Når nøden er størst, er hjælpen nærmest

Jeg havde allerede om morgenen, inden jeg cyklede på arbejde, sagt til Allan, at jeg nok ville smutte på svampejagt efter fyraften, selvom det er forbudt, men jeg regnede med at kunne få tilgivelse. Jeg tror nemlig, der er Karl Johan svampe i den skov.
Var jeg ikke taget på svampejagt, havde jeg ikke mødt de to cyklister, der var strandet langt fra civilisationen, og som nu stod og spærrede den lille skovvej, da jeg begav mig hjemad, tomhændet, men med troen på at svampene er der. 

• Samtidig med at cyklisterne spurgte, om jeg kunne komme forbi dem, spurgte de også om jeg var lokalkendt. Ja, (svarede jeg lidt tøvende, for det afhang jo lidt af hvad de ville vide) jeg bor lige nede i xxxxx.
• Er der en cykelsmed? Vi er nemlig punkteret, og cyklen kan slet ikke holde luft. Man kan høre det siver ud, og vi har allerede pumpet flere gange.
• Det er desværre ingen cykelsmed, men I kan komme med mig hjem, så må vi kunne klare det der. Vi har lappegrej, og det udstyr der skal bruges. (De havde selv lappegrej med, men havde glemt dækjern.)
• Hvor langt er der? for vi skal tilbage til Bøtø ad Sundruten.
• Vi bor nærmest på ruten, så I skal den vej alligevel, men der er 2-3 km.
• Ih, hvor er det altså sødt af dig. Det er et fantastisk tilbud, som vi meget gerne vil tage imod, men du skal ikke vente på os. Bare vi har adressen, så dukker vi op.

De pumpede cyklen endnu en gang, men det holdt kun nogle få hundrede meter. De ville ikke have jeg skulle spilde al min tid på dem. Det var alt rigeligt, det jeg allerede havde tilbudt dem, så de fik adressen, og jeg cyklede hjem, og sagde til Allan, at der kommer et par cyklister om lidt, som jeg har lovet kan få lappet deres cykel her. Da jeg havde parkeret cyklen gik jeg dem i møde.
Vi fik en snak om vores fælles interesse, cykling og om smukke cykelruter og andre skønne steder i vort lille land. De var selv gamle fynboer, men havde nu boet i Virum i 30 år og aldrig set Lolland og Falster. Derfor havde de lejet et sommerhus på Bøtø, hvor de havde taget deres cykler med. Nøjagtig som vi selv altid gør.
Der var glæde, da hullet i slangen trods alt ikke var større, end det kunne lappes, men ellers havde vi selvfølgelig hjulpet dem videre på anden vis. Der var masser af snak på værkstedet, mens arbejdet stod på.
De var yderst taknemmelige og sagde flere gange, at det var meget heldigt, at de netop skulle mødte mig der i skoven. Det kunne jeg så kun bekræfte dem i. Man kan nemlig let cykle over størstedelen af de mange kilometer, uden at møde et eneste menneske.
Vi ønskede dem en god tur tilbage til Nykøbing F. hvor deres bil ventede på dem.
Sådan kan en dag pludselig blive beriget af vildt fremmede mennesker.

På tur med mor i en cykelrickshaw

Nogen vi nok mene at vi er en skør, og ikke helt normal familie. Måske har de ret, men vi er friluftsmennesker, og er rigtige glade for at røre os, både til fods, på cykel og i leg.  Mor har stort set altid holdt sin fødselsdag ude i naturen, og hun har altid selv stået for mad, drikkevarer og kaffe til os alle. Det har hun de senere år ikke magtet, så det har jeg eller søster stået for, men mor har dog selv gjort hvad hun kunne. Nu kan hun overhovedet intet mere.
Da vi søskende atter holdt vores kom-sammen i påsken, foreslog søster 2, at mors fødselsdag skulle fejres ved at hele familien tog på en cykeltur. Jo, ja, men hvordan, mor kan jo ikke selv cykle mere. Dvs. hendes ben fejler ikke noget, men hun kan ikke holde på noget. Søster er aldrig rådvild. Vi låner da bare en rickshaw, og så må vi skiftes til at køre den, hvis det er. Mark siger, hvis du kan skaffe cyklen, så skal jeg nok køre den. Det var bare ikke helt så let at finde sådan en cykelrickschaw, som søster have forestillet sig, men det lykkedes.
Aftalen blev at hver lille familie tog den mad og drikke med, som der nu var behov for på en hel dag. Kunne eller ville man ikke cykle, var der mulighed for køre i bil til spisestedet. For de der ville cykle, var starttidspunktet kl. 11 fra søster og svogers adresse. Det betød 11,5 km ekstra for Allan og mig, men efter henholdsvis 1½ og 2 km var vi blevet 6 mere, der fulgtes i samlet trop. I alt 19 personer havde valgt at cykle, eller sidde i cykelanhænger, mens de sidste 7 deltagere stødte til i bil. De 3 af dem er nemlig for små til at cykle 9 km selv. De to af den kan ikke engang gå endnu og den ene er meget nyfødt. Den yngste på egen cykel er 9 år og klarede fint turen ud. Nogle familiemedlemmer måtte vi desværre undvære, da de ikke havde mulighed for at deltage i noget af det denne dag. 
Mark klarede også fint den hårde tur med mor tronende der i ‘kongestolen.’ (Den unge mand havde spillet fodbold 5 timer dagen forinden, og var kommet til skade med sit knæ, så på hjemturen tog hans kæreste over den sidste halvdel af ruten.)







Her er mor og søn fotograferet foran mors fødehjem, Pogemosevej i Radsted. Hvor hun dog kun boede 3-4 måneder.

Da vi nåede til Carlshøjen skulle alle bestige den og se stenen på toppen. To var rigtig, rigtig seje og kom hele vejen op på cyklen, mens andre gjorde et forsøg, men måtte opgive og trække op, for at tage den noget lettere nedtur. De fleste af os lod dog cyklen stå nede og gik op, men alle uden undtagelse fra den 3-årige til den 79-årige kom til tops, helt ved egen hjælp.

Da vi nåede frem 12:15 var alle godt sultne, så der blev hurtigt pakket ud og spist. Der er ro i lejren, når 26 personer bliver affodret, men så snart maden var spist, var der atter røre i geleddene.
Der blev løbet, leget, gået tur og spillet bold. Vandhunde har vi også nogle stykker af. Dog kan selv vandhunde synes det er for koldt at bade. For selvom det har været en udmærket dag, vejrmæssigt, så var der en del vind, og solen var heller ikke konstant fremme.
Nogen havde medbragt brænde til bålet, så der kunne ristes skumfiduser. Bålets varme nød nogle af vandhundene godt af. Søster 2 havde lavet en stor bradepande fyldt med jordbær-rabarberkage med flødeskum. Jeg medbragte en rabarbersmuldrekage med cremefraiche og søster 1 havde medbragt en bradepandekage. Da kaffen var drukket og ingen kunne spise mere, brød vi op. 2 ekstra børn kom i bilerne og blev transporteret hjem af deres far, og 4 andre tog den nærmeste cykelvej hjem, mens Allan og jeg valgte at følge med tilbage til søster og svoger. Derfra var de fleste så godt som hjemme, mens 4 af os havde godt 11 km tilbage før vi kunne sige det samme. Henholdsvis 42 og 44 km blev dagens cykeltur for de 4 cykelglade tosser. Alle, inklusive ‘fødselsdagsbarnet’ har haft en fantastisk hyggelig dag, så Olde kan godt holde fødselsdag på samme måde næste år. 
Hjemme havde jeg en aftale. En rigtig, rigtig spændende aftale, men den historie må I få en anden dag.

Livet i skoven og en flad cykel

Hverdagene, i de fleste hjem, er vel stort set ens året rundt. Der skal ikke megen justering til, før dagen får en helt anden kulør. I fredags cyklede jeg lidt tidligere hjemmefra end normalt, for at få plads til svinkeærinder inden jeg ramte kontoret.
Lige så ofte som dyrene springer over vejen og ind i skoven, lige så tit sker det, at de bare kigger op, og følger mig nøje. Står jeg af cyklen, sætter de af i fuld firspring og er hurtigt over alle bjerge. Da jeg var kommet langt væk og pludselig huskede, at jeg netop havde rigtig god tid, hoppede jeg af cyklen i skjul af buske og træer, og listede tilbage til fods, og håbede jeg kunne snige mig uset ind på dyrene. Det lykkedes, og jeg stod længe og betragtede dem. Mit kamera fortæller, at der er 10 minutter mellem det første og sidste billede.

Da det var fyraften, og jeg kom ud til cyklen, var den total flad. Jeg tænkte, at jeg nok hellere måtte ringe til min livline, Allan, og bede ham om at hente mig. Hvis jeg skulle trække cyklen hele vejen, ville det tage mig ca. 1½ time at nå hjem, og det havde jeg ikke tid til, da vi skulle mødes med naboerne til aftensmad, og jeg skulle først hjem og lave det hele.
Vel vidende at der ville gå en rum tid, inden Allan fik monteret cykelstativet og kunne nå frem til mig, sagde jeg, at jeg tog min sædvanlige rute gennem skoven. Jeg fik pumpet cyklen, og var spændt på hvor langt jeg kunne komme, inden der skulle pumpes igen. Det luft holdt ikke mange 100 meter, så der blev pumpet nogle gange, men jeg nåede da næsten halvvejs hjem, inden Allan troppede op.
Da han havde læsset cyklen, kørte han længere frem i skoven for vende bilen, mens jeg fortsatte til fods i den retning, der førte hjemad. Her var endnu et dyr i færd med at finde lidt at spise, men da Allan kom kørende stak det af. Jeg satte mig ind i bilen, og da vi rundede det næste skovhjørne, sagde jeg stop, stop. Der står et dyr deroppe i lysningen, hvor skoven slutter.
Jeg kender skoven, som min egen bukselomme, og hvert år, når min cykelsæson starter, er jeg spændt på, hvor og hvor mange steder, jeg skal møde dyrene i den kommende sæson. Selvom disse oplevelser er hverdagskost for mig, og har været det nu i 26 år, så bliver jeg aldrig træt af det. 
Jeg nåede at få lavet den mad, vi skulle have med, og her er et lille udvalg af nogle af retterne. (Ikke mine alene) Fordelen ved at vi igen i år kun mødte 13 deltagere op er, at det er nemmere at få smagt de fleste af retterne. Som nogen måske kan regne ud, var vi 14 til bords. Selvom jeg er opflasket med overtro, er det fuldstændigt prellet af på mig, eller måske er det netop derfor, men ikke alle har det ligeså. Som sædvanlig havde vi en rigtig hyggelig aften med snak, hygge og sang.
Allan har lappet min cykel, så jeg har atter nydt dagens ture på jernhesten, hvor jeg, foruden ‘alle mine dyr’ så et par musvåger. Den ene lettede lige foran mig.
Jeg hørte alle gæssene i det fjerne. Pludselig lettede flere hundrede, som kom flyvende imod mig længere ude over vandet. 
Selvom vejret i morges var helt anderledes en det har været længe, nemlig vådt og diset, så holdt det næsten tørt til jeg nåede frem. Da jeg var i tørvejr kom en regn- og tordenskylle. Da jeg skulle hjem, måtte jeg fiske regntøjet frem. Det var første gang i år, jeg har været nødt til at tage det i brug til eller fra arbejde.

På cykeltur til Dueodde og udvalgt som dagens turister. En cykel der ikke vil lystre og Jernbanemuseet.

Mandag den 20. juli
Efter morgenkaffen, som kusinen gav, cyklede vi mod Dueodde ad cykelruten som førte igennem de små veje og stier. Vi havde kun lige parket cyklerne, da en ung mand kom hen til os og præsenterede sig, efterfulgt af jeg kan næsten høre, at I er turister. Må jeg stille jer nogle spørgsmål, samt tage et billede af jer som dagens turister til Bornholms Tidende?  Njaaa… det er vi ikke meget for... Nå, men vi indvilligede og anede ikke at det kom til at fylde trekvart side i avisen, og hvilke oplevelser det gav os. Vi troede vi fik sådan et lille ubetydeligt hjørne i avisen, men mere om det, “ i morgen” når avisen er udgivet.
Vi begav os ud på den rimelige lange vej til stranden. Da vi var kommet ca. halvvejs, og jeg ser nogle børn prøve på at løbe op ad sandbakkerne, ville jeg tage et billede, men ubs…hvor pokker er mit kamera?  Jeg spurtede ned til cyklerne, hvor jeg måtte have lagt det fra mig. Øv, tænk, hvis nogen havde snuppet det, så var mine billeder væk.
Pyh… det lå heldigvis godt camoufleret i cykelkurven, hvor jeg havde lagt det. Jeg løb tilbage til Allan igen. Det er længe siden jeg har løbet så meget i et stræk.

Der var Etape Bornholm, en maraton på 5 dage, og vi kom til at tale med en af deltagerne. De skulle løbe 5,8 km i sandet på Dueodde næste dag.

Vi nød den friske havluft og sueset ved vandet, mens vi så nogle børn lege med drager. Det perfekte vejr til det. I klitterne var der sol og læ. Her spiste vi vores klemme inden vi besøgte tårnet, som vi dog ikke gik op i. Meget har forandret sig ved Dueodde. Sidst vi var der var det kun sand, sand, sand og atter sand, hvor fyrtårnet stod helt alene uden en busk eller noget som helst andet. I dag er området plantet til med fyrretræer, som holder på sandet. Den vandreklit der ligger der, vandrer ingen steder mere. 
Inden vi cyklede hjemad, ledte vi efter bunkeren fra 2. verdenskrig i fyrreskoven, men vi opgav, for nu havde vi cyklet nok, mente Allan. Da vi nærmede os Nexø, ville han skyde genvej, det blev den længste omvej, fordi vi måtte hele turen tilbage igen, da vi manglede en båd for at komme over vandet.
Da jeg skulle dreje til venstre, var det pludselig kun styret der drejede, hjulet fulgte ikke med. Godt vi har værktøjet med.
 I Nexø besøgte vi Bornholms Jernbanemuseum. Et hyggeligt lille sted, hvor man må gå ind i togene og se det hele. Togvognen til højre er bygget i en tro kopi af den oprindelige. Den er så flot, så flot. Det er virkelig godt håndværk, og så er det sjovt at tænke på at det virkelig er luksusmodellen, der bragte de kongelige rundt. Der var ingen bløde sæder på det tidspunkt.

Færøsk rabarberkage og spørgsmål om trafikregler

De sidste mange dages gode vejr, har passet fint til de aftaler vi havde. I weekenden var ungerne hjemme, og vi opholdt os ude hele tiden. Mandag var vi igen på cyklen for at tage ud og grille med nogle af naboerne. Hygge og socialt samvær, kræver også lidt arbejde i køkkenet. Til eftermiddagskaffen i søndags serverede jeg en anderledes rabarberkage. Opskriften, som er 100 år gammel og stammer fra Færøerne, har jeg, i min pure ungdom, klippet ud af et gammelt ugeblad. Det er både nemt og hurtigt at lave denne lækre kage.

• 500 g rabarber
• 250 g sukker
• ½ l vand
• 1 pk. mandelbudding
• 1 dl vand til jævning

Ovenpå:

• 1 dl. havregryn
• 1 dl puddersukker
• 1 dl cornflakes
• 1 dl knuste makroner                                Tilbehør: Flødeskum
• Lidt kakao
• Solsikkekerner                                     

Rabarberne koges i ca. en halv time med vand og sukker. Gryden tages fra kogepladen. Buddingpulveret jævnes med vandet og røres i, hvorefter det hældes i et fad og sættes til afkølig
Ovenpå: Rør ingredienserne sammen og varm dem på panden, uden at blandingen smelter. Blandingen strøs på kagen. Til sidst drysses med solsikkerner efter smag. Serveres med flødeskum.


Da  jeg cyklede hjem forleden dag, indhentede jeg dette køretøj, en el-scooter, som jeg umiddelbart mente, havde valgt en helt forkert bane at køre i. Jeg blev derfor lidt i tvivl om, hvordan jeg skulle overhale ham.

Jeg holdt mig bagved et øjeblik, for at se om han var konsekvent i sit valg af kørebane. Det var han, så jeg kørte forsigtigt indenom. Hvad havde du gjort? Reglerne for hvor han skulle køre ses her.

Gyldne stunder og en god latter

Det er bare med at nyde det gode vejr, så meget man nu har mulighed for, mens det er her. I  mandags da jeg cyklede på arbejde, et sted hvor jeg rigtigt træder til i pedalerne fordi det er nedad, og jeg lidt længere fremme skal op ad en lang og sej stigning. Jeg trådte i bremserne for at få stoppet cyklen fordi jeg ville se om jeg kunne nå at få et billede af dem i fuld firspring. Lige før de forsvinder ind i krattet stopper de op, men de er allerede langt væk, så der er zoomet alt hvad der var muligt. En hund gav sig sig til at gø. Dyrene forsvandt, og det gjorde jeg også.
I onsdags holdt Allan udenfor kontorvinduet og ventede på jeg havde fri. Han havfde pakket cyklen med kaffen. Vi kørte ned til vandet, hvor vi nød udsynet og stilheden, mens hejrerne fløj frem og tilbage. Et egern kom og satte sig og kiggede nogle få sekunder på os, hvorefter det forsvandt lige så hurtigt, som det kom. Mens vi drak kaffen, kunne jeg høre nogle plask, men vi kunne intet se. Jeg gik ned ad skrænten for at gå på opdagelse. Så var lyden der igen, og jeg fulgte den. Det kom fra en stendynge hvor vandet næsten var forsvundet. Jeg kunne se noget sort noget bevæge sig. Jeg kaldte på Allan. Der var flere fisk i den ‘hule’. En sjov art, som vi ikke umiddelbart vidste var var. Efter at have spurgt Google, er vi nået frem til at det må være Sortvels.  
Der var også masser af muslinger. Hvis det ellers var noget jeg havde kendskab til eller befattede mig med, kunne jeg samle flere spandfulde. Vi holdt os til noget helt andet sommermad, hvor der ikke er fare for forgiftning. 
Dagens indlæg slutter med et godt grin. Det var i hvert fald hvad jeg fik mig, da jeg læste en lærer fra Silkeborgs Gymnasium havde rettet studenternes danskopgaver. Her kommer et par eksempler fra deres stile.
"For de fleste mennesker er den højeste form for lykke den der opstår, når de første gang sætter et barn til livs." 
"Jeg synes, at forfatteren er alt for kritisk overfor ungdommen. Hun sætter alle ud på et brædt og skærer dem over med en kam."
“Da Anne Grethe begår selvmord, er det for hende første gang, at hun gør det.”
Vil du have mere at grine af, kan du finde flere sprogblomster her og her, hvor jeg har fundet dem ovenfor. 

Syrensaft og andet tiden er gået med

Bloggen er blevet nedprioriteret. Tiden er i stedet brugt i den virkelige verden og her er et lille udpluk af det, der har optaget mig i den sidste tid.
Mine gåture, som jeg vægter ret højt, skal der helst være plads til. Det er der også blevet. Tager man en pose med sig, kan man jo høste lidt undervejs. I denne uge blev det til syrener, som jeg har lavet saft af, nøjagtig som jeg gør med hyldeblomster.
Jeg har ikke tal på de blomsterklaser jeg har plukket. Det har jeg heller ikke når jeg laver hyldeblomstdrik, men de fyldte min store Tupperware bageskål til randen. (Mærkeligt at syrenerne kun vil fremstilles som blå) Jeg havde ikke nogen citroner, men jeg havde både grape og appelsiner.
Opskrift:

• En masse syrenblomster klippes af stilkene.
• 1 blodgrape og to appelsiner i skiver
• Knapt 1 kg rørsukker
• 1½ liter kogende vand hædes over
• Låg sættes på og det trækker i køleskabet 4-5 dage. Rør i det for at være sikker på sukkeret er smeltet.
• Det hele blev siet, og appelsin- og grapfrugtskiverne fisket fra. Skrællen blev skåret fra, og kødet som indeholdt rigtigt meget saft, blev presset og blandet ed syrensaften, inden det blev hæld på flasker og tilsat atamon.

Skallerne blev skåret i mindre stykker og syltet.
Jeg har brugt en del timer på mit job nr. 3, hvor jeg nu er ved at kunne sætte punktum og få ro på indtil december.
Vi har hjulpet Mads i forbindelse med husrenovering. Et eller… nej snarere et par store projekter… Der er lang vej endnu.
Jeg har været i planteskolen og købt, men også plantet det sidste til haven og drivhuset for denne sæson, så jeg har lidt at høste og sylte senere på året, hvis vejrguderne vil være så venlige at give os lidt sol og varme.
Allan har brugt den sidste uge hos både hørepædagog, blodprøver, scanning på Nakskov sygehus, neurolog og øjenlægen. Intet af det er helt godt, men der er heller ikke noget graverende, så vi er ikke væltet af pinden. 
En lille sej kerne på 6 personer var, Grundlovsdagen, traditionen tro, på den årlige cykeltur med vores lille grundejerforening og den medbragte madkurv. Maden blev spist på Carlshøjen i Radsted. To mødte op i bil og spiste med. Turen blev på 32 km. Vi havde et helt fantastisk sommervejr. Den første og indtil videre eneste i år. Det var de hvide bens dag. For de flestes vedkommende var det første dag i shorts i år. 
Vi har haft gæster, og været til fest med det arbejde der følger i kølvandet på begge dele. Fødselaren og jeg har været en stor del af hinandens liv, siden vi begge blev født for 60 år siden. Jeg har igennem årene skrevet mange sange til og om hende. Denne gang har jeg skrevet en tale om alt det vi har haft sammen og det meste er aldrig tidligere nævnt, og der er sikkert ikke ret mange end os selv to der kender historierne. Det blev der så lavet om på i går. 
Lediggang er roden til alt ondt, siger man jo, så vi fortsætter næste uge i nogenlunde samme stil med at blande det vigtige med det sjove.

Vi flyttede til Vemmetofte nogle dage

Der er meget der skal passe sammen i livets gøremål. Af flere årsager var det først nu, vi kunne komme afsted på årets første campingtur. 

I grunden gjorde det ikke så meget, da det varme sommervejr lader vente på sig. Vi har været utrolige heldige med vejret, vi fik både tørvejr og solskin.   

Kr. Himmelfartsdag nåede vi frem og fik rejst både campingvogn og fortelt inden middag. Vi spiste os lidt mad, og drog på vandretur i området  Vi startede med den blå vandrerute. Jeg ville se musestenen, som Jørgen også har skrevet en del om her. Stenen ser måske ikke så stor ud på billedet, som den egentlig er, men jeg kunne langt fra nå op til toppen, kun godt og vel halvvejs. Allan har bevismaterialet. 
Vi gik rundt i skoven hele dagen, og vi var ganske enige om, at den lignede vor egen skov på en prik.  Aftensmaden spiste vi på Skovfogedstedet. Allan mente det var den helt rigtige dag at spise ude, da det var vores bryllupsdag nr. 38 i rækken. Menuen bestod af bresaola på sprød salatbund med ristede pinjekerner. En kalvesteak med smørstegte kartofler og garniture. Da vi havde sundet os lidt, blev der også plads til en dessert. Is til Allan og pandekage til mig. Derefter gik vi atter en tur.
Næste morgen steg vi på cyklerne. Kørte til Vemmetofte Kloster. Holddaop en stor historie. Vi gik rundt i parken. Så ishuset – et noget modernet et af slagsen, i forhold til dem vi kender som store mørke dybe brønde hvor der kun er en smal cementkant at stå og fiske isen op fra. Dette var et rigtigt muret hus med gulv. 
Vi cyklede atter ud i skoven og fandt kirkegården og det lille kapel. Vi tog også en tur ud på landevejen og fik set politiet stoppe et par bilister, som måtte af med bøder. Vi vendte om og cyklede atter ind i skoven.
Midt ude i den grønne skov, løb Allan tør for strøm. Høreapparaterne skulle have nye batterier. Hele dagen blev brugt på at cykle og gå rundt. Herunder ses Hellig Svends Kilde.

Som turist har vi en ting at klage over. Vandrebrochuren er af noget ældre dato. Ruteafmærkningerne er meget mangelfulde eller slet ikke eksisterende. Vi er vant til at begå os uden afmærkede ruter, men når man får udleveret en vandrekort, mener jeg, man må kunne forvente, at det kan bruges til at finde vej. I dag er der ikke meget, der er, som det står nævnt i brochuren, men ingen vil betale for at få trykt en ny.  
Vores weekend var fyldt med aftaler, så vi pakkede forteltet ned fredag aften, og var klar til at forlade campingpladsen, så snart vi kunne tjekke ud. Når man er færdig med at sove halv 6, er der længe til kl. 10. hvor de åbner. Så der blev tid til en 2 times morgentur ved skov og strand. Hundekoldt var det. Allans knæ har ikke haft godt af al den aktivitet. Hans knæ var vokset til dobbelt størrelse. Nattens hvile har dog gjort det lidt mindre, men godt er det ikke. Det må man da kalde perfekt timing hvad de par dages campingtur angår. Det er nok slet ikke så tosset at mit arbejde delvis har spærret ben for en campingtur i pinsen, men det giver muligheder for mange andre ting, som i mine øjne slet ikke er ringere.  

Garnrester og andre blandede småtterier fra hverdagen

Jeg har altid glædet mig over de små ting i livet. Det er ikke gods, guld og materielle goder der vægter højest hos mig. Jeg er en nøjsom person.
Som nogle af jer ved, strikker jeg lidt til Røde Kors. Det kniber med at skaffe garn nok. Kampagnen ‘Smid tøjet’ kunne godt have omfattet ‘smid garnet’ også. Vi er ikke særlig krævende. Vi tager til takke med optrevlergarn. Et helt nøgle nyt garn er det rene luksus. Det sker ikke så tit, men når det sker, er der rift om det, hører jeg historier om. 

Hvert lille nøgle der er til overs kommer tilbage på lageret i klubben. De små nøgler har hobet sig op, men ingen af de trofaste mandagsstrikkere mente de kunne få noget ud af disse rester, så jeg, og en anden der også ‘bare’ strikker derhjemme, fik hver en stor posefuld, som vi kunne se om vi kunne få noget ud af.
Garnresterne hører virkelig til i småtingsafdelingen, men foreløbig har jeg da fået to sweatere, og er gået i gang med endnu en i grå og grønlige nuancer. Hvis jeg kan skrabe mere sammen, kan der sikkert blive en blå mere, og en rødlig. Jeg synes det er sjovt at se hvad man kan få ud af ingenting.
Der har også været plads til udeliv. Fuglene fik, i løbet af den forgange uge, endnu en  fodringsplads. Nu har de fire spisesteder rundt omkring i haven.



Jeg opdagede at bladene på mine liljer var godt gennemhullede. Nogen spiser af dem. Jeg fandt også et par syndere. Dette skete midt i ugen, hvor det var godt vejr. Det er bare om at komme ud og nyde solens stråler, når man i alle døgnets bedste timer sidder, er nød til at sidde inde på et kontor.  

Allan har været ude at få taget nye blodprøver, til hans kommende konsulation hos neurologen i næste måned. Nogle af prøverne er nemlig 3 uger om at blive analyseret. Han har fået en opringning om at hans B12 vitaminmangel går i den rigtige retning, men at det stadig ligger i gråzonen, så han skal fortsætte med sin behandling en tid endnu.

Da jeg kørte på arbejde fredag morgen, spurgte jeg Allan, om han ville med ud at cykle, når jeg kom hjem. Jeg, eller vi havde et hængeparti med Storskoven. Nu kender vi en vej mere. Vi cylede hjem gennem vores ‘egen’ skov. Da jeg render noget mere rundt ude i skoven end Allan gør, havde jeg fortalt ham, at de atter havde indhegnet landbrugsområdet. Det ville han en tur forbi og se.
Vi cyklede helt ud til klinten og kiggede ud over vandet. Allan ville samme vej tilbage, men jeg ville tage den lille sti langs vandet. Der kan man ikke cykler, siger Allan. Jo man kan da, og så skiltes vore veje – for en stund, med aftale om at mødes på Aktivitetspladsen. Vi ankom samtidig.

Allan ville en tur ned til stranden. Jeg fulgte med ham
Det er hornfiskesæson, så der er livlig lystfiskeraktivitet, både på den ene og den anden side, i denne tid. Nogen havde også heldet med sig. Andre fangede kun skidt og møg. Vi, eller Allan, spiser ikke hornfisk, så derfor er han ikke så ivrig med fiskestangen, men interesseret i hvordan det går de andre. Vi cyklede hjem, hvor kilometertælleren fortalte at vi havde cyklet næsten 13 km.
Jeg havde kalkuleret med at hele lørdagen skulle stå på havearbejde, men da det småregnende  mere eller mindre hele dagen, ikke de store mængder vand, men lidt surt havevejr., foretrak  jeg at slå mine folder i køkkenet med lidt bagning og andre huslige gøremål.  
I morges var vejret en tro kopi af af lørdagen, men der var et par områder i haven jeg gerne ville have bugt med. Jorden var næsten perfekt til formålet, dog lidt for våd. Det var nu, jeg skulle ud, hvis ikke jeg skulle se på det en hel uge mere, så det blev klaret i formiddags. Om eftermiddagen kom solen frem.
I skoven er anemonerne på retur og overtages nu af andre hvide og blå tæpper.
På mine ture i skoven havde jeg også lagt mærke til, at en vej ud til et skønt bakket område, der har været lukket af i flere år, var ved at blive åbnet. Spørgsmålet var bare om man kunne komme helt derud… Det ville jeg forsøge at finde ud af. Jeg nåede ikke særlig langt, før jeg stødte på to fra nabolaget, så vi holdt lige et lille skovmøde om et kommende arrangement, vi alle skal deltage i.  
Det var ikke det bedste terræn at gå i, da store maskiner har ryddet et skov- og  kratområde, for at bane vejen til en kommende skovsti. Jeg drejer om hjørnet og langt fremme ser jeg, at det ikke er muligt at nå mit mål. Æv, paradiset ligger jo lige derinde til venstre. Her overtrådte jeg skovens regler… Sshy…Det var kun 3-4 meter det drejede sig om.
Da jeg kom ud på den lille sti var der masser af grønne blade. Det ligner ramsløg, men det er liljekonvaller.
Paradiset har forandret sig. Havet har taget sin bid af skrænten, og træer er styrtet i vandet. Jeg glemte helt at tage billeder. Jeg nød bare gensynet. Jeg gik tilbage hvor jeg kom fra, men jeg må afsted igen, når jeg kan holde mig til lovens rene sti.