Biltoget til Østrig

Sommeren 2008 havde vi bestilt en hytte i Østrig. Disse ophold er altid fra lørdag til lørdag. Det var dengang Allan arbejde alle weekender, og ofte med en arbejdsuge på 40-45 timer. Den fredag aften vi skulle hjemmefra, lød Allans arbejdsdag på 10½ time og min på 9 timer. Jeg mente derfor at det var tåbeligt og uforsvarligt af os, at køre direkte til Østrig med os, skiftende, bag rettet. Vi ville jo gerne have hele den ferie dernede, som vi havde betalt for. Jeg foreslog, at vi tog biltoget, som jeg havde hørt var en mulighed. Vi anede ikke rigtigt hvordan det foregik, men besluttede os at afprøve det. En tur til Hamburg var overkommelig, og så kunne vi, om ikke sove, så i hvert fald få lidt hvile, og ikke være til fare for os selv og andre på motorvejen.  
Aldrig i vort liv har vi set så langt et tog, med så mange vogne, og flere vogndæk, eller hvad sådan noget nu hedder. Vi Allan var blandt de første der kørte på toget. Kun chaufføren måtte sidde i bilen. Vi andre skulle gå. Der var også almindelige togkupéer og sovevogne, hvor vi bl.a. havde bestilt liggeplads. Vi var nærmest  målløse.

Vi var lidt spændt på hvordan liggekupéen tog sig ud, og om vi skulle dele den med nogen, og i så fald hvem. Der kom en tysk mor ind med to skolesøgende børn. Børnene snakkede, fortalte og spurgte interesseret til alt, også til os. Jeg fik genopfrisket mit tyske sprog. Jeg forstår det allermeste, men da det efterhånden er mange år siden jeg var i daglig skarp træning, skal der godt nok graves dybt efter de rigtige gloser. Det blev som altid, når jeg skal tale andet end dansk, en “god” blanding af tysk, dansk og engelsk. Det var både deres og vores første tur med et biltog, men vi hyggede os sammen alle fem. 
I vognen ved siden af blev der festet. Det var lidt svært at sove, med de ukendte lyde, og den rysten eller slingren der er i vognen. Men vi fik blundet og hvilt os. Næste morgen blev der serveret kaffe og hver et rundstykke med ost, inden vi nåede frem til München, hvorfra vi havde valgt at fortsætte turen i egen bil. Vi kunne alligevel ikke få overrakt nøglen før kl. 14.
Det var lige så spændende at se hvordan det hele foregik, da vi skulle hente vores bil, og om den havde taget nogen skade af transporten, da alle biler selvfølgelig bliver tøjret. Alt forløb helt perfekt. Vi var friske til at køre de sidste km til Ursula i Flachau. Det blev en la-a-ang tur i kø på Tauern Autobahn, hvor der absolut intet skete i mere end en time, så jeg tog på en lille tur, mens Allan selvfølgelig blev i bilen, men det er en hel anden historie. Heldigvis skulle vi dreje af mod Flachau. Godt vi ikke skulle til Italien.
Biltoget kan bestemt anbefales, og det er ikke dyrere end at køre turen selv.
Nu er der igen dømt ferie, hele 5 dage -  denne gang "bare" en meget kærkommen påskeferie, som skal bruges til alt og ingenting, herhjemme.