Pinse med grønne skove og alt hvad man kan ønske sig

Tidligere på året plantede jeg 6 jordbærplanter i drivhuset og de første jordbær er nu høstet. Uhm… Nye jordbær og nye danske kartofler. De sidste måtte jeg dog købe mig til.
For længe siden have vi lavet en klar aftale med os selv om, at vi skulle på camping i pinsen. Fredag har jeg normalt fri klokken 14, så vi kunne tage tidligt afsted. Det blev der sat en stopper for, da jeg skulle til møde i Gram den dag. Når en dør lukkes, åbnes der bare  nogle andre. Udvalget har været stort, og det var alt sammen noget vi godt kunne tænke os. Vi valgte at prioritere hjemmet, venner og familie.
Dejligt at Allan ikke er på arbejdsmarkedet, så han kunne tage med mig til Sønderjylland. Det er trods alt sjovere at være to i en bil, end at køre turen alene, når transporttiden svarer til en almindelig arbejdsdag.
Meget tidligt drog vi mod vest, og da vi hele ugen begge havde været ret udfarende, og især jeg havde oplevet en masse, jeg ikke havde haft anledning til at berette om, gik snakken lystigt de første par timer til vi nåede Fyn.
Vi nåede så tidligt frem, at vi kunne nå at gå en tur sammen, og se hvad der var sket siden sidst. Allan kørte ud for at opleve og fordrive tiden, mens jeg var til et interessant lille møde. Efter dette fik vi en rundvisning på Den Gamle Slotskro og en lille frokost, som Allan desværre ikke kunne være en del af. Vi mødtes først igen om eftermiddagen, og satte kursen mod øst, mens rapsduften mødte os alle vegne. Vi nåede hjem igen 12 timer senere.  
Jeg har nydt pinsen i fulde drag. Lørdagen blev brugt til alt det jeg havde lyst til. Jeg fik både strikket, vasket, gjort rent, skuret brusekabine, vasket nogle gardiner, og ordnet et pænt stykke af haven, mens jeg nød solens stråler. Da jeg, sidst på eftermiddagen, ikke gad det mere, gik jeg mig en lang tur i skoven og tog lidt af skovbunden med mig hjem. Efter aftensmaden satte jeg nogle okseben over til suppe. Benene havde ligget i fryseren længe og irriteret mig. Nu er det nemmere at få lavet  en god gang hjemmelavet suppe. Det blev sådan en lørdag, hvor jeg selv føler at jeg har fået en masse fra hånden, mens jeg har nydt hvert eneste minut. En dag lige efter mit hoved, hvor intet skal nås, men man bare gør hvad man har lyst til og hvor man fyldes med den største glæde og tilfredshed.
Søndag havde jeg inviteret venner og lidt familie til aftensmad, så gåturen blev lagt tidligt på dagen. Når man vælger at servere 3 retter mad, skal der oftest bruges en del timer i køkkenet. Det gjorde jeg så. Vejret var fint og nogle gik en tur efter vi havde spist, og andre lavede kaffe.   
Mandagen var godt besat. Der var der det årlige pinseløb, som vi plejer at deltage i. Af flere årsager kunne vi ikke deltage i år, men jeg gik ned for at se om der var god tilslutning. Det tror jeg der var, men da løbet skulle starte samtidig med vi skulle mødes for at pille æresporten ned, måtte jeg forlade stedet, mens der stadig kom folk til.
Det tog en god halv time, så var den æresport pillet ned. Godt for det, for dårligt var vi kommet indenfor, før der kom en rigtig regnskylle. Her var der nabo-hygge-snak, mens vi fik lidt at spise og drikke.
Det blev tid at forlade dette ellers hyggelige selskab, for at komme hjem og gøre klar til næste arrangement. Mor havde inviteret på mad, da hun runder de 78 i dag. Jeg havde lovet at komme lidt tidligere, for at hjælpe med det sidste.
Dette indlæg er blevet til mens håret tørrer og gavekortet til mor bliver skrevet. I morgen er det atter hverdag, så regner jeg med, der bliver lidt tid om aftenen til at læse hvad I andre har fået pinsen til at gå med.

Naboskab når det er bedst

I det daglige har vi alle travlt med at passe os selv og vort eget. Vi slår hånden op, og siger daw, når vi mødes på vejen, eller råber et hej over hækken, hvis man hører eller ser, at der er liv på den anden side.
For en tid siden nåede rygterne vores udstykning, at et par snart havde sølvbryllup, så vi begyndte at hviske og tiske lidt sammen. Nogen åbnede deres hjem og indkaldte til et lille møde, hvor vi skulle lægge en slagplan. Hvad koster det? Hvem skal spille? Hvor mange er vi om at betale gildet.

Der skulle uddelegeres arbejde med at måle op, skaffe skelet, tov, flagstænger, kulørte lamper, ståltråd, blomster, males skilte og så videre. Sølvbrudeparrets familie, som ikke er her fra byen, var godt involveret.
I søndags mødte vi op hos en af vores naboer. Vejret var ok, da vi mødtes lige over middag for at klippe gran og binde næsten 70 meter granguirlande, men så skal jeg love for det ændrede sig. Vi fik hagl og vand i massevis. Vi stod som drukne mus og bandt. Mændene var mere heldige. De havde delvis tørvejr i carporten.
Jeg har ikke tal på hvor mange arbejdshænder der var, men vi var mange. Vi og andre fra gaden har bundet æresport flere gange, men det er efterhånden mange år siden der har været sølvbryllup på vores vej. Faktisk var det, næsten på dato, 13 år siden sidst, hvor søster og svoger, sammen med os selv kunne fejre det, men der deltog vi ikke. Allan og jeg stak af fra det hele.
Vi der før havde bundet guirlander og lavet skelet, tog os af det, mens andre klippede gran og passede os andre op, og holdt øje med hvordan man laver sådan noget. Nogle af førstegangsdeltagere, skulle lære det, da de snart ville få brug for det.
Mandag aften skulle vi mødes for at binde blomsterbuketter og rejse selve æresporten.
Holddaop sikke et møgvejr. Det stod ned i stænger.
Heldigvis var der en garage til os der skulle binde buketter.  
Tørvejret var kun en stakket frist, for samarbejdet gik som smurt, så de buketter blev hurtigt færdige.
Da mændende havde rejst selve porten, banket flagstænger ned og bundet guirlanderne op, var det tid for os at sætte lys og blomster i
Det var hundekoldt, det var vådt, og det var mørkt. Billederne ovenfor er ikke noget at råbe hurra for, men det er blot for at vise at de der ikke lige havde noget at tage sig, hvor det var nødvendigt at bruge begge hænder, stod med paraplyer. Selvom jeg havde regntøj på, løb vandet ned i ærmerne, når jeg skulle række op for at placere blomsterne. Fingrene frøs, så det var svært at nørkle med den lille ståltråd. Endelig var vi færdige, og mens vi pakkede sammen, havde sønnen af huset sørget for vi fik n kop kaffe (eller øl) at varme os på. Vi nåede hjem akkurat lige før midnat.

Næste morgen så vejret heldigvis noget anderledes ud, og det hele hang som det skulle. Folk var mødt talstærkt op.





En lille udvalg af Sakskøbing Tambourkorps spillede.
Vi bandt ‘kun’ 70 meter guirlande. Skulle de have haft i hele indkørslen, skulle vi have bundet 180 meter mere

Billedet til venstre viser kun halvdelen af den indkørsel vi ikke har pyntet. Ligesom det til højre kun viser en brøkdel af gården som er pyntet. 













En af nabokonerne ringede på vor dør i aftes, for at sige at sølvbruden havde henvendt sig. Æresporten skal pilles ned søndag formiddag, hvor vi vil blive budt på lidt at spise efterfølgende. Vi har atter meldt os som det arbejdende folk.
Vi har et godt naboskab. Vi render ikke hinanden på dørene i tide og utide. Vi giver en håndstrækning, når der er brug for det. Ligesom mange af de andre her på vejen, og så nyder vi samværet med dem alle et par gange eller 5 i løbet af året.

Vi flyttede til Vemmetofte nogle dage

Der er meget der skal passe sammen i livets gøremål. Af flere årsager var det først nu, vi kunne komme afsted på årets første campingtur. 

I grunden gjorde det ikke så meget, da det varme sommervejr lader vente på sig. Vi har været utrolige heldige med vejret, vi fik både tørvejr og solskin.   

Kr. Himmelfartsdag nåede vi frem og fik rejst både campingvogn og fortelt inden middag. Vi spiste os lidt mad, og drog på vandretur i området  Vi startede med den blå vandrerute. Jeg ville se musestenen, som Jørgen også har skrevet en del om her. Stenen ser måske ikke så stor ud på billedet, som den egentlig er, men jeg kunne langt fra nå op til toppen, kun godt og vel halvvejs. Allan har bevismaterialet. 
Vi gik rundt i skoven hele dagen, og vi var ganske enige om, at den lignede vor egen skov på en prik.  Aftensmaden spiste vi på Skovfogedstedet. Allan mente det var den helt rigtige dag at spise ude, da det var vores bryllupsdag nr. 38 i rækken. Menuen bestod af bresaola på sprød salatbund med ristede pinjekerner. En kalvesteak med smørstegte kartofler og garniture. Da vi havde sundet os lidt, blev der også plads til en dessert. Is til Allan og pandekage til mig. Derefter gik vi atter en tur.
Næste morgen steg vi på cyklerne. Kørte til Vemmetofte Kloster. Holddaop en stor historie. Vi gik rundt i parken. Så ishuset – et noget modernet et af slagsen, i forhold til dem vi kender som store mørke dybe brønde hvor der kun er en smal cementkant at stå og fiske isen op fra. Dette var et rigtigt muret hus med gulv. 
Vi cyklede atter ud i skoven og fandt kirkegården og det lille kapel. Vi tog også en tur ud på landevejen og fik set politiet stoppe et par bilister, som måtte af med bøder. Vi vendte om og cyklede atter ind i skoven.
Midt ude i den grønne skov, løb Allan tør for strøm. Høreapparaterne skulle have nye batterier. Hele dagen blev brugt på at cykle og gå rundt. Herunder ses Hellig Svends Kilde.

Som turist har vi en ting at klage over. Vandrebrochuren er af noget ældre dato. Ruteafmærkningerne er meget mangelfulde eller slet ikke eksisterende. Vi er vant til at begå os uden afmærkede ruter, men når man får udleveret en vandrekort, mener jeg, man må kunne forvente, at det kan bruges til at finde vej. I dag er der ikke meget, der er, som det står nævnt i brochuren, men ingen vil betale for at få trykt en ny.  
Vores weekend var fyldt med aftaler, så vi pakkede forteltet ned fredag aften, og var klar til at forlade campingpladsen, så snart vi kunne tjekke ud. Når man er færdig med at sove halv 6, er der længe til kl. 10. hvor de åbner. Så der blev tid til en 2 times morgentur ved skov og strand. Hundekoldt var det. Allans knæ har ikke haft godt af al den aktivitet. Hans knæ var vokset til dobbelt størrelse. Nattens hvile har dog gjort det lidt mindre, men godt er det ikke. Det må man da kalde perfekt timing hvad de par dages campingtur angår. Det er nok slet ikke så tosset at mit arbejde delvis har spærret ben for en campingtur i pinsen, men det giver muligheder for mange andre ting, som i mine øjne slet ikke er ringere.  

Dramatisk byvandring i Nykøbing F.

Skuddrama, bombealarm og evakuering. Det blev en del af en ganske almindelig tirsdag aften for os.
Vi tog med Masken og Museumsforeningen tilbage til dengang…En Nat i 1945... 
Vi var hurtigt ude, og fik billetter. Der blev nemlig meget hurtigt udsolgt, selvom de spiller hver uge hele maj og juni samt nogle dage i august.
Aldrig før har vi oplevet noget lignede. Det var virkelig både interessant og sjovt at opleve et teaterstykke på den måde.
Vi mødte op i porten til Politigården på en meget, meget kold og blæsende hverdagsaften. Heldigvis var det holdt op med at regne. Her fik vi udleveret hvide armbind, som vi skulle bære hele aftenen.
Historiefortællingen begynder, og pludselig kommer  en tysk soldat løbende med sit gevær igennem menneskemængden. Så var vi i gang.
Derefter fulgte vi guiden rundt i gaderne, mens vi hørte om hvordan det hele var foregået dengang i disse gader og stræder.
Under hele forestillingen dukkede der pludseligt og hele tiden skuespillerne op. De kom enten løbende, gående eller cyklende, og indrog af og til en eller os alle i skuespillet.


Der blev uddelt løbesedler. De tyske soldater gik vagt alle vegne. Nogen udspurgte, krydsforhørte,  kontrollerede og visiterede både skuespllerne og os. Vi hørte de sang sangen: De fire nasisvin. 
Der blev spillet tysk musik i gaderne.
Vi hørte ønskeradio, hvor man sendte hemmelige beskeder til frihedskæmperne.
Vi mødte feltmadrasserne, der hjalp tyskerne.
Der var frihedskæmperne.
Der var stikkerne.
De var der allesammen rundt omkring i gadebilledet. 

Det var ikke nemt at vide, hvem man kunne stole på, så man skulle passe på hvad man sagde på offentlig område. 
Sirenen lød, og vi blev dirigeret ned i det gamle beskyttelsesrum i byen. Vi skulle skynde os at komme i sikkerhed. Der blev jaget lidt godmodigt med os.
Bunkeren var ikke særlig stor, men det var ærlig talt rart at komme lidt i læ og få varme i fingrene. Her så vi en film med, og om, de lokale mennesker, der kæmpede mod tyskerne på Falster. 
Vi hørte nyheden fra BBC og folk strømmede ud på gaden, hvor de sprang, hoppede og dansede rundt af bare glæde. Glæden varede dog kort for nogle.
Mange nåede ikke at opleve friheden, skønt de havde hørt, den var der. Blandt andet en ung modstandsmand på 19 år, Sven Aage Faber. Læs evt. selv den meget spændende historie. 




Man kunne levende forestille sig, hvordan det måtte have været dengang, uanset hvilket parti eller rolle man spillede. Om man var det neutrale menneske, eller man var aktiv på den ene eller den anden front.

Stykket blev spillet af 26 skuespillere. Nogle kom ilende efter os, eller fra andre hjørner, for at stille op som man nu gør, når en forestilling er slut. De fik deres velfortjente klapsalver. De gjorde det så godt. Selv i blæsten kunne vi høre hvad de sagde. Allan havde sørget for at få al ekstraudstyret med til sine høreapparater, så hans mikrofon blev afleveret til guiden, som bar den under hele vandringen, så også han fik hele historien med.
Man måtte gerne fotografere, men ikke på nogen måde så det ødelagde, eller forsinkede forestillingen. Derfor har jeg lysnet de sidste billeder lidt, da det var mørkt inden det var forbi. Alle disse skuespillere kom hen til os alle og gav hånd, mens de takkede fordi vi kom. Vi afleverede vores hvide armbind og skyndte os hjem til en tår meget sen aftenkaffe og lidt varme.

Garnrester og andre blandede småtterier fra hverdagen

Jeg har altid glædet mig over de små ting i livet. Det er ikke gods, guld og materielle goder der vægter højest hos mig. Jeg er en nøjsom person.
Som nogle af jer ved, strikker jeg lidt til Røde Kors. Det kniber med at skaffe garn nok. Kampagnen ‘Smid tøjet’ kunne godt have omfattet ‘smid garnet’ også. Vi er ikke særlig krævende. Vi tager til takke med optrevlergarn. Et helt nøgle nyt garn er det rene luksus. Det sker ikke så tit, men når det sker, er der rift om det, hører jeg historier om. 

Hvert lille nøgle der er til overs kommer tilbage på lageret i klubben. De små nøgler har hobet sig op, men ingen af de trofaste mandagsstrikkere mente de kunne få noget ud af disse rester, så jeg, og en anden der også ‘bare’ strikker derhjemme, fik hver en stor posefuld, som vi kunne se om vi kunne få noget ud af.
Garnresterne hører virkelig til i småtingsafdelingen, men foreløbig har jeg da fået to sweatere, og er gået i gang med endnu en i grå og grønlige nuancer. Hvis jeg kan skrabe mere sammen, kan der sikkert blive en blå mere, og en rødlig. Jeg synes det er sjovt at se hvad man kan få ud af ingenting.
Der har også været plads til udeliv. Fuglene fik, i løbet af den forgange uge, endnu en  fodringsplads. Nu har de fire spisesteder rundt omkring i haven.



Jeg opdagede at bladene på mine liljer var godt gennemhullede. Nogen spiser af dem. Jeg fandt også et par syndere. Dette skete midt i ugen, hvor det var godt vejr. Det er bare om at komme ud og nyde solens stråler, når man i alle døgnets bedste timer sidder, er nød til at sidde inde på et kontor.  

Allan har været ude at få taget nye blodprøver, til hans kommende konsulation hos neurologen i næste måned. Nogle af prøverne er nemlig 3 uger om at blive analyseret. Han har fået en opringning om at hans B12 vitaminmangel går i den rigtige retning, men at det stadig ligger i gråzonen, så han skal fortsætte med sin behandling en tid endnu.

Da jeg kørte på arbejde fredag morgen, spurgte jeg Allan, om han ville med ud at cykle, når jeg kom hjem. Jeg, eller vi havde et hængeparti med Storskoven. Nu kender vi en vej mere. Vi cylede hjem gennem vores ‘egen’ skov. Da jeg render noget mere rundt ude i skoven end Allan gør, havde jeg fortalt ham, at de atter havde indhegnet landbrugsområdet. Det ville han en tur forbi og se.
Vi cyklede helt ud til klinten og kiggede ud over vandet. Allan ville samme vej tilbage, men jeg ville tage den lille sti langs vandet. Der kan man ikke cykler, siger Allan. Jo man kan da, og så skiltes vore veje – for en stund, med aftale om at mødes på Aktivitetspladsen. Vi ankom samtidig.

Allan ville en tur ned til stranden. Jeg fulgte med ham
Det er hornfiskesæson, så der er livlig lystfiskeraktivitet, både på den ene og den anden side, i denne tid. Nogen havde også heldet med sig. Andre fangede kun skidt og møg. Vi, eller Allan, spiser ikke hornfisk, så derfor er han ikke så ivrig med fiskestangen, men interesseret i hvordan det går de andre. Vi cyklede hjem, hvor kilometertælleren fortalte at vi havde cyklet næsten 13 km.
Jeg havde kalkuleret med at hele lørdagen skulle stå på havearbejde, men da det småregnende  mere eller mindre hele dagen, ikke de store mængder vand, men lidt surt havevejr., foretrak  jeg at slå mine folder i køkkenet med lidt bagning og andre huslige gøremål.  
I morges var vejret en tro kopi af af lørdagen, men der var et par områder i haven jeg gerne ville have bugt med. Jorden var næsten perfekt til formålet, dog lidt for våd. Det var nu, jeg skulle ud, hvis ikke jeg skulle se på det en hel uge mere, så det blev klaret i formiddags. Om eftermiddagen kom solen frem.
I skoven er anemonerne på retur og overtages nu af andre hvide og blå tæpper.
På mine ture i skoven havde jeg også lagt mærke til, at en vej ud til et skønt bakket område, der har været lukket af i flere år, var ved at blive åbnet. Spørgsmålet var bare om man kunne komme helt derud… Det ville jeg forsøge at finde ud af. Jeg nåede ikke særlig langt, før jeg stødte på to fra nabolaget, så vi holdt lige et lille skovmøde om et kommende arrangement, vi alle skal deltage i.  
Det var ikke det bedste terræn at gå i, da store maskiner har ryddet et skov- og  kratområde, for at bane vejen til en kommende skovsti. Jeg drejer om hjørnet og langt fremme ser jeg, at det ikke er muligt at nå mit mål. Æv, paradiset ligger jo lige derinde til venstre. Her overtrådte jeg skovens regler… Sshy…Det var kun 3-4 meter det drejede sig om.
Da jeg kom ud på den lille sti var der masser af grønne blade. Det ligner ramsløg, men det er liljekonvaller.
Paradiset har forandret sig. Havet har taget sin bid af skrænten, og træer er styrtet i vandet. Jeg glemte helt at tage billeder. Jeg nød bare gensynet. Jeg gik tilbage hvor jeg kom fra, men jeg må afsted igen, når jeg kan holde mig til lovens rene sti.