Det har holdt hårdt, men endelig kom vi i gang, og vi slutter weekenden med en udflugt.

Vi har haft utroligt mange undskyldninger for ikke at gå i gang med et par af de lidt større projekter. I flere år, har vi talt om, at når jeg fik ferie, så skulle vi i gang med at tapetsere gangen. Den ene ferie efter den anden  er holdt, uden at der er sket noget i den retning.
Arbejdsopgaven krævede mere end to hele sammenhængende fridage, hvis ikke det skulle strække sig over et par måneder. For selvom det er weekend, betyder det jo ikke nødvendigvis at kalenderen er tom. Der er mange forskellige ting, der pludselig får fyldt kalenderen godt ud.
Siden vi måtte rive en væg ned, på grund af vi skulle have ny fryser, har jeg truet med at jeg ville tapetsere, fordi vi nu havde to forskellige tapeter i gangen. Hele vinklen ved døren er blå, som man lige kan ane på billedet. Det var okay, da jeg bare kunne lukke døren, og rummet var helt anderledes, men efter historien med den famøse fryser, som gjorde det hele endnu mere grimt, har det redet mig som en mare. Vinduet i rummet havde også set bedre tider. Ikke endt med det trængte til maling. Der skulle også helt nye gummilister i termoruden og noget af træværket, havde det heller ikke helt godt. Vi blev enige om, at det vist var nu, det 40 år gamle vindue skulle skiftes, men der var flere ugers ventetid på sådan et, og det ville være dumt og spildt arbejde at tapetsere, før vi fik skiftet det. For et par uger siden satte Allan det nyt vindue i.  
Da min aftale blev aflyst sidste lørdag, brugte jeg hele dagen fra morgen til aften på at rive tapet af, men jeg blev lige knapt færdig. Jeg skulle jo også pille ting og sager ned fra væggen. Der var ingen hjælp at hente fra Allan, for han havde en anden aftale med Camilla, om at være fotograf, så han kørte hjemmefra tidligt om morgenen, og kom først hjem til aften. Jeg fortsatte søndag, og fik hjælp fra Allan, som fik spartlet det, der skulle spartles, og jeg gik i gang med at tapetsere. Det tager sin tid, for der er ikke mindre end syv døre, et skab, to vinduer og to radiatorer i den gang, men jeg var ovenud tilfreds, med det arbejde jeg havde nået, for jeg nåede længere end jeg havde turde håbe på.
Desværre måtte arbejdet hvile lige til fredag eftermiddag, fordi jeg skulle passe mit arbejde. Jeg gider ikke starte alt det op efter spisetid om aftenen, når jeg alligevel ikke har en chance, for at blive færdig på en enkelt aften.
Da vi havde en aftale både lørdag og søndag, var jeg nødt til at gå i gang fredag og fortsætte lørdag, så jeg kunne blive færdig, hvis ikke det skulle strække sig over en uge mere. Jeg har dog planer om at ændre på dette rum, men vi skal lige have overstået en ‘fest’ i næste weekend, og en mere den efterfølgende weekend og …. 


Allans projekt var vores indkørsel. Når det havde regnet, var der kæmpe store pytter, så det var svært at komme tørskoet frem. Indkørslen lagde vi for knapt 40 år siden, men de sidste år, har der været nogle gevaldige kørespor.

I mandags begyndte han at tage all fliserne op. Eller i hvert fald et stor del af hele indkørslen. Det tog flere dage, og det har taget flere dage at lægge dem ned igen, da alle fliserne også skal renses. Han er lige knapt færdig med sit arbejde, så det var en kærkommen fridag i dag søndag, som var afsat til et lille blogtræf, for alle der kunne være interesseret, på Frederiksdal Gods. (Dem med kirsebærvinen) Her kunne man nemlig plukke gratis stevnsbær (nogle helt specielle små kirsebær) Allan og jeg var der også sidste år, hvor vi også fik en interessant rundvisning og en masse smagsprøver.
Dette blogtræf, blev dog mere et lille familiemøde, da det kun var os selv, samt Ellen og John, der havde meldt sig til. Det vil jeg ikke skrive om, da det, bortset fra kirsebærmængden ikke veg sønderligt fra det vi oplevede sidste år. 
Til sammenligning er høsten pga. den kolde sommer kun 50.000 ton i år, hvor den normalt ligger på 250.000 ton. Det er immervæk en forskel, der både kan ses og mærkes.

Mia, havde inviteret alle på kaffe og kage og en rundvisning i hendes hyggelige butik. Billedet herover viser kun et lille udvalg af hvad Mia har at byde på. Du kan finde flere oplysninger hos Mia selv. Jeg har aldrig mødt Mia. Jeg kendte hende kun fra bloggen, men snakken gik lystigt mellem os alle fem, inden vi valgte at takke for gæstfriheden og sætte kursen mod øst til Oreby, hvor der ligger en lille havn. Vejret har været helt fantastisk. Både solrigt og varmt. Aftensmaden blev indtaget på Oreby Kro, hvor vi sad ude og spiste, mens vi nød synet ud over Sakskøbing fjord. Vi sluttede dagen af med en tår kaffe hos os, mens vi sad og kiggede på alle flagermusene der fløj rundt i haven.
Du kan helt sikkert læse meget mere om dagens oplevelser hos Ellen.

Flyvende gæster

Det var relativ sen aften, da jeg hørte 'larm' og tænkte, hvad det mon var for gæster, der kom uanmeldt på dette tidspunkt. Der var ingen at se.
Larmen fortsatte med mellemrum, men jeg kunne ikke lokalisere det. Det lød både som om det kom ude fra gården, men også lige bag mig og fra det modsatte hjørne.
Allan sagde, det bare var naboen, der var kommet hjem.
Nej, det er ikke naboen. Det har jeg hørt. Det er en helt anden slags larm støj, siger jeg, og kiggede ud ad vinduer og døre i hver sin ende af huset, men der var intet at se. Jeg gik ud og tog en runde om huset, men fandt intet unormalt.
Da jeg kom ind igen begyndte den underlige lyd igen. Det fik mig til at begynde at kigge bag gardiner og persienner. Det måtte jo så være et eller andet større flyvende insekt, der prøvede at komme ud i det fri, sådan som det lød.
Hold nu op, siger Allan, der er jo ikke noget.
Jo, der er.
Hør, sig mig engang, er du ved at blive tosset i hovedet?
Nej, det larmer.
Pludselig ser jeg en skygge fare forbi inde bag den tilsodede brændeovnslåge. Det kommer fra brændeovnen, siger jeg.
Fra brændeovnen? (Jeg kunne godt høre han mente, nu rabler det)
Ja. Jeg åbner nu, så kom lige og vær parat til at hjælp mig, for jeg ved ikke hvad der kommer ud.
Ud fløj en fugl. En meget sort og forvirret fugl, der fløj rundt i stuen og ikke kunne finde ud af at flyve ud af de åbne døre og vinduer. Endelig satte den sig, og fik mast sig ind mellem persiennen. Den var kulravende sort. (det blev persiennen også) men jeg kunne se fuglen havde en blå top på hovedet.
Da jeg rakte ud efter den, for at fange den og slippe den fri, smuttede den igennem persiennen og landede på vinduesrammen, hvor jeg fik verfet den ud i det fri.
Jeg fik ingen billeder af fuglen (svalen?) så her er et par af nogle andre vingede væsner.

Køkkendrømme og når vægge kan tale

Køkkendrømme har vi efterhånden haft nogle stykker af, og også ført dem ud i livet.
Det er næsten 3 måneder siden vi købte tapet, så køkkenet kunne blive shinet lidt op. Tapetet er ikke udskiftet, siden vi lavede nyt køkken for 17 år siden. Min seneskedehindebetændelse var årsagen til, at jeg ikke turde give mig i kast med det i juleferien. Jeg kunne også sagtens klare det på en weekend, hvis vi satte sådan en af til samme formål, og Allan fik revet det gamle tapet af i løbet af ugen. Det skulle bare planlægges. 
De sidste par uger, har jeg ikke brugt støttebind til hånden, og det gik fint. Derfor fik jeg den ide, tordsag morgen, mens jeg stadig lå i min seng, at jeg ville tapetsere køkken i den kommende weekend. Allan havde aftaler både torsdag og fredag formiddag, så det var ikke meget tid, han havde at gøre godt med, når der både skulle afmonteres diverse ting fra væggene og alt tapetet skulle fjernes.
Da vi byggede hus føst i 70´erne, valgte vi rødt tapet. Jeg husker det stadig tydeligt. Faktisk syntes vi det var flot. Det forstår man jo ikke i dag.  Det var meget, meget rødt, Det passede til bordpladen, som vi også havde valgt skulle være rød. Vi valgte flotte mørkegrønne fliser, som jeg stadig syntes var pæne, da vi valgte at få nyt køkken. Vi havde grønne møbler og ditto hvidevarer, samt et gulvtæppe der matchede.
Vi har jo selv tegnet og bygget vort hus, og valgte meget bevidst, at vi ville have et lille køkken, hvor døren kunne lukkes ind til stuen og de andre rum. Sådan foretrækker jeg stadig mit hjem skal være. Køkkenet blev dog lidt for trangt da Mads kom til, når der skulle være plads til højstol / legebord og til at to mennsker kunne komme forbi hinanden og møblerne, så vi væltede en væg og fik et værelse mindre.
Heldigvis kunne vi stadig få de samme køkkenelementer fra Vordingborg-køkkenet, så der blev suppleret med flere skabe. I værelset som blev inddraget til køkken, blev tapetet udskiftet til det småblomstrede brune tapet. Vi fik en spise- og legeafdeling, som vi har haft meget gavn af da ungerne var små. Det var jo i køkkenet det hele skete før og efter arbejde.






Med job ude og en lille forretning hjemme, savnede jeg et værelse til min skrivemaskine, kopimaskine, og senere min computer, ringbind, osv. til det kirkeregnskab jeg førte for et menighedsråd. For slet ikke at nævne at jeg virkelig var træt af, alle de fremmede mennesker, der ønskede en længere snak om om det arbejde jeg skulle udføre, altid skulle hele vejen igennem huset og ind i stuen, i tide og utide, mens resten af familien, eller vi selv i det hele taget gerne ville have det meste af vores hjem for os selv. Derfor rejste vi atter en væg i køkkenet, så jeg fik et lille kontor, lige ved siden af hoveddøren. Væggen blev dog ikke rejst på helt samme sted som tidligere.


Atter måtte der nyt tapet til, og jeg har været i gemmerne for at finde lidt billeder fra køkkenet med de forskellige tapeter. Sjovt som man kan glemme, eller huske helt forkert. For det brune tapet, havde jeg fuldstændig glemt vi havde haft, indtil det kom til syne under afrivningen, mens vi begge to tydeligt husker kirsebærtapetet, som vi kalder det. Vi havde bare glemt, at der var andet end kirsebær på det. De første godt og vel 20 år vi har boet har, har jeg virkelig tapetseret køkken. Det kan man så ikke sige, jeg har gjort de efterfølgende år.
For 17 år siden, dagen efter Allans 50 års fødselsdag først i april måned, rev vi hele indmanden ud af køkkenet. Malede loft, lagde nyt gulv osv. Mens alt dette stod på, havde vi etableret køkken på terrassen. En gasflaske og campingkomfuret, var stillet op på et par fliser under terrassens halvtag. Alt kan lade sig gøre, men efter et par måneder med sådan et primitivt liv, er det altså skønt, når man igen har komfur og håndvask lige ved hånden. Ting tager jo lidt længere tid, når man også skal passe sit arbejde og have et familieliv med unger til at gå op i en højere enhed.
Lørdag morgen måtte vi begge fortsætte med at rive tapet af, så jeg kunne komme i gang med at tapetsere, mens jeg satte op i den ene ende af køkkendet, rev Allan ned i den anden ende. Om søndagen begyndte han at montere diverse ting igen, der hvor jeg var blevet færdig med at tapetsere. Søndag aften kunne vi nyde et helt nyvasket og færdigtapetseret køkken.
Det var så den historie et par stumper tapet kunne føre til.

En tur i kanen – minder fra barndomstiden

Jeg mindes med glæde min barndom, som jeg trods alt ikke synes er så forfærdelig længe siden. Alligevel ved jeg at mange jævnaldrende, ikke har oplevet så gammeldags en barndom, som jeg er vokset op i. Bl.a. det iskolde værelse med is på de indvendige ruder. 
Min allerførste seng husker jeg ikke og mor heller ikke. Jeg husker begge mine søskendes første seng, men ingen af dem har jeg ligget i. Jeg husker jeg fik en brugt 'voksenseng’. Sengebunden var på samme måde, som mine forældres. Metal-spiral-fjedre spændt ud over hele bunden. Ovenpå disse fjedre lå noget kraftigt gråt lærred. Der skulle jo nødig gå hul på krøluldsmadrassen, som også skulle beskyttes mod rustskade.
I hovedgærdet, ovenpå madrassen, lå en skråpude, også af krøluld.
Der var meget tilbehør til sengene på det tidspunkt. På krøluldsmadrassen blev lagt et gråt tæppe. Noget der lignede de såkaldte hundetæpper i dag. Derefter kom en underdyne - eller flere... inden lagnet og evt. et 'rumpestykke' som man bruger på hospitalerne, blev lagt. Til sidst kom hovedpude og dyne, og om vinteren endnu et tæppe, så man kunne holde varmen. 

I mit barndomshjem, lavede vi alting selv. Når der var slagtet gæs og ænder, blev dunene sorteret fra fjerene. Jeg kan stadig se min mormor sidde på sin elskede trebenede malkeskammel og plukke, skolde og pille fjerkræ. Alle fjerene samlede hun i det store forklæde hun altid bar. Dunene kom i gruekedlen og blev varmet godt op, så evt. fedt, der var trukket med ud af fjerkræet under plukningen forsvandt. Man skulle huske at lægge låg på gruekedlen. Ellers fløj dunene rundt i hele vaskehuset.
Når dunene var fine og rene, og man havde samlet nok, blev der syet nye dyner og underdyner af stribet bolster, hvis ikke vårene allerede lå og ventede på dette fyld. Til de stribede underdyner brugte man de lidt grovere dun og fjer. De allerfineste af slagsen blev gemt til overdyner og hovedpuder. Dynerne var ret tunge, men vi kendte på det tidspunkt ikke til andet. Dynerne skulle rystes med nogle dages mellemrum, fordi fjerene endte i benenden, og dynen kunne let ende på gulvet midt om natten.  Min lidt yngre kusine har, i sit voksne liv for få år siden, fortalt, at hun mindes de dejlige barndomsferier, hun havde på Lolland, med undtagelse af dynerne, som åbenbart var hendes helt store mareridt. Når hun blev puttet godnat, følte hun, at det var umuligt at røre på sig, eller at trække vejret før næste morgen. Stakkels barn tænker jeg stadig, når jeg kommer til at tænke på det. 
Der var intet så godt, som når mor havde lagt rent sengetøj på. Så skulle vi bruge skammel for at komme i seng, så højt lå vi - og også dejligt blødt. Vi følte os som prinsessen på ærten. Om vinteren blev nattøjet hentet ind i stuen, hvor det blev varmet foran kakkelovnen. Der blev lagt en varmedunk i hver seng. Vi sov med både natsokker og sengetrøje, og var det rigtig vinter og koldt, blev vi pakket ind i et tæppe, inden dynen blev lagt over os. Måske et tæppe ovenpå dynen også. Det var bare med at holde fingrene under dynen, for der var isende koldt og det samme var næsetippen.
Det hændte vi skulle sove hos min moster. Så var der hele fem unger der skulle have varmedunk. Deres egne to og os tre søskende. Derfor blev der lagt mursten på kakkelovnen. Når de var godt gennemvarmede blev de pakket ind i avispapir og derefter et håndklæde eller lignende, så vi ikke brændte os. Sådan et par mursten var stadig meget varme næste morgen. Jeg kan ikke huske, at vi nogensinde har frosset om natten, men det var koldt både at gå i seng og stå op.
Selvom vi har radiator i soveværelset, er der aldrig tændt for varmen. Tvært imod står vinduet åbent hele døgnet, året rundt. Varmedunk og tæpper hører også kun barndommen til. Jeg kan slet ikke sove i et rum med varme på. Mine søskende og mor har det på samme måde. Alligevel tænker jeg tit på hvor priviigerede vi er i dag. Husene er i sig selv lunere end det var i min barndom.
.

Helnøgen, halvnøgen eller fuldt påklædt

Ingen af delene kan jeg vist komme udenom at have været i denne weekend, men det er er nu naturen jeg har i tankerne med dagens overskrift. På min gåtur rundt i området i det blæsevejr har jeg selv absolut været fuldt påklædt, men jeg har observeret at naturen i øjeblikket er meget forskellig påklædt. Noget er meget farveklædt og andet står helt nøgent.
 
Det blæste så meget, at nærmest intet kunne stå stille. Heller ikke mig. Jeg blev løftet frem af vinden flere gange. Kameraet måtte jeg indstille på sportsfunktionen. Der var dog to robuste og meget nøgne træer, der ikke rørte sig det fjerneste. 

Jeg har også opholdt mig en stor del indendørs, en hel del mindre påklædt. Jeg har fået så mange garnrester, at der stod lidt alle vegne. På stuegulvet lå en kæmpe bærepose, og flere små, fordi der ikke var plads til mere i garnkisten, så jeg havde lageret lige for hånden. Ærlig talt var jeg lidt træt af at se på det rod. Jeg har også længe, flere år, været træt af min syæske, værktøjskasse. Lukketøjet er nemlig gået i stykker, og kassen må holdes sammen med en tyk elastik.
Jeg har fået et lille sybord forærende. Det kunne jeg gøre med hvad jeg ville. Under sybordet hænger en stor kurv, med plads til garn. Møblet passer ikke rigtigt ind i vores hjem, men nu er det taget i brug og har fået plads på et af værelserne. Syæsken er røget i skraldespanden, og der er blevet let adgang til det hele.
Der har været ‘Jul på Orupgaard Gods.’ Vi kørte en smut derover, ikke for julemarkedet skyld, men fordi det foregik i hovedbygningen. Der var arrangeret modeshow, vinsmagning og meget andet. Intet af det var vi interesseret i, så vi kantede os hurtigt igennem rummene og kiggede mere på lofter, spejle, døre og den slags håndværk. Jagtstuen med alle de udstoppede dyr, på gulv og vægge osv. inden vi hurtigt forsvandt igen. 

Det var nemlig også muligt at gå en tur i den helt private park. Det benyttede vi os af, mens de fleste andre foretrak at blive inde i varmen. Det var i denne park Dirch Passer rendte rundt, mens Charles Tante blev optaget. Vi fik set det vi ville, og kørte hjem og fik en tår kaffe at varme os på.

Lidt om dyr, hvepse, jordbær og andet fra ugen der gik.

Jeg møder dyrene i skoven, både morgen og eftermiddag, når jeg kommer cyklende. De står ganske stille og holder øje med mig, men hopper jeg af cyklen får de hurtigt benene på nakken og forsvinder. Da jeg cyklede hjem i sidste uge, var det for koldt til de bare arme jeg havde valgt, da jeg tog fra kontoret. Det blæste gevaldigt, så jag var nød til at stoppe og finde min frakke frem fra cykelkurven.

Pludselig ser jeg, rumpen af et dyr. Det var i gang med at spise af hele beplantningen, jeg skyndte mig at hive kameraet frem fra tasken. Jeg tog en masse billeder af et dyr uden hoved og stod og betragtende det længe, i håbet om at det fik hovedet ud ad busken. Det gjorde det. Vindens retning må have gjort at jeg i lang tid ikke blev opdaget, selvom det kiggede både til højre og venstre flere gange. Til sidst fik den dog øje på mig, og forsvandt i fuld firspring, ned ad markvejen, inden den forsvandt ind i skoven.
Hver gang jeg de sidste mange uger, har lukket døren op til brændeskuret, har der været en masse hvepse. Jeg har kigget efter et bo, både højt og lavt. Jeg har sågar flyttet mange af vores ting, i det hjørne hvor hvepsene summede rundt, men jeg fandt intet. Forleden dag, hvor jeg igen åbnede døren, kom der en hel sværm lige imod mig. Jeg trak mig tilbage, men lod døren stå åben. Lidt senere gik jeg om for at inspiceret rummet. Der måtte være et bo. Det var der også. Lige inden for døren, blot i modsatte hjørne, fandt jeg et stort bo. Vi finder som regel sådan et bo eller flere hvert eneste år, forskellige steder. Sidste år var det på loftet over garagen. 
I går fik jeg en sms fra søster. Vil du have jordbær, kan du komme og plukke. Der er mange, og jeg skal ikke have flere. Jeg havde hørt at mor, havde været ovre og plukke en hel spandfuld, så jeg tænkte jeg hellere måtte tage en gulvspand og en balje med. Hellere have for meget emballage med, end for lidt, for søster var ikke hjemme, så jeg kunne ikke låne mig frem.

Sikke noget svineri tænkte jeg, så snart jeg åbnede bagagerummet, og så at spanden var væltet, selvom jeg havde taget mine forholdsregler, som åbenbart ikke var gode nok. Der var jordbær i hele det ene hjørne af bilen. Jeg måtte i gang med rengøringen, som heldigvis ikke var så slem, som jeg frygtede. Alle jordbærrene var hele. Ingen var smattet ud. Der blev renset og skyllet 11 kg jordbær, og selvfølgelig fik vi jordbær med fløde til dessert i aftes. 
Her i den nære familie, benytter vi os ofte af hjemmelavede gavekort, hvor der blot står med tekst, hvad gavekortet består af. Sådan et gavekort er der ikke udløbsdato på, og det kan byttes til noget andet, hvis både giver og modtager er enige. Det kan være gavekort på udført arbejde, udflugter, en middag i byen eller økonomisk hjælp til et større ønske eller et projekt, der ikke er startet op endnu. Kun fantasien sætter grænser for gaven. I julegave 2012 fik Allan sådan et gavekort af Mads. De to skulle på bilmuseum hele dagen og rigtigt hygge sammen. I dag blev gavekortet indløst, mens jeg har nusset rundt herhjemme med alt muligt.  Jeg startede dagen med en gåtur. Vel hjemme kastede jeg mig over haven. Vi var så heldige at få 9 mm regn fredag aften, det har hjulpet en smule på det, men det er slet ikke vand nok.
Mor ringede og spurgte hvad vi lavede, og jeg ved, at det som regel betyder, at hun gerne vil på besøg. Trænger du til at få luftet bilen og dig selv, spørger jeg. Jaa.. hvis jeg må genere jer lidt. Jeg er alene hjemme, så du må nøjes med at genere mig. Jeg fortsatte med at fjerne ukrudt i haven, mens mor tog en runde i haven og 'bare' så på, eller gik rundt og smagte på både jordbær, hindbær og ribs.  Kirsebærtræet, som blev plantet sidste år, har jeg sat fuglenet over. De relative få kirsebær, der er på det træ, kan jeg sagtens spise selv. Da mor kom havde jeg spist de modne, så af dem var der var ingen smagsprøver til hende. Da jeg ikke gad mere havearbejde, gik vi ind på terrassen. Mor havde strikketøj med, og også lidt arbejde til mig. Noget der skulle sys sammen og hæftes ender på. Sweateren blev færdig, og mor kørte hjem igen, efter vi havde drukket eftermiddagskaffe. Jeg gik mig en tur mere og nu går jeg ud og vander indholdet i drivhuset, inden jeg selv skal vandes under bruseren.

Når løsninger skal findes

Vi har søgt og ledt overalt, for at finde et skab, der delvis kunne erstatte de to der måtte lade livet for at få plads til den nye fryser. Det viste sig at være en umulig opgave. På den plads vi har til rådighed, er der ikke er plads til at åbne almindelige låger og skuffer, så vores krav var jalousi- eller skydelåger. Hvis vi ville have et skab, måtte vi bygge det selv. Jeg foreslår Allan, at vi går ind og snakker med Designa. Det viste sig at være en rigtig god ide. Han er nemlig en kreativ herre, der eksperimenterer med alt muligt. Han havde gang i et pilotprojekt, som ikke var helt færdigt, men hvis hans glarmester sagde ja, ville vi være den første kunde. Vi bestilte to sortmalede glaslåger, nogle hjul og et par skinner, samt en bordplade. Nu har Allan lavet et skab. Vi synes det er superflot. Nu skal der bare en liste på ved gulvet og kanterne skal males grå eller sølvfarvet 
Nu har det meste af det, der stod tilbage på gulvet, efter omrokering og oprydning, fået en plads. Dog mangler strygebræt og støvsuger stadig et sted at være.
Historien om fryseren, har jeg prøvet at anmelde på Trustpilot. Det viser sig at være en umulig opgave. Der kræves et godkendt ordrenummer. Vi har intet ordrenummer, og uden sådan et, kan man ikke anmelde noget. Fakturanr. og reklamationsnr. er ikke godkendte numre. Jeg har skrevet til Trustpilot, og vedlagt dokumentation for købet, som de forlanger, men jeg har intet hørt. Løsningen blev, at jeg har smidt hele klagen ud på Facebook, mens jeg stadig har en lille mulighed for at holde dampen kørende. Klagen var jo skrevet og det ville være spild af kræfter at kassere det.    
Når vandreturen til Avnø måtte aflyses, og der var for meget sne og søle til at jeg kunne finde nogen steder jeg måtte gå, kørte vi i stedet en lille smut i bilen gennem skoven og ud til vandet søndag eftermiddag. Nu er de små veje, de fleste steder, igen til at færdes på. Jeg arbejde til sent i går, så i dag var min første ‘lange’ tur efter behandlingen. Det skulle jo nødig give bagslag, så jeg holdt turen på 4-5 km. Skal under behandling igen i morgen. Vi får se om jeg får grønt lys til mine skovture.  
Den sidste uge har jeg brugt en del timer på Lokalhistorisk Arkiv. Webmasteren have fat i mig. Han efterlyste mit klassebillede fra 1964. Gerne uddybet med så mange oplysninger som overhovedet muligt. Han fik for- og efternavne på alle mine 24 klassekammerater, og fødselsdage på mange af dem, samt forældrenes navne, stilling og bopæl dengang og nu. Der ligger stadig en del arbejde til mig på Arkivet, men i hverdagene har jeg nok at se til. Selvom jeg har en del ferie og fridage tilgode, arbejder jeg i øjeblikket flere timer på min hovedarbejdsplads, for at nå tingene til tiden. Så er det jo rigtig rart, at jeg ikke har problemer med at holde fri fra bijobbet og at A-kassen ikke kan blande sig.  
Vi har bestilt billetter til Grease i Tivolis Koncertsal i denne måned. Det glæder vi os til. Der er også bestilt en lille ferie til Kos. Det har dog lidt længere udsigter, men vi glæder os til at udforske endnu en af de græske øer.

Man skal ikke hidse sig op over noget, man ikke kan ændre på

Vi har brugt en del krudt på, at få nogen til at gøre noget alvorligt ved den reklamation omhandlende vores nye fryseskab, leveret her den 3. januar.
Jeg ved det ikke er nemt at være butikschef i dagens Danmark. Jeg har trods alt været ansat i branchen i 10 år, og kender alt en hel del til den situation butikscheferne står i. Det bliver min tolerancetærskel desværre ikke større af. Som min gamle chef, en særdeles dygtig købmand sagde, og stadig siger, så fatter han ikke, hvorfor man i kæderne ikke hører på butikscheferne, som trods alt står med kunderne til dagligt, og ved hvad der rører sig. Hvilke varer, ønsker og behov  kunderne har. Ganske simpelt fordi tilfredshed skaber kunder.
Vi har, både Allan og jeg, talt med Skousen flere gange. Han kan intet gøre. Vi har talt flere gange med det Servicecenter, som kører for hele kæden på Lolland, Falster og Sjælland. Da vi bad dem rykke for den ny låge, vendte de tilbage, og sagde at den ville blive leveret til butikken den 30. januar. Det kan bare ikke være rigtigt. Allan fik oplyst et telefonnummer til Witt, som har servicen på bl.a. alle Liebherr produkter i landet, og åbenbart er det øverste led, man kan nå som forbruger. Der var ikke andet at gøre, end at vente på lågen. Jeg var lige ved at gå op i limningen, da jeg fik den besked af Allan. Jeg ringer ikke mere, bedyrede han, selvom han ellers ikke er bange for at åbne munden, når uretfærdigheden blomstrer. Mit hjerte bankede af arrigskab, mens jeg omgående fløj til telefonen, for at fortælle om alle urimelighederne, og at de var nød til at gøre noget NU. Der var meget, meget tavst i den anden ende. Et øjeblik senere blev Allan ringet op på sin mobil af servicefirmaet, som ville sende en tekniker ud til os, om 5 dage, for at varme gummilisten op. Jeg ringede til Witt igen. Bad om at tale med den samme navngivne herre. At han var vældig flink, hjælper mig ikke en pind. Den gummiliste, tror jeg altså du skal se. Den er total flad og helt vredet, og kan ikke rettes op. Det var nemlig også det, den første tekniker sagde den ‘bare’ skulle. Nej, men de ville prøve at gøre et forsøg, så vi i det mindste kunne bruge fryseren. Jeg sagde, det var spild af både vores og alle andres tid. Vi ønsker den nye låge nu, eller et nyt skab, som jo næsten kan komme med dags varsel. Jamen sådan var det ikke. Når det var sådan et dyrt skab, vi havde købt, så gjorde man alt for at reparere det. Når det var en reservedel, så tog det bare længere tid, og de skulle også sørge for at reservedelene kom frem ubeskadiget. Derfor den lange ventetid. (Jeg har nævnt, at vi til alt held havde den gamle fryser, men havde vi  ikke haft det, havde situationen fra deres side ikke ændret på proceduren) Havde det været en billig fryser, så kunne vi have fået en ny… Giver det nogen mening, spørger jeg bare.
Tjekker I ikke jeres varer inden de bliver afsendt fra lageret, spørger jeg. Jo, det gjorde de. Så er der givetvis nogen, der har lukket øjnene her, for det er i hvert fald ikke tjekket. Han var helt enig og beklagede, at vi var havnet i den situation. Han gav mig også ret i, at det var helt urimeligt, men at der ikke var andet at gøre end at vente på den nye låge. I går blev Allan ringet op af en ny tekniker/montør, der alligevel var blevet bedt om at kontakte os, for at se om han kunne afhjælpe skaden midlertidig. Han kunne intet stille op. Jeg prøver at lade være med at tænke på, alle de historier jeg har hørt den sidste måned, om hvad andre har været igennem, og de historier jeg har læst mig til på nettet, uanset mærke og arten af hvidevarer.
De kommer og monterer den nye låge fredag den 31. Jeg håber d…. ikke, der er mere i vejen med den fryser, når den igen får strøm. Billederne er fra de sidste par dages vandreture.

Livet er en stor flytning og hjernegymnastik

Det skulle være så godt, men så rendte vi ind i et problem. Vi havde målt op. Begge to endda, så vi havde helt styr på hvor meget længde og bredde der var plads til, da vi mellem jul og nytår stod i butikken for at købe ny fryser. En der passede nogenlunde på målene, var bare ikke muligt. Enten kunne vi få en der var alt for lille til vores behov, eller også kunne vi få en, hvor vi skulle flytte ydermuren for at få plads til den. Kummefrysere er stort set en udgået vare fik vi at vide, fordi folk ikke vil have dem. Jeg har aldrig ville eje en skabsfryser. Dem har jeg haft alt for meget ‘ballade’ med de steder jeg arbejdede som servetrice. Men jeg havde atlså intet valg. Efter megen snak, og vished om at det kunne stå på det udvalgte sted, både i højden men også for både det ene og det andet vindue, bestilte vi et stort Liebherr. Da vi kom hjem, kunne Allan godt se, at det alligevel ikke kunne stå, hvor vi havde regnet med det skulle. Jeg havde mest lyst til at ringe og annullere handlen, men en fryser var nødvendig, så det duede altså ikke. Vi har brugt timer på at rive køkken ned, lave gang og værelse om. Heldigvis kun ved opmåling, snak og i tankerne. Vi fandt den eneste, bedste og billigste løsning uden at vi behøver at skulle bygge til eller flytte et andet sted hen.  
Løsningen består i at flytte to skabe, som vi også må undvære i fremtiden. Umiddelbart en rimelig let sag, hvis altså ikke det var fordi disse skabe danner væg til et andet rum. For ikke at skulle lave både væg, loft og gulv om i to rum, skal skabsrammen blive stående og det nye fryseskab skal ind i dette hul. Skabene står på sokkel og bærer altså hele skabsvæggen, og soklen skal fjernes, for at fryseskabet kan komme ind i højen. Det betyder altså en mindre ombygning igen. Alt det der stod i disse to skabe skal have en ny plads. Vi har bare ikke flere pladser. Allan foreslår hurtigt at vi køber et par skabe mere. Jo, men hvor vil du stille dem. Nå, ja, det kunne han da godt se. Er I klar over hvor meget sådan et dobbeltskab rummer, når den ene halvdel er fyldt med hylder… Foreløbig har jeg nærmest kun fået plads til alt mit ‘hjemmebryg.’
I går gik Allan i gang med at brække skabene ned og bygge op igen. Fryseskabet ankom også i går og venter tålmodigt på at komme på plads. Jeg kigger i skuffer og skabe, for at se hvad vi kan flytte rundt på. Hver gang jeg finder et nyt opbevaringssted, er der andet der skal flyttes. Lidt bliver kasseret, men ikke noget der batter noget. Vi har loft over hele huset, men der fik jeg ryddet op for et par år siden, så der stort set kun er julepynt og legetøj tilbage. Der skal vi ikke have fyldt op igen. Da begge ungerne boede hjemme, var der plads til dem og alle deres ting, og altså også to værelser mindre til os. Vi bliver nød til at sortere og kassere endnu engang. Jeg ved det ikke er nemt, men det er simpelthen en nødvendighed. På gulvet både her og der, står der en masse ting der skal have en plads et eller andet sted. Det må flyttes lidt efter lidt.

Allan har længe gået og sukket efter en tablet og er nu den lykkelige ejer af sådan et væsen. Hver eneste aften sidder han og sukker og jamrer over dette nye legetøj. Det vil ikke som han vil, og han er en mand der absolut ikke mestrer tålmodighedens kunst ret godt. Der kommer masser af lyd og armbevægelser fra hans side, når han sidder med det nye vidunder. Selvom den ikke er som min iPad, og jeg bestemt ikke er nogen erfaren bruger i den slags nørderier, så fik jeg da fjernet et par af de forhindringer han jamrede højlydt over i aftes. Så lykkelig var han, og det er han stadig.

De mærkeligste lyster kan pludselig dukke op

Søndag formiddag sad jeg ved computeren og læste lidt rundt omkring på bloggene, da jeg pludselig fik lyst til at male badeværelse. En underlig lyst pludselig at få. Godt nok er det noget jeg har ønsket jeg fik gjort allerede i vinters, fordi det trængte, men jeg har udskudt det, den ene måned efter den anden. Hvor den skøre ide kom fra sådan lige pludselig aner jeg ikke, men det var jo bare at komme i gang inden jeg fortrød.

Da vi drak eftermiddagskaffe, kom der endnu en mærkelig lyst over mig. Jeg ville gøre hovedrent i hele huset. Den lyst ignorerede jeg dog og fortsatte på badeværelse. Det kunne ellers rigtigt godt ligne mig at få slæbt kost, spand, gulvskrubbe og hele molevitten frem. Fornuften skal også have lov at råde engang imellem.
Vi har et par havelåger, for Camillas hundes skyld. Den ene låge, ville jeg gerne have flyttet 3 meter, så den kom mere “om i haven.”  Nu er havelågen flyttet, og lukket til ære for fotografen. I det daglige står den åben og er tøjret med en krog på væggen. Denne gamle hvide havelåge var en nødløsning, der blev sat op for flere år siden. Den fungerede jo fint, selvom den var lidt lav og spinkel i det. Så det blev en mere permanent løsning en beregnet.



Nu har vi Allan igen kigget på ny låge, men de passer ikke i størrelsen på vores smøge, så lågen skulle speciellaves. Det ville betyde en meget kostbar låge. Derfor gik Allan i gang med at lave en selv. Lågen er færdig, den skal blot males.

Tidligere på året, da jeg var i planteskolen fik jeg lyst til at prøve at have en hjulkrone i krydderurtebedet. Den var længe om at vokse, men nu har den fået vokseværk. Du milde kineser, sikke et træ det er blevet. Klik evt. billedet større. Nu er planten beskåret kraftigt. Selvom de små blå blomster lyser op i salaten og på maden, så er det fint med mig, at det kun er en etårig plante. Jeg kan nok finde noget andet at putte i munden, når jeg render rundt i haven. Ellers må jeg købe mig til lidt, som jeg har gjort i dag, da jeg kom forbi en bod, der solgte kirsebær. Det kan jeg ikke stå for. Kirsebær et den allerbedste frugt der findes. De to kirsebær, der sad på vores nyplantede træ, er væk, og det er ikke mig, der har spist dem.