På Ferraritur i en Porsche

Det er næsten 3 måneder siden Allan fyldte 70. Det foregik ganske stille på Gran Canaria, som han havde ønsket.
Jeg har aldrig, i mine nu 45 år sammen med ham, oplevet at han er løbet tør for ønsker, men da jeg spurgte, hvad han ønskede sig, var han helt blank. Det kan simpelthen ikke være rigtigt… Du som altid kan fremtrylle en liste så lang…Næh, men jeg kan ikke komme på noget…. Hmm…


Gaven skulle helst være noget jeg kunne have med i kufferten. Vi har før benyttet ‘Du Glemmer Det Aldrig’ så den side blev undersøgt. Her fandt jeg gaven.
Allan har tit talt om at få en tur i nogle specielle biler, men kun hvis han selv kunne sidde bag rattet. Det var, som noget helt nyt, blevet en mulighed, så det blev gaven. Jeg må indrømme, at hans snak om biler, oftest går ind ad det ene øre og ud af det andet. En bil er en bil. Punktum… Skulle jeg nu vælge en Lamborghini eller en Ferrari? Jeg forhørte mig hos vores to bilinteresserede unger, men der var ikke meget hjælp at hente hos dem. Vi blev dog alle enige om, at han nok mest var til en Ferrari.  




Det var en meget rørt mand, der åbnede kuverten på selve fødselsdagen, og der vidste jeg, jeg havde ramt plet, som da han fyldte 60 år.
Vi fandt et hul i kalenderen, og Allan bestilte en tur i den røde Ferrari, men 5 dage før han skulle køre, blev han ringet op. Den røde Ferrari var på værksted, om han kunne tænke sig en tur i en Lamborghini i stedet for. Neeej, nu havde han sat næsen op efter en tur i en Ferrari, så det ville han altså helst. De fandt en ny tid 3 - 4 uger senere, og håbede på at Ferrarien var kommet tilbage fra værkstedet. 
Om eftermiddagen, samme dag han skulle køre, fik han igen en opringning. Ferrarien var på værksted - igen. De må have noteret sig, at han ikke ønskede at køre Lamborghini, for det spørgsmål fik han ikke denne gang. Han fik i stedet tilbud om at køre Porsche.
Nu lå landet sådan, at vi i samme anledning havde lavet en aftale med Camilla, om dette og hint, når vi alligevel skulle helt til Farum. Hun ville også sørge for at lave aftensmad til os, så Allan slog til, da han ikke ville ændre vores aftale med Camilla. Spørgsmålet var nemlig hvornår han kunne komme til at køre Ferrari næste gang, og næste gang ville den måske også være på værksted! Havde det kun været muligt at vælge Lamborghini, havde han afslået, og vi havde bare holdt aftalen med Camilla. 

Bilen, en Porsche 911 turbo S, beundres fra alle sider, og jeg hører om luftindtag til hjulene, automatgear og at den har over 600 hestekræfter og meget andet. For mig er det stadig bare en bil. Jeg ville ALDRIG opdage, det var en Porsche, hvis ikke jeg har fået læst det lille logo, som jeg alligevel sjældent kigger efter. Det er ikke interessant.



Jeg bliver spurgt, om jeg ikke vil prøve at sidde i bilen. Jeg afslår, for det er jo bare en bil. Ja, det er bare en bil, men en af de lidt sjovere af slagsen, siger ham den unge ‘medchauffør’ Jeg synes nu du skulle prøve. Det er noget helt andet. Jeg lod mig overtale, men bortset fra at man sidder helt nede på gulvet, så er det stadig bare en bil og ikke noget specielt i min verden.  Det skulle da lige være farven.
Porschen er egentlig en banebil, og hører normalt ikke til blandt valgmulighederne for at køre på gaden, fik vi at vide. Vores gæt er, at de har måtte gøre noget pga. problemerne med den Ferrari, for folk bliver, forståeligt nok, sure, når de ikke kan få den bestilte tur. Jeg hørte et par historier, mens Allan var ude at køre. Der er rift om at køre i de biler, og de bliver kørt hårdt.
Porschen er oprindelig hvid, men er beklædt med blå folie, for at vække mere opmærksomhed. Ligesom Lamborghinien oprindelig er sort, men beklædt med grøn folie.
Bilerne kører 5 timer hver lørdag og det samme om søndagen. Begge dage fra morgenstunden, for at undgå den værste trafik. Nu har de, som noget ganske nyt, taget en enkelt hverdagseftermiddag/aften med i programmet. Set i bakspejlet, så ville en tur på banen, som Allan ellers ikke var interesseret i, nok have givet ham nogle helt andre oplevelser. Der ville han for alvor have kunnet mærke de mange hestekræfter, for selvom han både kørte på landevej og motorvej, så var der så meget trafik, at han ikke kunne sparke til den, men han synes alligevel det var en god oplevelse sådan en onsdag, sen eftermiddag - tidlig aften, hvor der stadig var masser af trafik alle vegne.  

Gran Canaria og anderledes færdselsregler!

Færdselsregler, i andre lande, sorter normalt ikke under mig, da Allan hellere end gerne vil være chauffør. Der er sket en hel del på færdselsområdet siden vi var der sidst i 1999, og det kan let blive et dyrt bekendtskab, hvis man ikke sætter sig ind i de love og regler, der findes på feriestedet. Da Allan til den tid fylder 70 år, er der også andet der skal undersøges. Vi har været på ferie andre steder, hvor vi har hørt fra medrejsende, at dåbsattesten alene sætter en stopper for bilkørsel.
Jeg havnede på Sørens blog. Søren driver også hjemmesiden Canariainfo.
Trafikreglerne på Gran Canaria er ikke, som vi kender det herhjemme eller andre steder i Europa. Der er en del forskellige ting, der er forbudt. Der bliver slået hårdt ned, og der skal betales kontant på stedet, ellers bliver man slæbt med. 

Nogle af reglerne vil vi aldrig komme til at forbryde os mod, da vi ikke opfører os sådan, men der er andre, hvor vi sagtens kunne ryge i fælden.
Uanset hvad man synes om reglerne, så gør man klogt i at følge dem. Bødelisten ser sådan ud:
Ingen løse sandaler på chaufføren. (de skal sidde fast med hælrem)   80 Euro
Kørsel barfodet, eller med bar overkrop (det sidste gælder alle i bilen) 80 Euro
Hvis chaufføren drikker vand medens han kører ……………100 Euro
Hånd, albue eller hele armen ud af vinduet (dette gælder alle i bilen) 80 Euro
Kørsel med hætte eller hue, der dækker ørene (gælder alle i bilen)    80 Euro
Spise is eller andet mad under kørslen (gælder kun chauffører)   100 Euro
Har man ting liggende i bagruden, som kan dække for udsynet    200 Euro
Hvis du vasker din bil på offentlig vej…………. Pris op til  3000 Euro
Har forsædepassageren fødderne oppe i forruden, eller ud ad vinduet   100 Euro
Smider du et cigaretskod ud af vinduet (4 punkter, ikke til turister)         200 Euro (den forstår jeg så ikke helt, men vi smider intet ud ad vinduet)
Glemt kørekort (turen stopper, medmindre en anden lovligt kan fortsætte  10 Euro
Er der flere passagerer i bilen, end der er seler til skal nogen gå hjem     80 Euro
Det er de mest almindelige ting man bliver stoppet for, men så er der alle de andre, som at man ikke må svinge til venstre, eller på noget tidspunkt nå over de hvide striber, med mindre man skal uden om en cyklist, som man ikke må blive bagved. Afstanden til cyklisten skal være 1,5 meter. Man skal blinke til venstre, hvis man skal holde i kø eller stoppe ved et fodgængerfelt. Man må selvfølgelig ikke betjene telefon under kørslen, og heller ikke en gps. Det må chaufføren heller ikke gøre, så længe han sidder på chaufførsædet, selvom han holder ind til siden.
Hvert 10. år skal man have fornyet sit kørekort med en lægerklæring til den dag man fylder 55 år. Derefter hvert 5 år til man bliver 65-70, hvorefter det skal ske hvert år til man fylder 80. Der er mange flere regler, og du kan selv læse mere her. Det er en god side med mange tips om alt muligt. Den skal jeg have pløjet igennem. En god research er godt at have med sig. 

Født til at blive trådt på, eller det der er værre

Selvom vi hører til dem, der har været med til at træde på den gamle dame, og endnu værre, kørt over hende, så længe vi selv har eksisteret, endda flere gange dagligt, så blev vi alligevel inviteret til 83 års fødselsdag den 6. oktober.
Selv i den fremskredne alder, er damen stadig på arbejdsmarkedet. Alle ugens syv dage, syv måneder om året, har hun 12 timers vagter. Dertil kommer, at hun de andre 12 timer i døgnet altid står standby. Det er der mange der benytter sig af.
Vi taler om vores lille bro, som har været på piller hele livet, og alligevel har et jernhelbred. Billederne er taget samme dag med 20 minutters mellemrum fra to forskellige vinkler. 
Broen, der er lavet på Nakskov Skibsværft, er vores livline til resten af Danmark, og det er her, de allerstørste skibe går igennem, fordi vi netop har så dybt vand, som vi har, men farvandet er smalt og skarpt, så det er ikke nemt, for de kæmpe store skibe at manøvre igennem i, og slet ikke i stærk vind. Er de først på vej ind, har de ikke mulighed for at vende om.
I 1954 påsejlede det 10.875 tons dampskib Nevada, broen. Alle de mennesker der opholdt sig på broen blev slynget til side, og flere hundrede biler holdt i kø. Det var dengang broen var den eneste bilvej mellem Sjælland og Tyskland. I dag ledes en stor del af trafikken gennem Guldborgsundtunnellen, så i dag er der noget mere fredeligt. Det er dog stadig en ret trafikeret vej. Når broen går op, er der hurtigt en lang kø på begge sider. Det er ikke ualmindeligt at broen går op, hver halve time hele sommeren, så her er en livlig trafik, på både land- og vandvejen.
Jeg havde ikke forestillet mig, at det kunne være så interessant at se og høre om broen og brovagternes arbejde, som det faktisk var. Vi var både inde og nede i tårnene.
Nede i tårnet blev døren åbnet så vi kunne kigge ud under broen, og vi kom noget tættere på det 20 meter dybe vand. 



I det andet tårn var vi en tur nede i maskinrummet. Her er det forbudt at opholde sig når broen går op. Disse tandhjul løfter snildt de mange ton broklapperne vejer. 

Vi var endda så heldige, at opleve hvordan det så ud, inde fra vagttårnet, når broen skulle op, og det ikke var os der holdt i kø derude. Det føles nemlig rigtig lang tid, når man venter 12 minutter på, at et af de kæmpe store skibe skal passere.
Er du interesseret kan du læse mere om broen her.

Fly der ikke kunne lande, en flad bil og … (2)

Søndag den 22. og mandag den 23.marts 2014.  Første del kan du læse her.
Normalt, når sådan noget sker, hvad det gør med jævne mellemrum, så lukker de lufthavnen helt, så ingen rejsende bliver lukket ind, sagde guiden, så han undrede sig over at der blev ved at strømme mennesker til, men det har måske noget at gøre med de modstridende informationer han og lufthavnspersonalet fik?
Når nu vi stod så tæt på indtjekningsskranken, var vi ikke meget for at forlade vores plads i køen, hvis der pludselig skulle blive grønt lys for aflevering af kufferter. Pludselig startede båndet, og et enkelt par slap fri af køen, men så blev det hele stoppet igen. Vi ventede atter en tid, og så skete der noget.


Vi fik afleveret kufferterne. Lufthavnen var blevet stuvende fuld af mennesker. Guiden anbefalede, at vi blev nedenunder, da sikkerhedskontrollen ovenpå så endnu værre ud. Der stod de som sild i tønde mellem snorene og havde ikke mulighed for at gå nogen steder. Det næste var at vi stadig ikke vidste om vores fly var sendt retur fra De Canariske øer, eller hvad der i det hele taget skulle ske.
Nogle fly blev aflyst helt. Et enkelt blev sendt afsted. Det var nemlig ikke kun landing der var umuligt. Det havde heller ikke været muligt at lette. Efter en rum tid blev et fly sendt afsted, og der begyndte at ske lidt på tavlen. Vi ville få information kl. 13. Det blev dog udsat til kl. 14. Uden at vi, eller guiderne fik nogen information alligevel. Kort efter blev vi dog sendt til den kilometerlange kø til sikkerhedskontollen, og guiderne ville se om de kunne skaffe os noget mad og drikke.
Der var frygteligt varmt og trangt mellem snorene. Utroligt at folk ikke faldt om. Der var jo intet luft overhovedet. Langt om længe røg vi gennem nåleøjet. Stillede os i endnu en kilometerlang kø, for at få udleveret hver en Voucher. Da vi havde fået dem udleveret, blev Allan beordret ind i et tilstødende lokale, det eneste sted der var ledige borde og stole. Her kunne han samtidig holde øje med rygsækkene, så jeg slap for at slæbe rundt på dem, mens jeg stillede mig i den næste alenlange kø. Efter at have stået i denne kø i en time, blev det min tur til at bestille mad og drikkevarer. Derefter var det en ny, lige så lang kø, for at få udleveret det, jeg havde bestilt og betalt ekstra for at få, fordi Allan vi gerne ville have et glas rødvin.
Vi havde intet fået at spise siden meget tidligt i morges. Vi havde heldigvis haft vand med, så langt som man nu må have det. Da klokken var 16 blev mit nummer endeligt udtrukket… på den ene portion mad og drikke. Jeg skyndte mig ind til Allan og satte bakken foran ham og sagde, at han bare skulle gå i gang, og lade være at vente på mig. Da jeg efter 10 min. kom ind til ham med min mad, var han slet ikke begyndt at spise Han ville vente på mig. Jeg nåede at sætte mig, da en mand, (en passagerer) kom ind i vores lokale og råbte, om der var nogen her, der skulle til København med Thomas Cook, for så var det NU. Vi tog en bid af kødet, hældte rødvinen ned, og forlod stedet så hurtigt vi kunne. Der var åbenbart ingen højtalere i det rum vi befandt os i. 
Vi kom ombord og blev orienteret om, at vi skulle en tur til Tenerife, fordi personalet nu havde opbrugt deres flyvetid. Vi skulle, af sikkerhedsmæssige grunde have nye friske og udhvilede piloter, samt helt nyt kabinepersonale. Desværre kunne de ikke nå at servere, hverken det ene eller det andet, på de 55 min. flyveturen varede. Når vi landede på Tenerife, skulle flyet tankes op, mens besætningen blev udskiftet.
Det tog en time et blive tanket op og få udskiftet personale, og hvad de ellers har skulle klare. Klokken 18:25 letter vi endelig og har nu 5 timers flyvning til Kastrup. Dertil skal vi lægge en time, på grund af tidsforskellen. Vi så Teide fra flyveren og vi fulgte solnedgangen, og endelig fik vi lidt at spise og drikke. Al udskænkning var gratis. Vi landede ca. kl. 00:30 i Kastrup
Vi får hurtigt fat i vores kufferter, og går ud og venter på bussen, som skal køre os ud til P15. Da vi når frem til bilen, virker fjernbetjeningen ikke. Selv på gammeldags maner, med nøglen direkte i bildøren, kan Allan ikke lukke op. Jeg forsøger og får lukket den ene dør op, men kan ikke lukke de andre op, hverken udefra eller indefra. Heller ikke bagagerummet. På grund af de brækkede ribben, kan Allan ikke lukke kølerhjelmen op. Da vi får den åbnet, kan han selvfølgelig ikke se, at der er noget galt. Han bander og svovler. Bilen er knapt 3 år. Det er for dårligt at et batteri ikke kan holde længere. Vi har sgu da aldrig haft problemer med det.
Det lykkedes mig til sidst at få lukket den anden fordør op også. Ved hjælp af en lille lommelygte fandt vi også det nødhjælpsnummer, som vi aldrig før i vort liv har haft brug for. Allan ringer og venter, og venter i køen.
Når man har 5 døre i en bil, kan forsæderne ikke sådan lægges ned, så man kan komme om på bagsædet. Jeg får stillet og skruet så meget på forsædet ved siden af Allan at jeg får kantet rygsækkene og kufferterne ind på bagsædet. De kan kun lige akkurat kantes over nakkestøtten. Allan venter stadig i telefonen på at få forbindelse. Da han endelig kommer igennem, siger de gudhjælpemig at der er 1½ times ventetid på assistance.
Hjælpen som kommer til fods, fordi han ikke kan komme ind gennem bommen, får startet bilen med en buster. Han tester bilen med sit tekniske udstyr. Der er ikke noget galt udover at batteriet er helt fladt. Så langt så godt, men hvorfor er batteriet fladt? Det fandt han også ud af. En lille pære i loftet, havde en vis herre glemt at slukke, da han skulle se at pakke vor GPS sammen, den nat vi rejste ud af DK.
Allan frøs så meget. Tændrene klaprede, benene, ja hele skroget rystede på ham, så jeg måtte køre indtil han fik varmen. Nu manglede vi bare, at der var noget galt med huset da vi kom hjem. Det stod heldigvis som vi havde forladt det. Vi landede her 3½ timer før jeg skulle møde på arbejde, så jeg var noget groggy den dag.
Da jeg kom hjem fra arbejde om tirsdagen, sagde Allan, at der var sket flere dårlige ting. Han havde nemlig mistet sit lille kamera. Enten i Funchal lufthavn, hvor han sidst havde taget billeder. Eller måske havde han fået puttet det i jakkelommen, da vi hastede ud til flyveren, og så måtte det være faldet ud af lommen, så det lå i flyveren. Heldigvis dukkede det til syne, da vi, efter et par dage, fik tømt bilen for de sidste ting. 

Indsamling af nummerplader

Mine tanker kommer tit og ofte på flugt. Emnerne, til indlæg om mit liv, står i kø for at blive nedfældet.

Som barn samlede vi unger på nummerplader. Ikke sådan i bogstaveligste forstand, men vi skrev registreringsnummeret ned. Om sommeren cyklede vi op til den ‘store’ og ‘farlige’ trafikerede vej, hvor vi lå i vejgrøften og noterede bilnummeret ned på et tykke papir. Kom der flere biler i træk, aftalte vi hvilken bil i rækken, vi hver især skulle notere nummeret fra. Det var noget helt særligt, når der ikke stod LE på nummerpladen. Nummerpladen sladrede nemlig om hvor hver enkelt bilist kom fra.
LU for Nakskov, LR for Maribo og LA for hele Falster. Underligt at vi havde så mange distrikter på Lolland, og kun et enkelt for hele Falster. Jeg synes, det er sjovt at tænke på, at jeg stadig husker mange af disse gamle kendingsbogstaver og hvilke byer de tilhørte, og at jeg også stadig husker registreringsnummeret på mor og fars første bil. LE 21113, når jeg aldrig kan huske så meget som et tal eller ciffer på nogen af vores egne biler, og ej heller bilmærke. Selv farven kan jeg blive i tvivl om, og det er ikke fordi, jeg ikke kender forskel på f.eks. rød og grå. 

Tilbage til emnet…. Dengang var det virkeligt sjældent at møde en bil fra et andet land. Ikke bare derude hvor kragerne vender, men også når vi var på campingferie i Danmark. Der fik vi til gengæld mange andre nummerplader med hjem til samlingen. Vi skrev alle numrene ind i kladdehæfter. De blev opdelt efter forbogstaverne, og inden der kom et nyt nummer til samlingen, blev det tjekket om det stod der i forvejen.
Bilparken i Danmark er vokset enormt siden jeg var barn, så der er næppe nogen, der samler på den slags i dag. Hvis jeg tager fejl, så er det nok mere, de lidt sjovere af slagsen. Dem man betaler lidt ekstra for. Det kunne jeg godt se det sjove og spændende i, om hvor mange forskellige man kunne få samlet.   

En liste over gamle egnsnummerplader findes her

Har du også samlet på nummerplader?

Forhindringer her og der

Nogle af forhindringerne har jeg ikke indflydelse på, og må bare vente på det går i orden. Allerede den 25. maj blev det smalsporet på min daglige vej. Jeg skal lidt før hjemmefra, fordi det er forbudt at cykle over broen. Det er heller intet problem, jeg har prøvet det masser af gange. Jeg, og min cykel, er sågar dagligt blevet sejlet over i en motorbåd nogle måneder i 2003, da broen skulle have den helt store omgang.  
De største forhindringer er for busser, lastvogne, campingvogne og den slags større køretøjer, da de ikke må køre over. De skal ud på en større omkørsel. Enten den korteste omvej, som er motorvejen under tunnellen, for de der nu må køre der. Traktorerer og landbrugsmaskiner må tage den største omvej over broen i Nyk. F. Nogle prøver alligevel om de ikke kan slippe igennem, og det kommer der mange 'sjove' episoder ud af. En lastbil blev kilet fast mellem de store betonklodser, som ikke rykkede sig en tomme. Større varevogne, campingvogne og trailere har givet underlige lyde fra sig, når de har mast sig igennem, og fået ridset begge sider på hele køretøjet. I hver side af cementklodserne, der hvor vejen er smallest, kan I nok ane dækaftryk efter nogen, der har forsøgt at mase sig igennem. Der er kun afsat plads til, at almindelig personbiler kan passere, mens man holder tungen lige i munden. Normale tilstande sker igen den 4. august.
I torsdags havde Allan besluttet sig for, for første gang i år, at cykle ned og hente mig på arbejdet. Kaffe og kikkert  var medbragt, så vi kunne nyde det et eller andet sted på turen. Da han nåede broen, måtte han vente på en modgående fodgænger, som fortalte ham at han ikke komme over. Den ville være totalt lukket i mindst to timer. Han ringede til mig og spurgte om han skulle tage bilen og køre ned og hente mig og cyklen. Jeg slog jeg til, for ellers ville min cykeltur hjem blive en kæmpe omvej på 33 km i stedet for små 7 km. Han medbragte kaffen, som vi nød på hjemturen ved Fløjtetønden Victoria..  En anden forhindring, som er meget værre, er at jeg vist skal have ny pc. Jeg har længe vidst at Windows XP ikke bliver understøttet mere, men naiv som jeg er, havde jeg altså forventet, at jeg stadig kunne komme på netbank osv. Det ser ikke sådan ud. Så meget for min stædighed, bare fordi jeg ikke ville have det nye Windows 7 i 2009 da den gamle pc ikke kunne mere. Kort efter fik jeg på arbejdet W7 og herhjemme har den bærbare W8. Jeg kunne lige så godt have sat mig ind i det dengang, men det orkede jeg bare ikke. I bagklogskabets lys, har jeg så erfaret at der ingen væsentlig forskel er på XP og W7.

En anden forhindring er nogle buske, vi skal have fjernet, før vi kan komme til at få orden på elendigheden som billedet viser. Det er da det værste l… vi nogensinde har brugt så meget tid på at få etableret. Det har trængt længe, og nu skal der altså ske noget. Kantfliserne er bestilt.
Vi har klippet og savet en dag og aften i denne uge. Næste dag kørte Allan på genbrugspladsen med et ordentlig læs. I skrivende stund er vi slet ikke færdige med at save. Det er et kæmpe arbejde, vi har sat i gang. Når det hele er klippet ned og kørt væk, skal der fjernes sten og graves. Vi venter med det sidste til vejrguderne forbarmer sig og forhåbentlig snart vander lidt hos os. De har lovet regn den ene uge efter den anden, men vi får intet, som det vist også kan ses på græsplænen.

12 timer på motorvejen

Meget har ændret sig siden Allan blev efterlønner. Før den tid, var det altid min opgave at booke ferie eller andet ophold. Vi havde besluttet at det var i år, vi skulle ned og se de hollandske tulipanmarker. Allan havde fundet et B&B her, hvor han reserverede et værelse til os. Vi fik en opringning om at vi skulle bekræfte en mail, som vi aldrig havde fået. Vi bekræftede pr. telefon, at vi gerne ville bo der, og sagde ved forespørgsel, at vi forventede at være fremme mellem 18 og 20. I onsdags morges startede vi vores lille påskerejse. 
Der er ikke meget at se på ned gennem de tyske motorveje, men vi bemærkede dog at der var meget mere grønt end derhjemme. solen bagte gennem bilruden, og det var det dejligste vejr. Det blev en meget la-aa-aang tur. Den tyske trafikradio meldte stau und stau ustandselig. Ved Elbtunnelen var der 14 km kø som det tog os en time at komme igennem. Ved Bremen var der 7 km kø, dertil kommer vejarbejde og andre forhindringer, vi måtte igennem. Det er ikke skidt på kameralinsen, men på bilruden.
Turen skulle kunne gøres på ca. 9 timer. Vi holdt kun et par små tisse- og spisepauser undervejs, men der gik alligevel 12 timer før vi nåede destinationen og vores vært var tilsyneladende bekymret for om vi havde fortrudt, for han ringede da vi holdt foran hans dør kl. 20. Vi manglede blot at finde et sted at parkere. Han kom ud og flyttede sin egen bil, så kunne vi holde på hans plads.


Da vi havde læsset bilen af, gik vi en tur i det pragtfulde vejr. Ved 21-tiden var det stadig 16°. Vi har selvfølgelig, synes vi selv, oplevet en masse de par dage vi har været i Holland, men det vil komme senere. I aftes prøvede jeg at lave et indlæg og lægge ud, men jeg fik besked om at min konto hos Google var spærret/låst, fordi de mente at en hacker var på spil, da der blev logget på fra en anden IP-adresse og et andet land end mit hjemland. Det var mig selv, fra vores medbragte bærbare, men ikke om jeg kunne få lov at taste min kode, og jeg havde endda været på fra min iPad. Denne adgang blev dog også spærret af Google i aftes. Det hele også sendt pr. mail til mig. Nu er vi hjemme igen, og alt ser ud til at være i skønneste orden. Turen hjem gik noget mere smertefrit, men stakkels de der skulle sydpå, kunne vi både høre og se.

Unødvendig skiltning

Da vi i pinsen, skulle finde den lille kommunale campingplads i Slagelse, blev vores GPS ved med at insistere på, at vi skulle op ad disse trapper.
Endnu sjovere blev det, da jeg opdagede skiltet.
Hvorfor det er placeret der, har jeg ingen idé om.