Hverdagen efter ferien på Madeira

Tirsdagen bestod ikke i meget andet end at passe mit arbejde og prøve at få indhentet lidt manglende søvn.
Onsdag var jeg mere klar i hovedet, men jeg kunne godt mærke, at jeg ikke var helt skarp i min hjerne, til det arbejdsdagen bød på.
Torsdag fik jeg vasket lidt tøj og begyndte at rydde lidt af alle vores sager på plads og fik tømt bilen for det sidste. Det var sent - vi var gået i seng, da Camilla ringede og undskyldte meget, det sene tidspunktet. Hun plejer også selv at sove på dette tidspunkt, men hun havde lige opdaget at overboen havde en vandskade, og det nærmest regnede ned hos hende, gennem loft og væg, og hun stod og skulle til Tyskland næste dag.
Fredag havde Allan en aftale om at vores campingvogn skulle afhentes kl. 9:00 inden vores udlejer skulle rejse samme dag. Allan og han blev enige om, inden vi rejste, at vognen kunne stå tørt og godt, til vi kom hjem igen. Der var nok dage til at Allan kunne få den klargjort til vi skulle campere i påsken, som vi havde planlagt. Vi havde endda bestilt plads på en campingplads i det jyske. Allan mente ikke det var noget problem at campere i hans tilstand, så han allierede sig med Mads, som fik lavet en flexaftale med sit arbejde. Vognen kom hjem, men jeg har hele tiden syntes, det var en rigtig dårlig ide at tage på camping i den situation han var i. Han er også selv blevet klogere, så vi bliver hjemme. Nu har han også raget noget hoste og en ordentlig gang forkølelse til sig. 
Om aftenen var der den årlige generalforsamling i vores lille grundejerforening, som svoger nærmest trak hele læsset på. Alle er indstillet på at vi skal prøve at få den til at køre videre. Vi er så få medlemmer, at alle nu har hver en post.  Her i huset betyder det ingen ændringer.
Efter generalforsamlingen var der hjemmebagte pandekager med is. Derefter spillede vi banko. Vores lokale Brugs er altid flink til at sponsorere nogle små pakker. Allan skovlede til sig. Hele 4 præmier á max. 20,- kr. løb han med. Godt jeg havde rygsækken med til glas, tallerkener, bestik, kaffe, krus og de pakker vi selv skulle medbringe. Jeg selv vandt en enkelt præmie. Det er altid så hyggeligt, så klokken blev over midnat inden vi gik hjem.
En stor del af lørdagen blev brugt til at udfylde diverse papirer til forsikringsselskabet. Spørgeskemaer til rejseselskabet og til flyselskabet. Betale regninger, og samle op på andre småting, jeg ikke nåede inden vi rejste. De sidste ting fra rejsen blev ryddet væk. For første gang siden vi kom hjem, kunne jeg endelig få plads til min sædvanlige gåtur. Hele 4 dage uden at kunne komme ud at gå, er altså længe. Jeg var spændt på, hvordan skoven ville se ud efter mit lange fravær. Resultatet ses på billederne. Både anemoner og violer er skudt op, og det grønnes dag, for dag.
Nu er det endelig blevet normal hverdag, og jeg ser frem til et par stille påskedage. 

Madeira til fods

Tirsdag den 17. marts 2015. Vi vågner til en grå dag, men solen kommer frem og skinner det meste af dagen. Temperaturen sniger sig op på 14-15° grader, men det føles noget koldere.
Da vi har meldt os på udflugter både torsdag og fredag, har vi valgt at bruge første dag på at udforske øen til fods. Rigtigt mange steder foran hoteller, tankstationer og butikker, finder man disse små stråtækte huse. Vi sætter kursen mod Funchal, for at se Atlanterhavets mest populære krydstogtdestination, som ca. 500.000 krydstogtgæster hvert år besøger.
I den uge vi opholdt os på Madeira, anløb der nye krydstogtskibe hver dag. 

Vi kom forbi præsidentens bolig, og havde fået oplyst, at hvis porten stod åben, måtte vi gerne gå ind i haven. Da der stod vagter i porten, mente Allan ikke vi måtte gå ind. Der var ingen turiststrøm, vi kunne følge. Vi var helt alene. Jeg mente de stoppede os, hvis vi ikke måtte gå derind. Allan holdt sig på behørig afstand, og jeg gik ind alene. Vagten nikkede godkendende, da jeg spørgende gik forbi. 
Det var en have med mange blomster, træer og buske, med små skilte, så man kunne se hvad det hele var. Der var gartnere, der gik og plejede det haven. Et par kæmpe bure (volierer) med  papegøjer og undulater var der også.






Da flere og flere  turister lidt efter lidt fulgte mit eksempel, kom Allan også ind. Vi kiggede ind i det lille smukke kapel, der hørte til præsidentboligen. Her var kakler på væggene. Kakler er igennem tiderne blevet brugt rigtigt meget på Madeira. De fleste tror kakler stammer fra Holland. Det troede vi også. Mange kirketårne er stadig belagt med kakler, og man kan også finde en hel mur med kakler på en bygning i byen. Bagerst i haven var der den smukkeste udsigt over havnen, hvor krydstogtskibene lå.
Vi kom forbi militærmuseet. En flot bevaret bygning fra det 15. og 17. århundrede. Vi var rørende enige, om at det ikke havde så stor en interesse, at vi ville betale entre, for at se hvad museet indeholdt. Vi nøjedes med at gå rundt i gården, og se bygningerne udefra, og på soldaterne og vagterne. Stedet er stadig sprællevende, da det et er den officiel bolig for Statsministeren og Den Ansvarlige for Militæret. Vi undlog at fotografere alle disse mennesker.
Vi fortsatte turen mod Monte, og talte lidt om vi skulle tage turen til fods enten op eller ned. Vi blev enige om at tage svævebanen op, så kunne vi altid se om vi havde mod på at gå de små km ned. Vi kørte op i en uendelighed, og var nu overbevist om, at turen ned var samme rute.
For de eftertragtede ture, hvor man bliver skubbet ned i kurve, i en voldsom fart, skulle vi ikke nyde noget af. I øvrigt fortalte guiderne, at det var blevet så stor en turistattraktion, at man ikke mere kom helt ned, men at turen stoppede på halvvejen. Derfra skulle man altså selv gå, enten op eller ned. Eller ringe efter en taxi. Benytter man taxi, som er et billigt transportmiddel, hvis man altså lige husker at aftale prisen, før man afgiver sin bestilling, eller man forlanger at der køres efter taxameter, som starter i det øjeblik man bestiller sin tur.
I Monte ligger en stor botanisk have, som vi valgte fra. På denne årstid, mente vi den måtte være lidt tam at se på, og det så også sådan ud, selvom mange havde købt billet sammen med svævebanen. Vi gik en lille tur og kom til kirken, der ligger på toppen af Monte. Allan havde ondt i knæene, så han blev nede for foden af den enormt høje og bede trappe, mens jeg tog turen op og ind i kirken, og fortsatte højere op i kirken. Jeg tror, jeg på et senere tidspunkt, må lavet endnu et indlæg om Monte. 
Da vi var nede igen, gik vi efter Bondens Marked, hvor der skulle være et leben uden lige. Dog mest om formiddagen, hvor alle skal købe fisk. Da vi kom var der kun en enkelt sælger tilbage, der var ved at pakke de sidste rester sammen. Alle de andre borde var ryddet totalt. Det kunne have været sjovt at stå oppe og kigge ned på det virvar, det må have været. Vi tror dog også der ville have været trængsel på denne plads, så vi havde næppe set noget alligevel.
Senere på dagen kommer alle bønderne og de små haveejere med deres høst, som de sælger ud af, og deler smagsprøver ud. Man skal være opmærksom på at nogle forlanger penge for deres smagsprøver. Så man skal huske at spørge om det er gratis inden der lander en portion et-eller-andet på håndryggen. Der er dog også en mange der gerne deler gratis smagsprøver ud. Det er svært at slippe udenom, når man som jeg også gerne vil smage på al den eksotiske og fremmede frugt de har på Madeira. Jeg smagte mange forskellige sjove ting. Jeg anede ikke der fandtes så mange forskellige passionsfrugter i forskellige former og smagsvarianter. Ananas, banan, citron, æble, mango osv. osv. Der findes langt over 400 forskellige slags, og jeg kender ikke dem alle, men har under ferien smagt en 8 - 10 forskellige slags. Til sidst kan man jo ikke huske det ene fra det andet.
Om selve markedet er der meget, meget mere at fortælle og skrive om. Vi besøgte det en eftermiddag mere. Dagens udflugt, har været hård ved Allans dårlige knæ, så han må hvile ben nogle gange i løbet af dagen. Vi satte kursen mod hotellet, hvor der var endnu flere stigninger vi skulle forcere. Der var en restaurant lige under vores hotel. Der spiste vi, for at skåne Allans ben for flere udfordringer den dag. Benene skulle jo helst være klar til den 11 km lange levadavandring, som vi havde tilmeldt os i overmorgen.   
Uddybende informationer, blandt andet om Militærmuseet, og meget af det andet jeg har nævnt, eller kommer til at skrive om i de kommede indlæg, kan du læse mere om her: Madeira online.

Fly der ikke kunne lande, en flad bil og … (2)

Søndag den 22. og mandag den 23.marts 2014.  Første del kan du læse her.
Normalt, når sådan noget sker, hvad det gør med jævne mellemrum, så lukker de lufthavnen helt, så ingen rejsende bliver lukket ind, sagde guiden, så han undrede sig over at der blev ved at strømme mennesker til, men det har måske noget at gøre med de modstridende informationer han og lufthavnspersonalet fik?
Når nu vi stod så tæt på indtjekningsskranken, var vi ikke meget for at forlade vores plads i køen, hvis der pludselig skulle blive grønt lys for aflevering af kufferter. Pludselig startede båndet, og et enkelt par slap fri af køen, men så blev det hele stoppet igen. Vi ventede atter en tid, og så skete der noget.


Vi fik afleveret kufferterne. Lufthavnen var blevet stuvende fuld af mennesker. Guiden anbefalede, at vi blev nedenunder, da sikkerhedskontrollen ovenpå så endnu værre ud. Der stod de som sild i tønde mellem snorene og havde ikke mulighed for at gå nogen steder. Det næste var at vi stadig ikke vidste om vores fly var sendt retur fra De Canariske øer, eller hvad der i det hele taget skulle ske.
Nogle fly blev aflyst helt. Et enkelt blev sendt afsted. Det var nemlig ikke kun landing der var umuligt. Det havde heller ikke været muligt at lette. Efter en rum tid blev et fly sendt afsted, og der begyndte at ske lidt på tavlen. Vi ville få information kl. 13. Det blev dog udsat til kl. 14. Uden at vi, eller guiderne fik nogen information alligevel. Kort efter blev vi dog sendt til den kilometerlange kø til sikkerhedskontollen, og guiderne ville se om de kunne skaffe os noget mad og drikke.
Der var frygteligt varmt og trangt mellem snorene. Utroligt at folk ikke faldt om. Der var jo intet luft overhovedet. Langt om længe røg vi gennem nåleøjet. Stillede os i endnu en kilometerlang kø, for at få udleveret hver en Voucher. Da vi havde fået dem udleveret, blev Allan beordret ind i et tilstødende lokale, det eneste sted der var ledige borde og stole. Her kunne han samtidig holde øje med rygsækkene, så jeg slap for at slæbe rundt på dem, mens jeg stillede mig i den næste alenlange kø. Efter at have stået i denne kø i en time, blev det min tur til at bestille mad og drikkevarer. Derefter var det en ny, lige så lang kø, for at få udleveret det, jeg havde bestilt og betalt ekstra for at få, fordi Allan vi gerne ville have et glas rødvin.
Vi havde intet fået at spise siden meget tidligt i morges. Vi havde heldigvis haft vand med, så langt som man nu må have det. Da klokken var 16 blev mit nummer endeligt udtrukket… på den ene portion mad og drikke. Jeg skyndte mig ind til Allan og satte bakken foran ham og sagde, at han bare skulle gå i gang, og lade være at vente på mig. Da jeg efter 10 min. kom ind til ham med min mad, var han slet ikke begyndt at spise Han ville vente på mig. Jeg nåede at sætte mig, da en mand, (en passagerer) kom ind i vores lokale og råbte, om der var nogen her, der skulle til København med Thomas Cook, for så var det NU. Vi tog en bid af kødet, hældte rødvinen ned, og forlod stedet så hurtigt vi kunne. Der var åbenbart ingen højtalere i det rum vi befandt os i. 
Vi kom ombord og blev orienteret om, at vi skulle en tur til Tenerife, fordi personalet nu havde opbrugt deres flyvetid. Vi skulle, af sikkerhedsmæssige grunde have nye friske og udhvilede piloter, samt helt nyt kabinepersonale. Desværre kunne de ikke nå at servere, hverken det ene eller det andet, på de 55 min. flyveturen varede. Når vi landede på Tenerife, skulle flyet tankes op, mens besætningen blev udskiftet.
Det tog en time et blive tanket op og få udskiftet personale, og hvad de ellers har skulle klare. Klokken 18:25 letter vi endelig og har nu 5 timers flyvning til Kastrup. Dertil skal vi lægge en time, på grund af tidsforskellen. Vi så Teide fra flyveren og vi fulgte solnedgangen, og endelig fik vi lidt at spise og drikke. Al udskænkning var gratis. Vi landede ca. kl. 00:30 i Kastrup
Vi får hurtigt fat i vores kufferter, og går ud og venter på bussen, som skal køre os ud til P15. Da vi når frem til bilen, virker fjernbetjeningen ikke. Selv på gammeldags maner, med nøglen direkte i bildøren, kan Allan ikke lukke op. Jeg forsøger og får lukket den ene dør op, men kan ikke lukke de andre op, hverken udefra eller indefra. Heller ikke bagagerummet. På grund af de brækkede ribben, kan Allan ikke lukke kølerhjelmen op. Da vi får den åbnet, kan han selvfølgelig ikke se, at der er noget galt. Han bander og svovler. Bilen er knapt 3 år. Det er for dårligt at et batteri ikke kan holde længere. Vi har sgu da aldrig haft problemer med det.
Det lykkedes mig til sidst at få lukket den anden fordør op også. Ved hjælp af en lille lommelygte fandt vi også det nødhjælpsnummer, som vi aldrig før i vort liv har haft brug for. Allan ringer og venter, og venter i køen.
Når man har 5 døre i en bil, kan forsæderne ikke sådan lægges ned, så man kan komme om på bagsædet. Jeg får stillet og skruet så meget på forsædet ved siden af Allan at jeg får kantet rygsækkene og kufferterne ind på bagsædet. De kan kun lige akkurat kantes over nakkestøtten. Allan venter stadig i telefonen på at få forbindelse. Da han endelig kommer igennem, siger de gudhjælpemig at der er 1½ times ventetid på assistance.
Hjælpen som kommer til fods, fordi han ikke kan komme ind gennem bommen, får startet bilen med en buster. Han tester bilen med sit tekniske udstyr. Der er ikke noget galt udover at batteriet er helt fladt. Så langt så godt, men hvorfor er batteriet fladt? Det fandt han også ud af. En lille pære i loftet, havde en vis herre glemt at slukke, da han skulle se at pakke vor GPS sammen, den nat vi rejste ud af DK.
Allan frøs så meget. Tændrene klaprede, benene, ja hele skroget rystede på ham, så jeg måtte køre indtil han fik varmen. Nu manglede vi bare, at der var noget galt med huset da vi kom hjem. Det stod heldigvis som vi havde forladt det. Vi landede her 3½ timer før jeg skulle møde på arbejde, så jeg var noget groggy den dag.
Da jeg kom hjem fra arbejde om tirsdagen, sagde Allan, at der var sket flere dårlige ting. Han havde nemlig mistet sit lille kamera. Enten i Funchal lufthavn, hvor han sidst havde taget billeder. Eller måske havde han fået puttet det i jakkelommen, da vi hastede ud til flyveren, og så måtte det være faldet ud af lommen, så det lå i flyveren. Heldigvis dukkede det til syne, da vi, efter et par dage, fik tømt bilen for de sidste ting. 

Brækkede ribben og fly der ikke kunne lande på Madeira (1)

Det er søndag morgen den 22. marts, og vores sidste hele dag på Madeira. Det har regnet alle dage, og de sidste to nætter har det styrtet ned. Vi har den lejede bil i dag med. 
Det var meningen at indlæggene fra turen, skulle komme i den rækkefølge vi har oplevet dem i, men nu får I den mere dramatiske slutning først. 
Jeg har været i bad, og er ved at gøre mig klar til at gå til bageren, mens Allan tager sit morgenbad efter at kaffen er sat over. Der lyder et kæmpe brag fra badeværelset og jeg bener derud, men kan kun åbne døren på klem. Noget spærrer. (Allan er total døv uden høreapparater) Jeg får skubbet så meget til badeværelsesdøren, at jeg kan mase mig igennem sprækken. Der ligger han på gulvet, viklet ind i bruseforhæng og gardinstang, uden at sige et ord, eller røre på sig. Idet jeg begynder at pakke ham ud, ser jeg heldigvis, at der er liv i ham. Han er væltet ud over badekarskanten, og er landet i den eneste frie bane mellem håndvask, bidet og toilet. Da han mærkede fødderne skride under ham, greb han fat i det eneste der var at holde fast i, nemlig bruseforhænget  Ved fælles hjælp kommer han op at stå og får skyllet sæben af sig og kommer i tøjet. Han får hjælp til fodtøjet. Vi taler om et lægetjek nok er en rigtig god ide. Vi kørte dog på udflugt i den lejede bil, for at få flere af de oplevelser vi gerne ville nå at opleve. Der var flere grunde til at vi valgte at vende tilbage til hotellet. En af dem var, at det var rigtigt dumt ikke at få en læge til at kigge på ham.
Jeg ringede til Spis’ nødtelefon, og forklarede sagens sammenhæng. Guiden ville ringe og tale med en læge, for at høre om han ville komme ud til os, eller vi skulle tage ind til ham. Hun ringede hurtigt tilbage og sagde han ville komme om ca. en halv time. Ved en lang og grundig undersøgelse, konstaterede han at Allan havde et par brækkede ribben. Lægen konsulterede et par apoteker rundt i byen, for at sikre sig, at han de havde det helt rigtige medicin, så vi ikke stod der og ikke kunne få det han havde noteret. Det var nemlig ikke det hele han udskrev særlig tit. Han havde selv svært ved at komme i tanke om hvad det hed, forklarede han, så det skulle han også lige tjekke med apoteket. En virkelig behagelig mand, der ville være sikker på, at vi havde forstået alt, hvad han havde sagt om det hele.
Vi skulle på to forskellige apoteker. Han forklarede grundigt om medicinindtagelsens mængde og interval, samt om påsætningen af bind og plastre. Vigtigheden af at trække vejret igennem og lave øvelser, men sidstnævnte ikke før vi igen var hjemme. Allan skulle holde sig fra fysisk arbejde, men måtte meget gerne gå, men uden oppakning.  

Det bliver mandag morgen, og vores kufferter skal forlade hotellet længe før vi selv. Jeg slæber ned fra 2. sal. Der er ingen elevator, den havde jeg nu alligevel heller ikke taget, men jeg ved Allan havde kørt turen, med kufferterne, fordi han har det skidt med at jeg skulle slæbe det hele. Endelig var det blevet lidt solskin efter 5 dage med regn, men det blæste gevaldigt. Vi gik en tur rundt i området, inden vi klokken 10:25 blev afhentet af bussen. Der var reserveret plads til os allerforrest i bussen og vores fly skulle ankomme planmæssigt. Efter en transporttid på 20-25 min. blev vi forenet med vores kufferter og stillede os i indtjekningen. Jeg med 2 store rygsække, en for og en bag, og to kufferter. Vi var lige ved at være fremme ved indtjekningen. Der stod kun et enkelt par foran os i køen, da kuffertbåndet ikke kørte mere. Meldingen til personalet var at en taske havde sat sig fast. Vi ventede og ventede.
Vi ventede rigtigt længe. Selv guiderne foreslog at de kunne hoppe ind og befri den taske. Der kom skiftende informationer. Modstridende informationer. Personalet fik en besked, guiderne en anden. Det var fordelen ved at stå ved siden af alle dem, der fik de få informationer, der kom, så vi kunne følge det virvar, det var for dem alle. De har hver deres boss, de skal adlyde, men de var åbenbart ikke enige. Endelig fik vi den besked, at ikke et eneste fly overhovedet, havde kunnet lande på Madeira hele dagen på grund af blæsten. Mange havde forsøgt, men alle var endt med at måtte flyve til en anden destination. Vores fly røg til Tenerife, efter at havde forsøgt at lande to gange. I flere timer skete der intet. Ingen vidste om vi skulle ud af lufthavnen igen og indlogeres på et hotel til dagen efter. I sådan et tilfælde ville det være rigtigt rart ikke at have fået afleveret kufferten. Der var også en mulighed for at vi skulle til Tenerife, hvis vejrforholdende ændrede sig så meget, at vores fly kunne lande.
Vi måtte bare vente. Det må I også… på fortsættelsen af denne hjemrejse.  

Hjemme igen efter otte dage på Madeira

Det var ikke just masser af sol og sommer, vi havde udsigt til, da jeg kiggede på vejrudsigten hjemmefra. Den kunne dog godt slå de 6° vi havde derhjemme.
Det er dog første gang nogensinde, vi har haft de varme trøjer, lange bukser og regntøj med, når vi er fløjet sydpå. Vi har også haft brug for det hele.
Det er (vist) også første gang vi har prøvet at aflevere vores kufferter lufthavnen, efter lige at have fået fat i dem på transportbåndet. Alle kufferterne skulle transporteres rundt på øen til diverse hoteller med et specielt transportfirma. Vi selv nåede frem til hotellet, godt et par timer før vi endelig blev forenet med vores kufferter. 
I bussen fra lufthavnen til hotellet, blev vi informeret godt af den unge guide, Jonas. Han talte uafbrudt om Madeira og gav gode fif og historier under hele turen.
Der var velkomstmøde allerede samme aften. Nogle gange får man meget ud af at deltage i sådan et møde, andre gange er det nærmest spild af tid. Det er ikke til at vide. Denne aften var vi alligevel ikke til så meget andet spræl. Vækkeuret havde ringet kl. 3 om natten, for at vi kunne nå flyet. Desuden havde vi rendt rundt i Funchal by hele eftermiddagen, så vi troppede op på hotellet, nærmest lige rundt om hjørnet. Det var et meget interessant møde, af endnu en ung mand, Cliff, som også fortalte os, at de af os, der havde været i bus sammen med Jonas, havde haft fornøjelsen af chefen selv, da en guide var blevet syg.
Vi tager normalt ikke på udflugter med rejseselskaberne, men Levadavandring var noget vi gerne ville, og det må man ikke selv. Det er alt for farligt. Det er kun de lokale folk, der kender områderne, der er kompentente til at lede disse ture. Stierne kan pludselig være forsvundet med en regnskylle, så der må findes andre ruter eller man må vende om. En anden udflugt om besøg i et nonnekloster trak også gevaldigt meget. Det er nemlig et sted som ingen andre rejseselskaber eller mennesker overhovedet kan komme til, men Spies, som vi rejste med denne gang, har kontakt med en dansker, som kender nonnerne helt privat. Dette arrangeret var så unikt, at vi måtte på tur med Lene, som er portogisisk gift, og har boet på Madeira i mange år, og altså arbejder lidt for Spies, men er ikke ansat der.
Var man interesseret, kunne man blive og bestille mad efter informationsmødet. I dagens anledning kunne man vælge en speciel velkomstmiddag. En 3-retters menu, incl. ½ flaske rød- eller hvidvin pr. næse, samt hver en kop kaffe. Menuen kunne blandes på flere måder. Man kunne også frit vælge menu fra hele menukortet. Vi blev siddende, hvad nogle ganske få andre også gjorde.
Vi tog menuen med de 3 retter og startede med en stor portion dejlig brændende varm grønsagssuppe, med hvidløgsbrød. Madeiras eget specielle brød, selvfølgelig. Suppen lignede ikke den grønsagssupper vi kender. Denne var noget tykkere. Jeg hørte nogen sige, at det var gule ærter. Det kunne det måske også godt ligne, men det smagte ikke sådan.
Jeg ville gerne smage Madeiras specielle menu. Espadafilé med banan. (fisk med banan). Efter sigende, en fisk man skal smage før man ser den. Den var virkelig lækker, den fisk, og helt uden ben.

Allan skulle ikke nyde noget. Han ville hellere have en Steak on Stone. Han fik serveret en stor klump helt rå kød, som han selv skulle stege. (Vi har fået Stone-steak før, så han vidste hvad han gik ind til)
Det var virkelig lækkert og godt alt sammen, og som I nok kan se, var det bestemt ikke små portioner, der blev serveret på Solar da Ajuda, hvor man spiser rigtigt godt. Foran denne restaurant, finder man aldrig nogen, der står ude på gaden for at kapre kunder. Det er ikke nødvendigt. Kunderne kan godt finde derind alligevel. De har en god forretning, og fuldt hus hver dag.

Så nåede vi til desserten. Allan valgte en chokolademousse. Jeg valgte passionsfrugter. Jeg havde bare forstået at det var FRUGT, men det var altså noget fromage. Det smagte dejligt friskt. På husets regning fik vi henholdsvis en cognac og en mandellikør.
Vi gik hjem og fik en god nattesøvn, og fyldte endnu flere oplevelser på kontoen allerede næste dag.
Tidligt i morges måtte vi sige farvel til vores kufferter, mens vi selv først blev afhentet nogle timer senere, for atter at blive forenet med kufferterne i lufthavnen, hvor vi selv skal tjekke dem ind.
Dette indlæg er skrevet fredag aften, og på dette tidspunkt viser skridttælleren på 5 dage 71.530 skridt. Vi er ganske godt tilfreds med det, da Allan hele ugen har haft problemer med sine ben, og det er virkelige stigninger og hårdt arbejde for bentøjet at gå rundt hernede.
Der vil uden tvivl komme en stribe indlæg om hvad vi har oplevet, men i morgen er det atter hverdag, så det vil komme lidt efter lidt, måske blandet med andet der sker i mit liv.

Tilføjelse: Hjemrejsen gik slet ikke efter planen. Vi landede her på matriklen 3½ time før jeg skulle møde på arbejde. Mere om det næste gang. Nu skal jeg bare snart sove. 

Nabohjælp og puslespil

På byskiltet til nabobyen, møder man dette skilt.

På de fleste postkasser i byen sidder samme skilt. Det gør der også hos ham der bor her.
Har han måske misforstået konceptet og venter på nabohjælpen?

Vi selv har også nabohjælp, men vi skilter ikke med det på postkassen, for vores by er ikke med i nabohjælp, 
_______________________________________________________________
Igennem min barndom har jeg lagt rigtigt mange puslespil. Det fortsatte jeg også med i mit voksne liv. Det er dog efterhånden nogle år siden, jeg sidst har haft dem fremme. Det er nemlig ikke nogen man sådan lige samler på en enkelt weekend, da de indeholder mange tusinde brikker. Spisebordet med udtrukne plader er ikke stort nok, så der skal lægges en plade ovenpå det igen.
I mit daglige arbejde har jeg også puslespil, der skal lægges.
Disse billeder stammer dog fra mine 10 år i Sportmaster. Det kunne godt være lidt af at puslespil at sidde med bilag. Kunderne kom med forskellige ødelagte gavekort. Nogle have været igennem vaskemaskine. Andre havde hunden bidt i stykker. Der var mange sjove historier. Ekspedienterne i butikken tog selvfølgelig imod dette betalingsmiddel, hvis de kunne se beløbet, men scanne det kunne de ikke. Dette detektivarbejde med at samle stumperne, søge i systemet, finde det rigtige og få det indløst, så det ikke figurerede som en skyldig post i regnskabet, overlod de til mig.

Det var også lidt af et detektivarbejde, især til jul, ved udsalg og Late Night, at få orden på gavekort og tilgodesedler. En lille bærepose, for hver arbejdsdag der var i ugen, var meget normalt at sidde med og få til at gå op. Det var sjældent nogen nem opgave, men sjovt, selvom jeg ind imellem har tænkt det var håbløst at nå igennem.
Når man er en landsdækkende kæde, skal man tage imod gavekort, der er udstedt overalt i Danmark, men ‘vi’ skal jo have vores penge hjem fra det firma, der har solgt gavekortet. Så jeg har sorteret og afstemt i tusindvis af tilgodesedler og gavekort. Disse små sedler var den største årsag til, at jeg aldrig holdt ferie mellem jul og nytår.

Forårsklar

Der har ikke været meget forår over vejret i weekenden. Det har været noget så bidende koldt, men det har været tørvejr, og det har tørret så meget derude, at man kan færdes de fleste steder uden at drukne. Skovvejene er ved at tørre op, så min cykel kan komme igennem. 
Min bagagebærer, eller cyelkurv er det nærmere, har været i stykker de sidte par år. Jeg har talt om at jeg blev nød til at have en ny. Allan har foreslået cykeltasker, men det var jeg ikke så vild med, af flere årsager. De ville bl.a. blive smurt ind i smat, bare ved en enkelt cykeltur. Så viste han mig denne bagageboks. Den er ideel. Her kan mit regntøj ligge tørt og godt, når det ikke er i brug. Regner det kan min taske og dagens breve kommer derned og ligge i tørvejr. Regner det rigtigt meget, når jeg cykler hjem, har jeg altid stoppet brevene ind under regntøjet, så de ikke bliver helt gennemblødte. Det er slut nu.
Det er nu, der skal høstes ramsløg. Det er længe siden jeg så de første spæde skud, men nu behøver man ikke længere lede efter dem. De myldrer op, så det er tid at få lavet den årlige ramsløgpesto og meget andet godt til fryseren.


Selvom det ikke var det mest indbydende havevejr, så har jeg været ude og klippe alt det visne ned, som jeg ikke nåede i efteråret. Det var så koldt, at jeg et par gange var lige ved at gå ind i varmen og tage mig en pause, men jeg holdt ud. Hold op, hvor det pyntede. Alt det grønne, som ikke skal være der, får lov til at stå lidt endnu. Jeg håber på varmere og bedre vejr.
Mit allerbedste fodtøj, er og har altid været et par tåsandaler, men da jeg for tre år siden fik konstateret nedfalden forfod. Blev anbefalngen at jeg altid skulle gå med indlæg i mit fodtøj, og også altid gå i helt flade sko.
Begge dele kommer helt af sig selv, for har jeg ikke indlæg i mit fodtøj, er det som at gå på en stor skarp sten. Mig som altid har elsket at rende på strømpefødder og bare fødder, er nød til at gå med fodtøj altid, også indendøre. Selv mine ‘sutsko’ er der indlæg i. Dog ikke de samme dyre indlæg, som der er i mine vandrestøvler og det andet fodtøj, hvor der er plads til sådan et par store, klodsede indlæg, som slet, slet ikke passer ned i en fiks lille damesko. Nu har jeg invisteret hele 50,- kr. i sådan et par små indlæg, der kan klistres fast. Jeg glæder mig til at afprøve dem, for jeg savner at gå på strømpefødder og bare tæer, som ikke er en mulighed ellers.  Bare tæer i et par lukkede sko er ikke helt det samme.

Musicalen Annie, fingerfletning og såtid

Vores kalender er fyldt godt op den næste måneds tid. Oplevelserne står i kø.
I torsdags kørte vi til Maribo, hvor vi havde bestilt billetter ipå Nørregade Teatret, på første parket til musicalen Annie.Vi sad lige midt for på 2. række, og havde derfor det allerbedste udsyn til alt hvad der foregik på scenen.
Inden de levende mennesker kom på scenen, kørte der en tekst henover vasketøjet, som agerede filmlærred. Teksten fortalte lidt om hvad der rørte sig i samfundet på dette tidspunkt i 1930´erne. Det var næsten simskrevet til den tid vi selv lever i nu.
Banker der krakkede. Virksomheder der lukkede. Den utrolig store arbejdsløshed. Fattigdom og en manglende tro på, at det nogensinde blev bedre. De glade 20´ere var forbi.

Det er et rigtigt godt stykke. Biletterne bliver revet væk. Det går godt for Nørregade Teatret, der også opførte Soud of Music, som vi så i skoven i sommers.
Annie spiller rigtigt godt, bevares de gør de andre også, men den lille pige, som har hovedrollen er fantastisk, og sikke en sangstemme hun er beriget med.
Det var en dejlig aften, hvor tårene kom frem et par gange, men også smilebåndet blev rørt. Højlydt latter var der også plads til. Alt i alt en dejlig aften.
Fingerfletningen handler om massage. Jeg har længe gerne ville have udryddet det gavekort, som det efterhånden snart er et år siden jeg fik forærende. Det er bare ikke nemt at få det ind i kalenderen. Når jeg går fra kontoret, har alt jo lukket. I hvet fald inden jeg når frem til byen. Mine fredagseftermiddage, har jeg ikke lyst til at bruge af til sådan noget, som tandlæge, frisør, massør og den slags, men det er jo af og til nødvendigt. Det gavekort havde irriteret mig længe, så jeg havde bestil tid, men ikke til bank og gymnastik, som i sommers. Denne gang var det meget mere nydelse.
Jeg havde valgt en oliemassage, men stadig langt fra den slags oliemassage, jeg tidligere har prøvet. Jeg skulle selv vælge min olieduft. Massøren spurgte, om jeg ville have soft, medium eller hård massage. Jeg svarede soft-medium. Hun startede lidt som i sommers, og jeg tænkte om de havde misforstået mit ønske. Er det ok, eller skal det være hårdere, spurgte hun, men det var fint, som det var. Denne behandling var kun kortvarrig. Derefter gik hun i gang med en times oliemassage. Blidt, men alligevel kunne jeg, på steder, mærke, at det gjorde ondt på den gode måde. Også denne gang kom hun hele vejen rundt på kroppen. Hun flettede sine fingre med mine, mens hun masserede mellem  hver eneste af dem. Fødder, håndflader, nakke, hovedbund, ansigt. Alt blev masseret, med undtagelse af trusseregionen. Selv brysterne og maven fik oliemassage. Det har jeg aldrig været udsat for før.










Nu er det forår. I fredags blev de store sække med såsæd gjort klar og ligeså såmaskinen. Der skulle sås og i næste uge skal der sås roer. Det har godt nok været en kold fornøjelse at være ude i den stride vind, både fredag og lørdag, men det har ikke holdt mig inde mere end højst nødvendigt.