De første udfordringer i Vágar

Vores første dag på Færøerne, onsdag den 21. august 2013
Allerede i flyet bemærkede jeg hurtigt, at de fleste rejste i ganske almindelige jakker, men vi var bestemt ikke de eneste med skitøj, men det var stadig ikke til at konkludere hvad der var normal påklædning. Vi landede i sol og 17 grader, og mødte selvfølgelig mange i shorts og bare arme, så den skijakke var lidt overflødig. Vi skulle bare have udleveret nogle bilnøgler, og finde 62ºN Airport Hotel, så kunne vi få læsset af og få lagt lidt mere af det varme tøj. 
Vi fandt bilen, pakket ind i det fjerneste hjørne. Da Allan satte bilnøglerne i lyste alle advarselslamper ham lige i ansigtet og alle viserne for rundt, så han næsten blev helt rundtosset. Han havde aldrig oplevet noget lignende. Displayet fortalte at bilen skulle til service. Allan prøvede at dreje nøglen en gang mere, med blot med samme resultat. Bilen startede fint og sagde ingen underlige lyde, men vi skulle trods alt køre i den en hel uge, så vi var ikke helt trygge ved de signaler, selvom vi også gik ud fra, at bilen måtte være tjekket og fundet i orden til en uges kørsel mere, efter den tidligere lejer havde stillet bilen!
En anden udfordring var at den Opel Meriva, var udstyret med en elektrisk håndbremse.  Det havde vi aldrig stiftet bekendskab med før. Vi anbragte fru Garmin i forruden, og bad hende finde vores hotel, men hun var frosset helt fast, og nægtede at røre på sig. Det fik jeg dog løst, men Færøerne kendte hun slet ikke. Der var ikke andet for, end at vi begav os ud på egen hånd, med det sædvanlige gode gamle kort, og evt. spørge om vej. Allan har, mens vi var deroppe, undersøgt sagen, og fået oplyst, at man skal købe en specielt Færørkort, et micro SD kort, til 495,- kr., som man kan køre efter. Vil man have det hele med, så skal man ryste op med 1.495,- kr. Det kræver dog at det ER en Garmin.Har man ikke det mærke, må man nøjes med et papirkort. Hvordan det Færøkort skal forstås og hvad forskellen er, bliver vi svar skyldige. Allan fik bare bekræftet, det han nægtede at tro på. Nemlig at en almindelig GPS ikke kan finde færøerne. Vi klarede os nu ganske udmærket med vores kort. 










Efter at have kørt lidt rundt i Sørvagurs omegn, spørger vi om vej til hotellet, som vi ellers kunne se fra lufthavnen, men som pist… forsvandt, da vi sad i bilen. Det viste sig, at vi var kørt lige forbi. Oplysninger, informationer og vejskiltning er generelt mangelfuldt, synes vi.
Efter at have læsset kufferter af, og meddelt hotellet, hvor vores biludlejer opholder sig, at der var problemer med bilen, kørte vi en tur ned til havnen, for at finde båden til Mykines. Det lykkedes os at finde et par havnearbejdere, hvoraf den ene var en del af mandskabet der sejlede med båden hver dag. Jeg har jo læst på lektien, så jeg spurgte, om vi kunne være sikker på at komme både frem og tilbage til Mykines, hvis vi tog med båden dagen efter. “Skippers” svar var, at sikker kan man aldrig være. Mig, hvor stor er risikoen for, at man p.g.a. pludselig vejrskift, må have en overnatning på øen. Skipper: Det er sket, men endnu ikke i år og det ser lovende ud i morgen hvor de lover godt vejr. Fjeldvandring på Mykines, stod højt på ønskesedlen, men ingen adgang på båden uden pladsreservation, så vi måtte hjem og bestille plads.
Vi kørte videre mod Bøur og gennem den “nye” tunnel, som kun var sparsom belyst og kun i et spor, med nogle vigepladser. Gásadalur kunne man før tunnellen blev bygget i 2004, kun sejle dertil. De har virkelig boet afsides og isoleret, de mennesker. Selvom vi kørte et pænt stykke nedad, efter vi var kørt ud ad tunnellen, se det lille bitte hul i billede nr. 3 eller 6 (det med stigen) ligger den lille bygd alligevel meget, meget højt over havet. Vi gik en lille tur. Jeg talte 17 huse. Om de alle er beboet, ved jeg ikke, men før tunnellen kom, var der kun 7 indbyggere i bygden. Det må da være verdens ende, efter min mening, men den ligger et helt andet sted på Færøerne, hvor vi også har været. Vi kørte tilbage til hotellet, hvor Allan talte med biludlejerchefens søn. De ville kigge på bilen i morgen tidlig. Vi sad længe over aftensmaden og nød udsigten fra restauranten.
Vi kunne se, der ville blive en flot solnedgang. Det måtte vi da have med, så vi afsted med kameraerne. Solnedgangen måtte kunne ses nede ved vandet. Der var nu længere ned end vi lige havde forudset. En ting er bil, og et andet er bentøj i det bakkede terræn. Vi gik og løb i det uendelige, og da vi nåede byen og vandet, var det alligevel ikke der, det skete. Allan mente ellers, at hvis vi bare gik lidt længere, så kunne vi få det hele med. Vi var ikke helt enige, men der lå hele tiden en fjeldtop i vejen, og dagen efter, hvor det igen blev lyst, måtte han indse, at selvom vi havde kørt i bil eller været på fjeldvandring, havde det været en umulighed.

Ferie og Færøerne

Vores sommerferie bliver altid holdt af to omgange, og den første del af ferien er afviklet for nogle uger siden. Nu føles det pludselig som meget, meget længe siden, vi bestilte den rejse vi har glædet os så meget til.  Jeg har selvfølgelig læst en masse om Færøerne, og vidste at man anbefalede regntøj, vandtæt fodtøj, lag på lag tøj, en varm trøje og en hue, da det kan være rigtigt koldt, især hvis man skal opholde sig på og ved vandet. Da jeg fortalte Allan om vejrforholdene, ville ham partout have sin skijakke på med, hvortil jeg siger, at nu må du altså stoppe. Det er august og temperaturen ligger på 9-16 grader døgnet rundt deroppe, og vi vil da aldrig tage skitøjet på herhjemme før det er vinter. 16 grader betyder jo shorts og bare arme. Vores vand- og vindtætte jakker og en tyk trøje er da godt nok. Han var ikke til at hugge eller stikke i, for han ville i hvert fald ikke gå og fryse. I sidste øjeblik, hvor vi var ved at forlade hjemmet, hev jeg i stedet også min skijakke med, og alligevel var jeg sikker på, vi kom til at svede tran. Bare tanken om at skulle have den på, gav mig hedeture i de 23 graders varme, det var på Lolland.



























I onsdags kørte vi til Kastrup og steg på flyveren. Selvom nogen havde fortalt os, at det kun var små fly der fløj på den rute, sagde vores billetter noget andet. Det var heller ikke noget lille fly. Der var plads til lige så mange passagerer, som når vi flyver sydpå. Der var bare den forskel at vores fly ikke var fyldt helt op. Der var en del tomme flysæder. Benplads manglede vi bestemt heller ikke. 2 timer og 10 min.  skulle man nok kunne klare den uden fast føde, men alle ombord blev beværtet undervejs, med gratis mad og drikke.
Da Færøerne ikke har sommertid, skulle urene stilles en time tilbage, og da vi lagde an til landing, var vi straks klar over at lufthavnen havde en meget kort landingsbane. Vi har før set små bitte lufthavne, og Vágar hører absolut til slagsen. Det hører også til sjældenhederne at man ikke skal stige på en lufthavnsbus og transporteres til lufthavnsterminalen. I Vágar blev vi lukket ud på landingsbanen og gik over flyvepladsen og ind i et lille rum, hvor der var et eneste kuffertbånd.

Når dette indlæg udgives, er vi atter på dansk jord og ferien er slut. Den første udfordring fik vi allerede i lufthavnen, da vi havde fået overdraget nøglerne til udlejningsbilen, men den, og alle de andre oplevelser, vil komme efterhånden, som jeg kan finde tiden til at få skrevet beretningerne. Jeg har en enkelt fridag til lige at få tømt kufferterne, og få vasket lidt tøj inden jeg skal møde på arbejde fredag. Fordelen ved dette, er at det bliver en meget kort arbejdsuge inden det er weekend.

Snydt for en tur til Bornholm

De fleste skolebørn har vist været en tur på Bornholm. Selvom vi hvert år, siden mine forældre fik bil i 60´erne, var på campingferie rundt i Danmark, havde vi aldrig været på Bornholm, så for mig var denne tur en stor oplevelse. 
Da jeg lærte Allan at kende, sukkede han over, at han aldrig havde været på Bornholm, fordi han ikke måtte komme med klassen afsted for sin far stedfar. I stedet skulle han have almindelig skolegang, sammen med en anden lidelsesfælle.
Allans store drøm var at se det alle andre talte om, og jeg havde bestemt ikke noget imod et gensyn med den smukke klippeø.
Sammen med Allans søster drog vi 4 voksne og 2 små børn til Gudhjem, på Sletten Camping i 1980. Børnene var kun 2-3 år, så de blev båret op og ned ad mange trapper, og når de små ben blev trætte på de lange vandreture gennem Almindingen, Hammershus, Helligdomsklipperne.  
Der blev dog også tid til leg og vandpjaskeri under behørigt opsyn. Vi var på en sejltur ind i en grotte.
Efter en strandtur, kan det hænde man bliver træt og falder i søvn i trækvognen mellem alle pakkenellikerne. Der blev set på  kirker, og røgeri. Nogen af os spiste nyrøgede sild. Det eneste vi vist ikke nåede var en sejltur til Christiansø. Vi var nede og kigge på det, men det blæste en halv pelikan, så vi blev på land.

Ungerne kom i seng til normal sengetid. Det betød at vi havde nogle lange aftener, hvor vi ikke kunne rende nogen steder, så vi sad og raflede og hyggede os, eller gik tur to og to, mens de andre passede børn.
Efter en uge var det hjemrejse, og vi skulle selvfølgelig følges ad, som vi havde gjort på udturen. Det gik også fint til vi nåede Limhamn, hvor vi ankom i god tid til færgen. Allan kørte direkte ind i opmarchbåsene, mens vi så svigerinden og svogeren smuttede hen til ishuset. Færgen var ved at sejle, og vi blev vinket ombord. Allan prøvede at sige vi fulgtes med nogen, men vi skulle altså bare køre ombord, selvom vi først havde tid næste afgang. De andre så vi kørte ombord, og skyndte sig efter os, men da de nåede frem var klappen lukket, og vi sejlede. Da vi nåede Dragør, var det så vores tur til at købe en is, og vente på de andre kom i land. De blev glade, da de så, vi ventede på dem. De var nemlig blevet lidt småfornærmet, da vi bare stak af fra dem, fortalte de. Det kan vist diskuteres, hvem der stak af fra hvem, da de ikke fulgte efter Allan, som kørte forrest. 

Ferie ved Limfjorden i en våd og utæt campingvogn

Selvom det er 26 år siden denne ferie fandt sted, så står den stadig i klar erindring hos os alle.
Vi har været ejere af både telt og camplet, men en campingvogn måtte være det rene luksus, så vi lejede en på Egense campingplads. Den så umiddelbart fin ud, da vi fik overdraget nøglerne. Der kom en regnskylle da ungerne var lagt i seng, og det dryppede direkte ned på dem, så vi måtte rykke sammen alle 4 i den ene ende, hvor vi knapt kunne være. Om natten blev vi og madrasserne sjask våde også i den afdeling. Det ville jeg ikke finde mig i, så jeg bad om at få en anden campingvogn, men alt var optaget. Så ville jeg have alle mine penge retur, men det kunne heller ikke lade sig gøre. Jeg blev godt nok sur. Til sidst indvilligede han i at udbetale os for de resterende nætter, og vi forlod stedet.
Hvad pokker skulle vi nu, vi havde ingen telt, og der stod ikke hotelværelser på vores budget. Vi kørte til Skagen og fik set bunkerne og den tilsandede kirke ved Råbjerg Mile. Der var sand så langt øjet rakte. Det var imponerende med al det sand. Bare et par år senere kunne vi ikke kende området, så meget flytter sandet sig. Landskabet var helt fladt, og ikke de bakker vi oplevede første gang. 
Vi bestemte os for at køre til Hjerl Hede, hvor vi overnattede i bilen alle fire. Om morgenen kom der et modent ægtepar over til os. De kom fra Sønderjylland, og havde sovet i et lille telt på P-pladsen ikke langt fra os. De bød på kaffe, inden vi alle skulle ind på Hjerl Hede. Vi hilste pænt farvel og tak, men de sagde bare, vi ses da derinde. Faktisk blev de ved med at følge efter os. Det føltes slet ikke påtrængende, men jeg forventede da, at de hurtigt blev træt af os og ungerne, men de nød det tilsyneladende i stor stil, og ungerne dem. Vi hyggede os sammen hele dagen. Da det var lukketid udvekslede vi adresser, og vi har skrevet sammen lige siden, og også besøgt hinanden nogle gange. Desværre er manden død for en del år siden, men konen har vi stadig forbindelse med.
Hvor vi skulle sove, havde vi absolut ingen ide om, men vi havde jo selv sengetøj med, og måtte så prøve at ringe på, når vi mødte et Zimmer/Rum skilt. Efter at have rendt rundt i støv en hel dag, og været uden bad i mere end et døgn, følte vi os møgbeskidte. Jeg sagde til Allan, at de får et chok, når de lukker op, og ser sådan en usoigneret familie. Vi var lykkelige, da vi venligt blev lukket ind, og fik anvist et værelse med to opredte senge, hvor der var plads til opredning til yderligere to. Hvis vi selv havde sengetøj med, var ungernes overnatning gratis. Det havde vi. Der duftede af renhed, og sengetøjet var kridhvidt med så skarpe pressefolder, at man kunne skære sig på dem. Inden værtinden forsvandt, spurgte jeg, om der var mulighed for at få et bad, og vi fik anvist “vores eget” badeværelse med karbad, til ungernes store fornøjelse. Hvilken luksus. Vi følte os rigtigt godt behandlet. Det var i den grad en positiv oplevelse fra A til Z. Vi har også siden benyttet os af den form for overnatning. Vi fik en helt anden, og endnu bedre ferie, end vi havde bestilt. Den ferie har givet os mange glæder igennem alle årene, der er gået.

Vandretur over Dornæs til Romsø

Dornæs og Romsø ejes af Søholt, og er normalt et lukket område, man ikke har adgang til. Da jeg så, der var en guidet tur dertil, mødte vi op i lørdags og gik med. Vejret så en smule regntruende ud om formiddagen, men det holdt tørt. Vi havde 23 grader, på hele turen. Solen brød af og til gennem skyerne og varmede gevaldigt. Godt jeg havde taget shorts på og den kortærmede bluse. Dog med regnfrakken bundet om livet.
Som man  kan se på dette gamle matrikelkort fra 1842 vist nok, var Romsø en lille ø, man skulle sejle til. I dag er øen vokset sammen med Dornæs, så man kan gå dertil over et fugtigt engstykke. Guiden fortalte meget under hele turen om det hele. Vi fik hele Søholts historie i en kort version. Han fortalte om Maribosøerne og selvfølgelig Søndersøen, som er Danmarks ø-rigeste-ø, med hele 22 øer. Han nævnte også navnene på flere af dem. Jeg husker kun den allersidste, som fik navnet “Kom Sidst”, fordi det ganske enkelt, var den sidste ø der dukkede op.

Han fortalte om dyrelivet og floraen vi mødte.Vi så havørne i massevis, og mange andre rovfugle. Dem med kiggert kunne selvfølgelig se meget mere end os.    
Vi så små brune springfrøer og fik oplyst navnene på en masse planter. Mit hovede kunne ikke rumme alle de nye informationer, så jeg nøjedes med at nyde synet af det hele.
Da vi nåede frem til fiskerhuset på Romsø, drak vi den medbragte kaffe på græsplænen, mens husets “sommerhus”-beboere, sammen med guiden fortalte om stedet. Fiskerhuset har hverken indlagt strøm eller vand. Skal man på toilettet er det en tur i skoven med en spade og en rulle toiletpapir. De eneste modernede fasciliteter er en transistorradio med batteri og en mobiltlf, som oplades på solceller.
Vi fik fortalt, at der var flere snoge, og vi var velkommen til at gå en tur rundt og se det hele. Da kaffen var drukket gik vi en lille tur. Der var vinbjergsnegle i hundredevis, og det ville være synd at træde på en af dem, syntes vi.  
Beboeren var ved at bygge en ny bro, som vi ville ned og se, også fordi der var stor mulighed for at se en af de mange snoge, han sagde, var der. Jeg plukkede lidt vandmynte med hjem, som er hængt til tørre.Mens vi stod og kiggede ud over Søndersø og så på en fiskehejre, kom Anemonen sejlende med et hold turister. En tur med Anemonen er en populær udflugt. Sådan fik vores lørdag ben at gå på. Vi var først hjemme igen til spisetid, og heller ikke her, havde det regnet med en eneste dråbe. Vi har fået en smule vand i juni måned, men ellers er vi stort set gået ram forbi, siden februar, så her er rigtigt tørt. Siden 1. marts har vi kun fået 178 mm vand, hvoraf de 75 faldt i juni måned. 33 mm i april og 41 mm i maj. Resten af de 29 mm skal fordeles på marts, juli og august. 
Søndag aften, hang regnbuen i en hel cirkelbue næsten lige over hovedet på os. I hvert fald så tæt, at det var umuligt at få hele buen med i kameraet på en gang. Jeg løb afsted, så hvis naboerne har set mig, har de nok tænkt deres, da jeg benede afsted. Jeg ville ned til vandet, vel vidende at jeg kom endnu tættere på. Jeg håbede bare jeg nåede frem inden regnbuen forsvandt. Det tog mig 5 min. kan jeg se på billederne. Regnbuen gik fra sydøst til nordvest, fra den ene ende af horisonten til den anden.
Jeg fik set det jeg ville og da jeg vendte mig om for at at løbe hjem igen, så himlen over vort hus sådan ud. Fra billedet er taget i egen indkørsel til det sidste himmelbillede er skudt, er der et interval på 8 min. Jeg kan bare konstatere, at de lange aftener igen er ved at være forbi.

Intet nyt under solen

I som har fulgt med her på bloggen de sidste par år, ved at jeg cykler på arbejde. I hvert fald 3 dage om ugen, og jeg nyder mine ture, både om morgenen og om eftermiddagen. Jeg bliver aldrig træt af den natur jeg møder.

Da sommeren ikke har givet os noget vand, har det ikke været nødvendig med de høje benløft, men når jeg når frem til kontoret, er jeg indhyllet i spindelvæv. Græsset og de vilde planter, på en lille del af ruten, når langt op over hovedet på mig, når jeg sidder på cykelsadlen.
Jeg nyder stadig lydene og synet af skovens dyr omkring mig. Jeg kan cykle ganske tæt forbi de græssende dyr, men så snart jeg hopper af cyklen, springer de afsted og gemmer sig. Dette dyr var noget længere væk, så det nåede jeg at fange, inden det fik færten af mig.
I aftes var vi til den årlige gadefest, som ikke minder meget, om det man forstår ved fest. Hver familie kommer med en ret mad. Grundejerforeningen giver sild, snaps og ost. Vi medbringer selv alt hvad vi skal bruge, incl. tallerkener, bestik, kaffe og drikkevarer. I aftes var vi vist de færreste deltagere nogensinde, nemlig kun 15 personer. Vi snakker, hygger, synger et par sange om det lille smørhul vi bor i. Ved midnatstid forlod de sidste 6 personer også spejderhytten. Allan er i bestyrelsen, så hans opgave er i skrivende stund at hjælpe med at fjerne borde og stole. Ligesom han hjalp til med at opstille det.

En udtjent skindtaske bliver til nyt kameraetui

Min uundværlige taske var efterhånden godt slidt og begyndt at gå op i syningen. Jeg havde faktisk lige bedt Allan om at smide den i skraldespanden, når han alligevel skulle forbi. Der gik ikke mange minutter, før jeg ytrede, at jeg nok havde fortrudt, hvorefter han sagde, at det ikke var noget problem, da den lå øverst og ikke kunne have taget skade af den tur.
Mit gamle og langt fra kønne etui skulle bare være midlertidig. Tasken blev hentet ind, og jeg gik i gang med at klippe den i stykker. Det slidte og grimme skind blev kasseret. Det var lidt af et puslespil at få skindet til at række til et nyt etui, der var stort nok til at rumme kameraet. Mellem for og skind blev engangsvaskeklude brugt som polstring, så kameraet er godt beskyttet. I gemmerne fandt jeg en skindknap. Etuiet står mig i 25,- kr. for noget skindlignende kantebånd. Lynlåsen i Allans lige så uundværlige rygsæk var også gået i stykker. Selvom det er en dyr taske, gad jeg ikke bikse med at sætte en ny lynlås i, fordi det indebar at tasken skulle sprættes op. Prøv at gå til en skrædder og forhør dig om, hvad det koster at få sat en ny lynlås i. Jeg tror dog, at du skal regne med at købe en ny rygsæk. Allan kom hjem, og sagde at skrædderen ville prøve at reparere lynlåsen. Reparere? Hvordan kan han dog det? Lynlåsens tapper er jo gået helt ud af facon. Det vidste Allan selvfølgelig ikke noget om, men det ville koste nogle få kroner.
Det er godt håndværk. Reparationen kan overhovedet ikke ses. Jeg er imponeret. Tænk hvad man kan få for 75,- kr. En ny rygsæk magen til, ville koste en lille tudse. Det kan altså godt betale sig at reparere og genbruge ting.
Den sidste tid, har jeg tit tænkt på, at min japanske vognlygte, jeg kender kun blomsten ved det navn, til forveksling ligner ananaskirsebær. Hvis man kan forveksle ramsløg og liljekonvaller, kan disse også. Jeg har ikke i sinde at smage på blomsten, men jeg spiser med glæde mine ananaskirsebær.

Mums, de er altså gode. Meget større og bedre end dem man køber, men sådan er det jo altid. Der er rigtigt mange bær på, men de modnes ikke i hobetal, så jeg kan sagtens nå spise op hver dag. Jeg er spændt på om de alle kan nå at modne, for der er rigtig, rigtig mange grønne.