Kampen om at få plads

Selvom døre og cykler i Holland har fyldt en del, havde jeg nærmest besluttet mig for ikke at skrive mere om vores oplevelser fra Holland, men Jørgens kommentar til dette indlæg var med til at ændre min beslutning.   

Disse døre er så smalle at brevsprækken må sidde på højkant.

Over rigtigt mange døre var der en eller anden form for udsmykning. Jeg kunne have fyldt kameraet med disse små kunstværker.
Vi har dog før set disse udsmygninger på vores ferier i Europa, men vi fascineres altid af håndværk, især når det samtidig er anderledes end det meste, og det var der rigtigt meget af i Holland. Det må være en drøm for enhver håndværker at arbejde dernede, hvis man ser bort fra lønningerne og vel at mærke kan lide de udfordringer det byder på, når arkitekterne har gjort deres arbejde, og det hele ‘bare’ skal realiseres. 
Der er også andre steder hvor der kæmpes om pladserne. Der er rigtigt, rigtigt mange cyklister i Holland, faktisk er der 18 mill. cykler. Der er cykelstier næsten overalt. Billederne her fortæller vist tydeligt, at der virkelig bliver gjort noget for cyklisterne. Disse billeder er far Haarlems centrum, hvor der kører masser af biler hele tiden. De to brede røde cykelstier, i hver side af vejen, er hver især ligeså brede som den bane, der er afsat til til bilisterne midt på vejen. Der hvor der ingen cykelsti er, tror cyklisterne tydeligvis også de ejer det hele. Alligevel var der aldrig en eneste bil der dyttede. 
Set med mine øjne lever cyklisterne et farligt liv midt i bytrafikken. De hverken viser af, eller ser sig tilbage, men drejer blot over de trafikerede veje i et rimeligt højt tempo. Bemærk barnet der cykler yderst. Det er faktisk en ret trafikeret vej, midt i Haarlems centrum med 150.000 indbyggere. Vi så ofte to på en cykel. Ingen kører med hjelm, heller ikke når de kører på knallert. Efter vi er kommet hjem, har jeg fundet ud af, at der er helt specielle cykelregler i Holland, men også at de hollandske cyklister mildt sagt er aggressive og berygtede for at ignorere ethvert trafiksignal. Læs selv her. Nu hvor vi ved at bilen altid har ansvaret, så forstår vi bedre. Alligevel synes jeg at cyklisterne spiller hasard med livet.
Min egen cykel er en af de robuste, som skal kunne klare de daglige skovveje året rundt i al slags vejr, men cyklerne i Holland kan jeg alligevel ikke hamle op med. Alle har store robuste bagabebærere for og bag med plads til masser af oppakning. 
Der er cykler med flere sadler og barnestole, hvor børnene er beskyttet af et stort visir. Det er svært at se på billedet.
Der er meget lange cykler med bløde sæder eller spinkle cykelstole og små sadler.
Der er cykler med ekstra kraftige dæk. Jeg har ikke tal på alle de modeller vi så. Aldrig før har jeg set så mange forskellige cykelkonstellationer. Ingen tvivl om at Holland er et stort cykelland.  

Vi slog motorvej fra på vor GPS og fik overraskelser

Siden vi var i Holland sidst, for 26 år siden, er deres vejnet blevet enormt. Her kan vi ikke være med i lille Danmark. Da vi skulle til Zaandam, ville vi ud på landet og se andet end motorveje. Det kom vi også, og vi nød det, vi så, men hvad der kom helt bagpå os var, at vi pludselig skulle køre ombord. Det kommer meget, meget pludseligt, kan jeg hilse og sige og vi kunne ikke se nogen færge, kun et lille færgeleje. Vi oplevede det to gange, hvorefter Allan holdt ind til siden og også fik valgt færgen fra. Det gav os den skønneste oplevelse.Nogen sejler rundt på kanalerne med deres egen bil. Bemærk længden på det fragtskib, det fylder hele billedlængden.
Hvad bygningen på billedet til venstre er, vides ikke. Vi så blomsterpyntede svaner, som uden tvivl var smukkere, da blomsterne var helt friske. Vi så husbåde på stribe, så langt øjet rakte. De var vidt forskellige i størrelse og form, og sikkert også i prisklasser. Se lige det store stråtækte.

Der var selvfølgelig også helt almindelige små både, som vist er hver mands eje, for alle der bor ud til kanalen, hvad rigtigt mange hollændere gør.
På turen hjem fra Zaandam, blev vi ledt rundt i storslalom over den ene bro efter den anden. HoldDAOP, der var ligeså mange vandveje som asfalterede. En bom gik ned og vi holdt sammen med en forankørende bil og ventede og ventede. Vi kunne ikke rigtigt se der skete noget. To store skibe skulle åbenbart sluses igennem kanalen, som det sker på Götakanalen. Pludselig tog forreste bil en U-vendig, og vi fulgte efter. Få 100 meter bagude var der en bro mere, som vi ikke blev ledt over. Skibene skulle den anden vej.  Alle veje fører jo som bekendt til Rom. Turen over alle de kanaler var en oplevelse i sig selv, selvom det var et ret stort øde område, og der egentligt ikke rigtigt var noget at se, men sikke et arbejde at få etableret alle disse overkørsler.
Næste dags morgen satte vi kursen mod nord. Der var stadig masser af trafik. Der er ikke noget at sige til, at det virkelig går galt, når det går galt. Ikke ret mange holder nok afstand. De kører alt, alt for tæt. Turen hjem gik heldigvis mere gelinde end udturen. Hele 3 timer fik vi forkortet hjemrejsen, selvom vi brugte en time på grænsehandel og ikke havde bestilt færge. Vi kørte faktisk lige ombord. På de par dage fik bilen kørt 1.944 km. Overraskende lidt syntes vi. Selv fik taget 46.442 skridt. Også det overraskede os.

Turen til Zaandam tog kegler

Selvom vejret ikke helt var med os denne fredag, hvor det var slået om til regn og blæst i løbet af natten, ville vi alligevel tage til Zaandam og gå en tur på molen og se på alle vindmøllerne, der ligger på stribe. Vi vidste godt der lå et museum i nærheden, men det var vi overbevist om, at vi ikke skulle se. Nu er det ikke altid, virkeligheden er som man tror.
For at komme ud til vindmøllerne er man nød til at gå ind på museet i Zaanse Schans. Allan skulle finde det lille hus, og i samme øjeblik blev en dør låst op bag mig. Det tiltrak min opmærksomhed. Jeg kom ind i en meget gammel købmandsforretning. Lidt i stil med den man kan se på Frilandsmuseet, og som egentlig stammer fra vores område. Butikken i Zaanse Schans er blot meget ældre.
Der var en chokoladefabrik, med alt lige fra kakaofrugten, hele bønner, malede bønner. Man kunne lave sit helt eget stykke chokolade i udvalgte forme, eller lave sin helt egen varme kakaodrik i flere varianter fra lys til mørk, alt efter smag. For blot at nævne et par ting mere, var der et gammelt bageri, og en træskofabrik. 
Der var træsko alle vegne. I loftet, på væggene udvendigt og indvendigt.
Vi var så heldige at se, fra start til slut, hvordan et lille stykke brænde bliver til en træsko, der skal stå og tørre i flere uger, før den kan males. Der produceres fuglefoderpladser og fuglehuse. Sågar et trestrenget træskoinstrument. Sjove træsko som nederst til højre.
Vi gik selvfølgelig rundt på museet og så på alle de små fine gamle beboede huse og livet omkring det hele, når de værste byger holdt sig væk. 
Man skulle betale entre for at komme op i møllerne for at se dem arbejde, men der var kø ved dem alle, så det sprang vi over. De 6 arbejdende møller er i sving med alt fra olie og brænde til krydderier.
Da vi næsten var nået helt ud til sidste mølle, kom der en rigtig skylle. Det var på en lang strækning, hvor der ingen steder var at gå i tørvejr. Vi vendte om og søgte ly for regnen i kryddeributikken. Der var ikke det krydderi, der ikke fandtes på glas og andre pakninger samt i løs vægt.
Hvis vi skulle nå at se lidt andet, var det på tide at gå tilbage og finde vores bil igen. På en sidevej så vi, at der holdt et par specielle køretøjer. Sådan et syn vækker altid Allans opmærksomhed, så vi traskede videre, og minsandten om ikke der var en plads med gamle veteranbiler, fordi der var et arrangement i byen denne dag.
Klokken havde endnu ikke slået tretten, da vi nåede bilen, hvor vi satte os og spiste vores medbragte klemme, mens det silede ned. Dagen var jo langt fra forbi, så vi fik mange flere oplevelser med hjem samme dag, men de kommer i et andet indlæg.

På udflugt i Haarlem og omegn

Hjemmefra har jeg altid lavet en liste over ting, der måske er værd at se, så ferien ikke bliver ædt op af internettet. Da vi nu havde masser af tid, kørte vi direkte til adressen i Amsterdam, for blot at se et af de mærkeligste huse i verden. Hvis ikke Holland er det land i verden der har flest arkitekttegnede bygninger, så hører det vist til i toppen af listen. Det var dog enormt med specielle og aparte bygninger, vi så på vores vej. Mens Allan vendte bilen på den meget trange plads, sprang jeg ud og tog disse 3 billeder fra nøjagtig samme plads.
Vi satte kursen mod Haarlem, hvor vi ville gå en tur langs kanalen og rundt i byen, mens det stadig var lyst. Vi vidste der skulle være en kæmpe kirke, og havde også set tårnet af den. HolddaOP Cathedral of Saint Bavo er en gigantisk kirke. Man mener det tog 150 år at bygge den, da den er påbegyndt i 1370 og først sluttet i 1520. Det tror da pokker. Jeg har aldrig i mit liv set sådan en kæmpe kirke. Vi gik længe for bare at komme hele vejen rundt om kirken. Her er et billede fra henholdsvis for-og bagsiden af kirken. Hvad der ikke fremgår af disse billeder, er at den er under renovation.
Ikke langt derfra, midt på torvet, lå en anden kæmpe kirke, og ved forespørgsel fik vi at vide, at der lå 5 af disse kirker i Haarlem. Det havde vi også selv talt, men det viste sig, at en af dem var rådhuset, så om de andre to var kirker eller noget andet vides ikke med bestemthed.
Videre rundt i Haarlem så vi denne bygning. Da vi nåede frem kunne vi se at alt det lyse på bygningen var et kunstværk i sig selv. På en dør stod der 'kun indgang for skuespillere'. Jeg fandt ud af at det var en teaterbygning. Her er internetadressen der stod på døren. Du må selv tygge dig igennem den hollandske version, eller få hjælp fra Google. Jeg har nemlig ikke selv fået det gjort endnu.
Problemet i Holland er som så mange andre steder, at det er umuligt at holde ind til siden og tage et billede. Jeg har taget mange billeder af bygninger ud gennem bilruden, mens vi har kørt. Høje bygninger med skæve ruder, sjove runde bygninger, en bygning der lignede en skihopbane og meget andet sjovt. Mange steder ville en cykel have været det foretrukne transportmiddel, men så skal man have mere tid, end de to dage vi havde.  

En tur til Keukenhof

Denne blomsterpark var hovedformålet med vores tur til Holland. Folk valfarter dertil, så det store spørgsmål, allerede hjemmefra, var om det i det hele taget var noget vi gad, når vi nåede frem. Jeg havde læst, at der hvert år kommer ca. 800.000 besøgende, og at trafikken er problematisk, og så var det tilmed også påske. Nu skal man jo ikke tage problemerne på forskud, men det er rart at vide, hvad man kan få stillet i udsigt, så man evt. kan have en nødplan i baghånden.   

Vi startede som sædvanlig tidligt næste morgen og så masser af tulipanmarker på vej til Keukenhof. Bollenstreek, som vi ville ud og lede efter, var der overalt. Det viste sig, at vi havde været utrolig heldige. Vi kom ind foran en alenlang kø, lige før vi blev dirigeret ind på den koloenorme P-plads, hvor der allerede holdt hundredevis af biler.Vi fulgte strømmen og købte billet både til bilen og os selv.

Overalt var der mennesker der fotograferede. Japanere asiater fyldte godt i landskabet, både mellem blomsterne og i resten af landskabet, når de rendte rundt med deres ‘store’ iPadder for at fotografere. Der står højt og tydeligt at græsset ikke må betrædes. Ikke en eneste europærer, bortset fra gartnerne som gik og passede deres, kunne drømme om at sætte sig inde midt mellem blomsterne, men asiaterne var overalt. 
  Bemærk den mørke græskant helt nede i højre hjørne af collagen. Sådan var hvert eneste bed lavet. Nok fordi det er mere slidstærkt, men det ser også godt ud. Der er kræset for detaljer.

Der er mange andre løgblomster at se på end tulipaner. Forskellige varianter af påskeliljer og hyacinter og meget andet, men tulipanerne er der trods alt flest af. Der er flere store bygninger,.hvor man kan se orkideer, liljer, roser og mange, mange andre blomster. Vi gik ind i et enkelt af dem, men kom hurtigt ud igen. Det var som at komme ind i et salgsgartneri herhjemme blot i overstørrelse med krukker, glas og alskens pynt. Blomsterduften var ret stram, desuden var der fyldt med mennesker. Da vi ikke skulle have noget med hjem, kom vi hurtigt ud igen og holdt os til parken.
Det er umuligt at tage billeder, der danner en helhed af parken, fordi det er så stort et område. Der plantes over 7 millioner blomsterløg hvert eneste år. Du kan finde mere information her.
Der er rigtigt meget at se på i Keukenhof. Jeg har prøvet at holde mig til blomsterne i dette indlæg, men påtænker at lave en opsamling af alt det andet, vi så på stedet denne dag. Det kunne have været interessant, hvis den store årlige blomsterparade, havde fundet sted mens vi var der, hvis altså vi havde kunnet se noget for mennesker, hvad der sikkert er tvivlsomt, med mindre man står i kø langs vejen i flere timer, nøjagtigt som de der prøver at få et glimt af deltagerne i Tour de France.
Da vi, ved middagstid, havde travet parken rundt på kryds og tværs i 3 timer, forlod vi Keukenhof og havde masser af tid til nye oplevelser.