Vi holder liv i livet

Der skal bevægelse til for at holde liv i livet. Vi bevæger os rigtigt meget, både fysisk og mentalt, så der er umiddelbart ingen fare for at hjernen går helt i stå.
Job
Der er nu gået 14 måneder, hvor jeg skulle have fri hver anden fredag. Det har jeg for det meste også haft, men i stedet har jeg arbejdet mere, rigtigt mange af de andre dage, både før og efter normal arbejdstid. Mest siden den 1. november. Det er en overgangsordning, jeg uopfordret selv har tilbudt. For nogle år siden, blev der startet et projekt op, som ikke kostede mig de mange årlige arbejdstimer, men nu har det accelereret, samtidig med at ingen af os ved, hvor meget mere arbejde, der vil lande på mit skrivebord i fremtiden, da vi længe har haft en dialog i gang med endnu en udvidelse af forretningen. Det er nu faldet endeligt på plads. Den første regning er landet på mit skrivebord. Selvom jeg fratages lidt arbejdsopgaver her og der, har jeg mere end rigeligt at se til. Det er i forvejen den tid på året, hvor jeg altid arbejder nogle ekstra timer helt frem til maj måned, så chefen er ikke i tvivl om, at noget skal ske. Meget snart. Til sommer bliver det 30 år siden, jeg blev ansat. Det var svært at forestille sig, at der ville ske så mange interessante, spændende og nye tiltag. Det er stadig en spændende arbejdsplads. Der sker konstant noget, der holder hjernecellerne i sving.
Fritiden
Vi er blandt de aktive i lokalsamfundet og har poster i to lokalforeninger. Den lille hyggelige forening med naboerne, kræver ikke det store arbejde. Det er mest på hyggeplan, også de obligatoriske faste møder. Den “store” forening, som er den, der bl.a. er med til at tiltrække turister og tilflyttere, er der, hvor vi (mest Allan) lægger fysisk arbejdskraft. Forleden var vi til hyggeaften med mad, vin, kaffe og kage. Her ville man gerne have mig til permanent at stå for en IT-opgave. Der er også andre, der har bud efter mig, men svaret er  klart et nej til det hele, så længe jeg er på arbejdsmarkedet.
Vi lægger mange timer i bygge/renoveringsprojekter hos Camilla, i Rønnede, men vi har også mange andre fornøjelser. Allan og jeg alene, eller sammen med venner og familie. Både i naturen, i de private hjem og på restauranter. I sidste weekend var vi atter på Holberggård. Denne gang til en 10 retters menu med overnatning og morgenmand. Menuen skuffede bestemt heller ikke denne gang. Der spiser man virkelig godt. Vi var i selskab med Ellen og John, og vil du gerne se menuen med billeder, så har Ellen skrevet om det her.
Som sædvanlig er vores liv en god blanding af alt det, vi nyder og holder af. Vi prøver at fordele det, så det passer bedst til os. I weekenden skal vi til den årlige hyggelige sammenkomst hvor fætre og kusiner på mors side mødes. Vi er kun 12. Mine 3 søskende og jeg med vores ægtefæller, tæller de fleste, og ingen af alle vores mange børn og børnebørn,  er blandet ind i den sammenkomst.

I skrivende stund har vi ikke lagt nogen faste planer for weekendens dagtimer, men alt kan ske. 

Citater
Livet er som at køre på cykel. For at holde balancen, skal du holde dig i bevægelse. (Albert Einstein)
Vi har for mange mennesker, som lever uden at arbejde, og alt for mange som arbejder uden at leve (Charles R Brown)

Brok
Suk, altså. Nu kan jeg slet ikke sætte billeder ind. Hverken det ene eller andet sted fra. Jeg kan skrive teksten i Open Live Writer, men bare ikke sende billeder med over og heller ikke direkte i bloggerlayoutet. Jeg fatter ingenting.

På tur med Grevinde Alexandra og pludselig gibbede det i mig

Det kan være svært at deltage i arrangementer af forskellige slags, når man er på arbejdsmarkedet, hvis det foregår en hverdagsaften, som dette foredrag "Min lykkelige rejse" gjorde.

Vi var enige om at vi skulle være i Roskilde, når dørene åbnede, fordi vi ville have en god plads. Allan var køreklar, da jeg kom fra job, og vi ankom 10 - 15 min. før tid. Der var mange der kom efter os, som måtte stå ude i kulden ret længe. Der gik nemlig en rum tid før de gik i gang med at tjekke billetter, og den ekstrem lange kø kom i bevægelse.


Et par dage før foredraget modtog jeg en mail fra Tikko.

Kære Pia Christensen,

Både vi og Grevinde Alexandra glæder os rigtig meget til, at vi skal have en hyggelig og god aften sammen. Du har tidligere modtaget lidt praktisk information, men vi vil nu gerne bede jer om en tjeneste.

MULIGHED FOR AT DELE ET AF DINE BEDSTE ØJEBLIKKE MED GREVINDE ALEXANDRA
Med afsæt i Grevinde Alexandras bog Mit Lykkelige Land og hendes egne oplevelser med Danmark og danskernes definition af lykke, vil vi rigtig gerne høre fra jer om et af jeres bedste øjeblikke - og gerne som i Alexandras bog med en lokal forankring - i din by, dit yndlingssted, i et landskab, en strand, en aktivitet osv.

Så vil Grevinde Alexandra integrere disse indtryk i sit foredrag eller måske udvælge din oplevelse eller øjeblik. Du også velkommen til at formulere et spørgsmål til Grevinde Alexandra

På trods af det korte varsel, håber vi på at modtage mange gode øjeblikke og interessante spørgsmål fra jer. Vi kan jo ikke garantere, at vi når alle jeres oplevelser og spørgsmål, men måske du er heldig!

Husk at sætte navn under din oplevelse og dit spørgsmål - og som du blot sender som svar på denne mail.

Tusind tak for at medvirke til at gøre det til en helt særlig aften.

Venlig hilsen 

Tikko

Jeg brugte lidt tid på at sætte lidt sammen, og tænkte det sikkert var spild af tid. 
Mon ikke alle har hørt, at Danmark i mange år har ligget på top-3 listen over det mest  lykkelige land! Det havde Alexandra sat sig for at finde en forklaring på, og skrevet en bog, og det er den vi fik et udpluk af.

Hun holdt et meget interessant, sjovt og festligt foredrag om sit kontrastfyldte liv. Når hun fortæller og samtidig viser billeder, ser man tydeligt, hvor meget  anderledes Hong Kong er. Ikke bare i forhold til Danmark, men også alle andre byer på kloden. Vi så de byggede flere meter, enormt  høje bambustrapper udvendigt på højhusene. Man kan ikke køre ud ad byen, men kun komme væk ved at flyve, og flyene fløj i hendes barndom, så tæt på højhusene, at man kunne se hvad folk så i TV. Gennem opvæksten holdt familien mange ferier i Østrig, hvor hendes mor stammer fra, så på den måde vidste hun, at Europa var meget anderledes, men Danmark kendte hun ikke meget til. Hun havde dårligt hørt om landet, før hun flyttede hertil. Der var underholdning for alle pengene.

Da pausen var forbi, og Alexandra skulle fortsætte med at underholde, sagde hun som det første, at der var kommet rigtigt mange forslag til hende, men at hun selvfølgelig slet ikke kunne nå dem alle. Da hun startede med at sige mit navn, gibbede det lige mig. Hendes valg faldt på 4 meget forskellige breve, men i bund og grund handler de alle om det at være lykkelig, der hvor vi er i verden og i vores liv. Bortset fra 'mine reklamer' så blev alt læst op.

Vi bor på det skønne Lolland, og er ofte glemt på landkortet og i samtaleemner om, hvad der rører sig i vort lille land. Hvis vi nævnes, er det oftest i dårlig omtale. Vi må lægge ører til, at vi hernede ingen uddannelse har. Vi er arbejdsløse og sociale tabere, fattige  osv.,  men fakta er, at det er myter, der ikke har hold i virkeligheden. Lolland og Falster, og de endnu mindre øer her, er alle nogle dejlige øer, med belæste og intelligente mennesker, som i resten af landet. Det er driftige folk. Her er mange iværksættere og små virksomheder af alle mulige slags. Nogle kendt langt ude i den store verden, men næsten ukendt i vort eget lille land. (Krenkerup øl og Frederiksdal vine, for bare at nævne nogle få)  Vi har den skønneste natur med masser af frisk luft.  

Vi får flere og flere tilflyttere, også til vores egen lille by XXX. Man er begyndt at få øjnene op for, at vi også kan noget hernede.  

Vi, der bor her i Vandkanten, vil på ingen måde bytte med et liv i storbyen. Her er der hjerterum, hjælpsomhed, næstekærlighed, fred, ro og idyl i massevis. Vi har det hele lige udenfor døren. Når døren åbnes er der adgang til fugle- og dyreliv, skov, strand og stjernehimmel. Her kommer vi hinanden ved, og vi står sammen.

Pia Christensen

XXX.

                                                       Hjerteøerne

Jeg må sige, at hun virkelig er kommet efter det, da hun dengang satte sig for at blive dansk. Hun fortalte hvordan det var flytte til et fremmed land, med en meget anderledes kultur og et nyt sprog, der også skulle læres. Om talemåder, og forskellige ord med samme betydning. 

 
Hun er begyndt at samle på sine egne sprogbøffer, hvoraf hun også leverede nogle. Man kunne selvfølgelig også købe hendes bog, "Mit lykkelige land", hvor der er meget mere at finde. Jeg tager gerne til et foredrag med hende igen, hvis hun stiller op med sine sprogbøffer eller noget helt andet, for hun er ret underholdende at høre på.

Høstfest på Borreby Gods i selskab med Morten Korch

Det er efterhånden læge siden at høsten kom i hus. Det er også længe siden, vi var til høstfest, men derfor kan jeg godt fortælle om det.

Det er godt nok langt at køre for at få denne oplevelse, og egentlig passede det rigtigt dårligt ind i vores kalender. Vi var også lidt spændt på, om det nu var så godt som det lød. Om det i det hele taget var noget for os, men det var det hele værd.
Det startede til middag, hvor de slog dørene op til den store gamle lade, som er omdannet til teatersal. Her sad vi ved langborde og fik serveret en dejlig platte, som vi ikke vidste hvad bestod af, før den blev serveret, men den indeholdt blandt andet en lækker kalvesylte. Der blev serveret noget lækkert brød til det hele. 
Mens vi spise var der løbende, flere former, for underholdning forskellige steder i teatersalen. Der blev sunget, spillet, hoppet sjippetov, danset og snakket med os publikum, som skuespillerne også gør i Matador på Bakken, hvis du har haft den oplevelse. Det er levende og hyggeligt.
Da vi var færdige med at spise, startede selve forestillingen på scenen. Der var rigtige mange indslag, mest sange fra de gode gamle film af Morten Korch, men også fra Far til fire. Nogle af klassikerne blev vi bedt om at synge med på. 

Da forestillingen var overstået, blev der tændt lidt dæmpet belysning, og laden blev pludselig fyldt med vasketøj,  mens de begyndte at spille og synge Tørresnoren.
Underholdningen med sang og musik, fortsatte mellem bordene lidt endnu, og vi hyggesnakkede med vores ‘naboer’ til begge sider, inden vi brød op. Der var bal bagefter, men det var vi helt enige om, hjemmefra, at det skulle vi ikke deltage i. Det så også ud til at de fleste kørte hjem, men det var absolut en hyggelig dag, og vi kunne sagtens finde på at tage til en forestilling på Borreby Gods igen en anden gang.
Du kan læse mere om Borreby og teater her.

Englandskrigen og en hjemvendt soldat

Når Fællesrådet, eller andre små foreninger, prøver at lave nye tiltag, til styrkelse af turismen og det sociale liv mellem byens borgere, er det ikke nemt at vide hvad, der bliver taget godt imod. Skansedagen er et af flere tiltag, der er god tilslutning til. Det blev stablet på benene sidste år, og succesen gjorde, at man besluttede det skulle blive en tradition. 

Det har været rimelig let, for Allan at være frivillig passer af Danskerskansen i denne tørre sommer, men i mandags var han nødt til at give den en omgang. Heldigvis var temperaturen dalet en smule, men det var alligevel en varm omgang.
I dag startede arrangementet kl. 10, hvor mange af os mødte op, for at få det hele med, mens andre kom dumpende til senere. En tilslutning på omkring 30 personer blev det til, og det er ganske godt. I år havde nogle stykker fra bestyrelsen rejst en stort telt, da vejret nu er blevet en smule ustabilt, med byger. Ikke noget regn der batter noget, men nok til at man kan blive våd. Det holdt tørvejr.
Som sidste år, havde man fået en major til at komme og fortælle historier fra den gang der var krig. Interessant, hvis man altså interesserer sig for den slags.
Derefter var der lirekassemusik af den hjemvendte engelske soldat. 
Der var også undervisning i krudt og forskellige kugler af en sortkrudtsskytte. Der blev dog ikke fyret noget af, med ild, da vi stadig har afbrændingsforbud. Vi måtte nøjes med et par saluter med forladergeværer, så brag blev der.

Derefter var der mere lirekassemusik med fællessang. Et par stykker af os, var ret interesseret i, hvordan sådan en lirekasse fungerede og lirekasser i det hele taget. Det fik vi så en fin forklaring og demonstration af. Denne lirekasse spiller efter hulkort. De nyere af slagsen, fungerer på samme måde som en jukeboks.
Som sidste år, kunne vi til slut købe kaffe, kage, saft, mjød og soldatermad, men vi havde en frokostaftale herhjemme kl. 12.30, så det sprang vi over i år, men en enkelt pose mad med fedt og slæbepølse, samt en sammenklappet ostemad, også med fedt, kom med hjem. Vi støtter gerne foreningen og kampen mod madspild, og så smager det i øvrigt godt.

Vi fortsatte udendørslivet herhjemme. Frokosten blev indtaget ude i det fri. Det er vel stadig sommer, og nu har vi sukket efter vand og lavere temperaturer længe.

De lavere temperaturer er her, men det kniber stadig lidt med vandet, selvom vi fik 21 mm for et par dage siden, og en hel mm i går, men intet i dag, der kan måles.

Livet i sommervarmen

Sommervarmen trykker mig noget så gevaldigt, og har gjort det, de sidste par måneder. Jeg har prøvet at sove i haven, for at få noget søvn, men det hjalp ikke. Søvn er en mangelvare. Det må jeg indfinde mig under, når jeg ikke kan ændre på det.
Trods varmen, skal jobbene passes. Jeg glæder mig bare over, at Allan går hjemme, og alle døre og vinduer kan stå åbne hele dagen, for det er ulideligt at komme hjem til sådan en bageovn. Det er slemt nok endda. Der sker faktisk ret meget i mit (vores) liv. Heldigvis ikke forfærdelige ting, selvom vi godt kunne undvære nogle af dem. Noget er tidskrævende arbejde. Andet er tidskrævende. Noget dumper ned fra himlen, som f.eks. da jeg blev ringet op af en advokat, der stillede nogle spørgsmål, og gerne ville indkalde mig som vidne i retten, hvis sagen blev til noget. Det har jeg sagt ja til, så min håndskrevne dagbog bruges flittigt. Der er lange dagbogsskriverier hver dag.
Vi har dog ikke undgået at komme hjem til bageovnen,da vi har været væk hele dagen flere gange. Når vi ikke er ude at føjte i weekenderne, bruger jeg tid på at høste fra drivhus og have. Eller cykler ud og høster i hegn og krat. Naturen er så rig på gaver.
Det er bedst at lave dette arbejde fra morgenstunden, hvor køkkenet stadig ligger i skyggesiden. Om eftermiddagen kan man slet ikke være der. Selvom der var vind i går, så var det stadig frygteligt varmt, her på Lolland og det er det også i dag. Stadig over 26° da klokken var 18.
Det var bare et lille pip, for at vise at jeg er live, men ikke sidder inde ved pc’en i den hede, og ude har jeg svært ved at læse både på min telefon og min iPad, men i aften er der kun 25° inde i huset. Så lav har temperaturen ikke været de sidste par måneder, så det er bare med at glæde sig over det, og udnytte det ved at prøve at få en god nattesøvn, inden helvedesheden bryder løs igen i morgen tidlig. 

Den planlagte sommerferie kiksede

Hvorfor, kan du læse lidt om her, men ikke nok med det. Der kom også andet til. Eller, det startede faktisk allerede den lørdag, vi kørte hjemmefra.
Da Allan skulle læsse cyklerne på campingvognen, tabte han min ned på sin arm. Han fik et plaster på, og så var det det. Da vi efter et døgns tid, satte et nyt plaster på, væskede og blødte det ret meget. Næste dag så det ikke bedre ud, så da vi alligevel måtte afbryde ferien og kom hjem, kørte han til lægehuset, til en akuttid hos sygeplejersken. Hende har han så konsulteret hver anden dag i de 14 dage, vi har haft ferie. I dag måtte han fjerne forbindingen selv, og det ser fint ud og er nu begyndt at hele.
Som nævnt i tidligere indlæg, skulle Allan allerede møde i Hørsholm, tidlig morgen, om fredagen. For ikke at vi skulle stå op midt om natten, ville vi prøve at finde en overnatning et sted i nærheden. Det var bare ikke nemt. Alt var booket. Det eneste ledige vi kunne finde, var Kokkedal Slot, som til gengæld kun lå 5-10 minutters kørsel fra øjenklinikken.
Slottet ligger i et skønt naturområde, hvor vi gik tur i skoven. Herunder er et kig ud over slottets have. Den udsigt kan man nyde, mens man spiser på terrassen om sommeren. Om vinteren spiser man i kælderen.
Vi havde bare bestilt den billigste overnatning. Vores ophold bliver ikke bedre af at sove i et større værelse. Vi opholder os jo kun der, når vi sover. Da vi tjekkede ind på slottet, spurgte receptionisten, om vi ikke ville opgradere til superior. Det koster kun 500,- ekstra, sagde hun. Vi takkede pænt nej. Vi meddelte at vi ikke kunne nå at spise morgenmad, selvom den hørte med i prisen, og allerede blev serveret fra kl. 7:00. Ærgerligt, men sådan var det. Vi vidste det jo allerede inden vi bookede. Jamen, skal jeg så ikke opgradere til superior. Det takkede vi så ja til. Jeg ville nu hellere have haft rabat på aftensmaden, eller et par glas vin gratis, men den tanke kom først senere.
Det var virkelig en lækker forret. Avocado med gedefriskost og syltede tomater.  Hovedretten var ribeye, med top af blomkål (og sovs). Der manglede lige lidt mere grønt, eller et par nye kartofler, efter min smag.
 Vi havde ikke bestilt dessert, men Allan blev fristet og ville have is. Det kunne han ikke få, så det blev til letfrossen hvid chokoladeganache med bagte rabarber og marengs. Jeg tænkte, det nok ikke var noget for mig, fordi det lød lige sødt nok, men det var godt afstemt med det sure. Dog rigeligt med chokolade til mig, men jeg har altid en aftager med en sød tand, der står klar.
Øjenoperationen gik godt, og vi var allerede på Lolland igen klokken 11, selvom vi holdt formiddagskaffepause midtvejs.
På  hjemturen, fra passagersædet, kunne Allan læse vejskilte osv. på lang afstand, helt uden briller. Ham som ellers næsten er født med briller. 67 år har han været afhængig af dem. Alene det at stå op om natten og gå på toilettet, har han aldrig kunne uden at tage briller på. Vanens magt er stor. Han tager stadig efter sine briller, for at tage dem af, når han skal have tøj af og på, eller i bad, og han har heller ikke tal på de gange, han har forsøgt at skubbe dem på plads på næsen.
Det kunne ikke gå stærkt nok med at få fat i et par billige læsebriller. Nu kan han også læse de små bitte tekster, for en investering af 30,- kr., men han ser frem til, at han kan få lavet briller, der passer bedre til hans syn.  
Ellers er min ferie bare brugt, på netop det, jeg har haft lyst til. Jeg har gået ture, cyklet, ordnet have, passet og høstet i drivhuset hver eneste dag. Været sammen med ungerne, hver for sig, og sammen. Besøgt mor et par gange. Været ude at spise. Ryddet op i hendes tøj og haft hende med på onsdagsmarked i Maribo, for at høre Mark og Danny spille. Jeg har læst, hæklet og syet forskellige ting. Nogle få omgange på strikketøjet, er det også blevet til, men er for varmt, synes jeg. Jeg har syltet ting fra haven. Ordnet frysere. Høstet forskellige ting i naturen. Ryddet op i udvalgte skuffer, skabe og på værkstedsloftet. Pakket kasser til næste uges loppemarked hos min niece. Nydt aftenerne udenfor, når den værste hede har lagt sig og ellers bare hygget mig alene eller sammen med andre.
Jeg er på ingen måder ked af at vores campingferie gik i vasken. Jeg har virkelig nydt at være hjemme, og gøre lige hvad jeg havde lyst til. NÅR jeg havde lyst. Jeg har endda været lidt på FB. Et sted jeg ellers kommer meget sjældent, men det blev pludselig ekstra interessant at følge lidt med da Mark, havde lavet en lille sang, i forbindelse med at nogen havde stjålet hans bådmotor. Det kom helt bag på ham, at det blev vist og delt i en uendelighed. En masse kommentarer og al den opmærksomhed, det har skabt. Det er helt vildt. I skrivende stund er opslaget vist mere end 118.300 gange. Både lokalavisen og TV2east har vist og skrevet om det. Bedst af alt - Mark har hentet sin motor hos politiet i torsdags.
Er du interesseret, kan du se og læse historien her, her og her.
Min ferie synger på sidste vers. I morgen tidlig er det atter hverdag, og det er slet ikke så tosset heller. Jeg ved der venter stakkevis af bunker. Det hele ligger nøjagtig som jeg forlod det, og indbakken flyder over, men jeg glæder mig til at gå i kast med det hele  

Bridgewalking, eller brovandring, på den gamle Lillebæltsbro

Så fik vi endelig indløst vores julegave. Alle billeder er taget af guiden, men er offentliggjort til fri download på bridgewalking.dk. Det er ikke alle guider, der er lige gode til fotojobbet. Vores gruppebillede hører ikke til blandt de bedste.

Inden turen starter, samles man til en kort intro, hvorefter man bliver bedt om at finde sig en kedeldragt i passende størrelse. Uden den kommer man ikke med. DSB vil ikke have folk i kulørt tøj gående rundt på brobuerne og skabe unødig opmærksomhed. Det er også DSB, der har udstukket reglerne om, at ingen må have løse genstande med. Altså ingen bilnøgler, telefoner, kameraer, tasker, punge, lommetørklæder eller noget som helst lommeuld i lommerne. Det med lommeulden, må være for at pointere, hvor skrappe reglerne er. Bliver det opdaget, afbrydes turen øjeblikkelig, var beskeden. Allan måtte lægge sine høreapparater, men det var han også forberedt på, da han havde ringet i forvejen for at forhøre sig. Man kan så undre sig over, at man må bære briller, solbriller og kasket. Kasketten er dog først blevet lovlig i år.

Når man har fundet sig en kedeldragt, som man må beholde efter turen, skal man trække i sikkerhedsudstyret. Hvis man er en lille smule skeptisk, overfor det man skal i gang med, kan man måske godt begynde at tænke, hvad det er for en farlig færd, man er ved at begive sig ud på. Nogle få springer fra, inden de når helt op, men det ikke så meget som strejfede os, at springe fra. Jeg havde forventet det kildede lidt i maven, når jeg kiggede ud eller ned, men det gjorde det overhovedet ikke. Det var lige så fredeligt og roligt, som da jeg fløj luftballon. 

Det har kun været muligt at tage på brovandring siden maj 2015. Det kostede 16 millioner kroner at få skudt det projekt i gang, men det er blevet et tilløbsstykke. Der har allerede været 140.000 mennesker over, og man forventer at blive gældfri i år. Fremover skal pengene gå til at fremme turismen i Middelfart og Fredericia, som er de to kommuner, der har lagt pengene ud. 



Når alle er i sikkerhedsdresset, og har fået udleveret ørepropper til udstyret, tjekkes fodtøj. Hvis det konstateres at alle kan gå selv, og ingen har indtaget alkohol, eller er gravide i 23 uge, er over 140 cm høj og ikke vejer for meget, går turen mod broen, hvor der bliver taget gruppebillede.

Derefter, skal man sørge for at stille sig ved dem man evt. er sammen med, da man ikke kan skifte plads undervejs, fordi man skal sætte sin sikkerhedskæde fast, når man starter opstigningen på de stejle trapper.
Da vi var kommet op af de 130 trin, blev der spurgt, om der var nogen der havde fortrudt og ville springe fra, for så var det nu. For fra næste stadie og resten af turen, ville foregå  godt 60 meter over vandoverfladen.

Undervejs havde vi flere stop, hvor guiden fortalte en masse om broens historie. Blandt andet at broen er samlet med over 2 millioner nitter, og at den er bygget af Monberg og Thorsen. At den vejer 305.000 ton. 

Herunder er der et kig ned til togskinnerne og vejbanen.


Broen er i øjeblikket lukket for al biltrafik, så det var kun togene, vi så og hørte. Vi kunne dog også kigge ned og se cyklister, fodgængere og de arbejderne brofolk.


Der er koordination mellem guiderne, et par steder, så man ikke går mod hinanden,

I højsæsonen sendes der hvert kvarter et hold på 20 personer afsted så der er flere hold på broen samtidig. 
Det er let og helt ubesværet at gå på gangbroerne, men det er ikke alle der har lige let ved at komme op og ned af de der ‘hønsestiger’ i det runde rør. Flere fik en hjælpende hånd.
Når man er kommet helt op, hvor man skal krydse broen, og står og kigger ud over de højeste brobuer, så har man den smukkeste udsigt i alle retninger 


Herunder er vi nået til Jylland og har dermed gået halvdelen af turen, nemlig ca. 1200 meter. Der godt med blæst på toppen. Nogen syntes der var direkte koldt.


Vi stiger ned igen på den anden side og går tilbage mod Fyn.


Efter at have opholdt os på broen i to timer, er turen ved at være slut og vi krydser atter broen inden vi stiger ned, samme sted som vi kom op.
 
Vi går tilbage til udgangspunktet og får afmonteret sikkerhedsudstyret. Jeg skulle have hjælp til at komme ud af mit, da jeg havde fået sat en ekstra karabinhage i på ryggen, fordi selerne gled ned over skuldrene, så det kunne være faldet af mig på turen, og sådan noget må ikke ske. Allan fik sine høreapparater og bilnøglen udleveret. Hjemturen tog vi over de Sydfynske Alper, Tåsinge og Langeland for at tage færgen, men nøj, hvor den rullede og vippede. Det var rigtigt slemt, og det var ikke kun mig, der syntes det. Heldigvis overlevede jeg også denne gang.

Lidt om hverdagen og om nye og gamle interesser der står i kø

Jeg har længe været inde i en stime, hvor jeg kaster mig over den ene nye interesse efter den anden, eller tager gamle interesser op igen. Jeg ved, det er en umulig opgave at holde fast i alt det, jeg synes er sjovt, men når nu jeg ikke er parat til at slippe noget af det, må jeg jo nøjes med at være en lille smule alle vegne.
Det er syltetid, og jeg holder stædigt fast i at få høstet alt hvad haven og drivhuset producerer, men det holder mig ikke fra at gå på jagt i naturen også. Ofte har jeg pakket mit grej i cykelkurven, og høster på vej hjem fra arbejdet.
Selvom jeg nu har cyklet den samme tur i 29 år, laver jeg stadig fotostop på turen, og tit flere gange både ud og hjem. Jeg bliver aldrig træt af de indtryk, jeg får på disse ture.
For et par uger siden var det ren nostalgi jeg mødte en morgenstund. Lugning af roer. Forsøgsroer bliver behandlet, som da jeg var barn.   
Harer på spring over sti og marker er et dagligt syn. Måske lykkedes det mig en dag, at få en lille video af dem i fuld firspring!
Det er ikke alt jeg høster, der er spiseligt. For snart længe siden begyndte jeg at plukke blomster og lægge i pres og til tørring. Dem har jeg fået lavet en lille stak kort ud af.


Denne gamle interesse, fra min barndom, har grebet om sig. Efterfølgende har jeg flere gange været på jagt i naturen. Disse ting ligger, eller hænger nu til tørre, og jeg har planer om at hente mere, for flere interesser står i kø. Man skal ikke gå ned på planer eller interesser. 
På mit gode gamle job, bliver de små grå sandelig holdt i gang. Vi har fået helt nyt og avanceret regnskabsprogram. Så avanceret at flere teknikere er ind over, for at løse de problemer jeg og chefen hele tiden støder på. Det har givet mig rigtigt mange udfordringer. Desværre er det ikke slut.
I sidste uge fik jeg så også helt nyt pc-udstyr, og er nu udstyret med to skærme. Det kører til gengæld uden problemer.
 Ved I at det sidste nye er at robotter fører regnskab? Jeg vidste det ikke, men mon ikke min stilling er sikret, med det nye tiltag der nu er gjort, til jeg skal på pension om godt fire år!
Om denne rugende blishøne får problemer med sin rede, vil tiden vise.Sidste år, prøvede en af blishønsene også at bygge rede ude midt i den sø, jeg har udsigt til fra mit kontorvindue, men på et tidspunkt blev reden så tung, at den sank, og det hele gik til grunde. Måske har denne blishøne heldet med sig Vi er spændte på om den klarer det, men ellers forsøger den sig sikkert igen i kanten, hvor der er mere stabilt underlag.
   
Allans stunt i skoven i maj måned, har som jeg tidligere har nævnt, bevirket at han har forskubbet sit bækken. Ikke nok med det, så er nogle af de små ‘tapper’, vi har i ryggen, også kommet ud ad kurs, så han skal gå og og cykle en del. Det gør vi så. Den anden morgen var min sti gravet op, så jeg måtte have cyklen på nakken og bære den over grøften, mens to mand stod og så til. Godt man heldigvis kan klare sig selv. Da jeg havde fyraften, var stien igen farbar. Der skulle lægges et nyt drænrør under overkørslen. 

Et lille pip kan føre til meget eller gøre en stor forskel

Når man er altfavnende, og har mange interesser, må nogle af dem af og til hvile, for at give plads til andre. Nye som gamle, som jeg også skriver øverst på mit blog, og under afsnittet ‘Om mig’ 
Interesser mangler jeg ikke, men tiden til de forskellige ting bliver så derefter. Det passer mig ganske glimrende. Sådan trives jeg bedst. Hellere lidt af alt, end meget af lidt i alt for lang tid.

Det er ca. 1½ år siden, jeg meldte ud, at jeg lukkede min blog. Den blev dog efter et års tid atter åbnet, (dog på lidt lavere blus) da jeg fik lidt luft i mit liv igen. Nogle interesser er bare sværere at slippe end andre.
Sidste år startede jeg igen på at skrive den gode gammeldags dagbog i papirform. I mange år har jeg ellers skrevet dagbog på pc’en, men da pc’en ikke bliver tændt hver dag, som den gjorde for et par år siden, fungerer den model ikke. Faktisk kan der godt gå et par uger før den bliver tændt. Jeg har jo min iPad. Den gammeldags dagbog ligger altid klar til at grifle lidt, eller til tider ret meget, ned i om dagens små og store hændelser. For selvom bloggen også er en slags dagbog, så er det trods alt ikke alt, der kommer frem her. Den sidste tid har der været rigtigt meget at skrive om både sjovt, godt og skidt.

Der er masser af sociale medier, man kan bruge sin tid på. Jeg har da også profiler flere steder. LinkedIn, var nærmest et krav, for 5 år siden. Det betyder ikke at jeg færdes der. Slet ikke, men jeg får af og til henvendelser fra firmaer, der gerne vil have, jeg kontakter dem, da de måske godt kunne bruge sådan en som mig. Første gang svarede jeg pænt, nej tak, men jeg må tilstå at jeg ikke reagerer på det mere. Jeg nøjes med at varme mig ved, at jeg stadig kan være attraktiv på arbejdsmarkedet, udover der hvor jeg er ansat.
 
Jeg har også en profil på Facebook, men der går uger mellem at jeg kommer der, og når jeg viser mig der, synes jeg der er flere reklamer end der er opdateringer fra venner. Så selvom jeg har internet på mobilen, så har jeg altid haft den aftale med mig selv, at jeg er logget af, og altså er nødt til at taste brugernavn og kode, hvis jeg vil på FB. Det besværliggør at man lige kan tage et kig, og det valg har jeg gjort meget bevidst. 

I 2016 oprettede jeg en profil på Instagram, og lagde et enkelt billede op, for at prøve at se hvad det var for noget. Det var lige som det, indtil 2017. Mine opslag er, indtil videre, til at overskue. Jeg viser mig dog der af og til, men det er ikke noget jeg beskæftiger mig med dagligt, og jeg bruger ikke meget tid på det. Når alt kommer til alt, så er det stadig blogplatformen, jeg bruger mest tid på. Direkte eller indirekte. Jeg har efterhånden ikke tal på de henvendelser, jeg gennem årene, har fået fra, ikke bare private personer i Danmark og de nordiske lande, men også mange journalister. Det er da sjovt at min lille blog, kan være leveringsdygtig i historier til både tv og fagblade i Danmark og Norge. Det sidste var et indslag i dansk tv om vinterkrigen her på Lolland. Jeg endte dog med at give bolden videre, til andre, som jeg vidste kendte nogen, der havde mere spændende historier at fortælle end jeg selv havde.
Forleden fik jeg en mail fra en brillesamler, som håbede jeg tog ham seriøs. Han var nået frem til min blog ad en omvej. Jeg havde, for flere år siden, skrevet en kommentar om briller, hos en anden blogger. Jeg var den eneste han kunne finde kontaktoplysninger på, skrev han. Det viser bare lidt om, hvad en kommentar til et indlæg, hos en anden blogger, kan føre til, samt vigtigheden af, at vi som bloggere også svarer på gamle indlæg, hvor der kan dukke interessante ting op. Han ville gerne købe nogle helt bestemte briller, men desværre kunne jeg ikke hjælpe ham, da alle gamle briller bliver afleveret løbende, efterhånden som vi må have nye.
Jeg prioriter min hverdagsaftener og weekender med meget andet. Jeg vil, så vidt det er muligt, gerne ud at gå en tur hver dag. Det har jeg virkelig savnet i al den tid, hvor jeg gik med en brækket knogle og samtidig havde alt, alt for meget arbejde at se til. Siden december måned, har jeg som minimum gået 3-10 km mindst 3 gange ugentligt og ofte 5 gange, som jeg også gjorde før jeg fik nyt job og før det famøse fald juleaften.
Mads har i denne weekend fejret sin 40 års fødselsdag. Jeg havde selvfølgelig lovet at give et nap med forskellige ting til de 40 gæster han havde inviteret. Ugen op til ville skæbnen at Mads og Allan blev ramt af influenza og den ene har været mere ‘død’ end den anden, og jeg nævner ikke et spor om alder. Jeg selv er og har heller ikke været helt frisk. For første gang i mange, mange år er jeg blevet ramt af sygdom, men har dog passet job og ting ved siden af,  Mor har jeg også taget mig af, sammen med mine søskende, som også ligger eller har ligget med den omtalte virus. Nogle af den endda flere gange. De første lagede ud i december.  Var der noget jeg absolut ikke havde lyst til, så var det at stå ud af min seng kl. 3 om natten, for at få lægevagten til at komme på sygebesøg. Næste aften var det Mark, der måtte køre til lægevagten med hende. Hun er bevilliget hjemmehjælp tre gange dagligt weekenden over. Mads måtte til læge på sin fødselsdag, hvor han fik penicillin for kold lungebetændelse. Allan måtte afsted samme dag. Han fik dog kun hostesaft. Mig, tja, jeg har holdt den gående hele ugen på pernodil. Det er ikke lysten der har drevet hverken sneskovling eller alt det andet jeg havde lovet at tage mig af. Samt det der nu en gang er nødvendigt og normalt ellers ikke håndterer under mig. Jeg forlod festlighederne ved midnatstid i går, men det var jeg ikke ene om. Som altid er der skare af ‘de unge’ som fortsætter til den lyse morgen. Hvor længe de har holdt ud, ved jeg ikke i skrivende stund.

Mit liv er stadig lige så alsidigt, som det altid har været. Det er der ikke lavet om på, og det bliver der heller ikke, så længe jeg har min fulde førlighed, og kan hvad jeg vil. Jeg har blandt andet hygget mig med at skære, klippe og klistre lidt. 

Selvom søvn ikke er det jeg har fået mest af den sidste uge, så var jeg alligevel færdig med at sove allerede klokken 5 i morges. Når ikke det kan være anderledes, så kunne jeg lige så godt stå op og give et lidt længere pip fra mig her. Nu vil jeg pleje mig selv, og nyde der (forhåbentlig) ikke er de helt store pligter resten af weekenden.