Et lille udvalg af min dørsamling

Stort set hver eneste dør i Funchal er malet, eller udsmykket efter alle kunstens regler. Der var døre for enhver smag og pengepung. Mange forskellige kunstnere har været med i dette projekt.

















Der var helt almindelige fine døre med hængsler og håndtag, som de fleste af os vel nok har, og der var rulledøre. 


Her kommer lidt billedspam af nogle udvalgte døre fra vores ferie på Madeira i marts måned.

Der var smukke døre, og der var rædselsdøre - i mere end en forstand. Nogle af dem ville man måske nærmest være lidt bange for at gå ind af en mørk aften. Der var døre, hvor der var malet rummænd og spøgelser. Der var døre med abstrakt kunst, som jeg ikke forstår mig på. Der var døre hvor hundredvis af nøgler var sømmet på. Alt var repræsenteret.
















Nogle få døre, så ud til at være blændet, men de allerfleste var i brug. Bemærk døren til højre ovenover. Her udgør næsen dørgrebet. Sjovt fundet på. Der gik nærmest sport i at se efter hængsler og dørhåndtag, som ofte var camoufleret godt.  
De fleste døre er malede, men alle slags materialer er brugt. På døren i midten ses træskærerarbejde blandet med sten. Døre, vi af den ene eller anden årsag ikke troede blev brugt, gik pludselig op.














Hvis dørens udsmykning giver et billede af hvem, eller hvad, der bor på den anden side, må døren herunder være et akvarie. Mozart stiftede vi jo bekendskab med, og døren levede fuldt op til det, der gemte sig der.













Døren med damen på, blev brugt flittigt, men vi så ikke de to andre i brug.
Jeg talte desværre ikke, hvor mange kunstneriske døre der findes i byens gader, men det er rigtig mange.

Pengene ruller

For en måned siden, gik vores kaffemaskine i stykker.
Næsten samtidig kunne ovnen i vort 21 år gamle komfur, ikke mere holde varmen inde i ovnen. Begge dele viste sig at kunne holdes i kategorien, småtingsafdelingen, da vi langt om længe fandt en der kunne skaffe en ny gummiliste, som kunne passe til ovnen.
Jeg skulle have nye briller. En dyr fornøjelse, men dejligt at kunne se klart igen.
Vi havde bestil ferie på Kreta. Selve rejsen var af flere grunde noget dyrere end vores ferier plejer at være, men det var mit eneste ønske i anledningen af min fødselsdag.
Vi har købt ny bil. Det var, som altid, Allans ønske.
På den gamle Polo, kunne dørlåsen pludselig ikke drejes rundt mere, så vi kunne hverken komme ud eller ind. Godt vi har Mads. Allan købte materialer og Mads fiksede det. Det næste er at bilen skal til syn nu i november. Det kommer nok også til at koste lidt. Det har Mads også lovet at hjælpe med.
Et tjek hos øjenlægen, opfulgt af en synskontrol hos optikeren i denne uge, bekræfter at  Allans syn har ændret sig så meget, at han også ville komme til at se mærkbart bedre med et par nye briller. De er nu bestilt.
Da vi i denne uge opdagede, at opvaskemaskinen ikke var færdig med at vaske efter 3 timer, fandt vi ud af, at den nu også var gået i stykker. Den gamle Bosch har også gjort det godt. Den købte vi i maj 1994, så efter 21 års tro tjeneste, kan man vel ikke forlange meget mere. Hele ugen har vi måttet vasket op på gammeldags manér. Det er slut nu. Den nye Marie flyttede ind i går. Sjovt at tænke på at vi i 94 gav 3.795,-  Frygtelig mange penge for os, på det tidspunkt. Normalt er levering og montering noget Allan selv tager sig af, men vi var så heldige at den lille elektriker, som også skaffede os gummilisten til komfuret havde den maskine på lager, som vi gerne ville have, til nøjagtig samme pris, som vi gav for 21 år siden. Han ville montere, levere og tage den gamle med for en pris af 4.000,- De 200,- kr. syntes vi var givet godt ud. Vi har ligesom nok at bruge vores tid til i øjeblikket. 
Så er der alle de småting, der normalt sker løbende hen over året, som enten kræver nyt eller en reparation.  Lige nu synes jeg nok, der er lige lovligt meget fart over det felt.
For bare at nævne lidt, så var min cykel punkteret en morgen. Det krævede en ny slange. Allans kondisko havde næsten ingen sål under mere, så der måtte et par nye sko til. Da jeg tog mine små korte sko/støvler frem til efterårsbrug, syntes jeg der var noget mærkeligt ved dem, når jeg gik. Jeg vendte dem op, og opdagede at sålen var knækket. Jeg har bare så svært ved at finde fodtøj. Da der skal være plads til et stort klodset indlæg i mine sko, bliver mange hurtigt frasorteret. Selv hos bandagisten er det svært. Jeg har en ret lille fod. Oftest er str. 36 for lille og 37 alt for stor, og halve numre er der ikke meget af mere. Selv med indlæg i kunne jeg få en hel finger ned bag hælen, og skoen sad selvfølgelig slet ikke fast. Størrelse 36 fandtes ikke i den model og farve. Det er ikke nemt at få fodtøj. Inden længe må jeg i de langskaftede støvler, men jeg synes det er lige tidligt og varmt nok endnu. 
Når nu pengene ruller afsted, er det rart at have et stort lager af mad i fryseren og i skabene. Og så kan jeg også samtidig glæde mig over at jeg har masser af gratis garnrester, så der kan blive strikket lidt til Røde Kors og de små ude i den store verden.
Den store citatbog har blandt andet følgende citater om penge.

• Først har man brug for sundhed til at tjene penge. Derpå for penge for at hente sundheden tilbage (Robert Lembke)
• Penge er den eneste garanti, vi har, for at vi også i fremtiden kan få tilfredsstillet vores behov. Selvom vi ikke, på stående fod, har noget at bruge dem til, sikrer de, at vi kan få opfyldt vores behov, efterhånden som de opstår. (Aristoteles)
• Penge er som gødning, de gør kun gavn ved at spredes. (Francis Bacon)
• Penge er et godt middel mod mange af livets ubehageligheder (Gottfried Reinhardt)

Arbejdsweekend, Faxe Kalkbrud, grøn tomatkage og andet

Sikken blanding, men ikke desto mindre er det lidt af det den forgangne weekend er gået med.
Jeg havde lovet at isolere en del af Mads’  loft. Han selv kan ikke få luft, når dette arbejde skal udføres og da jeg altid har fri kl. 14 om fredagen, var der lige et par timer tilbage at udføre dette arbejde i, så langt som jeg nu kunne komme, af både den ene og den anden årsag. Der er lang vej endnu inden loftet bliver beboelse.
Lørdag morgen i småregn, startede jeg med at pille hindbær, samt høste de sidste hokkaido og squash i haven. Drivhuset blev tømt for både modne og umodne tomater og alle tomatplanter blev hevet op.
Til middag havde vi en aftale om at mødes med Camilla ved Faxe Kalkbrud. Vejret var ikke blevet bedre. Det var stadig tåget og regn, så det blev ikke helt den tur C havde lagt op til, men vi fik da gået lidt i det fedtede terræn af både kalk og plørede skovstier. Skiltet skulle tages meget bogstaveligt, må man sige. Vi var slet ikke de eneste i kalkbruddet denne lørdag. Der var op til flere, der havde begivet sig ud i regnen. Den lille purk her havde det fornøjeligt i den store vandpyt. Jeg kom bare for sent med kameraet.
Som du kan se her, ser kalkbruddet ganske anderledes ud en solskinsdag, hvor vandet er lige så blå som det man ser i Middelhavet.

Søndag morgen startede med en gåtur, også i regnvejr. Hjem og få morgenmad, og få udryddet de grønne tomater.
Jeg plejer altid at sylte dem, men ville prøve noget andet, da vi vist har nok sylteting på lager, (der kommer jo også kvæder lige om lidt) tænkte jeg at jeg ville prøve at bage en kage. Jeg brugte en af min mormors gamle æblekageopskrifter, som er ret sød, og erstattede æblerne med grønne tomater. Opskriften kommer her.
Bradepandekage med grønne tomater

• 200 g margarine
• 300 g sukker  (Jeg vil reducere sukkeret, som jeg også gør til æblekagen )
• 3 æg
• 300 g mel
• 1 tsk. bagepulver
• 2 spsk. fløde
• 300 g grønne tomater i små stykker (kagen kan sagtens tåle mange flere tomater)
• 1 tsk. kardemomme  

• Den blødgjorte margarine røres med sukkeret, æggeblommerne tilsættes.
• Mel, bagepulver, kardemomme blandes i, tomatstykkerne tilsættes.
• Æggehviderne piskes stive og vendes i til sidst.
• Bages ved 180° i ca. 1 time

De sidste pærer stod i en kasse ude i skuret. De skulle omsættes til noget, hvis ikke de skulle gå til spilde. De blev skrællet, og nogen blev der bagt en pærekage af. Resten blev kogt og frosset ned i sukkerlagen. En portion grovboller blev også bagt og lagt i fryseren. De sidste grønne tomater blev bagt i ovnen, efter samme princip som jeg gør med de modne tomater. Det er slet ikke så tosset. 
Mandag morgen så vejret allerede meget bedre ud igen.

Inden vi letter

Kreta tirsdag den 6. oktober. 
Det er sidste feriedag, men vi skal først flyve 21:10, så vi har hele dagen til rådighed.
Mens det stadig er buldrende mørkt, og jeg ikke kunne se hvor jeg gik, lykkedes det mig at komme ned til stranden uden at falde over trin og andre forhindringer. Her gik jeg en tur helt alene, inden det var tid at mødes med C, hvor vi tog strandturen en gang mere. 
Vi havde hotellet til kl. 12 middag, så vi ville blive i området, så vi kunne bade og pakke i sidste øjeblik. Efter vi alle fire havde spist morgenmad, ville M også gerne gå en tur på stranden, som alle vi andre havde gjort, og vi ville alle gerne være ude i det gode vejr, så meget som overhovedet muligt.
Da vi var mætte af sand, vand, klipper, parasoller, liggestole, primitive broer, og det hele bare var gentagelser, gik vi væk fra stranden og tog fortovet hjemad.
Vi var kommet langt væk hjemmefra, og der var lidt at kigge på. Butikkerne havde åbnet, og vi besøgte en enkelt af dem, hvor der var et stort udvalg, men kun M blev fristet og fik sig et par nye shorts.
Restaurant Mithos, var en af dem jeg havde noteret hjemmefra, og havde vi ikke haft flere km at gå til dette spisested, så var det blevet afprøvet. Sådanne flere meter friske 'grøntsagsgardiner' af både tomater, hvidløg og andre spændende ting som en kaktus, på begge sider af indgangspartiet, opfatter jeg som et spisested med gode og friske råvarer. Der var borde og stole lige bag alle de hængende grøntsager, og der så hyggeligt ud. Eneste ulempe, set med vores øjne, er at restauranten ligger lige ud til den befærdede vej. Vi vil gerne have fredelige og rolige omgivelser.
Klokken tolv afleverede vi nøglerne til hotellet og pakkede kufferterne i den lejede bil, som ville være vores eneste hjem de næste mange timer. Vi kørte rundt uden at have et egentligt mål, og pludselig kom vi til en lang og smal gammel træbro. Skal vi over her? Det så ikke særligt sikkert ud, syntes vi, men skiltet viste at broen kunne tage en vægt på 25 ton. Så meget vejede vi langt fra, så vi vovede os over.
Det buldrede og larmede gevaldigt, da vi kørte over. Jeg følte mig ikke helt på sikker grund. Da vi var kommet helskindet over, udtrykte Allan samme skepsis. Mads og jeg måtte ud og kigge nærmere på dette bygningsværk. Mens M lagde sig på knæ for at undersøge detaljer, tog jeg turen over broen til fods. Broen bestod af nogle gevaldige tykke brædder lagt med et pænt mellemrum. Flere af brædderne var bestemt mærket af tidens tand, kunne man se, men inden vi forlod stedet kom en anden bil ‘flyvende’ over også. 
Tre af os gad ikke køre bil, så forslaget var at bilen blev parkeret det næste mulige sted, hvor der kunne være interessant at gå lidt rundt. Vi fandt ikke noget, før vi atter var tilbage ved Chaniakysten. M foreslog om vi ikke kunne gå en tur til Platanias, for at finde hotel Santa Helena, som vi boede på for 20 år siden, da vi rejste med Dansk Folkeferie. I dag er det Apollos gæster, der residerer der.
Indtil nu havde vi kun set hotellet fra vejen, hvor vi kunne se, der var bygget til, så gad vide om vi i det hele taget kunne kende noget af det igen, hvis vi kom ind på området. Camilla og jeg tog turen langs stranden, mens Allan og Mads tog fortovet. Mændene fandt hotellet, og vi fandt hinanden igen ved at sende et par sms’er.



Efterhånden havde sulten også meldt sig, og vi blev enige om at spise ved poolen på vores gamle hotel. En var meget sulten, og fik serveret en hel lille spandfuld kartofler. Selvom der var sket lidt ændringer på området, så kunne de tre af os tydeligt huske det hele. Kun C var lidt blank. 

Det var ved at være tid til at nærme os lufthavnen, så vi var sikker på at komme frem i tide. 
Få kilometer før lufthavnen fandt vi en lille café, hvor vi købte os lidt at drikke. Alle ville gerne have friskpressede appelsiner, og nogle ville også gerne have en tår kaffe. Da vi havde siddet der længe nok, gik vi os atter en tur. Her mødte vi både geder, høns, gæs og får i en og samme indhegning. Der fandtes ikke et eneste græsstrå eller andet grønt bag hegnet, så vi plukkede en masse på vores side af hegnet og smed ind til dem. Det vakte stor glæde hos både dyr og mennesker og så var det tid at køre til lufthavnen, hvor alt forløb nogenlunde planmæssigt.
Ikke en eneste dag var antal skridt under 21.500. Der var dog heller ingen dage, hvor jeg rundede de 30.000. 

I kløften mellem geder og alpevioler

Kreta, mandag den 5. oktober 2015 og endnu en dejlig morgentur langs stranden.
At gå gennem Samariakløften var udelukket, da 18 kilometers vandring nok var lidt for meget at byde Allans forholdsvis nyopererede knæ, men vi ville gerne finde noget tilsvarende. Jeg havde læst om flere kløftvandringer, så vi satte GPS’en til. Vi fandt dog ikke det vi søgte, men så meget andet på vor vej.
Blandt andet løse hunde på vejen, og de flyttede sig ikke. Den tøjrede ged skulle absolut over vejen da vi kom, så vores tanker gik i retning af, om vi kunne komme over snoren, uden at kvæle dyret, hvis det ikke snart stoppede op. Det lykkedes uden at nogen omkom. Vi kom igennem små idylliske steder, hvor blomsterne hang ud over vejen.

Vi opgav at finde den nævnte kløft, og blev enige om, at vi bare måtte se noget andet i stedet, så hurtigt som muligt, så vi kunne slippe for bilkørslen. Hold ind til siden, ved først givne lejlighed, så vi kan se på kort, var ordren til chaufføren.

Vi fandt et hul i De Hvide Bjerge, hvor vi kunne komme ind til siden. På den anden side ad vejen, syntes C der så interessant ud. Skal vi ikke prøve at gå en tur derned, spørger hun. Det var alle med på. Hvor heldige har man lige lov at være! Der var den jo, den kløft vi søgte. Vi begyndte nedstigningen til den imponerende Topoliano Farangi kløft. Efter en tid kom vi til en indhegning, med et utal af geder. Der hang et lille stykke papir, hvor der stod, at området var privat, men at man gerne måtte gå igennem indhegningen,  bare man sørgede for at lukke lågen forsvarligt igen, så gederne ikke forsvandt.
Det var ikke nogen helt nem opgave, da låge og hegn var noget interimistisk noget, med rusten hegn og træstokke viklet ind i hinanden, men vi fik løst opgaven og begav os gennem den 1,5 meter lange kløft, der når en dybde på 300 meter. 
Kløftens bredde veksler mellem 5 og 50 meter. Vi snoede os igennem kløften, mens vi blev betaget af alle de små alpevioler, der stod alle vegne.
Vi var på klatretur flere steder inden vi efter en times vandring nåede frem til en grotte med det hellige kors. Grotten lå på den modsatte side af kløften, så vi gik videre en halv times tid, inden vi vendte om.
Da vi kom tilbage til grotten, begav ungerne sig ud på en lidt større klatretur. Først måtte de langt ned for at stige op igen på den modsatte side, hvor de endelig kunne komme ind i grotten.
Grotten var meget stor og meget mørk, og der var et helt tæppe af efterladenskaber fra gederne, så uden lommelygte var det bedst at stoppe. Det var heller ikke til at vide om man blev overfaldet af flagermus og andt, så ungerne begyndte ned- og opstigningen endnu engang.

Vi tog turen tilbage til bilen, for at finde et sted hvor vi kunne få andet at drikke end vand. Sulten var også så småt begyndt at melde sig. Det var tæt på 30° graders varme, så vi havde ingen problemer med at holde varmen.

Vi havnede ca. 13 km senere ved Agia Sofia grotten, som ligger i den vestlige del af De Hvide Bjerge. Vi bestilte drikkevarer, friskpressede appelsiner, som er en af vores yndlingsdrikke. Kun chaufføren valgte anderledes. Han syntes han trængte til noget stærkere og mere opkvikkende lige der. 


Efter at have nydt den storslåede udsigt og spist og drukket os mætte, besteg vi en masse trapper, for at komme op i Agia Sofia grotten som ligger oppe i bjerget. En pæn, men smal og ret stejl sti fører op til den store grotte, der er udsmykket med drypsten.


Efter sigende er der et guldtrin, som kun de, der ikke har gjort noget dårligt i hele deres liv, kan få øje på. Vi må desværre hermed konkludere, at  vi åbenbart ikke hører til den kategori, da ingen af os så det gyldne trin.



Vi gik rundt i den 20 meter høje grotte, der har en diameter på 70 meter. På steder var der meget, meget mørkt og glat. Der findes også en lille kirke i grotten. Grotten har efter alt at dømme været beboet siden neolitisk tid, da man har fundet potteskår fra den periode og helt frem til romersk tid.

Da vi havde endevendt grotten et par gange, tog vi turen ned igen, og satte kursen mod hotellet. Vi kørte atter ind i bjerget, gennem den tunnel som tyskerne lavede under 2. Verdenskrig. En rigtig flot tunnel at kigge på. Aldrig før har vi set så flot et murværk inde i en tunnel.  Mine billeder blev desværre elendige. M optog en lille video mens vi kørte igennem, men den video har jeg ikke.

Vi havde en smuk tur hjem med panoramaudsigt over Middelhavet.

Hjemme blev der lige tid til at bade og komme i noget andet tøj, for atter at gå op at spise på Roka. Solen var ved at gå ned.
Da vi ikke skulle være på Kreta en hel uge, og ikke kunne nå hele menukortet igennem, var det meget passende at bestille en græsk platte, hvor alle de græske menuer figurerede.
Her er der ‘kun’ mad til 2 personer. Det smagte så godt alt sammen, men desværre måtte vi alle levne en masse. Godt vi skulle ud på en lille vandretur hjem, så vi kunne få rørt os lidt ovenpå sådan et måltid. Ingen nævnte ordet dessert denne gang. Der var ikke plads til mere hos nogen.