Alzheimer, skoven og himlen

Det er en rigtig kedelig sygdom. Inden vi kørte afsted mandag aften for at se teaterforestillingen: Jeg hedder Bente, havde vi udsigt til denne solnedgang fra køkkenvinduet.  

Jeg havde læst om teaterstykket, som handler om en yngre kvinde, der har fået stillet diagnosen alzheimer. Man ser hvordan en smuk, stærk og struktureret kvinde, som alle ser op til, langsomt sygner ind. En kvinde der altid vidste hvad man skulle gøre, og som veninderne hentede hjælp og støtte hos, ender med at blive afhængig af veninderne, inden hun dør. Skuespillerne gjorde det godt, men selve stykket var en smule forvirrende, og ikke helt som jeg havde forventet. Det betyder dog ikke at det var dårligt. Det blev bare en helt anderledes aften. Du kan læse mere om stykket her.

Da vi stod og ventede på at dørene til teatersalen blev åbnet, kom der en bemærkning fra Allan, at han synes det udelukkende var den ældre generation, der var mødt op denne aften. Det samme havde jeg bemærket, og sagde hvad laver vi så egentlig her… Der var både mænd og kvinder repræsenteret, men langt over halvdelen af teatergængerne var kvinder. 
Søndagen gik efter planen, med havearbejde, men jeg nåede også at gå mig en tur i skoven på en times tid. Uhh… det bliver hurtigt og tidligt mørkt nu. Det var helt lyst da jeg gik hjemmefra, men inde i skoven, var det ret mørkt. På billedet til venstre herunder, er solen på vej ned bag skoves trætoppe.  Til højre er himlen over vandet i stik modsat retning.   

Det er dermed ved at være slut med at rende på de små stier sent om eftermiddagen, før det bliver lysere igen. Kommer man ud i lysningerne, ser skoven ganske anderledes lys ud.

Himlen og dagene er fyldt med sol. Faktisk har jeg en blændende sol lige i øjnene hele den halve time det tager mig at køre på arbejde. Til fyraften så himlen sådan ud i dag, da jeg kørte fra Stubbekøbing. Der blænder den kun, hvis min kigger direkte ind i solen.
Lige inden jeg nåede matriklen, parkerede jeg bilen og bevægede mig nogle få skridt rundt, for at nyde og forevige dagens solnedgang.

Min efterårsferie vinker forude. Det har været oppe at vende et par gange herhjemme, om vi skulle rejse en tur sydpå. Vi har dog truffet beslutningen om, at vi venter, til vi er kommet et godt stykke ind i det nye år. Vi har lagt nogle små planer for den kommende uge, som vi jeg mener, vi jeg får meget mere ud af. Jeg vil nemlig gerne have en enkelt dag eller to herhjemme. Allerhelst mindst en hel dag i begge ender af en ferie. Sådan har jeg det bedst.   

Mit køkken en lørdag og en georginmark

Mine planer for weekenden var både haven og det indendørs. Lørdagens våde og kedelige vejr indbød mest til at få ryddet ud i det, jeg ville have ordnet inde. Køkkenet er vores foretrukne opholdssted hele dagen, hvis ikke vi er ude eller har gæster. Først om aftenen finder vi ind i stuen, hvis ikke vejen går til kontoret og vores pc´er.
Efter morgenkaffen og lidt bloglæsning på iPadden, blev radioen tændt, ganske som den plejer. Jeg hentede nogle rødbeder, der længe har skreget på at komme på glas. De var vokset ovenud ad jorden og nærmest på vej ind i køkkenet af sig selv. Jeg tog kun de 5 største, for med en længde på 40 cm og en diameter på 10 cm, var der grænser for, hvor mange der var plads til i gryden og i ledige glas. Jeg fik også kun plads til de 4 i gryden, efter at de var halveret. Med hænderne godt smurt ind i jord og rødbeder, ringede min telefon. Det var mor… Nåhhh.. hvad laver I ellers…

Jeg ved ganske præcis, hvad der ligger bag disse ord.
Nemlg,.. må jeg komme en tur.
Jeg plejer at lytte til Mads og Monopolet, når jeg alligevel opholder mig i køkkenet, men med en kørende emhætte over hovedet, snurrende piskeris og en mor der skal snakke med nogen, mens der er nogen at snakke med, som hun altid siger, aner jeg ikke hvilke dilemmaer, der var på tapet denne lørdag, men musikken behøver jeg ikke lytte intens til, den skal bare helst være i baggrunden.
De snurrende piskeris, skyldtes til dels, at jeg skulle have brugt et par pakker gær, men sandelig også nogle æg. Søstes høns lægger nemlig så mange æg, og de skulle på ferie i sidste uge, altså søster, og ikke hønsene, så hun ville gerne om jeg kunne tage nogle af dem. Det gjorde jeg selvfølgelig, hele 30 stk.selvom jeg egentlig let kunne klare mig. Og i søndags kom Mark med 15 æg, fordi han ikke kan følge med deres høns heller. Selvom jeg i det daglige prøver at bruge så mange æg, som overhovedet muligt, havde jeg alligevel lørdag morgen hele 54 æg i køleskabet. Det skulle der gøres noget ved.  

Melllem rødbedesyltningen blev der både bagt morgenbrød og kager. For nu er det en gang sådan, at der bruges flere æg til kager, end der gør til brød og boller. Det passer fint, for fryseren indeholdt ikke et eneste stykke kage mere. Det sidste blev spist i på skovturen i søndags.
På frokostbordet kom selvfølgelig nykogte æg, og mellem bagningen og rødbedesyltningen, var der tid til at få syet lidt af mors strikkeprojekter sammen, mens hun selv strikkede.
I radioen var de nået til Smag på P3, som også er et musikprogram. Min hverdag er fuld af musik, også når jeg er på arbejde, hvor radioen kører hele dagen. Der blev ryddet ud i køkkenskabene. Gær, citron- og birkesbeholdningen blev udryddet. Rosevand blev brugt til rosenbrødene. Allan, som hele dagen havde opholdt sig på værkstedet, kom ind og sagde om vi ikke skulle have kaffe, for det var da langt over kaffetid. Han satte kaffen over. Den blev drukket med nybagt rosenbrød til. Allan gik tilbage til værkstedet for at rydde op.


Da der heller ikke var mere mel i melbøtterne, var det slut med bageriet for mit vedkommende. Radioen fik skiftet kanal. Endnu en gang blandet musik af de gode gamle med Jørgen de Mylius, mens jeg ryddede op i køkkenet, hvor jeg roder gevaldigt, når jeg er i gang. Dette er absolut ingenting i forhold til det roderi, jeg havde fået skabt mig denne lørdag. Da jeg kunne begynde at se køkkenbordet igen, var det tid til at sætte aftensmaden i ovnen. Mor takkede for en hyggelig dag og kørte hjem til sig selv. Når aftensmaden er spist, og opvasken afsat til Marie, forlader vi køkkenet.

Lørdag aften blev tilbragt i de bløde stole i stuen, hvor jeg syede den sidste sweater sammen for mor og strikkede videre på mine egne Røde Kors projekter, mens Allan så Styrmand Karlsen.

Billederne af alle de farvestrålende blomster, er fra Toreby L., hvor der dyrkes gorginer eller dahliaer, om man vil. Det var svært at fotografere, da solen var i vejen. Da jeg listede ned ad markvejen skøjtede jeg rundt i det rene pløre. Markerne er knapt så overvældende et syn som tulipanmarkerne på Lolland, men smukt er det, også selvom blomsterne nu er på retur.

Blikfang og andet på min vej

I foråret nævnte jeg her, at hver enkelt roeplante nøje blev kontrolleret og undersøgt. Lige siden har de med jævne mellemrum pusset og nusset om de planter.
Nu er det tid at tage dem op. De puttes nænsomt i hvide sække for yderlligere undersøgelser, sådan gør de hvert år. 

Det er igen blevet fyringssæson. Nogen sørger for at jeg kan holde varmen på kontoret, men i onsdags mødte jeg et iskoldt kontor. Der gik nogle timer med at finde fejlen. Det viste sig at en håndværker udefra, dagen i forvejen, desværre havde trykket på en forkert knap. 

På hjemvejen høstede jeg endnu en kæmpe støvbold. Der stod to ved siden af hinanden, men jeg nøjedes med den ene. Den vejede 1.549 g og blev små skåret i terninger og vandet blev dampet af på en tør pande, inden terninger blev fyldt i poser og lagt i fryseren.
 
Nu har jeg gået forbi denne bygning, hver morgen og ‘aften’ to gange om ugend de sidste 8 måneder, men først forleden, så jeg at nogen holder gris på taget lige midt i byen. 

Krydsende cyklister og biler må vi alle tage hensyn til, men vi har også andre trafikanter der kræver vi er tålmodige. Her kan man tale om fritgående høns og ænder. De har ikke spor travlt med at fjerne sig fra kørebanen.  

I Vordingborg er der grafitti eller kunst på væggene i byen. Denne gavl er fyldt med glade musikanter.

I en mørk smøge hænger der postkasser i lange baner, længere nede ad gaden. Her er der også pyntet op med festglade mennesker på begge sider af den lange væg.

Munken og nonnen

Hvis man kan tale om noget typisk dansk, så er det de røde tegltage, som i 1500-tallet var den mest brugte tagbelægning i Danmark. Den gamle smedie i Reersnæs ved Bandholm, har et sjovt tag, hvis man altså lægger mærke til de små detaljer. 

Min far var murer og meget andet, så derfor kan jeg tage mig selv i at kigge efter forbandter mønster, når jeg ser et muret hus. Det betyder ikke, at jeg kan fortælle hvilke forbandter der er benyttet, men jeg kan se forskellen i murstensmønstrene. Da vi byggede hus, gik jeg vi meget op i, at vi få valgt det helt rigtige mønster at opføre huset i. Valget var ikke svært. Vi var rørende enige om, at det skulle være i sildebensforbandt. Det er også far, der har fortalt os unger om de frække teglsten, munkene og nonnerne.
Hvis ikke du kender munkene og nonnerne, så kig godt på det nederste billede, hvor alle munkene med den lille tap, ligger øverst, og alle nonnerne ligger nederst.

Hvorfor sådan et vinterbillede nu, vil I måske tænke. Slet og ret fordi jeg atter ville prøve rydde op i de forskellige billedmapper på computeren. Hold op hvor har jeg gemt mange billeder til indlæg der aldrig er blevet skrevet. Den oprydning kommer til at tage lang tid.



































Der er lige et billede mere, af en vinterdryppede vandhane på Bandholm station, der også skal brændes af. Det minder mig om alle de mange gange både far og senere Allan har tøet vandhaner og vandrør op for folk rundt omkring. Vi har mange gange fået spoleret weekenden, da Allan arbejdede som VVS-mand. Det var den gang der ikke var varme i alle rum i husene og vandrør ikke var isoleret som i dag. I de senere år, er det dog hændt at nabolaget, har bedt om hjælp til at undgå skader i deres sommerhuse, når vintervejret er kommet bag på dem.   

En booket men forrygende weekend

I år var det min opgave at få samlet alle os gamle frøer til julefrokost, som absolut intet har, eller må have noget med jul overhovedet at gøre. Det stammer bare fra dengang vi alle var ansat i samme firma, og fordi det altid er holdt omkring det tidspunkt, hvor julefrokoster florerer blandt virksomheder. Sidste år besluttede vi at rykke julefrokosten til fredagen i uge 42, fordi alle har nok om ørerne ved juletid. Den der står for arrangementet bestemmer selv, om der skal bestilles bord i byen, eller man vil holde det i privat regi. 
En af ulemperne ved at holde det ude i byen er, at spisestederne lukker og slukker kl. 22:00. Selvom vi har fået lov at sidde lidt længere, så bliver vi ret hurtigt pænt bedt om at forlade lokalerne. På det tidspunkt er vi jo slet ikke færdige med at snakke om gamle minder, og det der er sket i vort liv siden sidste år. Jeg valgte derfor, lige som personen sidste år, at lægge hus til. Derfor kan man godt vælge at bestille maden udefra, men ingen leverer mad til under 12-15 personer. Vi kunne højst blive 11 ialt. Der var derfor ikke så mange valgmuligheder. Jeg måtte bare finde en menu, der kunne klares nemt og hurtigt, når jeg også skulle passe mit arbejde. I løbet af ugen har jeg bagt og tilberedt mad, dog mest torsdag aften og fredag morgen, inden jeg tog på job, for at kunne sætte en 3-retters menu på bordet, en ganske almindelig fredag aften. Det blev til lakseroulader, helstegt mørbrad med en løg-fløde-estragonsovs, saltkartofler og en god salatskål. Desserten var hjemmelavet flødeis. De blev spist af med lidt hjemmebagte småkager til kaffen.

Faktisk var det denne aftale, med de gamle frøer, som gjorde det sidst udslag til at jeg fik åbnet munden og lavet en permanent byttehandel med mine to arbejdsgivere. Ellers havde jeg været nød til at bede om en halv fridag, men uanset hvor hyggeligt det er at mødes med gamle kollegaer, venner og familie, så synes jeg trods alt ikke, at jeg vil smuldre mine feriedage væk til sådanne aftaler. Derfor bekommer mit nye liv mig ganske fortræffeligt.
Vi havde en dejlig hyggelig aften, ganske som vi plejer. Der blev genopfrisket gamle historier og minder. Der blev grinet og vi blev opdateret på hinandens liv siden sidste år. Klokken blev langt over midnat inden jeg kom i seng. Lørdag havde jeg inviteret vennerne til en gang mad. Det blev også en tre retters menu, så en del af lørdagen gik med oprydning efter fredagens gæster, og tilberedning af mad til næste dags hold.

Søndag formiddag havde vi en aftale med Mark og mor om at i skulle gå den omtalte tur. Hver især medbringende mad og drikke til vandreturen, som skulle foregå uanset vejret. Vi iførte os regnfrakken, da det allerede fnuskede lidt inden vi tog afsted. Vi lod mor sætte og styre tempoet. Vi fik kigget på oldefars hus og arbejdsplads, som i dag bruges som samlingssted for jagtfolk. Mark peger og siger, kan du huske det mor. Det var her vi kørte forkert for mange år siden, og du ikke anede hvor vi befandt os, og det var begyndt at regne og tordne. Jo,mor huskede det ganske tydeligt. Mark var ikke ret gammel, men blev så glad, da mor sagde, nu ved jeg hvor vi er. At der var meget, meget langt hjem for en lille træt dreng betød intet i den sammenhæng. Far sad derhjemme og kunne ikke forstå hvor de blev af. Det var før mobiltelefonens tid, men de var simpelthen faret vild i skoven. En skov Mark i dag kender som sin egen bukselomme.
Vi var ikke nået mere end et par km ind i skoven, da regnen stod ned i stænger. Der måtte da komme et ophold, så vi kunne finde et sted at spise maden, mente vi, men det forblev intens regnvejr. Mit kameraet kom i tørvejr og så blev der ikke taget flere billeder.    

Der var sjask vådt alle vegne og ingen steder at krybe i læ for at spise den medbragte mad. Mor klarede det fint, men indrømmede at det ville have været rart at sidde ned og hvile benene lidt. Hun ville dog hellere gå, end sidde og blive våd og kold i bagen, og måske få tilraget sig en eller anden dårligdom oveni, så vi fortsatte.

Da vi nåede bilen, smed vi regntøjet i bagagerummet og krøb i ly for regnen i bilen, hvor vi spiste vores mad og drak en tår kaffe. Jeg spurgte om de ville med samme vej tilbage og hente bilen, men det var der ikke stemning for. I stedet kørte vi alle om og hentede den, hvorefter vi kørte tilbage til stedet, hvor vi kom ud af skoven og den sidste bil mors holdt parkeret. Der drak vi eftermiddagskaffen og spiste kage, stadig i tørvejr inde i bilen, mens regnen blev ved med at sile ned. Trods den megen regn, 17 mm på de par timer vi var væk, så har vi alle nydt vandreturen. Det tog os 2 timer at gå de 5 km, og der var tid til at se nærmere på oldefars hus og arbejdsplads, som Mark ikke var klar over det havde været. Der blev kigget på sjove træer, og masser af svampe i skovbunden. Alle har mod på en ny tur, men ikke mange havde mod på at gå mere i dag, så vi kørte hver til sit.

Campinglivet er ikke driveri

Det er ingen beklagelse, men bare en konstatering. For selvfølgelig kan man dase hele dagen, hvis det er det, man har det bedst med. Min erfaring siger dog, at det stort set kun er fastliggerne der har den mentalitet. Vi selv ville heller ikke kunne klare bare sådan en enkelt dag i samme stol.

Når vi kommer til en campingplads og har slået os ned, starter vi altid med at gå os en tur i området, som vi gør på et hvilket som helst andet feriested. En tur rundt på en campingplads byder på mange forskellige vogne og telte. Nogle telte ligner helt rigtige huse. Andre ligner telte, men er omringet af små haver. Nogle er endda indhegnet. Det er ikke bare danskere der har faste sommerbopælspladser for kortere eller længere tid i vores lille land. Både tyskere og hollændere tager den lange tur og har endda også små huse til cykler, motorcykler eller andet.

Andre, som vi selv, har en rimelig hurtig flytbar bolig af en eller anden slags. Nogen, som i den røde bil, har et specielbygget hus til hunden. Andre har et lille bitte, bitte telt og en større båd med. Rigtigt mange campister har cyklerne med, nøjagtig som vi selv. Andre igen har en trailer med, hvor der både kan stå motorcykler eller en båd. Man ser også motorcykler blive trukket ud af autocampere. Vi har endda set personbiler blive transporteret af autocampere. Ind imellem undres man virkelig over, hvad folk slæber med på en campingferie for nogle få dage.

Nogle lejer sig til både eller cykler. Vi har aldrig set så mange udlejningsbåde samlet på et sted, som der var på Langeland. Tyskere og hollændere valfarter hertil og tager på fisketur. Der er vist en rigtig pæn omsætning i den lokale fiskeudstyrsbutik, som var en stor skov af fiskestænger i en prisklasse, der ikke er for en almindelig lille fritidslystfisker som Allan. Der var kassevis af fiskeudstyr. Fra gulv til loft var væggene broderet med alt en lystfisker kunne ønske sig.
Når vi går vores tur på campingpladsen, eller sidder og nyder vores morgenkaffe eller aftensmad, ser vi masser af aktiviteter. Nogle vasker, pudser og smører cykler hver aften, så de er klar til næste morgen, mens andre lufter og motionerer hunden.

Nogen lever meget primitivt og nyder stilheden mens vandet til morgenkaffen kommer i kog, mens andre allerede er ved at pakke sammen, og drage videre til nye oplevelser, selvom duggen ikke er væk endnu.

Når ferien eller turen er forbi, og vi igen er hjemme, skal der pakkes ud. Måske skal forteltet tørres, og selvom alt blev tjekket og efterset inden vi drog afsted, er der som regel et eller andet der også skal klares, når vi er hjemme igen. 

Jeg kan ikke påstå jeg holder gevaldigt meget af campinglivet. Faktisk er det en ferieform, jeg aldrig rigtigt har brudt mig særlig meget om, men jeg holder af at gå og cykle i naturen, og nogle gange må man gå på kompromis med sig selv, men jeg kommer ikke til at konkurrere med dem, der sover i telt hver nat i et helt år, som de tre piger jeg læste om i nabokommunens lokale avis, for snart længe siden. Jeg får aldrig et snorky-mærke, og det er tvivlsomt om vi når at komme afsted mere i år. Det kræver jo lidt ferie, og det er der ikke udsigt til før i november, men så er vognen nok kørt til vinteropbevaring.