen gaver de første leveår. Ikke engang fra sine bedsteforældre, min morfars forældre, som ellers var ret velstående. Alligevel syntes hun at julen var noget ganske særligt. Når min morfar tændte lyset, (vi er jo nogen der stadig husker skumringstimen) og kom ind med hver en stor appelsin til de to unger. Den der store lysende orange appelsin og sukkerskålen, der kom på bordet til at dyppe appelsinskiverne i, har virkelig plantet sig hendes sind. Så var det jul.
Jeg har spurgt mor om hun ikke savner den sukkerskål til sin appelsiner i dag, men det kunne hun ikke drømme om at spise sammen i dag. Selv appelsiner var anderledes dengang, påstår hun.
På et tidspunkt blev julegaver også en   del af min mors jul. Eller julegave, for der var kun en gave til dem hver.
Min barndoms jul, blev en ganske anden. Mor og far skabte i fællesskab en ny jul. Vi unger har altid fået pakkekalender. 24 pakker til os hver. Appelsiner, viskelæder, blyanter og den slags nyttige småting, som ikke var nogen selvfølge at man ‘bare’ sådan lige fik. Nej, man passede virkelig på sine ting dengang. Der var selvfølgelig pyntet op. Vi havde juletræ. Mor kogte risengrød til nissen, som vi bar op på loftet, altså grøden. Julemanden kom altid på besøg med pakker et sted mellem spisetid, opvask og dansen om juletræet. Jeg fik 7 pakker, en fra mor, en fra far, mormor og morfar, moster og onkel, og en fra hver af mine 2 søskende og en fra gudmor og gudfar, men aldrig har jeg fået en julegave (eller fødselsdagsgave) fra min farmor og farfar. Det var ikke noget jeg tænkte på som barn. Sådan var det bare. Du kan læse lidt mere om min barndoms jul her.
Den jul mine forældre har givet os unger, har jeg videreført til vores. Normalt når to mennesker mødes og skal skabe et nyt liv sammen, tager man nok lidt fra begge sider, men der var ikke noget nyt input fra den side, da jeg lærte Allan at kende. Hans jul var der nemlig ikke meget jul over. Der var dog både julepynt og juletræ. De fik også julegaver, men det var så det. Han har aldrig fået en pakkekalender eller en adventspakke, før han kom ind i min familie. Mens vores unger var børn, fik de også pakker af både mine og Allans søskende.
De sidste mange, mange år, (20-25 år) har vi i hele familien droslet ned på det gaveræs. Det er sket langsomt og individuelt efter aftale med hver enkelt person. Vores unger har selv bedt om at komme ud af det gavehalløj. Juleaften, de sidste mange år, har vi kun siddet 4 eller 6 voksne mennesker her. I aften er vi bare 4. Os selv og ungerne. Julen er anderledes nu, når ungerne er voksne, men en ting skal ingen pille ved, og det er vores julemad. Grønlangkål, andesteg og risalamande, da det er det, der afgør om det er jul.  Skulle nogen være i tvivl, så er gaverne ikke helt afskaffet.

Alle mine læsere ønskes en rigtig glædelig jul. Som det kvikke øje måske opdager, har jeg fået installeret den nye Open Live Writer, og at det virker sammen med Blogger. Hvor er det bare dejligt at man igen kan få copyright på alle sine billeder og alt det andet gode der følger med, ved at bruge denne editor. 

Nu rabler det for alvor

I går, søndag, kom mor en tur, så jeg kunne hjælpe med gaverne til de 7 oldebørn.  Da hun skulle køre hjem, gik jeg med ud til bilen med noget af det hun skulle have med hjem. Jeg putter sagerne i bagagerummet, og da mor ville sætte sig ind i bilen for at køre hjem, siger hun: Hvor er nu mine bilnøgler henne, mens hun klapper sig selv på lommerne og efterfølgende stikker hænderne i de samme lommer. Hun undersøger sin taske og kigger i tændingslåsen. De er her altså ikke, siger hun. Det må de være, siger jeg. Du er jo kommet herned, så altså må de være et eller andet sted. Ja, siger mor, men det er de ikke og hun fortsætter. Da jeg lagde min jakke på låget af brændekurven, var der noget der raslede, så måske ligger de derinde. 

Jeg gik ind for at kigge. Der var ingen nøgler at se. Ud til mor igen, og så undersøgte jeg både tasken og bilen i tilfælde af at de var lagt på sædet, eller var røget på gulvet. De var stadig ikke at finde. Vi smutter begge ind igen for at kigge en ekstra gang. Jeg trækker brændekurven ud, for at se om de er røget ned bagved. Jeg åbner køkkendøren og spørger Allan om han har set mors bilnøgler nogen steder. Det har han ikke, men spørger om hun ikke har dem i lommen. Nej, der er ikke nogen. Heller ikke i dine bukselommer? Nej, jeg har ingen lommer i mine bukser. Hmm... mystisk. 

Jeg går ind i huset for at se om de skulle ligge et eller andet sted der. Det gjorde de ikke. Måske har du tabt dem på vejen til og fra bilen? Næh, det så ikke sådan ud. Det bliver mere og mere mærkeligt. Da jeg igen kommer ud på vejen til bilen med mor et pænt stykke bagefter mig, ser jeg det straks, og er ved at flække af grin.

Mor for h.....   Jeg behøvede slet ikke sige mere. Mor var allerede helt med.  Hun tog begge hænder op til hovedet, vendte ryggen til mig, og bukkede helt sammen. Hold k....  vi var ved at flække af grin begge to. Da vi igen kunne trække vejret, men slet ikke var færdige med at grine, siger mor.... Neeeej, nej, nej... Altså, det vidste jeg jo godt, siger hun. Jeg har jo selv låst bilen op, så du kunne komme i bagagerummet. 

Behøver jeg sige at  det var dagens højdepunkt. Både mor og jeg ved jo udmærket at bilen altid er låst OG at hun var nødt til at låse op før nogen af os kunne komme ind i bilen. Behøver jeg sige, at nøglerne sad udvendigt i bildøren. 

Holddaop hvor kan man være dum. 

Julehjælp og julejammer

Jeg har ikke været forberedt nok på hvor meget ekstra arbejde, der ville blive til mig p.g.a. Allans operation. Herregud, det var jo i øret, han blev opereret, så hans arme og ben var da stadig funktionsdygtige, men der er altså mange forbehold. Hvis man går og bilder sig ind at den anden part i hjemmet ikke laver herrens gavn, så går sandheden op for en, når der pludselig laves om på ens hverdag. Jeg vil for god ordens skyld lige nævne, at siden Allan blev efterlønner for 6 siden, har jeg bestemt ikke kunne klage. Han er lidt træt af at han ikke må foretage sig noget, og er ikke helt tilfreds med den situation. Han glæder sig rigtigt meget til at komme i gang igen. Han nævnte at han sådan set var ret glad for, at der ikke var faldet sne, så jeg også skulle tage mig af den opgave. Det er jeg sandelig også glad for.

Julevejr 27. november 2010 

De efterfølgende afsnit har ikke noget med ham at gøre, men der bliver selvfølgelig mindre tid til mig selv og mine gøremål, når jeg også skal tage mig af hans opgaver med at bære briketter ind, være chauffør, samt yde assistance til skift af forbinding, hårvask og den slags. I torsdags følte jeg mig ærlig talt i tidsnød.

Min unge svigerinde havde sendt en sms, om at hun havde købt en kjole, hun skal have på til nytår. Den var lidt for stor i livet, om jeg vil hjælpe med at sy den ind. Jeg lovede at kigge på det.

Mads har skilt sin ene bil af, og har brug for et par hænder til at holde, styre skærm og andet mens han får det hele skruet sammen igen. Jeg har ganske frivilligt tilbudt min hjælp.

Mor har ringet, at hun har brug for hjælp til julegaverne til de 7 oldebørn. Det har jeg selvfølgelig også sagt ja til.

For mange år siden fik vi en garageport med fjernbetjening, smart og nemt - når det virker. Det gjorde det så pludselig ikke tirsdag aften, da vi kom hjem fra Aarhus. Det var jo nok bare et batteri, men et meget specielt batteri. Nu bor vi ikke i en by med butikker, Jeg kommer heller ikke forbi nogen, når jeg kører til og fra arbejde og Allan måtte ikke køre bil de første dage. Jeg var i den lokale Brugs uden resultat. Så satte jeg Allan til at søge på nettet, for at finde et sted vi kunne købe dette batteri, men intet poppede op. Hvor pokker tror du, jeg kan finde sådan et så, spørger jeg. Elgiganten måske eller Fona! Elgiganten førte ikke lige dette batteri. Det gjorde Fona heller ikke. De kunne måske nok skaffe et, men det ville vi ikke kunne få før efter nytår. Har du prøvet fotoshoppen, spørger Fona. Hun har nemlig også flere forskellige batterier. Nej det havde jeg ikke, men styrede direkte derover. Sandelig om ikke det lykkedes. Nu virker porten igen.

Hver eneste fredag, siden jeg, for mere end et år siden, fik byttet arbejdsdage på mine arbejdspladser, tænker jeg på hvor godt det er. Det har jeg virklig meget glæde af. I går kørte jeg direkte til Nykøbing for at julehandle. Da jeg stod i butikken og skulle betale for hele min vognfuld varer, var mit visakort ikke i min pung. Heldigvis havde jeg et ekstra kort, som jeg kunne betale med. Der røg godt nok mange tanker igennem hovedet på mig. Taske og pung blev endevendt, først lidt diskret i et hjørne i butikken. Senere flere gange i bilen, men kortet var der ikke. Jeg skulle i flere butikker, inden jeg kunne køre hjem. Alt andet ville være tåbeligt.

I sidste uge spurgte 4 unge mennesker om de måtte komme her til en bid brød den 23. til frokost og lidt julehygge. De ville gerne være sammen med os, når vi ikke skulle være sammen juleaften. Det turde jeg ikke love dem, da jeg sikkert skulle på arbejde, men vi skulle nok finde ud af at noget julehygge, måske bare lidt senere på dagen. Selvom jeg arbejder hårdt på at kunne holde fri den dag, så kan jeg se nu, at det bestemt ikke er en mulighed. Så hyggen bliver sidst på eftermiddagen. Der er også lidt juleforberedelser jeg skal lave til næste dag, inden jeg går i seng. Bl.a. koge risengrød og flæsk, hvis ikke flæsket bliver kogt tirsdag aften.  

Da jeg kom hjem fredag aften, endevendte jeg atter min taske og pung flere gange. Allan tjekkede også efter. Vi tjekkede netbanken, men der var heldigvis ikke hævet noget jeg ikke ville stå ved. Resultatet blev at jeg ringede til Nets og fik spærret kortet og bestilt et nyt i netbanken. Jeg ved jeg brugte de sidste gang i tirsdags, og den butik har jeg også ringet til. Jeg må altså have tabt det kort. Jeg har jo kun været på arbejde siden jeg brugte det sidst, så stjålet er næppe en mulighed. Her i morges tømte jeg atter min pung, og hvad finder jeg.... Mit visakort. Det var druknet i en dankortlomme, der åbenbart havde fået et hul, det ikke skulle have. Det er nu rart at vide, at det ikke har været i fremmede hænder.

Et lille udsnit af de alt for mange gæs

I dag føler jeg, at jeg er godt med. Æbleskiverne blev bagt tidligt i morges. Jeg har endda været ude at gå mig en dejlig tur her i eftermiddag. Jeg har været rundt i haven og set at mine krokus allerede er skudt et pænt stykke op over jorden nu, og jeg har taget mig tid til at skrive dette indlæg. Der er jo en dag igen i morgen, så pludselig ser det igen ud til, at jeg har masser af tid til rådighed til at få klaret det sidste.  

Juleforberedelser og operation for otosklerose

Min kalender for november og december har været  overfyldt. Det er ikke det hele jeg har haft nogen indflydelse på, for så havde den ikke set sådan ud.  Jeg føler slet ikke jeg har været hjemme de sidste par måneder.  I sidste uge følte jeg mig godt nok bagud med alt, så de par timer jeg havde til rådighed fredag eftermiddag, blev brugt til at købe julegaver i.  Julepynten blev slæbt ned fra loftet, og et par nisser flyttede ud af kasserne.  Om søndagen fik jeg bagt klejner, lavet et par dekorationer mere og pyntet færdigt.  Æbleskiverne nåede jeg ikke, da der, igen, kom flere ting i vejen.  Selv strikketøjet vokser ikke.

Tirsdag morgen tog vi atter turen til privathospitalet Mølholm i Aarhus, hvor Allan skulle gennemgå en operation i øret. Inden vi gik ud ad døren, spørger jeg om han nu har husket alle papirer, kørekort, gps osv. Jeg har det hele, siger han. Da vi havde kørt ½ time spørger jeg Allan hvor brobizzen er. For h.... den har jeg glemt. Nå, vi kan da heldigvis komme over broen alligevel, siger jeg. Det er altså også første gang, jeg har glemt den, siger han. Næh, det er det nu ikke. Det skete også da du alene stod for vores ferie til Samsø. Det kunne vi så ikke blive enige om, men jeg vidste jeg havde beviset her. 

Ved forundersøgelsen, sagde lægen, at Allan skulle være vågen under operationen, fordi de så kunne følge om hørelsen blev forbedret. Det lyder mærkeligt, når man efter operationen,  ikke kan teste om det har hjulpet, før der er gået et par måneder.  Nogle dage før operationen, gik det vist først rigtigt op for Allan at han skulle være vågen under hele forløbet. Det havde han det ikke særlig godt med, så da lægen kaldte ham ind kl. 13, sagde han, at han altså ville have det meget bedre med at kunne sove sig fra det hele. Det kan du også godt få lov til, men...  Allan fik sin vilje og han blev lagt i seng. 

Jeg havde forsynet mig med strikketøj, og lidt før 15 blev jeg kaldt ind, at nu var patienten vågen, og at jeg gerne måtte være der. Allan kunne lige holde sig vågen, mens han fik lidt at spise og drikke. Jeg sad så og  strikkede til hans stille vejrtrækning den næste 1½ time. Sygeplejersken kom og så til patienten, uddelte papirer, medicin og informationer og ville vide om Allan kunne stå på benene uden at få en underlig kulør i hovedet. Da alt det var tjekket, og fundet forsvarligt nok, til at vi kunne forlade Mølholm, kom lægen og fortalte lidt om operationen. Det første han sagde var, at det nok var meget godt, at Allan sov, da der havde været meget trangt i øret, så de havde været lidt hårde, og det er svært når patienten er vågen, fordi man absolut ikke må røre på sig. De har fjernet en del af øregangsvæggen med skarpske og bor og foretaget andet med latinske betegnelser, som jeg ikke helt kan forholde mig til. Der er lavet en 5,8 mm kunstig protese af titanium, som er boret fast med et 0,5 mm diamantbor på stigbøjlen, hvorefter trommehinden er klappet på plads. Alt dette blot for at fortælle lidt om, hvor småt det er, det de arbejder med. Hvis Allan på et tidspunkt atter skal i en CT scanner, skal han vise det fine lille kort, han har fået udleveret. Efter lægens udsagn, ser alt fint ud inde i øret. Stigbøjlen er igen blevet bevægelig. Klokken var 17 da vi forlod hospitalet.

Morgenhimmel på vej til job den 14. december

Turen hjem var lang og trættende. Hele vejen fra Aarhus til Odense, var det en uendelig lang guirlande af gule lygter der kørte imod mig og bag mig. Foran var der fyldt op med røde guirlander i alle spor. Godt lægen, helt af sig selv, med hensyn til vores bopæl, fik Allan presset ind den 15. december i stedet for den 22. december, hvor juletrafikken rigtigt slår igennem. Efter Odense var der, med jævne mellemrum luft mellem bilerne i begge retninger. Allan sov hele vejen. Dvs. han slog da øjnene op, ganske kort, hvis jeg sagde noget, eller da jeg holdt ind på en rasteplads for at spise min indkøbte århusianske kyllingesandwich, og senere på Sjælland, da vi skulle finde et toilet til os begge. Vi gik lige på hovedet i seng, da vi landede på Lolland ca. 21:30

Allan skal have fjernet den meche (gaze) han har i øret, den 30. december, og han har fået navnet på en i Hvidovre, så vi slipper for den lange tur til Aarhus igen. Men om to måneder skal han atter møde på Mølholm til kontrol, og derfra igen om et halvt år, altså til august. Hvordan det heler og udvikler sig, afhænger også meget af om Allan lystrer de forbud han har fået, og det er ret mange. Ting man umiddelbart bare gør, og som han faktisk ikke har problemer med at klare. Ikke hovedet nedad, intet fysisk hårdt arbejde, ikke løfte tunge ting, ingen motion der får pulsen op, ingen koncerter eller anden støj, ikke være sammen med forkølede mennesker. Han må heller ikke få hverken kulde eller vand i øret, og skal helst undgå hårvask i det hele taget, indtil gazen er fjernet og ørelægen har set på det. Hvordan det så ser ud til den tid, må tiden vise. Uanset hvad vi finder på at afdække øret med, vil der sive vand ind, har de sagt. Så hårvask skal vi være to om.  

Billede lånt på nettet.

Hvis du kigger på diagrammet herunder, så ligger hørelsen på en normalt hørende helt oppe ved den tykke streg i det grå felt. Allans hørelse ligger helt nede i bunden i det rødlige felt. Hvis operationen er gået over alt forventning, vil Allans hørelse hoppe og i det gule felt, men det ved vi altså først om nogle måneder. Lige nu er alt som det plejer, eller ringere, fordi han selvfølgelig ikke må gå med høreapparat i det opererede øre. Det måtte han heller ikke før operationen. 

En kongelig affære

Uanset hvad vi hver især arbejder med, og hvad vores liv indeholder af spændende og mindre spændende ting, så er og bliver det trods alt bare ganske almindelig hverdag, for både os selv, vore venner og vores familie. Selv det, der måske kunne være lidt ekstraordinært for de nærmeste, får vi måske ikke fortalt før det er overstået, hvor det måske bare kommer som en slags sidebemærkning. Det er jo ‘bare hverdag’ for den enkelte. Sådan er det i hvert fald her i huset.  

For knapt en måned siden, da jeg talte med Camilla, kom en henkastet bemærkning om at hendes arbejdsplads, i kraft af at de leverer varet til kongehuset, havde fået arrangeret et unikt arrangeret, men at Camillas kalender var fuldt booket. Hun havde en vigtig “måske-aftale” samme dag weekend. Den måske-aftale kom før alt andet. Nærmest i sjov siger jeg til Camilla: “Jeg kan da tage med dine kollegaer til det arrangement i stedet for dig”. (Jeg havde overhovedet ikke forestillet mig, det var en mulighed) Ku´ du da godt tænke dig det, spørger barnet, som nok mente, jeg var mættet af den slags, efter at have været en del af sådan noget i 25 år. Ja, da, det ville da være spændende. Gudhjælpemig om ikke C siger: “Det kan du da godt”. Jeg Vi har faktisk fået lov at invitere hver en person med. Men husk nu, du ikke kommer med, hvis jeg selv skal til den anden aftale. Nej, nej det er forstået, siger jeg.

I den mail hun videresendte til mig om arrangementet, stod der bl.a. følgende: 

Vi har fået en unik mulighed - endda med tilladelse fra HM Dronning Margrethe II og Prinsgemalen - for, at få en VIP rundtur i Christian d. VII's Palæ på Amalienborg - også kaldet Dronningens Gæste- og Repræsentationspalæ. Det bliver en privat rundvisning, kun for vores afdeling, af 2 højtstående kammertjenere, der har kendt den kongelige familie i mange år. Selve rundvisningen tager ca. 3 timer. Se mere om palæet her: Kongehuset. 

Aftalen blev, at vi (Allan ville gerne være chauffør) samlede Camilla op og kørte til Amalienborg. Porten til den private gård blev åbnet præcis kl. 9:45. I gården fik vi den første information, hvorefter vi gik ud ad porten igen, og fik en interessant historisk beretning om mangt og meget af hr. Andersen, som blev ansat på stedet i 1959 og altså stadig er det.

Selvom det, efter årstiden, er mildt og det var tørvejr, var det koldt at stå stille så lang tid. Vi fortsatte ned til søjlerne, som faktisk er lavet af træ. Det er der nok ikke mange der ved, men prøv at banke på dem, næste gang du kommer forbi. Turen fortsatte ind i den private have og ind på slottet igen. Desværre kan jeg ikke vise et eneste billede fra alle herlighederne, da der er meget strenge regler om dette.

Jeg kan kun sige, at det virkelig var en unik oplevelse, at få lov at se alle de private stuer og værelser med alt hvad der nu var, af ting og sager på væggene og alle vegne. Både møbler, gardiner, gobeliner, malerier osv. osv. Vi kom virkelig rundt i hele palæet, endda helt oppe på loftet, hvor vi stod ude på taget og så vagtskiftet, og det mylder af mennesker der stak i løb hen over slotspladsen, da politiet udvidede spærrelinjen, men Allan, som, åbenbart også stod på slotspladsen, fik de bedste billeder. Havde vi vidst det, kunne vi have vinket kongeligt til hinanden.  

Andersen startede hele arrangementet med at fortælle, at der også fandt mobning sted på deres arbejdsplads. Der gik da heller ikke længe før Jesper dukkede op og vi fik syn for sagen. Vi var vidne til at de mange gange, på de 3 timer, mobbede hinanden. Det var nok Jesper der mobbede allermest, men de så ud til at hygge sig gevaldigt med det begge to. Hr. Andersen kaldte Jesper for drengen, som han jo også var i mange henseender, i forhold til den ældre agile herre, der har været ansat i 56 år. Den ‘unge’ Jesper, har ‘kun’ været ansat i 23 år. Desværre kan jeg heller ikke fortælle nogle af alle de mange gode historier vi fik leveret af både hr. Andersen og af Jesper. Jesper har jeg mødt personligt flere gange i min hverdag rundt omkring på de danske herregårde. Jeg er altså ikke helt uvidende om hvad der foregår privat, når kamera og journalister holdes ude. Selvom jeg ofte har været at finde blandt de kongelige, så er det første gang,  jeg satte min ben i deres egne, helt private stuer. 

Vi forlod selve slottet og sluttede af i Amalienborgs Garage, hvor vi fik vist et udvalg af Kongehusets flåde. Det foregik bag denne port, hvor paparazzifotografen Allan forfulgte os, uden vores vidende. Desværre kan jeg heller ikke lukke jer med ind der. De to-tre højtstående ansatte der fulgte os rundt, kan vi ikke takke nok for en fantastisk dag, men uden Dronningen og Prinsgemalens velvilje, var det trods alt ikke muligt. Vi har været på Amalienborg før, og set det, der er åbent for alle, når man betaler en entrebillet, men alle de steder vi fik rundvisning, er ikke steder offentligheden får at se. Det har virkelig været en unik oplevelse.

Da rundvisningen var overstået, var Camilla ret bekymret for, at jeg skulle gå og vente længe før Allan kom og hentede mig, for hun var nødt til at gå med de andre, og min del af arrangementet sluttede altså her. Da jeg tog telefonen frem for at ringe til Allan, kom han vinkende over slotspladsen. Han havde fulgt os i mere end en time. Han forventede jo at vi holdt tidsplanen og ikke at vi fik næsten en hel times ekstra rundvisning forærende. Allan og jeg tog en tur forbi Gefionspringvandet og gennem Kastellet til den parkerede bil, hvor vi spiste vores madpakke, inden vi tog turen tilbage til Lolland. På vejen hjem var vi inde og købe os en tår kaffe og et stykke kage.  

Nu er jeg godt nok spændt på hvordan dette indlæg ser ud. Min Live Writer kan pludselig ikke kende min bloggerkonto, så jeg har haft en hulens besvær med dette indlæg. Selv mens jeg skriver, hopper og danser linjerne både op og ned, mens både de - og hele afsnit - farer rundt fra højre til venstre. 

Julemærkemarch og familiesamvær

Når man nu, som os, godt kan lide at gå, er det nemt at støtte en god sag. Før i tiden sendte man generelt mange flere breve, og købte hele julemærkeark. Jeg har sørget for at samle et eksemplar fra hvert eneste år, siden ungerne blev født. Julemærkerne er klistret ind i deres bøger. Min egen julekortskrivning er også reduceret gevaldigt, men man kan støtte julemærkehjemmene på mange andre måder. Man kan købe julemærker til at sende med sine mail. Man kan blive julemærkeven og meget, meget andet.
Julemærkemarchen finder sted mange steder rundt omkring i landet, men da vi kender en, der i øjeblikket er på julemærkehjemmet i Skælskør, var det selvfølgelig der, vi troppede op i søndags, for at deltage i den 39. af slagsen.








Vi skulle møde kl. 8:30, så det var meget mørkt, da vi kørte hjemmefra kl. 7 søndag morgen. En halv time før vi nåede frem, kunne vi på lang afstand se et enormt stort lysende juletræ. Da vi nåede frem, kunne vi se, at det var andet end et juletræ der var lys og blink i, men det er ikke nemt at tage billede af hele ‘herligheden.’ Billedet ligner næsten mere et nytårsfyrværkeri. Ser man godt efter, kan man ane huset i højre hjørne af billedet.
Det blæste gevaldigt, men vi havde klædt os rigtigt på, så vi havde ingen problemer med at holde varmen. Det kneb mere med at stå fast. Skælskørs Marinegarde gav et par numre på pladsen inden velkomsttalen. Mange, mange hundrede mennesker var mødt op, for at give deres støtte. 
Marinegarden gik foran de første kilometer, hvor de spillede hele vejen. Det var rigtigt hyggeligt, nok mest for os, der gik så tæt på dem, at vi kunne høre dem. Tempoet var ikke særlig højt, så alle kan være med. Der var børn, der blev kørt i både barnevogn og klapvogn. Der var meget små børn, der gik selv, og der var rollatorbrugere med på turen også. Alle julemærkebørn skal gå 10 km. Vi andre kunne vælge mellem 5 eller 10 km. Holddaop en kø der var af vandrende mennesker igennem Skælskørs gader. Vi kunne ikke se til enden af køen. Alle fulgtes ad de første km, indtil ruterne delte sig. Jeg tror det var fifty-fifty, hvilken rute der blev valgt. Vores egen lille familie, kan man vist kalde en lille ‘handicap-gruppe,’ hvor flertallet mente at have problemer med at gennemføre 10 km af den ene eller den anden årsag. En skal igennem en operation her i morgen torsdag., hvor de skal ind gennem halsen. Vi krydser fingre for det går godt.
Vi har haft besøg af Camilla og et par af hendes venner i mandags. Der blev snakket tysk efter bedste evne. Traditionen tro, har hele søskendeflokken atter været samlet på fars fødselsdag i aftes, ganske som vi plejer, til den sædvanlige grønlangkål og der er mere familiehygge-tur allerede i weekenden. Bortset fra lidt lys i vinduerne og en juledekortion, har jeg endnu ikke pyntet op til jul. Julegaverne eller andre julerier er jeg heller ikke begyndt på, dog ligger grønkålen og anden i fryseren, og der er jo stadig længe til, så jeg tager det ganske roligt.

Som stormen Gorm, tog vi på tværs af landet

Det tordnede, knagede og bragede da stormen, Gorm, var på besøg. Heldigvis holdt det hele her og alt så  ganske fredeligt ud hele vejen til Århus i mandags. Da vi havde fået udleveret nøglen til værelset på Marselis Hotel, hvor vi havde bestilt overnatning, smed vi de få ejendele, vi havde med, op på værelset og gik os en tur. Her kunne vi tydeligt se, at Gorm havde lavet ravage. Skovarbejdere var i gang med at rydde op flere steder.
Da vi kom forbi Marselisborg Dyrehave, gik vi os en runde der, og så på alle dyrene og de væltede træer.
Vi gik videre til Marselisborg Slot, men der var kun 15 min. til portene lukkede, så det blev en hurtig og kort tur. Vi nåede også en tur i mindeparken inden Allan skulle til forundersøgelse på Mølholm kl. 18.

Her fik han først taget nogle høreprøver. Det er ikke noget nyt. Det får han gjort utallige gange på et år. Da høreprøven var overstået, skulle vi vente på at en læge kunne undersøge ham. Det var en meget sympatisk læge, der både var seriøs og humoristisk og gav sig tid til os. Han vil bestemt anbefale en operation, som i bedste fald vil højne Allans hørelse fra døv til et sted langt, langt under middel. Allan vil slet ikke komme i nærheden af en almindelig hørelse og i værste fald, vil han blive døv. (Det sker for 1%, men lægen havde ikke selv oplevet det)  men som lægen sagde, det kan jo nærmest være lige meget i dit tilfælde. Allan bliver opereret inden jul.
Klokken var 20 før vi fik vores aftensmad på hotellet.
Da kl. var 8:30 tirsdag morgen tjekkede vi ud. Der havde vi både badet, pakket og siddet længe over morgenmaden, og var klar til flere oplevelser, inden vi kørte til Lolland.

Vi havde talt lidt om Den Gamle By, men det droppede vi, da vi kender os selv godt nok til at vide, at vi ville ærgre os over, vi havde alt for lidt tid til at gå derinde, når jeg ikke bryder mig om at lande på Lolland efter sengetid, når det er arbejdsdag næste dag, så vi kørte i stedet  til Aros.  

Vi forestillede os, at vi bare ville gå en tur rundt i regnbuen, og kigge ud over byen, men vi var for nærige til at give 260,- kr. for den tur. Vores interesse for kunst kan ligge på et meget lille sted, og i så fald krævede det også flere timer på stedet, så det blev også droppet.





I stedet gik vi lidt rundt. Allan ville gerne se på det vandløb der løb gennem byen.. Meget interessant, hmm… men jeg fulgte med og spejdede efter andre, lidt sjovere ting, som f.eks. vejskiltene her, der viser ensrettet i begge retninger.

Hvad der fik mig til, pludselig at kigge meget højt op, aner jeg  ikke.

Måske så jeg alligevel et eller andet ud ad øjenkrogen, der fik mig til at løfte hovedet og vende blikket op til uanede højder, hvor disse fodboldstøvler hang og dinglede.
Da Allan havde set ‘sit vandløb’ efter, gik vi tilbage til bilen. Vi valgte at tage nogle naturoplevelser på vejen hjem. Det ved vi da hvad er. Vi valgte motorvejen fra hele vejen hjem, så vidt det var muligt. På vores tur rundt i det jyske, så vi at Gorm har revet mange store kviste og grene af. Mange af de veje, der førte gennem skovene, var også spærret af for gennemkørsel.

Allan har aldrig været på Ejer Bavnehøj. Det har jeg, og husker det svagt, som at det ikke var noget at køre efter. Nu kan Allan sige det samme. Det var langt mere festligt at møde disse skilte. For at komme til Ejer Bavnehøj, kører man gennem Ris. I Ris, var der som de fleste andre steder i vor land, så vådt, at de virkelig kunne leve op til deres navn ved at plante ris.
Vi tog den gamle Lillebæltsbro til Fyn og kørte først mod de sydfynske alper, gennem en masse små flækker. De fleste gamle kendinge, men nogle steder havde vi aldrig været før. Vi ændrede kurs og kørte igen nordpå over Aarup, og op på den anden side af motrovejen til Fjeldsted og Andebølle, hvor vi så skiltet med teksten ‘Levende børn uden bremser.’ Sådan noget kan da få smilet frem.
Vi fulgte nogle margueritruter eller andre små veje, og nød synet af det meget våde, men også smukke landskab. Da vi nåede Køng på Sjælland, var solen ved at gå ned. Vi var hjemme i passende tid. Tidligt nok til at få lidt let aftensmad og en tår kaffe. 

Rawgulerodskage og anden mangfoldighed

Jeg elsker at eksperimentere med ting i køkkenet uden at have en opskrift at holde mig til, men det hænder også, at jeg falder over noget der lyder så mærkeligt, at jeg bliver nød til at prøve det, og så alligevel måske ændre lidt på det. Enten fordi jeg ikke har, eller kan skaffe, det der skal bruges, eller måske fordi jeg tror noget andet er bedre, om ikke andet, så i hvert fald i min egen mund, men denne gang manglede jeg alt til kagen undtagen skyr. Jeg kunne næsten ikke vente til jeg kunne få afprøvet opskriften. Onsdag aften mens jeg lavede aftensmad, kunne jeg endelig gå i gang. 

Gulerodskagen, som jeg dog mere vil kalde en dessert, eller…? Hvad mener I om rå gulerødder til dessert?  Eller en kage med skyr?  Måske skulle vi hellere kalde det morgenmad? Kald det hvad I vil. Her kommer min version af opskriften.

• 2 dobbelte daim
• 100 g fuldkornskammerjunkere
• 2 dl piskefløde
• 2 dl skyr med vaniljesmag
• 5 spsk. flormelis
• 2-3 gulerødder

Kammerjunkere og chokolade hakkes groft og blandes i 8-9 portionsglas. Fløden piskes til skum sammen med flormelis, blandes med skyren og fordeles i glassene. Gulerødderne rives groft og lægges på som topping. Det hele sættes i køleskabet mindst 2 timer. Da jeg ville servere disse 6 kager/desserter for mine kollagaer i Stubbekøbing, måtte det komme an på en prøve, om de kunne tåle at stå så længe i køleskabet inden vi skulle have eftermiddagskaffe næst dag. Kagerne tog absolut ingen skade af dette. Alle var meget begejstret for den underlige kage. Også dem der ikke bryder sig om gulerødder og skyr, spiste op.
Jeg kan sagtens forestille mig gulerodstoppen blive erstattet af friske jordbær, kiwi eller andet frisk frugt. Det er helt sikkert noget der vil blive serveret flere gange her i huset, både med og uden gulerødder.

Torsdag morgen, da vi kigger ud ad køkkenvinduet, ser vi den flotteste fuldmåne.  
Vi har, som så mange andre, haft nogle meget våde og blæsende dage. Solen har mest været ikke eksisterende på himlen, men da jeg kørte hjem fra arbejde, måtte jeg stoppe op flere gange og tage billeder af solnedgangen.

 Himlen blev bare smukkere og smukkere.

Da jeg nåede havnen, parkerede jeg bilen og gik mig en tur og så solens sidste stråler forsvinde.
Fredag fik vi set og talt med flere gode gamle venner. Nogen have vi ikke set meget længe. Lørdag var det meningen jeg ville give hytten lidt julebelysning i vindueskarme og diverse andre steder, men der kom mange andre ting på tværs. En pludselig hovedrengøring i køkkenet. Familiebesøg, først af en, så et par stykker mere. Alt sammen rigtigt hyggeligt. Der er jo stadig længe til jul og adventdekorationen blev klargjort allerede sidste weekend.  
Søndag havde vi lovet at bakke op om ungernes julearrangement på Friskolen Øster Egesborg. Hold da op et storslået arrangement. Det hele er kreeret af ungerne og deres forældre. Der var alt til julen. Lige fra dekorationer og pynt, til hjemmesyltede ting og sager af den spiselige slags. Jeg havde hørt om de syltede nissenumser, men nu så jeg dem med egne øjne. Der var luciaoptog gennem hele skolen, og flere sange blev sunget af koret. Vi kunne købe mad, kaffe, kage, æbleskiver og gløgg og andet spiseligt. Der var bålfade i skolegården, gran- og juletræsalg, motorcrosskørsel og ponyridning. Kæmpe tombola, med ikke bare mange, men også meget flotte gevinster. Jamen du milde, jeg kan slet ikke opremse det hele. Vi fulgte ungerne hele dagen. Alle elever havde vagt ved flere forskellige boder i løbet af dagen. Afhængig af ungernes alder, og den vagt de skulle bestride, måtte forældrene stå dem bi. Vi var meget imponeret af dette arrangement, og har haft en rigtig hyggelig dag. Jeg kunne ikke stå for denne lille pottenisse. Lidt hjemmelavet fuglemad kom også med hjem.
Vi nåede lige hjem. Fik parkeret bilen, hvorefter vi gik til det årlige juletræstænding i vores eget lille lokalområde.Det skal vi jo også støtte og holde liv i. Trods vejret var der som altid stor opbakning. Her kom julemanden på besøg og delte slikposer ud til alle børnene. Brugsuddeleren gav slik, gløgg, nybagte kager og varm kakao til alle fremmødte. I år foregik det, p.g.a. vejret inde i butikkens baglokale.