Spærrede gader og strømafbrydelse, så hvordan kommer vi hjem.

Fredag den 28. september.
Det var vores sidste dag på Kreta, og vi havde, mod betaling, for ikke at være henvist til gaden i 12 timer, fået lov at beholde vores værelse til vi skulle med bussen til lufthavnen omkring midnat. De penge var givet godt ud.
Vi havde fået en sms fra rejseselskabet, om at de havde strømafbrydelse, som betød, at vi ikke komme i kontakt med dem, hverken via mail, telefon. Okay. Info, som vi ikke regnede med betød noget for os.
Da vi vendte snuden hjemad sidst på eftermiddagen, efter at have vandret rundt hele dagen, så vi, at der var politiafspærringer alle vegne. Det betød, at ingen biler kunne komme, hverken ud eller ind fra byen, til det område vi boede i.
Da vi nærmede os vores gade, som normalt ligger øde hen, og hvor man sjældent møder andre mennesker, var der arbejdende folk alle vegne. Der var blevet klippet buske, og de var i gang med at feje. Tv-folk gik og opsatte spot. Vi anede ikke hvad der skulle foregå. Allan spurgte en tv-mand, hvad der skulle ske. Han fik at vide, at klokken 20 ville man kunne få smagsprøver på mad. Efterhånden som vi nærmede os vores hotel, fandt vi ud af at det måtte være noget stort, der skulle ske, og det ville være helt umuligt for vores bus, at komme igennem for at hente os. End ikke en personbil kunne komme igennem, selvom de måske kunne få dispensation.
Vi forhørte os yderligere i receptionen, om hvad der skulle foregå i gaden, samt om afhentningen til lufthavnen, da vi ikke kunne læse noget om det på rejseselskabets hjemmeside, og de ikke kunne svare på sms.
I receptionen vidste de ikke at vores rejseselskabet havde strømafbrydelse, men de konstaterede at det var umuligt at kontakte dem. Hvem de egentlig ringede til derefter, ved vi ikke, men de fik oplyst, at der, dagen forinden, var ankommet en minibus, som var parkeret på havnen. Den ville bringe os videre till vores bus et sted ude på landevejen. Ligeledes oplyste de os om, at det der skulle foregå i gaden, var det årlige græske streetfood, hvor øens, bedste  kokke dystede og serverede dejlig mad og drikke. Det kunne vi da få tiden til at gå med, inden vi skulle trille kufferterne ned til havnen, tænkte vi.
Vi gik op på vores værelse, for at bade, klæde om, pakke kufferterne færdige, for derefter at gå ud at spise en lettere anretning, så der også kunne blive plads til en lille smagsprøve hist og her, men også det mad vi ville få serveret i flyet. 


Nu var der godt gang i borddækning, gryder, stegepander, grille og alt muligt. og der var begyndt at komme liv i gaden. 


Da vi var klar til at gå en tur ned ad gaden, for at se på lækkerierne med egne øjne. var der en million mennesker, og det var helt umuligt at komme frem og tilbage. Vi opgav hurtigt. Vi havde også fundet ud af, at smagsprøver ikke blev uddelt uden videre. Man skulle købe poletter, for at få lov at smage. En polet svarende til 1 eller 2 euro afhængig af om man ville smage en portion mad, eller et glas vin. Det var nu ikke det der afholdt os fra det, for til den pris, kan man ikke spise andre steder, men folk stod pakket, og det gad vi ikke være en del af.
De sidste par timer tilbragte vi på hotelværelset med krydsord og iPad.

Strabadserende Mount Dikti, hvor vi blev plukket

Efter vores pause her, kørte vi videre. Vi valgte at køre syd om Lassithi Plateauet, fordi vi gerne ville hele vejen rundt om Plateauet, og en helt anden vej hjem. Vi ved nu, at det ikke er den vej turisterne kommer. Vi havde stort set det hele for os selv, gennem små gamle landsbyer, ad snoede bjergvejede. De fleste huse så forladte ud. Der er virkelig langt til alting. Man kunne se, at der før har været både det ene og det andet. 
Lassithi Plateauet er berømt for sine mange, for os overraskende meget små, vindmøller. De stod overalt over et kæmpe område. Nogle steder tættere end andre.
Vi når frem til Dikti, som ligger ved landsbyen Psychro. Det er ret specielt, at man inde midt i landet kan finde en grotte. I denne grotte er Zeus født. Normalt kører man nedad, når man skal besøge en grotte, men vi kørte opad. Der var en rimelig lille P-plads, hvor vi blev dirigeret rundt. Der var frygtelig mange mennesker, der ved middagstid, så på spørgsmålet om vi skulle parkere, eller vi skulle ud, svarede vi ud, men det var da dumt. at vi ikke lige så hvad der var at se, så vi fortrød. Vi var også sultne. For en sjælden gang skyld, havde vi intet spiseligt med. Restauranten var stopfuld, så vi ville lige kigge os lidt rundt.  
Vi gik forbi en mindre stribe boder. Det var stadig blæsende og hundekoldt. Faktisk vidste vi ikke helt, hvad vi gik efter, men hvis vi gik, kunne vi vel holde varmen. Så det gjorde vi. Gik. Det var opad og opad, og pludselig siger Allan. Nej, det her gider jeg ikke. Der må være en nemmere vej, så jeg bliver her, mens du lige se om det er noget at gå efter. Næh, du. Du skal ikke regne med jeg henter dig. Enten bliver du her til jeg kommer tilbage, eller også går du med. Han gik med.
Det gik stadig opad og opad, i hårnålesving. Da vi havde gået en tid, og både overhalet folk, og mødt nogle nedadgående, stopper Allan op, og puster. Nej, nu gider jeg altså ikke mere. Prøv at se, de render jo helt deroppe. Ja, det har jeg set for længe siden. Du må selv om hvad du vil, men jeg fortsætter – og Allan fulgte efter. Endnu engang stoppede han op, og sukkede dybt. Det er squ hårdt, men han fortsatte efter lige at have fået pusten.
Det sidste stykke vej, er der en masse sten vi skal ‘hoppe’ rundt på, og der springer Allan rundt som en anden kakerlak, mens jeg meget forsigtigt, prøver at finde de mest flade sten at træde på med den fod, der stadig skal tages hensyn til.
Vi når op til en gedigen låge, hvor folk står i kø, for at købe billetter. Vi har set masser af grotter rundt omkring, så skal vi, eller skal vi ikke. Det er da dybt godnat at tage hele den tur herop, og så ikke betale entre, så vi køber billet. Allan får det endda til halv pris, da jeg spørger om der er rabat til pensionister. Sikke en udsigt der er deroppe fra.
Med entrebilletten i hånden, og et par hundrede meter længere frem, blev vi en smule overrasket. Tanken om at der var en nedstigning til grotten, havde slet ikke strejfet os, men vi startede nedstigningen af en masse trapper. Grotten er rig på stalagmitter og stalaktitter.




Man må gerne fotografere dernede, men ikke med blitz. Der findes mange, meget farverige og flotte billeder på nettet.





Vi tog turen op ad de mange, mange trappetrin igen, og begav os ned ad bjerget. Nedturen gik som en leg. Restauranten var nu næsten tom, så vi bestilte lidt at spise. Det tog sin tid at få det mad. Havde der været andre muligheder, var vi smuttet et andet sted hen. Da jeg skulle betale, studsede jeg lidt over beløbet, men sagde umiddelbart ikke noget og betalte det hun forlangte, men det var da helt galt. Vi havde betalt det dobbelte af hvad vi skulle. Jeg gik op til kassen, og spurgte om de var sikker på jeg havde betalt det rigtige, for jeg synes godt nok det var en dyr frokost.. Ja, ja, det var de, men da de gik bonnen efter, fandt de ud af, at vi havde betalt for et andet bord. Vi fik vores penge retur, og en undskyldning.
Det var dejligt at komme ind i bilen, hvor der var lunt at sidde, for i restauranten var der også koldt, og en gevaldig træk.
Nu gik turen videre rundt om plateauet, og det er en meget speciel naturoplevelse. Hvordan forklarer man nu det?  Forestil dig landskabet, som en kæmpe tønde, hvor bjergene rundt om dig er tøndens vægge. Her kører man nede i et enormt grønt og totalt fladt område med små vandkanaler. Tankerne gik til Holland. Vi var så opslugt af det landskab, men fik ikke taget noget billede.  
Da vi var nået rundt om Plateauet kørte vi ad andre små bjergveje helt op til kysten og Heraklion inden inden vi vendte næsen mod vores hotel. 

Da vi mødte dette finurlige syn, var der dømt pause.

Det var 2. dagen med lejet bil. Vi havde besluttet at tage turen til Lassithi Plateauet. Temperaturen var faldet drastisk, omkring 20° iflg. bilens udendørstermometer, og det blæste gevaldigt, men det var dejligt behageligt at sidde i bilen.
Den første strækning var lang, snoet og øde, og den første time, mødte vi kun en enkelt bil. Så kan jeg ikke undgå at tænke, at vi er meget alene i verden, hvis vi skulle få brug for hjælp, og der måske ikke er telefondækning.  
Pludselig dukker der de mærkværdigste ting op, på venstre side af kørebanen. Det må vi ud og kigge nærmere på. Vi parkerede bilen, og steg ud, og kunne knapt stå fast, så meget stormede det på toppen af bjerget, med den smukkeste udsigt. Vi måtte have en trøje på. Det var kun 14°, og med den storm var det virkelig koldt. Om vinteren falder der sne, fortæller og viser ejeren senere med et billede.
Det var svært at holde kameraerne stille, da vi ville forevige udsigten og de mange finurlige ting. Vi blev råbt an, på engelsk, fra den anden side af vejen. Kom ind og kig. I behøver ikke købe noget. Bare kig. Det er gratis. Jeg har mange flere ting herinde, og jeg har museum på første sal, hvor der er gratis entre.
Vi gik derover, og han bød velkommen. Da vi stod der, vidste jeg, at jeg havde læst om stedet, (og nu kan jeg ikke finde et link) men jeg tænkte, det ikke var noget for os. I hvert fald ikke noget vi ville køre direkte efter, da jeg opfattede det som en stor salgsbod. Dog alt sammen håndlavet. Han var fortsat det håndværk hans bedstefar havde levet af. Alt hvad han solgte, havde han selv lavet.
Nej vi skulle ikke købe noget, men alligevel viste han en masse træskærearbejde i oliventræ frem. Olivenfade, skeer, kuglepenne, skåle, spil osv. osv. Vi beundrede det, for det var virkelig flot håndværk. Det er helt umuligt at remse alt det op, han producerer. Han forsøgte også at sælge os olivenolier og den slags. Han viste os at det kunne tåle slag, og en flytransport i en kuffert, ved at banke det ned i bordet. Havde vi været i egen bil, havde jeg købt nogle forskellige olivenolier, men jeg vil ikke have det med i min kuffert.

Han sagde vi var hans første kunde i dag, og stak mig nøglen til museet på første sal. Vi skulle bare gå op ad trappen og vælge en bestemt dør. Det gjorde vi. Vi låste efter os, og tog nøglen med ned til ham, men den skulle blive deroppe, så den måtte jeg op og sætte i døren og jeg fik besked på at lade døren stå åben.
Han spurgte om vi ville have kaffe og noget at spise eller drikke. Klokken var kun omkring 9, og vi havde lige spist morgenmad og drukket kaffe i lejligheden, så selv Allan, der ellers altid er klar til en kop kaffe, kunne ikke drikke noget, men vi valgte at bestille en gang friskpresset appelsin, som vi sad under taget af kæmpe klaser store blå druer. Ejeren placerede sig tæt på vores bord, og begyndte at fortælle om sit liv og hvor svært det var at leve i bjergene. Han tændte samtidig op i pejsen, så vi, datteren og ham selv ikke skulle fryse. Han er den eneste, der stadig prøver at bo og overleve der, men det er hårdt og meget, meget svært. Han arbejder hver eneste dag med sit håndværk. Alle der kommer forbi, kigger ind, men ingen køber- Han laver alt dette til ingen nytte, hver eneste dag, og håber bare hver dag, at det kan give ham nok til at kunne overleve i bjerget. Vi kan jo se med egne øjne, at det bestemt ikke vrimler med mennesker, men samtidig tænker vi også, at helt galt er det vist ikke med hans økonomi, da han med stolthed fortæller, at hans kone har et hotel nede i Agios Nicolaus, hvor han flere gange om ugen kører ned og spiser og overnatter. Vi fik en meget fin brochure af ham, på engelsk, tysk og fransk, så vi kunne/skulle fortælle vidt og bredt om, at de skulle komme og besøge ham og købe hans ting. Det er så hermed gjort :-)
Der er adresse og mail, men ingen hjemmeside, bortset fra FB. Du kan finde flere billeder og ord om Moutsounas Cafe på nettet. 

Når dankortet ikke virker og kontoen er i minus

Det er halvsent, men butikkerne lukker først kl. 22. Vi er på vej hjem til hotellet, efter at have været ude at spise, da Allan får den ide, at han bare lige vil høre prisen på en halskæde, han har set i guldsmedens vindue. Altså kun høre, ikke købe, siger han. Den halskæde han havde set, var til kvinder, og ikke kraftigere end den han har. Tværtimod. Guldsmeden (herefter kaldet G) finder en anden, som mere ligner at den er til kvinder, men den ER til mænd. Der bliver kigget på flere kæder.Allan spørger hvad prisen er ved betaling med kort, og hvad den er ved betaling med kontanter. Der er pænt mange penge at spare. Vi har bare ikke kontanter i det omfang. Allan vil gerne have rabatten, så G tilbyder at gå med til en international hæveautomat, som ikke er langt derfra.  De forsøger at hæve penge to gange, men Allan kan intet hæve. Kontoen er enten spærret, eller der er for lidt penge på kontoen. Der er i hvert fald ikke for lidt penge på kontoen, med mindre andre har neglet noget, og kontoen derved er spærret. G tilbyder, at vi mødes med ham foran banken i morgen tidlig kl. 8:30, så vil han gå med i banken og tale med dem.
Jeg sætter vækkeuret til at ringe, så vi ikke kommer for sent. Der er alligevel et stykke vej ind til byen, men jeg er oppe længe før vækkeuret ringer, da dankort, banksaldo og meget andet har holdt mig vågen det meste af natten. Jeg tjekker banksaldo. Den er heldigvis som den skal være. Jeg skriver en sikker mail til vores kontaktperson i banken, for at sikre mig at vores kort ikke er, eller bliver spærret.
Vi tager bad, spiser morgenmad på terrassen i solskin, inden vi går ind til byen, for at mødes med G foran banken. Vi er der 15 min før tid, og da klokken er over halv ni og G stadig ikke er kommet, begynder jeg at mugge lidt. Vi skal til den hvide by Sitia, i den allerede lejede bil. Måske videre til Vai, hvis vi kan nå det, men der er meget langt, og dette her hjælper ikke på det.  
Endelig kommer G, men inden da, har vi stået og set på den livlige trafik, der er ved døren ind til banken, hvor Allan, ved første øjekast, tror de taster en kode, for at komme ind, men da vi ser efter, trykker de bare på en knap. Banken er fuld af mennesker, der sidder på stolerækker, som var man i biografen. Allan mener de holder møde, mens jeg mener, det er kø, og man skal trække et nummer. Jeg er overbevist om, at vi skal bruge det meste af dagen på det bankpjat.
Da G kom for at hjælpe, trykker han på den omtalte knap, hvor der er tilknyttet rødt og grønt lys, og beder os blive ude. Døren lukker sig efter ham, og han står i et lille glasbur. Derefter trykker han på endnu en knap, og den næste dør, direkte ind til banken, går op, og lukker igen efter ham. 
Så blev det min tur. Inde i det lille glasbur, bliver der sagt et eller andet på græsk, som jeg ikke fatter noget af, men da døren har lukket sig bag mig, kan jeg trykke på den næste dørknap, da der nu også der, er blevet grønt lys. Vi springer over al kø, da den hjælpsomme G forhører sig kort hos en ansat, og derefter går til 'den rette mand' som siger, vi skal op på 2. sal. Her forklarer G situationen. Vi får at vide at der er minus 5.000,- på kontoen. Den ansatte beder om kontohaverens pas, men det ligger i lejligheden. Uden pas, kan de ikke gøre noget.
Nu kender vi proceduren og klarer os selv. Vi sluser os ud ad banken igen, og går hjem efter passet. Da vi igen får sluset os ind i banken og op på 2. sal. og atter beder om at få udbetalt nogle kontanter, ringer de til nationalbanken, og får at vide, at vi (Allan) intet kan hæve, da der stadig er samme minus på kontoen. Vi forstår det ikke, der er rigeligt med penge, men vi kan ingen få. Bankdamen spørger om vi har talt med vores bank. Jeg siger vi har skrevet. Og I forventer at få svar, spørger hun så. Ja.
Først når vi har et svar fra vores bank, kan hun hjælpe. Nu har Allan for længst mistet tålmodigheden. Han brokker en masse af sig - på dansk. Det kan f….. ikke være rigtigt osv. Jeg tysser på ham, og siger, det er dig selv der har sat alt det her i gang. Allan træder i baggrunden, og holder op med at brokke sig. Jeg tager over, og siger vi måske kommer tilbage senere.

Vi går hjem til lejligheden igen. Nu vil jeg altså have styr på den økonomi, så jeg tjekker om bankmanden har skrevet tilbage, inden jeg ringer til ham, i håbet om at han er mødt. Klokken er jo ikke så mange i Danmark. Han tager telefonen prompte og siger, at han faktisk er ved at skrive til mig. Han fortæller at det ikke er rigtigt, det de siger. De kan overhovedet ikke se, hvor mange penge vi har på kontoen, og vi kan sagtens hæve, men når kortet ikke virker i automaten, så har vi kun folkene i banken tilbage at benytte. Og hun har allerede sagt, at vi kun har et forsøg mere i dag, på Allans kort, hvis hun ringer, og automaten er helt udelukket, siger hun.
Allan mugger. Han vil prøve en anden bank, for de der, er da ikke til at danse med.  Nix, vi tager samme bank en gang mere, eller vi dropper din skøre ide. Du skal ikke tro det bliver anderledes i en anden bank. De har deres procedurer, og vi kan sidde i kø hele dagen i en anden bank.
Tilbage til banken igen, og fortælle at vi har talt med vores bank, og at der ingen problemer er. Skal vi prøve igen, en sidste gang? Ja, tak. Det er stadig ikke muligt. Der er stadig et underskud på 5.000,-   Vil I prøve med et andet kort? Ja, tak. De får mit kort og mit pas.
Bankdamen fåri første omgang kun lov at give mig 100 euro. Hun prøver, fortæller hun bagefter, at få lov til at udbetale mere. Det lykkedes hende at få lov til at give mig 100,- uro mere, men de  200,- euro, skal hæves af to gange. Hun må ikke lave det som en hævning. Der skal laves to stykker papirer, som både hun og jeg skal underskrive. Derefter skal jeg have en underskrift mere af en anden ansat. Derefter ned ved kassen og stå i kø. Det tager tid. Det tager lang tid, selvom der kun er to foran mig i køen. Der er bureaukrati så det batter. Jeg ved ikke, om det er pc’en eller mennesket, der er mest langsom. Endelig kan jeg underskrive det første papir med en pen på en smart lille pc-skærm, der skubbes ud gennem en lille ‘billetluge.’ Samme langsommelige procedure til udbetaling nr. 2.
Allan står ganske stille under den store ventilator i loftet og bliver kølet af, mens han med største tålmodighed betragter det hele og venter på vi bliver færdige. Vi går derfra med 200 euro, som ikke rækker til regningen. Det sjove ved det hele, er at det er samme konto, de to kort er tilknyttet.
Inden vi tager på udflugt, skal vi lige om til G for at sige, at han godt må sætte arbejdet i gang, og at vi betaler med en blanding af kontanter og dankort. Det var der ingen problemer i. Der ville bare blive udregnet en ny pris, i forhold til hvad vi havde af kontanter. Da vi hentede varen om aftenen, fortalte guldsmedens kone at grækerne elsker registreringer. Vi fik også både ægthedscertifikat, og garantibevis med fra guldsmeden.
Vi var en lille smule bekymret for, om vi trods vores egen banks udsagn, alligevel ikke kan bruge dankortene ved betaling rundt omkring, men vi havde heldigvis ingen problemer med det.

Spinalonga eller Kalydon, de spedalskes ø

Allerede hjemmefra var dette det eneste jeg, med sikkerhed, vidste, jeg absolut måtte se og opleve. Kender du ikke den gribende historie, vil jeg anbefale dig at læse bogen.
I 1904 blev de første spedalske deporteret til denne spedalskhedskoloni, som først blev lukket i 1957, da man kort forinden havde fundet kuren til helbredelse. I 1970 åbnede øen som turistattraktion.  
Normalt tager vi ikke med rejseselskabet på udflugter. For det første er det alt for dyrt, og for det andet hænger vi ofte på en shoppingtur, eller noget andet, som vi overhovedet ikke er interesseret i. Vi kunne slippe med halv pris, hvis vi klarede os selv, som vi oftest gør, men en beslutning måtte tages. Det blev det dyre valg, som også inkluderede badestop undervejs og frokost på båden.
Allerede når man kommer sejlende til dette fæstningsværk, kan man ikke undgå at blive grebet af historien, og få medfølelse for alle de involverede og det bliver endnu mere tydeligt og mærkbart, når man sluses gennem den lange tunnel, hvor jernlågerne (dengang) smækkede efter en.
Øen er omringet af en tyk mur.
De første 10 år var ganske forfærdelige. De boede kummerligt, og havde intet at foretage sig, men med tiden fik de opbygget et helt lille samfund, med små huse og tavernaer, bageri, frisør, skole, kirke og alt hvad der findes i et rigtigt bysamfund. De blev små familier, da de både blev gift og fik børn.
På et tidspunkt boede der 1600 mennesker på øen. De børn der blev født, uden at få sygdommen, blev sendt i pleje hos fjerne slægtninge, eller andre på Kreta. Familierne blev dermed for anden gang skilt fra deres familier, og Kreta var fattig.
En tysk læge, ville gerne hjælpe, men blev opdaget og sendt tilbage til Tyskland. Ved et tilfælde kom han i kontakt med en svensk læge og fik fortalt om de syge og øen. Denne svenske læge tog over og hjalp. Han fik bortadopteret en masse børn til Sverige og Norge, hvor de i det mindste havde det godt, og det er ikke længe siden en af dem var på besøg på øen, for at se hvor hun var født. Det var et bevægende øjeblik. Tårerne trillede. Hun havde aldrig fortalt til nogen, hvor hun kom fra, og det er der mange, der aldrig har.  


Vi tog begge en omgang rundt om øen, men Allan orkede ikke alle trapperne til toppen, så dem tog jeg alene, inden vi skulle ombord på båden igen.
Vi sejlede et andet sted hen. Jeg har ikke helt styr på hvor det var, men her var der badestop. Vi så straks røgen fra strandbredden, men først da vi kom nærmere, blev vi klar over, at de stod og tilberedte vores mad over flere store kæmpegrille.
Vi gik i land. Jeg havde ikke pakket badetøjet, fordi jeg havde regnet med vi skulle springe ud fra båden, og sådan noget er jeg en kylling til. Jeg vil helst kunne nå bunden. Havde jeg haft det med, havde jeg nok også taget en dukkert, for det var frygteligt varmt. Jeg nøjedes med en soppetur, mens Allan tog sig en dukkert. Sandet,jorden og småstenene, brændte under fødderne, da vi gik tilbage til båden, i det kuperede terræn.  










Da maden var færdig, kunne vi stille os op i køen og hente os hver en portion, som vi indtog, mens båden stadig lå forankret i de vuggende bølger.
















Det var ikke nemt at styre, det der var på bakken hverken under turen op til bænken på toppen af båden, eller mens vi fortærede det, men det smagte godt.
Vi sejlede tilbage til Agios Nicolaos, og fordi vi netop boede, hvor vi gjorde, kunne vi bare gå hjem, og undgå at tage på bytur, som resten af bussen skulle, inden de skulle fragtes en halv times kørsel til deres hotel. Vores tur var af samme grund også billigere end deres, da vi ikke på noget tidspunkt skulle køre i bus og turen til Spinalonga med norsk guide, var de ekstra penge værd.

En turists observationer fra Kreta

Allerede i 1995 hvor vi fejrede min 40 års fødselsdag på Kreta, forestillede vi os, at vi kunne nå at køre øen rundt og få et godt indblik i lidt af det hele. Det kom noget bag på os, at det, trods rigtige gode veje, tog over 7 timer at køre fra den ene ende af øen til den anden. Vi har derfor nu for femte gang besøgt Kreta, Vi manglede at udforske Lasithi området på Østkreta, som tager sig anderledes ud end resten af øen. 
Det første der mødte os, var en meget lille og ret gammeldags lufthavn, men der var ikke andre mennesker end det fly vi selv var ankommet med, så det virkede ikke trangt og klemt. Bagagen kom ret hurtigt, og vi kunne gå ud til vores ventende bus.
Ude slog varmen os i måde, og der var tusindvis af mennesker, der stod foran en slags udendørs gate. Vi fandt det rejseselskab vi var knyttet til, og gik som sild i tønde gennem noget afspærring, som man ofte gør inde i andre lufthavne, til vi nåede frem til guiden, som oplyste, at vi skulle med bus 164 og pegede i en given retning.
Du milde med busser. Aldrig før har vi set så mange busser samlet på så lille et område. De holdt på stribe, og på kryds og tværs i alle mulige retninger, uden nogen form for system i nummerordenen. Jeg så busnumre fra 5 til 248 spredt mellem hinanden, og jeg prøvede at tælle busserne, men måtte opgive da jeg nåede til 50. Busserne kørte og nye kom til, ustandseligt. Der blev bakket, dirigeret og flyttet rundt i en uendelighed.
Vi blev kørt til en dejlig lejlighed, på et lille hyggeligt hotel i Agios Nicolaos, hvor kun to unge piger, foruden os, skulle af. De andre skulle køre en halv time mere.
Vi var væk fra den værste turisme omkring centrum, men ikke længere væk end vi kunne gå dertil og nyde synet af Lake Voulismeni, fra forskellige sider. Man kan gå rundt om søen, eller finde et sted at slå sig ned, enten i kanten af søen, eller højt oppe. Vi endte flere gange på det rigtige gode spisested La Strada, højt oppe, hvor vi nød udsigten, maden og vinen, mens mørket faldt på. 
Jeg vidste, det var en rigtig god ide at have godt med kontanter med, så vi mente vi havde garderet os med de euro, vi havde hævet, da de også tager mod dankort, de allerfleste steder, hvor turisterne færdes. Vi ville have hævet en portion mere, men det glemte vi.
Hvad vi ikke vidste, var, at betalte vi med kontanter, kunne vi spare helt op til halvdelen af beløbet, eller som minimum skatten, mange steder. Det være sig i butikker og sågar ved køb af brændstof. Det undrer mig i den grad, når vi både ved, og også under denne ferie, har set og oplevet (det kræver et selvstændigt indlæg) hvor omhyggelige de er med deres papirregistreringer og kontrol af alt muligt, efter den økonomiske krise. 
De andre gange vi har været på øen, og har kørt i bjergene, har vi set beboede ensomt liggende huse, og hårdt arbejdende kretensere, men i dag er de fleste huse forladte, i hvert fald på Østkreta. Man kan dog stadig finde en lille bjergby, hvor der bor nogle få mennesker, men intet er mere, som det var. På et tidspunkt kom vi igennem sådan en lille, men meget faldefærdig og næsten forladt by. Vi mødte en vandrende græsbunke, som viste sig at være en kone, der slæbte, mens manden, som sikkert har haft helbredsproblemer, sad bag bilen og hjalp til med at tømme greben for læsset. Vi parkerede dog bilen alligevel, for at se om der var et sted Allan kunne få sig en is, eller en tår kaffe. Vi fandt et lille sted, hvor der stod et par stole udenfor. Her forhørte vi os. Den gamle mand vinkede mig efter ham, ind i det bagerste mørke hjørne af biksen. Her løftede han et grydelåg, hvorunder der lå noget kød med ben. Jeg fik ikke fat i, hvad det var. Derefter løftede han et endnu et grydelåg. Her lå der noget kanin. Det hele så lækkert nok ud, men vi havde næsten lige spist vores medbragte klemme. Vi kunne få kaffe. Kagen var et lille udvalg af kiks i ruller, på en hylde, men vi holdt os til kaffen.
Hastigheden og øvrige færdselsregler, er der ikke mange der overholder, og jeg undrer mig over, de alle tager det så roligt. Der er ingen tudehorn ustandseligt, som vi ser og hører mange andre steder. Med mindre man er på scooter, hvad rigtigt mange er, og bare kan sno sig igennem, så holder troligt og venter, til den der har parkeret bilen midt på gaden, kommer tilbage og flytter den. Er man buschauffør, giver man måske et lille dyt, og venter lidt. Sker der ikke noget, stiger man selv ud og flytter det køretøj, der måtte står i vejen.
Kreta er stadig fyldt med telefonbokse på hvert et gadehjørne. Bemærk lige den lille hængelås på både bilen og på den udendørs vandhane, i byens gader. Skiltet med hunden, så vi mange steder, og det er åbenbart noget man respekterer, fandt vi ud af, da vi så hvad der foregik, da en hund gjorde anstalter til sit forehavende. bredte hundeejeren først et stykke plastic ud under hundens bagdel, men hunden flyttede sig, og der kom en klat lidt uden for det placerede plastic. Så blev der hevet både en pose op til opsamling, hvorefter der også kom vandflaske og klud frem, og fliserne blev vasket og pudset.  Deres vandforsyninger er også noget helt specielt. Det viste billede er sådan en mellemting, i størrelse, af hvad man finder for hver 100 meter, når man kører gennem landskabet. Der er virvar af slanger og målere.
Skolerne virker, udefra, stadig lidt militæragtige pga. deres indhegning. Vi så dog ingen vagter, som vi har set andre steder. Vi så også et kæmpe område, der var indhegnet, hvor både børn og voksne cyklede rundt, mellem vejskilte, hajtænder og fodgængerovergange, men ude i den virkelige verden, så vi ingen cyklister, ud over de mere professionelle. 
Som sædvanlig er vi stødt på mange små og store ting, som vi har undret os over, når vi har bevæget os rundt på øen, men det bliver for meget at nævne det hele.

Inden vi letter

Kreta tirsdag den 6. oktober. 
Det er sidste feriedag, men vi skal først flyve 21:10, så vi har hele dagen til rådighed.
Mens det stadig er buldrende mørkt, og jeg ikke kunne se hvor jeg gik, lykkedes det mig at komme ned til stranden uden at falde over trin og andre forhindringer. Her gik jeg en tur helt alene, inden det var tid at mødes med C, hvor vi tog strandturen en gang mere. 
Vi havde hotellet til kl. 12 middag, så vi ville blive i området, så vi kunne bade og pakke i sidste øjeblik. Efter vi alle fire havde spist morgenmad, ville M også gerne gå en tur på stranden, som alle vi andre havde gjort, og vi ville alle gerne være ude i det gode vejr, så meget som overhovedet muligt.
Da vi var mætte af sand, vand, klipper, parasoller, liggestole, primitive broer, og det hele bare var gentagelser, gik vi væk fra stranden og tog fortovet hjemad.
Vi var kommet langt væk hjemmefra, og der var lidt at kigge på. Butikkerne havde åbnet, og vi besøgte en enkelt af dem, hvor der var et stort udvalg, men kun M blev fristet og fik sig et par nye shorts.
Restaurant Mithos, var en af dem jeg havde noteret hjemmefra, og havde vi ikke haft flere km at gå til dette spisested, så var det blevet afprøvet. Sådanne flere meter friske 'grøntsagsgardiner' af både tomater, hvidløg og andre spændende ting som en kaktus, på begge sider af indgangspartiet, opfatter jeg som et spisested med gode og friske råvarer. Der var borde og stole lige bag alle de hængende grøntsager, og der så hyggeligt ud. Eneste ulempe, set med vores øjne, er at restauranten ligger lige ud til den befærdede vej. Vi vil gerne have fredelige og rolige omgivelser.
Klokken tolv afleverede vi nøglerne til hotellet og pakkede kufferterne i den lejede bil, som ville være vores eneste hjem de næste mange timer. Vi kørte rundt uden at have et egentligt mål, og pludselig kom vi til en lang og smal gammel træbro. Skal vi over her? Det så ikke særligt sikkert ud, syntes vi, men skiltet viste at broen kunne tage en vægt på 25 ton. Så meget vejede vi langt fra, så vi vovede os over.
Det buldrede og larmede gevaldigt, da vi kørte over. Jeg følte mig ikke helt på sikker grund. Da vi var kommet helskindet over, udtrykte Allan samme skepsis. Mads og jeg måtte ud og kigge nærmere på dette bygningsværk. Mens M lagde sig på knæ for at undersøge detaljer, tog jeg turen over broen til fods. Broen bestod af nogle gevaldige tykke brædder lagt med et pænt mellemrum. Flere af brædderne var bestemt mærket af tidens tand, kunne man se, men inden vi forlod stedet kom en anden bil ‘flyvende’ over også. 
Tre af os gad ikke køre bil, så forslaget var at bilen blev parkeret det næste mulige sted, hvor der kunne være interessant at gå lidt rundt. Vi fandt ikke noget, før vi atter var tilbage ved Chaniakysten. M foreslog om vi ikke kunne gå en tur til Platanias, for at finde hotel Santa Helena, som vi boede på for 20 år siden, da vi rejste med Dansk Folkeferie. I dag er det Apollos gæster, der residerer der.
Indtil nu havde vi kun set hotellet fra vejen, hvor vi kunne se, der var bygget til, så gad vide om vi i det hele taget kunne kende noget af det igen, hvis vi kom ind på området. Camilla og jeg tog turen langs stranden, mens Allan og Mads tog fortovet. Mændene fandt hotellet, og vi fandt hinanden igen ved at sende et par sms’er.



Efterhånden havde sulten også meldt sig, og vi blev enige om at spise ved poolen på vores gamle hotel. En var meget sulten, og fik serveret en hel lille spandfuld kartofler. Selvom der var sket lidt ændringer på området, så kunne de tre af os tydeligt huske det hele. Kun C var lidt blank. 

Det var ved at være tid til at nærme os lufthavnen, så vi var sikker på at komme frem i tide. 
Få kilometer før lufthavnen fandt vi en lille café, hvor vi købte os lidt at drikke. Alle ville gerne have friskpressede appelsiner, og nogle ville også gerne have en tår kaffe. Da vi havde siddet der længe nok, gik vi os atter en tur. Her mødte vi både geder, høns, gæs og får i en og samme indhegning. Der fandtes ikke et eneste græsstrå eller andet grønt bag hegnet, så vi plukkede en masse på vores side af hegnet og smed ind til dem. Det vakte stor glæde hos både dyr og mennesker og så var det tid at køre til lufthavnen, hvor alt forløb nogenlunde planmæssigt.
Ikke en eneste dag var antal skridt under 21.500. Der var dog heller ingen dage, hvor jeg rundede de 30.000.