Kvæder, kvædesmør, gulerodskage og særsyn.

Der er mange steder at opbevare ting og sager i det lille hjem, så der er oprydning flere steder i disse dage. På værkstedet stod der, ikke bare en kasse kvæder, men også en halvfuld bærepose. Desværre havde de stået for længe, til at jeg kunne få noget ud af dem alle sammen. En del af dem blev i stedet fuglemad. Jeg ville ellers have lavet lidt mere kvædesmør, for vi er løbet tør. Det har ikke det fjerneste med smør at gøre, ud over at det kan smøres på brødet. Det er frisk og dejlig i smagen, så det skal jeg helt sikkert lave igen i år. I stedet fik jeg lavet en stor portion kvædeflæsk. Det er vi nemlig også ret vilde med. Kvæder i både eller tern, bacon og løg blandes sammen på panden. Det både mætter og smager faktisk bedre en æbleflæsk, som vi elllers også vældig godt kan lide. Opskriften på kvædesmør er:

• 12 kvæder
• 1/4 kop vand
• 1/4 kop citronsaft
• 1 kop sukker  

Dette skal simre rigtig lang tid, indtil det er kogt til mos. Mere vand og citronsaft kan tilsættes efter smag. Det kan sukkeret selvfølgelig også, men jeg foretrækker det andet. Det hele hældes derefter på glas. 
-------------------------------------------------------------
Vi er også vilde med den gulerodskage jeg bagte til kollegaerne. Helt usund kan den da ikke være, den er jo fyldt med grøntsager :-)

• ½ kg gulerødder rives fint
• 4 æg og 300 g sukker røres piskes godt
• 350 g mel, 1 tsk. salt, 2 tsk. kanel, 2 tsk. natron, 4 spsk. mælk og 2½ dl olie blandes i æg- og sukkermassen.
• Tilsidst tilsættes de revne gulerødder, og kagen bages 1 time ved 145 grader.

Glasur:

• 100 g flødeost naturel
• 125 g margarine
• 250 flormelis
• 2 tsk. vanilleessens

Jeg doblede denne portion, så passer den nemlig til den store bradepande i ovnen. Arbejdet er jo det samme. Kagen kan holde sig utroligt længe og bliver kun bedre og bedre af at stå og trække. Vi nyder stadig et stykke gulerodskage til kaffen hver aften.

Der var nogen der havde dækket op på parkeringspladsen. Dette syn mødte jeg ved skoven i tirsdags. Underligt synes jeg. Der var ikke et øje eller et køretøj at se nogen steder. Appelsinerne så helt friske ud, men jeg lod dem ligge. Måske skulle der være gilde blandt skovens dyr senere!    
Jeg mødte også et par andre sære syn på min vej. Den store bus fra TVA motorsport, samt to huse helt uden vinduer. Jeg aner ikke hvad der er gang i, hverken det ene eller det andet sted.

Afskedens time

For 10 år siden, gik Allan sygemeldt, og hang i en tynd tråd i systemet. Jeg selv  havde fået nok af at skrive festsange, og lave kirkeregnskab. For selv at overleve i dette kaos sagde jeg op, helt uden sikkerhedsnet. Ikke noget der ellers ligger til mig. Jeg har det rigtigt godt med livrem og seler. Jeg kan klare et fald, men jeg vil gerne vide hvor dybt det i så fald bliver. Derfor beholdt jeg en del af mit serveringsarbejde, så vi kunne overleve økonomisk, mens jeg søgte de deltidsønskejob, der var på disse kanter. Jeg var ikke i A-kasse og eller kun deltidsforsikret, så jeg kunne gøre nøjagtigt som det passede mig. Der ser anderledes ud i dag. Arbejdstimerne i mine bijob skulle modregnes for de sidste to år, før der skete udbetaling, så det havde laaaange udsigter. Timelønnen var i forvejen ikke en man skulle regne på. Det er sjældent at ens interesser giver overskud på lønkontoen.
En dag var der bingo til et års barselsvikariat. På grund af  sygemelding var det start omgående, så min første arbejdsdag var på Camillas fødselsdag den 11. marts 2003. Der skete imidlertid det, at chefen og hende jeg vikarierede for, var blevet rørende enige om, at det var mig og ikke hende, der skulle sidde på den kontorstol. Hun havde det bedst i butikken sammen med kunderne. Sådan gik det til, at et års vikariat i stedet blev til 10 fantastisk spændende, udfordrende og gode arbejdsår, hvor chefen altid hørte på os ansatte, og var opmærksomme på hvordan vi havde det, når der virkelig skulle ydes en ekstra indsats. Jeg har været med til at åbne to nye butikker, og desværre også været med til at lukke en, sådan bogholderimæssigt. At starte en butik, gør man jo ikke fra den ene dag til den anden. Nej, man starter mindst et helt år før med at skaffe leverandører og bestille et varelager. At starte en modebutik samtidig med finanskrisen var ikke et heldigt tidspunkt, men hvem kunne også vide, at der kom en finanskrise et år ude i fremtiden.
Da jeg mødte op med den lovede kage, blev jeg mødt af kollegaerne, som har været så søde, at samle ind, og give mig en afskedsgave. Med et billede af afskedsblusen afslører jeg hermed, hvilken arbejdsplads, jeg ikke mere er en del af. Det fremgår af logoerne. Der er sket rigtigt meget det sidste halve år. Ikke meget er som før, men faktisk har det heller ikke været særligt vedmodig, at tage afsked. Vedmoden blev overstået for længe siden, da jeg fik denne besked. Det er jo nærmest kun lønnen jeg siger farvel til nu. De sidste måneder, er det hændt jeg har fået en opringning, og har klaret en lille ting, men det har mest været hyggebesøg, jeg har haft med mine kollegaer. Jeg har haft en god arbejdsplads, nogle dejlige kollegaer, og deltaget i de sjoveste firmaarrangementer, som paintball, zumba, lerdueskydning og flere andre ting, som jeg hverken har taget billeder af eller skrevet om. Meget er jo hændt før jeg begyndte at blogge. Jeg har lovet at stikke hovedet ind af og til, når jeg alligevel er i byen, så vi slipper ikke hinanden helt.
Kære kollegaer, nye som gamle, hvis nogen af jer læser med nu. Tak for hvert eneste år, jeg har haft sammen med jer. I er alle nogle skønne mennesker. Blusen vil til hver en tid minde mig om jer allesammen, og jeg vil bære den med største glæde. .   

Hæklet kurv af brugt tøj

Før jul klippede jeg en bluse i strimler, og begyndte at hækle, men løb tør for stof. Allerede dengang kunne jeg se, at bunden ikke var helt plan, men tænkte det nok gik alligevel. Nu var jeg træt af at have dette ufærdige projekt liggende, så jeg måtte igen ind og kigge i tøjskabet, for at se om der var noget, jeg kunne nænne at klippe i stykker. En gammel forvasket lettere falmet top, samt en ditto langærmet bluse i omtrent samme farve. Mit yndlingstøj selvfølgelig. Det var jo godt nok herhjemme og ikke mindst i haven.

Som I kan se på billedet, gik det ikke. Kurven lod sig slet ikke forme, så der var ikke andet at gøre, end at trevle hele molevitten op igen og starte forfra. Jeg har hæklet løs både i aftes og til morgens. Desværre var der stadig ikke nok stof, så endnu en bluse af samme kaliber måtte klippes i strimler. I formiddags blev kurven endelig færdig.

Den blev dog noget mindre, end jeg havde forestillet mig, men nu får den være som den er. Jeg starter ikke forfra en gang til. Jeg ville have kurven til det strikketøj jeg har gang i om aftenen, så det ikke ligger og flyder på sofabordet, eller på gulvet. Kurven rummer også fint det garn og de små sweatere, som jeg for det meste strikker til Røde Kors.

På tirsdag er det min sidste arbejdsdag, så jeg har lovet at give kage til begge butikker. Jeg havde bestemt ikke lyst til at bage i dag, men jeg er næsten overbevist om, at jeg har endnu mindre lyst i morgen, når jeg har fri fra arbejde. Overspringshandlinger stod i kø allerede fra morgenstunden, så jeg kunne jo ligeså godt fortsætte lidt endnu. Jeg ringede til mor, og spurgte om hun var hjemme, så ville jeg komme en lille smut, så snart jeg havde spist et stykke brød, men det blev kun en kort visit sagde jeg. Det var helt i orden. Mor havde to færdigstrikkede sweatere, der skulle have stoppet ender ind og derefter sys sammen. Dvs. søster havde taget ærmerne med hjem, så det var kun pullen til den ene. Den fik jeg klaret hos mor, så kan søster sy ærmerne på, når hun kommer på besøg. Den anden sweater tog jeg med hjem.

Tiden løb. Mor ville give kaffe, men jeg måtte hellere se at vende snuden hjemad og få skrællet og revet de gulerødder, så jeg kunne få bagt den gulerodskage  Den smager allerbedst, hvis den får lov at trække et par dage. Når først det er overstået, så var det jo ikke så slemt. Den kunne jo have været færdig allerede i morges, så vi kunne have fået et stykke nybagt kage til eftermiddagskaffen. Nu blev det i stedet til aftenkaffen. Det er alt for længe siden jeg har bagt den kage.

Blondine

For et par dage siden ringede Camilla om vi var hjemme i weekenden, og om vi i så fald ville med ud at gå en tur i Vordingborg, hvor hun skulle mødes med en hundeven fra området. Allan havde en fast aftale, men jeg kun en halv. I morges ringede jeg til C. og sagde jeg godt ville med, og at jeg så bare skulle have adresen hvor det skulle foregå. Da hun udleverer den til mig, siger hun, at hendes GPS ikke kan finde mødeadressen, men hun vidste ca. hvor hun skulle hen. For en sikkerheds skyld googler jeg lige adressen Stengårdsvej, og finder ud af, at det er helt ude på Møns Klint. Det har ikke meget med Vordingborg at gøre. Allan var kørt, men han er et omvandrende landkort for hele det gamle Storstrøms Amt, så han måtte da vide hvor det lå. Det havde han godt nok ikke helt tjek på, men du skal helt sikkert køre mod Bakkebølle. Godt nok, men hvordan kommer jeg dertil? Kan du ikke huske vejen fra du skulle til julefrokost? Nej…, men glem det, jeg sætter fru Garmin på opgaven. 
Selvom om den nyere udgave af vejhjælpen, har været en del af vores husstand i et par år, så er det altså ikke mig der monterer og samler hende. Ikke om jeg kunne finde et hul som stikket på ledningen passede i. Selvom jeg ofte har pillet hende ned fra bilruden, og skilt hende ad, har jeg ikke lagt mærke til hvor jeg har pillet stikket ud. Ned i tasken med skidtet og afsted i bilen, der hvor Allan befandt sig for at få hjælp, så der kunne komme forbindelse. Jeg kunne selvfølgelig have ringet til ham, men han befandt sig på min rute. Hvem pokker kan vide, at stikket skal i holderen og ikke i skærmen, som på den gamle? Jeg tastede distanationen. Fru Garmin var ikke til megen hjælp, hun kendte også kun vejen på Møns Klint. Vordingborg ved jeg da hvor ligger, så meget blondine er jeg trods alt heller ikke.
Endnu en opringning til Allan, for at beklage min nød. Fru Garmin kan heller ikke finde vej. Så når nu jeg når til… skal jeg så til højre eller venstre. Til venstre siger han, og så følger du bare vejen helt ud til lyskurven og drejer til højre, og derfra skal du… og så…. og så….. Stop, jeg er røget af i svinget. Jeg ringer igen om lidt. Som sagt så gjort, skal jeg virkelig til venstre her, ja det er helt rigtigt, og så får jeg en bid vejledning mere. Hvor han fortæller, at jeg godt nok kommer ud på en vej med masser af mariehøns. Spændende, tænkte jeg. Måske jeg kan tage et godt billede. Først da jeg nåede derud, blev jeg klar over, hvad det var for nogle mariehøns, han talte om. Chikanerende vejbump.
Jeg er på rette vej, og får en opringning fra C. at hun er kørt fast på vej ned til hytten, hvor vi skulle mødes, så hun ville blive lidt forsinket, men hun har talt med hundevennen, som ville komme forbi og give en hånd. Jeg har lige aftalt med B. at vi mødes ved et solcenter på Nyraad Hovedgade og følges ad derfra. Jamen der kører jeg i dette øjeblik. Vi aftaler at jeg bliver der, til de dukker op. Da de ankommer, er det første hundevennen siger. Jeg har opgivet forkert gadenavn til jer. Den hedder jo…. ja, det der stod oppe på skiltet.
Vi fik en god lang travetur på ca. 6 km, i et meget kuperet terræn. En del af ruten var en mountainbikerute. Vi så rådyr rende rundt på bakkerne. Det var hamrende  koldt, men vi havde heldigvis klædt os godt på. Det bed dog noget i kinderne. Ikke mindst ude ved vandet, men smukt det er der absolut i Vintersbølle Skov. I aften kan jeg mærke jeg har brugt mine ben, for at stemme imod på det glatte føre, men også komme op igen af de stejle sne- og isglatte skråninger. Det var vist meget godt Allan ikke kunne komme med.
Efter han har set billederne, er han helt klar over hvor vi har været. Vi må ud og gå turen sammen, når der kommer blade på træerne. Det vil være alle tiders tur med madkurven eller den medbragte kaffe. Det flotte terræn kan slet ikke gengives på foto.

Glemsom, distræt eller at leve i nuet

Faktisk vil jeg ikke betegne mig selv som glemsom, men det er måske forkert! Selvfølgelig har jeg da glemt ting, som f.eks. indkøbssedlen, når jeg skal handle dagligvarer, men oftest formået at få det hele med hjem alligevel. Jeg har også et par gange glemt at få min tandbørste med på ferie, fordi det sidste jeg gør, er at børste tænderne, og placerer, uden at tænke, tandbørsten hvor den plejer at stå, i stedet for at putte den i toilettasken, der står og venter alene af samme grund.
Jeg har altid ofte gang i tusind mange ting samtidig. Det ene arbejde fører det næste med sig. Bare det, at jeg skal ind med en stak aviser og reklamer i stuen, kan få mig til at rydde op i aviskurven. Når jeg går ud med den sorterede stak i papirbeholderen, får jeg måske øje på noget ukrudt, og får hentet haveredskaber osv. På det tidspunkt har jeg allerede glemt, at jeg har taget gær, mel osv. frem for at bage, og at jeg måske har slæbt støvsuger og rengøringsmidler frem, for den rengøring kan jo klares mens brødet hæver og bager. Jeg ville så bare lige flytte den stak aviser der generede mit øje. Mine gøremål kan i den grad meget let gribe om sig. Har jeg noget på komfuret eller i ovnen, så følger æggeuret mig trofast, ellers går det da helt galt. Ind imellem kan det godt blive sent inden jeg bliver færdig, fordi jeg ikke kan trives, i det rod jeg selv har skabt. Der skal helst være bare nogenlunde ryddeligt og i orden.
Jeg bliver næsten altid så optaget af det jeg foretager mig, at jeg glemmer både tid og sted. Det sker også jævnligt på arbejdet, at jeg glemmer at køre hjem, når det er fyraften. Jeg kan sagtens sidde der både halve og hele timer uden at opdage, at jeg skulle være kørt for længe siden. På min arbejdsplads inde i byen, er det hændt, når jeg havde rigtigt travlt, at jeg har arbejde uafbrudt i 10 timer. Først når butiksfolkene kom for at slukke og lukke, sagde de: “Sidder du her endnu” Så fik jeg hurtigt pakket sammen. På den anden arbejdsplads, kan jeg ikke være sikker på, der kommer nogen og fortæller mig, at det er fyraften, så igen i mandags glemte jeg at holde fyraften. Da jeg opdagede hvad klokken havde slået, ringede jeg til Allan og sagde, at jeg først kørte fra arbejde nu, og at jeg altså ikke hang et sted i snedriverne, men at jeg måske kom til det, for det var godt nok slemt, at komme frem om morgenen. Jeg kom fint hjem, uden problemer.  Billederne er fra en tur til Næstved i tirsdags.

Hele denne historie er udsprunget af, at da jeg mødte på arbejde, kunne jeg ikke finde min mus. Nu ved jeg, at hele chefens familie og husets gæster, både børn og voksne, benytter min  pc, så der sker somme tider mange sjove ting. Selvom der er ledning på den mus, så startede jeg alligevel min eftersøgning i hele det lille hus, inden jeg ringede til chefen. Da jeg endelig fik fat i ham, siger jeg: "Du ved vel ikke tilfældigvis hvor min mus er henne?" Årh, det har jeg glemt. Jeg har lånt den ud, og jeg er ikke hjemme, men jeg vil prøve at få fat i .......  og se om jeg ikke kan få hende til at komme med den til dig. Min mus kom med ekspreslevering, så jeg kunne åbne andet end den post, der lå ude i postkassen og på skrivebordet.

Vores dåbskjole var forsvundet

Når jeg skriver vores, er det en sandhed med modifikationer. Min har det aldrig været. Jeg er ikke engang døbt i den. Da jeg kom til verden, tilbød min farmor, at jeg, som alle de andre, eller i hvert fald mange af hendes børnebørn, kunne blive døbt i denne kjole. Der var ikke noget mor hellere end gerne ville. For det var en meget fin dåbskjole. Men min gudmor, mors tante Maud, som også var den der agerede jordemoder, ikke bare for mig, men for hele sognet, havde det princip, og satte en ære i, at sørge for dåbskjolen, til alle de børn hun selv bar til døbefonden, det var rigtigt mange. Hun bar også selv udgiften for lejen af kjolen. Mor prøvede at bryde dette princip, men det gik ikke. I dag siger hun, at hun åbenbart ikke kunne stå for gudmors tårevædede ansigt, så derfor blev jeg ikke døbt i den kjole. Jeg har haft en fantastisk gudmor og gudfar, men det er en helt anden historie.  

Min to søskende er har båret den forsvundne dåbskjole. Mor pyntede hver gang kjolen med små montbretia. Da Mads, som var mor og fars første barnebarn, skulle døbes, sagde mor, at det kunne være sjovt, hvis han blev døbt i den flotte håndbroderede familiedåbskjole. Jeg synes umiddelbart det var en god idé. Mor forhørte sig hos et par af fars søskende, men ingen af de adspurgte vidste noget om hvor den befandt sig. Derfor syede mor en ny familiedåbskjole, som jeg fortalte om her. Havde jeg ikke skrevet et indlæg om dette, så var dåbskjolen nok ikke fundet. Lidt billeder via privat mail med indehaveren, førte til at da vi var i Sverige for at se traner, fik jeg dåbskjolen med hjem.
Jeg vidste, at vi i vores familie havde et bevis for, at det var den helt samme dåbskjole, vi talte om. I mit barndomshjem havde billedet nemlig altid stået fremme, lige til mor flyttede i lejlighed. På det tidspunkt blev billedet pakket ned i en kasse, og sendt til  opbevaring hos min søster, og der står det stadig. Det billede er ellers fint koloreret af far. Et erhverv han beskæftigede sig meget med, før det blev muligt at få taget farvebilleder. Nu må I nøjes med det sort-hvide billede jeg fandt i mors fotoalbum. Hvordan den sidste ejermand så ud, da hun blev døbt kan du se her.
Desværre kender jeg ikke hele dåbskjolens historie, og mor gør heller ikke. Mors gæt er, at min farmors søster, Dorthea, som var syerske, og ses til højre i billedet, har syet kjolen, men hvornår og til hvem, må stå hen i det uvisse. Måske blev den syet til hendes egne børn? Måske er min far og alle hans syv søskende døbt i den? Eller den er syet til farmor og farfars første barnebarn i 1939? Mor har forhørt sig hos et af farmors søskendebørn, som stadig lever, men de har aldrig hørt om dåbskjolens eksistens. Historien forbliver desværre uopklaret, men jeg vil passe godt på dette klenodie.

Vintervejr og utætte huller

Naturen var et smukt syn hele mandagen, selvom dis og tåge tyngede en del i landskabet hele dagen.
Det tågede og tunge vejr har holdt godt ved hele ugen. Vi har fået lidt sne, ikke de store mængder, men det der er kommet, fyger rundt alle vegne. Allan var, midt i ugen, oppe og inspicere utætheden over værksted og garage og fik fjernet den lille drive der lå. I går føg det igen helt vildt om ørenen på os, så Allan igen op at kigge. Ikke overraskende var der igen sne på loftet derovre. Der er langt fra højt til loftet derovre, så arbejdet skal foregå i krybehøjde, og det er Allan ikke ret god til mere, p.g.a. ødelagte knæ. I øvrigt plejer alt isoleringsarbejde at være mit job. Det var tydeligt at se hvor sneen kom ind. Fuglene har ædt, eller bygget rede af de gamle skumbølgeklodser, vi har haft tætnet med. Det tog vist næsten længere tid at få tøj af og på, end dog tog at isolere hele taget.    
Inde i huset var der også blevet utæt. Den ene morgen, da jeg skulle lave mig en madpakke, opdagede jeg at hele køleskabet sejlede med vand. Jeg kunne ikke forstå hvor det kom fra. så jeg tørrede bare op. Nogle dage senere var det galt igen, så der var ikke andet for, end at løfte køleskabet ud og få det undersøgt. Flaskerenser og vatpinde kom i brug. Selvafrimning er meget godt, men ikke når vandet ikke kan løbe fra. Nogle huller skal bare være tætte, og andre absolut ikke. Det var et større mas, at få tømt køleskabet, løftet det ud, få hul i afløbet, vasket det af og sat det hele på plads igen.
Vi selv har også haft åbne huller denne lørdag. På værkstedet stod en kasse med næsen ubrugte gryder og en del køkkenporcelæn. Noget der var tiltænkt vores unger eller andre trængede, der måske skulle stifte hjem for første gang. Nu er det 10 og 13 år siden vores unger fløj fra reden, så det var vist også på tide at denne kasse flyttede ud. Vi kørte den på genbrugspladsen til fri afbenyttelse, og havde bestilt eftermiddagskaffen hos mor. Jeg havde taget mit strikketøj med, men det blev ikke rørt. I stedet kiggede jeg i gamle fotoalbum, men forvissede mig desværre blot om, at jeg selv havde skrevet navne ved alle vi vidste hvem var. Til gengæld fik jeg skrevet nogle historier ned. Nogle historier har jeg hørt før, men jeg husker dem alligevel ikke fuldt ud. Mor har ellers lovet at skrive om sit liv. Desværre bliver det ikke rigtigt til noget. Så jeg må jo selv sørge for, at det bliver nedfældet inden det er for sent. Jeg husker ikke så meget om min morfar. Jeg var kun 12 år, da han faldt død om over spisebordet. Makabre dødsfald, eller noget der snerper, hører til i min mors familie.
Som nævnt før, så vil mor gerne have selskab, og det har hun bestemt også tit. I går hentede søster og svoger hende, så hun kunne overvære, at det yngste barnebarn fik overrakt sit sygeplejediplom. Nu har vi to sygeplejersker i familien. En veninde havde igen ringet til mor og spurgt om hun ville med på ferie. Denne gang til Rumænien. Hun har fået tænketid, og kan tale med os børn først. Jeg siger, jamen det skal du da bare gøre. Altså ikke tvang, men jeg ved hun gerne vil. Mor nyder ethvert selskab hun kan komme i nærheden af, blot der er en imellem som hun kender. Hun er på mange måder stadig ung og forfløjen og i dag sagde hun, havde jeg vidst på forhånd, at I ville komme, kunne jeg have lavet lidt mad, men vi kan da ringe og bestille en familiepizza, hvis I har lyst til at spise med. Tanken var sød nok, men vi takkede nej. Jeg havde forberedt noget mad i løbet formiddagen. Mor takkede som sædvanlig for besøget, på sin helt egen facon. Glad og taknemmelig. Det var dejligt I kom, så forsvandt den eftermiddag også.

Storm og torden

Overskriften handler om min barndom, som jeg heldigvis har flest gode minder fra, men der er et par ting eller fire, der har fyldt mere end det vist kan kaldes indenfor det normale. Det ene historie har jeg tidligere skrevet om, og her kommer endnu en til samlingen.
Min far har sjældent været rigtige gode venner med vejret, uanset hvordan det har artet sig. En del af forklaringen er måske, at han som håndværker og maler var afhængig af “de rigtige vejrforhold” når han nu havde lovet at udføre et bestemt stykke arbejde. Når det så er sagt, så var han bestemt langt fra glad for stormvejr. Vi boede i et gammelt hus, som mine forældre havde købt på tvangsauktion, og som i mange år var under renovering og ombygning. Det lå højt og udsat, altså uden læ fra nogen sider. Far mente huset var i så dårlig forfatning, at der var risiko for det kunne styrte sammen om ørene på os. Når vindstyrken var af en bestemt kaliber, var det tid at forlade hjemmet. Før “vi” fik bil åbnede naboen dørene for os alle. Senere blev det min moster og onkel. Det hændte det blev til en overnatning.
I efterårsstormen 1967 kom vi hjem og så hele kostalden, som blev brugt som værksted og lager, var væltet. En anden gang, jeg husker ikke året, men vi var alle fem kun lige kommet ind i bilen, da vi så en skypumpe tage hønsehusets tag. Det kom flyvende og landede på bilens tag, som blev trykket ned, men heldigvis kom ingen af os noget til. Selvom huset med årene blev fint og godt, så har far aldrig brudt sig om at være i huset, når det stormede. Vi har et par gange i mit voksne liv, hentet dem til vores adresse til en overnatning. Bl.a. under stormen 3. december 1999. Da vi kørte dem hjem dagen efter, var ikke så meget som en rude i drivhuset ødelagt. 
Værre var det nok med mor og tordenvejret, fordi det trods alt oftere tordnede end stormede. Et var dagtimerne, hvor vi fik at vide, at det var farligt at være ude, eller stå tæt ved vinduet inde og kigge ud. Jeg har aldrig været bange for tordenvejr, så jeg elskede, når far var hjemme på sådanne dage, for han var heller ikke bange, og så kunne vi to jo gå ud og se på vejret sammen. Når tordenvejret først indfandt sig efter vi tøser var kommet i seng, blev vi skam vækket af vores søde søvn, beordret op for at klæde os på, for derefter at tage plads i sofaen, klar til udrykning, hvis lynet slog ned. Mor havde altid pakket en taske eller to, med penge og de mest nødvendige papirer, samt ekstra tøj til hele familien. Først når faren var ovre, fik vi lov at gå i seng igen. Der var et par eksempler i familien på at det var gået galt for nogen, og det skulle ikke overgå os. Min fars kusine nåede ikke at redde andet end dem selv og deres børn. De ejede kun det de gik og stod i, så som børn, kunne vi ikke se noget forkert i den måde mor håndterede den sag på, men senere har både mor og far måttet høre for, at de har frarøvet os mange timers nattesøvn. Senest i min tale til dem til guldbrylluppet.
Der er ikke noget vejr i Danmark, jeg er bange for, men jeg har selvfølgelig respekt for hvad det kan forårsage. Vores børn er aldrig blevet hevet ud af sengen, og jeg selv er heller aldrig stået op, men har tit ligget vågen. Ikke fordi jeg er bange, men det er jo ikke til at sove i den larm. Da ungerne var helt små, havde Allan og jeg en aftale om, hvem der tog sig af hvem og hvad, hvis uheldet skulle være ude. Det er hændt, at jeg er faret sammen ved et tordenskrald, når det er slået ned så vinduerne klirrer, og det kan også godt få mig til at stå op for at kigge ud ad vinduet eller døren, bare for at se om alt er i orden, men er det det, så lapper jeg under dynen igen og venter på fred og ro.  
Kun en ud af os fire børn, er i dag bange for tordenvejr, os andre er det hele prellet af på.

Tidsfordriv

Det findes i mange former. Noget af det kommer som småirriterende, men nødvendige, momenter, som jeg bliver nød til at tage mig af. Allan tømmer flittigt og meget gerne postkassen, og åbner da også egne breve, men har det noget med økonomi at gøre, kigger han håbløst på det, og skynder sig at putte det i kuverten igen. Vores økonomi rører han nemlig slet ikke ved, bortset fra, at han glad og gerne sender vores fælles finanser ud at arbejde. Papirarbejde har han derimod altid overladt til mig, som bl.a. dette brev, med ansøgning om folkepension. Det er ikke mange dage siden jeg sad med vores forskudsopgørelser, så tallene var jo egentlig lette at finde frem. De fleste vedlagte ansøgninger kunne jeg springe let henover. Vi, eller ham der snart er pensionist, kan desværre, eller måske snarere heldigvis, hverken få varmetillæg, boligydelse, helbredstillæg eller anden supplerende pensionsydelse.
Når nu vi er ved indkomst og skat, så her jeg den sidste uge fået op til flere mail fra SKAT om at jeg skal have penge tilbage for 2012. Se bare selv. Blot med et enkelt klik får jeg dem refunderet. Nu ved jeg heldigvis hvordan sådan noget foregår, så den hopper jeg ikke på. Den helt store tidssluger, de sidste dage har været gamle foto. Både lokalhistorien og familien. Det hele er foregået på FB. For en del år siden oprettede jeg flere lukkede familiegrupper på FB, og i sidste uge bad min fætter mig om at lukke ham ind i gruppen, fordi han havde ryddet op i forældrenes hjem, og havde fundet et fotoalbum med en masse foto, han gerne ville have hjælp til. Jeg har siddet med luppen, fordi billederne er så små, men lidt oplysninger er det da blevet til, og det til trods for, at billederne er så gamle at de er fra før krigens tid. At rode med gamle billeder og gammel historie kommer let til at gribe om sig. Jeg søgte hjælp i min egen slægtsforskning, og pludselig fik jeg lyst til at undersøge noget, og endte så i Arkivalieronline, hvor jeg har siddet og kigget i kirkebøger i utallige timer, og også fundet data på slægtninge, som jeg selv har kendt, men altså manglede nogle fødsler, vielser og dødsfald. Der kom en stillingsbetegnelse som jeg aldrig har hørt farbror havde beskæftiget sig med. Det er slet ikke til at slippe sådan noget igen.    

To måneder uden køkken

Det hele startede her. Det har været en lang proces. Når nu skaden var sket, ville Mads benytte lejligheden til at få udskiftet alle de rør der lå under køkkengulvet. De var trods alt fra 1965, så risikoen for at han skulle på den igen meget snart var rimelig høj. Da alle rør var fjernet og nye trukket, så det sådan ud. Han har længe haft et ønske om at få etableret gulvvarme, så lykkelig var han, da han fik isoleret, og etableret disse trækrør, og han ikke mere havde grus overalt. Han er bestemt ikke sart, men at sove med grus i sengen var lige i overkanten. 
Endelig den 2. januar, kom betonkanonen og gulvet blev støbt, så der kunne lægges fliser. Ren luksusgulv, men stadig intet køkken. Der skal jo en del penge til sådan en hovedrenovering, så Mads ville bare sætte det gamle køkken op, som han faktisk selv synes var pænt. Men alle, han kom i nærheden af, lagde ikke skjul på deres mening, så han kiggede i Den Blå Avis, og fandt et i massivt egetræ til en meget billig penge. Der skulle godt nok bruges en del knofedt, fordi det var så fedtet og klistret, at det ikke ville slippe, når man havde rørt ved det. Den rengøringsopgave lovede jeg at tage mig af. De andre to har brugt tiden på at skære sokkel til og opstille køkkenbord. Tænk, at få både vask og rindende vand i hanen i køkkenet igen, samt komfur og opvaskemaskine på plads. 
Der er stadig rigtig lang vej. Gulvvarmen skal tilsluttes. Der skal pilles nogle fliser af. Der skal fjernes plader fra en beklædt væk. Derefter skal den formentlig filses eller pudses, så bindingsværket kan fremstå, som han har gjort det i sin lille gang. Der mangler stadig at blive opsat nogle køkkenelementer, bl.a. op ad den væk der skal renoveres. Han vil have malet alle køkkenlågerne hvide i højglans, og så skal der selvfølgelig tapetseres, men nu kan køkkenet bruges, omend der endnu er lidt trangt med bord- og skabsplads. Vi gik og arbejdede til sent i aftes, så både opvaskemaskinen og komfuret blev indviet på deres nye pladser. Det bliver ikke på Mads´ matrikel, vi lægger den store arbejdskraft i dag.

To akuttider på samme dag

I går, da jeg stod op, registrerede jeg, at jeg havde ondt i kinden, nærmest i mit skind, altså kun bløddelen, og undrede mig over hvad det kunne være. Der florerer jo så meget skidt i denne tid. Måske var det nogle influenzasymptomer, selvom det godt nok var et underligt sted, men de sidste dage, har jeg med jævne mellemrum følt mig solidarisk med alle de syge, fordi jeg ind imellem synes, jeg både jeg har haft kvalme og noget uro i maven. Er endda vågnet midt om natten og har følt dette. Enhver kan jo gå hen og blive hypokonder, når man bliver fodret med al den sygdom alle vegne fra. Og når nu det næsten er 23 år siden jeg sidst har haft en sygedag, kan jeg jo nok slet ikke huske hvordan sådan noget føles!
I morges da jeg stod op, gjorde det mere ondt end i går. Jeg kiggede mig i spejlet, og synes jeg var hævet i ansigtet. Allan syntes det samme. Jeg var også mere varm i den ene kind end i den anden. Jeg følte og trykkede. Det føltes hårdt, og mit føleri, fik det selvfølgelig til at gøre mere ondt, men jeg kunne kun lokalisere det til midt på kinden, selvom hævelsen var foran ved kæbe- og hageparti. Så længe det ikke er nødvendigt med så meget som en hovedpinepille, så kunne det vel ikke være så slemt! Fornuften sagde mig dog, at jeg nok alligevel hellere måtte ringe til tandlægen og prøve at forklare mig. Der kommer jo også en weekend lige om lidt, hvor det ikke bliver lettere at få fat i sundhedsvæsenet. Min egen tandlæge var syg, men der er heldigvis flere af slagsen i samme hus. Tandlægen syntes også det lød underligt, men sagde alligevel, at det nok var en god idé at komme ind til et tjek. Jeg fik en akuttid lige over middag. Hele tre mennesker stod i kø for at kigge mig ind i munden, efter der var taget røntgenbilleder. Det kunne være betændelse i bihulerne, en sten i spytkirtlen, eller det kunne være tykkemusklerne, og så alligevel ikke. Røntgenbillederne så fine ud. Overraskende store bihuler, har jeg åbenbart. Endda så store, at de fandt gamle røntgenbilleder frem, for at sammenligne. Det hele så rigtigt fint ud, bortset fra den hævelse, som tandlægen også straks bemærkede, samt varmen fra kinden. Resultatet blev, at hun ville henvise mig til øre-næse-halsspecialisten. Da hun ikke kunne ringe klinikken op, skrev hun en seddel som jeg skulle aflevere. Hun mente det var nemmere for mig at komme igennem, hvis det kom fra hende og ikke mig. Jeg tror hun havde helt ret, for da jeg trådte ind ad døren, fik jeg at vide, at der ingen tider var.
 
Jeg tilbragte en stor del af eftermiddagen i ventesalen hos øre-næse-halsspecialisten inden det blev min tur. Ved undersøgelsen sagde lægen, at hun faktisk allerhelst ville sende mig til tandlægen….og jeg var allerede lige ved at protestere, i tankerne, da hun sagde, men der kommer du jo fra. I stedet ville hun give mig noget penicillin. For der var ingen tvivl om at det var en infektion, der skulle behandles. Spørgsmålet var bare hvad der forårsagede det. Hjalp penicillinen ikke, så måtte jeg gå til lægen igen. Hjalp det, ja, så ville ingen nogensinde finde ud af årsagen. Jeg håber bare det hjælper, ellers har jeg smidt 400,- kr ud ad vinduet, og de kunne godt være brugt på noget der var sjovere. Jeg tør slet ikke tænke på, at skulle have boret kroner af og have lavet nye.

Arbejdsmand, husmor og finansminister

Tre vidt forskellige titler, men alle nogen jeg beskæftiger mig med i det daglige, altså hverken som politiker eller i erhvervslivet, men bare herhjemme og for nogle få udvalgte i den nærmeste familie. Jeg Vi har haft rigeligt at se til den sidste tid. Godt jeg har tre lørdage om ugen. Mads rendte ind i influenza onsdag aften, efter at have fået støbt sit gulv. Han måtte torsdag kapitulere og lægge sig, efter han og Allan havde været ude at se på, og bestille, de næste materialer til huset.  
Fredag formiddag havde Allan, som så ofte, en aftale i Ballerup. De materialer der var bestilt, dagen i forvejen kom denne morgen og skulle bæres ind, så de var klar til håndværkeren kom et par timer senere. Der var kun mig tilbage, så jeg slæbte fra indkørslen ind gennem gangen og ud i køkkenet. Vigtigst var det at få fliseklæb ind, for selvom det var dækket af, så havde det ikke godt af at ligge derude i regnen. Alle kasserne med gulvklinker var bløde og de fleste gået op i limningen, så de holdt ikke meget om indholdet. Da det afbillede materiale var i tørvejr, manglede jeg stadig 12 kasser fliser, men da måtte mine arme have en pause. Jeg havde lovet at lægge fliserne i denne weekend, som jeg har gjort så mange gange før,  men da en ven, Mads altid laver bil for, mente at han skyldte ham en masse arbejdstimer, tog han over, og jeg fik næsten en hel weekend forærende herhjemme.
Mellem jul og nytår var planen at jeg skulle kigge på forskudsopgørelser, både for os selv og ungerne. Det blev der bare ikke tid til, der var andre ting der var vigtigere. For vores eget vedkommende bliver der nogle ændringer i 2013, da Allan bliver pensionist til april. Og vedrørende mig selv - så ser det også ud til, at der bliver ændringer. Hvorom alting er, ændres der i hvertfald ikke på Allans situation. Camilla har lagt lån om i 2012 og Mads fik igen et arbejde. Det betød altså, at vi alle har ændringer, der virkelig betyder noget for vores skatteberegning i år. Selvom jeg fik rettet ungernes til for 2012, da ændringen indtraf, gjaldt det ikke for 2013. Det er nu rart ikke at få den helt store overraskelse, især hvis det betyder et vedhæftet girokort, som oveni købet indeholder renter, efter den nyere skattemodel. Hvis man regner med at få en ekstraskat for 2012, så er der allerede, i skrivende stund, løbet rente på for 6 dage i år, skønt man ikke kender beløbet der skal betales.
Endelig lykkedes det mig sandelig også her i den forlængede weekend at få ryddet al julepynten væk og få smidt juletræet ud. Kun en eneste gang i mit liv som som husejer, har juletræet stået inde nytårsaften. Det var vores allerførste nytårsaften her i huset, og før vi fik børn. Vi var en lille håndfuld venner samlet. En af mændene dansede rundt om spisebordet med juletræet, som en anden rumsterstang. Det var dengang vi havde gulvtæppe på. Prøv at forestille jer alle de grannåle der sad fast i det tæppe. Siden har jeg sørget for at smide juletræet ud inden nytårsaften, selvom vi i mange år kun har været os selv. 
Fryseren var næsten støvsuget for morgenmad, så der blev produceret en ny stor portion. Den grønkål, som jeg absolut måtte eje et par dage før jul, er nu endelig også kogt, hakket og lagt i fryseren. Det har været sådan en weekend, hvor jeg virkelig føler jeg har fået noget fra hånden. Der var så mange småting hist og pist, der bare havde hobet sig op, og de giver altså rod i mit liv, så nu fylder det ikke i mit hoved mere. Vi har set “Til havet,” som er en børnefilm jeg købte før jul. Et filmmesterværk, der har vundet adskillige priser, og er blevet rost til skyerne af flere danske anmeldere. Min fascination er ikke helt den samme, men det er der ikke noget nyt i. Filmen var okay, men jeg ser den med helt andre øjne.