Farmor og farfar – 2. del

Jeg har tidligere skrevet en historie om min farmor og farfar, som startede med at bo til leje i et hus på Askealeen. Huset hørte under Oreby Gods, hvor farfar, som selvstændig malermester, arbejdede med at male og tapetsere, inden de flyttede til Tårs. Farfar havde også meget arbejde rundt omkring på gårdene. Dengang fik man ikke nødvendigvis løn udbetalt i kontanter. En årsindkomst i 1916 var typisk på 300,- til 600,- kr., men for nogen var kost og logi den eneste løn for at udføre et stykke arbejde. Farfar fik, især på gårdene, en masse slagtekød og andet mad med hjem, så familen sultede ikke. Han fik også en masse aflagt tøj. Farmor var meget sparsommelig, og tjente lidt penge ved at luge roer hos Behnens. Ingen kunne, som farmor, få et blødkogt æg til at række til så mange halve stykker mad. Når ægget var kogt, blev det hakket og fortyndet med fløde.
Farmor var et sirligt menneske. Se bare hendes fine håndskrift i min poesibog. Jeg har altid undret mig over den lodrette og formskriftlignende skrif, på et tidspunkt hvor alle skrev skråskrift, også jeg.      
Det gik måske nok lidt for stærkt i den lille familie, og på et tidspunkt blev det vist lidt  for meget for farfar. Han blev indlagt på Oringe i en periode. Jeg kender ikke årstallet. Farfar var lidt af en spillefugl. Han lavede tipssystemer, som han udregnede på tapetruller. Han etablerede en tipsklub, og cyklede rundt og opkrævede penge fra de der ville deltage. Til sidst var der dog ikke mere nogen, der troede på hans system. Folk var trætte af ham, og han blev til grin i hele sognet. Man talte om, at det var fuldstændig galt det der. Måske var det derfor, han valgte at blive i sengen, og sige at han var syg, som du kan læse om under det øverste link.
Det var omkring dette tidspunt, min far endelig fik indfanget mor, men det er en helt anden sød og sjov historie. Da mine forældre skulle ville giftes, jeg var allerede født, erklærede farmor, at det ægteskab aldrig kunne gå, fordi hun mente, at mor ville stille alt for store krav p.g.a. af hendes arbejde på slottet, og de deraf fine vaner, hun mente mor måtte være i besiddelse af. Farmor sagde, at far aldrig ville kunne skrabe de penge sammen mor kunne bruge, så hun tilbød at mor kunne aflevere sine penge til hende, hver gang hun fik løn, så hun kunne forvalte pengene. Mor sagde, at hun altid havde været vant til at passe på sine egne penge, så det skulle hun nok selv klare. Farmor vidste ikke, at Mor var meget sparsommelig og nøjsom og bestemt ikke har noget storhedsvanvid. Når ret skal være ret, så var det far pengene sad mest løst på, måske mere løst end godt var, indtil mor kom ind i billedet. Det er også far, der altid har yndet at fortælle, at vi er født med blåt blod i årene efter Marie Grubbe, farmors aner. Farmor var absolut ikke ud af mere blåt blod end de fleste andre, men jeg har ikke kunne overbevise hverken far eller faster om, at det ikke var sandt. 

Farmor var en lattermild kvinde, og mens jeg skriver dette indlæg, kan jeg tydeligt se hende for mig, og høre hendes milde latter. Jeg husker hende bestemt ikke som noget dårligt menneske, men jeg har senere erfaret, at hun tit satte splid i familien, blandt hendes egne børn og svigerbørn. Det har jeg mange historier på og fortæller måske om nogle af dem en anden gang. Trods dette splid formåede farmor alligevel at blive inde i varmen hos både børn og svigerbørn, men hun blev også jævnligt sat på plads. Det var åbenbart nok, til at alt kunne fortsætte som intet var hændt. 

Farmor havde sukkersyge, og allerede i min barndom vejede og målte hun alt sit mad og var på streng diæt. Hun havde næsten mistet synet helt, da hun døde 72 år gammel. Kort efter farmors død, kom farfar på Sakskøbing Alderdomshjem, hvor han var mere oppegående end han ellers havde været i hele det liv jeg havde kendt ham. Han fandt sig en lille veninde, som også boede på plejehjemmet. Farfar læste avis for hende hver dag og de to gamle mennesker hyggede sig sammen. De blev kærester og endda også ringforlovet. Farfar døde i 1978 et par måneder før han fyldte 84 år.

Som nogen af jer allerede ved, fik vi for mange år siden stablet en stadig tilbagevendende fætter- kusinefest på benene. I år bliver det første gang uden et eneste af farmor og farfars børn, fordi de nu alle er døde. Der er dog stadig 2 svigerbørn tilbage.  

Feriedrømme

Det er længe siden vi har talt ferie her i huset. Vi har ikke helt styr på ferietidspunktet, og da slet ikke feriedestinationen, men nu nærmer ferietiden sig snart. Det vejr vi havde i weekenden, sammenholdt med det manglende forårsvejr og måske ditto sommervejr der er i sigte, så drømmer man da om at forlade det kolde, våde danske vejr, bare en uges tid. Kun Kosta og jeg var ude og se på himlen over byens tage.
I dag har det været helt anderledes vejr, og jeg har nydt min have- og drivhusvandring da jeg havde fri, og da jeg sidder her og ser dagens billeder, spørger Allan, hvem er det der allerede har jordbær og tomater. Det er da os, siger jeg. Nej, han havde i hvert fald ikke set nogen, så det var billeder fra sidste år. Kom, siger jeg, nu går vi to ud og så viser jeg dig det hele.
Jeg har stadig ingen tidshorisont på hvornår og hvor længe jeg kan holde ferie, men uanset hvad, så skal, vil og må jeg have plads til lidt sommerferie.
De sidste par år har Færøerne jævnligt været på banen, men det koster langt, langt mere end vi plejer at ofre på ferier. For nogle måneder siden fik Allan opgaven at undersøge mulighederne for at vi kunne komme afsted, da jeg så et helt fantastisk tilbud på en rejse inklusive fly, ophold og billeje i 4-5 dage. Noget jeg lige kunne få trykket ind, inden jeg skulle starte med alt det nye arbejde. Selvfølgelig var der udsolgt, men de foreslog, at vi kunne bestille en anden rejse, der kostede næsten 3 gange så meget. Næh tak, det havde ingen interesse, så vi blev hjemme. Færøerne spøger stadig, så i går hvor det regnede og igen var så koldt at jeg måtte tænde op i brændeovnen, undersøgte Allan feriemakedet, og kaldte med jævne mellemrum, for at vise mig, at han vist nu havde fundet noget. Hver gang, kunne jeg fortælle ham at det var grupperejser. Det er der ingen af os der gider og Allan gad ikke bo i en kuffert, og flytte til et nyt hotel hver dag, så han opgave til sidst, for det var tilsyneladende de eneste muligheder. I stedet ville han til Azorerne, som vi også jævnligt har talt om, og endnu mere efter at det både er overkommeligt at nå dertil, men også overkommeligt at betale. Vi jeg gider ikke 14 dages ferie væk fra hjemmet. En uge er rigeligt til mig. Jeg har prøvet 10 dage et par gange eller tre, og selvom det 2 af gangene har været i egen bil, vil jeg bare hjem, for så har jeg fået nok. Ude er godt, men hjemme er bedst. Personligt tror jeg vi får mest ud af Færøerne, ved at bo i en kuffert, selvom det vil betyde at jeg også skal sluge en kamel. Der bliver nemlig noget mere bilkørsel end jeg bryder mig om. Jeg vil ud og bevæge mig.  
I dag fandt Allan North Travel, som han viste mig, da jeg kom hjem. Måske sluger vi begge et par kameler, hvis der altså noget ledigt i sommerhalvåret, med mindre I der læser med kender noget til Færøerne og kan anbefale et rejseselskab og et sted at bo, så man er mere fri til at køre eller vandre helt uden at skulle hænge i nogen snore af nogen art. Snore der binder, har vi nok af til dagligt, så vi vil gerne være helt fri som fuglen. Selvfølgelig til overkommelige priser. Vi skal bare kunne lave kaffe, bade og sove i huset eller lejligheden.

Støt, se, lyt og lær

Det er det vi har brugt den sidste uge på. Faktisk sker der rigtigt mange ting her i de små samfund og hvor gerne vi end vil, så kan vi ikke deltage i det hele. Noget læser vi blot om. Det kan dog ske at det vækker så stor interesse, at det må undersøges nærmere.
Den lille by, Vålse med godt 200 indbyggere giver massiv modstand til offentlig kloakering, men det falder ikke i god jord, så der kriges. Vålse vil være regnvandsby, og har et forslag til pilerens.
Da en model af projektet var stillet op til offentlig beskuelse, måtte vi forbi og se det. Vi håber virkelig deres arbejde giver bonus. På nettet findes der masser af information, om hele historien, som også har været på tv og i retten. Beboerne kæmper stadig for at vinde.
Herhjemme er Allan blevet involveret i mit arbejde. Vi har siddet med landkort og Google Maps, for at finde ud af hvor de små flækker som Skast, Husby og mange andre byer ligger, hvilke kommuner de tilhørte i 1920. Det har været lidt af en opgave, ikke mindst fordi kommunegrænserne er flyttet et par gange siden. Allan har også fået æren af at lave ansøgningsskema i Word, efter jeg har tegnet, skrevet og fortalt. Dejligt at der er hjælp at hente når man er presset. 
Allan støttede op om vores egen lille grundejerforening, som havde arrangeret en tur til Danmarks største og eneste klimacenter, Globen i Holeby. I øvrigt findes der kun 5 Glober i hele Europa, så der sker bestemt noget i udkantsdanmark. Jeg kunne ikke deltage, da ja jeg havde meldt mig til et arbejdsrelateret Gå-hjem-møde, som Vordingborg Udviklingsselskab havde arrangeret i samarbejde med Erhvervsforeningen og Change Media. Jeg ville gerne blive klogere på strategi og kommunikation på Facebook for erhvervsdrivende. Det blev også en lærerig aften, selvom en del af det kræver, at man kan programmere selv. Man kunne også vælge at købe ydelserne af de mere professionelle, men med de priser, må vi, der troppede op, vist nøjes med det vi kan selv, kunne jeg hurtigt fornemme. Vi gik alle hjem en del klogere, og vejret var ikke egnet til meget andet end indendørs alligevel. HolddaOP hvor det regnede og blæste.
Noget der fylder rigtigt meget i Camillas liv er hundene, og for ikke så længe siden sagde hun, at nu må I altså ikke falde døde om, når I hører mine planer for fremtiden. Det er ingen hemmelighed, at vi ikke deler hendes interesse, men vi støtter nu engang altid børnene i de valg de træffer. Det er en af de ting, jeg gennem opvæksten, har pointeret overfor dem, at de skal mærke efter hos dem selv, når de træffer nogle valg. Det er dem der skal leve med dem, og ikke alle os andre. Camilla er lige blevet farmor, og jeg dermed oldemor.   Jeg har ikke set barnet. Kun på billeder. Den lille pige bor hos sin mor. Der er slet ingen tvivl om at det er hendes børn og børnebørn.
I morges ankom Camilla og S. Jeg har lovet at være barnepige af Kosta hele weekenden til et sted midt på natten mellem søndag og mandag, mens de unge tager til hundeudstilling i Tyskland. Kosta er ved at være gammel. Han er heller ikke udstillingshund, og det ville være en kæmpe hjælp, hvis han måtte være her. Jeg er ikke dyrehader. Dyr siger mig bare ikke så meget. Vigtigst af alt, så er Kosta vældig glad for mig, samt glad og tryg i vores have og hundestue. Det samme er Camilla ved at overlade hele ansvaret til mig.
Mor havde inviteret hele den pukkelryggede til fødselsdag i dag til middag. Vi blev ikke fuldtallig, for det er ikke nemt at samle 31 mennesker. Det er nok også godt det samme, for det har hun slet ikke plads til mere. Det er jo bare er en ganske almindelig 76 års fødselsdag. Vi blev “kun” 20 personer i alle aldre og kom hinanden godt ved. Hvor der er hjerterum, er der husrum. Mor havde selv lavet en del i forvejen, men ellers havde hun denne gang fået stor hjælp af det yngste barnebarn.

Smilla havde sin iPad med og ville spille på den, hvis hun altså kunne komme på Oldes internet. Olde har ikke noget internet siger jeg. Har hun ikke…siger det otteårige barn. Hvordan kan hun dog leve uden? Hendes himmelvendte øjne fortalte deres tydelige sprog om den sag. Heldigvis havde Olde garn, så Smilla kunne fingerstrikke, det er hun ret ferm til, og laver nogle fine tørklæder, men det er også meget lettere end almindelig strik, siger det kloge barn.   

Tre skønne pinsedage

Når man ikke kan tage en beslutning, så ender det med det hele flyder hen i det uvisse, men det kan også være vældig rart at have sådan en elastik. I tirsdags vidste vi stadig ikke om vi ville tage afsted med campingvognen og ej heller hvorhen, da vennerne spurgte om vi ville komme og spise her i pinsen. Det tog os ikke lang tid at droppe campingturen, for der var meget andet i tankerne, som i sagens natur ville være udelukket, hvis vi drog afsted. Vi valgte at blive hjemme og fylde dagenen ud med det, vi nu havde lyst til.  
Efter at jeg havde set Cecilie og madklubben i tv, hvor Francis Cardeneau lavede citronfromage, har jeg gået og længtes efter at sætte tænderne i sådan en portion. Det er flere år siden jeg sidst har lavet det, så det kom på pinsemenuen. Fryseren blev afrimet, der blev bagt, og når nu vi alligevel var hjemme, kunne mor komme på weekend, så hun ikke skulle sidde alene hele pinsen.

Det blev til nogle dejlige timer i haven i et fint solskinsvejr. Det er bare så tørt, så tørt derude, så jorden slår revner. Vi har kun fået 5 mm vand i hele maj måned. Jeg fik flyttet en bunke stenmel og spredt det ud mellem bedkasserne, som Allan har malet. Vi sad ude og spiste lørdag aften. Vi gik alle tre en tur. Mor og jeg fik strikket inden vi gik til køjs.
Tidlig søndag formiddag kørte vi en tur i Radsted Gartneri. Nu var jeg træt af at se den tomme balje midt i stenbedet, og ville egentlig have en åkande, men det blev frarådet. Jeg lyttede til eksperten, og købte i stedet en gul vandiris, en hvid kala samt en flydeplante. Der røg også et par krydderurter og blomster med hjem.
Da vi kørte forbi søster 2 og svoger, gik søster i haven, så vi kiggede ind til dem og tog en lille havevandring og nød en tår kaffe og en ostemad på terrassen. Alle mine store fine husløg er gået til under sneploven og hundenes aktivitet. Søster havde heldigvis alt for mange, så jeg fik nogle med hjem, samt lidt liljekonvaller, vibeæg og endnu en vandplante. Det hele blev plantet, noget kun midlertidigt i potter, indtil vi får lidt vand fra oven. Mor forlod os, og vi kørte til vennerne hvor vi grillede og hyggede søndag aften.
2. pinsedags morgen startede jeg med at køre på arbejde, så jeg kunne få lidt lønnet arbejde fra hånden inden vi skulle deltage i det årlige pinseløb, hvor 108 personer var mødt op. Som sidste år kostede det et symbolsk beløb   25,- for voksne 10,- for børn, at få lov at deltage. Der var almindelig løberuter og rulleskøjteløb på 5, 10 og 21 km. Man kunne selvfølgelig også vælge bare at gå ruten. I år valgte vi de 10 km fra, fordi der nærmest har været lukket, slukket og pakket sammen, når vi kommer i mål. Allan var så også sikker på, han kunne gennemføre turen uden problemer, og hvis vi alligevel skulle gå helt alene, kunne vi jo bare gå vores egne ture, men vi vil godt støtte det gode formål. I år gik vi, sammen med to andre, vores helt egen rute. Den lille tur er nemlig blot at gå i ring et par gange. Det er ikke nær så interessant.  Der er fordele ved at kende skoven, som sin egen bukselomme. En lille time og 7.961 skridt senere, var vi alle fire i mål og sluttede af med vand, kage, kaffe og æbler inden vi gik hjem, sponsoreret og lavet af frivillige. Bl.a. søster 1 er fast kagebager. Alle var glade over den fine tilslutning til arrangementet.  

Vi mødtes på trappen for 40 år siden

Jeg har, både i barndommen og hele mit voksne liv, altid været utrolig glad for mit hjem og har aldrig haft, og har stadig ikke, den store trang til at forlade det. Det betyder ikke at jeg murede mig inde. Jeg havde både legekammerater og veninder, men jeg trivedes også utroligt godt i mit eget selskab. Hellere eget selskab end større grupper. Det har aldrig tiltrukket mig. Jeg ville helst være fri massesammenkomster som juletræsfest, skolebal og lignende. Jeg ville hellere sidde hjemme og strikke, sy, læse, lægge kabaler og den slags. Far sagde somme tider, at vi var nogle underlige børn, der aldrig ville nogen steder, og sådan forholdt det sig stadig, da jeg var 17 og mine søskende 15 og 13. 
Far har aldrig skældt os unger ud, det lod han mor klare. Selvom vi selvfølgelig godt kunne høre, hvornår vi blev ham for meget med vores tøsefnidder. I foråret 1973 røg det ud af munden på far ‘Det er kraftedeme ikke normalt, at så’n  3 store tøser sidder hjemme hver eneste aften, weekend efter weekend. I skal da ud og more jer som alle andre unge mennesker’. Vores svar var det sædvanlige. ´”D´ da ik´ no´e ve.’
Resultatet blev, at jeg i provokation midt i det hele, sagde til søster. Fint så tager vi da i Vesterskoven ca. 30 km væk næste weekend. Lillesøster måtte blive hjemme. Så var mor der straks. Hvordan vil I komme derover? Sikkert i håb om at vi opgav det hele, at dømme efter hendes ansigtsudtryk. Cykle selvfølgelig, det skulle vi jo altid når vi skulle noget. 10 km til toget, og så ellers gå de sidste par km.
Jeg husker ikke om søster og svoger fandt hinanden allerede samme aften, men vi tog i hvert fald afsted nogle weekender, og pludselig en dag, stod Allan der på trappen i Vesterskoven og spærrede mig vejen. Jeg måtte ikke komme forbi, hvis ikke jeg ville danse med ham. Det mente jeg nu ikke han skulle bestemme, men jeg lod mig dog overtale. Han virkede jo meget sød. Allan ville gerne have min adresse og køre mig hjem, men han blev lagt lidt på is. En dag var det tidlige morgentog taget ud af køreplanen, så fik Allan lov at være chauffør, men kun til stationen i Sakskøbing, hvor vores cykler holdt så vi kunne køre de sidste 10 km til Kalø. Cyklerne kunne vi jo ikke undvære. Nu vidste han hvilken by jeg boede i, så dagen efter snusede han selvfølgelig rundt i Kalø i håbet om at finde mig. Det lykkedes ikke.
Til sidst kapitulerede jeg og så behøvede ingen af os jo dette byræs mere. Det betød at i stedet for at være 5 pesoner derhjemme blev vi nu pludselig 7 personer fire gange om ugen. Det var nemlig på det tidspunkt, der var den berømte benzinkrise, hvor man ikke måtte køre bil i weekenden, så Allan og svoger kom trofast hver fredag aften og kørte først over midnat søndag, så der var mange munde at mætte i det lille  hjem. Et besøg midt i ugen måtte der jo også til. Det var kun Allan der havde bil og kørekort. Vi andre tre var ikke gamle nok. Far nød at der endelig var kommet mandfolk i huset, og som I kan læse behøver det jo ikke tage så lang tid. Fars bekymringer om at vi skulle blive gammeljomfruer holdt altså ikke. Vi blev alle 4 gift ved et dobbeltbryllup den 14. maj 1977. Alle fire har også lige kunne fejre 36 års bryllupsdag. 
Da jeg fortalte Allan at jeg ville skrive om et indlæg om vores første møde, sagde han. Jeg husker tydeligt det tøj du havde på. Gør du?  Ja, og efter hans forklaring gik jeg i gemmerne, og fandt dette billede. Det er dog taget på et bjerg i Schweiz med den evige sne i baggrunden, som var en vældig stor oplevelse dengang. Vores ferie var allerede bestilt for længe siden via et rejseselskab, så Allan havde ingen mulighed for at komme med, hvad han ellers meget gerne ville.   
Vesterkoven var det hotteste sted at mødes. Der var fest for både de unge og de gamle i forskellige lokaler. I dag er Vesterskoven omdannet til Danhostel og har stadig Nyk. F. Zoo som genbo. Der holdes atter fester i Vesterskoven, som da vi var unge, men vi nøjes med minderne fra dengang. 

Arbejdsløs

Det var en titel jeg kunne føje til mit CV i næsten to  måneder. Eller i hvert fald deltidsarbejdsløs. Sådan ser min verden bestemt ikke ud mere. Jeg har fået fyldt op med rigelige timer. Den sidste måned har jeg ikke kunne nøjes med en 37 timers arbejdsuge. Jeg nåede at søge en masse forskellige job, og var også lige ved at få et bogholderjob allerede inden jeg faktisk blev reelt arbejdsløs, men efter et par samtaler, besluttede manden sig alligevel for at benytte et vikarbureau. Det betød at jeg altså ikke fik kendskab til svineproduktion, biogasanlæg og meget andet. 
At råbe op lønner sig åbenbart. I, som har fulgt med hele tiden, ved, at der var meget der lå og ulmede, uden at der skete noget revolutionerende. Så gik der hul på bylden. Først sagde jeg ja til at deltage i et møde en gang om måneden, og få etableret en facebookside for det lille firma samt passe deres hjemmeside. Ikke noget stort projekt, men noget helt nyt, som jeg aldrig har beskæftiget mig med før. Jeg har da selv en profil på FB, men der er andre love og regler for et firma. Alt dette skete faktisk samtidig med at jeg søgte, og fik jobbet i en helt anden virksomhed. Så dukkede der endnu et job op som jeg udfører både ude og hjemme, og de sidste to job har jeg slet ikke det fulde overblik over endnu, og aner intet om timer på længere sigt. 
Nu har ovennævnte landmand ringet, for at forhøre sig om jeg har fået job. Det kunne jeg bekræfte at jeg havde, og der er absolut ikke plads til flere job der skal passes foreløbig.
Vi skal jo også have tid til at passe vores eget og nyde livet, samt give en hjælpende hånd i foreningslivet, hvor der var arbejdsaften i denne uge. Tordenskjolds soldater. Aktivitetspladsen skulle males, og der skulle slæbes jord til taget på shelterne samt sås græs på samme. Desværre begyndte det at regne, så vi måtte droppe at male det sidste i denne omgang.

Allerede skidt igen - Lidt praleri og bryllupsdag

I weekenden kom Mads til morgenkaffe, og fortalte at han var blevet ringet op af en ven, hvis svigerfar ellers er mekaniker og laver både biler og andet småkørende materiel, men alligevel kunne han ikke få svigersønnens plæneklipper til at starte. Mads kommer som regel når nogen kalder, og der gik også kun et øjeblik, så var maskineriet køreklar, sagde han.
Når nu du er så klog Mads, kan du så ikke også lave mit fotografiapparat. Jeg har nemlig lige opdaget, at der igen er pletter på billedet. To pletter øverst i hver side, og en stor en i nederste højre hjørne. Det ved jeg ikke, siger han, sådan noget har jeg aldrig kigget på, men jeg vil meget gerne prøve. Jeg ved han elsker nye projekter og jeg havde ingen betænkeligheder ved at lade ham prøve. Garantien var jo udløbet i modsætning til juli sidste år, hvor det kom på autoriseret værksted.
Allan fandt den mindste stjerneskruetrækker han havde, og så gik Mads forsigtigt i gang med at skille kamaraet ad. Bemærk de mikroskopiske små skruer der ligger i det lille bæger på billedet til venstre. Da det var første gang han kiggede på indmaden i et kamera fik han skilt mere ad end nødvendigt, og jeg fik forklaring på hvad både det ene og det andet var. Hvor pokker ved drengen fra, hvad det hedder alt sammen og hvad det skal bruges til. Jeg glemte hurtigt hvad det hed og hvilken funktion det har. Jeg må indrømme at jeg er imponeret over, at han bare kan lave næsten alt, og at han kan finde ud af at sætte det hele sammen igen. Jeg er forlængst holdt om med at undre mig, og bliver først overrasket, den dag han ikke kan samle skidtet igen, uanset hvor mange løse ledninger og dele der ligger alle vegne.
Han fandt skidtet, blæste det væk og samlede kameraet igen. Nu er alt igen i den skønneste orden og bedst af alt, jeg behøver ikke undvære mit kamera. 

I dag der det 36 år siden Allan og jeg gik op ad  kirkegulvet. Hvor pokker er alle de år blevet af! Det var en god dag at blive gift på, så god at kongehuset også valgte denne dato, men først 27 år senere i 2004.

Brudebuketten ligger stadig på loftet, og ser noget sølle ud. Heldigvis står det anderledes til med vores ægteskab. I bund og grund er der ikke meget der har ændres sig i alle de år, selvom vi har taget nogle rutscheture i livets karrusel.