søndag den 9. december 2018

Juleforberedelser er mange ting, og starter tidligere og tidligere, eller…

Vi er bagud på flere fronter. I hvert fald når jeg hører og læser om andre.P1170043
I skrivende stund, står det meste af julepynten stadig i kasser på loftet. Det er der sådan set ikke noget nyt i. Sådan har det altid været. Lige fra jeg var en lille pige, har vi altid først pyntet op til jul, omkring fars fødselsdag den 8. december.
Julegaverne er jeg heller ikke begyndt på endnu. Det var dog noget anderledes da ungerne var små, og jeg skulle købe julegaver til  20-30 personer. Sådan er det heldigvis ikke mere, og har ikke været i mange år. Dengang var jeg færdig med alle julegaveindkøb den 1. december, med undtagelse af de par stykker, der havde fødselsdag i december. P1170048
I november slagtede jeg altid gris. Jeg lavede medisterpølser, finker, sylte, svær- og rullepølser, leverpostej, så vi havde julemaden klar til alle juledagene. Der blev lavet juledekorationer og bundet adventskrans, klar til at nyde 1. søndag i advent. 
P1170051 P1170062
I december blev der bagt alle de traditionelle julesmåkager. Der blev lavet konfekt, og fyldte chokolader. Kogt klejner og æbleskiver. Den gang havde vi også meget mere urtehave, end vi har i dag, og var selvforsynede stort set med alt til hele året. Grønkålen blev også høstet, kogt, hakket og lagt i fryseren. Der blev flettet stjerner, julehjerter og musetrappe samt klippet og klistret mens julehyggen langsomt bredte sig.  

Når jeg tænker tilbage, husker jeg det som en hyggelig tid med juletravlhed, men ikke som stress og jag, som mange føler det i dag.
P1170064 P1170065P1170078

Tiderne skifter, så vores jul har set meget anderledes ud i mange år. Jeg tager det ganske roligt, og laver det jeg har lyst til, når jeg har lyst til det. Jeg har ingen faste krav til mig selv udover at juleaften og juledagene skal være hyggelige, og det skal hele december også være. Der skal være plads til andre fornøjelser, for dem har vi ret mange af.
Jeg bager ikke julesmåkager, da ingen (hvis vi ser bort fra Allan) i den nærmeste familie er småkagespisere. Jeg er til æbleskiver og klejner. Resten rører jeg ikke. Bare lugten duften af brunkager og pebernødder er næsten mere end jeg kan klare. Konfekt er de fleste af os også for kræsne til. Marcipan spiser jeg ikke, og andre kan ikke tåle det, så det springer vi også over. P1170044
Jeg er derimod vild med al slags mad, så jeg har lavet rullepølse og leverpostej og i løbet af den næste uges tid, får jeg også pyntet op og købt julegaver. Jul bliver det under alle omstændigheder, og både grønkålen, hamburgryggen, medisteren og anden ligger klar i fryseren, så der er ingen grund til at få stress.  

lørdag den 1. december 2018

Når livet starter forfra for 3. gang

Første gang vi skal lære at gå, spise, tale, lave mad, strikke osv., tænker vi ikke så meget over det. Det er en ganske naturlig del af livet, som vi nok mere eller mindre regner med, er en selvfølge. I hvert fald når man har nået en vis alder, og egentlig ikke ser handicappet ud.
P7036374De fleste af os er helt uvidende om hvor svært de mest basale ting egentlig er, men når man selv, eller ens nærmeste rammes af sygdom eller ulykker, og man atter skal lære det hele – helt forfra – opdager man hvor svært det man har kunnet hele livet faktisk er.
Jer der har læst med længe, husker måske historien om mors hjertestop, koma og neglect, hvor hun for 2. gang i sit liv, startede fra scratch, med at  lære at spise, gå, tage tøj af og på, strikke -  ja hele molevitten. Det lykkedes over al forventning, at få et liv, næsten som det var før.
3. gang, mellem jul og nytår, nogle få år senere, var hun atter hjælpeløs, og måtte endnu en gang starte forfra, med at lære at spise, tage tøj af og på, gå på trapper osv. osv. Det er lykkedes knapt så godt, men hun er dog nået rimeligt langt, ved stædighed og egenbetaling hos en dygtig fysioterapeut, som min mirakelmand har anbefalet, da det offentlige stod af og sagde, mor ikke kunne nå længere.
Det har været en hård kamp at nå dertil, hvor hun er i dag. Nu klarer hun igen sig selv - rimeligt godt, og har gjort længe, hun har stadig hjemmehjælp hver morgen, alle ugens dage, til at åbne for yoghurt, mælk, ost og den slags småting. Når bare det er åbnet dagen i forvejen, giver det frihed til at spise, når hun står op, uanset om hjemmehjælpen kommer klokken 7 eller halv 10. Hun får hjælp til det ugentlige bad, og hver 14. dag kommer de og skubber lidt rundt på støvet og vasker gulve.
Hvis vi ser bort fra de helt basale ting, som man selvfølgelig helst fil kunne klare selv, så har mors store ønske været at lære at strikke igen – også for 3. gang. Hun har forsøgt mange gange, men hun har ikke kunne holde på strikkepindene. Hun kan heller ikke knappe en knap, lukke en lynlås, tage smykker af eller på. Sætte en nøgle i døren eller binde en skosnøre og den slags, men hun kan atter holde på en blyant og skrive, så nu kæmper hun videre med strikketøjet.
P1170017 P1170034

Den første firkant, blev nærmere en trekant, men pyt. Det er jo øvelse, og den er noget pænere strikket, end den første firkant hun lavede efter sit hjertestop, så der er et lille håb, selvom ingen tør love at hun kommer til at strikke igen.  Hun magter kun at strikke 4-5 pinde på en aften, så det tager tid at lave en lille lap, og hvis hun så også strikker forkert, må arbejdet hvile til en af os unger kommer forbi. Derfor har jeg fået den ryg med hjem, hun strikkede for tre år siden. Nu gider hun ikke se på den mere, og har bedt mig lave den færdig til Røde Kors.
Selvom mor rundede de 81 i maj måned, har hun ikke opgivet at kæmpe videre. Som lægen på Rigshospitalet sagde, er hun en sej kylling.og livet har trods alt stadig meget godt at byde på. Selvom det strikkeri ville kunne slå mange timer ihjel..

søndag den 25. november 2018

Grønland kom til os

Dette indlæg er inspireret af det spørgsmål Ellen stillede til min kommentar, om en hel sæl, der ankom til vores adresse.
Jeg har aldrig været i Grønland, men har haft en del af den grønlandske kultur tæt inde på livet, da jeg var teenager. Vi havde nemlig en grønlænder, Ruth, boende et helt skoleår 1971-1972. Måske kender du allerede til dette eksperiment, men det er en helt anden historie.  
Julen 1971aDet var på mange måder et spændende år for hele vores familie. Ruth var et høfligt og stille barn, der selvfølgelig savnede sin familie. Min søster K, som hun også gik i klasse sammen med, var eminent til at lave fis og ballade, og få Ruth med på den galej. De kunne fjolle sammen. Der var meget i det danske samfund, der var helt nyt for Ruth. For eksempel havde hun aldrig stiftet bekendtskab med en cykel, men det og meget andet fik hun lært. Vi andre hørte om livet i en lille bygd i Upernavik, som Ruth kom fra. Vi lærte nogle grønlandske ord og sætninger. I dag er der kun to sætninger, der stadig hænger ved hos mig, men jeg kan ikke længere stave mig frem til dem. Kun udtale dem.
Ruth 1Som værtsfamilie, var man pålagt en tilsynsførende, der jævnligt kom og holdt øje med om Ruth trivedes, og om vi overholdt de restrektioner, der nu var. Hver måned var der brevveksling mellem Ruth og hendes mor. De kommunikerede også begge via kassettebånd. Det hændte jævnlig at der var små ting til Ruth i den månedlige pakke. Ting man ikke kunne købe i Danmark. Der var også af og til brev til mor, og mor skrev selvfølgelig tilbage.
Sælskind 1En dag op mod jul ringede postmanden atter på døren. Udenfor stod han med en meget stor pakke – til mor. Pakkerne plejede at være til Ruth, så det i sig selv, var en overraskelse. Hverken posten eller vi havde, nogensinde tidligere, set sådan en pakke, der partout skulle afleveres samme dag. Pakken var fyldt med is. Posten var lige så spændt som vi andre. Da isen blev fjernet dukkede det hvideste kød op, som vi umiddelbart overhovedet ingen ide havde om, hvad kunne være.
Ruth fik julelys i øjnene og kunne næsten ikke vente med at smage. Mor mente dog, at det skulle tilberedes først, men Ruth sagde det skulle spises, råt, som det var. Vi fik alle et stykke, men kun Ruth syntes, det var en lækkerbisken.
Mor anede ikke hvad hun skulle stille op med en hel sæl, som var renset og ordnet Sælskind 2aså fint, og lå der i to dele. Der var jo enormt meget kød. Mor talte med den den tilsynsførende, for at få gode råd til hvad hun skulle gøre med sådan et dyr, og fik at vide at hun skulle ryge det. Hun fik en liste over, hvad hun skulle skaffe, og hvor hun kunne købe det. Det var kun apoteker der solgte det, men de ville bare ikke udlevere noget til hende. Det var kun dyrlæger og udvalgte erhvervsdrivende, der måtte købe det. Mor forklarede historien, og fik lov at købe noget af det, så hun kunne starte processen. Derefter kontaktede hun den slagter, som røg de andre varer fra de dyr vi slagtede, for at lave en aftale med ham. Selvom han aldrig havde prøvet at ryge en sæl, sagde han ja, og aldrig har vi smagt så lækkert kød. 
P1170020Udover en hel sæl, var sælskindet også vedlagt. Skindet monterede far på en plade, og det kom til at pryde væggen i barndomshjemmet, lige til mor flyttede fra både det og huset for ca. 10 år siden. I pakken lå også julegaver til Ruth, og hver en lille gave til os tre unger. En isbjørnbrosche snittet af en hvalrostand. 
Den pakke har været længe undervejs. Først med helikopter fra Upernavik til Søndre Strømfjord, hvorfra den videre rejse foregik med skib til København, inden den blev sendt med posten til Lolland. Det var den gang man fik breve og pakker fra dag til dag. 

lørdag den 17. november 2018

Tre historier om forsvundne nøgler

I forbindelse med alt det flyttearbejde osv., kom vi hjem og fortsatte hver vores gøremål. Efter en rum tid, kommer Allan ind og spøger, om jeg har set nøglerne til Camillas hus. Det har jeg ikke.P1160975
Har du kigget der og der? Ja, de er ikke at finde, men de dukker nok op.
Efter en tid spørger jeg, om han har fundet nøglerne. Nej – har du? Nej, men jeg har heller ikke ledt efter dem. Vi kiggede derefter i værktøjskasser, og det han ellers havde beskæftiget sig med, siden vi komme hjem, men fandt dem ikke, så Allan mente, han måtte havde tabt dem, da han steg ind i bilen i Gåbense. Derfor tog han ud på en køretur for at lede, men uden resultat. Pludselig kommer jeg i tanke om værkstedsdøren, som står åben. Jeg kigger bag døren…  Allan - kom lige. Det er vel ikke de her nøgler du savner? Jo… Han tog sig til hovedet, og vi grinede begge to.
P1160987 P1160986

Ugen efter kunne han ikke finde sine bilnøgler. Han ledte igen forgæves alle vegne, inden han spurgte, om jeg var stødt på dem. Det var jeg ikke, men jeg gik hen for at kigge bag værkstedsdøren. Der sad de, hvorpå jeg sagde, kunne du ikke bare prøve at kigge i den dør næste gang, dine nøgler er væk. Jo, det må jeg prøve om jeg kan huske. 

Mors nøgler er ikke som de flestes, da hendes hænder ikke kan håndtere en almindelig nøgle. Hun har derfor måtte investere i en elektronisk brik. Når man lukker hendes dør, er den altså lås. Smækker vinden døren, er hun låst ude. Det betyder, at det er ekstra vigtigt altid at have nøglen med, når hun går ud.
Et barnebarn havde hentet hende til spisning. Da K skulle køre mor hjem, vil mor, som altid, lige finde sin nøgle frem, men den er ikke i tasken, hvor hun altid lægger den, hvis hun ikke overdrager den til andre. Kristina endevender tasken, men den er der ikke. Du har ikke haft nøglen med mormor. Jo, K. det har jeg. Det er påstand mod påstand. K. siger, hvem andre har en ‘nøgle.’ Det har din mor og Pia. Har L, som bor nærmest ikke? Nej, det har hun frabedt sig.
20181116_154334Da mor tager sine hjemmesko af, og putter dem i sin taske, ryger nøglerne ud. Dem har hun haft i skoen hele aftenen uden at mærke noget, og det nøglebundt fylder faktisk en hel del.
Ingen af os fatter at hun ikke har mærket noget hele aftenen. Mor siger. Det er jo det, jeg siger. Det er dødkød det hele.   

Når I læser dette leger jeg med chefen og alle mine unge kollegaer. Vi skal mødes hos chefen privat her i eftermiddag til leg, konkurrencer, snak, hygge, god mad. Jeg har min helt egen privatchauffør. Måske jeg skal tage mine nøgler med, sådan bare for en sikkerheds skyld!

søndag den 11. november 2018

3 flytninger og 3 adresser på 3 måneder.

Vi keder os aldrig. Der er altid noget at rive i et eller andet sted og vi kan lide det, men når det er sagt, har vi også haft ret meget om ørene de sidste 3 måneder, da Camilla fik solgt sin ejerlejlighed meget hurtigt.
Da hun i to måneder, har brugt 3-4 timer dagligt på at pendle til sit job, så har vi, mest Allan, været hundelufter-passer hver eneste dag. Allan har malet stakit og låger. Hver weekend i oktober har vi, sammen med Camilla, gravet og banket pæle ned til hegn og låger. Hun og jeg har slået kramper i, til den store guldmedalje, ens mændene har monteret stakit og låger. Camilla, det lille fnug, har også selv knoklet med at banke pæle i.
P1160911 P1160910

Her har vores udestue været fyldt med flyttekasser og møbler. Ligesom værkstedet og et værelse har det.

P1160931Jeg har/havde en del ferie til gode, som det, arbejdsmæssigt, har været svært at få presset ind, men man siger jo, der er en mening med alt, selvom det ikke altid er særligt indlysende. Jo mere ferie der udskydes, des sværere bliver det at få den afholdt, så det var nærliggende at lægge 10 fridage i rap i forbindelse med Camillas sidste flytning.  



Selvom Camilla først reelt fik overdraget nøglerne den 1. november, så har ejerne været yderst large, på alle områder og givet os lov til at være i haven og vi fik nøgle til værksted og garage. De sidste 14 dage fik vi endda en nøgle, så vi kunne gå ind i huset og begynde at komme med flyttelæs, mens de kørte deres væk. Det er virkelig nogle dejlige mennesker. De og Camilla bevarer kontakten. De har allerede været i hendes nye hjem et par gange. En gang for at hjælpe, vise hende noget. Den sidste gang var de inviteret til kaffe og kage sammen med os andre. P1160933
Camilla og jeg begyndte rengøringen og malerarbejdet af hele hytten på min første fridag, mens Allan har opsat lamper, samlet møbler og lignende. Hver eneste gang vi har kørt til Rønnede, har vi haft et flyttelæs med. Vi har til gengæld også haft et læs med hjem ret tit. Da Camilla, E og B havde lavet den aftale, at de bare kunne lade alt det stå, de ikke selv ville have, havde plads til, kunne få afsat, eller orkede at bruge tid på at sælge. Alt fra møbler, køkkengrej, værktøj, haveredskaber og ting der imellem. 
P1160929Hverdagen er startet igen for os alle og det hele fungerer, men der er udsigt til mere arbejde, både ude og inde, når tid, lyst og muligheder haves, og ideer og ønsker står helt klare. Lige nu står en stor vennekreds i kø, for at få lov at komme og se herlighederne. Jeg har lovet at give et nap med det første store fremmøde i næste weekend. 

Ingen behøver at kede sig. Vi har jo også vores eget, men alt andet er oftest det sjoveste. Det går desværre bare ikke i det lange løb.

torsdag den 1. november 2018

Høstfest på Borreby Gods i selskab med Morten Korch

Det er efterhånden læge siden at høsten kom i hus. Det er også længe siden, vi var til høstfest, men derfor kan jeg godt fortælle om det.
P1160853
Det er godt nok langt at køre for at få denne oplevelse, og egentlig passede det rigtigt dårligt ind i vores kalender. Vi var også lidt spændt på, om det nu var så godt som det lød. Om det i det hele taget var noget for os, men det var det hele værd. P1160861
Det startede til middag, hvor de slog dørene op til den store gamle lade, som er omdannet til teatersal. Her sad vi ved langborde og fik serveret en dejlig platte, som vi ikke vidste hvad bestod af, før den blev serveret, men den indeholdt blandt andet en lækker kalvesylte. Der blev serveret noget lækkert brød til det hele.  P1160858
Mens vi spise var der løbende, flere former, for underholdning forskellige steder i teatersalen. Der blev sunget, spillet, hoppet sjippetov, danset og snakket med os publikum, som skuespillerne også gør i Matador på Bakken, hvis du har haft den oplevelse. Det er levende og hyggeligt. P1160863
Da vi var færdige med at spise, startede selve forestillingen på scenen. Der var rigtige mange indslag, mest sange fra de gode gamle film af Morten Korch, men også fra Far til fire. Nogle af klassikerne blev vi bedt om at synge med på. 
P1160864
Da forestillingen var overstået, blev der tændt lidt dæmpet belysning, og laden blev pludselig fyldt med vasketøj,  mens de begyndte at spille og synge Tørresnoren. P1160865
Underholdningen med sang og musik, fortsatte mellem bordene lidt endnu, og vi hyggesnakkede med vores ‘naboer’ til begge sider, inden vi brød op. Der var bal bagefter, men det var vi helt enige om, hjemmefra, at det skulle vi ikke deltage i. Det så også ud til at de fleste kørte hjem, men det var absolut en hyggelig dag, og vi kunne sagtens finde på at tage til en forestilling på Borreby Gods igen en anden gang.
Du kan læse mere om Borreby og teater her.

søndag den 28. oktober 2018

Spærrede gader og strømafbrydelse, så hvordan kommer vi hjem.

Fredag den 28. september.
Det var vores sidste dag på Kreta, og vi havde, mod betaling, for ikke at være henvist til gaden i 12 timer, fået lov at beholde vores værelse til vi skulle med bussen til lufthavnen omkring midnat. De penge var givet godt ud. P1160825
Vi havde fået en sms fra rejseselskabet, om at de havde strømafbrydelse, som betød, at vi ikke komme i kontakt med dem, hverken via mail, telefon. Okay. Info, som vi ikke regnede med betød noget for os.
Da vi vendte snuden hjemad sidst på eftermiddagen, efter at have vandret rundt hele dagen, så vi, at der var politiafspærringer alle vegne. Det betød, at ingen biler kunne komme, hverken ud eller ind fra byen, til det område vi boede i.P1160801
Da vi nærmede os vores gade, som normalt ligger øde hen, og hvor man sjældent møder andre mennesker, var der arbejdende folk alle vegne. Der var blevet klippet buske, og de var i gang med at feje. Tv-folk gik og opsatte spot. Vi anede ikke hvad der skulle foregå. Allan spurgte en tv-mand, hvad der skulle ske. Han fik at vide, at klokken 20 ville man kunne få smagsprøver på mad. Efterhånden som vi nærmede os vores hotel, fandt vi ud af at det måtte være noget stort, der skulle ske, og det ville være helt umuligt for vores bus, at komme igennem for at hente os. End ikke en personbil kunne komme igennem, selvom de måske kunne få dispensation. P1160814
Vi forhørte os yderligere i receptionen, om hvad der skulle foregå i gaden, samt om afhentningen til lufthavnen, da vi ikke kunne læse noget om det på rejseselskabets hjemmeside, og de ikke kunne svare på sms.
I receptionen vidste de ikke at vores rejseselskabet havde strømafbrydelse, men de konstaterede at det var umuligt at kontakte dem. Hvem de egentlig ringede til derefter, ved vi ikke, men de fik oplyst, at der, dagen forinden, var ankommet en minibus, som var parkeret på havnen. Den ville bringe os videre till vores bus et sted ude på landevejen. Ligeledes oplyste de os om, at det der skulle foregå i gaden, var det årlige græske streetfood, hvor øens, bedste  kokke dystede og serverede dejlig mad og drikke. Det kunne vi da få tiden til at gå med, inden vi skulle trille kufferterne ned til havnen, tænkte vi.P1160830
Vi gik op på vores værelse, for at bade, klæde om, pakke kufferterne færdige, for derefter at gå ud at spise en lettere anretning, så der også kunne blive plads til en lille smagsprøve hist og her, men også det mad vi ville få serveret i flyet. 


Nu var der godt gang i borddækning, gryder, stegepander, grille og alt muligt. og der var begyndt at komme liv i gaden.  P1160818


Da vi var klar til at gå en tur ned ad gaden, for at se på lækkerierne med egne øjne. var der en million mennesker, og det var helt umuligt at komme frem og tilbage. Vi opgav hurtigt. Vi havde også fundet ud af, at smagsprøver ikke blev uddelt uden videre. Man skulle købe poletter, for at få lov at smage. En polet svarende til 1 eller 2 euro afhængig af om man ville smage en portion mad, eller et glas vin. Det var nu ikke det der afholdt os fra det, for til den pris, kan man ikke spise andre steder, men folk stod pakket, og det gad vi ikke være en del af. P1160848
De sidste par timer tilbragte vi på hotelværelset med krydsord og iPad.