Mandagstema: Eksotisk

De tropiske lande har vi desværre aldrig besøgt, men der findes meget andet eksotisk i denne verden. Vi har i mange år været medlem, af Adoption og Samfund, hvor jeg også har siddet i lokalbestyrelsen for Storstrøms Amt nogle år. Der mødtes vi adoptanter med vores børn til flere arrangementer årlig. Bl.a. en fastelavsfest, en sommerfest og et kulturelt indslag.
Vi forældre kunne ikke få viden nok omkring de forskellige afgiverlande. Vi havde det tilfælles, at vi gerne ville vide alt omkring det land vores børn kom fra. Derfor bestod det kulturelle indslag altid af en foredragsholder, som var født og opvokset i afgiverlandet, og først tilflyttet Danmark sent i voksenlivet. Eller af en dansker der havde levet en stor del af livet i det pågældende land.






















Vi har stiftet bekendskab med utroligt mange, og vidt forskellige landes kultur, religion, tøj og mad. Vi fik svar på hvert eneste spørgsmål vi stillede.
Der var altid lavet en større udstilling og salgsbod med alverdens ting og sager, produceret i det omhandlende land. Vi sang sange på det pågældende sprog. Det kulinariske islæt på dagen, var selvfølgelig også en varm ret fra det pågældende land. Maden blev altid produceret på stedet af en medrepræsentant af foredragsholderen.
Vi har spist indisk, koreansk, brasiliansk, og…nej det bliver for omfattende at remse op, men det var altid en stor fornøjelse at sætte sig til bords
Børnene interesserede det ikke det fjerneste. Heller ikke de større børn. De legede bare sammen imens på kryds og tværs af alle nationaliteter, og spiste hvad der blev serveret. Alligevel er vi af den overbevisning, at alle disse arrangementer har gavnet vores børn, og vi selv har haft stor glæde af det i rigtigt mange år. Da vores børn var blevet store, og til sidst ikke havde lyst til at deltage, valgte jeg at træde ud af bestyrelsen. Allan og jeg tog afsted alene et par gange, men valgte så at melde os helt ud af foreningen.
Du kan se andre eksotiske bud her.

En særlig dag

For 28 år siden, var det ikke bare Allan og jeg, i familien, der gik og ventede på at blive forældre. Det gjorde mine forældre også. At de havde fejret sølvbryllup og allerede havde flere børnebørn, gav en masse snak i det lille samfund og langt derudover også, da mine forældre er og var kendt p.g.a. af deres erhverv.
Allan og jeg havde ventet længe, rigtig, rigtig meget længe, og der var overhovedet intet synligt bevis for, at det var ved at ske. Vi havde ingen anelse om fødselstidspunktet. Vi var dog blevet lovet, at vi ville få et barn inden jul. Vi havde ikke andet end ønsker og håb at holde os til.
Tidligt om formiddagen ringer mor til mig på arbejdet, og siger at jeg har fået en lillebror. Mor vidste, hvor brændende, vi ønskede et barn, så det var lidt svært at fortælle os begivenheden, også fordi det bestemt ikke var en planlagt graviditet, hun selv gik igennem.
Der gik ikke ret lang tid før jeg fik en opringning fra Storstrøms Amt. De fortalte at de lige havde fået et barn i forslag til os, som det hedder, om vi ville komme at se billedet af den lille pige i eftermiddag. Selvfølgelig ville vi det, min lykke kendte ingen grænser, men hvordan pokker fik jeg fat i Allan. Det var før mobiltelefonens tid. Han kørte som håndværker på Krenkerup Gods, så jeg vidste faktisk slet ikke hvor han befandt sig. Jeg ringede til godskontoret, men der vidste man heller ikke hvor han var. De ville dog sætte en mand på sagen for at finde ham. Det viste sig at de havde sendt en besked over samtaleanlægget i bilen, så alle ansatte kunne høre det. ”Allan, din kone har ringet, du skal mødes med hende på Amtet kl. 14? for at se, et billede af din lille pige.” Vi mødte op, men var allerede solgt, inden vi fik set billedet. Der var ikke mange informationer, der fulgte med, ud over at hun var godt en måned gammel, og skulle være sund og rask, at hendes biologiske familie er kendt i det koreanske system. Efter at have set billedet fik vi spørgsmålet: ”Vil I have dette barn!” Sikke dog et spørgsmål, hvordan kan man dog spørge om sådan noget. Selvfølgelig ville vi have hende, hun var jo allerede vores. Man kan da ikke kassere et barn, der er bestemt for en. Vi tog hele pakken, uden at vide hvad den indeholdt, men sådan er en ganske almindelig fødsel jo også, når man ser bort fra designerbørn.
Vi plejer ikke at fejre Camilla i dag, selvom det altid vil være en stor dag. Mange adoptanter fejre “kommedagen” Det gør vi heller ikke. Camilla bliver fejret på sin fødselsdag, ligesom alle de andre børn i familien. Men begge dage er noget vi aldrig glemmer, og hører til blandt de største glæder i vores liv.
I aften skal vi fejre Mark. De unge har nemlig inviteret på aftensmad, selvom det ikke bliver den fødselsdag det plejer. Vi kommer til at mangle endnu en elsket person rundt om bordet. Det er som om de kedelige begivenheder har slået sig ned i familien, og ikke mindst i de unge menneskers. Vi er på vej ud ad døren, og skal gøre vores til, at det bliver en hyggelig aften.

Adoption kontra fertilitet

Hos Landsforeningen Adoption & Samfund, kan man læse alt om adoption, både om tiden før og efter. Jeg har selv været i bestyrelsen i lokalforeningen nogle år, da vores børn var små. Og i mere end 30 år, har foreningen kæmpet for bedre vilkår for adoptanter. Heldigvis skete der store fremskridt i år 2000. Før den tid, var det endnu vanskeligere at adoptere, end det er i dag. Foreningen kæmper stadig en kamp for, at adoptanter kan blive ligestillet økonomisk med fertilitetsbehandling og i det hele taget bare blive ligestillet med en almindelig fødsel.

Som man kan læse hos Ellen, er der enighed om, at hver enkelt borger betaler af egen lomme for fertilitetsbehandling. Det er desværre ikke en menneskeret, at få børn. Men det er heller ikke en økonomisk opgave for samfundet. Der er rigtig mange ufrivillige barnløse, som vil give alt hvad de ejer, for at få de børn de så brændende ønsker sig.

(Hvis ikke du vil læse om mit liv, vores kamp, så er det nu du skal stoppe )

For næsten 30 år siden valgte vi at adoptere. Vi kunne have brugt pengene på fertilitet, hvis undersøgelserne, vi aldrig fik taget i den forbindelse, havde fundet os egnet, men jeg ville ikke udsætte min krop eller psyke for denne belastning. Uanset hvad vi valgte, ville det koste os en formue. Dengang var der ikke en eneste krone at hente fra det offentlige. Vi valgte adoption lige fra starten, og måtte igennem en masse samtaler, hvor hele vores liv fra barn til daværende stadie blev endevendt. Samtaler både i fællesskab og enkeltvis, om forholdet til vores nærmeste familie, arbejdskollegaer, vores syn på børneopdragelse, børnehaven hvor Mads gik, blev kontaktet uden vores vidende, osv. osv. Da vi endelig smuttede gennem nåleøjet og fik papir på at vi var “egnet som forældre”, var vi lykkelige. Nu skulle vi bare vente, på at få et barn i forslag, som det hedder. Afgiverlandene gør meget ud af, at finde det helt rigtige barn til adoptivforældrene. Barnet skal matche sin nye familie så meget som muligt, både socialt og intellektuelt, hvis det er muligt. Endelig fik vi vores datter, men kun i døgnpleje, fordi reglerne var sådan dengang. Endelig godkendelse ville ske, inden for et år, efter barnets ankomst, når en socialrådgiver fra Amtet, havde været på hjemmebesøg 2 – 5 gange, for at se om vi kunne magte opgaven med endnu et barn. Før dette var sket kunne barnet ikke blive døbt. Der blev skrevet rapport og taget billeder, som blev behandlet på møder og sendt videre til afgiverlandet. Otte måneder efter ankomsten, fik vi endelig papir på, at vi var godkendt som forældre. Og vi slap endda billigt. I sammenligning med andre, gik vores sag også meget hurtigt. Mange har været meget, meget mere igennem end vi har, og rigtigt mange fik afslag. Fik man afslag var det definitivt slut. Under samtalerne og undersøgelserne, blev vi blev spurgt hvad vi syntes om alle undersøgelserne, og jeg sagde, som det var, at jeg slet ikke kunne se, hvad en hel del af det vedkom sagen. Svaret på dét var, at det alt sammen var p.g.a. barnets tarv. Den dag i dag, har jeg stadig samme mening om, at meget overhovedet ikke var relevant i forbindelse med en adoption.

Ved 2. og sidste kontrolbesøg, for vores vedkommende, krummede jeg virkelig tæer i skoene, da Mads 5 år gammel, sagde flg. til socialrådgiveren fra Amtet: “Skal du ikke snart hjem?” “Hvorfor vil du gerne have jeg kører, spurgte hun”. “ Jo, for så skal vi lege Dallas” Hvordan leger man det? “Vi skal have noget at drikke, og så skal vi kysse hinanden meget længe” Vi har mange år senere, ganske tilfældigt, talt med socialrådgiveren, som lige nøjagtigt husker os p.g.a. denne episoden, meget tydeligt, og hun havde noteret det som en positiv udtalelse.

Nu er adoption ikke noget man sådan bare lige kaster sig ud i. Der er mange overvejelser, om både det ene og det andet, inden man sætter sådan en procedure igang. At adoptere er en bekostelig affære, der let beløber sig til et sted mellem kr. 150.000,- og 200.000,- eller mere, for et udenlandsk barn. Dertil kommer flybiletter og rejseomkostninger, samt selvfølgelig flybillet til barnets hjemrejse. Danske børn er ganske gratis, at adoptere. I værste fald et lille gebyr. Men for ca. 30 år siden da vi gik i gang, fik vi oplyst at der kun var 10 danske børn til adoption, og at listen af vordende adoptanter var alen lang. Da man ikke kunne stå på ventelisten mere end to år, valgte vi derfor at adoptere et udenlandsk barn, for ikke at spilde 2 år mere.

Fertilitetsbehandling har man, nu i flere år, kunnet få ganske gratis i det offentlige regi, og det uden nogen garanti for, at det ender med et barn efter 3 behandlinger. Værre er, at der tilsyneladende ikke er nogen kontrol, eller opfølgning af, hvad det er for nogle mennesker, om de i det hele taget er egnet til at tage sig af et barn. Fertilitetsbehandling burde på alle måder være ligestillet med adoption.

Hvis der blev ført samme kontrol indenfor begge områder, og prisen var den samme, så er jeg sikker på, at mange ville vælge adoption fra starten af. Derved vil mange børn, blive skånet for tvangsfjernelse og for at blive kastebold og prøveklude i diverse sammenhæng. Forældrene undgår ligeledes en masse ubehagelige oplevelser. Vi skal trods alt forså, at selvom vi og “systemet” mener de ikke er velegnet som forældre, så er det mennesker med følelser lige som alle os andre. Da fertilitetsbehandlingen blev gratis, faldt adoptionerne, men efter en tid steg tallene igen, fordi behandlingen alligevel ikke lykkedes. Nogle vælger også efter en tid behandlingen fra, p.g.a. af det store psykiske pres det indebærer.

Det blev et meget, meget langt indlæg, og jeg føler bestemt ikke jeg har fået det hele med.

Min lillebror - en godartet svulst

Mine forældre havde holdt sølvbryllup to år tidligere, og den første flok børnebørn havde også set dagens lys, da Mor mente hun ventede et barn. Alle læger var enige om, at det var noget hun bildte sig ind, og at det "bare" var overgangsalderen. Hun fik at vide, at hun ikke var den første kvinde på 45-46 år der troede hun var gravid. Der var absolut ingen af prøverne, der pegede i retning af en kommende lille ny, selvom mor blev ved med at sige, at hun udmærket godt vidste, hvordan en graviditet føltes. Ingen ville tro hende. Da hun begyndte at vokse, blev hun sendt til utallige undersøgelser, og de fandt ud af, at det var en svulst, så hun blev sygemeldt, og medicineret mod denne (kun meget kort, for mor nægtede at tage medicinen). Først da hun var 7 mdr. henne, bøjede lægerne sig, og erkendte, at hun var gravid.

Samtidig gik vi selv og ventede spændt på, om vi ikke snart måtte blive forældre til barn nr. to. (via adoption) Endelig, den 27. april, ringede de fra Amtet for at høre, om vi havde lyst til at komme og se et billede af vores 1½ måned gamle datter - hvis vi altså ville have hende! Sikke dog et spørgsmål... selvfølgelig ville vi have hende, hun var allerede vores. Samme dag fik jeg min lillebror. Min far var slet ikke til at skyde igennem. Endelig kom den dreng, som han havde ventet på i så mange år.

Allan med vores to børn samt sin lille svoger i midten	Mads og Camilla med deres morbror

Vi har i vores voksenliv, fået fortalt, at far blev skuffet hver gang det blev en pige, der kom til verden. Dertil må jeg hellere lige nævne, at det har vi aldrig nogensinde mærket noget til. Vi har alle været højt elsket og værdsat. For som han sagde, med 3 piger, så skal drengene nok komme. Det gjorde de jo også.

Apropos lillebror, så har vi haft rigtigt mange sjove historier i tiden, og det har vi stadig. Mark er i sagens natur, nærmest opvokset som enebarn, men han er landet fint, aldersmæssigt, i flokken af børnebørn, så han har på den måde aldrig været alene, men haft masser af "søskende" at være sammen med. De fleste af børnebørnene er ældre end deres morbror. Mark kom til at gå i samme klasse som Camilla, lige fra børnehaven til 7. kl. incl. Mange tror, det er et barnebarn, mor følges med. Vi skaber forvirring og forlegenhed, når vi skal forklare famileforholdet.

Mark har altid sagt, at han har en far og FIRE mødre, (det kan være både godt og skidt.)

Oftest har vi selv styr på den mærkelige familiesammensætning, men ind imellem, falder vi også selv i vandet. Min ene søster så meget, at hun slet ikke kan finde ud af sin tittel, hvis Mark en dag skulle få børn. Derfor har hun besluttet at hun bliver onkel.

5. juni - en særlig dag - hele tre ting

I dag er en helt speciel dag. Det er Fars Dag, ja - men det er også præcis 27 år siden vi hentede vores knapt 3½ måned gamle datter i lufthavnen. Vi havde ventet med længsel så længe, alle 3, mor, far og storebror. Det eneste vi havde var dette billede, som jeg altid bar i min pengepung (og der er det såmen stadig) Billedet er taget i Korea, hvor hun blot er 7 dage gammel, og blev ofte taget frem og kigget på, selvom der ikke var meget at se, ud over et ansigt og en kæmpe tøjbylt. Men ét er sikkert, hun var allerede vores, den dag vi fik udleveret dette billede.

Det kan man vel med rette kalde den største Fars dags gave man overhovedet kan opnå. Vi har aldrig et eneste sekund fortrudt at vi har adopteret. Det er helt afgjort lige så følelsesladet og mirakuløst som en fødsel, og jeg ved hvad jeg taler om. Jeg har nemlig prøvet begge dele. Og der hersker ingen tvivl om at begge børn er VORES børn.

Siden børnene var ganske små, har det tillige været en fast tradition, uanset vejrforhold, at vi tager på en dejlig lang cykeltur med vores lille lokale grundejerforening, hvor vi medbringer kaffen og aftensmaden, samt lidt vædske til et par drikkepauser undervejs. I dag har vejret oven i købet vist sig fra sin allerbedste side, men min mand, Allan, har med et forholdsvis nyopereret knæ, ikke kunne deltage på hele turen, men er stødt til i bil ved kaffetid, og mødte op på cykel ved spisestedet, og fulgte med os andre hjem. Det har været en hel fantastisk solskinsdag, med temperaturer så høje, at vi kunne cykle i shorts.