Nu til noget helt andet og mere fordøjeligt.
Vi har snakket ferietidspunkt længe, men da kalenderen er fyldt med mange aftaler, er det svært at finde 14 dage hvor ferien ikke ‘bliver ødelagt’ af eksisterende aftaler. Det viste sig at være helt umuligt, og det bliver ikke nemmere, som tiden går, når der hele tiden dukker invitationer og andet op, samtidig med det skal forenes med begge mine arbejdspladser. Nu er ferien lagt. For mit vedkommende bliver det hele 13 dage i første omgang, men hvor ferien skal gå hen, ligger stadig lidt hen i det uvisse. Når nu vi var i gang med at finde huller i kalenderen, kunne vi lige så godt fastlægge en efterårsferie også. Den skal gå til Kroatien.
I weekenden fik vi endelig vand. Fredag nåede vi 3 mm. Ikke meget, men nok til at jeg glædede mig til at gå i haven efter endt arbejdsdag. Selvom det var ulideligt varmt. Tæt på 30° og en luftfugtighed, der gjorde at det var svært at trække vejret. Det endte da også i ren nydelse, med bulder og brag. I løbet af lørdagen fik vi i alt 11 mm. Det var sandelig også tiltrængt, og lige passende til at jeg kunne få ordnet havens overflade mellem de andre aftaler jeg havde. Det er stadig frygteligt tørt. Ganske få cm nede, er det stadig knastørt, opdagede jeg, da jeg ville plante min ene figen ud fra drivhuset. Jeg bad om hjælp fra Allan, som måtte hente sin drænspade, for at kunne komme sølle 20 cm i jorden.
Efter frokosten i søndags orkede jeg ikke mere arbejde. Jeg var faktisk rigtig godt tilfreds med alt det, jeg havde fået fra hånden hele weekenden, så vi bryggede en tår kaffe og tog på tur, sydpå, til Gedser, for at se og høre om der er noget nyt om Olsen Banden og Det Gule Palæ, som er blevet udsat og udsat. Jeg var inde og tale med en herre, som kunne meddele at byggetilladelsen endelig var kommet i hus i sidste uge, og at entreprenøren ville komme og sætte pæle i næste uge, så gravearbejdet kan tage sin begyndelse. Det Gule Palæ skal sejles fra København til Gedser. Det vides dog i skrivende stund ikke, hvornår det sker, men opførelsen vil ske henover sommeren.
Det er 6 år siden jeg sidst var i Gedser, så vi tog igen turen helt ned til vandet og ud til Sydstenen, som er blevet flyttet siden sidst. Efter husene faldt i vandet, blev den sidste bygning renoveret i 2012 og 13 og i dag er der kunstudstilling der.
Det må være nogle stikkende sager at have på.
Priserne ligger fra 2.800,- til 3.200,- kr. pr. vest, hvis det skulle have din interesse. Designerens navn har jeg glemt.
Syltede malerier, på glas. Gamle kufferter og andre finurlige kunstværker fra Danmark og Tyskland.
På hjemvejen besøgte vi Den Gamle Købmandsgård, som byder på rigtigt meget forskelligt. Lige fra deres hjemmeproducerede økologiske is, håndarbejde, nips, keramik og ikke mindst deres helt private samling af museumsgenstande.
Der er noget at kigge på, både i stueetagen og på loftet. Det er tilmed ganske gratis. Man kan også nyde en kop kaffe og et stykke kage, eller bliver fristet af nogle af de mange varer de også sælger i butikken.