Hvornår er det min dag?

Da jeg læste om Rosens Dag, kom jeg igen til at tænke på en lille sød historie. Den dukker tit op. I dag har vi jo snart dage for alting. Æblets Dag, Havens Dag, Cyklens Dag, Møllens Dag osv., osv., men for ca. 30 år siden, var det ikke nær så udbredt. Mads elskede, når jeg læste historien om Morten en lille dreng der flytter hjemmefra, fordi mor og far er dumme. Morten fortryder dog ret hurtigt. Han kunne høre den igen og igen. I den historie fylder Mortens Aften en del. “Hvornår er det egentlig min dag?” spørger Mads... Jeg var vist ikke helt med på, hvad han mente med det! ………… Du har en dag Mors Dag, Far har en dag, Fars Dag og Morten har også sin dag… Åhh, lille skat, det er din dag hver eneste dag hele året. Atter et bevis for at der foregår mange ting i et lille barnehoved. Vi fik os selvfølgelig en lille snak og da Allan skulle have en øl, skulle M også. Han var vældig tilfreds med en mørk hvidtøl, bare han måtte drikke af flasken som sin far. 
Den lille episode, sammenholdt med mange andre ting, der sker i mit liv i denne tid, får sangen: ‘Dagen i dag, er din min ven…’ til at rumstere i hovedet hele tiden. En sørgelig og trist sang, når man kender baggrunden, men den er skrevet på en dejlig munter melodi, og jeg kan ikke slippe den. Selvom jeg starter på mange andre sange, er det hele tiden den, der maser sig på.   
I sidste uge fik min dag igen lidt anderledes kolorit. Da jeg kom cyklende fra arbejde, hørte jeg, på lang afstand, noget der nærmest lød som en slåskamp i det store træ længere fremme. Da jeg kom nærmere kunne jeg se der var gevaldig aktivitet i træet. Da jeg kom tæt på fløj en stor fugl derfra. Der blev mindre aktivitet og støj, men alligevel en del liv. Falkemor var selvfølgelig i gang med at lære ungerne at flyve. De baskede kejtet fra gren til gren, og prøvede at gemme sig. Jeg fangede en af dem i kameraet. Det var min dag. Det var det også, da jeg opdagede denne side for et par dage siden. Den er altså et besøg værd. Hver eneste dag er min dag, selvom nogle dage selvfølgelig er bedre and andre. Man må selv være med til at give dagen den kulør, man synes den skal have.
Jeg tog en hurtig beslutning i lørdags, hvor jeg ringede til de bedste venner, og spurgte om de ikke kunne komme og campere her, bare en enkelt nat, for vi trænger sådan til lidt regn, og det regner altid når de tager på camping. Vennerne kom til eftermiddagskaffen søndag. Vi gik en tur ved skov og strand og sad ude hele dagen og aftenen. Allan tændte op i grillen, hvor den marinerede dyrekølle blev tilberedt. Tilbehøret var nye kartofler og en sommersalat. Vennerne havde ladet campingvognen blive hjemme på Falster hvor det stod ned i tove. Faktisk regnede det så meget, at viskerne på bilen ikke kunne tage det, da de kørte herover. Her så vi ikke skyggen af vand.

Forhindringer her og der

Nogle af forhindringerne har jeg ikke indflydelse på, og må bare vente på det går i orden. Allerede den 25. maj blev det smalsporet på min daglige vej. Jeg skal lidt før hjemmefra, fordi det er forbudt at cykle over broen. Det er heller intet problem, jeg har prøvet det masser af gange. Jeg, og min cykel, er sågar dagligt blevet sejlet over i en motorbåd nogle måneder i 2003, da broen skulle have den helt store omgang.  
De største forhindringer er for busser, lastvogne, campingvogne og den slags større køretøjer, da de ikke må køre over. De skal ud på en større omkørsel. Enten den korteste omvej, som er motorvejen under tunnellen, for de der nu må køre der. Traktorerer og landbrugsmaskiner må tage den største omvej over broen i Nyk. F. Nogle prøver alligevel om de ikke kan slippe igennem, og det kommer der mange 'sjove' episoder ud af. En lastbil blev kilet fast mellem de store betonklodser, som ikke rykkede sig en tomme. Større varevogne, campingvogne og trailere har givet underlige lyde fra sig, når de har mast sig igennem, og fået ridset begge sider på hele køretøjet. I hver side af cementklodserne, der hvor vejen er smallest, kan I nok ane dækaftryk efter nogen, der har forsøgt at mase sig igennem. Der er kun afsat plads til, at almindelig personbiler kan passere, mens man holder tungen lige i munden. Normale tilstande sker igen den 4. august.
I torsdags havde Allan besluttet sig for, for første gang i år, at cykle ned og hente mig på arbejdet. Kaffe og kikkert  var medbragt, så vi kunne nyde det et eller andet sted på turen. Da han nåede broen, måtte han vente på en modgående fodgænger, som fortalte ham at han ikke komme over. Den ville være totalt lukket i mindst to timer. Han ringede til mig og spurgte om han skulle tage bilen og køre ned og hente mig og cyklen. Jeg slog jeg til, for ellers ville min cykeltur hjem blive en kæmpe omvej på 33 km i stedet for små 7 km. Han medbragte kaffen, som vi nød på hjemturen ved Fløjtetønden Victoria..  En anden forhindring, som er meget værre, er at jeg vist skal have ny pc. Jeg har længe vidst at Windows XP ikke bliver understøttet mere, men naiv som jeg er, havde jeg altså forventet, at jeg stadig kunne komme på netbank osv. Det ser ikke sådan ud. Så meget for min stædighed, bare fordi jeg ikke ville have det nye Windows 7 i 2009 da den gamle pc ikke kunne mere. Kort efter fik jeg på arbejdet W7 og herhjemme har den bærbare W8. Jeg kunne lige så godt have sat mig ind i det dengang, men det orkede jeg bare ikke. I bagklogskabets lys, har jeg så erfaret at der ingen væsentlig forskel er på XP og W7.

En anden forhindring er nogle buske, vi skal have fjernet, før vi kan komme til at få orden på elendigheden som billedet viser. Det er da det værste l… vi nogensinde har brugt så meget tid på at få etableret. Det har trængt længe, og nu skal der altså ske noget. Kantfliserne er bestilt.
Vi har klippet og savet en dag og aften i denne uge. Næste dag kørte Allan på genbrugspladsen med et ordentlig læs. I skrivende stund er vi slet ikke færdige med at save. Det er et kæmpe arbejde, vi har sat i gang. Når det hele er klippet ned og kørt væk, skal der fjernes sten og graves. Vi venter med det sidste til vejrguderne forbarmer sig og forhåbentlig snart vander lidt hos os. De har lovet regn den ene uge efter den anden, men vi får intet, som det vist også kan ses på græsplænen.

Fejø og karneval

Fejø er en perle. Den dejlige udkant. Den i nogens øjne så ildesete udkant. Den udkant som vi selv er så vilde med, og aldrig kan få nok af. Den vi higer efter hver eneste gang vi tager på ferie eller på tur, selvom vi til dagligt både bor, arbejder og færdes i udkanten. 


På vejen hjem fra Skalø, så vi at mange af de hule træer var beboet af mange forskellige dyr. Vi tog en sti bagom sommerhusområdet og anede ikke hvor den førte os hen. Stien var ikke særlig cykelvenlig. Da stien endte blindt, måtte vi finde et sted at komme ud på landevejen, så vi kunne finde ud af hvor vi var henne.
Karnevalsoptoget, måtte da være nået til Dybvig Havn, hvor vi havde hørt festen skulle foregå, så vi cyklede derudad. Ca. halvvejs mødte vi hele optoget, som holdt pause eller havde optrådt? Hvad ved jeg. De fyldte hele vejen og hele plejehjemspladsen, men det lykkedes os at smyge os igennem, trækkende med vores cykler. Folk sad i haverne og ventede forgæves, og spurgte os hvor langt optoget var nået.
Vi havde nu kørt på de samme veje op til flere gange. Vi besøgte købmanden igen, først var det formiddagsbrød, nu var det is. Allan skal have sin daglige is, når vi er på ferie eller noget der snerper, som sådan et weekendophold. Da vi nåede Møllen var der åbent, og man kunne købe kaffe og lagkage. Allan savlede efter begge dele. Lagkagen var ikke pengene værd, efter min mening. Den havde ikke trukket, og var lagt sammen med alt for meget sødt syltetøj, så Allan fik mit stykke også. Pyt pengene gik til at bevare møllen, og jeg blev ikke tyk af det stykke kage.

Mens vi sad og drak vores kaffe, kunne jeg høre optoget komme.
Alt var repræsenteret, så her er bare et lille udpluk. En enkelt bimand gik med sin trækvogn, men de fleste var bundet bagefter køretøjerne.
Der er ingen tvivl om, at alle på øen, unge som ældre, hygger sig med denne tradition. Vi lod dem feste uden os, og cyklede tilbage til færgen, hvor det på vejen slog mig, at det var utroligt, så rent og pænt, der var efter alle disse festglade mennesker. Vi så intet affald som øldåser, papir eller noget andet ligge og flyde på hverken vejen, i rabatten eller på havnepladsen. Det kunne meget let have været en svinesti på hele ruten, men sådan var det ikke. De har hver især taget deres affald med hele vejen. Der var som fejet efter dem. Vi nåede at cykle 40 km, inden vi nåede campingpladsen. Det er da meget godt klaret på den lille ø.

Efter at have spist aftensmad, gik vi os en aftentur, og så endnu en smuk solnedgang denne 1. pinsedag.

Der foregår mange arrangementer på Fejø. Foruden karnevallet er der bl.a. Træskibstræf for veteranskibe, Æblets Dag. Svøm og løb (for dem der virkelig er i træning) og meget mere. Her, både på og udenfor matriklen, har det længe været hverdag, med alt hvad det indebærer.

Lidt om dyr, hvepse, jordbær og andet fra ugen der gik.

Jeg møder dyrene i skoven, både morgen og eftermiddag, når jeg kommer cyklende. De står ganske stille og holder øje med mig, men hopper jeg af cyklen får de hurtigt benene på nakken og forsvinder. Da jeg cyklede hjem i sidste uge, var det for koldt til de bare arme jeg havde valgt, da jeg tog fra kontoret. Det blæste gevaldigt, så jag var nød til at stoppe og finde min frakke frem fra cykelkurven.

Pludselig ser jeg, rumpen af et dyr. Det var i gang med at spise af hele beplantningen, jeg skyndte mig at hive kameraet frem fra tasken. Jeg tog en masse billeder af et dyr uden hoved og stod og betragtende det længe, i håbet om at det fik hovedet ud ad busken. Det gjorde det. Vindens retning må have gjort at jeg i lang tid ikke blev opdaget, selvom det kiggede både til højre og venstre flere gange. Til sidst fik den dog øje på mig, og forsvandt i fuld firspring, ned ad markvejen, inden den forsvandt ind i skoven.
Hver gang jeg de sidste mange uger, har lukket døren op til brændeskuret, har der været en masse hvepse. Jeg har kigget efter et bo, både højt og lavt. Jeg har sågar flyttet mange af vores ting, i det hjørne hvor hvepsene summede rundt, men jeg fandt intet. Forleden dag, hvor jeg igen åbnede døren, kom der en hel sværm lige imod mig. Jeg trak mig tilbage, men lod døren stå åben. Lidt senere gik jeg om for at inspiceret rummet. Der måtte være et bo. Det var der også. Lige inden for døren, blot i modsatte hjørne, fandt jeg et stort bo. Vi finder som regel sådan et bo eller flere hvert eneste år, forskellige steder. Sidste år var det på loftet over garagen. 
I går fik jeg en sms fra søster. Vil du have jordbær, kan du komme og plukke. Der er mange, og jeg skal ikke have flere. Jeg havde hørt at mor, havde været ovre og plukke en hel spandfuld, så jeg tænkte jeg hellere måtte tage en gulvspand og en balje med. Hellere have for meget emballage med, end for lidt, for søster var ikke hjemme, så jeg kunne ikke låne mig frem.

Sikke noget svineri tænkte jeg, så snart jeg åbnede bagagerummet, og så at spanden var væltet, selvom jeg havde taget mine forholdsregler, som åbenbart ikke var gode nok. Der var jordbær i hele det ene hjørne af bilen. Jeg måtte i gang med rengøringen, som heldigvis ikke var så slem, som jeg frygtede. Alle jordbærrene var hele. Ingen var smattet ud. Der blev renset og skyllet 11 kg jordbær, og selvfølgelig fik vi jordbær med fløde til dessert i aftes. 
Her i den nære familie, benytter vi os ofte af hjemmelavede gavekort, hvor der blot står med tekst, hvad gavekortet består af. Sådan et gavekort er der ikke udløbsdato på, og det kan byttes til noget andet, hvis både giver og modtager er enige. Det kan være gavekort på udført arbejde, udflugter, en middag i byen eller økonomisk hjælp til et større ønske eller et projekt, der ikke er startet op endnu. Kun fantasien sætter grænser for gaven. I julegave 2012 fik Allan sådan et gavekort af Mads. De to skulle på bilmuseum hele dagen og rigtigt hygge sammen. I dag blev gavekortet indløst, mens jeg har nusset rundt herhjemme med alt muligt.  Jeg startede dagen med en gåtur. Vel hjemme kastede jeg mig over haven. Vi var så heldige at få 9 mm regn fredag aften, det har hjulpet en smule på det, men det er slet ikke vand nok.
Mor ringede og spurgte hvad vi lavede, og jeg ved, at det som regel betyder, at hun gerne vil på besøg. Trænger du til at få luftet bilen og dig selv, spørger jeg. Jaa.. hvis jeg må genere jer lidt. Jeg er alene hjemme, så du må nøjes med at genere mig. Jeg fortsatte med at fjerne ukrudt i haven, mens mor tog en runde i haven og 'bare' så på, eller gik rundt og smagte på både jordbær, hindbær og ribs.  Kirsebærtræet, som blev plantet sidste år, har jeg sat fuglenet over. De relative få kirsebær, der er på det træ, kan jeg sagtens spise selv. Da mor kom havde jeg spist de modne, så af dem var der var ingen smagsprøver til hende. Da jeg ikke gad mere havearbejde, gik vi ind på terrassen. Mor havde strikketøj med, og også lidt arbejde til mig. Noget der skulle sys sammen og hæftes ender på. Sweateren blev færdig, og mor kørte hjem igen, efter vi havde drukket eftermiddagskaffe. Jeg gik mig en tur mere og nu går jeg ud og vander indholdet i drivhuset, inden jeg selv skal vandes under bruseren.

Cykeltur på æbleøen Fejø

De små øer, som Fejø er noget helt specielt. Man mærker roen og det noget langsommere tempo, så snart man er på øen. Der bliver hilst på alle, både på kendte og fremmede. Det er en gammel tradition, de prøver at bevare. Det hele minder mig lidt om min barndom, derude hvor kragerne vender. Børnene leger på vejen. Ingen kører med styrthjelm hverken på knallert eller motorcykel. Man sidder to på en cykel. Børn og hunde sidder på skødet af den chauffør der fører bilen. Hvis du har også har set Station 2, vil du sikkert tro mig, når jeg også kan fortælle, at vi så en mand stå i en åben bildør, personbil mens chaufføren kørte, og det var ikke unge mennesker. Der bliver nydt spiritus under kørslen uanset alder og transportmiddel. De har deres helt egne regler på Fejø, men takket være ildsjæle byder øen også på meget andet. På Fejø har de både købmand, bibliotek, spisesteder, gårdbutikker, egen læge, præst, børnehave, skole. Faktisk har de alt. Der findes hverken egern, mosegrise, muldvarpe eller husskader.


Inden vi satte fødderne på Fejø, var vi blevet klar over, at der skulle være karneval den dag. Vi har senere fundet ud af det har været en fast tradition de sidste 12 år. De første optog var med samme morgenfærge som os, selvom det først skulle starte kl. 13. Allerede på færgen var der åbent i boden for uddeling af brød og andet. Færgen blev fyldt til bristepunktet.
  Vi cyklede først ud til Dybvig havn, hvor vi var så heldige at finde et lille hus hvor vi kunne komme i læ for en ordentlig gang regn og især torden. Et andet ægtepar kom og holdt os med selskab en halv times tid inden vi fortsatte hver for sig ud i det blå. Da jeg så dette skilt tænkte jeg i helt andre baner, end det det viste sig at være. Der er måske en grund til vejen hedder som den gør. Resten af familien gik inde i haven.
Hele øen blev endevendt, og der er masser af boder med hjemmelavede sylteting. Der vokser mange sydhavsfrugter, som figner, mandler og morbær, samt alt det vi andre også kan diske op med. Jostabær er en busk jeg havde glemt, selvom jeg på et tidspunkt ønskede at eje en. Vi var en tur inde ved møllen, som endnu ikke havde åbnet, men møllerens cykel var kørt frem.
Langs hele hovedvejen, havde næsten hver eneste hus stillet borde og stole op og lagt tæpper frem i haverne eller i vejrabatten, og gjort klar til at skue det store optog. Vi så det blomsterpyntede vandværk. Der var utroligt mange metalblomster i det enormt lange hegn.
Vi så den gamle Fejøtromle og idylliske huse, inden vi vendte tilbage til færgelejet, for at se karnevallet starte op.
Vi kom i god tid, og spiste vores medbragte mad, som så mange andre, mens vi fulgte festlighederne på pladsen, hvor det så ud til at alle hyggede sig, både som medvirkende og som tilskuere. Ikke noget vildt eller støjende, men ren hygge, snak, dans og leg. Det er jeg imponeret over, for nogle af dem har altså hældt øl indenbords de sidst 5 timer mindst.
Det blev tid til at sætte optoget i gang, og vi fulgte hver eneste vogn med øjnene, og prøvede at fange noget i kameraet. Nogle af dem var meget, meget lange køretøjer.
Umiddelbart mente vi, at vi havde set det karneval vi skulle. Vi gad ikke følge med bagerst i optoget, og det var nærmest umuligt at komme udenom. Vi havde også været hele øen igennem, lige bortset fra sommerhusområdet og Skalø, så det valgte vi i stedet.   På Skalø ligger en lille bitte havn og hvert år til pinse kommer der en masse både og lægger til. I år havde der været 25 af slagsen. De må have ligget langt udenfor havnen. For der var stadig fyldt op, selvom de fleste var sejlet derfra igen. Området omkring havnen er privat, men man må gerne færdes der. Der er endda opsat en masse borde og bænke til fri afbenyttelse. Vi har før spist vores madpakke derude.
Vi traskede lidt rundt, men droppede at gå Skalø rundt, da det tager 2½ time. Vi hoppede på cyklerne igen, men synes det var for tidligt at tage tilbage til Kragenæs.

En hyldest til hylden

Min blog har den seneste tid mest handlet om de rene fornøjelser i form af ferie og  udflugter, men mit liv består af meget andet end det. Faktisk er det alt muligt andet der fylder allermest. I mandags da vi kom hjem fra Kragenæs, var jeg ude at plukke hyldeblomster, ganske som jeg har gjort de sidste 40 år. Det er nemlig slet ikke et nymodens fænomen. Opskriften står i Den grønne syltebog, hvor man skal bruge puddersukker. Det gjorde jeg kun en gang, hvorefter jeg gik over til hvidt sukker.
Husk endelig at blomsterne ikke skal skylles og heller ikke rystes alt for meget, da det er det gule pollenstøv der giver den bedste smag. De groveste stilke, og faktisk en hel del mere, blev klippet af. Citroner blev skåret i skiver, og sammen med rørsukker og kogende vand, fik det lov at trække i køleskabet 4-5 dage inden kvaset blev siet fra, og hyldeblomstdrikken hældt på flasker fredag aften.

Kvaset blev sat i køleskabet til næste dag, hvor jeg ville bruge det til en hyldeblomstkage. Lørdag morgen var jeg færdig med at sove allerede halv seks, og så kunne jeg jo lige så godt stå op og få noget ud af dagen. Jeg fandt en opskrift her, som jeg tog udgangspunkt i, men undlod en trediedel af sukkeret, da kvaset var ret sødt efter mine smagsløg. Jeg erstattede mandelmelet med hvedemel. Citronskiverne blev sorteret fra kvaset. Frugtkødet blev taget ud af citronerne, skrællen skåret af. Kun det hvide fra citronerne blev kasseret. Kvaset blev blendet og det samme blev citronkød og skræl. I haven hentede jeg nogle rabarberstilke, som jeg skyllede og skar i mindre stykker og stoppede i dejen. Da Allan stod op havde jeg brygget kaffen. Det er normalt ikke noget jeg gør, med mindre vi har overnattende gæster. Jeg kan nemlig sagten være oppe flere timer inden jeg skal have noget at spise og drikke. Kagen stod i ovnen mens vi drak vores morgenkaffe. Det blev en rigtig dejlig frisk og svampet kage.

Resten af kvaset kom i fryseren. Det bruger jeg til at stoppe i en kylling, eller lægge under et andet egnet stykke kød, evt. sammen med nogle rodfrugter. Jeg havde også nogle tanker om at lave hyldesalt og hyldesukker, rosensukker og måske lidt rosengele, men foreløbig er det kun blevet til en smule hyldeblomsteddike. 
Der var andet uventet der kom snigende. Det blev plads til en hel del uplanlagt familiepleje, både her og der og alle vegne. Det gik det meste af lørdagen med. Søndagen startede ligeså. Så var der haven, der kaldte på lidt vanding. Jordbær der skulle høstes og puttes i fryseren. Ukrudt skulle luges. Det er dog en helt håbløs situation, fordi man ikke kan luge i cement. Alt er så tørt, så tørt, så i stedet har jeg trukket spandevis af ukrudt op og klippet visne blomster af. Sådan fik den weekend hurtigt ben at gå på.

Pinse, Dodekalitten og Kragenæs

Den oprindelige plan var at tage afsted på camping, når jeg havde fri fredag, men det ville blive mere stresset end afslapning, så vi drog i stedet afsted tidligt lørdag. Da vi ville cykle rundt på en af æbleøerne, havde Allan for en sikkerheds skyld bestilt plads her. Det var jo trods alt pinse. På motorvejen, halvvejs ved målet ca., opdager Allan pludselig, at han hverken har tegnebog, kørekort eller campingpas med. Tre ret vigtige ting, når campingvognen ikke sorterer under mig, på nogen måde, transportmæssigt. Vi tog den første rasteplads, hvor han spænder dyret fra og kører hjem igen, mens  jeg holder vagt.
Vi nåede frem og fik stillet op inden middag, spiste lidt frokost og gik os en lang tur. Allan har passet og plejet hver en gravhøj, alle grønne områder og fortidsminder på hele Møn og Falster, samt lidt på Sydsjælland og Lolland i sin tid som naturplejemedarbejder i Storstrøms Amt, så han benytter hver en lejlighed til at komme ud og se hvordan alle hans ‘børn’ har det. Derfor skulle vi selvfølgelig en tur til Glentehøj, Bavnehøj og et par stykker mere. Midlerne til pasning af gravhøje blev sparet væk, sammen med Amtet, konstaterer han hver eneste gang. Græsset var højt, og med fare for at få en masse skovflåte på os, kom vi ikke hverken op på eller ned i gravhøjene. 
Lolerne er et folk, der for mange, mange år siden kom til landet. Nogle af dem slog sig ned ved Ellevehøj, hvor de nævnte gravhøje ligger som et bevis for den rige kultur de efterlod sig. Nu skal Lolernes forfædre til at synge. Det er kunstværk i verdensklasse. Allerede i 2006 fik man den første ide til kunstværket Dodekalitten som er 12 store stenstøtter på 6-8 meter, hvoraf de øverste 2 meter udhugges som hoveder. Fejlfri granitblokke på 8 meter er sjældne. De skal findes i de norske og svenske stenbrud.
Den første stenblok blev fundet i september 2010 og det lykkedes at få 2 sten ud af den. Dodekalitten indvies på Lolland den 21. juni 2014, hvor Baldur og Lodir kommer på plads. Baldur, en granitklods på ca. 35 ton har allerede vagt stor opsigt sidste år, da den var på gæstevisit ved søerne i København. Hele kunstværket forventes at stå færdigt på Ravnsborg Bakker i 2024. Skulle man være interesseret, kan Dodekalitten følges på FB.
Efter indtagelse af aftensmaden, tog vi en tur på cyklerne. Ærgerligt at der var kommet så mange skyer, at vi godt kunne glemme alt om den solnedgang vi skulle nyde. 
Vi cyklede hjem, og Allan fik sin aftenkaffe. Pludselig så jeg at himlen bag skoven blev farvet rød. Han Allan orkede ikke at gå mere, så jeg skyndte mig ned til stranden. Og sikke et syn der mødte mig. Jeg stod længe og nød det smukke syn længe, og skød en masse billeder. Da opholdet blev en dag mindre end oprindeligt tiltænkt, kunne vi kun nå en ø. Det blev Fejø der vandt, selvom vi har cyklet rundt der før. Indlæg følger senere.