Ungerne har haft søvnløse nætter i december, og jeg er den skyldige.

To gange om året, får jeg prædikaterne, mærkelig, kræsen, vanskelig og besværlig, slynget i hovedet. Sidste gang var juleaften, hvor vi fik historien om ungernes søvnløse nætter, da vi skulle pakke gaven op fra dem.
Heldigvis afskaffede vi for mange, mange år siden det store julegavegedemarked, men vi giver selvfølgelig ungerne gaver, og de vil også gerne give os noget, og beder derfor om en ønskeseddel, men hvert eneste år, får de at vide, at jeg ikke ønsker mig noget. Jeg kan vitterligt ikke finde noget at ønske mig. Det er også en af årsagerne til, jeg ikke har holdt en eneste fødselsdagsfest, siden jeg fyldte 30 år.
Selvom jeg ikke er på gave med mine søskende mere, (bortset fra Mark) så lyder ordene fra de to andre. Man kan da altid finde noget, man kan ønske sig. NEJ, det kan man ikke, når man er mig. Jeg har alt, hvad jeg skal bruge, og fordi nogen måske synes, jeg kunne ønske mig en ny sofapude, vase, taske eller noget i den stil, så bliver vi aldrig enige om det. Jeg er glad for det, jeg har, og det bliver ikke bare kasseret fordi nogen mener at man skal forny sig. Jeg bliver ikke lykkeligere af at få nyt. Jeg er og har aldrig været vild med den køb-og-smid-væk-kultur. Faktisk bliver jeg en smule irriteret over at blive begavet med noget, jeg ikke har brug for. Man må gerne kalde mig både utaknemmelig, gammeldags og besværlig. Jeg vil hellere nøjes med en buket blomster, eller noget man kan spise eller drikke sig ud af. Bare det ikke er chokolade, slik og kager. Oplevelser er også godt, men ikke nødvendigvis alle oplevelser. Jeg vil f.eks. ikke blive glad for en biografbillet. Ja, kald mig bare underlig. Jeg er ikke som folk er flest. Jeg tager mig ikke synderligt af det, men kan sagtens sætte mig ind i problemet, når man gerne vil give en gave, modtageren bliver glad for.
Faktisk er begge unger nøjagtig lige som mig, men de har dog stadig ønsker, og så længe de har det, har vi som forældre jo ikke det samme problem, som de har.
De senere år har Allan og jeg, år for år, aftalt på forhånd, om vi skal købe julegave til hinanden.  Allan har altid haft alenlange ønsker, men de er altså også skrumpet ind til ingenting. I år mente han dog, at vi skulle give hinanden en gave. Han skulle bare lige have en ønskeseddel fra mig. Det ved du jo godt, du ikke kan få. Han selv kunne kun fremtrylle et enkelt ønske i 11. time og det var noget han i forvejen allerede havde to af. 
Hvorom alt er, har det resulteret i en masse gode gaveoplevelser.

• Musical Flashdance …………………………….. dato kendt
• Foredrag med Grevinde Alexandra …………….dato kendt
• Rundvisning og frokost på Dragsholm Slot …. .dato ukendt
• Gourmetophold Sdr. Hostrup Kro ……………..  dato ukendt
• Gourmetmiddag eller en 4-retters menu………..dato ukendt
• Kanosejltur Susåen……………………………….dato kendt
• Nykøbing F. Revyen……………………………… dato ukendt.
• Og vores julegave til mor er :
• 5 retter – 5 vine. Holberggård. Vi er selvskrevne. Dato kendt 

Ikke en eneste skal byttes. Vi har også lige bestilt ferie til Azorerne. 2019 kan bare komme an. Vi glæder os til at indløse det hele.
De tre første billeder er fundet i arkivet. Det sidste er taget på formiddagens gåtur, hvor der var 6°varme, men gråt, fugtigt og blæsende. Så forskelligt kan december måned se ud. 

Det er ikke aprilsnar

Det er sandheden om 1. april og påsken på Sydhavsøerne.

Et vejrvarsel siger, at en hvid jul giver en grøn påske, og en grøn jul giver en hvid påske. Vi ser bort fra alle de gange, det slår fejl, men denne gang passer det fint.  
   
           Vi stod op til snevejr og et nyt lag sne på 12 cm.
    








Vi var tidligt ude og hjalp hinanden med at rydde





   Vi begyndte i hver sin ende.




Allan startede med fortovet, mens jeg tog indkørslen.



Kigger man til begge sider, på vores vej, kan man konstatere, at vi er de eneste, der har været ude at rydde sne.
Mens jeg nu havde overtøjet på, gik jeg mig en tur, som jeg har gjort mindst en gang om dagen i hele påsken, uanset vejret.
Skærtorsdag den 29. marts, var det nærmest efterårsstorm, men med snefald, slud og tøvejr.

Langfredag var det frostklart, med blå himmel, solskin og et fantastisk vejr at gå tur og lege med sne i.
Påskelørdag var det bidende koldt, men tørt.

I morges var der ikke ryddet ret mange steder, men et par var i gang. Da jeg lidt senere gik i Brugsen, var folk kommet op, og var i gang med snerydningen rundt omkring. Der blev til lidt småsnak over sneskovlene.





















Jeg ved godt vi skriver 1. april, men det er nu smukt derude, når det ligger helt uberørt.
Nu er vores græsplæne ikke mere uberørt, for to styk firbenede har været lidt over det hele. De elsker sne, og da Camilla kørte hjemmefra i morges, var der grønt alle vegne, hvor hun kom fra. Ifølge et mundheld, var april den måned, der sidst fik tildelt vejr, da skaberen skulle indrette året, så derfor fik den tildelt lidt fra alle de andre måneder.
De lover 20° på søndag. Det er da noget af en forskel, hvis de får ret.

Når vinteren bider, og der er ispanser på husene

Alle sukker efter forår, og mange brokker sig over sne og kulde her i marts. En ting er, at der er sne i de måneder, vi betegner som vintermånederne. Det kan de fleste bedre forholde sig til, men vi kan faktisk ikke, synes jeg, rigtigt tillade os at klage over vinteren, da vi dårligt har haft nogen, men derfor kan man godt længes efter forår.
Når jeg tænker tilbage på min egen, og ungernes barndom, så er dette martsvejr ikke helt uhørt. Jeg har flere beviser på snestorme i marts og frostvejr i april, uden at de dog er gået over i historien som rekorder.
Der findes ikke en egentlig meteorologisk definition af begrebet isvinter, men fire gange i 80’erne, blev vinteren så kold, at den blev kaldt isvinter.
Af isvintre, der er har slået rekorder, i nyere tid, er 1939/40, 1941/42, som dog begge er før jeg blev født. Isbryderne var på arbejde til den 5. maj 1942.
Min første vinter var 1955/56, så den isvinter husker jeg heller ikke, men den hører også til de kortere af slagsen.
Om vinteren1962/63 skriver far i sin dagbog, at der den 27. februar ligger meget sne, men når solen kommer frem, gør den et godt arbejde. Den 14. marts skriver han, at det fryser 10° om dagen, og at de i radioen fortæller, at det nu har frosset 85 døgn. Den vinter husker jeg tydeligt, især når jeg læser hans ord. Vandet frøs i hanerne, ikke kun i barndomshjemmet. Far var som selvstændig håndværker, også rundt i sognet og tø vandrør op. Det kneb for mange at holde varmen i husene, da de ikke var så isolerede, som de er i dag. Han skriver ligeledes at det den 9. april stadig er nattefrost.  
1981/82 har, sammen med 1941/42 slået flere kulderekorder. I 1981 blev den laveste temperatur målt til minus 25,6° i december. Januar 1982 bød på minus 31,2°, (februar 1942 minus 29°) men 1985/86 blev en sværvægter indenfor isvintre.
Vi har ikke haft en ægte isvinter siden 1985, skrives der et sted, og et andet sted at DMI ikke regner alle isvintre med. Hvornår det er isvinter, er man åbenbart ikke enige om. Jeg ved bare, at uanset om de kalder det isvinter eller ej, så kan det være frost og isende koldt. I 2012 havde vi minus 23,1° uden at det betegnes som en isvinter.
Både i min egen og ungernes opvækst, har der været masser af sne og is om vinteren. Vi løb både på ski og på skøjter. Vi kælkede, lavede huler og byggede snemænd. Det var dog ikke altid vi kunne løbe på skøjter på gadekæret. Det var altid far, der var nede at bore hul og måle hvor tyk isen var. Indtil han gav grønt lys, måtte vi nøjes med at løbe på engarealet, hvor vi højst kunne få en våd støvle, hvis vi gik igennem isen. På billedet er mine søskende og jeg på skøjter.
Det er mange år siden, der har været så meget is, nogen steder her i området, at man har kunne løbe på skøjter i det fri. Allan venter stadig på at få en tur på sine skøjter. Mine er for længst solgt. Jeg ved jeg ikke er den ‘skøjteprinsesse’ som jeg var engang.
Den 19.marts 2001 havde vi snestorm og det havde vi også den 11.marts 2013.
I søndags, ovenpå en weekend med forskellige udskejelser og alt for lidt søvn, kørte vi en tur til Faxe Ladeplads for endnu engang at se det fascinerende ispanser, på de små fiskerhuse, som vi så første gang i 2011.
Det har sneet nogle gange den sidste uge,og det har også føget, men ligefrem snestorm, kan man ikke kalde det. I dag skriver vi den 22. marts og der var pænt hvidt derude i morges, men det var dog ikke snestorm, men vi har stadig pænt store driver på udsatte steder, også langs hovedvejen.

Min landsby kan puttes i lommen

Tænk at man kan gå rundt med mange af Danmarks landsbyer i tasken eller lommen. Vidste du det?
Vores kommune købte for et år siden 10 licenser til Min Landsby App, og gav derved de små landsbyer mulighed for at komme med i et forsøgsprojekt. Vores lille flække var blandt de to første, i vores kommune, der kom med. Det første år, var det gratis for landsbyen at afprøve det.
Da vi kom på, for et år siden, var der, på landsplan, ikke mange byer med, kun 30, men som alle andre gode tiltag, breder det sig som ringe i vandet. Forleden hørte jeg i radioen, at der nu er 80, der er med.
Appen er et godt værktøj til at holde sig orienteret om hvad der sker i ens eget nærområde. Jeg har hørt nogle udtale sig om, at det er pengespild, da man kan finde alle arrangementer på diverse hjemmesider og forskellige grupper på de sociale medier, men det kræver jo at man har kendskab til deres eksistens. Her er det hele samlet et sted, og så gavner det også turisterne.
Jeg har i hvert fald fundet ud af at vi har meget mere at byde på i de nærmeste små landsbyer, end jeg var vidende om. Jeg er til gengæld også vidende om, at vi rundt omkring har arrangementer, og små unikke gårdbutikker og andet, som ikke findes på appen. 
Appen fortæller mig, at vi har en vinterbadeklub, 5 Kolde Tæer. Det vidste jeg ikke for et år siden, men den fortæller mig ikke, at vi har en fin lille gårdbutik der sælger hollandske oste. Begge dele ligger lige om hjørnet.
Har man hentet appen, kan man vælge den, eller de landsbyområder man bor eller befinder sig i. Der er masser af undermenuer, som man kan vælge til og fra. Det er desværre et elendigt billede, men kender du ikke appen, så kan du jo downloade den og lege lidt med den selv.
Om en ca. en måned er der møde i fællesrådet. Det bliver spændende at høre om appens første år, og ikke mindst dens fremtid.
Hvad man heller ikke kan se på appen om vores landsby, er at vi igen blev ramt af en snestorm. Det føg om ørene på os da vi gik hjem i nat, og det så ikke bedre ud i morges, hvor vi var ude at skovle sne, og Allan kørte med sneplov, for at rydde indkørsel og fortov. Temperaturen viste 5,4° minusgrader. Med den vind svarer det til ca. 15° minusgrader.
I radioen lød det flere gange i formiddag, at det er et voldsomt vejr her i de sydlige egne og de frarådede udkørsel, da der er sket flere ulykker på motorvejen, hvor der er glat og store driver og ingen sigtbarhed. Her omkring matriklen er meget af sneen blæst væk her i eftermiddag, og solen har også gjort sit til at smelte noget af det, men den sibiriske kulde bider gevaldigt, så jeg var pakket godt ind, da jeg var ude at gå her i eftermiddag.
De 5 Kolde Tæer bader hver lørdag. Det gjorde de fire af dem også i dag. Min kommentar til dem, var at de ikke var rigtige kloge. En af dem tilstod dog, at det var første gang personen havde haft en overvejelse om at springe over, netop i dag.
De var glade for jeg kom, så de bad mig om, at holde på badekåber og håndklæder, så de ikke blæste i vandet.
Jeg spurgte om jeg måtte fotografere dem. Det måtte jeg, og de var faktisk glade for jeg lige kom med et kamera, for deres fotograf var der ikke i dag, og de plejer at lægge billeder ind hver gang på deres side på FB. Alle billederne, er som lovet, sendt til deres fotograf, så kan hun selv lægge dem ind hun synes.  

Kender du typen

Jeg har tit tænkt, når jeg har set dette tv-program, at det kunne være sjovt at høre, hvad de ville nå frem til om mig, hvis de blev lukket ind i vores hjem, og ud fra det de ser, vurdere hvilken type jeg er. Det kommer aldrig til at ske. For det første er jeg ikke kendt, og for det andet, skal jeg ikke på landsdækkende tv, men det ændrer ikke på, at jeg synes det kunne være sjovt at blive vurderet ud fra det ens hjem indeholder.

For snart meget længe siden, så vi Kender du typen. Da der på skærmen kom tre valgmuligheder, siger Allan. Hende (navnet har jeg glemt)  kan det i hvert fald ikke være. Hvorfor kan det ikke være hende, spørger jeg. Fordi hendes mor bor lige deroppe, men selvom han peger, er jeg slet ikke med. Man kan da ikke dømme folk ud fra deres familie. Bor og lever du og jeg måske som vores forældre? Næh, det måtte han jo hurtigt indrømme, vi ikke gjorde. Det var netop hende, det ikke kunne være, der boede der.
Det kan også gå helt galt, hvis man lægger trykket forkert på et ord. Nogle ord er uforståelige, mens andre bare betyder noget ganske andet. 
Allan sad og løste kryds og tværs. Da han var gået i stå, spurgte han mig hvad småle (udtales med langt å) betød. Det aner jeg ikke. Det har jeg aldrig hørt. Lad mig se. Der står altså småle, som at grine. Det fremkaldte latter og en hovedrysten fra ham selv. 
Jeg skal ikke gøre mig bedre, for da jeg sad med en kryds og tværs, læste jeg ordet bendel, (betydning bånd) da det langt om længe gik op for mig, at der stod bendel. Altså en del af et ben.
Kender du typen, der egentlig mener at have en masse at fortælle, men som bare ikke vil ud med det. Sådan har jeg det lige nu.
Egentlig vil jeg gerne fortælle, men det bliver ikke nu. Måske en anden gang.

Weekenden er gået med frivilligt arbejde, gæster og Camillas 35 års fødselsdag, og siden den 1. marts har vi været frivillig ‘handicaphjælper’ og det fortsætter en tid endnu. Næste weekend er fyldt op med fætter-kusine-komsammen og hyggeligt samvær med naboerne. 
Selvom det har regnet meget i dag. Hele 13 mm her klokken 18, og et par mm i går også, så har vi stadig en hel del sne. Dog mest ved skel, og der hvor sneploven har kørt. Det øverste billede er taget i egen have i dag. Både krokus, vintergækker og erantis er dukket op af snedriverne. 

Weekendens vejrsituation på Lolland

Jeg ved, jeg er et meget  privilegeret menneske, der har nogle ualmindeligt søde og forstående chefer. Som nævnt under kommentarerne i sidste indlæg, meddelte jeg fredag morgen, at jeg ville blive hjemme fra arbejde samme dag. Det er ikke alle forundt at have sådanne arbejdspladser, uanset hvor forstående cheferne er.
Jeg ved reelt ikke hvordan vejen til arbejdet så ud, men de sidste 3 dages kørsel i snehelvede, var nok til, at jeg levende kunne forestille mig, at situationen kun var forværret. 
Da jeg, et par gange i løbet af dagen, kørte på sygebesøg for at opvarte patienten med diverse ting og sager, føg det gevaldigt, på den store brede hovedvej, så jeg var ikke i tvivl om at det var en god beslutning jeg havde truffet.
I løbet af dagen holdt det inde med at sne. Solen kom frem en lille times tid og så så det hele lidt lysere ud, men glæden var kort. Sneen dalede atter ned, men hvad værre var, så føg det kraftigt igen.
Lørdag morgen så det igen lysere ud. Temperaturen var steget til kun 6-7° frost, og den times sol dagen forinden, havde gjort underværker på snemængderne. Det var især synligt på egen indkørsel, fortov og tage, men også hovedvejen var blevet sort de fleste steder, mens bivejene så helt anderledes ud.
Vi blev enige om, at når vi havde klaret lidt opvartning og sygebesøg lørdag, ville vi, hvis vejret stadig var godt og ikke mindst forsvarligt at færdes i, køre en lille tur for at se hvordan vinterlandskabet så ud andre steder på Lolland.  
Jeg vidste, at alle mine søskende var til et eller andet tam-tam hele weekenden, og når jeg så ved, at der kun er mig tilbage som mors ‘eneste livlinje,’ tænkte jeg, hun ville blive vældig glad for lidt adspredelse, så jeg ringede og sagde, at vi ville tage hende med på en lille udflugt, så hun, med egne øjne, kunne se lidt af det vintervejr vi alle taler om.
Når det ikke fyger, og vejene er nogenlunde farbare, er det noget helt andet at færdes derude. Det er både smukt og fascinerende. 
Et enkelt sted måtte Allan slå sidespejlet ind, for at vi kunne komme igennem driverne.  Mor var vældig glad for turen og oplevelserne. Det var noget andet end de fire vægge, hun havde gået og set på de sidste mange dage.
Efter vi kom hjem, begyndte det atter at sne og fyge, men søndag morgen så det ingen meget bedre ud. Solen var dog ikke fremme ret længe, og det fyger stadig derude, og det tager til siger vejrudsigten.

Desværre er der noget, der tyder på de har ret i deres forudsigelser. De lover endda isslag i vores område. Det har jeg endnu mindre lyst til at køre i, så skån mig venligst for dette i morgen. Snemængderne giver udfordringer nok i sig selv.

Fy for et vejr, med snestorm og sibirisk kulde, der har ramt de sydlige egne

Vi har haft snestorm mange gange i både februar og marts måned. Endda så sent som den 27. april. Datoerne er jeg ikke i tvivl om, da jeg igennem årene, har lagt hus til mange børnefødselsdage med kælkning, bygning af snemænd, slåskampe, eller syltning som det kaldes og optøning af forfrosne børn og tørring af masser af våde flyverdragter, vanter, sokker og støvler. Så det vejr vi har i øjeblikket kommer ikke som den helt store overraskelse. 
Selvom vi har prøvet den form for vejr mange gange, er det ikke spor sjovt at skulle ud at køre, når man ikke ved om man kører på mark eller vej. Sådan var det i tirsdags, da jeg skulle hjem fra job. Fy for et uvejr. Intet, absolut intet kunne man se på lange lange strækninger, og det var endda hovedvej hele vejen, men en af dem der bare lukker til og bliver ufremkommelig. Det tog mere end dobbelt så lang tid at køre hjem end det normalt gør. Da jeg kom hjem kunne jeg starte med at skovle sne. Sikke mængder der lå i indkørslen. Driver i knæhøjde i det halve af den pænt lange indkørsel. Derefter var det fortovet og de nødvendige gangarealer på resten af matriklen, for herren i huset var ikke hjemme, og havde ikke været det hele dagen. Han kom dog om aftenen og var ude at skovle flere gange. Traktoren er sneet inde langt nede i haven.
Onsdag morgen, var jeg noget spændt på om jeg kunne komme på job. Det var jo de små biveje. Her hvor vi bor, bliver der ikke ryddet sne og vi havde immervæk fået 35 cm sne, og endnu mere der hvor der havde lagt sig i driver. Vi bor lunt og godt for det værste sus, da vi ligger i læ af skoven. Så det er svært at vide hvordan det ser ud derude, før man kommer derud, men det ved vi jo, når vi har boet her i mere end 40 år. Jeg klædte mig godt på, og havde skovlen i bagagerummet. Jeg nåede lige nøjagtigt at dreje ned ad den lille bivej, da landmanden kom imod mig i sin 4-hjulstrækker og stoppede mig. Du kan ikke komme igennem. Der er totalt lukket. Jeg har lige været kørt fast, og måtte trækkes fri, men bliv her, så henter jeg teleskoplæsseren, som står hjemme ved mig, så kører jeg foran dig hele vejen, de 6-7 km. Dagen før, var alle medarbejderne blevet sendt hjem af chefen før fyraften, fordi det var et herrens vejr. Selv var han på vej på skiferie. 
Efter det meste af en dag på kontoret, ringer landmanden og spørger, hvad tid jeg havde tænkt mig at køre hjem. Vejene lukkede nemlig meget hurtigt til. Han havde allerede kørt turen flere gange i dag. Ikke kun over for os selv, men også for de andre der bor på strækningen. Det er ikke vores arbejde at rydde offentlige veje, og vi får intet for det. Hvis landmanden vidste hvad tid jeg kørte, ville han køre hele turen igennem, så jeg kunne komme hjem. Jeg kom altså både til og fra arbejde med eskorte, men det har jeg også prøvet før. Hele onsdagen var kaotisk. Busser kørte ikke på Lolland og Falster, så skolerne lukkede. Hjemmeplejen i både Lolland og Guldborgsund kommune måtte have assistance for at komme ud til de borgere hvor det var strengt nødvendigt og meget blev aflyst.
Allan har i løbet af dagen fået gravet traktoren fri men den vil ikke starte, så det roder han med en stor del af dagen. Endelig lykkedes det, og sneploven bliver monteret og kommer i brug.
I dag torsdag måtte der igen flyttes en hulens masse sne før vi kunne få bilen ud ad garagen. Det tog Allan 45 minutter med traktor og sneplov bare at få ryddet indkørslen. I dag skulle jeg ad hovedvejen, men det betyder ikke nødvendigvis at jeg kan komme frem. Heldigvis havde sneploven været der tidligt i morges, men det var allerede føget godt til igen, og det var stadig ikke nemt at orientere sig. Ind imellem møder man forbavsende mange, som ikke har lys på. Eller det ser i hvert fald sådan ud. Hele bilen er en stor kørende snedrive, hvor både for- og baglygter er skjult godt bag sneen. Lyset kan slet ikke trænge igennem. Jeg kom helskindet frem, og i Radio Sydhavsøerne (lokalradioen) hører jeg at skolerne er lukket, mest fordi busserne ikke kører. Toget mellem Nakskov og Nykøbing F.er aflyst. Det fyger gevaldigt derude og biveje er lukkede. Jeg tænker det er en god ide at holde tidligere fri, så jeg kan komme hjem mens det er lyst. De første mange kilometer ser det noget bedre ud end i morges, så jeg tænkte, det ikke var så slemt mere og glædede mig over det, indtil jeg møder de samme udfordringer, som de foregående dage, med elendig eller ingen sigtbarhed, og på steder meget store driver på vejen.
Atter kan jeg glæde mig over at jeg kom godt hjem. Her ånder der fred og ro. Allan er igen ikke hjemme. Han er med Mads i Køge, som er under kniven for 3. gang. I Køge har de ikke noget sne, lyder meldingen. Igen er der kun mig til at skovle sne, og da jeg ikke beskæftiger mig med traktoren, er der kun sneskovlen at gribe fat om.
Allan og Mads er dårligt kommer hjem, før der skal ringes til vagtlæge, som Mads har fået instrukser om. Så jeg må ud ad huset for at lukke de udkørende læger og sygeplejersker ind. Allan har stået standby siden kl. 7 morges, så han vil gerne aflastes i aften. De skulle have beholdt Mads i Køge, skulle de, men det var ikke en mulighed da han spurgte, da de ikke kunne stoppe blødningerne. Han skulle bare ringe til vagtlægen. Det gjorde han kl. 18 og de ville forhåbentlig være der senest kl. 20:30.
Jeg kunne godt tænke mig nogle mere normale tilstande. Jeg har selv været på apoteket for at få noget for min hoste. Den vil ikke slippe sit tag. 

Weekendens vinterklargørelse

Indtil i lørdags har det været ganske mildt og lunt i vejret efter årstiden at dømme. Da de lovede store snemængder her i weekenden, var det tid at få sneskovlen lagt i bilen inden vi begav os til Sortsø, hvor vi køber regnbueørreder hvert eneste år. Sidste år, ville jeg købe rogn, men der var allerede udsolgt 20 min. efter de havde åbnet. Da Ellen og John også skulle købe rogn, aftalte vi at mødes. Sikke et møgvejr. Det blæste og regnede, men det var heldigvis tørvejr i pavillonen i Stubbekøbing, hvor vi havde aftalt at drikke en tår kaffe sammen, mens vi kiggede ud over vandet. Lunt kan man bestemt ikke påstå det var.     








Hjemme igen, fik jeg ordnet rognen. Den blev pisket og skyllet og pillet flere gange, inden alle hinder var væk. Bortset fra jeg smagte lidt af det, røg det hele i fryseren.

I dag vågnede vi til atter en meget våd og blæsende dag, så jeg spurgte Allan om jeg ikke skulle hive vinterdynerne helårsdynerne frem, til erstatning for de tynde tæpper vi sover med det meste af året, eller han troede, at ikke bare jeg, men også han selv stadig ville få det alt for varmt, trods det altid åbne vindue. Vi satser på vi overlever varmen. 
Sommerjakken er lagt væk. Mine vinterstøvler er fundet frem og er klar til i morgen tidlig.

















Ellers er weekenden gået med at passe forskellige aftaler, bage lidt brød til fryseren, lave æblechips og strikke. 
Bortset fra nogle få store fnug, der et kort øjeblik faldt ned fra himlen i eftermiddags, mens solen også kom frem et øjeblik, har sneen ikke ramt Lolland. Det ser ganske anderledes ud rundt omkring andre steder i landet. Især Sjælland, omkring Roskilde, hvor det begyndte at sne allerede i går. Her er der faldet op til 60 cm sne. (Denne bemærkning mindst lige så meget til mig selv og min dagbog) Her på stedet vælter regnen ‘bare’ ned. Hellere regn, end sne, i de mængder og med den vind, når man ikke bare kan blive hjemme.

Rødbedesalat og forhindringsløb

Hvad har de to ting med hinanden at gøre, vil I måske tænke. Ikke andet end det er noget af det min weekend har været fyldt med. Det er efterhånden også længe siden jeg har belemret jer med mine køkkenudfoldelser.
Selvom jeg både har syltet og lavet rodfrugter flere gange, havde jeg stadig en kasse  fyldt med rødbeder. Når frosten kommer, kniber med opbevaringsplads. Nattefrosten havde meldt sin ankomst længe før jeg fik hentet rødbederne ind i ‘varmen.’ Heldigvis havde de ikke taget skade. Flere uger med varme har de bestemt heller ikke godt af, så det var ved at være sidste chance for at redde dem.
Kassens indhold skulle helst udryddes, eller i hvet fald reduceres kraftigt. Derfor blev den største gryde fundet frem og fyldt til randen lørdag morgen.  Jeg fik lavet en stor portion rødbedesalat.
De kogte rødbeder blev skåret i små stykker og blandet med lidt æbler, som også trængte til at blive brugt, ymer, æblecidereddike, olivenolie, græskarkerner og hvidløg. Så var der en lækker rødbedesalat til frokost. Selvom vi havde nogen til frokost, der kunne hjælpe os med at spise det, fik vi ikke udryddet det. Heller ikke til søndagsfrokosten. 
Jeg kunne godt se, at vi nok ville blive træt af rødbedesalat inden vi fik udryddet hele den portion rødbeder. Alligevel lavede jeg en grundportion mere med løg og pasta i. Grundportionen skal fyldes med kapers, æg og hvad jeg ellers kan finde på at fylde i når jeg skal have madpakke med i løbet af ugen. Resten af rødbederne blev syltet i små terninger, og kommet på glas, bare for at have nogen der ser anderledes ud end de traditionelle. 























Lørdag eftermiddag var jeg klar til at bevæge mig ud på den sædvanlige gåtur. Vel vidende at det ikke er nemt at færdes ret mange steder. Jeg behøvede blot at kigge ud ad vinduet for at konstatere det. Nu skal der mere end lidt sne, is, plutte og blæst til at holde mig inde. Jeg var dog klar over, at jeg ikke skulle vælge de små skovstier, men de store kunne vel nok gå an.
Ved stranden og havnen var der stablet store forhindringer op. Maskiner, grus, sten, køreplader og mange andre materialer, samt campingvogne og jeg ved ikke hvad. Det tyder på, der skal ske noget stort for at undgå flere oversvømmelser.

I skoven var det ikke bare is og pløre, der tvang mig til at sætte tempoet lidt ned. Selvskoverne var i fuld gang med at fælde træer for at få brænde hjem til næste fyringssæson. Nøjagtigt som vi selv har gjort i mange år. Vi er dog blevet lidt mere magelige, hvad det angår. Da jeg kom ud ad skoven igen, blev jeg bekræftet i, at mine sædvanlige tre skovruter ser meget forskellige ud.





















Til højre i billedet, bag pælen, er den lille skovsti, hvor jeg nærmest ville have været druknet, eller blive suget fast i sølet og måske miste fodtøjet, hvis jeg havde valgt den, som er en af mine foretrukne ruter. Vejen fører direkte til og  fra vores adresse gennem skoven. Til venstre er vejen en stor skøjtebane, som efter ca. 4 km fører ind i Storskoven. I midten ser du min forkortede lørdagstur. 

Søndag havde jeg svært ved at vælge min tur. Jeg vil jo allerhelst gå i skoven, men det ER altså ikke nemt i disse dage. Måske en anden skov var bedre. Ellers kunne jeg jo altid vende om. Den tur krævede en del vandrig på landevejen, men var den overhovedet bedre, når vores egen vej var en stor glatbane!


Landevejen var fin og tør. Det kan man ikke just sige om de omgivelser, jeg passerede. Den sne solen har haft travlt med at smelte de sidste par dage, ville nogen sikkert ønske, ikke var gået hurtigere end kloakkerne kunne følge med. Selv kattene må finde sig i at gå i vand. Jeg undrede mig faktisk over, at de overhovedet gjorde det. Men håbet om at finde fiskerester er nok for stort, til at holde dem væk.    

Sundet er fyldt godt op med vand, men den anden skov så ud til at være fri for sne…  Det var dog kun en stakket frist... Vend om…. Nej…. ikke tale om. Nu gennemfører jeg. Der er så dejligt i skoven.






















Jeg kom ud på landevejen på den anden side, hvor der var dejligt nemt at gå. 























Selvom solen havde stor magt, bed det alligevel noget omkring snudeskaftet, derude på de åbne vidder. En Pelle-helt-alene-i-verden-vandring en times tid, hvor der blev indåndet masser af frisk luft, mens de 7 km blev tilbagelagt, er slet ikke så tosset at bruge lidt af sin søndag på.

OBS: Hvis nogen skulle være interesseret i at se filmene, som  Stubbekøbing lagde kulisser til i sommers) 'Tod eines Mädchen,' så vises den i 2 afsnit på ZDF mandag og onsdag. Begge dage kl. 20:15