En turists observationer fra Kreta

Allerede i 1995 hvor vi fejrede min 40 års fødselsdag på Kreta, forestillede vi os, at vi kunne nå at køre øen rundt og få et godt indblik i lidt af det hele. Det kom noget bag på os, at det, trods rigtige gode veje, tog over 7 timer at køre fra den ene ende af øen til den anden. Vi har derfor nu for femte gang besøgt Kreta, Vi manglede at udforske Lasithi området på Østkreta, som tager sig anderledes ud end resten af øen. 
Det første der mødte os, var en meget lille og ret gammeldags lufthavn, men der var ikke andre mennesker end det fly vi selv var ankommet med, så det virkede ikke trangt og klemt. Bagagen kom ret hurtigt, og vi kunne gå ud til vores ventende bus.
Ude slog varmen os i måde, og der var tusindvis af mennesker, der stod foran en slags udendørs gate. Vi fandt det rejseselskab vi var knyttet til, og gik som sild i tønde gennem noget afspærring, som man ofte gør inde i andre lufthavne, til vi nåede frem til guiden, som oplyste, at vi skulle med bus 164 og pegede i en given retning.
Du milde med busser. Aldrig før har vi set så mange busser samlet på så lille et område. De holdt på stribe, og på kryds og tværs i alle mulige retninger, uden nogen form for system i nummerordenen. Jeg så busnumre fra 5 til 248 spredt mellem hinanden, og jeg prøvede at tælle busserne, men måtte opgive da jeg nåede til 50. Busserne kørte og nye kom til, ustandseligt. Der blev bakket, dirigeret og flyttet rundt i en uendelighed.
Vi blev kørt til en dejlig lejlighed, på et lille hyggeligt hotel i Agios Nicolaos, hvor kun to unge piger, foruden os, skulle af. De andre skulle køre en halv time mere.
Vi var væk fra den værste turisme omkring centrum, men ikke længere væk end vi kunne gå dertil og nyde synet af Lake Voulismeni, fra forskellige sider. Man kan gå rundt om søen, eller finde et sted at slå sig ned, enten i kanten af søen, eller højt oppe. Vi endte flere gange på det rigtige gode spisested La Strada, højt oppe, hvor vi nød udsigten, maden og vinen, mens mørket faldt på. 
Jeg vidste, det var en rigtig god ide at have godt med kontanter med, så vi mente vi havde garderet os med de euro, vi havde hævet, da de også tager mod dankort, de allerfleste steder, hvor turisterne færdes. Vi ville have hævet en portion mere, men det glemte vi.
Hvad vi ikke vidste, var, at betalte vi med kontanter, kunne vi spare helt op til halvdelen af beløbet, eller som minimum skatten, mange steder. Det være sig i butikker og sågar ved køb af brændstof. Det undrer mig i den grad, når vi både ved, og også under denne ferie, har set og oplevet (det kræver et selvstændigt indlæg) hvor omhyggelige de er med deres papirregistreringer og kontrol af alt muligt, efter den økonomiske krise. 
De andre gange vi har været på øen, og har kørt i bjergene, har vi set beboede ensomt liggende huse, og hårdt arbejdende kretensere, men i dag er de fleste huse forladte, i hvert fald på Østkreta. Man kan dog stadig finde en lille bjergby, hvor der bor nogle få mennesker, men intet er mere, som det var. På et tidspunkt kom vi igennem sådan en lille, men meget faldefærdig og næsten forladt by. Vi mødte en vandrende græsbunke, som viste sig at være en kone, der slæbte, mens manden, som sikkert har haft helbredsproblemer, sad bag bilen og hjalp til med at tømme greben for læsset. Vi parkerede dog bilen alligevel, for at se om der var et sted Allan kunne få sig en is, eller en tår kaffe. Vi fandt et lille sted, hvor der stod et par stole udenfor. Her forhørte vi os. Den gamle mand vinkede mig efter ham, ind i det bagerste mørke hjørne af biksen. Her løftede han et grydelåg, hvorunder der lå noget kød med ben. Jeg fik ikke fat i, hvad det var. Derefter løftede han et endnu et grydelåg. Her lå der noget kanin. Det hele så lækkert nok ud, men vi havde næsten lige spist vores medbragte klemme. Vi kunne få kaffe. Kagen var et lille udvalg af kiks i ruller, på en hylde, men vi holdt os til kaffen.
Hastigheden og øvrige færdselsregler, er der ikke mange der overholder, og jeg undrer mig over, de alle tager det så roligt. Der er ingen tudehorn ustandseligt, som vi ser og hører mange andre steder. Med mindre man er på scooter, hvad rigtigt mange er, og bare kan sno sig igennem, så holder troligt og venter, til den der har parkeret bilen midt på gaden, kommer tilbage og flytter den. Er man buschauffør, giver man måske et lille dyt, og venter lidt. Sker der ikke noget, stiger man selv ud og flytter det køretøj, der måtte står i vejen.
Kreta er stadig fyldt med telefonbokse på hvert et gadehjørne. Bemærk lige den lille hængelås på både bilen og på den udendørs vandhane, i byens gader. Skiltet med hunden, så vi mange steder, og det er åbenbart noget man respekterer, fandt vi ud af, da vi så hvad der foregik, da en hund gjorde anstalter til sit forehavende. bredte hundeejeren først et stykke plastic ud under hundens bagdel, men hunden flyttede sig, og der kom en klat lidt uden for det placerede plastic. Så blev der hevet både en pose op til opsamling, hvorefter der også kom vandflaske og klud frem, og fliserne blev vasket og pudset.  Deres vandforsyninger er også noget helt specielt. Det viste billede er sådan en mellemting, i størrelse, af hvad man finder for hver 100 meter, når man kører gennem landskabet. Der er virvar af slanger og målere.
Skolerne virker, udefra, stadig lidt militæragtige pga. deres indhegning. Vi så dog ingen vagter, som vi har set andre steder. Vi så også et kæmpe område, der var indhegnet, hvor både børn og voksne cyklede rundt, mellem vejskilte, hajtænder og fodgængerovergange, men ude i den virkelige verden, så vi ingen cyklister, ud over de mere professionelle. 
Som sædvanlig er vi stødt på mange små og store ting, som vi har undret os over, når vi har bevæget os rundt på øen, men det bliver for meget at nævne det hele.

En stråtækt idyl

Camilla flyttede hjemmefra i 2003, og har lige siden boet i hovedstadsområdet. Først i en lejet lejlighed, hvor hun boede 2-3 år, inden hun købte ejerlejlighed i Albertslund til en himmelhøj pris, for ca. 12 år siden. Der gik ikke lang tid efter købet, før finanskrisen kom, og huspriserne raslede nedad, til under det halve af hvad hun gav. De sidste mange, mange år, har hendes store ønske været at få egen have, men hun har mere eller mindre været stavnsbundet.
Da huspriserne nu næsten er på samme niveau, som hun i sin tid købte til, satte hun sin lejlighed til salg og kiggede efter hus.
Hun (og vi andre også) var spændt på om det gik så let som ejendomsmægleren spåede. Hun kunne jo ikke købe noget, før hun havde solgt, og kunne alt det der nu gå op i en højere enhed? Hun ville jo allerhelst bo i Storkøbenhavn, så hun er tæt på sit job, for det hun arbejder med, findes kun i hovedstadsområdet, men det var økonomisk ikke muligt, med mindre hun blev boende i sin lejlighed.
Man kan jo sagtens kigge på hus, selvom man ikke kan købe, så det gjorde hun. Hun havde fundet et hus i den idylliske by Jyllinge, med al den natur, hun ikke kan undvære. Vi var med, da hun skulle se huset anden gang. Hun skrev under, men trak sig, som man kan, da det viste sig, at der var for mange problemer med BBR om ulovlige ting og skjulte skader.
Hendes lejligheden blev solgt på bare 23 dage, og de nye ejere ville gerne flytte ind omgående, så der blev run på, med at få pakket ned og kørt alt overflødigt ned til os.
Hun kiggede videre. (Allan kiggede også) En dag sender Camilla et link, til en pragtfuld lille bolig med en enorm have, lige op til skoven, med ordene: ‘Jeg håber det bliver mit’. Jeg har allerede været nede i Rønnede og kigge på det, sammen med P og snakke med ejerne, som er jordens sødeste mennesker. Man føler bare at man har kendt dem altid. Desværre er der flere interesserede købere, men jeg vil kæmpe for det hus. Det SKAL bare blive mit.
Dette salg er lidt anderledes i konceptet, da det er ejerne selv, der viser frem og ikke ejendomsmægleren, selvom der er sådan en på.
Den ene dag efter den anden gik, uden at Camilla hørte noget, så hun kontaktede ejendomsmægleren, for at forhøre sig, men han blev ved med at væve udenom. Camilla var bekymret for, om der var kommet nogen og havde overbudt hende, men det forsikrede ejendomsmægleren, at der ikke var. Han var ikke meget for at fortælle, hvad det var der forsinkede handlen. Det ville han helst undgå at involvere Camilla i, men han gav sig og fortalte, da det blev ved at trække ud, og Camilla intet hørte.
Der var noget galt med BBR og godkendelser, men de regnede med, det var en bagatel at få det godkendt, men det gik ikke helt så let. Vi ventede spændt og håbede det bedste. Endelig en dag skrev hun. Nu er huset mit.
Hun overtager det den 1. november, men inden da, har vi fået lov at komme og sætte hegn op i hele haven, så de firbenede bliver hjemme, og skovens dyr bliver hvor de skal. Allan og Camilla har allerede været der og måle op. Jeg måtte ikke komme med. Camilla mente ikke, at hele familien kunne tillade sig at troppe op, i det stadig beboede hjem. Det var rigeligt at de troppede tre op. Barnet havde da ganske ret. Bagefter fortæller hun mig, at ægteparret havde spurgt, hvorfor hun dog ikke havde taget mig med også. Jeg ville vældig gerne have hilst på de to hjertelige mennesker, og fået samme rundvisning som Allan, Camilla og kæresten, men jeg må pænt vente og nøjes med beretningerne om både det ene og det andet. 

Det er gået den gale vej, men vi satser på at bøtten vender nu

Dette år er ikke gået helt som forventet.
De timer jeg, fra årsskiftet, skulle få mange flere af til mig selv, er forsvundet som dug for solen.

• Jeg ved med 100% sikkerhed, at jeg ikke har ligget på langs og drevet tiden væk.
• Jeg har kun holdt 2 ugers ferie, og har ikke engang været PÅ ferie, andet end 3 dage.
• Vi plejer at tage på forlænget weekend/camping nogle gange om året. Det har vi slet ikke været i år. 
• Vi har heller ikke været på andre hotelophold, eller lignende i stedet.
• Jeg kan ikke undskylde mig med, at jeg har brugt ekstra tid i haven denne sommer.
• Det er heller ikke pc’en og internettet, der har stjålet min tid.
• Godt nok har jeg arbejdet nogle fredage, hvor jeg skulle have fri, men det kan jeg ikke give hele skylden.

Hvad pokker er tiden så gået med, spørger jeg mig selv.
Egentlig synes jeg jo, at året i bund og grund er gået, som de fleste år er, med en god blanding af lidt af det hele. 
Det ekstrem varme og tørre sommer, må bære skylden for det manglende hus- og havearbejde, men når jeg graver lidt dybere, ved jeg at jeg, i flere omgange, har brugt ret mange timer som sygepasser, operationer og diverse lægebesøg, hvor jeg har været nødt til at medvirke, på den ene eller anden måde.
Vi kan ikke just påstå, at vi har været hårdt ramt, men det har tæret på fritimerne, som vi ville have fået mere og helt andre oplevelser ud af, hvis vi selv kunne have valgt.
Der er også sket mange gode ting, som vi heller ikke har haft den store indflydelse på, men alligevel fået lov til at være en lille del af.

Camilla har solgt sin ejerlejlighed og købt sig et hus. En stråtækt idyl på landet, lige op til skoven. Vi glæder os alle til hun kan flytte ind.

Her i september er vi startet med at få udført nogle af vores egne, mange hængepartier. Der er et stykke vej endnu, men vi har fået lavet en del, og vi fortsætter med at give den en ordentlig skalle.      

Ferien gik til Kroatien og Bosnien

Jeg skrev ellers her, at jeg ikke ville skrive om vores ferie til Kroatien, men man har et standpunkt til man tager et nyt. Billeder har jeg vist nogle af her, men jeg har aldrig fortalt om ferien, selvom jeg efterfølgende ofte har tænkt på det. Nu sker det så alligevel. En hel uges ferie i et enkelt indlæg. Altså noget forkortet i forhold til hvad jeg plejer.
I denne måned er det to år siden, vi var afsted. Jeg havde forventet at Kroatien var et fattigt, nedslidt og krigshærget land, men jeg blev positivt overrasket. Alle mine fordomme blev manet til jorden. Der var ikke nogen fattigdom at se. Fine nye huse med velplejede haver. Der var en fantastisk smuk natur og mange idylliske pletter.
Fra hotellet, som lå højt oppe, var der 328 trappetrin ned til strandpromenaden. Den tur tog vi, op og ned, mindst en gang om dagen. Allan var afsted med et optapet knæ, der helt skulle skånes lidt, så mens han hvilede ben, før eller efter vores vandreture, motionerede jeg på trapperne. Over 3.000 trin eller 5 ture blev det til nogle af dagene.  
Vi lejede også bil tre dage, hvor vi blandt andet var en tur til Krka og gik rundt i det store naturområde mellem en masse vandfald.

Især et var imponerende stort.
Kroatien har et godt vejnet og mange, både små og store betalingsanlæg.
Motorvejene ligger øde hen, fordi det er betalingsveje. Man benytter i stedet hovedvejene, som er gratis at køre på. På motorvejene føler man sig virkelig alene i verden.  
Der hvor vi boede, kunne man ikke undgå at krydse Bosnien, når vi skulle mod nord.  Det betyder, at man skal have sit pas med. Det syntes vi var underligt.

Når nu vi var så tæt på Bosnien, skulle vi da også udforske dette land lidt. Det var en stor kontrast til Kroatien. Gråt og trist. Bosnien bar tydeligt præg efter krigen. Der var mange faldefærdige huse. Man var først lige påbegyndt opbygningen efter krigen, nogle ganske få steder.  På vejen dertil, måtte vi flere gange putte dankortet i en automat, for at få bommene til at åbne sig, så vi kunne køre videre. Vi ville se Den Gamle Bro i Mostar. Parkeringen og ikke mindst betalingen var et kapitel for sig.  Der var ingen ledige P-pladser i hele byen. Når nøden er størst, er hjælpen nærmest. En mand, på motorcykel, i en autoritetstro vest, kom som sendt fra himlen og ledte os gennem afspærringer og byens snørklede gader, ind i en stor baggård, hvor man kun kunne betale med kontanter til ågerpriser. Allan blev så sur og mopset, at han ville køre hjem igen, uden at se det, vi var kommet for, mens jeg mente det var for dumt, når nu vi havde taget turen. Jeg prøvede at forhandle mig frem til et beløb, da vi kun skulle kun være der en time eller måske to. Først var de overhovedet ikke forhandlingsvillige, så jeg sagde vi kørte igen. Så ville de åbenbart hellere nøjes med mindre. Det var stadig en dyr parkering, men nok ikke værre, end hvis vi havde parkeret i København i de dyre timer.


Vi har set røde og grønne søer og oplevet meget andet i Kroatien, men beretningen stopper her, for denne gang.
Kroatien er et af de få feriesteder, jeg godt kunne lokkes med til endnu en gang. Bare det bliver i et andet hjørne, for jeg gider ikke se det samme to gange. Jeg vil hellere opleve noget helt nyt.