Møde med klassen

Selvom det var langt ude på landet, hvor der er langt til naboen, er fødselsåret 1955 en stor årgang, og vi var rigtigt mange i klassen. Da hele Sakskøbings oplag skulle samles inde i byen i 6. kl. blev vi spredt for alle vinde, og delt i 4 klasser med 20-22 elever i hver klasse. De næste par år, kom der hele tiden flere elever fra oplandet rundt omkring, som skulle tage de sidste skoleår i byen. På den måde har jeg, i folkeskolen, haft utroligt mange klassekammerater. Nogen forlod allerede skolen efter 7. klasse, og det var dengang, vi ikke fik taget klassebilleder, men enkeltbilleder, så man kunne bytte med alle og enhver, og lave sit helt eget lille album med minder. Vi var et par stykker der af og til talte om, at det kunne være sjovt at ses igen, men vi vidste også, at det næsten var en håbløs opgave. Hvem gik i den pågældende klasse lige nøjagtigt det år, og så manglede der jo nogen som gik i de andre klasser. Så det blev ved snakken i mange år.

En elev mangler	30 år senere

Min kusine M….., som jeg gik i klasse med, mødte en dag en gammel klassekammerat, K… og de to tog affære og fandt adresser via kommunens folkeregister, som var eneste mulighed, for at finde de fleste personer. Dengang var internettet ikke en mulighed, der var kun telefonbogen. I 1995, blev 4. klasse igen samlet. Festen foregik på den nedlagte skole i Tårs, hvor der den dag i dag, stadig dyrkes idræt, madlavningskursus, og andre aktiviteter. Resten af skolen er omdannet til lejligheder. M og K fandt frem til, at 1 klassekammerat var død, og to andre boede i udlandet, den ene i Italien og en anden i USA. Andre to havde ikke lyst, eller kunne ikke. Resten af flokken blev samlet, og fotograferet, ved samme væg, i samme lokale med opstilling og pladser nøjagtigt som for 30 år siden. Vi skulle rejse os og fortælle kort om vores liv, siden vi forlod skolen, og det var sjovt og interessant at høre. Der mødte en enkelt person op, hvor jeg måtte spørge hvem hun var, ellers var jeg ikke i tvivl om alle de andre, selovm der var gået 30 år for nogles vedkommende.

Der var straks to nye der meldte sig, helt uden pres, til at holde næste arrangement, som skulle foregå om 3 år, fordi hende fra USA så ville komme på familiebesøg i Danmark. Adresselisten blev afleveret til den nye festkomité. Desværre er der aldrig sket mere. Det er så ærgerligt. Min kusine og jeg har talt om det, men det var et stort benarbejde, hun var med til at lave, så hun gør det ikke igen, og det er forståeligt nok. Jeg har søgt på internettet og FB for flere år siden. Sidste år lykkedes det mig endelig at finde EN enkelt klassekammerat, som også var en af mine bedste legekammerater i barndommen. Det kunne nu være rigtigt sjovt at blive samlet igen om 4 år, for at fejre de 50 år.