ABC: Livstestamente

I denne uge er ABC Scandinavia nået til bogstavet L, og jeg har besluttet, at det bliver mit sidste bidrag til denne leg. De fleste af bidragene vil komme hen ad vejen alligevel, men jeg slipper for at hænge i en, til tider, stram snor. Jeg bliver en friere fugl, og det har jeg det vældig fint med.
Det etiske, livet, døden og alt det der er mellem himmel og jord har altid interesseret mig meget og jeg har aldrig lagt skjul på hvad mine ønsker var, hvis jeg en dag skulle komme i den situation, at jeg ikke selv kunne udtrykke mig. Det har til tider været et varmt emne mellem Allan og jeg. Jeg mente, han burde respektere mit ønske, men han ville beholde mig så længe som muligt og bevare håbet og troen på, at miraklernes tid ikke var forbi. Det er mange år siden, jeg skrev mit eget livstestamente, og betalte med den tids øjne, og vores budget, mange penge, for at blive registreret i kartoteket, så det kom i den grad bag på mig, da Lene fortalte, at man  ikke skal regne med de tjekker kartoteket. Hvad er det så til for alt sammen!

Jeg meldte mig som organdonor. Det eneste jeg ikke ville have de tog fra mig, var mine hornhinder, fordi jeg ikke kunne lide tanken om, at de skulle pille i mine øjne. Ironisk nok, måtte jeg nogle år senere igennem en øjenoperation, hvor de skulle pille øjet ud, skrabe, rense og sætte det på plads igen. Nu kan de bare tage hvad de kan bruge, selvom jeg må tilstå, at jeg ikke har fået ændret det i registeret. Hvem kan også bruge et dårligt øje!  
Jeg har også skrevet Min Sidste Vilje. Ikke at den skal følges til punkt og prikke, bortset fra, at det er meget vigtigt for mig, at jeg ikke får et gravsted med sten eller navneplade. Jeg vil sættes i jorden helt anonymt, på en stor grøn plæne. Stedet er fuldstændig underordnet, men det er ikke alle steder det er muligt. Det var det bl.a. ikke i den kirke vi tilhører. For at det skulle blive muligt, skulle menighedsrådet og præsten have en ansøgning. Det skulle med på diverse møder, for til sidst at blive godkendt af provstiudvalget og til sidst Provsten. Et par år senere modtog jeg et brev om, at nu var det etableret, og jeg kunne komme og se pladsen. Min sidste rejse behøver ikke at stille de efterladte med en masse uafklarede spørgsmål.
I dag respekterer Allan mine ønsker. Selv har han dog ikke taget stilling. For sjovt nok, når vi når til ham, så er han ligeglad. Han ved jo alligevel ikke hvad der sker, sige han, så det kan være fuldstændig ligegyldigt. Han ved dog, at det bliver på samme måde, som jeg ønsker for mig selv, hvis jeg skal have noget med det at gøre. Altså med mindre han en dag ønsker noget helt andet. 
Har du taget stilling som organdonor, eller fået nedfældet, eller fortalt dine ønsker til dine nærmeste!

ABC: Klapjagt

Denne uges bogstav hos ABC-Scandinavia er K.
Jeg ville næsten påstå, at klapjagt er et uddødt fænomen. Mig bekendt foregår jagterne på de store steder i dag kun med hundefolk og helt uden klappere, men hvis man læser her, får man et andet indtryk. Vejret har stor indflydelse på hvordan jagten forløber. Ingen er vel i tvivl om, at det var gevaldigt tåget, den dag disse billeder blev taget
Som barn ville jeg gerne være klapper på et af de lokale slotte, men det var ikke så helt ligetil at komme ind. Slet ikke som pige. De antog oftest kun drenge, fordi man regnede med, at de var mere robuste. Det var nemlig ikke for tøsedrenge. Da min fætter havde ansøgt og blev antaget, ville min kusine og jeg gøre alt for også at komme med på holdet året efter. Vi søgte og ventede meget spændt. Lykkelig var vi jeg, da vi blev godkendt til at prøve vor første klapjagt. Min kusine, hendes storebror og jeg, var derefter fast på holdet hvert år, hvor vi deltog med allerstørste glæde ved den store årlige jagt. 
Vi fik udpeget vores led i kæden, hvor vi skulle sørge for at holde samme afstand hele dagen. Der var ikke noget med at gå uden om brombærkrat, grøfter eller andre forhindringer, der veg mere end ca. en meter. Vi skulle bare vade igennem ild og vand, mens vi klappede i hænderne, eller med en kæp på træerne, for at jage vildtet frem.Vi skulle lytte efter horn og komme hurtigt frem, hvis eller når såten blev afblæst. 
At komme “hjem” i jagtstuen på Slottet, hvor der blev tændt op i pejsen, så vi kunne få varmen, mens vi spiste vores medbragte klemmer og fik serveret en stor kop varm kakao med et wienerbrød til inden klapjagten fortsatte, var skønt. Når den lange dag var omme, fik vi udbetalt dagens løn i en brun prøvepose. Jeg husker det som en guldgrube, og jeg syntes det var alle pengene værd. Der var dog et år, hvor det var et forfærdeligt vejr. Hundekoldt med blæst, regn og sne, hvor min kusine og jeg blev sendt tidligt hjem. Vi fik slet ikke valget om at blive, men blev blot sendt hjem, helt uden penge. Det var vi lidt utilfredse med, men turde ikke sige noget og cyklede slukøret hjem til min moster. Vi var ret kede af at have mistet vores løn. Vi havde dog været der en halv dag. Da min fætter kom hjem, havde han to ekstra lønningsposer med. En til søster og en til mig. Behøver jeg at sige, at vi var ovenud lykkelige, da vi så, at der var løn for hele dagen. Min moster har utallige gange fortalt, at vi begge var så forfrosne og trætte, så hun pakkede os ind med tæpper og varmedunke. Og da det blev spisetid, var jeg så slap, at jeg ikke kunne løfte det kalkunlår, som min aftensmad bestod af. Historien var vist en af min mosters favoritter, og den blev også nævnt i min konfirmationssang.
For nogle år siden, fik jeg mulighed for at opleve en jagt, som den så ud nu. Jeg sagde selvfølgelig straks ja. Det var spændende og meget anderledes end da jeg var barn. Det hele er noget mere konfortabelt med fastmonterede bænke i “prærievognen” hvor vi havde tag over hovedet og lukkede sider, i stedet for bare at sidde på bunden af en åben traktorvogn. Interessant var det også at se hundene arbejde. De er fantastisk gode til de opgaver, de er sat til at udføre. Da jeg var barn, var det ikke hunde, der var flest af på jagterne, men blot et par stykker til at finde det nedskudte vildt på ejerens komando. I dag ser verden helt anderledes ud, også på det område.

ABC: Jerusalems ødelæggelse

Bogstavet hos ABC Scandinavia i denne uge er J

Da Camilla havde søgt, og fået job i Kbh. ville hun selvfølgelig også gerne flytte lidt tættere på dette. I starten overnattede hun dog de fleste af hverdagene, hos kæresten, når hans bofælle var væk.
Camilla er en pige, der ikke vil ligge andre til byrde og derfor helst klarer tingene selv. Hun søgte bolig og da det endelig lykkedes hende, at få en lille lejlighed med eget bad og køkken i forslag, slog hun til. Det lød meget lovende, med en fælles møbleret opholdsstue, hvor der var inkluderet rengøring hver uge. Hun ville selvfølgelig gerne se lejligheden inden hun underskrev lejekontrakten og betalte depositum, men det var ikke muligt. Ville hun have lejligheden, så måtte hun underskrive og betale før udlevering af nøgle, ellers ville lejligheden gå til den næste på listen. Camilla hentede nøglen til lejligheden midt i ugen, hvorefter hun ringede hjem, og meddelte, at hun ikke flyttede ind. Det hun fortalte mig, havde jeg lidt svært ved at tro. Efter hendes udtalelser var lejligheden så møgbeskidt, klam og ulækker, at hun var ved at brække sig. Måske overreagerede barnet en smule tænkte jeg! Okay, jeg fik vist også sagt noget, der snerper i den retning, højt. En kommunal og almennyttig bolig kunne da ikke være SÅ slem, når hun havde betalt for rengøringen ved indflytningen. Vi aftalte, at vi alle tre kørte derind om lørdagen, så vi kunne se boligen.
P.g.a. Camillas udtalelse, havde jeg heldigvis pakket fotografiapparatet, så vi kunne tage nogle billeder af det hele. Du milde kineser, hvor jeg forstod det pigebarn. Der skulle bruges en masse knofedt i lejligheden for at fjerne gammelt ulækkert mad og andet møg. Ja, det var nemlig ikke nyt støv og spindelvæv, men gammelt fastgroet mad og møg. Der stod i kontrakten at den var nymalet og der var da klattet lidt hist og pist. Udefra så det ganske nydeligt ud, men man gik lige ind ad hoveddøren, MED sin cykel eller knallert, så var man i den møblerede opholdsstue, hvor der VAR gjort rent til weekenden. Der var da en slags møbel - nemlig en enkelt stol med hynde, og et gammelt havebord, hvor ryglænet var brækket halvvejs af.
Nu måtte vi kæmpe vores sag. Vi ringede og ringede, mest forgæves, fordi den ansvarlige aldrig var at træffe. Jeg skrev breve, men hørte intet. Jeg kontaktede kommunen, men de kunne intet gøre. Jeg mener ville ikke, gøre noget. Allan fik fat i tilsynsmanden, som fortalte at vi ikke var de første utilfredse, og at han ville gøre hvad han kunne, men det var desværre ikke meget. Der skete heller ikke mere. Til sidst lykkedes det mig, at få fat i den ansvarlige i Boligselskabet, men det hjalp ikke meget. Vedkommende var urokkelig, selvom jeg fortalte at jeg kendte boligloven, da jeg havde arbejdet med den i mange år. Jeg nævnte, at vi havde taget billedet af det hele, og havde bevismateriale, så hvis ikke de udbetalte hver eneste krone med det samme, ville jeg hyre en advokat, og køre en sag. Det kunne jeg bare gøre, det ændrede intet. Det havde vel håbet at jeg opgav, som så mange andre før mig, så de kunne blive ved med at score kassen på deres ufine facon, men mig skulle de ikke slippe af med så let. Jeg skrev det sidste brev til boligselskabet, hvor jeg truede med advokat, med stort set samme ordlyd, som ved telefonsamtalen.  Hvis ikke hver eneste krone Camilla havde indbetalt, stod på min konto inden en vis dato, så blev sagen overgivet til advokat. 
Pengene, hver eneste krone, kom før deadline. Senere på året hørte vi, at afdenlingen hvor disse lejligheder lå, var erklæret uegnet som bolig og lukket af myndighederne. Om det havde sin rigtighed, tør jeg ikke skrive under på.

ABC: Ispanser og ispinde

Denne uger er ABC Scandinavia nået til bogstavet I
Jeg har skrevet om ispanser før, men da det vi så, sidste år ved Fakse, er et sjældent naturfænomen, som vi næppe kommer til at opleve igen, da der statistisk set, vil gå 80 år før det sker igen. Når det sker, går billederne oftest kloden rundt. Hvordan fænomenet opstår, kan du bl.a. læse lidt om her. I år er Rusland samt  Genevesøen i Schweiz blevet ramt. Ved sidstnævnte link er en bil indhyllet i is.
Selvom det er koldt i år, og der også er ispanser, så er det dog, så vidt jeg ved, ikke noget der kommer på højde med dette.
Jeg springer lige over til en helt anden slags is. Nemlig den is de fleste af os spiser i store mængder. I Danmark alene, spiser vi 130 mill. ispinde om året. Det betyder, at der går en del træ til, når alle disse små træpinde skal produceres.
Kæmpe store bøgekævler, bliver solgt som ispindekævler, og skåret op til…. ja… ispinde. Danmark eksporterer også ispindekævler. Af en kubikmeter træ bliver der skåret 300.000 ispinde. Det er lidt svært at forstå, at man ikke kan bruge træet til noget mere fornuftigt. Ikke fordi ispinde ikke er fornuftigt, men jeg har altid tænkt, at det er mærkeligt, at der ikke kan produceres noget større, af de store kævler.

ABC: Huler

Denne uges bogstav hos ABC Scandinavia er H.
At bygge huler, hytter og huse har jeg hele mit liv brugt mange timer på.
Som ganske lille pige, var det bare nogle tæpper, der blev hængt op over nogle stole, og gerne også rundt om hele spisebordet, men de huler skulle ryddes væk hver dag. Det foregik jo i den varme stue, vi opholdt os i. Når der kom sne, var det snehuler der blev gravet og bygget. Hos legekammeraten der boede på en gård, byggede vi huler af halmballerne.
Jeg mindes også den hule, mor omdannede fars store hjemmelavede cykelanænger til, når vi skulle bort, som vi kalder det her på Lolland. I andre vil nok kalde det i byen, eller bare ud!  Hele vognen blev tømt for malerspande og alle hans materialer, og mor redte op med madrasser, dyner og hovedpuder, så vi tre tøser kunne ligge der og sove på hjemturen, mens far alene trak det store læs. Vi havde ikke bil på det tidspunkt, og offentlige transportmidler fandtes heller ikke dengang, derude på bøhlandet. Om vinteren havde mor selvfølgelig sørget for, at vognen var overdækket. Det var en dejlig hule, hun lavede til os.
Som små var vi med i roemarken, for at trække roerne op. De sad så fast, at de ofte skulle have et spark af en hæl. Når de kom løs, skulle vi banke dem fri for jord, og lægge dem på række, hvor de voksne alene tog sig af afhugningen af roetoppen. På den årstid, hvor dette arbejde foregik, var det svært at holde varmen en hel dag. Det var før, der blev stillet skurvogn til rådighed. Mor lærte os at bygge huler af roetoppene, og selvfølgelig havde hun sørget for et par sække eller tæpper til os, så vi kunne lege lidt, men det var også et sted, hvor både børn og voksne kunne spise madpakken i læ for regnen eller den bidende frost og kulde.
I haven byggede jeg huler. Jeg brugte river, koste og roehakker som skelet, så jeg kunne lave en wigwam. Vi havde et stort portrum og en gammel nedlagt kostald, hvor far havde lagerrum til alle sine byggematerialer. Der var alt hvad hjertet kunne begære, til at bygge huler af. Det måtte dog ikke fjernes, det skulle blive inde i tørvejr. Når der var gamle brædder, der ikke skulle bruges til noget, var jeg straks på pletten. Jeg fik udleveret en kasse rustne søm, og så var jeg i gang med at bygge huler i træerne, men ingen søm i træerne, var formaningen, kun i brædderne. Jeg byggede huler i hvert eneste ledige hjørne i haven. Når far rev en hule ned, byggede jeg bare en ny.
Loftet i barndomshjemmet listede jeg tit op på om sommeren. Der var kun adgang udefra via en ganske almindelig stige, og der kom sjældent andre end mig. Der kunne jeg også bygge huler og oven i købet lave fine stuer med med de gamle møbler der stod på loftet. Loftet var en dejlig friplads, hvor jeg kunne få lov til at holde mine huler i fred, samtidig med at jeg kunne kigge i alle de mange spændende gamle ting, bøger og blade der lå deroppe.
Da Allan og jeg købte grund, byggede jeg vi videre, men nu var det et rigtigt hus, og selvfølgelig skulle vores børn have en rigtig hytte. Tarzanhytten. Børnene har nu i mange år haft egen bolig, der har jeg været så heldig, at få lov at være med. Især hos Mads, hvor der har været masser af muligheder for at få lysten styret, når vi ikke lige har gang i noget ombygning eller renovering herhjemme.
Jeg bliver vist aldrig helt færdig med at bygge huler.

ABC: Gram Slot

I denne uge er ABC Scandinavia nået til bogstavet G
Der er nogle steder i DK, som trækker lidt ekstra i os. Et af stederne er Gram Slot. Vi kommer der jævnligt. Siden 2007 har vi besøgt stedet hvert eneste år. Vi betaler gerne for en rundvisning, fordi vi synes det er et spændende projekt, de nye ejere er gået i gang med. Oftest er vi der om sommeren, hvor der er mange turister. I sidste weekend, var Allan og jeg de eneste, der stod og ventede på en rundvisning. Det er jo helt udenfor sæsonen lige nu. Alligevel er der liv på slottet, de skulle nemlig have 150 gæster til en stor middag om aftenen.
De ved hvem vi er derovre, og vi får altid en lille personlig snak, fordi vi kender historien i detaljer. Vi har set slottet, som det så ud før de nye ejere overtog det. Vi kender deres vision og ved hvilket kæmpe arbejde, de har udført. Vi er SÅ imponeret af det, der er lavet på hele slottet.
Vi havde talt med to par, som også ville på rundvisning, så vi stod og ventede en ekstra tid på dem, men da de ikke dukkede op, blev vi spurgt om, hvad vi ville se og høre. Jeg sagde, at vi faktisk bare var interesseret i at høre og se alt det, der var sket, siden vi var der sidst. Dagens guide foreslog derfor, at vi tog en meget hurtig runde igennem hele slottet, fordi der altid kommer en lille detalje et eller andet sted, og det var ikke lige nemt at huske, hvornår og hvor det var sket. Vi kunne så selv se efter, således at han ikke snød os for nogle oplevelser. Det var vi vældig tilfredse med. Tænk at have en personlig guide, som udelukkende kunne  koncentrere sig om os og vores spørgsmål. Det gamle køkken i kælderen var taget i brug. Der kan man bestille en kokkeskoledag, hvor man sammen med en rigtig kok, laver et måltid mad, hvor man som deltager selvfølgelig selv er med til at spise menuen på slottet. Vi kom steder, hvor de normalt ikke laver rundvisning. Sådanne afvigelser er guld værd og lige noget for os.  
Det største der var sket siden vores sidste besøg, var den nyrenoverede 80 meter lange kostald. Sidst vi var, var der absolut ingenting, og stalden var stadig ret faldefærdigt. Nu fremstod den som en stor flot gildesal, hvor de havde holdt julemesse for første gang. Det bliver et tilbagevendende arrangement. Det var også der i kostalden aftenens fest skulle holdes. Klik evt. billedet større og se det anretterbord, som står lige midt i den enorme sal.
Alle de initiativer og nye tiltag, der de senere år er sket på Gram Slot, har vi fulgt med største interresse. Vi følger også landbruget og Aarstiderne, som drives på slottes jorder. Jeg nævnte, at jeg gerne ville have lidt speltmel med hjem fra deres lille Gårdbutik, og da jeg stod og viftede med en pengeseddel, fik jeg besked om, at det mel var på husets regning. De mente vi skulle belønnes som de flittige og trofaste gæster vi er. De sagde pænt farvel og på gensyn til næste år.
Sidste sommer ville vi bestille en enkelt overnatning, men alt var optaget. I år så det ud til at det ikke mere var en mulighed. Da jeg læste på deres hjemmeside, så det ud til at man min. skulle leje for en hel uge, og helst være 5-7 personer, hvis man skulle have fuld valuta for pengene. Da vi talte med dem om det, sagde de, at det absolut stadig var en mulighed. Hvis ikke de havde lejet alle værelserne ud, kunne man stadig ringe eller skrive og nå frem til en pris og aftale om en enkelt overnatning eller to. De vil kigge på hjemmesiden, så det kom til at fremstå tydeligt.  
Har du endnu aldrig været på Gram Slot, så er det absolut et besøg værd. Hvis du skal se Sort Sol, er det en mulighed at arrangere det derfra. Der er arrangementer og aktiviteter for enhver smag og pengepung til både børn og voksne. Gram Slot indeholder så meget, at jeg vil anbefalde dig, der læser med, at kigge ind på deres hjemmeside, hvorfra du også kan se små tv-udsendelser.
Denne weekend blev også fyldt ud med masser af g´er. I går 60 års fødselsdag med god mad og i godt selskab i den gamle skole i Våbensted. Mads som den godvillige chauffør, der bragte os sikkert hjem i aftes. I dag en gåtur i sneen, mens Allan og Mads hentede vores bil hjem igen, efter den måtte overnatte som planlagt ved den gamle skole. Derefter bagning af gulerodsspeltboller og andet godt bagværk. Jeg føler mig nu godt brugt, så planen er en god og lang nattesøvn.

ABC: Flidspræmie

Tredie runde af ABC Scandinavia er nået til bogstavet F.
Dette indlæg er selvhøjtideligt og pralende, så er du advaret mod at læse videre. Jeg har altid elsket at gå i skole. Ikke mindst i det mindre klasser, hvor det eneste, der aldrig blev hængende, uanset hvor meget jeg læste på lektien, var historie. Alt andet var jeg så opslugt af. Selv salmeversene, som vi skulle lære udenad. Yndlingsfagene var nok dansk og regning. Jeg elskede staveord, diktat og fristile, samt skønskrift med pen og blæk. Stolt var jeg, den dag jeg blev den lykkelige ejer af en fyldepen. Vi fik uddelt små klistermærker eller de skønne stempelmærker, når arbejdet var udført med den højst opnåelige karakter, nemlig 6. Jeg har lært at skrive skråskrift, men en dag skulle vi partout skrive formskrift. Jeg ville så gerne have beholdt skråskriften. Da der mange år senere blev frit valg, kunne jeg ikke skrive det ordentligt mere. 
Regning var også et af mine yndlingsfag, selv blækregning, som det hed dengang, og som de fleste i klassen hadede, synes jeg var sjovt. I regning var der yderligere en gulerod der trak gevaldigt, for når vi havde regnet et vist antal sider, eller de omdelte regneark, så måtte vi gå ned bag i klassen og spille skak i resten af timen, efter først til mølle princippet. Min sidekammerat og jeg, var ofte at finde ved skakbrættet.
Jeg aner ikke om flidspræmie var noget der altid havde eksisteret på skolen. Jeg havde i hvert fald aldrig hørt om det, da jeg fik udleveret bogen: Bertel Kulsvier, en drengebog, hvad i himlens navn skulle jeg med den! Jeg har aldrig læst den. Det var ikke nogen ny bog, men en gammel slidt en fra skolebiblioteket. Der var stor oprydningsdag og bogsalg sidste skoledag.
Da jeg senere kom til Rørbæk Skole, vidste jeg godt. at de brugte flidspræmier til de klasser, som man også kaldte for afgangsklasserne. Jeg havde ikke skænket flidspræmier en tanke, siden jeg i 4. klasse, tror jeg det var, modtog bogen om Bertel, så overraskelsen var kæmpestor, da skoleinspektøren holdt tale, ved dimittendfesten for ca. 100 elever, vi var en meget stor årgang, med min. 20 elever i hver klasse, og deres forældre, og bl.a. bad mig komme op og modtage min præmie, endnu en bog.

ABC: EDB Grundkursus

ABC Scandinavia er nået til bogstavet E.
Da jeg i 1973 tog Handelseksamen, blev der, som noget helt nyt det år, mulighed for at vælge EDB, som et tillægsfag. Der var ikke mange, der meldte sig på banen. Nok mest fordi, timerne ikke talte med i det samlede timeregnestykke. Man kunne altså ikke slippe for nogle af de andre fag, så det betød endnu flere timer på skolebænken, for de der valgte faget. Jeg var overbevist om, at det måtte være fremtiden, så jeg meldte mig til dette kursus. Der sad vi så ugentlig og tegnede cirkler og mapper, i forskellige udformninger, ved hjælp af en lineal, i stil med den jeg har har tyvstjålet et billede af på nettet. Min eget lineal er nok røget ud under en oprydning.
Det er nok ikke lige den slags undervisning, man forbinder med et EDB grundkursus i dag, men snarere det man kan læse her. Mail, tekstbehandling, regneark osv. Noget de fleste af os vist dengang for ca. 40 år siden, end ikke havde fantasi til at forestille os, ville være en del af hverdagslivet for os allesammen.
Efter min læretid og et vikarjob på ½ år i et revisionsfirma, begge steder absolut helt uden nogen form for EDB, fik jeg job på SN-FRØ. Vores modervirksomhed var Sukkerfabriken. Til den kvikke, så er det ikke en fejl, at det kun staves med et “k” Det var med fuldt overlæg, at man havde valgt, at stave det sådan. Noget jeg altid har haft svært ved at forlige mig med. Nå, men det var et sidespring.
Der fik jeg med EDB at gøre, men ikke den slags vi kender i dag. Jeg sad og tastede på en “regnemaskine” sendte ruller til LEC Landbrugets EDB-central i Risskov ved Århus. Vi fik materialet tilbage på papir i mega store kasser, efter at de små “regneruller” havde været igennem en kæmpe procedure, hvor der både blev dannet hulkort, magnetbånd og meget mere. Jeg har også haft den fornøjelse at besøge LEC, med de gigantiske store maskiner. Jeg har aldrig set så store kontormaskiner hverken før eller siden. Hvis nogen af jer har set videoen med Kim Larsen, hvor han i sangen - Blip båt - synger: “Når jeg står ved min maskine….”  så ved I hvad jeg mener.


Efter nogle år købte sukkerfabriken et par computere. Nogle til fabriken, og en enkelt til min arbejdsplads. Maskinen blev, uden nogen form for advisering, plantet foran mig. Værsgo, det bliver dig ud af 37 funktionærer, der skal arbejde på den. Det var heldigt, at jeg synes det var spændende. Jeg blev kastet lige ud i det, med regnskab og løn uden nogen form for kurser. Det hele foregik selvfølgelig i DOS, som det var på det tidspunkt sidst i 70´erne. Senere blev ETB også en del af mine opgaver, men skrivemaskinen var bestemt langt fra død. Den store dyre EDB-maskine, i lighed med denne, kunne i det hele taget ikke ret meget, set med nutidens øjne. Ingen mail, eller anden spændende adgang til nettet.   
Der er sket meget med udviklingen siden dengang. Selv ordet EDB eksisterer knapt mere. Nu hedder det IT. Jeg er bestemt ikke nogen IT-nørd, men bare en ganske almindelig bruger, som synes at alt den teknik er for viderekommere. Mit EDB-kursus? Tja, det var sjovt og spændende mens det stod på, men jeg vil vove den påstand, at jeg absolut ikke har kunnet bruge det til noget som helst.  

ABC: Danskernes dagbog

ABC Scandinavia er nået til bogstavet D.
Danskerne blev, af Nationalmuseet og Danmarks Radio, opfordret til at skrive dagbog den 2. september 1992. Det blev understreget, at det netop var hverdagen på godt og ondt der var interesant, ikke mindst for vores efterkommere. Det kan lyde banalt og indlysende for os, som f.eks. hvad hvad vi f.eks. spiser til morgenmad eller ser i fjernsynet, men det vil sandsynligvis være både forunderligt og mærkeligt om 100 eller 200 år. Iflg. forskerne er der mange ting vi ikke ved om hverdagen for 100 år siden. Kort sagt, skulle vi bare skrive det der foregik lige nøjagtig denne dage, også evt. det der foregik i tankerne alene. Alle dagbøgerne skulle give et indtryk, af danskernes liv. Ideen kom fra Sverige, hvor 10.000 svenskere skrev dagbog året før. Bogen hedder: “Interessant at leve.”
Danmark slog rekorden. Mere end 50.000 danskere, fra 5 – 90 år, fulgte opfordringen om at give kommende generationer et billede af deres tanker og hverdag. Vi er med allesammen. De nyfødte, børnene, de unge, flygtninge, indvandrere, de ansatte og selvstændige, pensionister, direktøren, og mange andre, både de syge og raske. Sorg, glæde og det daglige liv fortalt på en måde, så man forundres, griner og glæder sig over alt det, som sker – på en ganske almindelig dag. Nogle skrev flere hundrede sider, andre kun få linier.
Allerede i dag, hvor knapt 20 år er gået, ser hverdagen meget anderledes ud. Ikke bare min, hvor jeg kan læse, at Allan havde fri, når jobbet var slut, hvor jeg, efter endt arbejdsdag, havde travlt med børnene, lektielæsning, godnathistorier, vasketøj, madlavning, madpakkerne til næste dag osv. osv. I dag er vi fælles om det meste.
Min dagbog blev normalt håndskrevet, men i dagens anledning blev den skrevet på skrivemaskine. Det samme kan jeg læse hos en tilfældig skribent, som jeg slog op på i bogen. Hun skriver: “Det er ikke sikkert jeg kan klare at skrive på denne maskine, den er helt elendig, men den har en dejlig klang, endda også en lille klokke i slutningen af linien.”
Mit bidrag er ikke i bogen, men arkiveret på Nationalmuseet sammen med de andre tusindvis af dagbøger, og selvfølgelig ligger mit bidrag som et par løsblade i dagbogen, som jeg absolut måtte eje, da den blev udgivet præcis samme dag året efter. Dagbogen den 2. september – en dag i Danmark, var interessant læsning dengang, endnu mere interessant i dag. Hvordan vil det mon ikke være om 100 år! 
Dagbogen i dag fortæller at de første erantis allerede blomster og en forkølet vintergæk kvier sig ved at springe ud. og at dagen er gået med oprydning og opvask efter en hyggelig lørdag aften med et par venner. Tøjvask, oprydning i flere ringbind samt nogle skuffer og skabshylder her og der. Omrokering i skabe. Bloglæsning, en sjælden tur på facebook. En spadseretur på 7 km, helt alene, i lidt småregn. Nogen skulle jo passe brændeovnen, mente Allan. Når ret skal være ret, så gik han med den første km inden han vendte om. Allan klarede aftensmaden, som bestod af resterne fra i går. Om et øjeblik skal jeg have fat i strikketøjet.

ABC: Cykelpenge

I denne uges tema hos Ilhja er vi nået til C
Da jeg var barn boede vi endnu længere ude på landet, end jeg gør nu. Der var ikke noget der hed skolebus de første mange år, jeg gik i skole. Vi cyklede hver eneste dag i al slags vejr de 7 km, der var til skolen. Var det snestorm og driverne lå meterhøje, jamen så gik vi til skolen og hjem igen. Ligeså hvis cyklen var punkteret, og slet ikke kunne holde luft, så måtte vi også gå, trækkende med cyklen. Det var lidt besværligt. Heldigvis var det sjældent at en cykelpumpe ikke kunne hjælpe så meget, at det var muligt at pumpe utallige gange på turen. .
På et tidspunkt, da jeg gik i skole i Rørbæk, blev der indsat bus, men vi måtte ikke køre med, selvom den store, og meget mere end halvtomme, skolebus kørte uden om os hver eneste dag, når vi cyklede i skole. Havde man ikke et vist antal km til skolen, kunne man ikke få bevilliget skolebustransport. Skolebussen var den eneste bus, der kom i nærheden af vor lille landsby. Vi manglede nogle sølle hundrede meter, for at have langt nok. I stedet fik vi bevilliget cykelpenge for at cykle til skolen. Når skoleåret var omme, kunne vi komme op på skolen og få udbetalt vores cykelpenge. De blev udleveret kontant i en af de brune prøvekuverter. Som I kan se på nedenstående billede, fik jeg for hele skoleåret 1970/71 udbetalt kr. 83,25




























Jeg har ikke et billede af den sorte Branderborgcykel, jeg fik i konfirmationsgave, og som ellers var min trofaste følgesvend i ca. 20 år, derfor må I nøjes med et billede af min dagbog.

ABC: Bøger

Denne uges tema hos Ilhja er B, og mit valg faldt på bøger, men nogle helt bestemte bøger.
Da Mads, som det første barnebarn, blev født, valgte min mor at forære ham en bog omkring juletid. Meningen foreslaget var, at der hvert år skulle skrives ind hvilke gaver han fik, og af hvem. Samtidig skulle der indsættet årets julemærke. Mor må have talt bladene i bogen, for hun skrev, at der var til 160 år, og at Mads evt. kunne lade bogen gå videre til næste generation. 
Efterhånden som der kom flere børnebørn til, fik de alle hver en bog. Nu er Mads ikke en skrivende person, så jeg har troligt skrevet i hans bog siden 1978, og da bogen indeholdt så mange blade, valgte jeg at skrive i den både til jul og fødselsdag, samt når der skete ekstraordinære ting, som indlæggelser på sygehuset, da kørekortet kom i hus eller en uddannelse eller eksamen var overstået. I år blev det sidste blad i Mads´ bog udfyldt.
Camilla har nogle gange selv skrevet i sin bog, andre gange har jeg. Hendes bog er selvfølgelig udfyldt helt i samme stil. I begge bøgerne, kan man også læse lidt om hvordan vejret var juleaften, og på selve fødselsdagen. Nogle år finder man også navne på gæsterne, eller hvorfor andre måske ikke deltog. Disse bøger kan afklare mange spørgsmål om hvem der fik mandelgaven, om vi havde vi hvid jul, og meget andet, som f.eks. i 1982 hvor Mads havde skoldkopper,1999 hvor jeg havde høj feber, og stod for juleaften, eller 2006 som var den varmeste jul i 29 år, eller 1988, hvor det tordnede, regnede og stormede, og vi skulle spare på strømmen, fordi et søkabel til el var gået. Gåsen blev derfor stegt om formiddagen, kartoflerne kogt, det hele blev lavet til så det blot skulle varmes. Hellere opvarmet eller kold mad end blot et stykke rugbrød. Der var julen 2009, som var den første landsdækkende hvide jul i 14 år. Sidste år husker vi vist alle.
Der er stadig blanke sider tilbage i Camillas bog, så vi kan holde styr på vejret to gange om året nogle år endnu.