Nu opgiver jeg, og rejser til Azorerne og Grønland

Der er, som nævnt tidligere, flere årsager, til at jeg er tavs på bloggen(e) Der sker så meget andet i mit liv, der kræver mit nærvær. 
Arbejdet, altså det jeg får min løn for. Den der frihed jeg bad om sidste år, er delvis droppet, men der er justeret ned det ene sted, og op det andet sted, så ingen, heller ikke mig selv, kender mine arbejdstimer, før dagene og ugerne er omme. Jeg er nået frem til det, trods alt, er den bedste løsning for mig selv, men det er også til gavn for begge mine arbejdspladser.
Familien er hårdt ramt af sygdomme, og har været det i månedsvis. Det vil ingen ende tage. Der er lægebesøg i tide og utide, uden nogen kan finde ud af hvad flere af dem fejler. Det er tilbagevendende indlæggelser og udskrivninger på sygehuset. Der er gang i ambulante behandlinger af både den ene og den anden slags. Det er generelt noget møg. Nogle af os kan heldigvis nøjes med lidt alternativ behandling. Jeg er heldigvis helt på dupperne igen. Det sidste tilkomne er, at Mads i morges blev indlagt. Han har fået taget hjertediagram. Der er taget flere blodprøver.  Han har fået antibiotika via drop hele dagen. 

Den sidste og ikke mindre afgørende del af mit manglende fravær, skyldes at det er ret så besværligt, om overhovedet muligt, at udgive indlæg og lægge billeder op. De sidste par uger, har jeg forgæves flere gange forsøgt at kommentere hos et par bloggere, fra min iPad, men jeg kan ikke få lov. Heller ikke hos mig selv. Det har jeg så brugt nogle timer på, for at se om jeg kunne løse problemet. Det kan jeg ikke, og da det næppe løser sig selv, bliver dette nok mit sidste blogindlæg. Jeg hader at bruge tid på noget, jeg ikke kommer nogen vegne med, men I skal vide, at det irriterer mig noget så grusomt, at jeg ikke kan få det til at virke. Måske er det et hint om, at 9 år i denne verden er nok, og at tage andre interesser op. Nye som gamle. Tanken har strejfet mig at starte en ny blog, men det orker jeg heller ikke. 

Om et par måneder rejser vi til Azorerne og til efteråret tager vi en tur til Grønland.

Jeg er for en tid siden hoppet med på IG-bølgen. Det er der, man kan finde et livstegn fra mig. IG er ikke det samme som at blogge, men det er hurtigt og mindre tidskrævende. Min pc-tid er, i snit, reduceret til under ½ time pr. døgn, når vi altså ser bort fra de mange timer jeg bruger pc på jobbet. Den overskydende tid jeg har fået, har jeg ingen problemer med at få omsat til noget jeg også har glæde af, og nu hvor der også er gang i haven og vejret er godt, nyder jeg at være ude at gå, cykle eller lægger nogle arbejdskræfter her og der. 

Madame, hvis du læser dette, så ved jeg i skrivende stund ikke, om jeg/vi kan deltage i blogtræffet. Det er måske også lidt mærkeligt, at vi tropper op, hvis jeg slet ikke blogger!