fredag den 15. februar 2019

En kvindes arbejdsliv fra 50'erne til nu (min mor)

Jeg har skrevet om min fars arbejdsliv og om mit eget. Her kommer min mors.
Mor ville hellere ud og tjene, end at gå i skole, men det måtte hun umiddelbart ikke for sine forældre. Vil du absolut arbejde, må du finde dig job. Det har de formentlig sagt i håbet om, at hun valgte skolen. Det gjorde hun ikke.
Hun startede i roerne efter konfirmationen, men ville gerne have et “rigtigt” arbejde. Hun tog cyklen og kørte til Oreby, fordi hun ville være tjenestepige på slottet. Hun fik jobbet.
Efter et par år blev hun af Baronesse Sigrid Rosenørn-Lehn tilbudt jobbet som oldfrue, men hun takkede nej.
Jamen, hvorfor vil De da ikke det Lilian? Jeg vil gerne kunne være sammen med de andre piger også. Hun var bange for de ville undgå hende, hvis hun blev ”mere end dem.”
Mor fik nøglen til sølvkammeret og vinkælderen og havde ansvaret for dette samt linnedskabet. Altså, funktionen var stort set den samme som en oldfrues, men hun fik ikke ny titel.
På et tidspunkt ville mor gerne prøve noget andet, så hun gik ind og sagde op. Hun havde set en annonce om, at hun kunne blive delikatesse-dame og stå i køkkenet i Slagterbutikken ERNA. Atter tog hun sin cykel for at søge pladsen. Erna spurgte mor, om hun vidste, hvorfor hun havde fået jobbet, men det vidste hun selvfølgelig ikke. Det er udelukkende pga. dit smil. Man kan jo ikke have en sur pige rendende rundt i butikken.

Mor fandt dog hurtigt ud af, at dette job alligevel ikke var noget for hende. Slagterafdelingen var et meget koldt job, især for fingrene og slagterparret skændtes altid. De smed med fade og gryder efter hinanden, så mor ringede til Oreby slot, og bad om at komme til at tale med Lensbaronessen, som hun spurgte om hun kunne få et job der igen. Ak, ja sagde Baronessen, hvad er en sommer uden Lilian på Oreby, så mor var tilbage, og blev Baronessens førstedame. Mor var på Oreby Slot indtil 1. Oktober 1955. Selvom der ikke var det mindste tegn på hun ventede barn, så var hun højgravid med mig. Jeg blev født den 4. oktober, så hun var nærmest tvunget til at forlade sin plads. Nogen skulle jo passe mig. Mor og far var ikke gift og begge hendes forældre var på arbejdsmarkedet alle ugens 7 dage. Mor var dog på slottet ved specielle lejligheder de næste par år.  


Da vi unger var små, var mor hjemmegående, og så alligevel ikke helt. Hun hjalp til på Vigsnæs Mejeri, hvor jeg var med i barnevognen. Hun havde sæsonarbejde i roerne og plukkede frugt, bær og drueagurker, hvor vi også var med, fra vi lå i barnevognen, til vi selv kunne tjene lidt penge ved samme arbejde. Hun havde også serveringsjob i de private hjem. Sidstnævnte var aften- og weekendarbejde, og så var far jo hjemme hos os. Var der et sølvbryllup eller andet en hverdag, kunne far, som selvstændig, let planlægge og tage en fridag, så vi har aldrig været alene. Der var altid en hjemme, når vi kom fra skole, eller også skulle vi cykle ud i roemarken, hvor mor gik.

Sæsonarbejdet med roerne strakte sig over et halvt år, fra maj til oktober. Det var da man lugede hele 3 gange. Derefter skulle roerne trækkes op pr. håndkraft og bladene skulle hugges af. Da vi var helt små, kom vi tre unger i roebørnehave om efteråret, men vi var ikke ret gamle, før vi selv var aktivt arbejdende i roerne, med både at luge og trække op. Mor stod ofte meget tidligt op og cyklede i roerne, for at tage et par timer inden hun cyklede hjem og hentede os, eller sendte os i skole og far på arbejde.
Hjemme var der også nok at se til. Vi havde en stor have og var selvforsynende med urtehave, frugtbuske og træer. Vi havde høns, ænder, gæs og grise. Der blev syltet og slagtet, passet hus og have, lavet risbrænde, skåret og båret brænde. Brændesavning var dog noget mor og far var fælles om. Der skulle to til at trække saven. Hun syede alt vores og hendes eget tøj, men også en del af fars tøj. Hun stivede vores skørter, kridtede sko, og ferniserede gulve, og ordnede alle de huslige ting, som vi alle ved skal klares.
Gennem min opvækst, har mine forældre aldrig selv søgt job. De er altid blevet kontaktet af andre, og er blevet overtalt eller fristet. Selv kommunen, som ville være uhørt i dag, kontaktede mor, for at høre om hun dog ikke kunne tænke sig at blive kommunal hjemmehjælper for en ældre dame, meget tæt på vores bopæl. Det endte selvfølgelig med hun blev ansat, og var der en gang – eller to om ugen. Nogle år senere blev hun atter kontaktet af kommunen, at de gerne ville have hende til at lave aftensmad, alle ugens dage, til en ældre herre i området. (Vi vidste udmærket hvem han var, og at han var noget af en enspænder) Maden skulle bare stilles uden for døren i små campinglignende gryder. Han ville ikke have folk ind i huset. Mor kunne se at hun ville blive ret bundet af dette job, men efter overtalelser og en dialog med kommunen, sagde hun ja til jobbet. Han fik altid det samme mad som vi selv skulle have, og vi unger fik også af og til tjansen med at cykle over med det. 
Senere henvendte et lærerpar sig fra den lokale skole. De ønskede at mor skulle gøre rent hos dem i deres private hjem. Det gjorde hun indtil skolen lukkede først i 70’erne, men hun nåede slet ikke at blive arbejdsløs. Menighedsrådet henvendte sig til hende, fordi graveren ville gå på pension. De mente mor skulle være graver og kirketjener. Det mente mor dog slet ikke var et job for hende, og da slet ikke at grave grave, som blev gjort med spade dengang. De sagde, at hun slet ikke skulle tænke på gravearbejdet. Det ville de få andre til. (Det blev så min far) Resten, med at ordne kirkegården, klippe hække og buske, pynte kirke og alt det der, kunne hun sagtens klare, sagde de. Atter fik nogen overtalt hende.
Hun blev ansat i 1974 og kom også i menighedsrådet. Hun har mange gange haft børnebørn med på kirkegården, når de af en eller anden grund ikke kunne, eller måtte komme i børnehave, dagpleje eller skole. Hun har altid stået parat til at hjælpe, så vi børn også kunne passe vores arbejde. Man skal være døden nær, hvis man har en sygedag, så man passer ‘selvfølgelig’ sit arbejde, selvom man er meget syg og dårlig. Til sidst blev det min søster for meget. Det her går slet ikke. Søster fik hende sygemeldt. Man prøvede ellers at overtale mor til at tage to år mere, så hun kunne få sit 25 års jubilæum med, men denne gang fik de hende ikke overtalt. Hun havde smerter døgnet rundt. Kroppen var ødelagt af det hårde slid. Selvom hun havde fået hjælpemidler i form af el-hækkeklipper, løvsuger og den slags, så var det nogle tunge maskiner at gå med. Hun fik sin folkepension tidligere end de fleste dengang, alene fordi far allerede var folkepensionist, og havde været det i mange år.





Hvis I så tror at hun ‘bare gik hjemme,’ kan I godt tro om igen. Efter lidt restitution, begyndte hun igen at gøre rent hos forskellige mennesker. Hun fortsatte med at servere lidt, som hun hele tiden havde gjort, mens hun var graver. Først da hun faldt om med hjertestop i en alder af 72, stoppede hendes arbejdsliv, men hun kastede sig ud i mange andre aktiviteter, hvor hun var frivillig hjælper i forskellige klubber, hvoraf de fleste af dem i dag er helt udelukket, efter den sidste omgang hun rendte ind i for 3 år siden. Mor bliver 82 til maj og er, trods alt, stadig glad for livet, selvom det ikke er, som hun kunne have ønsket sig. 

fredag den 8. februar 2019

Gamle frøer og Holberggård

De gamle frøer er os, der var kollegaer i frøfirmaet SN-Frø. For mit vedkommende fra april 1976 til juli 1989. Vi ses en gang om året. Nogen har set hinanden lige siden firmaet lukkede og blev en del af DLF. Andre, som jeg selv, er kommet med senere. De fleste af os fandt et helt andet arbejde, men nogle flyttede med til DLF. Tre af dem er der stadig. En har dog været ude at snuse til andet job, men er vendt tilbage. De fleste af os andre, har haft 25 års jubilæum i det nye job. 
Vi mødtes på Flamez sidste fredag og spiste noget god mad sammen. 


Det er så hyggeligt at ses og blive opdateret på hinandens liv, og tale om gamle dage. 
Hende der underviser unge studerende, bliver jævnligt mindet om at hun er gammel, når hun f.eks. nævner disketter. De unge aner ikke hvad det er. De skulle bare høre os, når vi begynder at tale om kundekartoteket på metalprintplader, håndskrevne kuverter, breve og regninger, fordi der ikke altid var plads til navn, titler og adresser på printpladerne, når det drejede sig om de større gårde. Om telefax, hulkort, hullestrimler. Bogføringsmaskine og kopimaskine, som hver især havde en størrelse som et stort skrivebord. Kontokort på størrelse med hængemapper. Om kæmpe store regnskabsbøger og de lidt nyere, men i dag for længst afskaffede grønne regnskabsark, og at vi skrev med Viking nr. 2 og fyldepen.  Afregninger i kassevis, på papir i endeløse baner kom retur fra LEC i Aarhus, efter de store maskiner havde læst vores hulstrimler.
Om skrivemaskiner uden rettebånd eller kvajelak. Skrev man forkert, var det i gang med en viskeblyant. Om trækpapir og kalkerpapir. Om duplikator og papirtynde stensil. Om postbakken med dagens breve, der blev sendt rundt på kontorene for at alle kunne være opdateret. Og da der kom EDB og elektronisk ETB i huset i DOS version. Den brandsikre boks, på størrelse med et helt kontor, hvor vi kørte alle vigtige papirer ind hver aften, og ud igen om morgenen. Om frankeringsmaskinen, som vel er det sidste, der, indtil videre, er forsvundet fra kontorene. Inden længe, aner man ikke hvad hverken et frimærke eller kontanter har været brugt til.
En af de gamle frøer, ringede til mig og sagde, at nu var hun blevet gammel (83 år) så hun kunne ikke deltage i år. Heller ikke selvom jeg tilbød at hente hende. Jeg lovede både hende og mig selv at besøge hende efter frømødet. Det gjorde jeg i søndags, medbringende kage til kaffen. Jeg kunne godt se at hun var dårligt gående og mærket af alderen, men hukommelsen og snakketøjet fejler ikke noget. Hendes far var med til at starte firmaet i 1945 og hun blev ansat i 1950, så hun har om nogen – og som den eneste – den største viden om firmaet. Sikke en udvikling hun har været igennem. Hun fik også andet job – i branchen i Nakskov, hvor hun var i 9 år, inden hun gik på pension.


I går fik vi indløst mors julegave. En 5-retters menu og 5 vine på Holberggård til 500,- kr. pr.næse. Det synes vi er billigt. Det var rigtig god mad. Der var mere gourmet over den menu, end der var over den jeg fortalte om her. Holberggård kaldte det ikke gourmetmad. 
Vi havde garderet os, og fået privatchauffør af Mads. Vi anbefaler med glæde stedet, og spiser der gerne igen. Vi sad og blev ret fristet til en 10 retters menu om 14 dage, men har dog ikke bestilt noget.

fredag den 1. februar 2019

På tur med Grevinde Alexandra og pludselig gibbede det i mig

Det kan være svært at deltage i arrangementer af forskellige slags, når man er på arbejdsmarkedet, hvis det foregår en hverdagsaften, som dette foredrag "Min lykkelige rejse" gjorde.

Vi var enige om at vi skulle være i Roskilde, når dørene åbnede, fordi vi ville have en god plads. Allan var køreklar, da jeg kom fra job, og vi ankom 10 - 15 min. før tid. Der var mange der kom efter os, som måtte stå ude i kulden ret længe. Der gik nemlig en rum tid før de gik i gang med at tjekke billetter, og den ekstrem lange kø kom i bevægelse.


Et par dage før foredraget modtog jeg en mail fra Tikko.

Kære Pia Christensen,

Både vi og Grevinde Alexandra glæder os rigtig meget til, at vi skal have en hyggelig og god aften sammen. Du har tidligere modtaget lidt praktisk information, men vi vil nu gerne bede jer om en tjeneste.

MULIGHED FOR AT DELE ET AF DINE BEDSTE ØJEBLIKKE MED GREVINDE ALEXANDRA
Med afsæt i Grevinde Alexandras bog Mit Lykkelige Land og hendes egne oplevelser med Danmark og danskernes definition af lykke, vil vi rigtig gerne høre fra jer om et af jeres bedste øjeblikke - og gerne som i Alexandras bog med en lokal forankring - i din by, dit yndlingssted, i et landskab, en strand, en aktivitet osv.

Så vil Grevinde Alexandra integrere disse indtryk i sit foredrag eller måske udvælge din oplevelse eller øjeblik. Du også velkommen til at formulere et spørgsmål til Grevinde Alexandra

På trods af det korte varsel, håber vi på at modtage mange gode øjeblikke og interessante spørgsmål fra jer. Vi kan jo ikke garantere, at vi når alle jeres oplevelser og spørgsmål, men måske du er heldig!

Husk at sætte navn under din oplevelse og dit spørgsmål - og som du blot sender som svar på denne mail.

Tusind tak for at medvirke til at gøre det til en helt særlig aften.

Venlig hilsen 
Tikko

Jeg brugte lidt tid på at sætte lidt sammen, og tænkte det sikkert var spild af tid. 
Mon ikke alle har hørt, at Danmark i mange år har ligget på top-3 listen over det mest  lykkelige land! Det havde Alexandra sat sig for at finde en forklaring på, og skrevet en bog, og det er den vi fik et udpluk af.

Hun holdt et meget interessant, sjovt og festligt foredrag om sit kontrastfyldte liv. Når hun fortæller og samtidig viser billeder, ser man tydeligt, hvor meget  anderledes Hong Kong er. Ikke bare i forhold til Danmark, men også alle andre byer på kloden. Vi så de byggede flere meter, enormt  høje bambustrapper udvendigt på højhusene. Man kan ikke køre ud ad byen, men kun komme væk ved at flyve, og flyene fløj i hendes barndom, så tæt på højhusene, at man kunne se hvad folk så i TV. Gennem opvæksten holdt familien mange ferier i Østrig, hvor hendes mor stammer fra, så på den måde vidste hun, at Europa var meget anderledes, men Danmark kendte hun ikke meget til. Hun havde dårligt hørt om landet, før hun flyttede hertil. Der var underholdning for alle pengene.

Da pausen var forbi, og Alexandra skulle fortsætte med at underholde, sagde hun som det første, at der var kommet rigtigt mange forslag til hende, men at hun selvfølgelig slet ikke kunne nå dem alle. Da hun startede med at sige mit navn, gibbede det lige mig. Hendes valg faldt på 4 meget forskellige breve, men i bund og grund handler de alle om det at være lykkelig, der hvor vi er i verden og i vores liv. Bortset fra 'mine reklamer' så blev alt læst op.

Vi bor på det skønne Lolland, og er ofte glemt på landkortet og i samtaleemner om, hvad der rører sig i vort lille land. Hvis vi nævnes, er det oftest i dårlig omtale. Vi må lægge ører til, at vi hernede ingen uddannelse har. Vi er arbejdsløse og sociale tabere, fattige  osv.,  men fakta er, at det er myter, der ikke har hold i virkeligheden. Lolland og Falster, og de endnu mindre øer her, er alle nogle dejlige øer, med belæste og intelligente mennesker, som i resten af landet. Det er driftige folk. Her er mange iværksættere og små virksomheder af alle mulige slags. Nogle kendt langt ude i den store verden, men næsten ukendt i vort eget lille land. (Krenkerup øl og Frederiksdal vine, for bare at nævne nogle få)  Vi har den skønneste natur med masser af frisk luft.  

Vi får flere og flere tilflyttere, også til vores egen lille by XXX. Man er begyndt at få øjnene op for, at vi også kan noget hernede.  

Vi, der bor her i Vandkanten, vil på ingen måde bytte med et liv i storbyen. Her er der hjerterum, hjælpsomhed, næstekærlighed, fred, ro og idyl i massevis. Vi har det hele lige udenfor døren. Når døren åbnes er der adgang til fugle- og dyreliv, skov, strand og stjernehimmel. Her kommer vi hinanden ved, og vi står sammen.
Pia Christensen

XXX.

                                                       Hjerteøerne
Jeg må sige, at hun virkelig er kommet efter det, da hun dengang satte sig for at blive dansk. Hun fortalte hvordan det var flytte til et fremmed land, med en meget anderledes kultur og et nyt sprog, der også skulle læres. Om talemåder, og forskellige ord med samme betydning. 
 
Hun er begyndt at samle på sine egne sprogbøffer, hvoraf hun også leverede nogle. Man kunne selvfølgelig også købe hendes bog, "Mit lykkelige land", hvor der er meget mere at finde. Jeg tager gerne til et foredrag med hende igen, hvis hun stiller op med sine sprogbøffer eller noget helt andet, for hun er ret underholdende at høre på.

mandag den 21. januar 2019

Gourmetweekend på Sdr. Hostrup Kro og i Tyskland uden gyldig pas


Sigtbarheden var ret dårlig hele vejen til Sønderjylland, så det var en tåget tur tværs gennem landet.
Da vi nærmede os Aabenraa, sagde Allan, gad vide om dette er den rigtige vej! Det er det vel, når du har sat gps’en, siger jeg. Ja, det må det jo være.

Da der er 5 min til vi skulle ankomme, siger han. Det er ikke rigtigt, det her, og et øjeblik senere lyder det, nu krydser vi grænsen, og jeg kan ikke vende om her.  Fingeren var smuttet til en forkert linje, da han valgte adressen på gps’en. Bilen blev vendt i Tyskland, og så var det spændende, hvad hele kontrolpanelet som stod klar, ville sige til Allans pas, når de så det var udløbet. Noget han havde glemt alt om, indtil aftenen før, hvor jeg lige mindede om, at vi skulle huske pas, hvis vi skulle over grænsen og handle lidt for Mads, der har inviteret til fyraftensøl, som han plejer, når han har fødselsdag. Allan kunne ånde lettet op, da vi blev vinket udenom køen.


Da vi ankom, alt for tidligt, var vores værelse ikke klar. Vi var velkomne til at sidde i reception og vente. og de ville også gerne give kaffe, men vi foretrak at gå en tur i området. Vi havde jo allerede siddet ned i godt 4 time, og vi skulle starte med kaffe og kage kl. 15. Kroen har en kæmpe køkkenhave, med alskens ting og sager, og selvom meget var dækket af sneen, var der meget at se på alligevel. 
Til kaffen fik vi serveret en lækker brødtærte. Bogen med billede og opskrift, var stillet op i lokalet, så man frit kunne tage et billede og selv prøve det af.


Vi havde bestilt en 5 retters menu. Vi kendte ingen af vinene på deres vinkort, så vi besluttede os for at tage en vinmenu på 3 glas. Selvom vi heller ikke kendte nogen af disse, så var der dog en chance for at vi fik smagt et eller flere gode glas.
Vi må dog indrømme, at vi ikke var imponeret over vinen.


Oksemørbraden blev budt to gange, og maden var ganske udmærket. Det skal ikke forstås som det er en dårlig madoplevelse, men vi har smagt meget andet rundt omkring, der har været mindst lige så godt og mere avanceret.
Jordskokkesuppe er tit hverdagsmad her i huset, da jeg har dem i haven, men alt smagte fint nok. Skal jeg klage over noget, skulle det være, at suppen ikke var brand varm. Det skal suppe nemlig være, hvis du spørger mig.  

Næste morgen var der et udmærket morgenbord med det man oftest møder alle vegne. Ud over det var der også hjemmelavede dramme af forskellige slags, men sådan noget drikker vi ikke, og i receptionen stod flere igangværende dramme og pyntede.

Efter morgenmaden ville vi køre over grænsen og få lidt øl med hjem. Vi havde ikke fået tjekket åbningstider, men mente da de åbnede senest kl. 10. De åbnede først kl. 11, så vi skulle lige have halvanden time til at gå, så vi travede op og ned ad Flensborgs gader og så på tilsyneladende kedelige bygninger, men kigger man efter, er der masser af arkitektur at finde, især højt oppe. 

Efter grænsehandlen blev vi atter vinket direkte igennem paskontrollen, så atter kunne Allan ånde lettet op.
I dag har han været på Borgerservice for at bestille nyt pas. Min drøm om at vi blev tilbageholdt i lufthavnen på vej til Azorerne, skulle helst ikke blive til virkelighed, bare fordi han ikke har fået fornyet sit pas.  

En lille notits: Jeg har problemer med bloggen. Måske har jeg været for længe væk fra denne verden. Jeg havde fået skrevet hele indlægget i Open Live Writer, men kan ikke få lov at sende det til blogger og kan så heller ikke få copyright på mine billeder. Jeg har måttet kopiere teksten til blogger og lægge billeder ind forfra, og det ser ikke ud som jeg gerne vil have det. Suk.


mandag den 7. januar 2019

Hundesenge og en knækket havelampe

Et pensionistliv behøver bestemt ikke være kedeligt og uden noget at tage sig til. Der er altid mange sjove opgaver at kaste sig over. Allan går og hygger sig med sådanne ting, lige som jeg hygger med mine ting, selvom jeg ikke er pensionist. Jeg får dog aldrig hjælp af ham til hverken strik og syning eller andre kreative sysler, mens han ofte får en hjælpende hånd af mig. Dog mest som den der holder, støtter og slæber, eller jeg er den, der opfordret eller uopfordret kommer med gode ideer til hvordan arbejdsopgaverne kan løses. Jeg kan faktisk godt lide at bruge både skruetrækker, hammer, sav og den slags værktøj, men jeg har så rigeligt med interesser at pleje, så med mindre det er store opgaver, styrer Allan den afdeling alene.

Screenshot_20190106-145133_MessagesNår man pludselig får hus og have, og dermed meget mere plads, både ude og inde, kommer der mange ønsker. Nogle er hurtige luftkasteller, der ved nærmere eftertanke skrottes eller ændres, efterhånden som tiden går, men Camilla har hele tiden ønsket sig nogle hjemmelavede hundesenge. Der har dog været vigtigere ting at bruge tid på, for os alle. På årets næstsidste dag, var sengen til ‘hundeannekset’ godkendt. Nu skulle der bare laves en mere mage til, men inden da, ønskede C også en enkelt seng til stuen. Dog i en lidt anden udformning. I den forbindelse kom vi til at tale mål, og hun fandt ud af, at sengen var for smal.
Hun og Allan havde åbenbart snakket forbi hinanden, med nogle mål. Det er jeg altså ked af far, men jeg håber du kan fikse det. Den behøver ikke være…. du kan bare…  Den skal jo bare være nede i det nye hundehus vi skal have lavet færdigt. Den anden må du så bare godt lave, så de er ens.IMG_1155
I lørdags kaldte Allan flere gange på mig, om jeg havde tid at give ham en hånd, når de store plader skulle styres gennem saven, og kan du ikke lige komme og se, om det skal være sådan eller sådan, det skal se ud. Nu er den ene hundeseng helt færdig, og en mere er på vej, men nu er han løbet tør for materialer.
cats

I Camillas have, står en lille række havelamper langs havegangen. De er lavet af noget “billigt blik.”  En af dem har den tidligere ejer repareret med spændebånd. Nu er en anden knækket helt over og Camillas spørgsmål til sin far er, om den kan laves. Uh… Det tror jeg ikke den kan. Du må nok købe en ny.

P1170090
En ny betyder jo flere nye. De er jo gamle og fås sikkert slet ikke mere. Det ser dumt ud hvis ikke de er ens, og det er så hyggeligt med de lamper. Faktisk er det umuligt at gå den vej, hvis ikke der er lys, da der er bælgravende mørkt.
Jeg lytter og siger at Mads kan lave alt, så han har sikkert også en løsning på dette. Måske siger Allan.
Selvfølgelig havde Mads en løsning. 
Allan skulle skaffe nogle vandrør, som han skulle skære gevind på. En fælles ven lavede et par flanger. På Mads’  svejseanlæg blev rør og flanger sammensat, og vennen har efterfølgende sprøjtemalet dem. Nu skal der bare findes en dag, hvor lamperne kan leveres og monteres. Det får nok vente lidt på sig.   
Sådan kan en pensionists tilværelse se ud.








tirsdag den 1. januar 2019

Nytårstanker

Nytår giver anledning til at tænke tilbage, på året der gik, og på året der kommer, men det er egentlig ikke noget, jeg beskæftiger mig ret meget med i forbindelse med årsskiftet. Jeg ændrer på livet, når det, af en eller anden grund, er nødvendigt. Hvorfor vente til nytår, hvis det er nu ønsket, trangen eller behovet er der. P1010005 - Kopi A
Det forgangne år har været fyldt med mange gode ting og oplevelser, men også mindre gode, som ingen har ønsket sig. I bund er grund er det vel sådan, det er for alle mennesker. Man må prøve at få det bedste ud af den situation, man er blevet bragt i. Generelt har det været et alt for travlt arbejdsår på den gamle arbejdsplads, derude på landet, mens der er kommet ro over det på ‘den nye’ arbejdsplads. Det har jeg ofte, ikke bar tænkt var ret heldigt, men også nævnt for begge mine chefer et par gange eller mere, at det var godt det ikke var samme år, jeg var overbebyrdet på begge arbejdspladser, for så havde min verden uden tvivl set anderledes ud nu.
P1010019 a2018 blev også et utroligt varmt og tørt år. Alt for varmt og tørt. Det blev et år med afbrudt ferie, mange sygehusbesøg, operationer og pasning af syge mennesker, men det blev også et år med et par udenlandsrejser, og en masse andre dejlige oplevelser.
Jeg ved, at det nye år også vil bringe os en masse oplevelser. Både nogle helt nye af slagsen, men også de helt almindelige, trivielle hverdage. Weekender med nye projekter og hjælpearbejde.
Faktisk håber jeg 2019 bliver et helt  almindeligt år med hverdage, solskin, regn og rusk, ferier, travlhed og ro i en skøn tilpas blanding. Lidt skidt kan vi nok ikke undgå, men vi håber, der bliver mest af det gode.

     Godt nytår til alle jer der læser med.

lørdag den 29. december 2018

Stille lørdag med symaskine og kap-geringssav

Det er meget længe siden, vi er stået op til en hel dag uden pligter og aftaler. Vi sad begge og løste lidt kryds og tværs fra morgenstunden, inden jeg gik i gang med at bage lidt morgenmad til fryseren, mens jeg hørte Mads og Monopolet. 20181229_13443620181229_092419

På et tidspunkt forlod Allan køkkenet en rum tid, inden han kom ind og meddelte, at han kørte i Silvan for at købe materialer til en hundeseng, han har lovet at lave til Camilla. Hun havde afleveret sit gavekort, så han selv kunne købe, hvad der skulle bruges.
Jeg havde lyst til at sy, så der blev tegnet flere simple mønstre. Normalt klipper og syr jeg bare helt uden et mønster, til så simple ting, men dette kork, var noget stift noget, som jeg ikke anede om man kunne sy i uden det blev perforeret. Det måtte tiden vise. Der skulle også for i det etui.
P1170097 P1170100
For flere år siden havde Allan en jakke, som var slidt på udvalgte steder, så vi kunne ikke være bekendt at aflevere den til genbrug, selvom det var noget rigtigt lækkert stof. Jakken blev sprættet op, og lagt i stofskabet til senere anvendelse.
P1170101 P1170103

I dag har jeg brugt en lille del af det ene ærme til for, og jeg er vældig godt tilfreds med mit nye etui. Det var hårdt tiltrængt, da jeg ikke kunne være bekendt at hive det andet frem i offentligheden. P1170107
Sidst på eftermiddagen, var jeg en smut i garagen (Værkstedet roder gevaldigt, så der er ikke plads til at arbejde) for at se hvor langt Allan var nået. Der var et stykke vej endnu, og det er der stadig, for nogen var rendt med nogle mål, fortæller han på min forespørgsel, så han måtte skille det hele ad igen, og starte forfra.