De to første billeder stammer fra ferien 2011 på Flyvesandet campingplads.
![]() | ![]() |
Jeg faldt over, dog ikke i bogstaveligste forstand, denne meget tykke kæde mejslet ned i en endnu større sten. Kæden var forsynet med en stor, nærmest ny hængelås. Jeg undrede mig i den grad over hvad det skulle gøre godt for. Jeg fulgte kæden ind i hybenbusken, hvor det viste sig, at den var fasttøjret lige så grundigt. Selvom de store træpæle ikke havde ligget der, ville ingen biler kunne køre igennem. Som fodgænger kan man jo hoppe over. Til højre for stenen var der et kæmpe åbent areal, hvor alt kan komme forbi.

Hver gang jeg er cyklet eller kørt forbi her, har jeg undret mig over hvad de par hegn og den havelåge skulle gøre godt for. Billedet er fra oktober 2011, og sådan har det stået i flere år, men i sommers konstaterede jeg, at både havelåge og hegn er fjernet helt.

Da jeg gik en runde i haven den 1. januar 2013 så jeg denne faldskærm. Mon der landede nogle små rumvæsener, som skulle holde lidt øje med os!

I maj 2012 var vi en tur rundt i sommerlandet. Hvad man ikke kan se på dette billede, fordi jeg har zoomet noget så kraftigt, er at bilen lå langt, langt nede på marken. Vi fatter simpelthen ikke, hvordan den bil kan være fløjet så langt. Vi håber de involverede slap med livet i behold.

Januar 2014 havde vi virkelig vinter. Her har jeg fanget vinduespudserens stivfrosne arbejdsredskaber. Hvordan han formår at vaske vinduer hele dagen behøver jeg selvfølgelig ikke at bekymre mig om, men det må ikke være nogen nem opgave.

Mens jeg rendte rundt i gaderne, en kold og blæsende dag, lige før jul, og ventede på at butikkerne åbnede, havde ham her en helt anden måde at fordrive ventetiden på.

På Nordre Kirkegård studsede jeg over noget, der i min verden var lidt usædvanligt. På afstand så jeg en mand kom ud fra dette gravsted. Da jeg gik forbi, mødte jeg dette specielle syn, eller måske kommer jeg bare for sjældent på kirkegårde? Er du skarp, kan du se det på billedet ovenfor. Ellers er det zoomet ind herunder.

Manden har åbenbart været på besøg hos en kær ven eller slægtning. De har drukket en genstand og røget en smøg sammen. Det ER en rigtig cigaret der er tændt og står i en speciel holder.

Jeg har jævnligt mødt dette ølflag ved et bestemt hus, hvor jeg har funderet over hvad det betød. Det er normalt at bruge diverse markeringer, når den rullende ostemand skal ringe på, men det var ikke ostedag, og vi har ingen rullende ølsalgsforretning, så… Flaget har nu holdt flyttedag, eller også er der bare flere, der ‘taler’ sammen på et specielt sprog.