fredag den 27. marts 2015

Fly der ikke kunne lande, en flad bil og … (2)

Søndag den 22. og mandag den 23.marts 2014.  Første del kan du læse her.
Normalt, når sådan noget sker, hvad det gør med jævne mellemrum, så lukker de lufthavnen helt, så ingen rejsende bliver lukket ind, sagde guiden, så han undrede sig over at der blev ved at strømme mennesker til, men det har måske noget at gøre med de modstridende informationer ham og lufthavnspersonalet fik? P1060421
Når nu vi stod så tæt på indtjekningsskranken, var vi ikke meget for at forlade vores plads i køen, hivs der pludselig skulle blive grønt lys, for aflevering af kufferter. Pludselig startede båndet, og et enkelt par slap fri af køen, men så blev det hele stoppet igen. Vi ventede atter en tid, og skete der noget.
P1060424

Vi fik afleveret kufferterne. Lfthavnen var blevet stuvende fuld af mennesker. Guiden anbefalede at vi blev nedenunder, da sikkerhedskontrollen ovenpå så endnu værre ud. Der stod de som sild i tønde mellem snorene og havde ikke mulighed for at gå nogen steder. Det næste var at vi stadig ikke vidste om vores fly var sendt retur fra De Canariske øer, eller hvad der i det hele taget skulle ske.
P1060426Nogle fly blev aflyst helt. Et enkelt blev sendt afsted. Det var nemlig ikke kun landing der var umuligt. Det havde heller ikke været muligt at lette. Efter en rum tid blev et fly sendt afsted, og der begyndte at ske lidt på tavlen. Vii ville få information kl. 13. Det blev dog udsat til kl. 14. Uden at vi, eller guiderne fik nogen information alligevel. Kort efter blev vi dog sendt til den kilometerlange kø til sikkerhedskontollen, og guiderne ville se om de kunne skaffe os noget mad og drikke. P1060430
Der var frygteligt varmt og trangt mellem snorene. Utroligt at folk ikke faldt om. Der var jo intet luft overhovedet. Langt om længe røg vi gennem nåleøjet. Stillede os i endnu en kilometerlang kø, for at få udleveret en Voucher. Da vi havde fået dem udleveret, blev Allan beordret ind i et tilstødende lokale, det eneste sted der var ledige borde og stole. Her kunne han samtidig holde øje med rygsækkene, så jeg slap for at slæbe rundt på dem, mens jeg stillede mig i den næste alenlange kø. Efter at have stået i denne kø i en time, blev det min tur til at bestille mad og drikkevarer. Derefter var det en ny, lige så lang kø, for at få udleveret det, jeg havde bestilt og betalt ekstra for at få, fordi Allan vi gerne ville have et glas rødvin. P1060431
Vi havde intet fået at spise siden meget tidligt i morges. Vi havde heldigvis haft vand med, så langt som man nu må have det. Da klokken var 16 blev mit nummer endeligt udtrukket… på den ene portion mad og drikke. Jeg skyndte mig ind til Allan og satte bakken foran ham og sagde, at han bare skulle gå i gang, og lade være at vente på mig. Da jeg efter 10 min. kom ind til ham med min mad, var han slet ikke begyndt at spise Han ville vente på mig. Jeg nåede at sætte mig, da en mand, (en passagerer) kom ind i vores lokale og råbte, om der var nogen her, der skulle til København med Thomas Coock, for så var det NU. Vi tog en bid af kødet, hældte rødvinen ned, og forlod stedet så hurtigt vi kunne. Der var åbenbart ingen højtalere i det rum vi befandt os i.  P1060435 Fra Madeira til Tenerife
Vi kom ombord og blev orienteret om, at vi skulle en tur til Tenerife, fordi personalet nu havde opbrugt deres flyvetid. Vi skulle, af sikkerhedsmæssige grunde have nye friske og udhvilede piloter, samt helt nyt kabinepersonale. Desværre kunne de ikke nå at servere, hverken det ene eller det andet, på de 55 min. flyveturen varede. Når vi landede på Tenerife, skulle flyet tankes op, mens besætningen blev udskiftet.
Det tog en time et blive tanket op og få udskiftet personale, og hvad de ellers har skulle klare. Klokken 18:25 letter vi endelig og har nu 5 timers flyvning til Kastrup. Dertil skal vi lægge en time, på grund af tidsforskellen. Vi så Teide fra flyveren og vi fulgte solnedgangen, og endelig lidt at spise og drikke. Al uskænkning var gratis. Vi lander ca. kl. 00:30 i KastrupP1060447
Vi får hurtigt fat i vores kufferter, og går ud og venter på bussen, som skal køre os ud til P15. Da vi når frem til bilen, virker fjernbetjeningen ikke. Selv på gammeldags maner, med nøglen direkte i bildøren, kan Allan ikke lukke op. Jeg forsøger og får lukket den ene dør op, men kan ikke lukke de andre op, hverken udefra eller indefra. Heller ikke bagagerummet. På grund af de brækkede ribben, kan Allan ikke lukke kølerhjelmen op. Da vi får den åbnet, kan han selvfølgelig ikke se der er noget galt. Han bander og svovler. Bilen er knapt 3 år. Det er for dårligt at et batteri ikke kan holde længere. Vi har sgu da aldrig haft problemer med det.
Det lykkedes mig til sidst at få lukket den anden fordør op også. Ved hjælp af en lille lommelygte fandt vi også det nødhjælpsnummer, som vi aldrig før i vort liv har haft brug for. Allan ringer og venter, og venter i køen.
Når man har 5 døre i en bil, kan forsæderne ikke sådan lægges ned, så man kan komme om på bagsædet. Jeg får stillet og skruet så meget på forsædet ved siden af Allan at jeg får kantet rygsækkene og kufferterne ind på bagsædet. De kan kun lige akkurat kantes over nakkestøtten. Allan venter stadig i telefonen på at få forbindelse. Da han endelig kommer igennem, siger de gudhjælpemig at der er 1½ times ventetid på assistance. P1060456 solnedgang fra fly
Hjælpen som kommer til fods, fordi han ikke kan komme ind gennem bummen, får startet bilen med en buster. Han tester bilen med sit tekniske udstyr. Der er ikke noget galt udover at batteriet er helt fladt. Så langt så godt, men hvorfor er batteriet fladt? Det fandt han også ud af. En lille pære i loftet, havde en vis herre glemt at slukke, da han skulle se at pakke GPS sammen, den nat vi rejste ud af DK.
Allan frøs så meget. Tændrene klaprede, benene, ja hele skroget rystede på ham, så jeg måtte køre indtil han fik varmen. Nu manglede vi bare at der var noget galt med huset da vi kom hjem. Det stod heldigvis som vi havde forladt det. Vi landede her 3½ timer før jeg skulle møde på arbejde, så jeg var noget groggy den dag.
Da jeg kom hjem fra arbejde om tirsdagen, sagde Allan, at der var sket flere dårlige ting. Han havde nemlig mistet sit lille kamera. Enten i Funchal lufthavn, hvor han sidst havde taget billeder. Måske havde han fået puttet det i jakkelommen, da vi hastede ud til flyveren, og så måtte det være faldet ud af lommen, så det lå i flyveren. Heldigvis dukkede det til syne, da vi, efter et par dage, fik tømt bilen for de sidste ting. 

onsdag den 25. marts 2015

Brækkede ribben og fly der ikke kunne lande på Madeira (1)

Det er søndag morgen den 22. marts, og vores sidste hele dag på Madeira. Det har regnet alle dage, og de sidste to nætter har det styrtet ned. Vi har den lejede bil i dag med.  P1060156
Det var meningen at indlæggene fra turen, skulle komme i den rækkefølge vi har oplevet dem i, men nu får I den mere dramatiske slutning først. 
P1060370 P1060238

Jeg har været i bad, og er ved at gøre mig klar til at gå til bageren, mens Allan tager sit morgenbad efter at kaffen er sat over. Der lyder et kæmpe brag fra badeværelset og jeg bener derud, men kan kun åbne døren på klem. Noget spærrer. (Allan er total døv uden høreapparater) Jeg får skubbet så meget til badeværelsesdøren, at jeg kan mase mig igennem sprækken. Der ligger han på gulvet, viklet ind i bruseforhæng og gardinstang, uden at sige et ord, eller røre på sig. Idet jeg begynder at pakke ham ud, ser jeg heldigvis, at der er liv i ham. Han er væltet ud over badekarskanten, og er landet i den eneste frie bane mellem håndvask, bidet og toilet. Da han mærkede fødderne skride under ham, greb han fat i det eneste der var at holde fast i, nemlig bruseforhænget  Ved fælles hjælp kommer han op at stå og får skyllet sæben af sig og kommer i tøjet. Han får hjælp til fodtøjet. Vi taler om et lægetjek nok er en rigtig god ide. Vi kørte dog på udflugt i den lejede bil, for at få flere af de oplevelser vi gerne ville nå at opleve. Der var flere grunde til at vi valgte at vende tilbage til hotellet. En af dem var, at det var rigtigt dumt ikke at få en læge til at kigge på ham. IMG_7944
Jeg ringede til Spis’ nødtelefon, og forklarede sagens sammenhæng. Guiden ville ringe og tale med en læge, for at høre om han ville komme ud til os, eller vi skulle tage ind til ham. Hun ringede hurtigt tilbage og sagde han ville komme om ca. en halv time. Ved en lang og grundig undersøgelse, konstaterede han at Allan havde et par brækkede ribben. Lægen konsulterede et par apoteker rundt i byen, for at sikre sig, at han de havde det helt rigtige medicin, så vi ikke stod der og ikke kunne få det han havde noteret. Det var nemlig ikke det hele han udskrev særlig tit. Han havde selv svært ved at komme i tanke om hvad det hed, forklarede han, så det skulle han også lige tjekke med apoteket. En virkelig behagelig mand, der ville være sikker på, at vi havde forstået alt, hvad han havde sagt om det hele.
P1060368Vi skulle på to forskellige apoteker. Han forklarede grundigt om medicinindtagelsens mængde og interval, samt om påsætningen af bind og plastre. Vigtigheden af at trække vejret igennem og lave øvelser, men sidstnævnte ikke før vi igen var hjemme. Allan skulle holde sig fra fysisk arbejde, men måtte meget gerne gå, men uden oppakning.  

Det bliver mandag morgen, og vores kufferter skal forlade hotellet længe før vi selv. Jeg slæber ned fra 2. sal. Der er ingen elevator, den havde jeg nu alligevel heller ikke taget, men jeg ved Allan havde kørt turen, med kufferterne, fordi han har det skidt med at jeg skulle slæbe det hele. Endelig var det blevet lidt solskin efter 5 dage med regn, men det blæste gevaldigt. Vi gik en tur rundt i området, inden vi klokken 10:25 blev afhentet af bussen. Der var reserveret plads til os allerforrest i bussen og vores fly skulle ankomme planmæssigt. Efter en transporttid på 20-25 min. blev vi forenet med vores kufferter og stillede os i indtjekningen. Jeg med 2 store rygsække, en for og en bag, og to kufferter. Vi var lige ved at være fremme ved indtjekningen. Der stod kun et enkelt par foran os i køen, da kuffertbåndet ikke kørte mere. Meldingen til personalet var at en taske havde sat sig fast. Vi ventede og ventede.P1060419
Vi ventede rigtigt længe. Selv guiderne foreslog at de kunne hoppe ind og befri den taske. Der kom skiftende informationer. Modstridende informationer. Personalet fik en besked, guiderne en anden. Det var fordelen ved at stå ved siden af alle dem, der fik de få informationer, der kom, så vi kunne følge det virvar, det var for dem alle. De har hver deres boss, de skal adlyde, men de var åbenbart ikke enige. Endelig fik vi den besked, at ikke et eneste fly overhovedet, havde kunnet lande på Madeira hele dagen på grund af blæsten. Mange havde forsøgt, men alle var endt med at måtte flyve til en anden destination. Vores fly røg til Tenerife, efter at havde forsøgt at lande to gange. I flere timer skete der intet. Ingen vidste om vi skulle ud af lufthavnen igen og indlogeres på et hotel til dagen efter. I sådan et tilfælde ville det være rigtigt rart ikke at have fået afleveret kufferten. Der var også en mulighed for at vi skulle til Tenerife, hvis vejrforholdende ændrede sig så meget, at vores fly kunne lande.
Vi måtte bare vente. Det må I også… på fortsættelsen af denne hjemrejse.  

mandag den 23. marts 2015

Hjemme igen efter otte dage på Madeira

Det var ikke just masser af sol og sommer, vi havde udsigt til, da jeg kiggede på vejrudsigten hjemmefra. Den kunne dog godt slå de 6° vi havde derhjemme.Vejrudsigten Madeira marts
Det er dog første gang nogensinde, vi har haft de varme trøjer, lange bukser og regntøj med, når vi er fløjet sydpå. Vi har også haft brug for det hele.
Det er (vist) også første gang vi har prøvet at aflevere vores kufferter lufthavnen, efter lige at have fået fat i dem på transportbåndet. Alle kufferterne skulle transporteres rundt på øen til diverse hoteller med et specielt transportfirma. Vi selv nåede frem til hotellet, godt et par timer før vi endelig blev forenet med vores kufferter. 
I bussen fra lufthavnen til hotellet, blev vi informeret godt af den unge guide, Jonas. Han talte uafbrudt om Madeira og gav gode fif og historier under hele turen. P1050683
Der var velkomstmøde allerede samme aften. Nogle gange får man meget ud af at deltage i sådan et møde, andre gange er det nærmest spild af tid. Det er ikke til at vide. Denne aften var vi alligevel ikke til så meget andet spræl. Vækkeuret havde ringet kl. 3 om natten, for at vi kunne nå flyet. Desuden havde vi rendt rundt i Funchal by hele eftermiddagen, så vi troppede op på hotellet, nærmest lige rundt om hjørnet. Det var et meget interessant møde, af endnu en ung mand, Cliff, som også fortalte os, at de af os, der havde været i bus sammen med Jonas, havde haft fornøjelsen af chefen selv, da en guide var blevet syg.
Vi tager normalt ikke på udflugter med rejseselskaberne, men Levadavandring var noget vi gerne ville, og det må man ikke selv. Det er alt for farligt. Det er kun de lokale folk, der kender områderne, der er kompentente til at lede disse ture. Stierne kan pludselig være forsvundet med en regnskylle, så der må findes andre ruter eller man må vende om. En anden udflugt om besøg i et nonnekloster trak også gevaldigt meget. Det er nemlig et sted som ingen andre rejseselskaber eller mennesker overhovedet kan komme til, men Spies, som vi rejste med denne gang, har kontakt med en dansker, som kender nonnerne helt privat. Dette arrangeret var så unikt, at vi måtte på tur med Lene, som er portogisisk gift, og har boet på Madeira i mange år, og altså arbejder lidt for Spies, men er ikke ansat der.
P1050641Var man interesseret, kunne man blive og bestille mad efter informationsmødet. I dagens anledning kunne man vælge en speciel velkomstmiddag. En 3-retters menu, incl. ½ flaske rød- eller hvidvin pr. næse, samt hver en kop kaffe. Menuen kunne blandes på flere måder. Man kunne også frit vælge menu fra hele menukortet. Vi blev siddende, hvad nogle ganske få andre også gjorde.
Vi tog menuen med de 3 retter og startede med en stor portion dejlig brændende varm grønsagssuppe, med hvidløgsbrød. Madeiras eget specielle brød, selvfølgelig. Suppen lignede ikke den grønsagssupper vi kender. Denne var noget tykkere. Jeg hørte nogen sige, at det var gule ærter. Det kunne det måske også godt ligne, men det smagte ikke sådan.
Jeg ville gerne smage Madeiras specielle menu. Espadafilé med banan. (fisk med banan). Efter sigende, en fisk man skal smage før man ser den. Den var virkelig lækker, den fisk og helt uden ben.
P1050642
Allan skulle ikke nyde noget. Han ville hellere have en Steak on Stone. Han fik serveret en stor klump helt rå kød, som han selv skulle stege. (Vi har fået Stone-steak før, så han vidste hvad han gik ind til)P1050643
Det var virkelig lækkert og godt alt sammen, og som I nok kan se, var det bestemt ikke små portioner der blev serveret på Solar da Ajuda, hvor man spiser rigtigt godt. Foran denne restaurent, finder man aldrig nogen, der står ude på gaden for at kapre kunder. Det er ikke nødvendigt. Kunderne kan godt finde derind alligevel. De har en god forretning, og fuldt hus hver dag.
P1050645 P1050646

Så nåede vi til desserten. Allan valgte en chokolademousse. Jeg valgte passionsfrugter. Jeg havde bare forstået at det var FRUGT, men det var altså noget fromage. Det smagte dejligt friskt. På husets regning fik vi henholdsvis en cognac og en mandellikør.
Vi gik hjem og fik en god nattesøvn, og fyldte endnu flere oplevelser på kontoen allerede næste dag.
Tidligt i morges måtte vi sige farvel til vores kufferter, mens vi selv først blev afhentet nogle timer senere, for atter at blive forenet med kufferterne i lufthavnen, hvor vi selv skal tjekke dem ind.
Dette indlæg er skrevet fredag aften, og på dette tidspunkt viser skridttælleren på 5 dage 71.530 skridt. Vi er ganske godt tilfreds med det, da Allan hele ugen har haft problemer med sine ben og det er virkelige stigninger og hårdt arbejde for bentøjet at gå rundt hernede.
Der vil uden tvivl komme en stribe indlæg om hvad vi har oplevet, men i morgen er det atter hverdag, så det vil komme lidt efter lidt, måske blandet med andet der sker i mit liv.

Tilføjelse: Hjemrejsen gik slet ikke efter planen. Vi landede her på matriklen 3½ time før jeg skulle møde på arbejde. Mere om det næste gang. Nu skal jeg bare snart sove. 

fredag den 20. marts 2015

Nabohjælp og puslespil

På byskiltet til nabobyen, møder man dette skilt.
P1050510
På de fleste postkasser i byen sidder samme skilt. Det gør der også hos ham der bor her.P1050500
Har han måske misforstået konceptet og venter på nabohjælpen?

Vi selv har også nabohjælp, men vi skilter ikke med det på postkassen, for vores by er ikke med i nabohjælp
_______________________________________________________________
Igennem min barndom har jeg lagt rigtigt mange puslespil. Det fortsatte jeg også med i mit voksne liv. Det er dog efterhånden nogle år siden, jeg sidst har haft dem fremme. Det er nemlig ikke nogen man sådan lige samler på en enkelt weekend, da de indeholder mange tusinde brikker. Spisebordet med udtrukne plader er ikke stort nok, så der skal lægges en plade ovenpå det igen.
I mit daglige arbejde har jeg også puslespil, der skal lægges. P1050696
Disse billeder stammer dog fra mine 10 år i Sportmaster. Det kunne godt være lidt af at puslespil at sidde med bilag. Kunderne kom med forskellige ødelagte gavekort. Nogle have været igennem vaskemaskine. Andre havde hunden bidt i stykker. Der var mange sjove historier. Ekspedienterne i butikken tog selvfølgelig imod dette betalingsmiddel, hvis de kunne se beløbet, men scanne det kunne de ikke. Dette detektivarbejde med at samle stumperne, søge i systemet, finde det rigtige og få det indløst, så det ikke figurerede som en skyldig post i regnskabet, overlod de til mig.
P1020297
Det var også lidt af et detektivarbejde, især til jul, ved udsalg og Late Night, at få orden på gavekort og tilgodesedler. En lille bærepose, for hver arbejdsdag der var i ugen, var meget normalt at sidde med og få til at gå op. Det var sjældent nogen nem opgave, men sjovt, selvom jeg ind imellem har tænkt det var håbløst at nå igennem.
Når man er en landsdækkende kæde, skal man tage imod gavekort, der er udstedt overalt i Danmark, men ‘vi’ skal jo have vores penge hjem fra det firma, der har solgt gavekortet. Så jeg har sorteret og afstemt i tusindvis af tilgodesedler og gavekort. Disse små sedler var den største årsag til, at jeg aldrig holdt ferie mellem jul og nytår.

mandag den 16. marts 2015

Forårsklar

Der har ikke været meget forår over verjet i weekenden. Det har været noget så bidende koldt, men det har været tørvejr, og det har tørret så meget derude, at man kan færdes de fleste steder uden at drukne. Skovvejene er ved at tørre op, så min cykel kan komme igennemP1050624
Min bagagebærer, eller cyelkurv er det nærmere, har været i stykker de sidte par år. Jeg har talt om at jeg blev nød til at have en ny. Allan har foreslået cykeltasker, men det var jeg ikke så vild med, af flere årsager. De ville bl.a. blive smurt ind i smat, bare ved en enkelt cykeltur. Så viste han mig denne bagageboks. Den er ideel. Her kan mit regntøj ligge tørt og godt, når det ikke er i brug. Regner det kan min taske og dagens breve kommer derned og ligge i tørvejr. Regner det rigtigt meget, når jeg cykler hjem, har jeg altid stoppet brevene ind under regntøjet, så de ikke bliver helt gennemblødte. Det er slut nu. P1050611
Det er nu, der skal høstes ramsløg. Det er længe siden jeg så de første spæde skud, men nu behøver man ikke længere lede efter dem. De myldrer op, så det er tid at få lavet den årlige ramsløgpesto og meget andet godt til fryseren.
P1050623

Selvom det ikke var det mest indbydende havevejr, så har jeg været ude og klippe alt det visne ned, som jeg ikke nåede i efteråret. Det var så koldt, at jeg et par gange var lige ved at gå ind i varmen og tage mig en pause, men jeg holdt ud. Hold op, hvor det pyntede. Alt det grønne, som ikke skal være der, får lov til at stå lidt endnu. Jeg håber på varmere og bedre vejr.
P1050627Mit allerbedste fodtøj, er og har altid været et par tåsandaler, men da jeg for tre år siden fik konstateret nedfalden forfod. Blev anbefalngen at jeg altid skulle gå med indlæg i mit fodtøj, og også altid gå i helt flade sko.
Begge dele kommer helt af sig selv, for har jeg ikke indlæg i mit fodtøj, er det som at gå på en stor skarp sten. Mig som altid har elsket at rende på strømpefødder og bare fødder, er nød til at gå med fodtøj altid, også indendøre. Selv mine ‘sutsko’ er der indlæg i. Dog ikke de samme dyre indlæg, som der er i mine vandrestøvler og det andet fodtøj, hvor der er plads til sådan et par store, klodsede indlæg, som slet, slet ikke passer ned i en fiks lille damesko. Nu har jeg invisteret hele 50,- kr. i sådan et par små indlæg, der kan klistres fast. Jeg glæder mig til at afprøve dem, for jeg savner at gå på strømpefødder og bare tæer, som ikke er en mulighed ellers.  Bare tæer i et par lukkede sko er ikke helt det samme.

lørdag den 14. marts 2015

Musicalen Annie, fingerfletning og såtid

Vores kalender er fyldt godt op den næste måneds tid. Oplevelserne står i kø.
I torsdags kørte vi til Maribo, hvor vi havde bestilt billetter ipå Nørregade Teatret, på første parket til musicalen Annie.Vi sad lige midt for på 2. række, og havde derfor det allerbedste udsyn til alt hvad der foregik på scenen.
P1050602 P1050604
Inden de levende mennesker kom på scenen, kørte der en tekst henover vasketøjet, som agerede filmlærred. Teksten fortalte lidt om hvad der rørte sig i samfundet på dette tidspunkt i 1930´erne. Det var næsten simskrevet til den tid vi selv lever i nu.
Banker der krakkede. Virksomheder der lukkede. Den utrolig store arbejdsløshed. Fattigdom og en manglende tro på, at det nogensinde blev bedre. De glade 20´ere var forbi.
P1050605
Det er et rigtigt godt stykke. Biletterne bliver revet væk. Det går godt for Nørregade Teatret, der også opførte Soud of Music, som vi så i skoven i sommers.
Annie spiller rigtigt godt, bevares de gør de andre også, men den lille pige, som har hovedrollen er fantastisk, og sikke en sangstemme hun er beriget med.
Det var en dejlig aften, hvor tårene kom frem et par gange, men også smilebåndet blev rørt. Højlydt latter var der også plads til. Alt i alt en dejlig aften. P1050606
Fingerfletningen handler om massage. Jeg har længe gerne ville have udryddet det gavekort, som det efterhånden snart er et år siden jeg fik forærende. Det er bare ikke nemt at få det ind i kalenderen. Når jeg går fra kontoret, har alt jo lukket. I hvet fald inden jeg når frem til byen. Mine fredagseftermiddage, har jeg ikke lyst til at bruge af til sådan noget, som tandlæge, frisør, massør og den slags, men det er jo af og til nødvendigt. Det gavekort havde irriteret mig længe, så jeg havde bestil tid, men ikke til bank og gymnastik, som i sommers. Denne gang var det meget mere nydelse.
Jeg havde valgt en oliemassage, men stadig langt fra den slags oliemassage, jeg tidligere har prøvet. Jeg skulle selv vælge min olieduft. Massøren spurgte, om jeg ville have soft, medium eller hård massage. Jeg svarede soft-medium. Hun startede lidt som i sommers, og jeg tænkte om de havde misforstået mit ønske. Er det ok, eller skal det være hårdere, spurgte hun, men det var fint, som det var. Denne behandling var kun kortvarrig. Derefter gik hun i gang med en times oliemassage. Blidt, men alligevel kunne jeg, på steder, mærke, at det gjorde ondt på den gode måde. Også denne gang kom hun hele vejen rundt på kroppen. Hun flettede sine fingre med mine, mens hun masserede mellem  hver eneste af dem. Fødder, håndflader, nakke, hovedbund, ansigt. Alt blev masseret, med undtagelse af trusseregionen. Selv brysterne og maven fik oliemassage. Det har jeg aldrig været udsat for før.
Såsæd









Nu er det forår. I fredags blev de store sække med såsæd gjort klar og ligeså såmaskinen. Der skulle sås og i næste uge skal der sås roer. Det har godt nok været en kold fornøjelse at være ude i den stride vind, både fredag og lørdag, men det har ikke holdt mig inde mere end højst nødvendigt. 

onsdag den 11. marts 2015

At være til stede og leve i nuet, eller…

Alle der læser med her, er vist klar over, at jeg elsker mine gå- og cykelture. Det giver en masse energi og et mentalt overskud, også selvom det er møgvejr i form af regn, blæst og kulde. Når først jeg er ude betyder det intet. Ingen kan vist beskylde mig for ikke at leve i nuet og fantasiens verden, når de har  læst dette indlæg. 
P1050477 P1050568

Dette er lidt af det der sendte tankerne og fantasien på flugt, den dag min skovtur blev på et par og tyve km. Godt dobbelt så lang, som det var meningen.
P1050084 P1050085
Alle de kilometersten, eller hvad de nu hedder, sender tankerne i retning af dengang skovvejene var de eneste veje der var, og at kørte med hestevogn, for at komme fra A til B. Jeg har ikke styr på disse sten og ved ikke hvor de måler til og fra. For mig er der overhovedet ingen logik i det. 32 km er der altså ikke til nærmeste by, og da slet ikke på det tidspunkt, hvor det virkelig var købstader. 
P1050081 P1050081A

Jeg så en stakkels lille kylling der var kørt ned, der på skovvejen. Kan du ikke se det er en kylling, så er det nok fordi den er mast af en skovtraktor.
Jeg lagde mærke til alle de røde streger mange af skovens træer havde fået. Det betyder at de skal fældes. Kultur- og bevoksningspleje er en stor del af skovdriften. Det er vigtigt at træerne får den plads de skal have. Det er også vigtigt at få fældet syge træer. Mange tror at en skov nærmest passer sig selv, og at det er lettjente penge, men intet er mere forkert. Selv SKAT har jeg måtte forklare sagens sammenhæng, da der under orkanen i 1999 væltede 'et par hele og halve skove' under vores CVR-numre, både her og i Jylland. SKAT havde forventet at få momspengene ind igen næste år. Skovdrift er ikke sammenligneligt med de fleste andre afgrøder, som man sår og høster samme år. De træer der bliver plantet nu, kan først fældes om et par generationer, eller mere. Træfældningen fik mig også til at tænke på alle de vintre, vi selv har gået i skoven og fældet de udpegede træer, for at have brænde til fyringssæson to år længere fremme.
P1050093 P1050094

En hånd der viser at jeg skal den vej.  Ja, ja, det ved jeg godt. Der er jo ligesom ikke andre veje – endnu. Nå, måske er det bare en der har tabt en handske.
P1050091Ab
Midt på skovvejen lå også en lang farlig kniv. Jeg har tegnet den op, så du også kan se den. (Faktisk er det kun et stykke træ og bark.)
P1050095






















Da jeg så dette træ, røg mine tanker tilbage til dengang ungerne var små. Jeg kunne se det hele for mig, og høre deres fnisen, især Camillas, over at dette træ havde babser, som var det udtryk de ville have brugt.
P1050099 P1050115

Jeg nød duften af nyskovet træ, og så flere mærkelige trævæsener i skoven. Flere træer stod på hovedet. P1050161





















Selvom jeg virkelig er alene derude i den store skov, så føler jeg det slet ikke sådan. Der er jo masser af liv, og mange historier der gerne vil fortælles.
Sådan kan det gå, at man kommer vidt omkring, både fysisk og mentalt.