Tre skønne pinsedage

Når man ikke kan tage en beslutning, så ender det med det hele flyder hen i det uvisse, men det kan også være vældig rart at have sådan en elastik. I tirsdags vidste vi stadig ikke om vi ville tage afsted med campingvognen og ej heller hvorhen, da vennerne spurgte om vi ville komme og spise her i pinsen. Det tog os ikke lang tid at droppe campingturen, for der var meget andet i tankerne, som i sagens natur ville være udelukket, hvis vi drog afsted. Vi valgte at blive hjemme og fylde dagenen ud med det, vi nu havde lyst til.  
Efter at jeg havde set Cecilie og madklubben i tv, hvor Francis Cardeneau lavede citronfromage, har jeg gået og længtes efter at sætte tænderne i sådan en portion. Det er flere år siden jeg sidst har lavet det, så det kom på pinsemenuen. Fryseren blev afrimet, der blev bagt, og når nu vi alligevel var hjemme, kunne mor komme på weekend, så hun ikke skulle sidde alene hele pinsen.

Det blev til nogle dejlige timer i haven i et fint solskinsvejr. Det er bare så tørt, så tørt derude, så jorden slår revner. Vi har kun fået 5 mm vand i hele maj måned. Jeg fik flyttet en bunke stenmel og spredt det ud mellem bedkasserne, som Allan har malet. Vi sad ude og spiste lørdag aften. Vi gik alle tre en tur. Mor og jeg fik strikket inden vi gik til køjs.
Tidlig søndag formiddag kørte vi en tur i Radsted Gartneri. Nu var jeg træt af at se den tomme balje midt i stenbedet, og ville egentlig have en åkande, men det blev frarådet. Jeg lyttede til eksperten, og købte i stedet en gul vandiris, en hvid kala samt en flydeplante. Der røg også et par krydderurter og blomster med hjem.
Da vi kørte forbi søster 2 og svoger, gik søster i haven, så vi kiggede ind til dem og tog en lille havevandring og nød en tår kaffe og en ostemad på terrassen. Alle mine store fine husløg er gået til under sneploven og hundenes aktivitet. Søster havde heldigvis alt for mange, så jeg fik nogle med hjem, samt lidt liljekonvaller, vibeæg og endnu en vandplante. Det hele blev plantet, noget kun midlertidigt i potter, indtil vi får lidt vand fra oven. Mor forlod os, og vi kørte til vennerne hvor vi grillede og hyggede søndag aften.
2. pinsedags morgen startede jeg med at køre på arbejde, så jeg kunne få lidt lønnet arbejde fra hånden inden vi skulle deltage i det årlige pinseløb, hvor 108 personer var mødt op. Som sidste år kostede det et symbolsk beløb   25,- for voksne 10,- for børn, at få lov at deltage. Der var almindelig løberuter og rulleskøjteløb på 5, 10 og 21 km. Man kunne selvfølgelig også vælge bare at gå ruten. I år valgte vi de 10 km fra, fordi der nærmest har været lukket, slukket og pakket sammen, når vi kommer i mål. Allan var så også sikker på, han kunne gennemføre turen uden problemer, og hvis vi alligevel skulle gå helt alene, kunne vi jo bare gå vores egne ture, men vi vil godt støtte det gode formål. I år gik vi, sammen med to andre, vores helt egen rute. Den lille tur er nemlig blot at gå i ring et par gange. Det er ikke nær så interessant.  Der er fordele ved at kende skoven, som sin egen bukselomme. En lille time og 7.961 skridt senere, var vi alle fire i mål og sluttede af med vand, kage, kaffe og æbler inden vi gik hjem, sponsoreret og lavet af frivillige. Bl.a. søster 1 er fast kagebager. Alle var glade over den fine tilslutning til arrangementet.  

Vi mødtes på trappen for 40 år siden

Jeg har, både i barndommen og hele mit voksne liv, altid været utrolig glad for mit hjem og har aldrig haft, og har stadig ikke, den stor strang til at forlade det. Det betyder ikke at jeg murede mig inde. Jeg havde både legekammerater og veninder, men jeg trivedes også utroligt godt i mit eget selskab. Hellere eget selskab end større grupper. Det har aldrig tiltrukket mig. Jeg ville helst være fri massesammenkomster som juletræsfest, skolebal og lignende. Jeg ville hellere sidde hjemme og strikke, sy, læse, lægge kabaler og den slags. Far sagde somme tider, at vi var nogle underlige børn, der aldrig ville nogen steder, og sådan forholdt det sig stadig, da jeg var 17 og mine søskende 15 og 13. 
Far har aldrig skældt os unger ud, det lod han mor klare. Selvom vi selvfølgelig godt kunne høre, hvornår vi blev ham for meget med vores tøsefnidder. I foråret 1973 røg det ud af munden på far ‘Det er kraftedeme ikke normalt, at så’n  3 store tøser sidder hjemme hver eneste aften, weekend efter weekend. I skal da ud og more jer som alle andre unge mennesker’. Vores svar var det sædvanlige. ´”D´ da ik´ no´e ve.’
Resultatet blev, at jeg i provokation midt i det hele, sagde til søster. Fint så tager vi da i Vesterskoven ca. 30 km væk næste weekend. Lillesøster måtte blive hjemme. Så var mor der straks. Hvordan vil I komme derover? Sikkert i håb om at vi opgave det hele, at dømme efter hendes ansigtsudtryk. Cykle selvfølgelig, det skulle vi jo altid når vi skulle noget. 10 km til toget, og så ellers gå de sidste par km.
Jeg husker ikke om søster og svoger fandt hinanden allerede samme aften, men vi tog i hvert fald afsted nogle weekender, og pludselig en dag, stod Allan der på trappen i Vesterskoven og spærrede mig vejen. Jeg måtte ikke komme forbi, hvis ikke jeg ville danse med ham. Det mente jeg nu ikke han skulle bestemme, men jeg lod mig dog overtale. Han virkede jo meget sød. Allan ville gerne have min adresse og køre mig hjem, men han blev lagt lidt på is. En dag var det tidlige morgentog taget ud af køreplanen, så fik Allan lov at være chauffør, men kun til stationen i Sakskøbing, hvor vores cykler holdt så vi kunne køre de sidste 10 km til Kalø. Cyklerne kunne vi jo ikke undvære. Nu vidste han hvilken by jeg boede i, så dagen efter snusede han selvfølgelig rundt i Kalø i håbet om at finde mig. Det lykkedes ikke.
Til sidst kapitulerede jeg og så behøvede ingen af os jo dette byræs mere. Det betød at i stedet for at være 5 pesoner derhjemme blev vi nu pludselig 7 personer fire gange om ugen. Det var nemlig på det tidspunkt der var den berømte benzinkrise, hvor man ikke måtte køre bil i weekenden, så Allan og svoger kom trofast hver fredag aften og kørte først over midnat søndag, så der var mange munde at mætte i det lille  hjem. Et besøg midt i ugen måtte der jo også til. Det var kun Allan der havde bil og kørekort. Vi andre tre var ikke gamle nok. Far nød at der endelig var kommet mandfolk i huset, og som I kan læse behøver det jo ikke tage så lang tid. Fars bekymringer om at vi skulle blive gammeljomfruer holdt altså ikke. Vi blev alle 4 gift ved et dobbeltbryllup den 14. maj 1977. Alle fire har også lige kunne fejre 36 års bryllupsdag. 
Da jeg fortalte Allan at jeg ville skrive om et indlæg om vores første møde, sagde han. Jeg husker tydeligt det tøj du havde på. Gør du?  Ja, og efter hans forklaring gik jeg i gemmerne, og fandt dette billede. Det er dog taget på et bjerg i Schweiz med den evige sne i baggrunden, som var en vældig stor oplevelse dengang. Vores ferie var allerede bestilt for længe siden via et rejseselskab, så Allan havde ingen mulighed for at komme med, hvad han ellers meget gerne ville.   
Vesterkoven var det hotteste sted at mødes. Der var fest for både de unge og de gamle i forskellige lokaler. I dag er Vesterskoven omdannet til Danhostel og har stadig Nyk. F. Zoo som genbo. Der holdes atter fester i Vesterskoven, som da vi var unge, men vi nøjes med minderne fra dengang. 

Arbejdsløs

Det var en titel jeg kunne føje til mit CV i næsten to  måneder. Eller i hvert fald deltidsarbejdsløs. Sådan ser min verden bestemt ikke ud mere. Jeg har fået fyldt op med rigelige timer. Den sidste måned har jeg ikke kunne nøjes med en 37 timers arbejdsuge. Jeg nåede at søge en masse forskellige job, og var også lige ved at få et bogholderjob allerede inden jeg faktisk blev reelt arbejdsløs, men efter et par samtaler, besluttede manden sig alligevel for at benytte et vikarbureau. Det betød at jeg altså ikke fik kendskab til svineproduktion, biogasanlæg og meget andet. 
At råbe op lønner sig åbenbart. I, som har fulgt med hele tiden, ved, at der var meget der lå og ulmede, uden at der skete noget revolutionerende. Så gik der hul på bylden. Først sagde jeg ja til at deltage i et møde en gang om måneden, og få etableret en facebookside for det lille firma samt passe deres hjemmeside. Ikke noget stort projekt, men noget helt nyt, som jeg aldrig har beskæftiget mig med før. Jeg har da selv en profil på FB, men der er andre love og regler for et firma. Alt dette skete faktisk samtidig med at jeg søgte, og fik jobbet i en helt anden virksomhed. Så dukkede der endnu et job op som jeg udfører både ude og hjemme, og de sidste to job har jeg slet ikke det fulde overblik over endnu, og aner intet om timer på længere sigt. 
Nu har ovennævnte landmand ringet, for at forhøre sig om jeg har fået job. Det kunne jeg bekræfte at jeg havde, og der er absolut ikke plads til flere job der skal passes foreløbig.
Vi skal jo også have tid til at passe vores eget og nyde livet, samt give en hjælpende hånd i foreningslivet, hvor der var arbejdsaften i denne uge. Tordenskjolds soldater. Aktivitetspladsen skulle males, og der skulle slæbes jord til taget på shelterne samt sås græs på samme. Desværre begyndte det at regne, så vi måtte droppe at male det sidste i denne omgang.

Allerede skidt igen - Lidt praleri og bryllupsdag

I weekenden kom Mads til morgenkaffe, og fortalte at han var blevet ringet op af en ven, hvis svigerfar ellers er mekaniker og laver både biler og andet småkørende materiel, men alligevel kunne han ikke få svigersønnens plæneklipper til at starte. Mads kommer som regel når nogen kalder, og der gik også kun et øjeblik, så var maskineriet køreklar, sagde han.
Når nu du er så klog Mads, kan du så ikke også lave mit fotografiapparat. Jeg har nemlig lige opdaget, at der igen er pletter på billedet. To pletter øverst i hver side, og en stor en i nederste højre hjørne. Det ved jeg ikke, siger han, sådan noget har jeg aldrig kigget på, men jeg vil meget gerne prøve. Jeg ved han elsker nye projekter og jeg havde ingen betænkeligheder ved at lade ham prøve. Garantien var jo udløbet i modsætning til juli sidste år, hvor det kom på autoriseret værksted.
Allan fandt den mindste stjerneskruetrækker han havde, og så gik Mads forsigtigt i gang med at skille kamaraet ad. Bemærk de mikroskopiske små skruer der ligger i det lille bæger på billedet til venstre. Da det var første gang han kiggede på indmaden i et kamera fik han skilt mere ad end nødvendigt, og jeg fik forklaring på hvad både det ene og det andet var. Hvor pokker ved drengen fra, hvad det hedder alt sammen og hvad det skal bruges til. Jeg glemte hurtigt hvad det hed og hvilken funktion det har. Jeg må indrømme at jeg er imponeret over, at han bare kan lave næsten alt, og at han kan finde ud af at sætte det hele sammen igen. Jeg er forlængst holdt om med at undre mig, og bliver først overrasket, den dag han ikke kan samle skidtet igen, uanset hvor mange løse ledninger og dele der ligger alle vegne.
Han fandt skidtet, blæste det væk og samlede kameraet igen. Nu er alt igen i den skønneste orden og bedst af alt, jeg behøver ikke undvære mit kamera. 

I dag der det 36 år siden Allan og jeg gik op ad  kirkegulvet. Hvor pokker er alle de år blevet af! Det var en god dag at blive gift på, så god at kongehuset også valgte denne dato, men først 27 år senere i 2004.

Brudebuketten ligger stadig på loftet, og ser noget sølle ud. Heldigvis står det anderledes til med vores ægteskab. I bund og grund er der ikke meget der har ændres sig i alle de år, selvom vi har taget nogle rutscheture i livets karrusel. 

Velvære på stribe i Kr. Himmelfartsferien

Jeg elsker naturen, og det dyreliv der er derude, men fuglene behøver ikke danne kor allerede kl 4 foran soveværelsesvinduet. Sådan er det konsekvent fra nu og til de flyver sydpå igen. Vi har aldrig haft svaler her, men det har vi i år og de er ret støjende.
Der er mange former for velvære. Hele torsdagen blev brugt i haven og på oprydning i brændeskur og værksted. Jeg synes det giver sådan en god følelse at få ryddet op. 
Allan er aldrig helt enig. Om jeg begriber hvor alt det skidt kommer fra, som han får stablet op i løbet af vinteren, hvert eneste år. Jeg mistænker ham, eller jeg ved, at han slæber noget med hjem alle vegne fra. Sjovt nok har han aldrig noget der skal kasseres, før jeg tager det stykke for stykke og konfronterer ham med det. Der er også dukket ting frem han skal bruge, men ikke kunne finde i roderiet, så jeg har en glad mand.

Nu er det bestemt ikke fordi vi ikke har wellness-udbydere her på egnen, men der kunne gavekortet bare ikke benyttes. Når man så samtidig vil have en akuttid, så indskrænker udbyderne sig. Vi måtte helt til Allure i Slagelse, hvor de havde en ledig tid fra morgenstunden. Så allerede 7.15 dampede vi hjemmefra. Jeg fik kropsmassage fra fod til hovedbund. Jeg fik lagt en ansigtsmaske, og nød at blive nusset om hele den time det varede inden vi satte kursen østpå.
Den campingtur, der ikke blev til noget, havde vi planlagt skulle gå til Sorø, hvor vi ville cykle rundt om søen. Når nu vi var på de kanter alligevel, kørte vi dertil og parkerede bilen og gik en god tur. Det blev middag og vi fik lidt at spise hos Valencia, hvor også denne guldcykel stod parkeret. Mens vi sad ventede på vores mad, talte vi om cyklen mon var til salg, eller til pynt, da der kom en mand og låste den op og cyklede væk.
Efter at have nydt en lækker sandwich. En bøf til Allan og en laks til mig, gik vi en tur på Sorø Akademi. Et kæmpe område, hvor vi godt kunne bruge mere tid. Der var noget smukkere på den side af søen, end der hvor vi gik den lange tur i fint vejr, læ og solskin, men her blæste det gevaldigt, og der var ikke meget varme i luften.
Vi kørte lidt rundt på de meget små krogede veje, og så lidt på det bakkede landskab og de grønne marker, eller gule arealer med mælkebøtter og bemærkede, at her på sydhavsøerne er vi et par dage længere fremme. Her står den gule raps og blomstrer i fuld flor. Nordpå er den først lige begyndt at blomstre. Vi mødte nogle sjove navne på byskiltene og var både i Dævidsrød og en tur i Grøften, inden vi satte kursen mod Næstved.

Jeg havde læst om Fodsporet, som har kostet 48 mio. kr. Det ville jeg gerne se en bid af og faktisk også gerne cykle der en dag. Fordi  turen går igennem det smukkeste landskab, hvor man bl.a. også kommer over Susåen. Jeg havde bare ikke fået sat mig ind i hvor det egentligt lå, så vi kom ikke forbi. Allan havde aldrig hørt om projektet. Dvs. vi så da et par skilte på udturen, men der havde vi jo ikke tid. I stedet vidste Allan fra sin tid som naturplejer, at man kunne komme helt tæt på Susåen ved Holløse. I øvrigt også et smukt bakket landskab. Da vi ankom var vi så heldige at der kom en hele stribe kanofolk med jævne mellemrum, så det stod vi og kiggede en del på.
Da vi nåede Næstved ret sent på eftermiddagen trængte vi til en tår kaffe. Allan fik sin kaffe og kage, jeg ”nøjedes” med en Caffe Latte på Café Vivaldi.
Da vi nåede matriklen havde vi været på farten 11 timer, og trætheden var begyndt at melde sig ovenpå alt den friske luft, samt ikke mindst massagen for mit vedkommende. Sådan noget bliver man nemlig godt træt af, på den gode måde altså.

Gode weekendplaner ændres til velvære

Det snart meget længe siden vi hentede campingvognen ud af vinterhiet, for at køre til Sverige. Siden har den stået urørt. Det har ikke passet ind i kalenderen at tage på tur, men det kunne det i denne weekend. Især hvis jeg kunne få momsen gjort klar på det nye job, så jeg kunne holde fri fredag, så var der flere dage at gøre godt med.
Hvis vi kunne slippe af med de dårlige halse og gøeriet, var planen at tage afsted allerede torsdag. Mandag begyndte mine øjne at skabe sig. Tirsdag havde jeg svært ved at se klart, både på skrivebordet og på skærmen. Øjnene var røde, hævede og gjorde ondt, men hvis jeg skulle have fri fredag, var jeg nød til at blive og få lavet momsen færdig. Jeg blev mere og mere overbevist om, at jeg var rendt ind i en gang øjenbetændelse, men jeg kunne da lige se tiden an natten over, mente jeg. I morges var jeg slet ikke i tvivl. Jeg var nød til at have fat i min læge. Jeg ringede og klagede min nød, og selvom lægen kun har set mig få gange til underlivsundersøgelser, sagde hun bare, det lyder som om, du har helt styr på det, så selvfølgelig skal du have noget at dryppe med. Jeg skriver en recept, så du kan hente dråberne på apoteket. Det var jo nemt. Jeg slap for lægebesøg, og dråberne har allerede lindret, men hosteriet har vi ikke sluppet. Allan har ingen energi til camping, siger han, og det er ellers ham der brænder mest for det liv.
I stedet for camping, får jeg nu brugt det gavekort jeg fik i julegave. Jeg satte Allan til at ringe rundt i dag, mens jeg var på arbejde, for at høre om der var nogen, der havde en ledig tid allerede fredag. Jeg havde stillet mulighederne op i ønskelig rækkefølge fra 1 til 5, og var der ikke bid, måtte gavekortet bare ligge en tid endnu. Der var bid, så jeg skal forkæles på fredag, og hvad resten af den forlængede weekend byder på vides endnu ikke, men vi former den helt selv.

Alt det nye

Det vrimler med nye ting her på matriklen. For bare at nævne et par ting, så har Allan fået det længe ønskede lille kamera Olympus SZ-31MR  Det helt rigtige, så længe det varer, siger konen. Til gengæld har han ødelagt sin blitz til det store spejlreflekskamera. Han havde ikke sat den ordentlig på, så den røg på gulvet og smadrede. Vi har investeret i en lille bærbar, som vi kan have med på ferie. En iPad er god, men en pc er nummer et til mange ting. Det er Allans arbejde at få lagt det ind, der nu skal lægges ind, så den er køreklar med det helt nye Windovs 8. Mere nyt at forholde sig til. Vi må jo holde gang i hjernecellerne.
Der er også masser af nyt til mig. Jeg rendte ind i en gang ondt i halsen natten til onsdag og vågnede flere gange fordi det gjorde ondt. Sidst jeg fik raget noget dårligskab til mig, som forkølelse og ondt i halsen var for 7-10 år siden, så jeg skal vel egentlig ikke pibe. Det er en underlig form for ondt i halsen, der hverken kradser eller svier, som jeg husker det og hverken te eller bolsjer lindrede noget. Jeg er bare øm og det gør jävla ondt at synke. Det er 24 år siden jeg har haft en sygedag. Heldigvis står det ikke så galt til endnu, men i går begyndt jeg også at hoste, så jeg ser sol, måne og stjerner. 
Det var også i onsdags posten kom med to kæmpe papkasser indeholdende mit nye arbejde. Jeg har imellemtiden erfaret, at den mand, jeg skulle overtage det fra, og som jeg udmærket godt kendte, desværre er død. Det har derfor trukket noget ud med at få materialet fremsendt. Jeg måtte i gang med at pakke ud og se hvad kasserne indeholdt. Materialet var blandet rigtigt godt. Jeg fandt langt over hundrede breve, der slet ikke var åbnet. Ikke et eneste brev var åbet siden engang i marts, så det var bare om at gå i krig med papirkniven. De allerfleste breve indeholdt en svarkuvert med ønske om at få tilsendt et ansøgningsskema. Hold da op, tænkte jeg, hvor finder jeg sådan et, hvordan ser det ud. Faktisk fandt jeg flere forskellige slags. Hvilket var så det rigtige… Hvordan så det ud sidste år… Det lykkedes at finde noget, men det var jo med forkert adresse på og den normale ansøgningsfrist var forlængst passeret. Jeg måtte lave nyt skema, scanne, printe og så afsted, så de kan få sendt det retur til mig sammen med alle de relevante papirer. Jeg var nød til at ændre ansøgningsfristen. Gad vide om det skal på et bestyrelsesmøde først, men hvem sidder i bestyrelsen… Lige nu er der rigtigt mange løse ender.

,

Onsdag og torsdag blev brugt på at sende 90 breve afsted. Ih hvor var jeg glad for, at det kun var ganske få, der ikke havde skrevet deres adresse udenpå kuverten. Elles havde jeg da fået skrivekrampe. Da det var klaret torsdag aften gik jeg i gang med at prøve at få styr på resten af kassernes indhold, som mest var løsblade. Alt tilsynelandende blandet, måske under nedpakningen… Jeg har fået meget spændende læsning leveret fra 1937 til nu. Ham der har haft det, har uden tvivl haft et system, der virkede for ham, men det er ikke et jeg kan finde rundt i, så jeg er ved at lave mit eget, og det faktisk uden helt at vide hvad jeg egentlig har brug for. Foreløbig er der arkiveret en masse, som jeg ikke tror er relevant mere. Så er der det mindre at rode rundt i. Hvad med alt det der ikke er dato på…
Lørdag morgen havde vi planlagt at køre i planteskolen for at købe lidt nye planter til haven. Jeg ringede til mor, om hun ville med. Hun vil jo gerne luftes, og det generer ikke mig at hun vimser omkring og snakker mens jeg passer mit, og mor er lykkelig. Allan fik plantet et krisebærtræ, som jeg længe har ønsket mig, efter vi måtte fælde det gamle for en hel del år siden. Jeg fik også købt lidt små buske. Potentillaer i forskellige farver samt  en sommefuglebusk. Alle planterne skulle plantes rundt om terrassen, mellem krukkerne, men sikke et mas.
Tænk nu kan jeg pludselig huske hvorfor jeg købte de krukker dengang vi fik lavet ny terrasse, selvom jeg aldrig rigtigt har sværmet for krukker her på matriklen, men de jo netop indkøbt fordi vi ikke kunne plante noget der, men det havde jeg lykkeligt glemt. En ting er at der ligger sten, der skal fjernes, før jeg kunne plante, men der er også lagt dræn ned og der er støbt til stolperne, så vi har haft både hammer og mejsel i brug. Ned skulle planterne, og nu har de også bare at gro. Jeg vil helst have noget, der ser okay ud, og nærmest passer sig selv og kommer trofast år efter år. Der er også plads til lidt nyt på et stykke ind til naboen. Selvom det ikke er et hjørne vi befinder os i, så behøver det jo ikke være så øde. Vores blev fjernet fordi de var for store. Vi er nemlig nød til at skulle komme igennem der med vores trailer. Naboen havde plantet noget, men det er gået ud. Jeg fik plantet en spirea og så mangler jeg at plante en engkabbeleje. Vi tager det i små bidder.
I drivhuset plantede jeg i efteråret en enkelt jordbærplante. Den er i fuld gang med at blomstre og sætte bær. Desuden har jeg i dag foreløbig fået plantet lidt forskellige tomater, pebre, chili og en annaskirsebær. På friland er kartoflerne kommet op, og løgene er sat. Det har været en rigtigt haveweekend. Jeg har siddet på min flade det meste af dagen og trukket ukrudt op, i det skønneste vejr.