tirsdag den 22. februar 2011

Da manden blev mundlam

Vi fejrede Allans 60 års fødselsdag i Tyrkiet, sammen med vores unger. Allans mor var meget skuffet over, at blive snydt for en fest, så han lovede, at hun nok skulle blive inviteret på et godt måltid mad, sammen med et par andre familiemedlemmer. At hun så alligevel aldrig nåede det, fordi hun døde en måned før, er en helt anden sag.

Allan har altid masser af ønsker, men jeg synes bare det skulle være noget helt specielt. Og ikke de ”kedelige” ting der stod på ønskesedlen. Det skulle være en oplevelse, han altid ville huske. Jeg havde inviteret en meget lille skare, for at fejre Allan. De fik at vide de skulle komme kl. 13.00. De måtte absolut ikke komme senere, men gerne før. Da de måske forventede, at der blev serveret en sen frokost, nævnte jeg, at vi først fik mad til aftens, men selvfølgelig en tår kaffe om eftermiddagen. Jeg bad dem ligeledes, uden yderligere forklaring, at tage noget tøj på de ville møde op i, hvis de skulle til fest. Allan fik besked om at tage jakke og slips på. Han spurgte lige en ekstra gang, om jeg mente det, og så tænkte han ikke mere over det. Da gæsterne var ankommet, skulle vi ”tilfældigvis” ud og nyde det gode vejr.   

Picture 004

Picture 005

  

Et øjeblik efter kommer en limousine kørende ganske langsomt. Det er ikke hverdagsmad på vores kanter. Alle stirrer, og nogen siger: “hvor mon den skal hen.” Den drejer om ad vores vej, og pludselig holder den ud for vores indkørsel og chaufføren stiger ud. Allan har fuldstændig tabt mælet, og siger absolut ingenting. Han og resten af flokken, får besked på at gå ind i bilen, fordi vi skal ud på en lille køretur.

Picture 008   Picture 007

De første 15-20 min. indtil overraskelsen havde lagt sig, kom der ikke en eneste lyd over Allans læber. Vi kørte ad små krogede veje helt ud i yderområderne, og de steder vi blev set, blev der lige kigget en ekstra gang. Vi holdt pause ved Oreby Slot, hvor vi fik hvert et glas champagne, inden vi kørte hjem af andre småveje.

Oreby gamle Kro P1010018

 

P1010019 Jeg serverer kaffe og kage, mens Allan pakker gaven op fra mig. Et gavekort til Bakkens Hvile, noget han tit havde sagt, han kunne tænke sig. Gaven indebar, at han skulle trækkes med mig, men han påstod, at han ikke var ked af det. 

Da Allan havde fået mælet helt tilbage, sagde han…Der tog du godt nok fusen på mig.

 

5 kommentarer:

  1. Super ide Pia.. er sikker på du nød at opleve ham helt stille og uden ord.. :-)

    SvarSlet
  2. hihi, det er meget godt en gang imellem at lukke munden på de mandfolk, og du fik jo gjort det på en pæn måde...;-D

    SvarSlet
  3. Inge..- det gjorde jeg, og stoltheden lyste ud af ham :-)

    Annemarie.... Ja ik´! Normalt er han ikke meget talende, men biler, motorcykler :-) og den slags hører jeg meget om, bare ikke lige på den tur :-)Han fik dog efterfølgende tjek på det hele :-)

    SvarSlet
  4. Hvor FANTASTISK med sådan en overraskelse - det har du gjort PERFEKT. Jeg kan lige forestille mig hans ansigt, da Limoén kom kørende...WAW og sikke en gave! FANTASTISK - tak fordi du delte med os :0))

    SvarSlet
  5. Lotte....Jeg er ikke i tvivl om jeg ramt plet ☺ Se bare udtrykket i hans ansigt, da han sidder og troner i bilen :-)

    SvarSlet

Alle kommentarer bliver værdsat. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)