Det er meget længe siden, vi er stået op til en hel dag uden pligter og aftaler. Vi sad begge og løste lidt kryds og tværs fra morgenstunden, inden jeg gik i gang med at bage lidt morgenmad til fryseren, mens jeg hørte Mads og Monopolet.
På et tidspunkt forlod Allan køkkenet en rum tid, inden han kom ind og meddelte, at han kørte i Silvan for at købe materialer til en hundeseng, han har lovet at lave til Camilla. Hun havde afleveret sit gavekort, så han selv kunne købe, hvad der skulle bruges.
Jeg havde lyst til at sy, så der blev tegnet flere simple mønstre. Normalt klipper og syr jeg bare helt uden et mønster, til så simple ting, men dette kork, var noget stift noget, som jeg ikke anede om man kunne sy i uden det blev perforeret. Det måtte tiden vise. Der skulle også for i det etui.
For flere år siden havde Allan en jakke, som var slidt på udvalgte steder, så vi kunne ikke være bekendt at aflevere den til genbrug, selvom det var noget rigtigt lækkert stof. Jakken blev sprættet op, og lagt i stofskabet til senere anvendelse.
I dag har jeg brugt en lille del af det ene ærme til for, og jeg er vældig godt tilfreds med mit nye etui. Det var hårdt tiltrængt, da jeg ikke kunne være bekendt at hive det andet frem i offentligheden.
Sidst på eftermiddagen, var jeg en smut i garagen (Værkstedet roder gevaldigt, så der er ikke plads til at arbejde) for at se hvor langt Allan var nået. Der var et stykke vej endnu, og det er der stadig, for nogen var rendt med nogle mål, fortæller han på min forespørgsel, så han måtte skille det hele ad igen, og starte forfra.
To gange om året, får jeg prædikaterne, mærkelig, kræsen, vanskelig og besværlig, slynget i hovedet. Sidste gang var juleaften, hvor vi fik historien om ungernes søvnløse nætter, da vi skulle pakke gaven op fra dem.
Heldigvis afskaffede vi for mange, mange år siden det store julegavegedemarked, men vi giver selvfølgelig ungerne gaver, og de vil også gerne give os noget, og beder derfor om en ønskeseddel, men hvert eneste år, får de at vide, at jeg ikke ønsker mig noget. Jeg kan vitterligt ikke finde noget at ønske mig. Det er også en af årsagerne til, jeg ikke har holdt en eneste fødselsdagsfest, siden jeg fyldte 30 år.
Selvom jeg ikke er på gave med mine søskende mere, (bortset fra Mark) så lyder ordene fra de to andre. Man kan da altid finde noget, man kan ønske sig. NEJ, det kan man ikke, når man er mig. Jeg har alt, hvad jeg skal bruge, og fordi nogen måske synes, jeg kunne ønske mig en ny sofapude, vase, taske eller noget i den stil, så bliver vi aldrig enige om det. Jeg er glad for det, jeg har, og det bliver ikke bare kasseret fordi nogen mener at man skal forny sig. Jeg bliver ikke lykkeligere af at få nyt. Jeg er og har aldrig været vild med den køb-og-smid-væk-kultur. Faktisk bliver jeg en smule irriteret over at blive begavet med noget, jeg ikke har brug for. Man må gerne kalde mig både utaknemmelig, gammeldags og besværlig. Jeg vil hellere nøjes med en buket blomster, eller noget man kan spise eller drikke sig ud af. Bare det ikke er chokolade, slik og kager. Oplevelser er også godt, men ikke nødvendigvis alle oplevelser. Jeg vil f.eks. ikke blive glad for en biografbillet. Ja, kald mig bare underlig. Jeg er ikke som folk er flest. Jeg tager mig ikke synderligt af det, men kan sagtens sætte mig ind i problemet, når man gerne vil give en gave, modtageren bliver glad for.
Faktisk er begge unger nøjagtig lige som mig, men de har dog stadig ønsker, og så længe de har det, har vi som forældre jo ikke det samme problem, som de har.
De senere år har Allan og jeg, år for år, aftalt på forhånd, om vi skal købe julegave til hinanden. Allan har altid haft alenlange ønsker, men de er altså også skrumpet ind til ingenting. I år mente han dog, at vi skulle give hinanden en gave. Han skulle bare lige have en ønskeseddel fra mig. Det ved du jo godt, du ikke kan få. Han selv kunne kun fremtrylle et enkelt ønske i 11. time og det var noget han i forvejen allerede havde to af.
Hvorom alt er, har det resulteret i en masse gode gaveoplevelser.
- Musical Flashdance …………………………….. dato kendt
- Foredrag med Grevinde Alexandra …………….dato kendt
- Rundvisning og frokost på Dragsholm Slot …. .dato ukendt
- Gourmetophold Sdr. Hostrup Kro …………….. dato ukendt
- Gourmetmiddag eller en 4-retters menu………..dato ukendt
- Kanosejltur Susåen……………………………….dato kendt
- Nykøbing F. Revyen……………………………… dato ukendt.
- Og vores julegave til mor er :
- 5 retter – 5 vine. Holberggård. Vi er selvskrevne. Dato kendt
Ikke en eneste skal byttes. Vi har også lige bestilt ferie til Azorerne. 2019 kan bare komme an. Vi glæder os til at indløse det hele.
De tre første billeder er fundet i arkivet. Det sidste er taget på formiddagens gåtur, hvor der var 6°varme, men gråt, fugtigt og blæsende. Så forskelligt kan december måned se ud.
Af og til tjekker jeg min blog for antal besøgende. Nogle gange kan jeg finde årssagen, til en voldsomt stigende trafik, andre gange overhovedet slet ikke.
Der er i sagens natur, mest trafik det første døgn, eller to, efter jeg har udgivet et indlæg, men det hænder også der pludselig er en voldsom trafik, når bloggen nærmest ligger død, som i disse dage.
For flere år siden fandt jeg ud af, at der i et forum hos‘Slyngelbarn’ er lagt et link til min blog om, hvordan man laver en bårebuket.
For et par dage siden erfarede jeg, at der er en enorm trafik, der har afsat nogle spor, som jeg har googlet, men jeg tør ikke rigtigt undersøge sagen nærmere, da det er sider, jeg normalt vil holde mig langt væk fra. Nu har jeg fået en lille, og måske skør, ide om, at jeg kan figurere et sted på disse sider, med mit ansigt og en andens krop!
Jeg er ingen ørn til IT, men der er ikke tilsvarende trafik på udvalgte indlæg. Det ser normalt ud, så jeg ved ikke hvorfor de havner her. Jeg har aldrig skrevet om noget, der kunne snerpe i den retning. Mon jeg skal være bekymret?
Der findes heldigvis også mange ærlige mennesker, der henvender sig af den ene eller den anden grund, som nu i dag hvor jeg har fået en forespørgsel fra nogen, der er faldet over et billede på min IG-profil og spørger pænt om de må bruge det på deres hjemmeside.
De skal lave et indlæg om pengegaver til konfirmander i 2019
Jeg har skrevet en brugervejledning om hvordan man gør her.
Vi er bagud på flere fronter. I hvert fald når jeg hører og læser om andre.
I skrivende stund, står det meste af julepynten stadig i kasser på loftet. Det er der sådan set ikke noget nyt i. Sådan har det altid været. Lige fra jeg var en lille pige, har vi altid først pyntet op til jul, omkring fars fødselsdag den 8. december.
Julegaverne er jeg heller ikke begyndt på endnu. Det var dog noget anderledes da ungerne var små, og jeg skulle købe julegaver til 20-30 personer. Sådan er det heldigvis ikke mere, og har ikke været i mange år. Dengang var jeg færdig med alle julegaveindkøb den 1. december, med undtagelse af de par stykker, der havde fødselsdag i december.
I november slagtede jeg altid gris. Jeg lavede medisterpølser, finker, sylte, svær- og rullepølser, leverpostej, så vi havde julemaden klar til alle juledagene. Der blev lavet juledekorationer og bundet adventskrans, klar til at nyde 1. søndag i advent.
I december blev der bagt alle de traditionelle julesmåkager. Der blev lavet konfekt, og fyldte chokolader. Kogt klejner og æbleskiver. Den gang havde vi også meget mere urtehave, end vi har i dag, og var selvforsynede stort set med alt til hele året. Grønkålen blev også høstet, kogt, hakket og lagt i fryseren. Der blev flettet stjerner, julehjerter og musetrappe samt klippet og klistret mens julehyggen langsomt bredte sig.
Når jeg tænker tilbage, husker jeg det som en hyggelig tid med juletravlhed, men ikke som stress og jag, som mange føler det i dag.
Tiderne skifter, så vores jul har set meget anderledes ud i mange år. Jeg tager det ganske roligt, og laver det jeg har lyst til, når jeg har lyst til det. Jeg har ingen faste krav til mig selv udover at juleaften og juledagene skal være hyggelige, og det skal hele december også være. Der skal være plads til andre fornøjelser, for dem har vi ret mange af.
Jeg bager ikke julesmåkager, da ingen (hvis vi ser bort fra Allan) i den nærmeste familie er småkagespisere. Jeg er til æbleskiver og klejner. Resten rører jeg ikke. Bare lugten duften af brunkager og pebernødder er næsten mere end jeg kan klare. Konfekt er de fleste af os også for kræsne til. Marcipan spiser jeg ikke, og andre kan ikke tåle det, så det springer vi også over.
Jeg er derimod vild med al slags mad, så jeg har lavet rullepølse og leverpostej og i løbet af den næste uges tid, får jeg også pyntet op og købt julegaver. Jul bliver det under alle omstændigheder, og både grønkålen, hamburgryggen, medisteren og anden ligger klar i fryseren, så der er ingen grund til at få stress.
Første gang vi skal lære at gå, spise, tale, lave mad, strikke osv., tænker vi ikke så meget over det. Det er en ganske naturlig del af livet, som vi nok mere eller mindre regner med, er en selvfølge. I hvert fald når man har nået en vis alder, og egentlig ikke ser handicappet ud.
De fleste af os er helt uvidende om hvor svært de mest basale ting egentlig er, men når man selv, eller ens nærmeste rammes af sygdom eller ulykker, og man atter skal lære det hele – helt forfra – opdager man hvor svært det man har kunnet hele livet faktisk er.
Jer der har læst med længe, husker måske historien om mors hjertestop, koma og neglect, hvor hun for 2. gang i sit liv, startede fra scratch, med at lære at spise, gå, tage tøj af og på, strikke - ja hele molevitten. Det lykkedes over al forventning, at få et liv, næsten som det var før.
3. gang, mellem jul og nytår, nogle få år senere, var hun atter hjælpeløs, og måtte endnu en gang starte forfra, med at lære at spise, tage tøj af og på, gå på trapper osv. osv. Det er lykkedes knapt så godt, men hun er dog nået rimeligt langt, ved stædighed og egenbetaling hos en dygtig fysioterapeut, som min mirakelmand har anbefalet, da det offentlige stod af og sagde, mor ikke kunne nå længere.
Det har været en hård kamp at nå dertil, hvor hun er i dag. Nu klarer hun igen sig selv - rimeligt godt, og har gjort længe, hun har stadig hjemmehjælp hver morgen, alle ugens dage, til at åbne for yoghurt, mælk, ost og den slags småting. Når bare det er åbnet dagen i forvejen, giver det frihed til at spise, når hun står op, uanset om hjemmehjælpen kommer klokken 7 eller halv 10. Hun får hjælp til det ugentlige bad, og hver 14. dag kommer de og skubber lidt rundt på støvet og vasker gulve.
Hvis vi ser bort fra de helt basale ting, som man selvfølgelig helst fil kunne klare selv, så har mors store ønske været at lære at strikke igen – også for 3. gang. Hun har forsøgt mange gange, men hun har ikke kunne holde på strikkepindene. Hun kan heller ikke knappe en knap, lukke en lynlås, tage smykker af eller på. Sætte en nøgle i døren eller binde en skosnøre og den slags, men hun kan atter holde på en blyant og skrive, så nu kæmper hun videre med strikketøjet.
Den første firkant, blev nærmere en trekant, men pyt. Det er jo øvelse, og den er noget pænere strikket, end den første firkant hun lavede efter sit hjertestop, så der er et lille håb, selvom ingen tør love at hun kommer til at strikke igen. Hun magter kun at strikke 4-5 pinde på en aften, så det tager tid at lave en lille lap, og hvis hun så også strikker forkert, må arbejdet hvile til en af os unger kommer forbi. Derfor har jeg fået den ryg med hjem, hun strikkede for tre år siden. Nu gider hun ikke se på den mere, og har bedt mig lave den færdig til Røde Kors.
Selvom mor rundede de 81 i maj måned, har hun ikke opgivet at kæmpe videre. Som lægen på Rigshospitalet sagde, er hun en sej kylling.og livet har trods alt stadig meget godt at byde på. Selvom det strikkeri ville kunne slå mange timer ihjel..