Skudt på min vej

Det sker jævnlig, jeg møder ting jeg forundres over, når jeg færdes rundt omkring alle vegne. Nu har jeg været i billedarkivet og ryddet lidt ud i flere år gamle billeder.
De to første billeder stammer fra ferien 2011 på Flyvesandet campingplads.


Jeg faldt over, dog ikke i bogstaveligste forstand, denne meget tykke kæde mejslet ned i en endnu større sten. Kæden var forsynet med en stor, nærmest ny hængelås. Jeg undrede mig i den grad over hvad det skulle gøre godt for. Jeg fulgte kæden ind i hybenbusken, hvor det viste sig, at den var fasttøjret lige så grundigt. Selvom de store træpæle ikke havde ligget der, ville ingen biler kunne køre igennem. Som fodgænger kan man jo hoppe over. Til højre for stenen var der et kæmpe åbent areal, hvor alt kan komme forbi.  

Hver gang jeg er cyklet eller kørt forbi her, har jeg undret mig over hvad de par hegn og den havelåge skulle gøre godt for. Billedet er fra oktober 2011, og sådan har det stået i flere år, men i sommers konstaterede jeg, at både havelåge og hegn er fjernet helt. 

Da jeg gik en runde i haven den 1. januar 2013 så jeg denne faldskærm. Mon der landede nogle små rumvæsener, som skulle holde lidt øje med os! 

I maj 2012 var vi en tur rundt i sommerlandet. Hvad man ikke kan se på dette billede, fordi jeg har zoomet noget så kraftigt, er at bilen lå langt, langt nede på marken. Vi fatter simpelthen ikke, hvordan den bil kan være fløjet så langt. Vi håber de involverede slap med livet i behold.


Januar 2014 havde vi virkelig vinter. Her har jeg fanget vinduespudserens stivfrosne arbejdsredskaber. Hvordan han formår at vaske vinduer hele dagen behøver jeg selvfølgelig ikke at bekymre mig om, men det må ikke være nogen nem opgave.

Mens jeg rendte rundt i gaderne, en kold og blæsende dag, lige før jul, og ventede på at butikkerne åbnede, havde ham her en helt anden måde at fordrive ventetiden på.

På Nordre Kirkegård studsede jeg over noget, der i min verden var lidt usædvanligt. På afstand så jeg en mand kom ud fra dette gravsted. Da jeg gik forbi, mødte jeg dette specielle syn, eller måske kommer jeg bare for sjældent på kirkegårde? Er du skarp, kan du se det på billedet ovenfor. Ellers er det zoomet ind herunder. 

Manden har åbenbart været på besøg hos en kær ven eller slægtning. De har drukket en genstand og røget en smøg sammen. Det ER en rigtig cigaret der er tændt og står i en speciel holder.

Jeg har jævnligt mødt dette ølflag ved et bestemt hus, hvor jeg har funderet over hvad det betød. Det er normalt at bruge diverse markeringer, når den rullende ostemand skal ringe på, men det var ikke ostedag, og vi har ingen rullende ølsalgsforretning, så… Flaget har nu holdt flyttedag, eller også er der bare flere, der ‘taler’ sammen på et specielt sprog.

Nyord, ørnetur og råhygge

Vi havde talt om at tilmelde os en vandretur på Sydsjælland, men havde endnu ikke fået timeldt os, da Ellen spurgte om vi, Inge og Hasse havde lyst til sammen med dem,  at deltage i Ørnens Dag og så ville de give mad i Den Stråtækte. Vi takkede ja.









Når nu vi havde planer om en vandretur, var det nærliggende at møde nogle timer tidligere end de andre, og tage på tur i den lille bilfrie by Nyord. Bilfri, fordi ingen endagsturister må tage bilen med ind. Det er forbeholdt de der bor der.
Det var mange år siden vi sidst havde været der.
Nyord er på knapt 5 km2 og her står tiden stille.  Alle de gamle huse fra 1800 tallet, ligger stadig som de lå dengang.
Det betyder, at der er små bitte gader at vandre rundt i.
Vi tog den lille sti, der starter ved Naturcenteret, og gik ind til byen og mødte flere haver hvor træerne var pyntet med glaskugler. Vi kom forbi den lille kirke med det udvendige klokketårn.

Der er en helt speciel atmosfære i den lille by, og der findes alt det man behøver for at overleve. Det er byen, hvor man kommer hinanden ved. Lolles Gård er et attraktivt sted, hvor busselskaber bestiller plads, når de har været på udflugt rundt i landet. Om sommeren er haven fyldt med spise- eller kaffegæster.
Efter at have været alle byens gade igennem, var det tid at troppe op ved Fugletårnet for at møde de andre.
Der var masser af mennesker i Fugletårnet. Faktisk var der flere mennesker end fugle. Selv i den store fuglekikkert, var der ikke meget at se. Nogle af os så dog en ørn, eller det kunne de godt bilde os ind, de kære fugleentusiaster, for faktisk kunne man jeg ikke se hvad det var, der sad derude.
Der var stemning for at se Nyord og selvom vi lige kom derfra, ville vi selvfølgelig gerne med. Jeg kunne så fortælle at ‘alle’ de små butikker på øen havde åbent. Bl.a. Den Lille Bod, som sælger alt fra hjemmelavet honning, Nyord Kød og alt hvad man overhovedet kan tænke sig. De sælger også garn i massevis. Endda garn fra egne angorakaniner.
Vi gik ind i den lille kirke med det udvendige klokketårn, og besøgte Caféen som solgte Whisky i løs vægt, balsamicoeddike, olier og meget andet. Her var fristelser i massevis og mange gode gaveideer. Jeg købte en trøffelolie og balsamico med granatæble. Det var meget svært at vælge med det udvalg.
Den Lille Bod har åbent alle ugens dage året rundt. Noorbohandelen følger godt med. Hele året er der altid åbent i weekenderne. Fra ca. 1. april er der åbent alle ugens 7 dage.
Ellen og John havde medbragt kaffe og hjemmebag som blev indtaget i en lille lade. Herefter kørte vi til Den Stråtækte, hvor vi blev vist rundt, inden vi gik os en lille tur. Hvad der manglede af ørne denne dag, blev der så rigeligt kompenseret for af alt muligt andet. Der er ingen klager herfra.

Rundt i København til fods

På en kold og blæsende søndag, tog vi til København med det ene formål at se Rosenborg. Om der skulle ske mere, og i så fald hvad, ville vi tage stilling til når besøget var overstået.
Vi gik gennem Københavns gader. Trods omtalen i radioen om skyderi og politi overalt i København, var der ganske fredeligt, alle vegne. Alt så helt normalt ud.
Vi gik til Kongen Have, hvor der var masser af ledige bænke og løste billet til Rosenborg, hvor vi opholdt os de 4 timer de havde åbent. Der er meget at dvæle ved på alle etager, så meget, at jeg vil vente med at fortælle om det, på et senere tidspunkt.
Selv bag de tykke mure på Rosenborg var der koldt, men der var i det mindste læ.
Da vi var ude igen, var klokken blevet 2. Hvad skal vi nu? Vi var efterhånden blevet godt sultne, og blev enige om at gå til bilen, for at spise en klemme. Nogen ville have lidt kaffe at varme sig på.
Mens vi gik der faldt snakken på Rundetårn. Eii, siger Mark, det kunne jeg godt tænke mig at gense. Det gør vi da bare… efter lige at have spurgt mor, om hun troede hun kunne klare turen til tops. Jaaahh, det mente hun da bestemt hun kunne.
Mens vi gik opad i tårnet, sagde vi til mor, at hun måtte sige til, hvis hun skulle have et hvil, eller sidde lidt ned. Det blev der ikke behov for, hun løb sgu stærkt den gamle, som Mark kalder hende. Da jeg mødte en åbning til højre i sneglegangen, skulle den undersøges. Det var noget nyt. En glasplade, som man kan træde ud på og se mange, mange meter ned. Det var lige til at blive svimmel af.
Helt oppe var der diset, så udsigten kunne have været bedre, men vi fik da set ud over byens tage, hele vejen rundt, og fik stadfæstet hvad, der var hvad.
Det blæste også så meget på toppen, at det var svært at holde kameraet i ro, så det blev indstillet på sport. Vi tog turen ned igen. Nu kunne det være rart at finde et sted, hvor vi kunne sidde lidt ned og få en tår varmt at drikke, men hvor skulle vi gå hen? GPS’en var ikke til meget hjælp. Den var overbevist om vi havde forladt Danmark. 
Hvis vi kan finde Tårnet, så er der restaurant på toppen, siger jeg. Jamen, det er da det vi gør, siger Mark og søger på sin telefon. På vej dertil møder vi Christiansborg Slotskirke, og da mor er gammel graver, var det et oplagt emne at fylde på julegavekortet. Der er også historie i sådan noget. Både Danmarks- og verdenshistorie er noget Mark interesserer sig meget for. Derudover interesserer vi os for alle former for bygningshåndværk. Så selvfølgelig skulle vi ind og se kirken.
Trods det gamle look, så den så nybygget ud, og så ser vi også skiltet med hvad der hændte. Da vi læste det, kunne vi godt huske at den var brændt i 1992. Det tog 4½ år at genopbygge den..
Vi når Christiansborg, og skal igennem sikkerhedsvagterne.  Hvad sker der her, siger mor. Vi og vores pakkenelliker skal scannes, så du skal af med tøjet, nøjagtig som da du var ude at flyve. (Hun har kun været på en eneste flyvetur i hele sit liv.)
Vi slap igennem og stod i kø ved elevatoren til Tårnet. Da vi nåede restauranten stod der lukket mellem 16 og 18, og klokken var kun 16:30. Øv altså, men vi stillede os i næste elevatorkø, for at komme helt op og kigge ud over byen. Det sidste stykke dog ad smalle trapper. Der var om muligt endnu mere koldt og blæsende der.
Da det oprindelig var Marks gave til mor. En dag med alt betalt, lod vi dem om hvad der skulle ske. Vi ville bare følge efter. Vi endte hos en bager, som solgte alverdens kaffe og noget varmt spiseligt, der snerpede i retning af mad. De var dog ved at lukke, men vi lovede, at vi nok skulle være færdige til de skulle dreje nøglen, hvis de var hurtige med maden.
Inde i Tårnet var der også lidt historie og bygningskunst at kigge på. Der er ikke noget at sige til de arme mænd ser trætte ud, når de skal bære hele bygninger på deres nakke.
Nu var det blevet rigtigt mørkt og det var på tide at finde bilen, som vi efterhånden var kommet langt væk fra. Det var ikke mange minutter vi sad ned på den tur. Vi kunne så sidde ned de næste 2 timer i bilen hjem.
Vi synes faktisk at mor klarede det hele fantastisk. Havde det været sidste år, før hendes bypass, så havde denne tur ikke været en mulighed for hende. Det havde hun selv gået og tænkt på et par gange undervejs. Hun har haft en hel fantastisk dejlig tur, og vi andre klager bestemt heller ikke. Mor ville ikke have dårlig samvittighed når hun gik i seng om aftenen, for hun havde fået mere motion en hun gør til dagligt, selvom hun går sig nogle ture.

Feriesnak og en, næsten umulig, forlænget weekendrejse

Vi skal på en forlænget weekend med ungerne senere på året. Det var tid at få det på plads, så alle kan få fri. Destinationen var bare et eller andet sted sydpå. Hvor svært kan det være, når man er åben for alt?  Meget, meget svært kan vi konstatere.
Jeg nævnte et par foreslag for Allan, og så regnede vi begge med at det var en smal sag at få både fly og noget at bo i. Ha… Vi blev klogere.
Allan har brugt oceaner af tid. Han startede faktisk i julen, og det så håbløst ud, fordi der ikke gik nogen direkte fly. Vi var nød til at mellemlande og endda regne med en ventetid på helt op til 6 timer for blot at komme til Frankrig, som nærmest ligger et stenkast væk. Det gider vi altså ikke. Jeg foreslog vi tog toget, så kunne vi snakke og hygge undervejs, men jeg havde dårligt nævnt det, før de alle 3 nedstemte forslaget. Så bare find noget, hvor vi kan flyve direkte, og måske endda bare trille kufferterne over på det nærmeste hotel. Jeg er fuldstændig ligeglad med hvor. Bare vi kommer afsted.
Undersøgelserne blev lagt på hylden en tid, men for nogle uger siden tog vi emnet op igen. Rejsen skal jo på plads.
Næsten hver eneste dag, jeg er kommet hjem fra arbejdet, blev jeg mødt med et stort hjertesuk, mens Allan viste mig hvor håbløst det hele så ud. Da jeg stort set ikke har haft noget med søgearbejdet at gøre, har jeg valgt at tro på det han viser og fortæller mig. Jeg har kigget ham over skuldrene, når han har siddet og søgt om aftenen. Han har jamret højlydt nogle gange, og det er ikke altid pæne ord, der er kommet ud af hans mund. Ordet galimatias er også brugt flittigt, som da han stødte på beløbet godt 60.000,- kr. for 3 overnatninger på 3 værelser. Der var ikke engang direkte fly. 
Han har søgt i Firenze og Nice i Frankrig. I Rom, Toscana og ved Gardasøen i Italien. Mallaga, Toremolinos og Andalusien i Spanien. Agios. Nicolaos på Kreta. Budapest i Ungarn. Reykjavik i Island, Ibiza. Lisabon i Portugal og sikkert flere, som jeg ikke kan huske. 
Var der direkte fly, kunne han ikke finde nogen bolig. Han har endda talt med et par bookingbureauer, hvoraf den ene bare spurgte, hvorfor vi ikke holdt en længere ferie. Det enkle svar er, at det  ikke er en mulighed. Endelig fandt han en direkte rejse til Toscana, som han bestilte. Der var bare en lille formalitet med en nøgleudevering. Så han ville lige tale med bookingbureauet om vi kunne få nøglen udleveret senere end angivet. Det var ikke muligt, så rejsen måtte annulleres. 
At det skulle være så svært, havde vi ikke forestillet os. Nu er rejsen langt om længe på plads, men det har holdt hårdt. Vi skal til Agia Marina på Kreta og Allan er en lettet mand. Det er dog svært at forstå, at en uges ferie til samme destinationer kan gøres til langt billigere penge og med en meget bedre logistik.

En weekend med det hele

I fredags skyndte jeg med hjem, parkerede bilen i garagen, vendte en omgang i huset, hvorefter vi gik til fødselsdag. Mads havde inviteret en snes venner, naboer samt os til  fyraftensøl (rødvin til den kræsne) og røde pølser i garagen, hvor han havde dækket op.

Nabokonen kom med nybagte marcipanhorn. Det var rigtigt hyggeligt at være en del af, og det blev sent før vi gik hjem og det blev lørdag inden jeg kom i seng.
Lørdag stod den på madlavning og andet for at opretholde hjemmets nødvendige vedligeholdelse. Vi havde inviteret vennerne på mad. En dyreryg var taget op af fryseren. Fileterne skar jeg fra. Skroget blev kogt og kødet pillet af til en anden god gang. Lidt tidskrævende, men intet skal gå til spilde. De hele filetter blev stegt rosa på panden, og serveret med flødekartofler, en appelsinsalat, hvor løg og appelsiner havde trukket i en olie-æblecidereddikedressing. Nødder efter smag (eller overfølsomhed)  Hjemmelavt is til dessert. Der er to i det selskab der er store isspisere. Hjemmebag blev serveret til kaffen. Her er det de samme to personer, der elsker kage.  

Efter en hyggelig aften kørte vennerne, og jeg havde et køkken med opvask overalt. Havde vi været hjemme søndag, havde opvasken, eller en del af den, fået lov at stå natten over, men det var vi ikke, og jeg forlader ikke mit hjem i sådan en tilstand, fordi jeg hader at komme hjem til sådan et rod. Atter blev klokken over midnat før jeg fandt min seng. I løbet af dagen fik jeg lavet fyld til nogle grove sandwich, vi skulle have med på søndagsturen. De blev lagt sammen, så de kunne nå at trække.
Mark havde givet mor en julegave. En tur på Rosenborg med indløsningsdag i dag.
Da emnet blev berørt ved familiens julefrokost, blev vi enige om at Allan og jeg skulle med. For det første fordi vi interesserer os for slotte, bygningshåndværk og historie, og selv havde talt om at besøge Rosenborg. For det andet, er Marks kæreste overHOvedet ikke det fjerneste interesseret i noget af det, og ville meget nødig bruge sin tid på det, så Mark synes det kunne være sjovt at dele interessen med os. Da vi stod op i morges, var vi klar over at der havde været skyderi, der hvor vi skulle være, og der ville være politi overalt. Kunne vi ikke komme på Rosenborg, måtte vi jo bare finde noget andet, var vi enige om.
Ankommet til københavn om formiddagen, blev kaffe og brød pakket ud midt på fortorvet, og vi lagde lidt bund, så vi kunne klare os nogle timer. Men meget mere om det på et senere tidspunkt.
I morgen bliver Mads 37, og kan, hvis han er heldig, ‘nøjes’ med en arbejdsdag på 12 timer, så jeg har inviteret ham på aftensmad i dagens andledning. Jeg ved det ikke bliver sent, for han møder hver dag kl. 5:00, så det er tidligt godnat for ham. Nu vil jeg også se, om jeg kan få indhentet lidt nattesøvn. 

Et slag for kapslerne, de små foreninger og genbrug

Den opmærksomme læser vil se, at det er et indlæg, der har været længe undervejs.
Jeg husker, der på et tidspunkt var penge i gamle aviser. Godt nok var det ikke det enkelte menneske, der fik glæde af pengene, men i stedet  gymnastikforeninger, spejdere eller hvem der nu samlede ind en gang om året eller to. Der var også penge i pantfrie flasker. Det er længe siden det sluttede. Nu er det alene genbrugspladserne der tjener penge på det. De små foreninger rundt omkring, prøver hele tiden at finde en måde at skaffe lidt ekstra penge på. Mig bekendt, er det sidste nye mælkekapsler og kaffekapsler.
Hver uge, tager jeg en lokalavis med hjem fra arbejdet, fordi den ikke bliver omdelt her, med mindre vi vil betale for det. Det var i denne lokalavis, jeg for meget længe siden, læste om spejderlederen Karina, der har startet en indsamling på Møn. Der skal mange kapsler til før det batter noget, men mange bække små…
En lille mælkekapsel giver 5 øre, mens en kaffekapsel giver 10 øre. Hun har fået opstillet nogle spande, hvor folk kommer forbi og smider en portion kapsler. De samarbejder med virksomheder, som indsamler kapsler til dem. Der er flere og flere der bliver opmærksom på indsamlingsmugligheden. Du kan læse hele historien her og finde Tassimos indsamlingssteder her, hvis du selv vil give et bidrag.
Her på vores vej, er der en der samler dåseclips, og har gjort i rigtigt mange år, så handicappede i Thailand kan få nye proteser. Dåseclips eller dåseringe, kan man også lave mange fine ting af, bl.a tasker og punge. Nogle studerende har lavet en lampe, der er solgt til Cafë Ulla Therkelsen, London. Pengene er ubeskåret gået til Projekt Dåseringe.

Gamle udtjente colaflasker, er der et firma, der vist har fundet fidusen i at udnytte. Jeg har før omtalt stolen, og man sidder fantastisk godt på dem. Det må vist gå ganske godt for firmaet, eller også er det måske det modsatte der er tilfældet. Siden jeg sidst skrev om det for 3-4 år siden er prisen mere end fordoblet på en enkelt stol.

Du kan læse meget mere om firmaet Emeco her.  


For nogle år siden. Helt nøjagtigt den 15. marts 2012, gik vi rundt i Københavns gader, og mødte dette syn foran Københavns Museum, som prøvede at gøre opmærksom på, hvor meget vi bare smider væk og hvor meget det belaster miljøet.  






















Overskriften kunne også være: Brug låget. Linket fører til endnu en virksomhed, som har skabt en forretning ved at genbruge vores skrald. Kapslerne bliver til parkbænke. Cigaretskod til fragtpaller. Kuglepenne til vandkander og skraldespande.
Hvornår mon nogen finder på at udnytte øl- og sodavandskapsler til et eller andet stort og brugbart og får en forretning ud af det? 

Rødbedesalat og forhindringsløb

Hvad har de to ting med hinanden at gøre, vil I måske tænke. Ikke andet end det er noget af det min weekend har været fyldt med. Det er efterhånden også længe siden jeg har belemret jer med mine køkkenudfoldelser.
Selvom jeg både har syltet og lavet rodfrugter flere gange, havde jeg stadig en kasse  fyldt med rødbeder. Når frosten kommer, kniber med opbevaringsplads. Nattefrosten havde meldt sin ankomst længe før jeg fik hentet rødbederne ind i ‘varmen.’ Heldigvis havde de ikke taget skade. Flere uger med varme har de bestemt heller ikke godt af, så det var ved at være sidste chance for at redde dem.
Kassens indhold skulle helst udryddes, eller i hvet fald reduceres kraftigt. Derfor blev den største gryde fundet frem og fyldt til randen lørdag morgen.  Jeg fik lavet en stor portion rødbedesalat.
De kogte rødbeder blev skåret i små stykker og blandet med lidt æbler, som også trængte til at blive brugt, ymer, æblecidereddike, olivenolie, græskarkerner og hvidløg. Så var der en lækker rødbedesalat til frokost. Selvom vi havde nogen til frokost, der kunne hjælpe os med at spise det, fik vi ikke udryddet det. Heller ikke til søndagsfrokosten. 
Jeg kunne godt se, at vi nok ville blive træt af rødbedesalat inden vi fik udryddet hele den portion rødbeder. Alligevel lavede jeg en grundportion mere med løg og pasta i. Grundportionen skal fyldes med kapers, æg og hvad jeg ellers kan finde på at fylde i når jeg skal have madpakke med i løbet af ugen. Resten af rødbederne blev syltet i små terninger, og kommet på glas, bare for at have nogen der ser anderledes ud end de traditionelle. 























Lørdag eftermiddag var jeg klar til at bevæge mig ud på den sædvanlige gåtur. Vel vidende at det ikke er nemt at færdes ret mange steder. Jeg behøvede blot at kigge ud ad vinduet for at konstatere det. Nu skal der mere end lidt sne, is, plutte og blæst til at holde mig inde. Jeg var dog klar over, at jeg ikke skulle vælge de små skovstier, men de store kunne vel nok gå an.
Ved stranden og havnen var der stablet store forhindringer op. Maskiner, grus, sten, køreplader og mange andre materialer, samt campingvogne og jeg ved ikke hvad. Det tyder på, der skal ske noget stort for at undgå flere oversvømmelser.

I skoven var det ikke bare is og pløre, der tvang mig til at sætte tempoet lidt ned. Selvskoverne var i fuld gang med at fælde træer for at få brænde hjem til næste fyringssæson. Nøjagtigt som vi selv har gjort i mange år. Vi er dog blevet lidt mere magelige, hvad det angår. Da jeg kom ud ad skoven igen, blev jeg bekræftet i, at mine sædvanlige tre skovruter ser meget forskellige ud.





















Til højre i billedet, bag pælen, er den lille skovsti, hvor jeg nærmest ville have været druknet, eller blive suget fast i sølet og måske miste fodtøjet, hvis jeg havde valgt den, som er en af mine foretrukne ruter. Vejen fører direkte til og  fra vores adresse gennem skoven. Til venstre er vejen en stor skøjtebane, som efter ca. 4 km fører ind i Storskoven. I midten ser du min forkortede lørdagstur. 

Søndag havde jeg svært ved at vælge min tur. Jeg vil jo allerhelst gå i skoven, men det ER altså ikke nemt i disse dage. Måske en anden skov var bedre. Ellers kunne jeg jo altid vende om. Den tur krævede en del vandrig på landevejen, men var den overhovedet bedre, når vores egen vej var en stor glatbane!


Landevejen var fin og tør. Det kan man ikke just sige om de omgivelser, jeg passerede. Den sne solen har haft travlt med at smelte de sidste par dage, ville nogen sikkert ønske, ikke var gået hurtigere end kloakkerne kunne følge med. Selv kattene må finde sig i at gå i vand. Jeg undrede mig faktisk over, at de overhovedet gjorde det. Men håbet om at finde fiskerester er nok for stort, til at holde dem væk.    

Sundet er fyldt godt op med vand, men den anden skov så ud til at være fri for sne…  Det var dog kun en stakket frist... Vend om…. Nej…. ikke tale om. Nu gennemfører jeg. Der er så dejligt i skoven.






















Jeg kom ud på landevejen på den anden side, hvor der var dejligt nemt at gå. 























Selvom solen havde stor magt, bed det alligevel noget omkring snudeskaftet, derude på de åbne vidder. En Pelle-helt-alene-i-verden-vandring en times tid, hvor der blev indåndet masser af frisk luft, mens de 7 km blev tilbagelagt, er slet ikke så tosset at bruge lidt af sin søndag på.

OBS: Hvis nogen skulle være interesseret i at se filmene, som  Stubbekøbing lagde kulisser til i sommers) 'Tod eines Mädchen,' så vises den i 2 afsnit på ZDF mandag og onsdag. Begge dage kl. 20:15