Hvor skal jeg arbejde i morgen!

Sådan har min hverdag været hele ugen. Jeg var forberedt på at denne uge ville blive mindst lige så hektisk som sidste uge, men jeg havde ikke regnet med dette virvar og arbejdsdage på 10 timer. Min udsigt fra kontorvinduet på den ene arbejdsplads, er der ikke meget ved, så jeg behøver ikke sidde og ærgre mig over, at jeg har været begravet i papirarbejde. Jeg opdager nemlig først hvordan vejret er når jeg har fri, eller skal et ærinde i filialen, eller i banken. Jeg har dog kunnet nyde solopgangen om morgenen på turen derind.

Med så lange arbejdsdage, har jeg nydt mine cykelture endnu mere, da jeg kun når en tur rundt i haven, når jeg kommer hjem, fordi Allan og maden allerede venter på mig, også selvom jeg har ringet, og sagt jeg ikke kan nå det til sædvanlig tid. I onsdags stormede det så meget, at jeg valgte at trække cyklen en god bid af vejen hjem, fordi det gik stærkere. Jeg havde ikke en kinamands chance for at bestige bakkerne på cykel i den stride modvind. Jeg ved jeg har nævnt det flere gange, men jeg har nydt synet af rovfugle, svaner, fasaner, rådyr og egern i fulde stil. Der var en kæmpe flok gravænder,  men de fleste lettede og fløj ned til stranden.
Selv blomsterne i skoven blafrede så meget i vinden, at de var umulige at fotografere. Alle billederne blev rystet, men her er de bedste af dem. Der er både anemoner og violer og masser af påskeblomster i skovkanten.
Hjemme har Allan bestemt heller ikke ligget på den lade side. Bilen, den røde, skulle til eftersyn i mandags. Den grønne, skulle have nye dæk i onsdags. Han har været med mor ude at købe et kosteskab. Resten af tiden har han brugt på at grave jord ud i drivhuset, ved først at hugge og stikke med spaden, for at løsne jorden, fordi den er hård som beton og meget, meget leret.
I dag kan man ikke bare køre på genbrugspladsen med en smule jord. Der skal udfyldes et oplysningsskema for flytning af jord, og det skal anmeldes til kommunen. Det besvær ville vi gerne undgå. Godt jeg kender en landmand, som alligevel skal have kørt en masse jord på, og planeret et pænt areal. Allan havde fået lov at køre derned, med de læs vi skulle af med. Jeg opdagede tilfældigt, at han var i gang med en aflæsning, og snuppede et billede ud gennem det åbne vindue. Det tågede på billedet er sand jordstorm, og det blev meget værre, da jeg skulle hjem, men det var det skønneste solskinsvejr, da jeg cyklede hjemmefra om morgenen. Nu er det sidste jord kørt væk, og så skal vi bare have fat i noget nyt og bedre, som skal fyldes ind, inden der bliver sat glas i, men denne weekend er der ingen arbejdsopgaver. Vi skal slappe af, så vi er klar til at tage fat igen på mandag, hvor vi giver den en ekstra skalle, i de tre arbejdsdage der er, inden det er påske. Der er lys forude, både her og hisset.

Frem i lyset

Nu får I historien om hvorfor vi fik et par feriedage på Bromølle Kro. Allan er blevet en meget vigtig og eftertragtet person i GN og kendt helt i Boston. Han skulle bl.a. til et af sine mange besøg hos GN, så vi slog flere fluer med et smæk. Jeg har før været med ham derinde, og overværet de spændende test. Der er stor sikkerhed, og ingen kommer ind uden at være indskrevet, hvorefter vi får udleveret navneskilt, og bliver hentet i receptionen. Intet foregår på egen hånd.
Jeg skulle med, fordi Allan ikke turde tage ansvaret alene for vort andet projekt, som var årsagen til det hele. Vi har virkelig været sat på en opgave her i huset. Vi var tæt på at måtte opgive. Allerede da jeg skrev denne historie, begyndte vi jagten på rammer. Vi startede selvfølgelig hos de almindelig glarmestre, men det lå udenfor deres speciale. Der skulle en snedker til. Derfor har vi været i by og på land. Vi drog endda til Jylland, fordi vi vidste at snedkeren der kunne lave alt. Det kunne han så faktisk også godt, men han sagde, at det ville blive så dyrt, at vi ikke ville kunne betale. Det ville koste flere tusinde kroner for en lille bitte ramme. I øvrigt havde han altså slet heller ikke tid, hvis vi trods alt insisterede. Vi fortsatte jagten. Allan har ledt på nettet, og ringet rundt, men nej, det var ikke noget, nogen som helst beskæftigede sig med i lille Danmark. Vi skulle nok til Italien, fik vi at vide. Tænk, hvis de billeder skulle lide samme skæbne hos mig, som de har gjort hos både min mormor og min mor. Det skulle nødigt ske, når nu jeg har haft så meget imod, at de bare lå gemt væk i næsten 100 år. Vi syntes vi havde spurgt alle vi kendte, og havde fået mange gode forslag, men desværre var de bare ikke gode nok. En dag tog jeg træarbejderne med på arbejde, viste chefen dem, og spurgte ham, om han i sit netværk kunne finde frem til et sted, hvor vi kunne få fat i nogle rammer. Chefen gjorde et ihærdigt forsøg, og jeg kom hjem med et par adresser. Allan blev igen sat på opgaven med at ringe og forespørge. En samtale gav umiddelbart bingo, men rammehåndværkeren har ikke lørdagsåbent. Det viste sig så også, at deres lager lå langt derfra, og de kom der ikke hver dag. Vi ville heller ikke kunne komme der. Vi gav derfor dem fuldmagt til, at de på vores vegne, kunne finde to ens rammer, efter vores udtalte ønsker. Der er fotograferet rammer, mailet fram og tilbage, for at spare os mig for at bruge endnu en fridag på den konto.
Nu har Allan igen været i Kbh. for at hente billederne hjem. Ens kunne de desværre ikke blive, men jeg syntes de matcher hinanden godt. Billigt var det bestemt heller ikke med montering og hele molevitten. Hvem pokker vil gerne betale 1.000,- kr, for sådan to små billedrammer, der ikke måler mere end 16 og 20 cm hvor de er bredest! Det vil jeg - alene fordi det håndværk ikke skulle lide samme skæbne hos mig, som hos de to foregående generationer. Nu skal jeg bare have skrevet en lille historie bag på, og så skal vi finde en plads til dem, så de endelig kan komme op at hænge og frem i lyset.

En herlig søndag

Dagen startede med at Camilla kom på besøg, helt fra Kbh., fordi hun havde en aftale i Vordingborg. Vi nåede lige at tale med hende en times tid, inden vi drog til Kbh. fordi jeg havde tilmeldt mig et blogtræf. Der var, om ikke kendte personer, så i hvert fald genkendelige ansigter. Bente, Ellen og Madame. Det var dejligt at få sat ansigt på Jens og Prikker, som jeg kun kendte fra blogverdenen, men lige så interessant at møde, Nina, som for mig var en ukendt person. Blogtræffet fandt sted på restaurent Firefly, en vegansk restaurent, hvor bestillingen foregik på en lille computer. Teknik er dejligt, når det virker, det gjorde denne tilsyneladende ikke, og personalet talte kun engelsk. Det lykkedes dog os alle at få både mad og drikke. Jeg bestilte en bønnesalat. Smagen fejlede ikke noget, og jeg spiste hver en blomst og blad. Man er vel madglad. Jeg sprang dog desserten over, som jeg oftest gør. Snakken gik lystigt ved bordet på både kryds og tværs. 
Efter middagen gik vi en tur i det skønne forårsvejr, ned gennem Nyhavn, hvor alt tilsyneladende var optaget. Jeg var åbenbart ikke den eneste fra Lolland. Nakskov var også repræsenteret i form af et skib.
Jens, som var en fantastisk guide, fortalte levende om det vi så på vor vej. Vi gik forbi Gefionspringvandet, og ud ad Langelinien til Den lille Havfrue.
Nogen forlod os, og jeg ringede til Allan, som havde valgt at tilbringe timerne i eget selskab. Hvad han har oplevet, kan I måske se i løbet af et par dage ved at klikke her.  
Da vi gik gennem Kastellet, kom Allan imod os, og fik hilst på de der var tilbage. Det blev vores tur til at forlade flokken, sammen med et par stykker mere, som også skulle sydpå. Vi forlod hovedstaden og landede på Lolland kl. 19, hvor vi heldigvis havde en rest mad fra i går, der bare skulle varmes i ovnen. Tusind tak til jer alle, for en rigtig dejlig dag. Også tak til de medfølgende familiemedlemmer her og der.

Et stort puslespil

Vejret så lidt trist ud i morges, så jeg startede med lidt bloglæsning i håbet om at solen ville bryde igennem. Det havde den umiddelbart ikke til hensigt, men det skulle ikke stoppe mine planer. Allan var næsten lige så opgivende som i søndags, men hvis det drivhus skulle op, og vi skulle have glæde af det i år, så var det altså nu vi skulle i gang med det store puslespil. Allan havde flere gange  kigget ned i kassen med de “tusind” lister, skruer og andre dingenoter, for at skaffe et overblik, men det så håbløst ud, mente han. I øvrigt regnede det også, sagde han. De par disdråber der faldt, blev vi ikke våde af, kun brugsanvisningen kunne tage skade. Vi er et rigtigt godt arbejdsteam, og supplerer hinanden fantastisk godt, hver gang der skal laves et stykke arbejde. Jeg tog tegningen og begyndte at finde “brikkerne” til rammen, mens Allan allerede bekymrede sig om hvad dette eller hint skulle bruges til. 
Det var hundekoldt, og jeg frøs så meget på fingrene, at det var svært at holde på de små skruer og møtrikker, og handsker kan jeg ikke arbejde med, da slet ikke til det småskidt. De kom på når jeg bare skulle stå og holde eller når jeg skulle finde de lister der skulle bruges. Jeg sagde til Allan, om han ikke kunne mærke hvor meget læ vi fik, efterhånden som arbejdet skred fremad. Han mente der skulle mere til end de par pinde.
Da vi nåede til døren, rakte mine evner ikke længere, end til at finde det der skulle bruges. Vi gik ind og drak os en tår eftermiddagskaffe, og da vi kom ud igen var solen endelig kommet frem. Allan tog sig af døren, og sørme om ikke det lykkedes at få den samlet og sat på. Klokken blev halv seks inden vi var færdige med at samle et puslespil med over hundrede brikker lister. På spisebordet ville et puslespil af den størrelse være samlet noget hurtigere.
Arbejdet gik ganske glat, og blev udført noget hurtigere end Allan havde forestillet sig. Det hele kørte som på samlebånd, og det har været en dejlig afslappet lørdag, en af dem vi også nyder rigtigt meget, med masser af frisk luft under vingerne, og nu med masser af varme i kinderne. Huset skal nu bare spændes efter. Der skal graves jord ud, da det er det rene lerjord. Der skal der sættes et par vinduer i og til sidst skal alt glas selvfølgelig monteres. Vi er meget bagud. Jeg må vist se at få sået lidt i nogle potter, som kan stå på vores terrasse i første omgang, hvis jeg altså kan finde tid tid det. Min søsters radiser er allerede kommet op, men vi skal nok nå det. Jeg har før gravet nye kartofler op på friland i oktober måned, fordi vi er kommet for sent i gang. Det er da lige så skønt at spise nye kartofler, eller andet, på et tidspunkt hvor det, allerede var et overstået kapitel for alle andre først på sommeren.

Der er vendt op og ned på hverdagen

For et par uger siden spurgte chefen på arbejdsplads nr. 2, om jeg troede jeg kunne få fri den efterfølgende uge, fra arbejdsplads nr. 1. for at tage en ekstra tørn, men nogle opgaver der er hevet ned over hovedet på os. Jeg er i forvejen presset til bristepunktet med arbejdsopgaver på plads nr. 1. Så er det altså, at jeg savner en kollega, der lige kan give en hjælpende hånd, både det ene og det andet sted. Men der er kun mig, til at udføre arbejdet på kontoret, begge steder. Det trives jeg også vældig fint med, men det har jo også sine ulemper, at være den eneste ene. I denne uge har jeg hver eneste dag arbejdet langt flere timer en normalt, og det er ikke slut endnu.
I denne tid er jeg ekstra glad for …

• At vi ikke har små børn, eller skolesøgende børn at tage os af.
• At Allan efterlønner. Ham som kun havde en tandlægetid i kalenderen.
• At vi har to biler, for han har haft nok at se til, og tage sig af.
• At jeg tog kampen op for 10–12 år siden og han fik lært at lave mad.
• At han har lært at vaske tøj. Altså starte maskinen, hænge ud og tage ind.
• At han helt af sig selv kan finde ud af at handle ind uden en dosmerseddel.
• At dette ikke er min normale hverdag.
• At det snart er weekend, for jeg trænger til at hvile hjernen og få frisk luft under vingerne.

Weekenden er dog besat, men det er med helt andre gøremål. I næste uge tager jeg en arbejdstørn mere, men det bliver på de rigtige arbejdspladser.

Forår i luften

I fredags tog vi til møde, medbringende hver en pakke til aftenens banko. Vi kom hjem med et helt lager. Syv gevinster blev det til. Jeg plejer aldrig at vinde noget. Allan har dog som regel en ting eller to med hjem. Jeg selv løb med hovedgevinsten, som var en bog om lokalhistorie. Den er vi meget glade for.
Lørdag var vi i haven. Jeg fjernede visne blomster, grene og blade, mens Allan prøvede at få lavet platformen til det drivhus, vi har købt. Ind imellem kaldte han, når rammen skulle flyttes, og der skulle holdes i den anden ende af målebåndet. Han kunne ikke få rammen i  vinkel. Han opgav, og sagde, jeg kommer vist til at ringe til Mads. Det var alligevel også næsten blevet spisetid, så vi skulle have fremtryllet lidt aftensmad, og skyndte os at få ryddet op efter os.







 



















Søndag morgen var Allan helt opgivende over det drivhus, som han havde forestillet sig, han kunne have klaret i en håndevending. Jeg ringede til Mads og sagde, at vi havde brug for hans hjælp, fordi hans far næsten helt havde tabt modet. Mads havde heldigvis ingen planer, så han kom cyklende, og i løbet af et øjeblik, var det på plads. Allan nævnte, at hans bremsekabel på cyklen trængte til at blive justeret, det røg Mads ombord i, mens Allan støbte omkring soklen til drivhuset. Mads siger, mor, din cykelkæde kunne da godt trænge til at blive renset. Jamen værsgo, hellere end gerne. Det knaser også gevaldigt, når jeg træder pedalerne rundt og det går i det hele taget noget stramt. Min cykel kører jo mere på skovstier, grus- og markveje end på landevejen. Jeg gik ind og smurte os et par madder, som vi nød ude i haven.
Jeg vaskede cyklen, mens Mads rensede og smurte kæden i kædesavsolie. Tandhjulene gav han en omgang med stålbørsten. Han samlede det hele igen og sagde, nu ender det måske med at cyklen kører fra dig. Prøv lige at tage en tur, og se om du kan følge med. Hold da op, det var en fornøjelse. Jeg fik helt lyst til at stikke af fra det hele, og tage på en lang cykeltur.
For lang tid siden, havde Allan nævnt for Mads, at ruden i den gamle bil ikke kunne køre op og ned, men det hastede ikke på det tidspunkt, det var jo vinter og koldt. Det kom Mads i tanke om, og spurgte om de to ikke lige skulle kigge på det med det samme. Det var en god idé, sagde Allan, så Mads pillede beklædningen af bilen, og fik hurtigt fikset det også. I samme åndedrag opdagde han, at dørstopperen på bildøren sad løst. Det ville i værste fald betyde, at bildøren kunne lukke helt op og ramme forskærmen, hvis ikke det var blevet opdaget. Vi fik en tår kaffe med lidt hjemmebag fra fryseren, takkede for hjælpen, og spurgte om vi kunne betale tilbage med noget arbejde en anden dag. Det kunne vi måske nok, men det er vist mig, der skal betale af en tid endnu, sagde Mads.
Da jeg mødte denne vej i morges, syntes jeg altså det var synd for min nyvaskede og nysmurte cykel, så jeg hoppede af og lod det gå ud over mine støvler i stedet.
Jeg tog først billedet ved 17 tiden, da jeg cyklede hjem, og da havde solen allerede tørret en hel del på det i løbet af dagen. Atter lod jeg det dog gå ud over støvlerne, mens jeg tog et billede af dette års grønne tæppe af ramsløg, og prøvesmagte de nye skud.

En tur til Vestsjælland

Vi havde et ærinde eller to i Kbh. Det betød, at jeg var nød til at holde en feriedag, da det kun kunne foregå i hverdagen. Den feriedag, fik Allan hurtigt udvidet. Han bestilte ophold et par dage på Bromølle Kro, startende med aftensmaden. Måltidet bestod af to retter mad, efter kokkens valg. Her er et lille udpluk af det, vi fik serveret, de dage vi opholdt os der. En lille apptitvækker, kom også på bordet. 
Vi er ikke gode til at sove længe, så det passer os rigtigt godt, at der serveres tidlig morgenmad. Så allerede inden 8 var vi ude ad døren, og på udflugt. Første stop var Kalundborg og omegn. Vi havde en lang dag foran os, så vi kørte lidt rundt, uden rigtigt at finde noget særligt, og alligevel dukker der lidt op i landskabet. Bl.a. Ulstrup Mølle. 
Vi satte kursen mod Røsnæs, som hører til landets tørreste og mest solrige sted, fandt vi ud af, og det viste sig at være et kæmpe naturområde. Vi stillede bilen og gik rundt nogle timer og så masser af dyr og fugle, men kun ganske få kom i kameraet. I området findes klokkefrøer, og sjældne planter, men det var for tidligt på sæsonen. At stå nede ved revet, var som en miniudgave af Skagen, hvor man kan se bølgerne mødes fra hver sin side.  Her kan man være heldig at se både marsvin og sæler.
Fra Vågehøj, som ligger 55 m over havet, kan man i klart vejr bl.a. se Fyn, Samsø, Mols og pylonerne på Storebæltsbroen. Selvom solen skinnede flot, havde vi desværre ikke udsigt til det hele. Horisonten var ret diset. Vi spiste en medbragt klemme på en bænk i solskinnet og fortsatte turen til Tissø, som er Danmarks 4. største sø. Der er også et rigt fugleliv. Vi kørte halvvejs rundt om den med få stop undervejs.
Næste dag tog vi til Skarridsø hvor vi gik rundt i mere end tre timer. Nu må I da efterhånden tænke, om ikke vi kunne finde på noget andet, men nej, vi elsker disse naturområder, og kan slet ikke få nok af at gå rundt, og når så vejret oven i købet viser sig fra sin allerbedste side, findes der ikke noget bedre, at fordrive tiden med. Vi så spætter, hejrer, spurvehøg og selvfølgelig masser af ænder, gæs, blishøns og en masse andre almindelige store og små fugle. Havørnen holder også til der.
På turen kom vi også igennem Strids Mølle, endnu et fugle og natur område og til Skamstrup Mølle, hvor der iflg. hjemmesiden foregår forskellige aktiviteter. Vi er igen kommet alt for tidligt på sæsonen, men vi nød alligevel det hele, selvom det unægteligt havde været endnu mere indbydende og tiltalende med lidt grønt på træerne. Næste dag gik turen til Kbh. Det det hele faktisk kun skulle have drejet sig om. Projektet er ikke afsluttet, men mere om det om ca. 14 dage. Det kræver endnu en tur til Kbh, men det bliver uden overnatning, og jeg kan sende Allan alene.