lørdag den 11. maj 2024

Mit liv de sidste 5 år

I april 2019 skrev jeg mit sidste blogindlæg, og nej, jeg begynder ikke at blogge igen, men af og til kigger jeg på min egen blog, som jeg bruger som opslagsværk til det ene og det andet. Der kan jeg se, at der stadig er ret mange, der finder mig, og læser hvad jeg har skrevet om.  Af og til kommer tankerne om hvad der er sket med alle de mennesker, der var her i Blogland. Det samme er der måske nogen der tænker om mig. Så derfor dette indlæg.

I november 2019, fik jeg et hint om at jeg ville blive opsagt pr. 1.7.2020. efter godt 30 år på samme arbejdsplads. Jeg tænkte det ikke blev nogen nem opgave med min dåbsattest, men allerede 2. januar startede jeg nyt job, så jeg havde stadig to arbejdspladser. 


I 2020 fik vi en dejlig besked. Noget vi ellers havde afskrevet. Vi skulle være bedsteforældre til et lille donorbarn. Alberte kom til verden i oktober.  Mors det 10. oldebarn, og efterfølgende er der kommet 3 mere til, og et mere er i vente. 

Vi kom ind i corona-årene 2020 til 2022, så de bestilte udenlandsrejser blev annulleret.

Januar 2021 blev vi bonus-oldeforældre til Luie, og i august fik jeg en lille nevø. 

21. januar 2022 sov mor stille ind, efter at have været ind og ud af hospitalet de sidse par måneder. På trods af corona og de restrektioner det medførte, var det en meget smuk begravelse, men helt umuligt at være sammen efter kirkehandlingen. Kun os 4 børn med ægtefæller, samledes privat. I stedet lavede vi et hyggeligt familiearrangement for alle os efterkommere af mor og far, da verden igen var åben i maj 2022. 

Vi har været på ferier i Danmark og udlandet, både alene og sammen med alle ungerne. Porto Santo, os to alene. Løkken, Mallorca, Bornholm og Malta med ungerne. 

Efter Alberte kom ind i vort liv, har vort liv, og ikke mindst mit, taget en helt anden drejning, da jeg gerne vil være en del af Albertes, og heldigvis også gerne må være det. Jeg begyndte at regne på at gå på pension før jeg fyldte 67 år, og altså slet ingen løn fik. Jeg tænkte og regnede igen og igen, og først på året 2022 meddelte jeg den "nye" arbejdsplads at jeg ville fratræde til sommer.  Jeg fratrådte 30.6.22 og beholdt så det andet job i byen, som af naturlige årsager blev reduceret til en arbejdsdag om ugen. Det blev 5 måneder, stort set uden løn, men det gik fint, og jeg har ikke et øjeblik fortrudt.

Nu den 1. september, er det et år siden jeg sagde det sidste job op. Chefen blev varslet allerede i februar. 

Da Camilla er alenemor, og har et krævende lederjob med en del rejseaktivitet, har jeg siden Alberte blev født, foreslået, at jeg bor i Rønnede to dage om ugen. Vi er også med Camilla på job rundt omkring i hele Danmark flere weekender om året. Dette for bl.a. at hun ikke skal undvære Alberte flere dage, og vi får nogle spændende, interessante oplevelser ud af det. 

Selvom jeg nu er pensionist er livet bestemt ikke gået i stå. Jeg er i bestyrelsen for vores Lokalhistoriske Arkiv. Revisor i grundejerforening, og Allan i bestyrelsen. Jeg har medvirket i den lokale revy, både som sangskriver, optrædende og praktisk gris. Det sidste år har jeg været medhjælpende gymnastikinstruktør i Rønnede IF. og giver gerne en hånd med her og der, når der er tid i kalenderen. 

I år har vi allerede været på ferie på Kreta. En julegave fra Camilla hvor vi alle 4 var afsted. Senere skal vi alene til Algarve i Portugal og til oktober tager vi til Azorerne. Ind imellem alt dette er der flere firmaarrangementer som Camilla står for, som vi også skal med til. 

torsdag den 18. april 2019

Nu opgiver jeg, og rejser til Azorerne og Grønland

Der er, som nævnt tidligere, flere årsager, til at jeg er tavs på bloggen(e) Der sker så meget andet i mit liv, der kræver mit nærvær. 
Arbejdet, altså det jeg får min løn for. Den der frihed jeg bad om sidste år, er delvis droppet, men der er justeret ned det ene sted, og op det andet sted, så ingen, heller ikke mig selv, kender mine arbejdstimer, før dagene og ugerne er omme. Jeg er nået frem til det, trods alt, er den bedste løsning for mig selv, men det er også til gavn for begge mine arbejdspladser.
Familien er hårdt ramt af sygdomme, og har været det i månedsvis. Det vil ingen ende tage. Der er lægebesøg i tide og utide, uden nogen kan finde ud af hvad flere af dem fejler. Det er tilbagevendende indlæggelser og udskrivninger på sygehuset. Der er gang i ambulante behandlinger af både den ene og den anden slags. Det er generelt noget møg. Nogle af os kan heldigvis nøjes med lidt alternativ behandling. Jeg er heldigvis helt på dupperne igen. Det sidste tilkomne er, at Mads i morges blev indlagt. Han har fået taget hjertediagram. Der er taget flere blodprøver.  Han har fået antibiotika via drop hele dagen. 



Den sidste og ikke mindre afgørende del af mit manglende fravær, skyldes at det er ret så besværligt, om overhovedet muligt, at udgive indlæg og lægge billeder op. De sidste par uger, har jeg forgæves flere gange forsøgt at kommentere hos et par bloggere, fra min iPad, men jeg kan ikke få lov. Heller ikke hos mig selv. Det har jeg så brugt nogle timer på, for at se om jeg kunne løse problemet. Det kan jeg ikke, og da det næppe løser sig selv, bliver dette nok mit sidste blogindlæg. Jeg hader at bruge tid på noget, jeg ikke kommer nogen vegne med, men I skal vide, at det irriterer mig noget så grusomt, at jeg ikke kan få det til at virke. Måske er det et hint om, at 9 år i denne verden er nok, og at tage andre interesser op. Nye som gamle. Tanken har strejfet mig at starte en ny blog, men det orker jeg heller ikke. 

Om et par måneder rejser vi til Azorerne og til efteråret tager vi en tur til Grønland.

Jeg er for en tid siden hoppet med på IG-bølgen. Det er der, man kan finde et livstegn fra mig. IG er ikke det samme som at blogge, men det er hurtigt og mindre tidskrævende. Min pc-tid er, i snit, reduceret til under ½ time pr. døgn, når vi altså ser bort fra de mange timer jeg bruger pc på jobbet. Den overskydende tid jeg har fået, har jeg ingen problemer med at få omsat til noget jeg også har glæde af, og nu hvor der også er gang i haven og vejret er godt, nyder jeg at være ude at gå, cykle eller lægger nogle arbejdskræfter her og der. 

Madame, hvis du læser dette, så ved jeg i skrivende stund ikke, om jeg/vi kan deltage i blogtræffet. Det er måske også lidt mærkeligt, at vi tropper op, hvis jeg slet ikke blogger! 

torsdag den 21. marts 2019

Tavshed, hvad sker der…

Der er mange grunde til min tavshed, men livet er en stor prioritering, og bloglivet står for tiden ikke særligt højt på listen, bl.a. fordi det irriterer mig grusomt, at jeg ikke kunne lægge billeder ind sidst jeg skrev. Sådan noget skal bare virke, uden at jeg skal bruge oceaner af tid på noget, jeg åbenbart ikke har forstand på at løse. Heldigvis er der andre steder, jeg kan bruge min tid bedre.


Begge ungerne har lige haft fødselsdag, og begge ønskede sig både materialer og arbejdskraft til renovering af deres hjem. Derfor bruges der mange timer på byggeprojekter. Hos Mads er det 1. sal, der bygges videre på, og hos Camilla er der mange både store og små projekter at tage fat på. Begge unger har købt gamle huse, som er bygget i 1870, og selvom det er 19 år siden Mads blev husejer, så vil der hele tiden være noget, at tage fat på og vedligeholde.

På arbejdsfronten, har det altid været en travl tid, indtil vi når april/maj. De sidste 2½ år har ikke forbedret den situation, selvom der er lavet små tiltag, der skulle aflaste mig både det ene og det andet sted. Jeg er udmærket klar over jeg har verdens bedste chefer, både på landet og i byen. Jeg ved jeg, stort set, kan gøre som jeg vil. Chefen spørger, hvad vil du gerne? Jeg kom med mine specifikke ønsker, om både hjælp og arbejdstid. Hvis det er sådan du gerne vil, så er det det vi gør.

Den anden chef har jeg også talt med, selvom jeg vidste at svaret ville være, at det styrer jeg helt selv. Det var lige nøjagtig de ord han brugte, efterfulgt af, at han var glad så længe, jeg ville arbejde for ham. Jeg fik en masse ros, som selvfølgelig er rart nok at få, men som jeg ikke har behov for, da jeg er sådan indstillet, at så længe jeg passer det jeg skal, og ingen brokker sig over det jeg laver, regner jeg med, det er godt nok. Derefter sagde han, du knokler jo konstant. Får du i det hele taget nok i løn? Jeg nåede slet ikke at svare, da han sagde, du skal da bare hæve lønnen med X-antal kroner med øjeblikkelig virkning. Det er jo det jeg siger. Jeg har nogle fantastiske chefer.
For 3 uger siden, da jeg skulle ned ad nogle trapper, overså jeg det sidste trin, og faldt det sidste stykke med et gevaldigt brag. Egentlig gjorde det slet ikke ondt, og jeg tænkte var heldig sluppet, men efter et par dage, kunne jeg mærke der var noget galt i lysken. Der hvor benet “er sat på.” Jeg bestilte en tid hos kiropraktoren, som kunne fortælle mig, at jeg har forskubbet mit bækken og det er låst fast i en uheldig position. Det er han nu ved at udrede. Heldigvis kan jeg stadig går mine ture, uden besvær, og lave alt det jeg vil. Det er kun, når jeg skal ud og ind ad bilen, og når jeg rejser mig fra en stol, at jeg mærker noget.

fredag den 1. marts 2019

Vi holder liv i livet

Der skal bevægelse til for at holde liv i livet. Vi bevæger os rigtigt meget, både fysisk og mentalt, så der er umiddelbart ingen fare for at hjernen går helt i stå.
Job
Der er nu gået 14 måneder, hvor jeg skulle have fri hver anden fredag. Det har jeg for det meste også haft, men i stedet har jeg arbejdet mere, rigtigt mange af de andre dage, både før og efter normal arbejdstid. Mest siden den 1. november. Det er en overgangsordning, jeg uopfordret selv har tilbudt. For nogle år siden, blev der startet et projekt op, som ikke kostede mig de mange årlige arbejdstimer, men nu har det accelereret, samtidig med at ingen af os ved, hvor meget mere arbejde, der vil lande på mit skrivebord i fremtiden, da vi længe har haft en dialog i gang med endnu en udvidelse af forretningen. Det er nu faldet endeligt på plads. Den første regning er landet på mit skrivebord. Selvom jeg fratages lidt arbejdsopgaver her og der, har jeg mere end rigeligt at se til. Det er i forvejen den tid på året, hvor jeg altid arbejder nogle ekstra timer helt frem til maj måned, så chefen er ikke i tvivl om, at noget skal ske. Meget snart. Til sommer bliver det 30 år siden, jeg blev ansat. Det var svært at forestille sig, at der ville ske så mange interessante, spændende og nye tiltag. Det er stadig en spændende arbejdsplads. Der sker konstant noget, der holder hjernecellerne i sving.
Fritiden
Vi er blandt de aktive i lokalsamfundet og har poster i to lokalforeninger. Den lille hyggelige forening med naboerne, kræver ikke det store arbejde. Det er mest på hyggeplan, også de obligatoriske faste møder. Den “store” forening, som er den, der bl.a. er med til at tiltrække turister og tilflyttere, er der, hvor vi (mest Allan) lægger fysisk arbejdskraft. Forleden var vi til hyggeaften med mad, vin, kaffe og kage. Her ville man gerne have mig til permanent at stå for en IT-opgave. Der er også andre, der har bud efter mig, men svaret er  klart et nej til det hele, så længe jeg er på arbejdsmarkedet.
Vi lægger mange timer i bygge/renoveringsprojekter hos Camilla, i Rønnede, men vi har også mange andre fornøjelser. Allan og jeg alene, eller sammen med venner og familie. Både i naturen, i de private hjem og på restauranter. I sidste weekend var vi atter på Holberggård. Denne gang til en 10 retters menu med overnatning og morgenmand. Menuen skuffede bestemt heller ikke denne gang. Der spiser man virkelig godt. Vi var i selskab med Ellen og John, og vil du gerne se menuen med billeder, så har Ellen skrevet om det her.
Som sædvanlig er vores liv en god blanding af alt det, vi nyder og holder af. Vi prøver at fordele det, så det passer bedst til os. I weekenden skal vi til den årlige hyggelige sammenkomst hvor fætre og kusiner på mors side mødes. Vi er kun 12. Mine 3 søskende og jeg med vores ægtefæller, tæller de fleste, og ingen af alle vores mange børn og børnebørn,  er blandet ind i den sammenkomst.

I skrivende stund har vi ikke lagt nogen faste planer for weekendens dagtimer, men alt kan ske. 

Citater
Livet er som at køre på cykel. For at holde balancen, skal du holde dig i bevægelse. (Albert Einstein)
Vi har for mange mennesker, som lever uden at arbejde, og alt for mange som arbejder uden at leve (Charles R Brown)

Brok
Suk, altså. Nu kan jeg slet ikke sætte billeder ind. Hverken det ene eller andet sted fra. Jeg kan skrive teksten i Open Live Writer, men bare ikke sende billeder med over og heller ikke direkte i bloggerlayoutet. Jeg fatter ingenting.

fredag den 15. februar 2019

En kvindes arbejdsliv fra 50'erne til nu (min mor)

Jeg har skrevet om min fars arbejdsliv og om mit eget. Her kommer min mors.
Mor ville hellere ud og tjene, end at gå i skole, men det måtte hun umiddelbart ikke for sine forældre. Vil du absolut arbejde, må du finde dig job. Det har de formentlig sagt i håbet om, at hun valgte skolen. Det gjorde hun ikke.
Hun startede i roerne efter konfirmationen, men ville gerne have et “rigtigt” arbejde. Hun tog cyklen og kørte til Oreby, fordi hun ville være tjenestepige på slottet. Hun fik jobbet.
Efter et par år blev hun af Baronesse Sigrid Rosenørn-Lehn tilbudt jobbet som oldfrue, men hun takkede nej.
Jamen, hvorfor vil De da ikke det Lilian? Jeg vil gerne kunne være sammen med de andre piger også. Hun var bange for de ville undgå hende, hvis hun blev ”mere end dem.”
Mor fik nøglen til sølvkammeret og vinkælderen og havde ansvaret for dette samt linnedskabet. Altså, funktionen var stort set den samme som en oldfrues, men hun fik ikke ny titel.
På et tidspunkt ville mor gerne prøve noget andet, så hun gik ind og sagde op. Hun havde set en annonce om, at hun kunne blive delikatesse-dame og stå i køkkenet i Slagterbutikken ERNA. Atter tog hun sin cykel for at søge pladsen. Erna spurgte mor, om hun vidste, hvorfor hun havde fået jobbet, men det vidste hun selvfølgelig ikke. Det er udelukkende pga. dit smil. Man kan jo ikke have en sur pige rendende rundt i butikken.

Mor fandt dog hurtigt ud af, at dette job alligevel ikke var noget for hende. Slagterafdelingen var et meget koldt job, især for fingrene og slagterparret skændtes altid. De smed med fade og gryder efter hinanden, så mor ringede til Oreby slot, og bad om at komme til at tale med Lensbaronessen, som hun spurgte om hun kunne få et job der igen. Ak, ja sagde Baronessen, hvad er en sommer uden Lilian på Oreby, så mor var tilbage, og blev Baronessens førstedame. Mor var på Oreby Slot indtil 1. Oktober 1955. Selvom der ikke var det mindste tegn på hun ventede barn, så var hun højgravid med mig. Jeg blev født den 4. oktober, så hun var nærmest tvunget til at forlade sin plads. Nogen skulle jo passe mig. Mor og far var ikke gift og begge hendes forældre var på arbejdsmarkedet alle ugens 7 dage. Mor var dog på slottet ved specielle lejligheder de næste par år.  


Da vi unger var små, var mor hjemmegående, og så alligevel ikke helt. Hun hjalp til på Vigsnæs Mejeri, hvor jeg var med i barnevognen. Hun havde sæsonarbejde i roerne og plukkede frugt, bær og drueagurker, hvor vi også var med, fra vi lå i barnevognen, til vi selv kunne tjene lidt penge ved samme arbejde. Hun havde også serveringsjob i de private hjem. Sidstnævnte var aften- og weekendarbejde, og så var far jo hjemme hos os. Var der et sølvbryllup eller andet en hverdag, kunne far, som selvstændig, let planlægge og tage en fridag, så vi har aldrig været alene. Der var altid en hjemme, når vi kom fra skole, eller også skulle vi cykle ud i roemarken, hvor mor gik.

Sæsonarbejdet med roerne strakte sig over et halvt år, fra maj til oktober. Det var da man lugede hele 3 gange. Derefter skulle roerne trækkes op pr. håndkraft og bladene skulle hugges af. Da vi var helt små, kom vi tre unger i roebørnehave om efteråret, men vi var ikke ret gamle, før vi selv var aktivt arbejdende i roerne, med både at luge og trække op. Mor stod ofte meget tidligt op og cyklede i roerne, for at tage et par timer inden hun cyklede hjem og hentede os, eller sendte os i skole og far på arbejde.
Hjemme var der også nok at se til. Vi havde en stor have og var selvforsynende med urtehave, frugtbuske og træer. Vi havde høns, ænder, gæs og grise. Der blev syltet og slagtet, passet hus og have, lavet risbrænde, skåret og båret brænde. Brændesavning var dog noget mor og far var fælles om. Der skulle to til at trække saven. Hun syede alt vores og hendes eget tøj, men også en del af fars tøj. Hun stivede vores skørter, kridtede sko, og ferniserede gulve, og ordnede alle de huslige ting, som vi alle ved skal klares.
Gennem min opvækst, har mine forældre aldrig selv søgt job. De er altid blevet kontaktet af andre, og er blevet overtalt eller fristet. Selv kommunen, som ville være uhørt i dag, kontaktede mor, for at høre om hun dog ikke kunne tænke sig at blive kommunal hjemmehjælper for en ældre dame, meget tæt på vores bopæl. Det endte selvfølgelig med hun blev ansat, og var der en gang – eller to om ugen. Nogle år senere blev hun atter kontaktet af kommunen, at de gerne ville have hende til at lave aftensmad, alle ugens dage, til en ældre herre i området. (Vi vidste udmærket hvem han var, og at han var noget af en enspænder) Maden skulle bare stilles uden for døren i små campinglignende gryder. Han ville ikke have folk ind i huset. Mor kunne se at hun ville blive ret bundet af dette job, men efter overtalelser og en dialog med kommunen, sagde hun ja til jobbet. Han fik altid det samme mad som vi selv skulle have, og vi unger fik også af og til tjansen med at cykle over med det. 
Senere henvendte et lærerpar sig fra den lokale skole. De ønskede at mor skulle gøre rent hos dem i deres private hjem. Det gjorde hun indtil skolen lukkede først i 70’erne, men hun nåede slet ikke at blive arbejdsløs. Menighedsrådet henvendte sig til hende, fordi graveren ville gå på pension. De mente mor skulle være graver og kirketjener. Det mente mor dog slet ikke var et job for hende, og da slet ikke at grave grave, som blev gjort med spade dengang. De sagde, at hun slet ikke skulle tænke på gravearbejdet. Det ville de få andre til. (Det blev så min far) Resten, med at ordne kirkegården, klippe hække og buske, pynte kirke og alt det der, kunne hun sagtens klare, sagde de. Atter fik nogen overtalt hende.
Hun blev ansat i 1974 og kom også i menighedsrådet. Hun har mange gange haft børnebørn med på kirkegården, når de af en eller anden grund ikke kunne, eller måtte komme i børnehave, dagpleje eller skole. Hun har altid stået parat til at hjælpe, så vi børn også kunne passe vores arbejde. Man skal være døden nær, hvis man har en sygedag, så man passer ‘selvfølgelig’ sit arbejde, selvom man er meget syg og dårlig. Til sidst blev det min søster for meget. Det her går slet ikke. Søster fik hende sygemeldt. Man prøvede ellers at overtale mor til at tage to år mere, så hun kunne få sit 25 års jubilæum med, men denne gang fik de hende ikke overtalt. Hun havde smerter døgnet rundt. Kroppen var ødelagt af det hårde slid. Selvom hun havde fået hjælpemidler i form af el-hækkeklipper, løvsuger og den slags, så var det nogle tunge maskiner at gå med. Hun fik sin folkepension tidligere end de fleste dengang, alene fordi far allerede var folkepensionist, og havde været det i mange år.





Hvis I så tror at hun ‘bare gik hjemme,’ kan I godt tro om igen. Efter lidt restitution, begyndte hun igen at gøre rent hos forskellige mennesker. Hun fortsatte med at servere lidt, som hun hele tiden havde gjort, mens hun var graver. Først da hun faldt om med hjertestop i en alder af 72, stoppede hendes arbejdsliv, men hun kastede sig ud i mange andre aktiviteter, hvor hun var frivillig hjælper i forskellige klubber, hvoraf de fleste af dem i dag er helt udelukket, efter den sidste omgang hun rendte ind i for 3 år siden. Mor bliver 82 til maj og er, trods alt, stadig glad for livet, selvom det ikke er, som hun kunne have ønsket sig. 

fredag den 8. februar 2019

Gamle frøer og Holberggård

De gamle frøer er os, der var kollegaer i frøfirmaet SN-Frø. For mit vedkommende fra april 1976 til juli 1989. Vi ses en gang om året. Nogen har set hinanden lige siden firmaet lukkede og blev en del af DLF. Andre, som jeg selv, er kommet med senere. De fleste af os fandt et helt andet arbejde, men nogle flyttede med til DLF. Tre af dem er der stadig. En har dog været ude at snuse til andet job, men er vendt tilbage. De fleste af os andre, har haft 25 års jubilæum i det nye job. 
Vi mødtes på Flamez sidste fredag og spiste noget god mad sammen. 


Det er så hyggeligt at ses og blive opdateret på hinandens liv, og tale om gamle dage. 
Hende der underviser unge studerende, bliver jævnligt mindet om at hun er gammel, når hun f.eks. nævner disketter. De unge aner ikke hvad det er. De skulle bare høre os, når vi begynder at tale om kundekartoteket på metalprintplader, håndskrevne kuverter, breve og regninger, fordi der ikke altid var plads til navn, titler og adresser på printpladerne, når det drejede sig om de større gårde. Om telefax, hulkort, hullestrimler. Bogføringsmaskine og kopimaskine, som hver især havde en størrelse som et stort skrivebord. Kontokort på størrelse med hængemapper. Om kæmpe store regnskabsbøger og de lidt nyere, men i dag for længst afskaffede grønne regnskabsark, og at vi skrev med Viking nr. 2 og fyldepen.  Afregninger i kassevis, på papir i endeløse baner kom retur fra LEC i Aarhus, efter de store maskiner havde læst vores hulstrimler.
Om skrivemaskiner uden rettebånd eller kvajelak. Skrev man forkert, var det i gang med en viskeblyant. Om trækpapir og kalkerpapir. Om duplikator og papirtynde stensil. Om postbakken med dagens breve, der blev sendt rundt på kontorene for at alle kunne være opdateret. Og da der kom EDB og elektronisk ETB i huset i DOS version. Den brandsikre boks, på størrelse med et helt kontor, hvor vi kørte alle vigtige papirer ind hver aften, og ud igen om morgenen. Om frankeringsmaskinen, som vel er det sidste, der, indtil videre, er forsvundet fra kontorene. Inden længe, aner man ikke hvad hverken et frimærke eller kontanter har været brugt til.
En af de gamle frøer, ringede til mig og sagde, at nu var hun blevet gammel (83 år) så hun kunne ikke deltage i år. Heller ikke selvom jeg tilbød at hente hende. Jeg lovede både hende og mig selv at besøge hende efter frømødet. Det gjorde jeg i søndags, medbringende kage til kaffen. Jeg kunne godt se at hun var dårligt gående og mærket af alderen, men hukommelsen og snakketøjet fejler ikke noget. Hendes far var med til at starte firmaet i 1945 og hun blev ansat i 1950, så hun har om nogen – og som den eneste – den største viden om firmaet. Sikke en udvikling hun har været igennem. Hun fik også andet job – i branchen i Nakskov, hvor hun var i 9 år, inden hun gik på pension.


I går fik vi indløst mors julegave. En 5-retters menu og 5 vine på Holberggård til 500,- kr. pr.næse. Det synes vi er billigt. Det var rigtig god mad. Der var mere gourmet over den menu, end der var over den jeg fortalte om her. Holberggård kaldte det ikke gourmetmad. 
Vi havde garderet os, og fået privatchauffør af Mads. Vi anbefaler med glæde stedet, og spiser der gerne igen. Vi sad og blev ret fristet til en 10 retters menu om 14 dage, men har dog ikke bestilt noget.

fredag den 1. februar 2019

På tur med Grevinde Alexandra og pludselig gibbede det i mig

Det kan være svært at deltage i arrangementer af forskellige slags, når man er på arbejdsmarkedet, hvis det foregår en hverdagsaften, som dette foredrag "Min lykkelige rejse" gjorde.

Vi var enige om at vi skulle være i Roskilde, når dørene åbnede, fordi vi ville have en god plads. Allan var køreklar, da jeg kom fra job, og vi ankom 10 - 15 min. før tid. Der var mange der kom efter os, som måtte stå ude i kulden ret længe. Der gik nemlig en rum tid før de gik i gang med at tjekke billetter, og den ekstrem lange kø kom i bevægelse.


Et par dage før foredraget modtog jeg en mail fra Tikko.

Kære Pia Christensen,

Både vi og Grevinde Alexandra glæder os rigtig meget til, at vi skal have en hyggelig og god aften sammen. Du har tidligere modtaget lidt praktisk information, men vi vil nu gerne bede jer om en tjeneste.

MULIGHED FOR AT DELE ET AF DINE BEDSTE ØJEBLIKKE MED GREVINDE ALEXANDRA
Med afsæt i Grevinde Alexandras bog Mit Lykkelige Land og hendes egne oplevelser med Danmark og danskernes definition af lykke, vil vi rigtig gerne høre fra jer om et af jeres bedste øjeblikke - og gerne som i Alexandras bog med en lokal forankring - i din by, dit yndlingssted, i et landskab, en strand, en aktivitet osv.

Så vil Grevinde Alexandra integrere disse indtryk i sit foredrag eller måske udvælge din oplevelse eller øjeblik. Du også velkommen til at formulere et spørgsmål til Grevinde Alexandra

På trods af det korte varsel, håber vi på at modtage mange gode øjeblikke og interessante spørgsmål fra jer. Vi kan jo ikke garantere, at vi når alle jeres oplevelser og spørgsmål, men måske du er heldig!

Husk at sætte navn under din oplevelse og dit spørgsmål - og som du blot sender som svar på denne mail.

Tusind tak for at medvirke til at gøre det til en helt særlig aften.

Venlig hilsen 
Tikko

Jeg brugte lidt tid på at sætte lidt sammen, og tænkte det sikkert var spild af tid. 
Mon ikke alle har hørt, at Danmark i mange år har ligget på top-3 listen over det mest  lykkelige land! Det havde Alexandra sat sig for at finde en forklaring på, og skrevet en bog, og det er den vi fik et udpluk af.

Hun holdt et meget interessant, sjovt og festligt foredrag om sit kontrastfyldte liv. Når hun fortæller og samtidig viser billeder, ser man tydeligt, hvor meget  anderledes Hong Kong er. Ikke bare i forhold til Danmark, men også alle andre byer på kloden. Vi så de byggede flere meter, enormt  høje bambustrapper udvendigt på højhusene. Man kan ikke køre ud ad byen, men kun komme væk ved at flyve, og flyene fløj i hendes barndom, så tæt på højhusene, at man kunne se hvad folk så i TV. Gennem opvæksten holdt familien mange ferier i Østrig, hvor hendes mor stammer fra, så på den måde vidste hun, at Europa var meget anderledes, men Danmark kendte hun ikke meget til. Hun havde dårligt hørt om landet, før hun flyttede hertil. Der var underholdning for alle pengene.

Da pausen var forbi, og Alexandra skulle fortsætte med at underholde, sagde hun som det første, at der var kommet rigtigt mange forslag til hende, men at hun selvfølgelig slet ikke kunne nå dem alle. Da hun startede med at sige mit navn, gibbede det lige mig. Hendes valg faldt på 4 meget forskellige breve, men i bund og grund handler de alle om det at være lykkelig, der hvor vi er i verden og i vores liv. Bortset fra 'mine reklamer' så blev alt læst op.

Vi bor på det skønne Lolland, og er ofte glemt på landkortet og i samtaleemner om, hvad der rører sig i vort lille land. Hvis vi nævnes, er det oftest i dårlig omtale. Vi må lægge ører til, at vi hernede ingen uddannelse har. Vi er arbejdsløse og sociale tabere, fattige  osv.,  men fakta er, at det er myter, der ikke har hold i virkeligheden. Lolland og Falster, og de endnu mindre øer her, er alle nogle dejlige øer, med belæste og intelligente mennesker, som i resten af landet. Det er driftige folk. Her er mange iværksættere og små virksomheder af alle mulige slags. Nogle kendt langt ude i den store verden, men næsten ukendt i vort eget lille land. (Krenkerup øl og Frederiksdal vine, for bare at nævne nogle få)  Vi har den skønneste natur med masser af frisk luft.  

Vi får flere og flere tilflyttere, også til vores egen lille by XXX. Man er begyndt at få øjnene op for, at vi også kan noget hernede.  

Vi, der bor her i Vandkanten, vil på ingen måde bytte med et liv i storbyen. Her er der hjerterum, hjælpsomhed, næstekærlighed, fred, ro og idyl i massevis. Vi har det hele lige udenfor døren. Når døren åbnes er der adgang til fugle- og dyreliv, skov, strand og stjernehimmel. Her kommer vi hinanden ved, og vi står sammen.
Pia Christensen

XXX.

                                                       Hjerteøerne
Jeg må sige, at hun virkelig er kommet efter det, da hun dengang satte sig for at blive dansk. Hun fortalte hvordan det var flytte til et fremmed land, med en meget anderledes kultur og et nyt sprog, der også skulle læres. Om talemåder, og forskellige ord med samme betydning. 
 
Hun er begyndt at samle på sine egne sprogbøffer, hvoraf hun også leverede nogle. Man kunne selvfølgelig også købe hendes bog, "Mit lykkelige land", hvor der er meget mere at finde. Jeg tager gerne til et foredrag med hende igen, hvis hun stiller op med sine sprogbøffer eller noget helt andet, for hun er ret underholdende at høre på.