Oldebørn og hundeliv

Selvom mine oldebørn skulle blive 3½ måned gamle før jeg fik dem at se IRL, er det ikke noget der har pint mig, men tanken har da jævnligt været der. Sidste weekend lykkedes det. Det blev dog kun til et møde med godt halvdelen af dem, nemlig 5, da alle har fået nyt hjem. Kun én bor hos moderen. Det handler selvfølgelig om Camilla


.
Hunde er hendes allerstørste interesse. Al hendes fritid bliver brugt på hunde. Træning, udstilling, fotografering også lidt til bladet. Hun er hundemor- og farmor med stort M og F. Jeg er knapt så meget oldemor. Sidste søndag havde vi meldt os til ringtræning her, for at se hvordan sådan noget foregik og samtidig være lidt sammen med C. En ting er at høre om det, noget andet er at se det med egne øjne.
Det var nu alligevel sjovt at se, hvordan hvalpene reagerede, så snart de hørte Camillas stemme. Alle for på et splitsekund hen for at hilse på hende, og glæden var gensidig. Efter at have hilst, kunne de lege videre, mens vi andre drak kaffe og spiste kage.

Før vi nåede så langt, var der træning for både store og små hunde og deres ejere. Man kan godt se at hvalpene har noget at lære endnu og at der sker meget på en måned. Hundene skal lære at omgås hinanden, og ikke lade sig distrahere af andre ting der sker. De skal lære at gå i zig-zag, gå uden at trække, sidde, ligge, stå rigtigt og meget andet jeg overhovedet ikke har styr på.
Der blev også holdt stilleleg, som jeg vil kalde det. Alle voksne hunde, blev stillet op på række, og den der først rørte eller flyttede på benene blev dømt ude.
Der er også tid til andet end at se pæn ud, bare man opfører sig ordentligt, og det gjorde de alle, store som små. 
Utroligt som tiden løber. De sidste 14 dage er fløjet afsted med ting der har spærret ben. Ting jeg egentlig gerne ville skrive om, men det er, og har der bare ikke været tid til. Nu er det allerede weekend igen. Den skal fyldes med fornøjelser og pligter.

Squashpickles og syltede squash med appelsin

Jeg har tidligere skrevet om min squashpickles her, men nu har Ellen bedt om at få opskrifterne på ovennævnte. Opskrifterne er fra først- og midt i firserne, men de er stadig lige aktuelle her i huset. Dog går jeg ikke slavisk efter disse originale opskrifter. Jeg har suppleret henholdsvis, både med hvidløg og chili. Lige som krydderierne også er varieret.   

Ruths squashpickles

• 1 kg renset squash
• 4 peberfrugter, gerne røde og gule for farvespillets skyld
• 3 store løg
• Saltlage:
• 2 l vand
• ½ del salt
• Eddikelage:
• 5 dl eddike
• 5 dl sukker
• 1 spsk. sellerisalt
• 1 tsk. gurkemeje
• 2 tsk. basilikum
• koserveringsmiddel

Del squashen, fjern kernerne og skær squashen i terninger. Skær peberfrugterne i strimler. Pil løgene og skær dem i ringe. Kom squash, peberfrugt og løg i et fad. Kog vand og salt sammen, lad det blive koldt og hæld det over grønsagerne. Lad det trække natten over. Hæld saltlagen fra og lad grønsagerne dryppe godt af. Bring eddike og sukker til saltlagen i kog sammen med krydderierne. Kom grønsagerne i den kogende lage og lad det trække 2 timer. Bring atter blandingen i kog og lad det få et opkog på 2 minutter. Tag gryden fra varmen, skum evt., tilsæt konserveringsmiddel og hæld på rene glas eller krukker. Bind til. Squashpicklesen skal helst trække 1 måneds tid, før der spises af det.

Syltet squash med appelsin (ca 3 liter)

• 1½ kg squash
• 3 appelsiner
• 1½ liter eddike
• 1 kg sukker
• 3 tsk. flydende atamon 

De vaskede squash skæres i ikke alt for tynde skiver. Eddike, sukker og reven skal af appelsinerne bringes i kog. Squashen kommes i og får et opkog. Saften af appelsinerne tilsættes. Atamonen kommes i, og det hele fyldes i glas.

Man kan selvfølgelig også sylte squash som asier. Der findes også mange andre anvendelsesmuligheder. Nogle af mine favoritter er fyldte squash, eller bruge dem i rodfrugtblandingen. Jeg laver meget ratatouille, det kan nemlig gemmes i fryseren. Ligesom revet squash kan, og så har jeg altid til en gang kage, brød eller boller. Der findes mange flere muligheder for at udnytte de mange squash en enkelt plante giver. 

Hurtige handler

Selvom vi jævnligt sorterer ud i gemmerne, har fjernlagrene det med at vokse, sådan nærmest af sig selv. Jeg prøver at køre det princip, at når vi investerer i noget nyt, så må noget andet ud. Af en eller anden årsag, så overlever flere ting alligevel. Det kan der være forskellige grunde til. Her er et par eksempler.
Da vi for nogle år siden købte vores campingvogn, hørte der et splinternyt fortelt med. De tidligere ejere fik kun brugt det 14 dage i Italien. Teltet er så stort, at det snildt rummer 8-10 personer om et bord, så jeg har hele tiden nægtet at være med til at rejse det. Vi købte i stedet et brugt solsejl. Når ret skal være ret, så har vi rejst det to gange, til weekendhygge på grunden i Rødby. Ellers har teltet bare ligget lunt, tørt og godt på loftet, i de år vi har været ejere af det.

Lige inden vi tog på ferie, satte Allan det til salg på DBA. Han havde kun lige lagt annoncen ud, da hans mobil ringede. Et ægtepar ville komme og se på det med det samme. Konen var meget begejstret, men de sagde farvel, og ville ringe tilbage. De nåede dog ikke at køre, før manden kom ind igen og meddelte, at de gerne ville købe det. De spurgte hvor de kunne finde en hæveautomat, men så priviligerede er vi ikke her i omegnen. De blev henvist til byerne 10-20 km herfra. De opgav åbenbart, for senere fik vi en opringning, hvor de spurgte efter et kontonummer, så de kunne overføre pengene og medbringe kvitteringen næste dag, når de hentede teltet. Det hele gik efter planen.
-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Da Allan og jeg i tidernes morgen flyttede sammen i lejlighed, købte vi et spisebord og 6 stole i det modernede teaktræ. Spisebordet forærede vi for mange år siden væk, til en familie, der stod og manglede et, men stolene har stået og fyldt op på vores terrasse, siden vi købte nye for 10 år siden. Jeg ville bare gerne af med de stole, og lod Allan klare den sag. Han satte igen en annonce i DBA, og atter havde han kun lige sendt udgivet, da telefonen ringede. Da Allan fortalte mig at han havde taget billede af fabrikantens mærke i bunden af stolene, spurgte jeg, om han så også havde tjekket prisen på nettet. Det havde han så ikke, men da telefonen ringede for 2. gang, så snart han havde lagt på gik jeg på nettet for at tjekke stolepriser, mens Allan havde travlt med at passe sin telefon.
Heldigvis var det sådan, at den første køber, ville ringe tilbage senere for aftale om afhentning i weekenden. Listen på interesserede købere voksede og mailboksen var der også liv i. Der var ‘kunder’ fra København, Fyn og Jylland. En af kunderne vestfra ville hente stolene allerede samme aften, for at komme først i køen. En anden køber overbød. Næste dag ringede Allan tilbage til den første interesserede, og sagde, at han nu var blevet klar over hvad stolene var værd, og at han havde fået et tilbud, som han selvfølgelig ville give denne køber mulighed for at erhvere dem for også, men det var han ikke interesseret i. Handlen gik derfor til den højstbydende. Han var lykkelig for at blive den nye ejer, for en stund, og vi er lykkelige for at blive af med de stole vi bruger 2 af en gang om året, bare fordi de nu stod der alligevel.
Vi havde faktisk talt om at ringe til et loppemarked for afhentning, men villle lige prøve om vi kunne sælge dem først, for stolene fejler absolut ingenting, men de passer bare ikke sammen med resten af husets møbler.
 

Tomater og en aftentur i lokalområdet

Jeg faldt for tomatplanten Indigo Rose i forsommeren. Den ser flot ud i farven, men lever slet ikke op til den smag man prøver at sælge den på. For at sige det som det er, så smager den overhovedet ikke af noget som helst. Derfor blev en stor del af dem omsat til tomatchutney, med det jeg havde ved hånden, sådan en regnfuld søndag.

Tomater, bananløg, sukker og chili. Rød- og hvidvinseddikeflaskerne blev tømt, og jeg supplerede med en god æblemost, et par spsk. gule sennepskorn og lidt salt. Det fik lov at stå og simre mellem en hel og en halv time, inden det blev fyldt på glas.
Der var blevet alt for meget lage i overskud. Derfor lavede jeg en portion mere af nogle af de store grønne tomater, fra den ranke der knækkede. De ville nemlig ikke modne. Selvom jeg puttede nogle modne gule tomater i, havde det en kedelig farve, så der røg nogle rosiner i, selvom det ikke lige er min hofspise.
Det er ikke så underligt, at den ene tomatplante knækkede i ferien. De gule tomater, også kaldet Lemon Boy, kan blive ret store. En enkelt tomat vejer over 450 g. Det er den største jeg endnu har høstet. Generelt synes jeg, at store tomater med mere kødfylde end kerner, er ret smagsløse, men disse smager rigtigt dejligt.    
Gul Sungold er en skøn lille sherrytomat, men Black Sherry, som er en ny sort her i huset, slår den med mange point, efter min smag. Navnene er mest for min egen skyld, så jeg kan huske det til næste år. Vi har selvfølgelig også almindelig røde tomater Gimini. Det er en sølle plante i år, der ikke giver ret meget, men så er det da godt at de tre bedste, er de der giver allermest. 
Jeg havde igen fået samlet et lager, som blev omsat til tomatsovs. Tomater, laurbær, chili, hvidløg, en sjat vin, salt peber og frisk estragon.
Den færdige sovs, får I ikke noget billede af. Den ser nemlig noget blegt ud, fordi der ikke er en eneste rød tomat i. Det blev altså en gul tomatsovs, som blev fyldt på glas. Lidt blev brugt til madlavningen samme aften. Søndag var ikke bare den sidste feriedag, men også den sidste sommerdag i denne omgang, så det passede helt perfekt at jeg fik brugt det meste af den indendøre.
Det regner så stadig, dog kun bygevis, godt nok nogle kraftige nogle ind imellem. De er ikke meget sommer i luften. Mandag havde Allan tændt for varmen til jeg kom hjem, fordi han mente jeg måtte fryse, men det blev der hurtigt slukket for igen. Jeg havde ingen problemer med at holde varmen, sådan som jeg havde moslet mig igennem strid modvind og en voldsom regnskylle, samt lidt torden i det fjerne. 
Tirsdag er det bildag, og det betød at jeg havde brug for at gå en tur og få blæst hovedet igennem efter spisetid. Du vil vel ikke med, spørger jeg Allan. Jo, det ville han faktisk godt.
Man er ved at lave et meget, meget langt dige, som går helt ind i skoven. Bodil ikke bare oversvømmede huse, men hun kom helt ind i skoven og rev træer og alt anden vegetation væk. Midt i billedet til højre er en pæl, hvor det gule mærke indikerer to meter over daglig vande. Diget er imponerende langt og snoet, og de er slet, slet ikke færdige. Det bliver spændende at se, hvordan landskabet bliver, når det står færdigt.

På aftenens gåtur mellem regnbygerne faldt blikket også på denne bil med øjenbryn, som det kaldes, selvom jeg mener øjenvipper må være mere rigtigt. Der var også fugleliv. Disse svaleunger, blev pludselig meget stille, både i bevægelse og lyd. De er vist snart ved at være flyveklare.

Aldrig har jeg haft så kort en ferie

For første gang i 25 år har jeg holdt 3 ugers sammenhængende ferie, ellers har jeg maksimalt haft 13 sammenhængede dage. På min nye arbejdsplads nr. 2, er der andre end mig ansat. Derfor tænkte jeg at jeg i år ville prøve at have en lang ferie. Jeg har valgt at lukke øjnene for det kaos, der venter mig i morgen tidlig. Jeg lukker øjnene nogle timer endnu, for det var ferie det skulle handle om.
De tre uger er forsvundet hurtigere, end de 10-13 dage jeg plejer at holde. Vi havde nogle projekter, som vi skulle klare i den lange ferie, men sådan gik det ikke. Vi har i stedet fartet på ferie her og der. Taget os af udvalgte familiemedlemmer. Jeg har fået syltet, og ryddet op inde i nogle skuffer og skabe. Allan har endelig fået taget sig sammen til at rydde op i garage og værksted. Nu kan man se værkstedsbordet. Jeg har været lidt i haven, og gjort hovedrent i hele hytten og bemærket ting ude i samfundet der skiller sig lidt ud fra mængden.
Vi har været til familiefest, snakket med fætre og kusiner. Sovet på Motel. Grillet og hygget sammen med venner, fået et par uventede besøg. Jeg har været i Nykøbing, for første gang i flere måneder. Jeg skulle have indløst det gavekort, som jeg fik af kollegaerne til Matas i jubilæumsgave. Jeg havde også bestilt tid til at blive plysset.  
Vi har haft besøg af en af mine mange fætre og hans kone. Vi har talt sammen, når vi er mødtes på offentlige steder, til familiefester og vores fætter-kusinefester, men som voksne, har vi aldrig mødt hinanden i vores private hjem. Jeg har udleveret adressen til både min og Ellens blog, så de har mulighed for at følge familien. 
Kusinen inviterede os op for at vise os den stråtækte. Sådan et tilbud kan man da kun blive fristet af. Vi har altid lagt mærke til det hus, når vi har kørt forbi, mange år før Ellen og John købte det, men kendte det i sagens natur kun set fra vejen – og fra bloggen. Det var derfor rigtigt spændende at se det, der lå bagved huset, men  selvølgelig også hele herligheden indvendigt. Jeg behøver ingen møbler og gardiner, for at se hvor dejligt der bliver, når de er færdige med at renovere.
Vi har været i skoven og set musical. Vi har været til den årlige gadefest, som slet ikke er nogen fest, men hyggeligt samvær med mad, snak og sang. Alle medbringer en lille ret til en fælles buffet. I år var vi kun 13 personer og en ælling p.g.a. de evt. overtroiske. Vi bliver færre og færre efterhånden som folk falder væk, men hyggen er der stadig. 

Jeg havde nogle hængepariter med at få det sidste flyttet fra den gamle til den nye pc. Det har voldt mig problemer at logge på, fordi de nye tastaturer åbenbart ikke er født med num-lock-knappen. Nogen kom med et forslag om at jeg bare kunne bruge det gamle tastatur, indtil de så det, for der mangler rigtigt mange bogstaver. De er simpelthen slidt af, så det er kun mig selv, eller andre blindskriftbrugere, der kan benytte det. Jeg har brugt mere tid i blogverdenen end jeg plejer. Jeg har kigget i kirkebøger og rodet lidt i slægten og meget andet.
Jeg er godt tilfreds med min blandede ferie, men glæder mig også til at komme på arbejde i morgen. Aktivitetsniveauet her på bloggen, bliver også normaliseret. Jeg har allerede gearet ned, der er andre ting, jeg gerne vil nå inden hverdagen bryder løs.

The Sound of Music i Hylddalen

Vi farer noget fra Herodes til Pilatus i øjeblikket, men det er jo nu, hvor jeg har ferie, at vi har mulighed for at fylde kalenderen med meget af det, der ellers er svært at nå i hverdagen.

Vi bliver lidt i det kongelige regi. Hylddalen er nemlig en gammel kongelig skov, hvor der hvert år foregår mange arrangementer. Vi har været i Bangs Have og i skoven nogle gange, for mange år siden, men aldrig været til et arrangement ude midt i skoven under åben himmel. I aftes havde vi bestilt billetter til ovennævnte forestilling.

Nu skal I forestille jer man sidder inde i en skov, med den som kulisser. Det foregår sent om aftenen, så der bliver hurtigt mærkt. Desværre har jeg ikke rigtigt nogen billeder, for da vi blev budt velkommen, blev der sagt, at det var forbudt at fotografere, både med kamera og mobiltelefon, fordi det generede forestillingen og alle gæsterne med det blitzeri. Hvis det er svært for os at forstå, havde han masser af tyske vagter stående rundt omkring, som meget gerne vil tage os med ind i skoven for at forklare os det.  De næste 3 billeder er derfor tyvstjålet på Nørregadeteatrets hjemmeside. Jeg håber ikke tyskerne kommer efter mig.  
Vi kender stykket, og har set det flere gange i tv,  og hold fast, for de der kender min holdning til biografture, også i biografen. Det var en helt fantastisk oplevelse. Der var lidt af grine af, men der var sandelig også meget at fælde en lille tåre over. Vil du se lidt flere billeder, er der her et FB-link.
Stykket var virkelig en oplevelse. Klosterpigen Maria går og synger ude i skoven, mens hun kommer nærmere og nærmere. Man hører motorlarm i det fjerne, og pludselig kommer tyskerne kørende i bil gennem skoven og op på scenen og forsvinder senere ud ad skoven igen den anden vej, og sådan var der så meget. De gjorde det så godt i aftes, eller de gør det i det hele taget rigtigt godt, hele tiden. Alle taler om det stykke, ligesom de talte om det stykke der blev spillet sidste år samme sted.
Folk gættede og spurgte hinanden, både i pausen og på vej ud, hvor mange vi mon var. Mange gættede på 600 og andre på 800, men jeg mente der var mange, mange flere. Da vi forlad skoven ved midnatstid, var det meget mørkt, og da en af hjælperne stod og lyste med to lommelygter, så alle kunne se at finde trapperne uden at falde, spurgte jeg, hvor mange vi var til aftenens forestilling. 1.260 personer var svaret, og vi kan ikke være flere, hvis alle skal kunne se. De andre aftener, har der været ca. 1.000 personer. Det er altså godt gået her i yderområdet.  

Skovsgaard - 2

Det var ikke meningen at dette herregårdsbesøg, skulle fylde så meget, men det er altså rigtigt svært at begrænse sig, med det udbud der var på stedet.  Der var traktormuseum og vognmuseum. Det første har ikke min store interesse, men jeg bemærkede med det samme, at traktorerne i dag, har en noget anden størrelse.
Bemærk lige detaljerne med tagpotter, døre, brosten osv. Der er intet overladt til tilfældighederne.
Sådan var det overalt i vognrummet. Se bare høstfolkene og baggrunden. Den gamle jagtvogn stod også i de rigtige omgivelser, læsset med dagens jagtudbytte, to fasaner. Selv kanen er placeret i et snelandskab. Der er få af naturen dyr og fugle placeret på de rigtige steder
Der var den bedrøvede kone, med pungen i hånden, der skulle ud og handle ved den rullende brødvogn, mens brandsprøjten ikke havde forladt gårdspladsen efter slukningsarbejdet af en ildebrand
På loftet var der også fyldt med diverse gamle ting, som denne mælkevogn og rustvognen.

Stedet rummer også et sadel- og seletøjsrum, samt en lille samling legetøj. Ude var der – jeg ved ikke hvor mange træer, turistattraktioner i sig selv, man kunne lægge vejen forbi. Jeg vil dog lige indskyde, at de fleste af dem lå 20-30 km væk.

På Skovsgaard er der noget for alle, vil jeg vove at påstå. Børn i alle aldre er der også tænkt på. Lige fra de helt små til de noget større.
Der kan leges og arbejdes med forskellige nørdede ting i flere  arbejdsrum. Der er opsat mikroskoper og meget, meget andet, både ude og inde. Hele gårdspladsen er et stort hyggeområde og ‘legeplads.’ Det hele er til fri afbenyttelse, man skal bare selv rydde væk efter sig. På billedet bliver der malet korn, kerner og havregryn om til brugbart mel. Ude sad nogen og undersøgte blade, insekter og andet kryb under et mikroskop, mens andre gik på stylter. Vi var så imponeret at dette sted fra A til Z, og anbefaler det gerne.

Herregården Skovsgaard - 1

Vi bliver aldrig trætte af herregårdsbesøg, så selvfølgelig skulle vi se Skovsgaard. I må altså ikke snyde jer selv for den oplevelse, hvis I kommer på de kanter. Skovsgaard indeholder meget mere, end jeg kan vise og fortælle om her.
Vi skulle ind i butikken, for at købe en adgangsbillet til hele herligheden, og allerede der, faldt vi nærmest i svime over alt det, der ramte øjet.

De har alt hvad hjertet begærer til ganen i form af grønsager fra eget landbrug, hvor vi også så en mand gå og passe og høste det. De har saft, øl, vin, kaffe,te, krydderier, marmelade, fåreskind, creme, hjemmebagt brød og ikke mindst mad, men vi havde jo lige spist hos den lokale fisker, så der var ikke plads til mere.
I stedet startede vi med at se hovedbygningen. Først de private gemakker.

Derefter en tur i kælderen, og se tyendes afdeling, med alt lige fra deres små kamre med beskedne møbler, til alle de forskellige arbejdsrum.
Grønsagsopbevaringen, og slagterummet med pølser og skinker i loftet, som i mit eget barndomshjem. Der var vaske- tørre- og strygerum. 

Det kom lidt bag på mig, at de holdt høns nede i kælderen, men dejligt og praktisk, når de skulle hente æg eller fodre. Lokummet var til gengæld ude i gården, hvor der også var rotter.  

Der var opvaskerum og selve køkkenet til madlavningen. Her er det vist ålesuppe der bliver smagt på.


Trods de mange arbejdstimer, blev der alligevel tid til både at hækle mellemværk, strikke, brodere og sy tøj til sig selv.

Der var både risbrænde, brænde, koks og briketter til de mange kakkelovne og komfurer der skulle fodres.
Oppe i de fine gemakker, var de store stuer mest fyldt med kunstudstilling af malerier.
På Skovsgaard, er der virkelig noget at se på for alle aldre. Dette var ‘kun’ lidt fra hovedbygningen, og så er der alt det andet, som jeg vil skrive lidt om senere.

Da vi havde været det hele igennem, gik vi tilbage til butikken, og købte os en tår kaffe og et stykke kage, blommecrumble, som vi sad og nød ude i det gode vejr. Det er virkeligt lækkert, det de har at byde på. Inden vi forlod stedet, studerede vi butikken en gang mere.