En times gymnastik med tilhørende bank

Det er utroligt, hvad man kan betale sig fra. Jeg har været så heldig at få et gavekort til Oriental Spirit. Nu mente jeg, tiden var inde til at få afprøvet hvad det var for noget. Jeg vidste nemlig ikke andet end det der fulgte med i den vedlagte bruchure, hvor der var 4 forskellige former jeg kunne vælge imellem. Jeg synes det var svært at vælge, men endte med at prøve Orientalsk massage. Jeg har før fået massage, i forskellige former, både som ren velvære, eller når det har gjort nas et eller andet sted.





I samme øjeblik, jeg blev hentet af en sød dame, spurgte manden bag skranken mig, om jeg havde prøvet denne form før, for det var en noget anderledes massage, end den traditionelle. Han sagde flere gange, at jeg skulle stoppe hende, hvis det gjorde ondt. Damen fik besked på at være meget forsigtig. Jeg tænkte, det går nok,  jeg er ikke så sart og pivet.
Den søde og blide dame, som ikke talte meget dansk, fulgte mig ud i en lille hytte i haven, hvor der både var den kendte briks, men også en tynd madras på gulvet. Det var på gulvet, jeg skulle tilbringe den næste time. Den form for massage kan jeg kun bekræfte, er en noget anderledes oplevelse, end jeg havde forestillet mig.





Jeg lå på maven, og kunne af gode grunde ikke se hvad der foregik, men jeg er næsten sikker på, hun kravlede rundt på mig, mens hun vred mit skrog fra side til side, og satte både knæ og albuer alle steder. Det var ikke ligefrem rendyrket nydelse, så der tænkte jeg… Det bliver en lang time… Jeg kunne slet ikke slappe af. Jeg prøvede at skæve til mit ur, men kunne ikke se hvad klokken havde slået.

Efter den behandling, gik hun i gang med at massere og trykke med sine arme overalt på min krop, fra isse til tå. Derefter var det om på maven, hvor massagen fortsatte. Bryst og mave blev slet ikke berørt. Fingre og tæer blev strukket, og jeg fik nogle mindre slag, klask eller bank alle steder. Slagene gjorde ikke ondt, men det lød voldsomt, da hun bankede mig oven i hovedet.
Mine arme og ben bukkede hun nænsomt i alle retninger og i akavede stillinger. Jeg er, trods min efterhånden fremskredne alder, stadig i stand til udføre øvelser, der ikke er alle forundt, men noget slangemenneske er jeg absolut ikke. Ikke desto mindre var det det, jeg lå og tænkte på, sådan som hun kravlede rundt og blidt førte mine arme og ben rundt i mærkelige bagudvendte stillinger. Jeg tror ikke det er massage for nogen med kunstige hofter, knæ og albuer. Selv ørene fik massage og små knipsslag. Håndfladen og under foden ligeså. Til sidst fik jeg en ihærdig og dybdegående skulder- og nakkemassage, samt en blid ansigtsmassage.
Jeg bliver vist noget øm i morgen, sagde jeg, da jeg var færdig. Ja, en lille smule øm bliver du. Jeg kan så fortælle, at jeg overhovedet ikke blev øm andre steder end i min nakke og skuldre, men dem kunne jeg til gengæld også mærke rigtigt meget de næste par dage. Massage er godt, men jeg ved, at man kan få for meget massage, så det får den modsatte effekt, selvom det ikke føles sådan, mens man ligger der. Jeg fik kun brugt halvdelen af gavekortet, så jeg skal afsted igen, og så vil jeg prøve en helt anden model.


Min cykelrute vrimler med dyr og insekter. Alle billederne er taget på vej hjem fra arbejde, en og samme dag. Startende øverst med blomsten foran kontoret.

En sommeraften ved Guldborgsund

Vi har, da vi købte campingvognen, undersøgt muligheden for at få en tynd topmadras til at lægge ovenpå hynderne. Jeg har det nemlig som prinsessen på ærten. Jeg kan ikke sove på den mindste ujævnhed, som 'knapper' i hynderne, skønt de er 'nedsænket,' selv med rullemadrasser ovenpå. Selv en lille fold i lagnet eller på natkjolen irriterer min sarte krop. En madras på de angivne mål, er helt umuligt at opdrive. Mads havde en næsten ny liggende, som han ikke brugte og gerne ville af med
.
Det var frygteligt varmt, både ude og inde, og med store pladskrævende projekter, er det rart at kunne udføre dem udendørs. Jeg tog madrassen ud af betrækket, som jeg brugte som underlag, det kan jo snildt vaskes, hvis jeg finder et godt formål til at få det brugt. Allan målte sengen op, og jeg klippede madrassen til. 
Da jeg var færdig med det, gik jeg mig en dejlig lang aftentur, for at blive kølet lidt af. Da jeg cyklede hjem fra arbejde, havde jeg lagt mærke til en stor båd, et stykke ude i horisonten. Det så ud til den havde lagt til ved skoven. Jeg tænkte det var utroligt, at den kunne komme så tæt på skoven. Det plejer kun at være kajakker, der kan komme derind. Nu ville jeg se om de var sejlet igen, om de skulle overnatte, eller noget helt andet. Mens jeg vandrede langs stranden, bemærkede jeg tusindvis af vandmænd der ikke var fulgt med da vandet trak sig tilbage. Vandmændene havde jeg faktisk lidt ondt af, men det var håbløst at begynde at redde dem. Ligeledes så jeg millioner af muslingeskaller.

På lang afstand kunne jeg se, at skibet stadig lå der, så jeg fortsatte min vandring langs stranden. Da jeg nærmede mig, så jeg først et enkelt telt slået op på stranden, og oppe i skoven var endnu et slået op.
Da jeg kom forbi skibet, var der gang i den helt store madlavning over åben ild på stranden. Det sad mindst 10-15 mennesker ved et arrangeret langbord og hyggede sig, mens de ventede på maden blev færdig. Andre vimsede rundt omkring i skoven og i strandkanten. Da jeg gik gennem skoven, kunne jeg se en stribe på 5 små telte mere, som var slået op på stranden i læ af klinten. Blev det rigtigt højvandet, ville de få vand i teltet, og stå op direkte i morgenbadet, men med den tørre tid, vi har nu, sker det næppe. Da jeg vendte snuden hjemad, kom der et kæmpe skib.
Der er også de sædvanlige små både i strandkanten.

Da jeg nåede frem til hovedvejen, kom der ca. 50 motorcykler. Formentlig et arrangement af en eller anden slags.



Da jeg cyklede på arbejde næste morgen, kunne jeg se, at båden stadig lå der. Allan kunne meddele, at alle var i båden ved halv elleve tiden, da han kørte et ærinde, og da han kom tilbage en lille time senere, var de sejlet væk. 
Har I også opdaget at der er hundrevis af mariehøns i luften? De sidste par dage er jeg blevet pænt broderet med mariehøns overalt, når jeg cykler ved vandet. De bider i ansigt, nakke, arme og ben og er alle steder. Jeg har prøvet at tage en selfie, af mig med et par af dem jeg ikke kunne ‘vøjstre’ væk, men det er ikke nemt, når jeg ikke har noget spejl.

Tags fra Technorati: Kreative sysler,Lokalsamfundet,Vandreture

Jeg gik agurk, og hele familien gik agurk på Bakken

Bror og søster havde stukket hovederne sammen og fået en ide, som de med få dages varsel forelagde hele den pukkelrykkede.
De ville gerne vide, om der var stemning for at vi samledes på Bakken med madkurven om søndagen, med afgang kl. 10 fra Lolland. Det var ikke lige med i mine planer, da der stod havearbejde, syltning og nye eksperimenter på mit program, men det lød jo hyggeligt, så vi sagde selvfølgelig ja, og jeg gik agurk i både køkken og i haven om lørdagen.
 
Udflugten betød at der skulle forberedes lidt mad til madkurven. Jeg startede med at stege nogle frikadeller, og da det vælter frem med agurker i drivhuset, blev der lavet en ny portion tzatziki. Noget vi spiser rigtigt meget af i denne tid. En portion agurkesalat blev det også til. Det hele med henblik på madkurven. Jeg vaskede et par maskinfulde tøj – det skulle også nås. Faktisk rendte jeg lidt frem og tilbage og fordelte arbejdet mellem den bagende sol i haven og det næsten lige så varme køkken. En tur ud i det blå, betyder også kaffe, og kage, så jeg fik plukket lidt ribs og bagt en ribskage.

Efter frokost var det udelukkende haven jeg kastede mig over, og pyh, hvor var det en varm fornøjelse, men jeg ville nå at få fjernet ukrudtet i haven. Det lykkedes også næsten på stort set hele matriklen. En stor fyldt trailer med haveaffald blev det til. Jeg fik revet fint efter mig. Om aftenen var jeg både meget glad og træt, men ovenud tilfreds med dagens arbejdsindsats og resultat. Jeg havde nået meget mere, end jeg turde håbe på.




Vi er efterhånden en stor familie, og det er svært at få samlet hele flokken, men det lykkedes da meget godt med så få dages varsel. Tænk bare hvad to mennesker mor og far har lagt grundstenen til. 19 personer i alderen 1½ til 77 år troppede op, mens vi måtte undvære de sidste tolv. Vi havde forventet, at vi ikke kunne holde sammen hele dagen, men det gik utroligt godt.
På et tidspunkt trak alle vi gamle os tilbage med de helt små og et par af de unge, som slet ikke er forlystelsessyge. Vi fandt os en dejlig grøn og skyggefuld plet med udsigt til liv og glade dage, hvor de små kunne boltre sig alene under vores opsyn, eller vi tog os af dem på skift.
De mere modige børn og unge fik en tid for dem selv, hvor de kunne prøve alt det af de lystede, mens vi andre hvilede og slappede af. Allan og jeg tog en tur i rutschebanen sammen med alle de unge, som allerede havde været der en gang. Der er nogle stykker, som vist ikke kan skræmmes af noget som helst. Jo vildere des bedre. De fleste af os nøjedes med at kigge på. Vi forlod bakken i små hold. De seje holdt ud til de lukkede. Der sov Allan og jeg. Mange af dem har ferie nu, men det har vi ikke. Der meldes at alle, ung som gammel, var kørt godt og grundig træt, men også at det har været en rigtig hyggelig og dejlig dag. Hele familien, både dem der deltog, og de der ikke kunne, ønsker at vi skal samles til et eller andet igen næste sommer. Det er hermed besluttet.

Haven netop nu – mest i billeder

Den regn vi langt om længe fik, har gjort at jorden er perfekt til havearbejde, selvom jeg egentlig synes, det er alt for varmt til det arbejde, så er det alligevel, der jeg er, når jeg har fri. Jeg havde bedt Allan om at grave alle jordbærplanterne op, men han har lavet andre ting, og da han tændte op i grillen her til i aftens og stod for al aftensmaden, så røg jeg på jordbærrene. Med den varme, bliver det hurtigt umuligt at have med jorden at gøre, så det er nu, der skal smedes.
Det blev rigtigt sent, inden maden blev færdig, så jeg brugte lidt af tiden på at puste ud med kameraet. Jeg ved godt hvad de næste dage skal gå med. Det bugner stadig med ting, der skal høstes og kommes på glas og flasker samt i fryseren, og der er lang vej i haven endnu.

Hvis man skal tro det gamle vejrvarsel, så får vi en lang og streng vinter, med al den overflod der er af de forskellige frugter. Vi kommer i hvert fald ikke til at mangle noget på lageret i den retning. 

Herregårdstur på Lolland

Vi burde have kastet os over nogle af alle de opgaver, der står i kø, men ærlig talt så har vi, i den varme, ikke orket at lave ret meget andet, end det der er nødvendigt for livets opretholdelse, de sidste par uger. Den varme ødelægger nattesøvnen, og har i det hele taget kørt mig træt, på den søvnig-agtige måde. Jeg nægter at klage over en varm og solrig sommer, men jeg indrømmer, jeg stønner og sukker, mens jeg efter bedste evne prøver at tilpasse mig vejret. 

Når man ingenting orker, er det en rigtig god ide, at få indløst det gavekort vi gav mor i julegave. Vi besluttede at i skulle en tur til Pederstrup og Revenltlow-museet. Det er mange år siden, vi har været der. Så længe siden, at jeg ikke selv husker, jeg nogen sinde har været der, men Allan påstår, at vi har været på udflugt der med hele min familie.
Jeg pakkede køleboksen med mad og drikke til hele dagen. Vi tog hjemmefra tidligt lørdag formiddag og startede med at gå en tur rundt i den enorme park, hvor der er gratis adgang og i øjeblikket en kunstudstilling. Selvom der ikke er nogen af os, der er specielt kunstinteresseret, er det da meget sjovt at gå og kigge på, mens man ytrer sin mening om de forskellige kunstværker. Jeg savnede altså lidt oplysninger om værkerne, så vi har selv døbt dem. Det øverste giver vist sig selv. En kæmpe enorm kødhakker, med en håndskreven opskrift på ‘Spegepølsen Pederstrup’ til den helt store husholdning. Kunstværket ved siden af stolene, har vi selv døbt ‘De siamisiske trillinger’. Der var flere kunstværker. Dette er bare et udpluk.
På lang, lang afstand, så vi en kæmpe gravsten. Efterhånden som vi kom nærmere, kunne jeg se nogle små røde pletter, og blev nysgerrig på hvad det var. Over et par broer, op ad trapper og ind i skoven, for at finde ud af det. Det var såmænd endnu et kunstværk og altså slet ingen sten. Vi var også en tur i ridehuset. Imidlertid havde museet også åbnet. Vi købte billetter, for at besigtige de private gemakker. Hvad der ikke fremgik nogen steder var, at vi fik guide på. Det gjorde det hele endnu mere interessant. Rundviseren fortalte levende og interessant en hel time, og var klar til at svare på et hvilket som helst spørgsmål, vi stillede ham.
I år er det 200 året for undervisningspligten i Danmark, og det var Reventlow en af foregangsmændene til. Vi sluttede af i kælderen. Her er et billede fra herskabets køkken af det koloenorme komfur, hvor der hver dag blev lavet mad til mere end 200 mennesker.

Klokken var blevet langt over frokosttid, så vi hentede maden i bilen og fandt os et dejligt sted i parken, hvor vi indtog det, inden vi kørte derfra, for at finde et andet sted at indtage eftermiddagskaffen. Efter nogle smutveje ud i forskellige kroge, foreslog jeg en tur til Frederiksdal. Da vi nærmede os, kørte Allan efter Naturcenteret, hvor han vidste, der var en pavillion, på en skøn plet, et stykke inde i skoven.

Vi slæbte kaffe og kage med os, den lille km, der er til naturcneteret, hvor vi sad og nød udsynet til ‘bagsiden’ – altså den mere private del – af godset. Selvom der er et stykke vej at gå, så kunne vi se i gæstebogen, at stedet bliver besøgt hver dag i denne tid, og mon ikke der er flere, som os, der ikke skriver i bogen! Stedet er med indlagt toilet og rigtigt fint. Der er en lille udstilling med grønne frøer, egern og andre dyr, man kan se i området. Bestemt et dejligt sted, hvor man oven i købet kan sidde i tørvejr


Vi sad og så på menneskelivet på godset, mens en masse insekter fløj rundt på en indhegnet blomstermark ved siden af os.
Ok, en af os sad ikke meget stille, for hun havde travlt med at jagte bier og sommerfugle, som desværre heller ikke var meget for at sidde stille, bare et lille øjeblik. Det var nemmere med den udstoppede hejre bag glasruden, men det lykkedes da, at få et par billeder i kameraet af de svirrende insekter.
Da vi nåede Maribo og fandt et sted at indtage aftensmaden, som vi købte os til, begyndte det at regne ret så voldsomt. Da vi satte mor af i Sakskøbing, regnede det stadig. Her havde vi ikke fået en dråbe, så jeg kunne hente mit helt tørre vasketøj ind. Det er jo også en fordel. Efter midnat åbnede himlens sluser sig. Jeg blev vækket af det flere gange i nat. I morges viste regnmåleren 43 mm vand. Det er tilsyneladende faldet meget lokalt, for mindre end 10 km herfra, har det ikke regnet. I dag har det været for vådt til at foretage sig udendørs havearbejde. Det hele svupper og gynger under en derude, men dejligt med lidt vand ovenpå den lange tørkeperiode.

Lidt om forandringer, ny pc, mærkelige insekter og planter

Min nye pc, som samfundet nærmest forlanger jeg skal have, ankom op til sidste weekend, så stort set hele søndagen blev brugt på at flytte alt indholdet, installere diverse programmer og få en stor del op at køre. 
Jeg er ikke helt færdig. Der skal finpudses og sorteres hist og her. Jeg mangler bl.a. at få opsat min mail. Det driller mig, men heldigvis kan jeg logge på i skyen og læse det hele der.
Live Writer ser også anderledes ud. Gad vide hvordan det ser ud på bloggen, når det bliver udgivet? Her ser det i hvert fald helt forkert ud. Både småt, trist og rodet, og det kan jeg heller ikke finde ud af at rette til… eller…. bingo…. nu er det ved at ligne sig selv, nok bare i en nyere udgave.

Både Fruen og Ellen  viser mærkelige insekter. I maj måned, da jeg var i Gram, så jeg dette insekt med lange følehorn og et par gevaldige lange halespyd. Jeg har også spurgt google, men opgav i første omgang. Nu hvor jeg lægger billeder over på den nye pc, stødte jeg på det igen, og forsøgte endnu en gang. Jeg er nået frem til at det må være en flue af en slags. Måske en majflue eller en sø-majflue?      

Jeg har også for 2-3 uger siden spurgt Google, hvad det var for en hvidblomstrende mark, der havde bælge i lighed med raps. Jeg, som er gammel ‘frømand’, havde aldrig hørt eller set andre hvide marker end hvidkløver. Desværre kunne Google ikke hjælpe. Jeg satte min lid til landmanden, som måtte have set den mark på sin tur rundt i lokalområdet. Da han endelig kom på kontoret, spurgte jeg ham, hvad det var for en afgrøde, der lå på ………..vejen. Det er olieræddiker. Den skulle jeg have en gang mere…Planten kan bruges i stedet for sennep, og så var jeg helt med, altså nede på det plan, jeg nu behøver at interessere mig for den slags. Olieræddiker er noget der er kommet frem inden for de sidste 10 år. Her på Lolland og Falster har vi 60 ha ud af 100 ha på landsplan. Når nu man ved hvad man skal google, er der masser af informationer at finde.

Peber- og tomathøsten i drivhuset, synes jeg går lidt trægt, i forhold til de sidste par år. Måske fordi jeg har valgt flere nye sorter. Det hele ter sig underligt, men smagen fejler ikke noget. Mums, det er det rene slik, og  jeg skal nok få, de tomater jeg kan spise, trods alt. Agurkeplanten giver mere end sidste år. Tirsdag var der risiko for skybrud over Lolland.  Det ramte ikke os, og det er vist også godt det samme, for det er kun vandbeholderne, der får glæde af det. I nat har det tordnet, og vi fik 3 mm vand, så nu har det endelig dryppet en smule på os. 

Romantik på højt plan

Det var det i hvert fald for 40 år siden, hvor Allan og jeg holdt vores allerførste fælles ferie sammen. Vi havde mødt hinanden på en trappe godt et år tidligere og vi havde fundet en lejlighed, som vi var flyttet ind i 4 dage før jeg fyldte 18. Sammen med søster og svoger, havde vi aftalt at tage på telttur til Langeland. Deres forhold var lige så nyt, eller gammelt om man vil, som vores, og det var også deres første fælles ferie.  
Allans Morris var pakket med hans brugte villatelt, som blev anskaffet, da han 4 år tidligere var taget på telttur med en ven til Jugoslavien. Jeg havde kun sådan et lille tomandstelt, hvor der til nøds kunne ligge tre personer, så dette villatelt var det rene luksus til os fire. Af mor og far lånte vi bord og stole, og hvad vi ellers havde brug for. Der var læs på den lille Mascot, som var pakket med habengut til os alle fire.
Allan og jeg hentede først søster. Derefter kørte vi til Nykøbing for at hente svoger. Tilbage til Lolland hvor vi tog færgen Tårs-Spodsbjerg. Vi nåede hurtigt frem til Billevænge Camping som aftalt. Søster og jeg kendte pladsen og området fra vi var børn, hvor vi havde camperet der med mor og far. Allan og svoger var ikke vant til at komme på ferie, så for dem var alting på den anden side af vandet nærmest nyt. Desuden havde de allerede hørt meget om vores ferier. Begge ville de gerne opleve de ferier samt hyggen og det nærvær, vi talte om. De ville gerne se det med egne øjne. Vi gik ture og fortalte, hvor vi havde løbet og leget. Vi genså alt det, vi selv var blevet præsenteret for, som Tranekær Slot og meget mere. 
Vi spillede badminton og raflede om, hvem der skulle gå med skraldespanden, og Allan tabte næsten hver eneste gang. Vi hyggede og nød livet som vel de fleste unge og nyforelskede gør. Allan og jeg havde været ude at kigge på ringe en tid før dette, og havde planlagt at det store øjeblik skulle ske på denne ferie, og sådan gik det. Det er mange år siden at vores ringe ikke mere lignede hinanden på grund af forskellig slitage. Mønsteret på Allans ring er faktisk forsvundet helt, og ringen er blevet lidt tyndslidt. Mit arbejde har været mere skånsomt mod min ring, for jeg har stadig en hel del mønster tilbage.
Vi har i flere år talt om, at vi gerne ville gense Langeland. Det er en ø vi ikke rigtigt kommer til mere efter at Storebæltsbroen er kommet. Vi synes, det kunne have været sjovt, hvis vi kunne have holdt ferie på Billevænge i dag, og mindes den mærkedag, som er en af de historier mine ringe fortæller. Det kunne af flere årsager ikke lade sig gøre. Vi måtte aflyse det hele, og få refunderet færgebilletten, men vi tager dertil på et andet tidspunkt i år.

I sorgens stund

Det startede for små 6 uger siden med en ganske almindelig dårlig hals, der blot var et irritationsmoment fordi den ikke ville slippe sit tag. Så skred tæppet væk under os alle. Frygt og håb gik hånd i hånd. Jeg har ligget søvnløs nat efter nat, fordi tankerne kommer snigende helt af sig selv, mens jeg ustandseligt prøver at jage dem væk. 
Vi er ramt på sjælen. Det gør så afsindigt ondt. Vi har mistet et kært familiemedlem. En meget aktiv mand på mange fronter. Han har været en del af familien i mere end 41 år. Min svoger forlod os, kun 58 år gammel, mandag eftermiddag. Det er så hårdt og ubærligt og giver absolut ingen mening. Vi har grædt vores tårer, men livet skal gå videre, og han vil altid være i vore hjerter.
Dette er årsagen til, at der er, og har været, lidt stille fra min side.