Snestorm for 33 år siden

Denne historie giver også et indblik i, hvor meget tiden har forandret sig på så relativ kort tid.

Jeg husker det ganske tydeligt. Det var før vi fik telefon, og mobiltelefonen var slet ikke opfundet. Jeg var højgravid og iflg. ”de bedre vidende” skulle jeg allerede have født 14 dage tidligere, så jeg havde fået en tid på sygehuset kl. 8.00 om morgenen, og taget rigtigt afsked med mine arbejdskollegaer, dagen før.

Lige over midnat, vækkede jeg Allan, som måtte trække i en masse tøj, og tage turen til telefonboksen, som var eneste mulighed for at ringe til sygehuset, for at forhøre sig om vi måtte komme. Han kom hjem med den besked, at vi skulle vente. Det måtte vi så gøre. Allan gik i seng, og da jeg ikke var i stand til at finde ro og hvile, kunne jeg lige så godt gå i bad, krølle håret, og se anstændig ud. Håret kunne jeg nu godt have droppet ☺ Jeg vækkede Allan igen, og han måtte tage turen til telefonboksen en gang mere. Han fik med møje og besvær overtalt dem til at sige ja. Dog påtalte de, at vi skulle regne med at blive sendt hjem igen med det samme, fordi jeg var førstegangsfødende, og det gik altså ikke så hurtigt. Vi Allan kæmpede sig gennem snemasserne. Da vi endelig nåede sygehuset, fik vi en skideballe, over vi ikke var kommet før, for fødslen var allerede gået i gang. Allan sagde, at han havde ringet, men at de havde nægtet at tage imod os. Jeg husker, at det var meget vigtigt for mig, at får aflyst min tid kl. 8, så de ikke stod og ventede på mig. Da personalet kom med kitlen til Allan, lige til at stikke armene i, var han ikke længe om at komme væk. Han havde sagt, at han ikke var interesseret i at overvære fødslen, som var en rimelig ny mulighed for fædre dengang. Det var helt i orden med mig. Allan kørte ned og vækkede mine forældre mor og min søster. Der sad de tre og dulmede nerverne med spandevis af kaffe, og røg en masse smøger. Allan og mor har været røgfri i mange år. indtil jeg ringede og fortalte nyheden om, at vi havde fået en søn.

Alle billederne af Mads det første halve år, sidder i “Barnets bog” som han selvfølgelig selv opbevarer. Jeg har lige konstateret at jeg kun har 2 billeder indtil han fylder et halvt år.

Den nat var der trængsel på fødegangen, der var flere fødsler samtidig, så der kom mange børn til verden. Vi lå på gangene, så derfor gjaldt det om at få os sendt videre. For mit vedkommende til Sakskøbing Sygehus, så jeg blev jaget ud af sengen med det samme for at tisse. Det skulle jeg, før jeg kunne blive overflyttet. Jeg skulle drikke både det ene og det andet. Den ene time gik efter den ande, og der kom ikke en dråbe. Til sidst ofrede de også en lys øl på mig, og jeg blev atter sendt på toilettet, med løbende haner, for jeg ved ikke hvilken gang, men lige lidt hjalp det. Jeg kunne ikke synke mere væske. Alle de andre var sendt af sted, men da de også skulle bruge min seng, fik jeg en seddel om halsen, hvor der stod: ”Har ikke tisset i dag” inden jeg blev sendt af sted med Falcks sengetransport, sidst på eftermiddagen. Jeg syntes det var nedværdigende, da jeg hverken havde mistet min forstand, eller talens brug. Det var så meget snestorm, at kun Allan kunne komme på besøg, men efter nogle dage, blev mine forældre også gravet ud. Deres “frihed” varede ikke længe, men de fik da set deres første barnebarn.

Før det blev rigtig snestorm	Fire generationer på familiebesøg

For os nybagte mødre, var det forbudt at tage bad før på 3. dagen, så det var det rene luksus, da den dag oprandt. Oven på sådan en omgang, er klatvask ikke helt det samme. Jeg glædede mig meget til at komme hjem, men dengang skulle man, som minimum være på sygehuset 4 dage. Mads sov igennem om natten, fra dag et, og sov stort set også hele dagen, så det var jo nemt. Desværre tabte han sig, mere end normalt, og derfor blev vi nød til at blive. Mads skulle vækkes hver 4. time døgnet rundt, så han kunne få lidt at spise. Efter i alt 10 dage fik vi endelig lov at blive udskrevet. Snestormen rasede stadig, og vi var nær aldrig kommet hjem. Heldigvis fører alle veje til Rom, så efter at have prøvet dem alle af, for at køre en strækning på 10 km, nåede vi, efter et par timer endelig hjem. Jeg husker, at vi havde snestorm igen, da Mads fyldte et år, og at mine forældre gik over markerne, godt og vel halvdelen af de 10 km, der er til os, til et sted hvor Allan kunne afhente dem, så de kunne komme ned og fejre Mads. Da han fyldte 2 år, havde vi også meget sne.