Smag lidt på Skejten - og lidt om begrænsningens kunst

Jeg havde et lille udklip hængende om at tage med på sanketur og smage på skønne vilde urter på Skejten. Her ville ukrudts-entusiast Julie A. Swane guide og fortælle. Vi kunne selv sanke, smage og få tips og gode råd til at bruge urterne i madlavningen, og Skejten er en dejlig plet.
Jeg kom til fornuft. Som om jeg ikke har nok med at høste alt det jeg i forvejen kender af både det ene og det andet. Ikke bare fra egen matrikel, som jeg netop har arbejdet på i mange år, at minimere og gøre nem nemmere at holde. Det ude i naturen kræver ikke, på samme måde, at jeg skal redde det hele, men alligevel har jeg svært ved at lade det være.
Lørdag formiddag gik jeg mig en tur, medbringende en pose til at have hyben i. Godt de er ved at være på retur, for så begrænser indsamlingen sig helt af sig selv. Jeg fik en pæn lille portion, som er ordnet og lagt i fryseren. De skal servers som tilbehør til den varme mad til vinter. På min vej mødte jeg også røde stikkelsbær, gammeldags svesker, brombær og nogle få reine clauder. Alt dette nøjedes jeg dog med at smage på. Forskellige æbler og pærer og små kedelige mirabeller, er der også massevis af, til fri afbenyttelse, men det lod jeg være. Indtil videre har jeg både æbler og pærer nok selv.
Senere tog jeg mor med ud på en lille køretur, så vi kunne plukke brombær. Jeg kender jo vores svage sider, så jeg medbragte med vilje kun en skål til hver. Havde vi haft hver to skåle, var de også blevet fyldt. Det blev til ca. 1½ kg til hver, og de røg lige i fryseren. Så kan jeg lave is, bage kage, lave smoothie eller hvad jeg nu lyster, for marmelade skal jeg absolut ikke lave mere af, før vi har spist det, der står i skabet.
Jeg ville lige vise mor de store flotte mirabeller jeg havde plukket nogle uger tidligere, og samtidig se om de gule var blevet modne. Jeg havde hevet et par bæreposer med til os hver, og de blev fyldt pænt op. I ved det der med begrænsningens kunst. 
Først i dag fik jeg råsyltet de fine mirabeller, og udstenet en lille skålfuld, som jeg har sukkersyltet. En romtopf er også sat i gang. Der er jo både hindbær og andet i haven endnu. 
  
Da jeg gik min tur i skoven sidst på eftermiddagen, tog jeg kun mit kamera og min mobil med. Ikke noget med at høste mere her. Jeg har fyldt alle mine glas og flasker, og det betyder, at der ikke kan proppes mere af den slags ind i køkkenskabet. Begge fryserne er også fyldt godt op med dette års høst. 

Hyben og brombær skulle jeg i hvert fald have hjem igen i år. Nu er der bagt pandekager. Vi skal jo have udryddet lidt brombærmarmelade.

Figner, squash, syltetid og grønne æg

En af naboerne har haft figner i haven i mange år. Somme tider så mange at de næsten ikke ved hvad de skal gøre ved dem.
Da Allan sidste år fik stukket et par i hånden til at tage med hjem, spurgte han om de ikke kunne lave os en stikling. Han ved jo jeg er er frugtnarkoman. Uhm… hvor smagte de godt, i helt ubehandlet tilstand. Selvom naboerne har lavet mange nye figenbuske, så fik vi i efteråret at vide, at det ikke lykkedes, men at de ville prøve igen til foråret, og så kunne jeg få dem til påske.
Heller ikke denne gang skete der noget. Det var nok det kolde forårs skyld, mente de.
Heldigvis gav de ikke op. For en uge siden fik jeg en potte med flere grene i, og der var liv i 2-3 af dem, og der er kommet liv i endnu en. Nu skal jeg bare have plantet dem ud i haven, for i en potte får jeg dem helt sikkert meget hurtigt slået ihjel. 
Jeg synes ellers, jeg går og holder øje med at mine squash ikke bliver for store, men knapt har jeg vendt ryggen til de små grønne frugter, synes jeg, før de har fået en anseelig størrelse. For et par dage høstede jeg to kæmper som hver vejede 1½ kg og en i lidt mere normal størrelse på 775 g. De har ligget på køkkenbordet de sidste par dage. Der vokser de i det mindste ikke mere. 
De to store blev i går omsat til noget der kunne fryses og puttes på glas. Den første blev til ratatouille. Jeg opdagede nemlig at den ene tomatplante i drivhuset var knækket. Det havde den tilsyneladende været meget længe, uden at jeg havde set det. Alle de tomater skulle jo reddes.  
Den anden squash blev syltet med appelsiner.
Der blev alt for meget lage i overskud, men det er synd at smide det ud, så det bliver gemt til at bruge i dressinger eller andet, ved en senere lejlighed. 
Jeg har tit lagt revet squash i fryseren til at putte i bagværk, men jeg har aldrig prøvet at skære dem i små terninger og løsfrosset dem. Det har jeg så nu. Og de råsyltede squash jeg lavede sidste weekend, er dejlige sprøde og lækre.









Jeg har nogle gode ægleverandører og køber utroligt sjældent æg i butikkerne. Den anden dag ringede Mads, at han havde fået 30 æg af en ven, men at han ikke kunne bruge så mange og om jeg ville have det halve. Ja, tak, meget gerne. Vi kender vist alle både de hvide og brune æg, men de grønne er Danmarks bedste æg.

Så’n en tidlig lørdag morgen og lidt om søndagsmad

Når man ikke kan sove, kan man lige så godt stå op. Vi bruger opslagstavlen til korte meddelelser om hvor den anden er henne, hvis vi ikke lige har mulighed for at tale sammen. Jeg skrev ganske kort, ‘går tur’. Så ville Allan se det, når han fik øjne.











Vejret var herligt, og der er så stille alle vegne. Kun nogle få sejlere har fået øjne. Jeg fik en lille snak med en af dem.

Da jeg vendte næsen hjemad, var folk begyndt at vågne. Nu, en uge efter, kan man allerede tydeligt se forskellen på morgenerne. I skrivende stund er det ret mørkt derude. I lørdags var det helt anderledes. Selve vejret har selvfølgelig stor indflydelse. I dag er det gråt og efterårsagtigt, mens det i lørdags var sommervejr.








Da jeg nåede hjem, havde Allan lavet kaffe, og var godt i gang med at indtage dagens første måltid. Det tilsluttede jeg mig, inden jeg gik i gang med at skrælle og koge en ordentlig portion nedfaldne æbler. Det kom der en æblekage ud af og resten af grøden blev lagt i fryseren. Jeg fik råsyltet nogle squash og pillet hindbær og andet i den stil. 
Søndag havde vi lavet en aftale med vennerne om at tage ud i det blå med mad og kaffe. Jeg ville medbringe al maden. Vennerne vil så tage en grill med. Allerede om lørdagen havde jeg lagt et helt kalkunbryst i en marinade af et par dl. øl, frisk hakket estragon, lidt finthakkede løg, 4 knuste fed hvidløg, ½ dl olie, et par spsk. citron og all-round krydderier i form af det køkkenskabene indeholdt, bl.a. paprika og koriander. I denne lage lå kødet og trak i ca.12 timer. Jeg havde også kogt en portion polenta, som også skulle grilles. 
Søndag formiddag hentede jeg nogle pærer i haven, som med udgangspunkt i denne pære-blommesalat, blev skåret i både og vendt på panden i et par skefulde olie og ditto honning. Samme behandling fik en portion blommer. Begge dele blev blandet i en skål og drysset med en blanding af hakkede valnødder og hasselnødder.  
Til den anden salatskål hentede jeg forskellige tomater i drivhuset. Disse blev blandet med en mango i tern samt lidt hjertesalat og grønne asparges. Lidt hjemmelavet  olie-eddikedressing kom henover.
Vi nød hele eftermiddagen med heste, svin og en enkelt lama som tilskuere, mens vi tog et kig ud over vandet og var omsværmet af flotte røde og grønne guldsmede og andre flyvende insekter, alt sammen ved Klodskov, hvor et par af os også tog en lille travetur, mens andre tændte op i grillen og passede den. Efter spisningen og lidt hygge kørte hver til sit.    

Det er blevet lyst, men solen lader vente på sig. Det ser ud til mere regn som vi fik 11 mm af i går.

Om ca. en time sætter jeg mig på cyklen, og ser om jeg kan bunde gennem skoven.

Livet i skoven og en flad cykel

Hverdagene, i de fleste hjem, er vel stort set ens året rundt. Der skal ikke megen justering til, før dagen får en helt anden kulør. I fredags cyklede jeg lidt tidligere hjemmefra end normalt, for at få plads til svinkeærinder inden jeg ramte kontoret.
Lige så ofte som dyrene springer over vejen og ind i skoven, lige så tit sker det, at de bare kigger op, og følger mig nøje. Står jeg af cyklen, sætter de af i fuld firspring og er hurtigt over alle bjerge. Da jeg var kommet langt væk og pludselig huskede, at jeg netop havde rigtig god tid, hoppede jeg af cyklen i skjul af buske og træer, og listede tilbage til fods, og håbede jeg kunne snige mig uset ind på dyrene. Det lykkedes, og jeg stod længe og betragtede dem. Mit kamera fortæller, at der er 10 minutter mellem det første og sidste billede.

Da det var fyraften, og jeg kom ud til cyklen, var den total flad. Jeg tænkte, at jeg nok hellere måtte ringe til min livline, Allan, og bede ham om at hente mig. Hvis jeg skulle trække cyklen hele vejen, ville det tage mig ca. 1½ time at nå hjem, og det havde jeg ikke tid til, da vi skulle mødes med naboerne til aftensmad, og jeg skulle først hjem og lave det hele.
Vel vidende at der ville gå en rum tid, inden Allan fik monteret cykelstativet og kunne nå frem til mig, sagde jeg, at jeg tog min sædvanlige rute gennem skoven. Jeg fik pumpet cyklen, og var spændt på hvor langt jeg kunne komme, inden der skulle pumpes igen. Det luft holdt ikke mange 100 meter, så der blev pumpet nogle gange, men jeg nåede da næsten halvvejs hjem, inden Allan troppede op.
Da han havde læsset cyklen, kørte han længere frem i skoven for vende bilen, mens jeg fortsatte til fods i den retning, der førte hjemad. Her var endnu et dyr i færd med at finde lidt at spise, men da Allan kom kørende stak det af. Jeg satte mig ind i bilen, og da vi rundede det næste skovhjørne, sagde jeg stop, stop. Der står et dyr deroppe i lysningen, hvor skoven slutter.
Jeg kender skoven, som min egen bukselomme, og hvert år, når min cykelsæson starter, er jeg spændt på, hvor og hvor mange steder, jeg skal møde dyrene i den kommende sæson. Selvom disse oplevelser er hverdagskost for mig, og har været det nu i 26 år, så bliver jeg aldrig træt af det. 
Jeg nåede at få lavet den mad, vi skulle have med, og her er et lille udvalg af nogle af retterne. (Ikke mine alene) Fordelen ved at vi igen i år kun mødte 13 deltagere op er, at det er nemmere at få smagt de fleste af retterne. Som nogen måske kan regne ud, var vi 14 til bords. Selvom jeg er opflasket med overtro, er det fuldstændigt prellet af på mig, eller måske er det netop derfor, men ikke alle har det ligeså. Som sædvanlig havde vi en rigtig hyggelig aften med snak, hygge og sang.
Allan har lappet min cykel, så jeg har atter nydt dagens ture på jernhesten, hvor jeg, foruden ‘alle mine dyr’ så et par musvåger. Den ene lettede lige foran mig.
Jeg hørte alle gæssene i det fjerne. Pludselig lettede flere hundrede, som kom flyvende imod mig længere ude over vandet. 
Selvom vejret i morges var helt anderledes en det har været længe, nemlig vådt og diset, så holdt det næsten tørt til jeg nåede frem. Da jeg var i tørvejr kom en regn- og tordenskylle. Da jeg skulle hjem, måtte jeg fiske regntøjet frem. Det var første gang i år, jeg har været nødt til at tage det i brug til eller fra arbejde.

Er der noget du kunne tænke dig at se på Bornholm?

Det spurgte vi kusinen om. Svaret var, at hun meget gerne ville gense Opalsøen, så torsdag den 23. juli kørte vi hende Bornholm rundt i bil. Boderne, en smuk lille by med en lille stribe rødlige huse, var første stop. 

Videre til lufthavnen, Rønne, Almegårds Kasserne, Snorrebakkesøen, Hammershus, Allinge-Sandvig, Hammersøen og Opalsøen, hvor vi havde et lidt længere ophold. Man kan gå og stå længe omkring dette skønne område, hvor der er gratis underholdning af modige mennesker i alle aldre.
Nogle tager turen ned, fra 50 meters højde, i Danmarks længste tovbane, på 290 meter, i en hastighed af op til 70 km i timen, for at ende med en dukkert og et ordentligt plask. Du kan se små videoklip fra ture i tovbanen her. 
Andre springer direkte ud fra klippen. Nogle var meget, meget længe om at samle mod til springet,  trods der ikke manglede hepning hverken nede- eller oppefra.
Atter en tur forbi Helligdomsklipperne ved Bornholmerpladsen og forbi Sletten, hvor vi camperede med ungerne for 100 år siden. Campingpladsen ligner stadig sig selv. 
Vi var ofte kommet forbi et skilt hvor der stod Pastariget, og talte om hvad pokker det var for noget. Der var intet at se udover dette store skilt og en gård langt, langt nede ad en markvej. Nu skulle det undersøges, og der stod jo hverken privat eller adgang forbudt.
Vi kom helt ned til gården, og der var absolut intet at se. Tomt og øde og ingen skilt. Vi fortsatte turen langt, langt ud ad markvejen, for til sidst at blive enige om, at herude lå der vist ingenting. Kusinen var også mest tryg ved at vi fik vendt bilen. Tæt på gården mødte vi en mand på en havetraktor og spurgte os for. I går bare ind og kigger og betjener jer selv. Døren er åben.
Først da vi nåede helt ind, på det jeg vil betegne som en helt privat gårdsplads, kunne vi se skiltet over døren, men det øjeblik vi var der, kom der flere kunder i butikken. Jeg købte lidt choko- og trøffelpasta med hjem. Der var også flere slags pesto, men til himmelhøje priser for en mængde man dårligt kan få øje på. Her spiser vi hjemmelavet pesto i meget større mængder, og det ikke koster meget andet end lidt arbejde.

Pastariget er et stort foretagende med en lille gårdbutik.
Vi drak kaffen på Bryghuset i Svaneke og kom i snak med et par på vores egen alder. De havde taget hele turen på cykel fra Vordingborg. Friskt gjort. De havde endnu ikke opgivet håbet om at finde et ledig overnatningssted, men det var ikke nogen nem opgave.
Kusinen havde aldrig set bunkeren på Dueodde, men det har hun nu. Vi afsluttede dagen med at spise på Snogebæk Røgeri. Menuen bestod udelukkende af alt godt fra havet. Røgede sild, saltede sild. Kort sagt fisk og skaldyr i alverdens afskygninger. Der var også røgede laks, fiskefrikadeller og den slags fisk helt uden ben, så Allan fik også mad
Jeg lovede jo ellers, at der ikke ville blive nævnt skridt mere i disse ferieindlæg, men da jeg havde lavet en aftale med mig selv om, at jeg hver eneste dag, som minimum skulle nå 10.000 skridt, må jeg alligevel nævne, at selvom det var en hel dag i bilen, og aftenen foregik siddende hos kusinen til familiehyggesamvær, lykkedes det mig alligevel at komme et pænt stykke over dette mål inden sengetid. Da de fleste var gået i seng, og det var meget mørkt og stille ude, rendte jeg rundt alene for at nå målet.

Flyveture, brand, tyveri og bomber

Mine 14 dages ferie er slut. Jeg føler jeg har haft en rigtig dejlig lang ferie og er godt tilfreds med at hverdagen startede igen mandag morgen.   
Jeg har fået et par spørgsmål, om det ikke er hårdt at starte igen efter ferien. Svaret er ganske ærligt, nej. Jeg har aldrig syntes, det er været hårdt, selvom jeg ved, at der ligger bunker så store, og jeg er presset på tid, og halter bagud de næste mange uger. Det er netop det, der er sjovt. Tiden flyver afsted. Det gør den nu altid. Jeg føler aldrig at tiden er lang, når jeg er på arbejde. 
Når jeg sidder på cyklen på vej til og fra job, bliver der skrevet eller påbegyndt mange blogindlæg, i hovedet. Pludselig er tankerne taget på en flyvetur. Enten fordi jeg kommer for langt omkring, og kører af sporet tankemæssigt, eller fordi jeg pludselig ser et dyr, en plante eller noget andet interessant… og hvor var det så lige jeg var nået til!
Her kommer lidt af det jeg har oplevet og ville have brygget lidt sammen om.
Længe før vi tog til Bornholm, havde vi tilmeldt os en sælsafari til Rødsand. Det skulle foregå i fredags, men allerede torsdag formiddag, ringede de og aflyste fordi DMI havde varslet alt for meget blæst til at vi kunne sejle. Så den sæltur er fløjet sig en tur. Det gør nu ikke spor, for vi så jo masser af sæler på Tat. Vi valgte ganske frivilligt at bruge dagen på at arbejde gratis for andre. Et arbejde der foregik udendørs.
Allan flyver afsted til diverse offentlige instanser i nord, øst og vest. Mandag den 27. juli var han en tur på Hamlet, for at få MR-scannet sit knæ. Torsdag i sidste uge, ringede lægen, at de vil operere ham. Både indkaldelse til forundersøgelsen og den efterfølgende operation er allerede modtaget, og begge dele sker snart.
En fugl havde forvildet sig ind i drivhuset, og selvom døren og begge vinduer stod åbne, kunne den ikke finde ud af at flyve ud. Den var ikke nem at fange, men det lykkedes, dog blev den et par halefjer fattigere, men den fløj sin vej. Nogle dage senere fandt jeg en fugl, siddende meget stille i haven, ved siden af drivhuset. Den er formentlig fløjet ind i det og har været lidt fortumlet. Denne fugl gjorde ikke modstand, men lod sig nænsomt flytte op i et af fuglehusene, så naboens katte ikke åd den. En skål vand blev sat helt hen under næbbet. Da Allan noget senere ville stryge den lidt på ryggen, fordi den ikke så ud til at have rørt på sig, fløj den sin vej.
Da jeg mødte på jobbet mandag morgen og spurgte til høsten, fik jeg at vide at det gik godt… Altså lige indtil der gik ild i mejetærskeren om fredagen. Heldigvis var landmanden hurtig og fik slukket ilden. Da redningskøretøjerne ankom var der ikke noget for dem at lave. Vi kunne heldigvis låne en anden mejetærsker.
En af håndværkerne fortalte mig, at da han kom til et af firmaets huse, stod døren vidt åben. (Den burde være både lukket og låst.) Det så ikke ud til der manglede noget, men da han gik ud og kiggede op, så han at et af vinduerne på 1. sal var helt væk. Det er simpelthen skåret ud og fjernet. Nogen har åbenbart brug for et nyt vindue.
Jeg får mange interessante og sjove opringninger i løbet af året. Det meste af det, kan i realiteten sagtens lade sig gøre. Det er bare ikke er noget vi beskæftiger os med. I denne uge blev jeg spurgt, om vi kunne finde plads til 600-900 motorcyklister fra hele Europa, der skulle samles for at spise og overnatte i telte og meget mere i 2017. Godt nok har vi store arealer og meget plads, men dette arrangement kunne jeg desværre ikke hjælpe med. 
Alle har formentlig hørt om den bombe der sprang i Thailand for et par dage siden. Manden, man har set og hørt i medierne og som var tæt på at miste livet, er vores nabo. Vi holder øje med hus og have, når de ikke er i Danmark. Når ens omgangskreds bliver involveret i så uhyggelige oplevelser, kommer det hele pludselig meget tættere på. 
I weekenden skal vi til et af de årlige arrangementer med alle naboerne, eller de af dem der har lyst til at deltage. Alle medbringer en ret mad, og så går aftenen med mad, vin, sang og snak.

Vandretur i Ringebakkebruddene, Dyndalen og flere steder

Onsdag den 22. juli
Kusinens søn havde den nøjagtige adresse på bunkeren i Dueodde, så den ville vi finde. Det viste sig at vi havde været ganske få meter fra den.

Ikke just noget kønt syn, men IMPONERENDE stor. Det er helt umuligt at få alt med på et billede. Vi gik hele vejen rundt både udvendigt og indvendigt. Du kan læse meget mere her, hvor der også er tegninger af byggeprojektet.
Derfra kørte vi til Almindingen, for at finde en af de tre Rokkesten, der findes på Bornholm.
Det var en lang tur, hvor vi så mange store sten på vor vej, inden vi nåede frem. Ingen af stenene kan rokke mere.


Vi fortsatte til Rytterknægten, hvor vi tog alle 119 trin helt op til flagstangen.
Øverst begyndte det at kilde i maven på mig.

Jeg var glad for, der var noget at holde fast i. Helt oppe var der udsigt så langt øjet rakte. Inde i det lukkede tårn var der meget mørkt og nogle af trappetrinene var fugtige og glatte.
Videre til Knudsker og Snorrebakkesøen. Søen er dannet efter man har gravet Koalin, som ligger lige ovenpå granitten, og som blev brugt til at fremstille porcelæn af.  


Vi var ved Rønne Granitbrud, og den lille hyggelige fiskerby Vang.


I Ringebakkebruddene, her tog Allan et hvil, mens jeg tog en tur højere op.



I Allinge-Sandvig ville vi have en is, men køen var alenlang, og jeg hørte mange sige, at isen var så blød, at den løb fra dem, inden de fik spist af den, så vi nøjedes med at nyde udsigten.



Det er også i Ringebakkerne, som er et stort område, man kan finde de velbevarede Helleristninger, som vi begyndte turen ud til, men de lå længere væk end Allan havde lyst til at gå. Det var også for varmt, eller også havde manden bare for meget tøj på. Jeg var nemlig sommerklædt, som jeg har været hele ugen, bortset fra 1. dag, hvor jeg svedte tran med de lange bukser på. I stedet så vi vilde kaniner og træer med tøj på, her boede tøjdyr.
Døndalen skulle være et fantastisk sted at gå, og her kunne man se vandfald, så der begav vi os hen. Vi gik, gik og gik. Endelig kunne vi høre lidt vand. Vi er glade for de fik 15 mm vand Bornholm fik den dag vi var på Christiansø, ellers havde der været noget tørt, for jeg vil ikke betegne dette syn som et vandfald, men smukt er det da alligevel. Bemærk personen der sidder oppe i venstre hjørne. Vi afholdt os fra at klatre helt derop.
I Gudhjem var der et lækkert spisested, men da vi så at de frække måger spiste med ved bordene og fløj ud og ind mellem hovederne på folk, var det ikke noget for os. Man skulle virkelig værne om sin mad og sine drikkevarer.
Utroligt at der altid er sort af mennesker, når der er så mange aggressive måger. Det MÅ virkelig være god mad. Det så det nu bestemt også ud til at være. I reklamerne advarer de endda turisterne med, at de skal passe på mågerne netop der.