Det er ikke aprilsnar

Det er sandheden om 1. april og påsken på Sydhavsøerne.

Et vejrvarsel siger, at en hvid jul giver en grøn påske, og en grøn jul giver en hvid påske. Vi ser bort fra alle de gange, det slår fejl, men denne gang passer det fint.  
   
           Vi stod op til snevejr og et nyt lag sne på 12 cm.
    








Vi var tidligt ude og hjalp hinanden med at rydde





   Vi begyndte i hver sin ende.




Allan startede med fortovet, mens jeg tog indkørslen.



Kigger man til begge sider, på vores vej, kan man konstatere, at vi er de eneste, der har været ude at rydde sne.
Mens jeg nu havde overtøjet på, gik jeg mig en tur, som jeg har gjort mindst en gang om dagen i hele påsken, uanset vejret.
Skærtorsdag den 29. marts, var det nærmest efterårsstorm, men med snefald, slud og tøvejr.

Langfredag var det frostklart, med blå himmel, solskin og et fantastisk vejr at gå tur og lege med sne i.
Påskelørdag var det bidende koldt, men tørt.

I morges var der ikke ryddet ret mange steder, men et par var i gang. Da jeg lidt senere gik i Brugsen, var folk kommet op, og var i gang med snerydningen rundt omkring. Der blev til lidt småsnak over sneskovlene.





















Jeg ved godt vi skriver 1. april, men det er nu smukt derude, når det ligger helt uberørt.
Nu er vores græsplæne ikke mere uberørt, for to styk firbenede har været lidt over det hele. De elsker sne, og da Camilla kørte hjemmefra i morges, var der grønt alle vegne, hvor hun kom fra. Ifølge et mundheld, var april den måned, der sidst fik tildelt vejr, da skaberen skulle indrette året, så derfor fik den tildelt lidt fra alle de andre måneder.
De lover 20° på søndag. Det er da noget af en forskel, hvis de får ret.

Krambussen, og lidt om en fjer der bliver til fem høns

Det går faktisk godt i vores lille by, når vi selv skal sige det. Der er altid negative personer, der bare gaber op om, at ingen gør noget, og at der sker for lidt. Dette kunne jeg skrive meget om, men det er slet ikke der jeg vil hen, men faktisk kan succesen måles i forenings- og forretningslivet.
Folk snakker og tror de ved så pokkers meget. Sjovt nok, er det næsten altid dem, der aldrig deltager i generalforsamlinger, møder, arbejdsdage, eller støtter op om projekterne på nogen måde, der ved allermest, Folk kan få nogle gevaldige historier ud af ingenting. Den bedste måde at få be- eller afkræftet historierne, er at høre det fra ejerne eller bestyrelsen selv.
Jeg blev spurgt, om vi ikke havde været henne hos B og spise det store kagebord. Nej, det har vi ikke, og man kan heller ikke bare komme lige ind fra gaden og bestille kaffe og kage. Der er ikke åbent uden en aftale. Personen som slet ikke bor her i byen, var nærmest fortørnet. Da jeg dagen efter gik mig en tur, mødte jeg helt tilfældigt B, og spurgte om det var rigtigt, at hun nu havde åbent hver dag. Nej, det havde hun ikke, selvom hun nu var stoppet på arbejdsmarkedet. Hun bagte kage og lavede mad, hvis man på forhånd ringede og aftalte det. Om man var 5 – 10 eller 30 personer, var ret ligegyldigt. Hun åbnede gerne dørene, hvis hun havde en bestilling, men hun ville ikke stå og lave en masse, hvis der ingen kunder kom. Det kunne jeg sagtens følge hende i. Ellers var der kun de arrangementer, som alle her i byen er bekendt med de driver, og som annonceres på deres hjemmeside og i avisen. Alt var med andre ord, nøjagtig som det plejede at være..
På min vej tilbage stoppede jeg op og nød synet af den forvandling, der de sidste par måneder er sket med et hus, og ikke mindst med husets omgivelser. Et hus og en have, der i rigtigt mange år, ikke har fået den mindste pleje. Forvandlingen nyder jeg synet af hver eneste dag, når jeg cykler, kører eller går forbi. De er ikke helt færdige, men det ser bare så godt ud allerede nu. Man kan da kun glæde sig, når sådan noget forvandles til en smuk plet. Rygterne har meget længe sagt, at der skal åbnes et Bed and Breakfast.
Da fruen, der allerede driver to spisesteder, det ene her i byen, parkerede foran huset, fik hun et par rosende ord fra mig. Jeg ved nu, at rygterne ikke taler sandt. Huset er udelukkende privat beboelse. 
Sådan kan man blive klog på så meget ved at gå sig en tur en dejlig varm weekend, hvor der er liv i landskabet.

Da jeg læste i Lokalavisen, at jeg havde mulighed for at nå Krambussen efter arbejde, blev det straks noteret i kalenderen. Selvom jeg har det ganske udmærket, ville det være rart at få lavet et nyt tjek på min sundhed og mit velbefindende, som jeg var overbevist om ikke var blevet bedre siden sidst, snarere tvært imod, så jeg var klar til at få at vide, at jeg skulle tabe mig og ændre lidt på min levemåde. Stor var overraskelsen, da jeg fik at vide, at det bestemt ikke var anbefalelsesværdigt, at jeg tabte mig. Min muskelmasse, min fedtprocent, mit BMI, så rigtigt godt ud. Det hele kunne jeg være stolt af,blev der sagt. Altså lige bortset fra min væskebeholdning. Den er alt for lav. Til gengæld har jeg en kropsalder på maks. 45 år. (Kropsalderen vil aldrig kunne vise hverken mere eller mindre end 15 år fra den oprindelige alder.) Jeg er positiv overrasket. Det havde jeg bestemt ikke regnet med, så jeg er ganske godt tilfreds. Jeg må huske at drikke noget mere vand. Jeg ved udmærket godt det er vigtigt at få vand nok, men jeg glemmer det, når jeg aldrig sjældent føler tørst. Allan er også blevet tjekket i løbet af dagen, og det ser heller ikke værst ud. Han vejer dog et par kg for meget, og har lidt for meget fedt, men ikke noget graverende. Hans kropsalder viser 3 år mindre end han reelt er. Alligevel kan han med rette for alvor sige, at han er gift med en ung kone. Hele 20 år yngre end han er. Der er grund til at have armene i vejret for mit vedkommende.   Har du fået målt din fysiske sundhed og din kropsalder?

Rod og kaos

Sådan har den sidste uge set ud her det meste af tiden her i huset. Man kan jo næsten altid lige presse lidt ekstra arbejde ind. 
Søndag morgen var vi atter hos Mads og give et nap med første sal. Mads og jeg blev hele tiden grebet af at starte næste projekt. Der blev sat dampspærre op og en dør blev sat i. Da vi nåede til de store gipsplader, og de to herrer ikke både kunne holde og skrue på en skrå væg, fik jeg den ide at lægge ryg til som pladeholder, så kørte det ellers bare derudad med at skære til og sætte op. Den ene plade tog den næste. Da der ville gå en rum tid, før vi igen kunne give et nap tog vi en lang arbejdsdag. Det blev sent inden vi kom hjem og fandt lidt at aftensmad.
Mandag havde jeg en tid hos mirakelmanden, fordi jeg alt for længe, har gået med et knæ der har prøvet at fortælle mig, at der er noget galt. Det har bare fået lov til at vente, men nu skulle det være. Jeg fik besked på at det var min andefod det var galt med. Hvis nogen skulle være i tvivl, så har vi alle en andefod på indersiden af knæet. Da jeg åbenbart kompenserer for noget i foden, går det ud over knæet. Beskeden var forskellige øvelser og ispose. Begge dele  3 gange dagligt, ellers ville hans arbejde være omsonst. Jeg lystrer selvfølgelig.
Når nu jeg alligevel var kommet til Nykøbing, kunne jeg da lige så godt kigge på nye gardiner og få brugt min julegave fra 2014. Jo, du læste rigtigt, jeg har gemt det så længe, fordi det er tidskrævende projekter, både at finde det rigtige og få det gjort færdigt. Jeg har ledt efter det rigtige et par gange, men ikke fundet det. Nu da det var købt, skulle de også op. Jeg var udmærket klar over, jeg var i tidsnød. Gardinerne er alle hængt op i stuen, men de er ikke færdige alle sammen.
Onsdag skulle mors lejlighed tømmes, både stue og første sal, samt den udendørs terrasse. Boligselskabet er ved at sætte nye døre og vinduer i, i alle lejemålene og var nu nået til mor. Allan og jeg har pillet gardiner ned, tømt skabe og flyttet møbler. Mor kunne selvfølgelig ikke bo i lejligheden når det hele er pillet ud, og ikke har et eneste rum hun kan være i, lige bortset fra toilettet, så der var ikke andet for end at lade hende flytte hjem til os, hvor hun har sovet om natten, så har jeg klædt hende på om morgenen, og når jeg kørte på arbejde kørte Allan hende til søster, som så tog over indtil hun skulle på arbejde. Mark havde en fridag hvor han kunne hente hende efter genoptræning, hvorefter han kom med hende til os igen, da jeg havde fyraften.
Da jeg atter var til akupunktør og kiropraktor i fredags, skulle jeg  have lidt forskelligt med hjem, fordi vi havde inviteret til fødselsdagslagkage og mad om lørdagen, hvor Allan fyldte 68.  Hjemme igen gik jeg i gang med at lægge lagkager sammen, så de kunne trække til næste dag. Når nu vi også havde inviteret til aftensmad, ville jeg jo gerne undgå at stå i køkkenet. Lørdag kl. 9 satte jeg både kød og kartofler i ovnen ved 120° der stod det så til vi skulle spise aftensmad. Tilbehøret blev lavet klar og lagkagerne pyntet, så jeg kunne være med i snakken om bordet. Da alle forlod os i aftes var der kun oprydningen og mor tilbage og mens vi har holdt fødselsdag, har søster prøvet at skabe et midlertidigt hjem til mor i hendes eget hjem. Håndværkerne er nemlig ikke færdige, men huset er igen tæt. Jeg har kørt mor hjem i formiddag, og så har jeg ellers prøvet at få styr på mit hjem, efter vi igen er blevet alene. 

Jeg har været ude at gå en tur i skoven. Bøgen er sprunget ud, men ikke så meget at den tæller med, fordi bladene ikke har størrelse som en to-krone. Til gengæld er der meget andet, der står i fuldt flor. Jeg nyder det hele uanset størrelse og mål på blade og blomster.

Så er det her

foråret og de ekstra mange gratis glæder.
Egentlig er det mærkeligt, det kan krible så meget og så længe for at komme i gang med haven, når man ved det er fast arbejde at få den passet, bare nogenlunde, og få høstet det hele, både på egen matrikel, men også i naturen. Jeg er selvfølgelig gået i gang for længe siden med de første ramsløg og de første rabarber er også klar.
Det er forår når:

• viben er kommet, og landmændene er i marken for at så og gøde, og man vækkes af fuglekvidder længe før, det er tid at stå op. 
• man kan gå i haven, som jeg brugte et par timer på de sidste dage i påsken, hvor jeg klippede roser og stauder. Roserne klipper jeg jævnligt i det meste af året og i denne tid hver eneste uge, måske endda flere gange pr. uge.
• jeg starter min cykelsæson. Dette skete på en våd og blæsende dag lige efter påske, men beslutningen var truffet for længe siden.
• man bliver fulgt på arbejde af fuglesang og har følgeskab af krager, gæs og svaner der flyver over hovedet på en, mens andre af samme slags, sammen med fasanerne skræpper højlydt fra træerne eller markerne, mens rå- og dådyrene går fredeligt og spiser deres morgenmad.

I denne lørdags skønne vejr, har jeg tilbragt dagen i haven. Mens Allan har taget en oprydning i alt det han får samlet sammen på værksted og skur, har jeg klippet visne stauder, revet blade, hevet ukrudt op og klargjort drivhuset til de kommende planter.

Da Allan gik ind for at sætte eftermiddagskaffen over, ringede Mads om vi havde tid til at komme og drikke en tår kaffe med dem, da S. havde bagt kanelsnegle. Vi smed selvfølgelig hvad vi havde i hænderne, for når bonusbarnet har bagt og gerne vil have vi skal smage, kommer vi gerne. Uhm hvor pizzasneglene var gode. Kanelsneglene fejlede bestemt heller ikke noget, men det har aldrig været min hofspise. Normalt rører jeg dem overhovedet ikke, men jeg blev jo nød til at smage en lille en. Jeg vil slet ikke skrive hvor mange Allan spiste 

Den rene elendighed er der nok af

Det er desværre sådan det forholder sig blandt familie og venner omkring os. I vor egen lille kernefamilie kunne det også se bedre ud. Der har været bud efter os, og vores nærmeste, nu i flere måneder, og det bliver åbenbart ved. Det fylder rigeligt i hverdagen, så det skal ikke også fylde her på bloggen. Jeg vil hellere fortælle jer lidt om de gode og mere sjove adspredelser, vi prøver at få plads til. 
I anledningen af at Mads fyldte 38 havde han inviteret små 30 personer til fyraftensøl og røde pølser på værkstedet i fredags, (nogle dage før selve dagen) Jeg havde forestillet mig, at jeg ville gå tidligt hjem og ikke hænge ud den halve nat, men det var simpelthen så hyggeligt at være sammen med alle de unge mennesker. Klokken var langt over midnat, da Allan og jeg traskede hjem i snevejr. Vi så først dyner omkring kl. to. Fødselsdagsbarnet og de der skulle overnatte, kom ikke i seng før halv seks.


Tirsdag oprandt dagen, hvor Allan måtte tage den lange vej til Århus helt alene. Han skulle til sit første tjek på Mølholm efter sin operation for otosklerose. Vi har begge været spændt på hvad lægen ville sige om hans hørelse. Vi er ikke i tvivl om at det har hjulpet, og Allan er faktisk rigtigt godt tilfreds med resultatet. Det forholder sig lidt anderledes for lægen. Han havde forventet at hørelsen var blevet endnu bedre, end tilfældet er, men det kan nå at ændre sig endnu, siger han. Næste kontrol er til sommer, og Allan overvejer at få ordnet det andet øre også. Lige nu hører han lige godt, eller dårligt om man vil, på begge ører.   
Tirsdag var det en fantastisk solrig dag. Det var også dagen hvor Mads fyldte år, så jeg havde inviteret på aftensmad. Det betød at jeg stod i køkkenet mandag aften, for at nå at lave det. Jeg havde jo ikke Allan hjemme til at påbegynde noget af det, og Mads kom også lige fra arbejde. Vi hyggede et par timer, inden han skulle videre til næste aftale.


Ingen af mine interesser er lagt helt på hylden. Der er blot lidt længere mellem de alle kan blive tilgodeset. Efter arbejdet i dag, gik jeg mig en dejlig lang tur i skoven, mens fuglene sang lystigt, og solen stadig var på himlen. Jeg kiggede under alle de visne blade, hvor det vrimler med små nye grønne spirer. I skoven stak disse orange ‘knopper’ mig i øjnene. De sad på en afbrækket og død gren. Det må altså være nogle små svampe, konstaterede jeg.

Babyshower og det spirende liv

Da vi søskende var samlet hos mor på fars fødselsdag først i december, fortalte min søster at hun havde fået en opgave, hun ikke vidste hvordan hun skulle klare, uden at få afsløret det for datteren. 
Hun nævnte ordet babyshower. Jeg kunne godt regne ud, hvad det sådan nogenlunde handlede om. At det måtte være endnu et af de amerikanske begreber, danskerne har adopteret, ligesom Halloween, Valentines Day og Black Friday. Alt sammen noget jeg personligt går udenom, og heller ikke har nogen der har trukket mig med ind i det, for det kan selvfølgelig ske, når man får børnebørn. Selvom mor nu allerede har 7 oldbørn  (plus 3 bonus) er det først nu, hvor min yngste niece venter sit først barn,  vi hører ordet ordet Babyshower.
Der er mange forskellige måder at fejre det på. Kender du heller ikke konceptet, kan du læse om det her. 
Min nieces veninder havde kontaktet søster, som skulle sørge for at lave en holdbar aftale med datteren en given dato. Absolut ingen måtte vide noget, heller ikke det kommende barns far. Vi måtte alle love at holde tæt. Søster ved, at datteren til hver en tid vil kunn gennemskue sin mor, så hun måtte have hjælp. Det fik hun af vores unge svigerinde.
Arrangementet foregik i sidste weekend. Svigerinden hentede som aftalt min niece, og som en god undskyldning for det hele, skulle de lige forbi søster og svoger, for at låne et cykelstativ. Niecen skulle bare blive siddende i bilen imens, som meget planlagt er parkeret det helt rigtige sted. Pludselig gik porten til værkstedet op og der står 10 veninder og vinker med flag og smil over hele hovedet. Niecen blev så overvældet at tårene trillede, mens hun grinede. Det går så op for hende, at hun ikke kan holde aftalen med vores svigerinde og senere på dagen, den hun har lavet med sin mormor, hvor hun ville komme på besøg og lave lidt mad, så de kunne spise sammen og hygge, når nu kæresten alligevel ikke var hjemme. Mormor som søster havde sørget for var til stede, sagde, det skal du ikke tænke på K.  Vi har allesamen hele tiden været klar over, at du ville svigte os i dag, men jeg  måtte jo intet sige til dig.
Søster og svoger havde lagt hus til, mens veninderne kom med mad, frugt, kage og gaver. Mor fortæller at de havde pyntet både bordet og stuen, og at det var sjovt at være med til. De unge mennesker havde hver især lavet meget forskelligt lækkert mad, som de medbragte. Det hele var anrettet så fint, så fint og det smagte utroligt godt. En havde lavet en vandmelon om til en vugge med et lille melonbarn liggende deri, og sådan var der så meget. Historien melder, at det helt igennem havde været en fantastisk dejlig dag for alle. For niecen blev det en meget overvældende, hvor veninderne i den grad har taget fusen på hende. Det blev en dejlig dag, hun slet ikke havde set komme.
Da jeg ikke var blandt gæsterne, må I nøjes med billeder af det spirende liv i min have.    

Forårsklar

Der har ikke været meget forår over vejret i weekenden. Det har været noget så bidende koldt, men det har været tørvejr, og det har tørret så meget derude, at man kan færdes de fleste steder uden at drukne. Skovvejene er ved at tørre op, så min cykel kan komme igennem. 
Min bagagebærer, eller cyelkurv er det nærmere, har været i stykker de sidte par år. Jeg har talt om at jeg blev nød til at have en ny. Allan har foreslået cykeltasker, men det var jeg ikke så vild med, af flere årsager. De ville bl.a. blive smurt ind i smat, bare ved en enkelt cykeltur. Så viste han mig denne bagageboks. Den er ideel. Her kan mit regntøj ligge tørt og godt, når det ikke er i brug. Regner det kan min taske og dagens breve kommer derned og ligge i tørvejr. Regner det rigtigt meget, når jeg cykler hjem, har jeg altid stoppet brevene ind under regntøjet, så de ikke bliver helt gennemblødte. Det er slut nu.
Det er nu, der skal høstes ramsløg. Det er længe siden jeg så de første spæde skud, men nu behøver man ikke længere lede efter dem. De myldrer op, så det er tid at få lavet den årlige ramsløgpesto og meget andet godt til fryseren.


Selvom det ikke var det mest indbydende havevejr, så har jeg været ude og klippe alt det visne ned, som jeg ikke nåede i efteråret. Det var så koldt, at jeg et par gange var lige ved at gå ind i varmen og tage mig en pause, men jeg holdt ud. Hold op, hvor det pyntede. Alt det grønne, som ikke skal være der, får lov til at stå lidt endnu. Jeg håber på varmere og bedre vejr.
Mit allerbedste fodtøj, er og har altid været et par tåsandaler, men da jeg for tre år siden fik konstateret nedfalden forfod. Blev anbefalngen at jeg altid skulle gå med indlæg i mit fodtøj, og også altid gå i helt flade sko.
Begge dele kommer helt af sig selv, for har jeg ikke indlæg i mit fodtøj, er det som at gå på en stor skarp sten. Mig som altid har elsket at rende på strømpefødder og bare fødder, er nød til at gå med fodtøj altid, også indendøre. Selv mine ‘sutsko’ er der indlæg i. Dog ikke de samme dyre indlæg, som der er i mine vandrestøvler og det andet fodtøj, hvor der er plads til sådan et par store, klodsede indlæg, som slet, slet ikke passer ned i en fiks lille damesko. Nu har jeg invisteret hele 50,- kr. i sådan et par små indlæg, der kan klistres fast. Jeg glæder mig til at afprøve dem, for jeg savner at gå på strømpefødder og bare tæer, som ikke er en mulighed ellers.  Bare tæer i et par lukkede sko er ikke helt det samme.

Musicalen Annie, fingerfletning og såtid

Vores kalender er fyldt godt op den næste måneds tid. Oplevelserne står i kø.
I torsdags kørte vi til Maribo, hvor vi havde bestilt billetter ipå Nørregade Teatret, på første parket til musicalen Annie.Vi sad lige midt for på 2. række, og havde derfor det allerbedste udsyn til alt hvad der foregik på scenen.
Inden de levende mennesker kom på scenen, kørte der en tekst henover vasketøjet, som agerede filmlærred. Teksten fortalte lidt om hvad der rørte sig i samfundet på dette tidspunkt i 1930´erne. Det var næsten simskrevet til den tid vi selv lever i nu.
Banker der krakkede. Virksomheder der lukkede. Den utrolig store arbejdsløshed. Fattigdom og en manglende tro på, at det nogensinde blev bedre. De glade 20´ere var forbi.

Det er et rigtigt godt stykke. Biletterne bliver revet væk. Det går godt for Nørregade Teatret, der også opførte Soud of Music, som vi så i skoven i sommers.
Annie spiller rigtigt godt, bevares de gør de andre også, men den lille pige, som har hovedrollen er fantastisk, og sikke en sangstemme hun er beriget med.
Det var en dejlig aften, hvor tårene kom frem et par gange, men også smilebåndet blev rørt. Højlydt latter var der også plads til. Alt i alt en dejlig aften.
Fingerfletningen handler om massage. Jeg har længe gerne ville have udryddet det gavekort, som det efterhånden snart er et år siden jeg fik forærende. Det er bare ikke nemt at få det ind i kalenderen. Når jeg går fra kontoret, har alt jo lukket. I hvet fald inden jeg når frem til byen. Mine fredagseftermiddage, har jeg ikke lyst til at bruge af til sådan noget, som tandlæge, frisør, massør og den slags, men det er jo af og til nødvendigt. Det gavekort havde irriteret mig længe, så jeg havde bestil tid, men ikke til bank og gymnastik, som i sommers. Denne gang var det meget mere nydelse.
Jeg havde valgt en oliemassage, men stadig langt fra den slags oliemassage, jeg tidligere har prøvet. Jeg skulle selv vælge min olieduft. Massøren spurgte, om jeg ville have soft, medium eller hård massage. Jeg svarede soft-medium. Hun startede lidt som i sommers, og jeg tænkte om de havde misforstået mit ønske. Er det ok, eller skal det være hårdere, spurgte hun, men det var fint, som det var. Denne behandling var kun kortvarrig. Derefter gik hun i gang med en times oliemassage. Blidt, men alligevel kunne jeg, på steder, mærke, at det gjorde ondt på den gode måde. Også denne gang kom hun hele vejen rundt på kroppen. Hun flettede sine fingre med mine, mens hun masserede mellem  hver eneste af dem. Fødder, håndflader, nakke, hovedbund, ansigt. Alt blev masseret, med undtagelse af trusseregionen. Selv brysterne og maven fik oliemassage. Det har jeg aldrig været udsat for før.










Nu er det forår. I fredags blev de store sække med såsæd gjort klar og ligeså såmaskinen. Der skulle sås og i næste uge skal der sås roer. Det har godt nok været en kold fornøjelse at være ude i den stride vind, både fredag og lørdag, men det har ikke holdt mig inde mere end højst nødvendigt. 

Lolland kan slå Holland

Det er i hvert fald tulipanavlerens egne ord i tv2east for nogle uger siden. Manden dyrker og leverer halvdelen af de tulipanløg der dyrkes i hele Danmark. I år måtte vi altså nå at se det.
Han har dyrket tulipaner i mange år, men ovenpå de dårlige priser i 2012, skar han året efter 7 ha væk ifølge mit avisudklip fra sidste år, hvor der også står, at han forventer at få to millioner tulipanløg ud af sit arbejde i 2013. Tulipanerne er fordelt på 27 sorter i et stort farveorgie for at kunne ramme årets modefarve. Den lilla har været den hotte de senere år, men den orange er på vej op.
Der er trængsel på den lille vej, hvor to biler kun kan passere hinanden, hvis rabatten benyttes. Det er ganske gratis at gå langs marken, eller sætte sig i vejrabatten og nyde dette syn, som trækker mange turister til. Også de lokale kommer forbi flere gange dagligt, for blot at nyde synet. Vi talte lidt med både turisterne og de lokale mennesker, men allerbedst var det da en god ven af gården, kom hen til os og fortalte os en hel masse om produktion, pasning, høst og salg. Vi blev godt informeret. Selv landmandssønnen på traktoren gav sig tid til at sige noget, når han kom i nærheden af alle tilskuerne.
Vi kom lige i sidste øjeblik. De var nemlig startet på at klippe hovederne af tulipanerne, og 'i morgen' den 27. april, ville der ikke være flere blomstrende tulipaner. Inden de når så langt med at klippe hovederne af dem, går de rækkerne igennem og fjerner ‘fejlfarvede’ så det bliver ‘rene’ løg også uden striber, hvis det selvfølgelig ikke ER en stribet sort.
Når hovederne er fjernet, skal løgene stå og samle kraft og styrke, hvorefter de tages op. Vi fik vist og fortalt, at løgene er plantet i et langt net, for at lette optagningen. Nettet ses på billedet her til venstre. Når løgene er taget op skal de sorteres inden de sendes til gartneriet. Optagning af løg sker ca. den 20. juni. I august og september sælges der løg, måske fra den tulipanbod der var opstillet. Alle blomster var selvfølgelig udsolgt. 
Se og hør hele historien om tulipanerne her. Ret interessant, synes jeg.

Vi slog motorvej fra på vor GPS og fik overraskelser

Siden vi var i Holland sidst, for 26 år siden, er deres vejnet blevet enormt. Her kan vi ikke være med i lille Danmark. Da vi skulle til Zaandam, ville vi ud på landet og se andet end motorveje. Det kom vi også, og vi nød det, vi så, men hvad der kom helt bagpå os var, at vi pludselig skulle køre ombord. Det kommer meget, meget pludseligt, kan jeg hilse og sige og vi kunne ikke se nogen færge, kun et lille færgeleje. Vi oplevede det to gange, hvorefter Allan holdt ind til siden og også fik valgt færgen fra. Det gav os den skønneste oplevelse.Nogen sejler rundt på kanalerne med deres egen bil. Bemærk længden på det fragtskib, det fylder hele billedlængden.
Hvad bygningen på billedet til venstre er, vides ikke. Vi så blomsterpyntede svaner, som uden tvivl var smukkere, da blomsterne var helt friske. Vi så husbåde på stribe, så langt øjet rakte. De var vidt forskellige i størrelse og form, og sikkert også i prisklasser. Se lige det store stråtækte.

Der var selvfølgelig også helt almindelige små både, som vist er hver mands eje, for alle der bor ud til kanalen, hvad rigtigt mange hollændere gør.
På turen hjem fra Zaandam, blev vi ledt rundt i storslalom over den ene bro efter den anden. HoldDAOP, der var ligeså mange vandveje som asfalterede. En bom gik ned og vi holdt sammen med en forankørende bil og ventede og ventede. Vi kunne ikke rigtigt se der skete noget. To store skibe skulle åbenbart sluses igennem kanalen, som det sker på Götakanalen. Pludselig tog forreste bil en U-vendig, og vi fulgte efter. Få 100 meter bagude var der en bro mere, som vi ikke blev ledt over. Skibene skulle den anden vej.  Alle veje fører jo som bekendt til Rom. Turen over alle de kanaler var en oplevelse i sig selv, selvom det var et ret stort øde område, og der egentligt ikke rigtigt var noget at se, men sikke et arbejde at få etableret alle disse overkørsler.
Næste dags morgen satte vi kursen mod nord. Der var stadig masser af trafik. Der er ikke noget at sige til, at det virkelig går galt, når det går galt. Ikke ret mange holder nok afstand. De kører alt, alt for tæt. Turen hjem gik heldigvis mere gelinde end udturen. Hele 3 timer fik vi forkortet hjemrejsen, selvom vi brugte en time på grænsehandel og ikke havde bestilt færge. Vi kørte faktisk lige ombord. På de par dage fik bilen kørt 1.944 km. Overraskende lidt syntes vi. Selv fik taget 46.442 skridt. Også det overraskede os.