Grønland kom til os

Dette indlæg er inspireret af det spørgsmål Ellen stillede til min kommentar, om en hel sæl, der ankom til vores adresse.
Jeg har aldrig været i Grønland, men har haft en del af den grønlandske kultur tæt inde på livet, da jeg var teenager. Vi havde nemlig en grønlænder, Ruth, boende et helt skoleår 1971-1972. Måske kender du allerede til dette eksperiment, men det er en helt anden historie.  
Det var på mange måder et spændende år for hele vores familie. Ruth var et høfligt og stille barn, der selvfølgelig savnede sin familie. Min søster K, som hun også gik i klasse sammen med, var eminent til at lave fis og ballade, og få Ruth med på den galej. De kunne fjolle sammen. Der var meget i det danske samfund, der var helt nyt for Ruth. For eksempel havde hun aldrig stiftet bekendtskab med en cykel, men det og meget andet fik hun lært. Vi andre hørte om livet i en lille bygd i Upernavik, som Ruth kom fra. Vi lærte nogle grønlandske ord og sætninger. I dag er der kun to sætninger, der stadig hænger ved hos mig, men jeg kan ikke længere stave mig frem til dem. Kun udtale dem.
Som værtsfamilie, var man pålagt en tilsynsførende, der jævnligt kom og holdt øje med om Ruth trivedes, og om vi overholdt de restrektioner, der nu var. Hver måned var der brevveksling mellem Ruth og hendes mor. De kommunikerede også begge via kassettebånd. Det hændte jævnlig at der var små ting til Ruth i den månedlige pakke. Ting man ikke kunne købe i Danmark. Der var også af og til brev til mor, og mor skrev selvfølgelig tilbage.
En dag op mod jul ringede postmanden atter på døren. Udenfor stod han med en meget stor pakke – til mor. Pakkerne plejede at være til Ruth, så det i sig selv, var en overraskelse. Hverken posten eller vi havde, nogensinde tidligere, set sådan en pakke, der partout skulle afleveres samme dag. Pakken var fyldt med is. Posten var lige så spændt som vi andre. Da isen blev fjernet dukkede det hvideste kød op, som vi umiddelbart overhovedet ingen ide havde om, hvad kunne være.
Ruth fik julelys i øjnene og kunne næsten ikke vente med at smage. Mor mente dog, at det skulle tilberedes først, men Ruth sagde det skulle spises, råt, som det var. Vi fik alle et stykke, men kun Ruth syntes, det var en lækkerbisken.
Mor anede ikke hvad hun skulle stille op med en hel sæl, som var renset og ordnet så fint, og lå der i to dele. Der var jo enormt meget kød. Mor talte med den den tilsynsførende, for at få gode råd til hvad hun skulle gøre med sådan et dyr, og fik at vide at hun skulle ryge det. Hun fik en liste over, hvad hun skulle skaffe, og hvor hun kunne købe det. Det var kun apoteker der solgte det, men de ville bare ikke udlevere noget til hende. Det var kun dyrlæger og udvalgte erhvervsdrivende, der måtte købe det. Mor forklarede historien, og fik lov at købe noget af det, så hun kunne starte processen. Derefter kontaktede hun den slagter, som røg de andre varer fra de dyr vi slagtede, for at lave en aftale med ham. Selvom han aldrig havde prøvet at ryge en sæl, sagde han ja, og aldrig har vi smagt så lækkert kød. 
Udover en hel sæl, var sælskindet også vedlagt. Skindet monterede far på en plade, og det kom til at pryde væggen i barndomshjemmet, lige til mor flyttede fra både det og huset for ca. 10 år siden. I pakken lå også julegaver til Ruth, og hver en lille gave til os tre unger. En isbjørnbrosche snittet af en hvalrostand. 
Den pakke har været længe undervejs. Først med helikopter fra Upernavik til Søndre Strømfjord, hvorfra den videre rejse foregik med skib til København, inden den blev sendt med posten til Lolland. Det var den gang man fik breve og pakker fra dag til dag. 

Når vinteren bider, og der er ispanser på husene

Alle sukker efter forår, og mange brokker sig over sne og kulde her i marts. En ting er, at der er sne i de måneder, vi betegner som vintermånederne. Det kan de fleste bedre forholde sig til, men vi kan faktisk ikke, synes jeg, rigtigt tillade os at klage over vinteren, da vi dårligt har haft nogen, men derfor kan man godt længes efter forår.
Når jeg tænker tilbage på min egen, og ungernes barndom, så er dette martsvejr ikke helt uhørt. Jeg har flere beviser på snestorme i marts og frostvejr i april, uden at de dog er gået over i historien som rekorder.
Der findes ikke en egentlig meteorologisk definition af begrebet isvinter, men fire gange i 80’erne, blev vinteren så kold, at den blev kaldt isvinter.
Af isvintre, der er har slået rekorder, i nyere tid, er 1939/40, 1941/42, som dog begge er før jeg blev født. Isbryderne var på arbejde til den 5. maj 1942.
Min første vinter var 1955/56, så den isvinter husker jeg heller ikke, men den hører også til de kortere af slagsen.
Om vinteren1962/63 skriver far i sin dagbog, at der den 27. februar ligger meget sne, men når solen kommer frem, gør den et godt arbejde. Den 14. marts skriver han, at det fryser 10° om dagen, og at de i radioen fortæller, at det nu har frosset 85 døgn. Den vinter husker jeg tydeligt, især når jeg læser hans ord. Vandet frøs i hanerne, ikke kun i barndomshjemmet. Far var som selvstændig håndværker, også rundt i sognet og tø vandrør op. Det kneb for mange at holde varmen i husene, da de ikke var så isolerede, som de er i dag. Han skriver ligeledes at det den 9. april stadig er nattefrost.  
1981/82 har, sammen med 1941/42 slået flere kulderekorder. I 1981 blev den laveste temperatur målt til minus 25,6° i december. Januar 1982 bød på minus 31,2°, (februar 1942 minus 29°) men 1985/86 blev en sværvægter indenfor isvintre.
Vi har ikke haft en ægte isvinter siden 1985, skrives der et sted, og et andet sted at DMI ikke regner alle isvintre med. Hvornår det er isvinter, er man åbenbart ikke enige om. Jeg ved bare, at uanset om de kalder det isvinter eller ej, så kan det være frost og isende koldt. I 2012 havde vi minus 23,1° uden at det betegnes som en isvinter.
Både i min egen og ungernes opvækst, har der været masser af sne og is om vinteren. Vi løb både på ski og på skøjter. Vi kælkede, lavede huler og byggede snemænd. Det var dog ikke altid vi kunne løbe på skøjter på gadekæret. Det var altid far, der var nede at bore hul og måle hvor tyk isen var. Indtil han gav grønt lys, måtte vi nøjes med at løbe på engarealet, hvor vi højst kunne få en våd støvle, hvis vi gik igennem isen. På billedet er mine søskende og jeg på skøjter.
Det er mange år siden, der har været så meget is, nogen steder her i området, at man har kunne løbe på skøjter i det fri. Allan venter stadig på at få en tur på sine skøjter. Mine er for længst solgt. Jeg ved jeg ikke er den ‘skøjteprinsesse’ som jeg var engang.
Den 19.marts 2001 havde vi snestorm og det havde vi også den 11.marts 2013.
I søndags, ovenpå en weekend med forskellige udskejelser og alt for lidt søvn, kørte vi en tur til Faxe Ladeplads for endnu engang at se det fascinerende ispanser, på de små fiskerhuse, som vi så første gang i 2011.
Det har sneet nogle gange den sidste uge,og det har også føget, men ligefrem snestorm, kan man ikke kalde det. I dag skriver vi den 22. marts og der var pænt hvidt derude i morges, men det var dog ikke snestorm, men vi har stadig pænt store driver på udsatte steder, også langs hovedvejen.

Juleglæder og juleharme

I går kørte vi en tur til Engestofte Gods, hvor de afholdt julemarked. På en måde gider jeg ikke disse julemarkeder, men en gang imellem er det rart at stikke af hjemmefra. Vi tog mor med, så hun kunne blive luftet lidt. Selvom vi var der, da de åbnede, var køen allerede alenlang. Heldigvis er der mange lader og stalde, så de besøgende blev spredt, og det gav noget luft til os alle. Der var også meget at se på og få inspiration af. Der røg et par lækre olivenolier, flere kilo danske æbler og en stor strømpenisse med hjem.
Der var virkelig mange fine hjemmelavede ting derude. Det er et godt sted at hente inspiration til mangt og meget, og der er ikke grænser for (i min hjerne) hvad jeg nu vil gå i gang med at kreere. Jeg ved dog udmærket godt, at det ikke bliver til noget. For godt nok er det fint, men jeg har intet at bruge det til, og jeg har ligesom nok at tage mig til i forvejen.
Sulten begyndte at melde sig. Ingen af os havde fået andet end vores morgenmad, bortset fra de smagsprøver vi blev fristet af. Allan fristes hele tiden, men det gør vi andre ikke. Jeg begyndte at kigge efter spisestederne, men kunne se, at vi kom til at stå i kø meget, meget længe. Desuden var det kun muligt at sidde ned et sted, og der var fuldt optaget. Stående spisning duer ikke for mor.  
Det var langt over middag, da vi opgav at få noget at spise på Engestofte. Mor foreslog at vi kunne prøve Sportshallens cafeteria. Da vi trådte ind ad døren hilste vi på en ung pige, der sad ved et bord med en masse julegaver, og en julemand der stod ved siden af. Vi fik vores mad. Udvalget var ikke så stort, og årsagen fandt vi først ud af da vi rejse os. De lukkede faktisk da vi trådte ind ad døren, men det blev der ikke sagt noget om. Det kalder jeg fin service. Mange andre steder ville de nok have sagt. Desværre, vi lukker nu. 
Da vi gik ud af cafeteriaet var de to unge mennesker der stadig. Jeg gik hen og spurgte, hvad man skulle gøre, for at få del i en af de mange pakker, de havde i kasserne, sådan bare for at få styret min nysgerrighed om, hvad der foregik. Julemanden sagde, først og fremmest skal du have været sød! Og så var snakken ligesom i gang. den unge studerende pige fortalte, at hun havde startet en julehjælp, og købt en masse julegaver af sine egne penge. Det havde hun gjort løbende hele året. De der ikke havde råd til at give deres børn en julegave, kunne ansøge om at få en. Allerede der var der mange, der ikke engang svarede på hendes spørgsmål, når hun spurgte om det var en dreng eller en pige, og hvor gamle børnene var. De har været helt i Kolding for at uddele gaver og flere andre steder. I dag skulle de til Sjælland. Alle de steder de har været, er resultatet det samme. Folk har skrevet sig på, men kommer ikke og henter pakkerne. Kun få har skrevet at de, af en eller anden årsag, var blevet forhindret. Resten er bare blevet væk. Tænk, at man kan være så skødesløs. Over hundrede stod på listen både i Kolding og i Sakskøbing. Billedet var det samme i alle de byer de havde været i. Ca. en fjerdedel er aldrig dukket op, eller har givet lyd fra sig. Det kan de personer der har ansøgt, f….  ikke være bekendt. De trænger åbenbart ikke så meget til hjælp, som de lader til. Jeg bliver ked af det på de unge menneskers vegne. Den unge pige sagde, at nu blev de mange overskydende pakker foræret væk til en organisation, hvor de kan gå til et godt formål. Det var den unge pige og hendes kærestes første arrangement, og det bliver helt sikkert også det sidste, lød det fra dem begge to. Jeg ønskede dem held og lykke på Sjælland i dag.
Nu skal man ikke lade solen gå ned over sin vrede, så jeg har i dag hygget og glædet mig med at julepynte. Hver lille ting jeg har hevet op af kassen og sat på juletræet, eller andre steder, har bragt minderne tilbage til min egen barndom, hvor vi sad og flettede stjerner og julehjerter. Tankerne gik også til min mormor, da jeg fik de små kræmmerhuse og hjerter af stof i hænderne. Det var fine adventsgaver. Ungernes fineste hjemmelavede julepynt, er placeret rundt i stuen. Rigtige mange minder gennem alle mine leveår passerede revy. Det bliver dog ikke nu I får et indblik i dem, da indlægget vil blive alt for langt, men det var dengang man blev utrolig glad for lidt. Tænk man kunne næsten ikke vente, vi kunne i hvert fald ikke, med at åbne lågen i julekalenderen, selvom den ikke indeholdt chokolade, men bare et lille billede af en juleting. Lågerne blev sirligt lukket, når julepynten blev pillet ned og gemt væk. Næste år var vi nøjagtig lige så spændt. Tiderne var meget anderledes dengang. (Jo vi fik alle tre tøser også pakkekalendere hver dag, alligevel var papkalenderen en stor glæde)

Tapetrester, hvordan kan de udnyttes!

Jeg har forgæves søgt på nettet, i håbet om at få nogle ideer til at få brugt mine tapetrester på. Ikke små stumper, men ruller hvor der måske kun er brugt en enkelt bane.
Det eneste jeg har fundet på nettet, er noget boligindretning med farvestrålende tapeter. Det var ikke lige i det, jeg havde tænkt mig.
Har vi skullet pakke noget ind, der fylder ret meget, har jeg et par gange fået brugt sådan en rulle.
Jeg har også foldet æsker, til at lægge forholdsvis små gaver i, men jeg mangler nye ideer til noget brugbart.
Når jeg ikke kan finde hjælp på nettet, må jeg prøve at klare sig selv
Jeg har før foldet poser af paprøret fra gavepapiret, så mon ikke også jeg kunne folde noget af det tykke skumtapet eller miljøvæv, jeg havde stående. Det gik fint nok, når det fik en klat lim. Der blev klippet fire huller og fundet noget passende bånd frem, som blev sat i som hank. 

Der var mere tapet tilbage på den rulle, så jeg gik i gang med at fabrikere et kort.
Det er så dejligt at få ryddet ud i diverse gemte ting og sager, og tilmed få noget brugbart ud af det. 

Det var ikke kun hobbykniven og limen, der kom i brug. Synål, sytråd og sågar bøtterne med knapper blev fundet frem og benyttet.
Da jeg var barn, elskede vi 3 tøser, når far fik nye tapetbøger. For det første var vi vældig glade for at få lov at kigge på alle de spændende tapeter, folk havde mulighed for at købe. Vi kunne bruge timer på den fornøjelse.
For det andet fik vi de gamle tapetbøger at lege med. Nøj, hvor blev der tegnet og klippet tøj til alle vores påklædningsdukker. Der var vist ikke en eneste påklædningsdukke, der ikke fik ny garderobe. Det tapet der ikke kunne bruges til påklædningsdukketøj, blev brugt som tegnepapir. Det var dengang man ikke bare fik en tegneblok og en skriveblok udleveret. Jeg husker, når vi var på besøg hos farmor og vi gerne ville tegne, så var det mel- og sukkerposer eller andet genbrugspapir, vi fik udleveret. Dengang købte man alting i løs vægt, og fik det med hjem i brune papirsposer. Selvom det var genbrugspapir, kunne man godt tegne og skrive på begge sider af papiret inden man fik udleveret et nyt stykke.  
Har du nogen gode ideer til, hvad man kan lave af tapetrester, så hører jeg gerne om det.  

Slik og slikpapir

Da jeg fik en meget stor og meget fin kurv af kollegaerne til min fødselsdag, indeholdt den bl.a. nogle chokolader indpakket i kulørt folie. Det fik mig til at tænke på min barndom og skoletid. 
Jeg er ikke opvokset med at der var slik i huset. Det var noget der kun hørte julen og fastelavnsriset til.
Faktisk har slik aldrig rigtigt sagt os 3 tøser noget. Når vi 4. juledag var til juletræ, fik alle unger udleveret hver en slikpose og en sodavand. Vi spiste hver vores appelsin, men  rørte ikke meget af det andet posen indeholdt. Hvad slik angik, var vi alle 3 nogle meget kræsne unger, og jeg er det stadigvæk. Chokolade er også noget jeg meget sjældent sætter tænderne i, fordi jeg simpelthen ikke kan lide det meste af det. Jeg er dog blevet bedre til at spise slik, men det er ikke noget, der ryger ned i større mængder, hverken ugentligt eller månedligt. Mørk eller fyldt chokolade rører jeg ikke.
Slikpapir fik vi i sagens natur ikke meget af, men når der var sådan et skinnede stykke sølvpapir om et stykke chokolade, ville vi gerne have sølvpapiret til samlingen. Når de voksne tog en af de der flasker med ‘sprut’ i, eller andet indpakket chokolade, bad vi om papiret, som blev glattet ud og nænsomt gnedet på til det var skinnende  blank og lignede et helt nyt og ubrugt stykke sølvpapir. Stykkerne blev samlet i en cigaræske, og der blev passet godt på dem.
I dag findes der rigtigt meget flot slikpapir, og man kan lave de fineste tasker og punge af det. Det er nu ikke noget jeg vil kaste mig over.
I får lige et billede af den overdådige kurv samt kortet. Kortet fortæller uden ord, hvordan mine arbejdsdage er. Meget alsidige og helt uforudsigelige. Noget der passer mig særdeles godt.

Har du også samlet på kulørt sølvpapir?

It support er hårdt

I ugen der er gået, har jeg brugt nogle ekstra timer på arbejdspladsen, hvor jeg som sædvanlig har frygteligt travlt på denne tid af året. Det varer en måned endnu, inden det stilner af og bliver normale tilstande. Da chefen kom og spurgte om jeg kunne følge med, var svaret nej, det kan jeg ikke, og så talte vi ikke mere om det. Jeg har jo nået det hver eneste gang i de sidste 25 år, så det gør jeg nok også denne gang.
 
 
 
 
 
 
 






Selvom internet og mus også har drillet, så er denne dialog dog ikke foregået på min arbejdsplads, men jeg kan se det hele for mig.

• Supporten: Hvad kan jeg hjælpe dig med?
• Kunden: Jeg er i gang med at skrive min første mail og jeg har skrevet bogstavet a - hvordan får jeg den lille cirkel rundt om den?
• Supporten: Er cursoren der stadig?
• Kunden: Nej, jeg er alene her.
• Kunden: kan ikke koble mig på netværket...
• Supporten: Er du sikker på du har skrevet det rigtige password?
• Kunden: Ja, jeg kiggede på da min kollega loggede sig på.
• Supporten: Kan du fortælle mig hvad passwordet var?
• Kunden: Det var fem små stjerner.
• Supporten: Nu skal vi se hvordan dit system ser ud. Klik på "Min computer"
• Kunden: Men hvordan skulle jeg kunne gøre det herfra??
• Kunden til HP supporteren: Min laserprinter fungerer ikke!
• Supporten: Hvilken model har du?
• Kunden: Det er en HP
• Supporten: Ja, det kan jeg forstå, men er det en sort/hvid printer?
• Kunden: Nej, den er beige.
• Kunden til TDC supporten: Jeg har købt Internet og vil have hjælp!
• Supporten: OK, hvor langt er du kommet i installationen?
• Kunden: Jeg har pakket Internettet ud af æsken.
• Supporten: OK, har du koblet alle kabler til og tændt din computer?
• Kunden: Tændt computeren? Jeg har ikke nogen computer, jeg har købt Internet!!
• Kunden: Min computer hænger.
• Supporten: Har du mange åbne vinduer?
• Kunden: Nej, men døren står lidt på klem....
• Kunden: Min skærm flimrer.
• Support: Hvilken model er det?
• Kunden: Hvordan kan jeg se det?
• Support: Det står sikkert på et mærke bag på skærmen? 
• Kunden: Jeg fandt det.. Det er en Danger.. 220V.

Vi har også fået en pæn ladning sne. Det startede i mandags, hvor det sneede helt vildt. Så der blev skovlet nogle gange inden sengetid. Tirsdag morgen have vi fået ialt 20 cm sne. Ingen sneplov havde ryddet noget sne overhovedet på hele vejen til Stubbekøbing..




















Solen har tittet frem de sidste par dage, så sneen er allerede begyndt at smelte igen. Nogle steder hænger lange istapper. De vækker minder fra barndommen, hvor vi brækkede dem af... istapperne altså.... og gik og suttede på dem.

Indsamling af nummerplader

Mine tanker kommer tit og ofte på flugt. Emnerne, til indlæg om mit liv, står i kø for at blive nedfældet.

Som barn samlede vi unger på nummerplader. Ikke sådan i bogstaveligste forstand, men vi skrev registreringsnummeret ned. Om sommeren cyklede vi op til den ‘store’ og ‘farlige’ trafikerede vej, hvor vi lå i vejgrøften og noterede bilnummeret ned på et tykke papir. Kom der flere biler i træk, aftalte vi hvilken bil i rækken, vi hver især skulle notere nummeret fra. Det var noget helt særligt, når der ikke stod LE på nummerpladen. Nummerpladen sladrede nemlig om hvor hver enkelt bilist kom fra.
LU for Nakskov, LR for Maribo og LA for hele Falster. Underligt at vi havde så mange distrikter på Lolland, og kun et enkelt for hele Falster. Jeg synes, det er sjovt at tænke på, at jeg stadig husker mange af disse gamle kendingsbogstaver og hvilke byer de tilhørte, og at jeg også stadig husker registreringsnummeret på mor og fars første bil. LE 21113, når jeg aldrig kan huske så meget som et tal eller ciffer på nogen af vores egne biler, og ej heller bilmærke. Selv farven kan jeg blive i tvivl om, og det er ikke fordi, jeg ikke kender forskel på f.eks. rød og grå. 

Tilbage til emnet…. Dengang var det virkeligt sjældent at møde en bil fra et andet land. Ikke bare derude hvor kragerne vender, men også når vi var på campingferie i Danmark. Der fik vi til gengæld mange andre nummerplader med hjem til samlingen. Vi skrev alle numrene ind i kladdehæfter. De blev opdelt efter forbogstaverne, og inden der kom et nyt nummer til samlingen, blev det tjekket om det stod der i forvejen.
Bilparken i Danmark er vokset enormt siden jeg var barn, så der er næppe nogen, der samler på den slags i dag. Hvis jeg tager fejl, så er det nok mere, de lidt sjovere af slagsen. Dem man betaler lidt ekstra for. Det kunne jeg godt se det sjove og spændende i, om hvor mange forskellige man kunne få samlet.   

En liste over gamle egnsnummerplader findes her

Har du også samlet på nummerplader?

Min barndoms jul

Det kan meget let gå hen og blive et forfærdeligt langt indlæg. Derfor vil jeg prøve at holde mig til juleaften alene, fra det øjeblik vi alle var samlet, og julemiddagen skulle begynde. Beretningen bliver fra den tidligste jul jeg husker, til jeg fyldte 17 år. Det var nemlig det år min barndomsjul gik i stykker.
Julen blev altid, uden undtagelse, holdt på skift, i en fast turnusordning af mormor, mor og moster. Vi 5 unger var ret jævnaldrende. Kun 5 år mellem ældste og yngste barn, så vi har haft meget glæde af hinanden. Når alle julegæster var samlet, gik vi altid, med herren i huset, en tur på loftet med en skål risengrød og en flaske hvidtøl til julenissen. Det var ikke noget med en tur op ad trapperne på første sal. Nej, det var ud i gården og mørket med en lommelygte som eneste lyskilde, ned ad havegangen og op på høloftet. Eller i hvert fald noget der lignede, hos de der ikke havde høloft, inden vi gik ind og satte os til bords.
Menuen har jeg nævnt flere gange i anden sammenhæng. Vi starter med grønlangkål og tilhørende saltet stribeflæsk, medister, sværrullepølse og hamburgerryg. Derefter andesteg med hele svineriet. Det hændte en sjælden gang, at der blev suppleret mef flæskesteg, og måske var anden udskiftet med en gås. Til sidst risalamande med kirsebærsovs. Alt var høstet i egen have, svinesti og andegård.
På mærkværdigste vis fandt alle børn altid hver en mandel, og dermed en lille mandelgave. Slik og marcipangris har aldrig været mandelgave hos os, men små nyttige ting som pixibøger, malerbøger eller skriveredskaber og den slags til penalhuset. Det år vi blev konfirmeret rykkede vi op i de voksnes afdeling. 
Som barn, synes de fleste vist, at der er længe til der skal danses om juletræet og at de voksne er utroligt længe om at klare opvasken og oprydningen i køkkenet, mens mændende slog mave og ordnede verdenssituationen. Tv, var der jo ikke noget af, dengang vi var helt små, men senere, og alligevel har det aldrig været tændt en juleaften. Vi unger fordrev ventetiden med at lege ‘Tampen brænder’.
Uanset om vi var hjemme eller hos mormor eller moster, skulle far altid ud eller hjem og lukke høns ind. 2x3 km på cykel tager lang tid, set med barneøjne. Meget passende kom julemanden altid, og spurgte om der var nogle artige børn tilstede, mens far ikke var der. Han sagde dog ofte, at han lige havde nået at hilse på ham, eller set hans røde tøj eller hvide skæg, men han havde så travlt så travl, fordi han skulle videre til alle de andre børn. Julemandens gave, var altid noget vi kunne underholde os med, mens mødrene blev færdige, og måske nå at sidde ned en kurt stund! 
Endelig oprandt det øjeblik hvor de levende lys på juletræet blev tændt, og vi dansede rundt om det mens vi sang en masse julesalmer og sange. Vi afsluttede med ‘Nu det jul igen, og nu det jul igen… mens vi i kæde løb hele huset igennem flere gange. Moster havde 1. sal på, så det gik op ad trapperne.
Derefter måtte tænde stjernekasterne og trække knallerterne, som altid lå som julepynt på træet. Det var altid spændende, hvad sådan en knallert indeholdt. Alt fra konfetti til små plasticdimser, kugler og andet, man i dag vil kalde unødvendigt småskidt, men sådan var det ikke dengang. Knallerterne indeholdt også et lille bitte stykke papir med guldkorn eller kloge ord, som altid blev læst op. Vi har aldrig brugt at fylde slik og peberkager i julehjerterne eller kræmmerhusene, som der ellers står i sangen.
Først når julelysene var brændt helt ned, var der uddeling af gaver. Alle fandt sig en plads, mens et par voksne uddelte gaver, som aldrig lå under juletræet, men blev hentet ind fra andre af husets rum.
Når alle gaver var pakket ud, var der kaffe, julesmåkager, hjemmelavet konfekt, figner, dadler, nødder og appelsiner på bordet. En enkelt øl og sodavand var der også. Man drak ikke i ubegrænsede mængder. Det var stort at få en hel sodavand helt for sig selv. Til unge læsere vil jeg lige nævne, at det hverken var halv- eller helliters sodavand, men en lille flaske på 0,25 cl.
Forklaringen på hvorfor min barndomsjul gik i stykker, er den at 4 af os børn fandt kærester det samme år, og den næste jul, ville vi blive alt for mange til de små stuer, så mor og moster delte sig og holdt jul for deres egen lille familie og min mormor, som havde været alene i mange år, kom til os hvert andet år. 
Den kvikke vil bemærke, at vi her er 6 børn på det sidste billede. Det er det år, vi har en grønlænder boende et helt skoleår.

En tur i kanen – minder fra barndomstiden

Jeg mindes med glæde min barndom, som jeg trods alt ikke synes er så forfærdelig længe siden. Alligevel ved jeg at mange jævnaldrende, ikke har oplevet så gammeldags en barndom, som jeg er vokset op i. Bl.a. det iskolde værelse med is på de indvendige ruder. 
Min allerførste seng husker jeg ikke og mor heller ikke. Jeg husker begge mine søskendes første seng, men ingen af dem har jeg ligget i. Jeg husker jeg fik en brugt 'voksenseng’. Sengebunden var på samme måde, som mine forældres. Metal-spiral-fjedre spændt ud over hele bunden. Ovenpå disse fjedre lå noget kraftigt gråt lærred. Der skulle jo nødig gå hul på krøluldsmadrassen, som også skulle beskyttes mod rustskade.
I hovedgærdet, ovenpå madrassen, lå en skråpude, også af krøluld.
Der var meget tilbehør til sengene på det tidspunkt. På krøluldsmadrassen blev lagt et gråt tæppe. Noget der lignede de såkaldte hundetæpper i dag. Derefter kom en underdyne - eller flere... inden lagnet og evt. et 'rumpestykke' som man bruger på hospitalerne, blev lagt. Til sidst kom hovedpude og dyne, og om vinteren endnu et tæppe, så man kunne holde varmen. 

I mit barndomshjem, lavede vi alting selv. Når der var slagtet gæs og ænder, blev dunene sorteret fra fjerene. Jeg kan stadig se min mormor sidde på sin elskede trebenede malkeskammel og plukke, skolde og pille fjerkræ. Alle fjerene samlede hun i det store forklæde hun altid bar. Dunene kom i gruekedlen og blev varmet godt op, så evt. fedt, der var trukket med ud af fjerkræet under plukningen forsvandt. Man skulle huske at lægge låg på gruekedlen. Ellers fløj dunene rundt i hele vaskehuset.
Når dunene var fine og rene, og man havde samlet nok, blev der syet nye dyner og underdyner af stribet bolster, hvis ikke vårene allerede lå og ventede på dette fyld. Til de stribede underdyner brugte man de lidt grovere dun og fjer. De allerfineste af slagsen blev gemt til overdyner og hovedpuder. Dynerne var ret tunge, men vi kendte på det tidspunkt ikke til andet. Dynerne skulle rystes med nogle dages mellemrum, fordi fjerene endte i benenden, og dynen kunne let ende på gulvet midt om natten.  Min lidt yngre kusine har, i sit voksne liv for få år siden, fortalt, at hun mindes de dejlige barndomsferier, hun havde på Lolland, med undtagelse af dynerne, som åbenbart var hendes helt store mareridt. Når hun blev puttet godnat, følte hun, at det var umuligt at røre på sig, eller at trække vejret før næste morgen. Stakkels barn tænker jeg stadig, når jeg kommer til at tænke på det. 
Der var intet så godt, som når mor havde lagt rent sengetøj på. Så skulle vi bruge skammel for at komme i seng, så højt lå vi - og også dejligt blødt. Vi følte os som prinsessen på ærten. Om vinteren blev nattøjet hentet ind i stuen, hvor det blev varmet foran kakkelovnen. Der blev lagt en varmedunk i hver seng. Vi sov med både natsokker og sengetrøje, og var det rigtig vinter og koldt, blev vi pakket ind i et tæppe, inden dynen blev lagt over os. Måske et tæppe ovenpå dynen også. Det var bare med at holde fingrene under dynen, for der var isende koldt og det samme var næsetippen.
Det hændte vi skulle sove hos min moster. Så var der hele fem unger der skulle have varmedunk. Deres egne to og os tre søskende. Derfor blev der lagt mursten på kakkelovnen. Når de var godt gennemvarmede blev de pakket ind i avispapir og derefter et håndklæde eller lignende, så vi ikke brændte os. Sådan et par mursten var stadig meget varme næste morgen. Jeg kan ikke huske, at vi nogensinde har frosset om natten, men det var koldt både at gå i seng og stå op.
Selvom vi har radiator i soveværelset, er der aldrig tændt for varmen. Tvært imod står vinduet åbent hele døgnet, året rundt. Varmedunk og tæpper hører også kun barndommen til. Jeg kan slet ikke sove i et rum med varme på. Mine søskende og mor har det på samme måde. Alligevel tænker jeg tit på hvor priviigerede vi er i dag. Husene er i sig selv lunere end det var i min barndom.
.

Langeland er fuld af bøller og minder

Da vi i ferien kørte rundt på Langeland, og så alle de byskilte, kom barndomsminderne mig i møde. Far var altid leveringsdygtig i masser af spændende historier, sjove vittigheder samt en masse fis og ballade. På vores første telttur til Langeland, sagde han, at vi ikke skulle flytte dertil, fordi de var der alle bøllerne boede, siden der var så mange vejskilte der endte på ‘bølle.’  Vi spidsede altid ører, når han begyndte at fortælle sine røverhistorier, men når historien var slut, var han lige så sikker på at der lød trestemmingt fra os på bagsædet. Årh, far, det er da ikke derfor, det er da bare… Nåh.. er det det... Jeg troede...  Eiij altså far… og så fik vi gerne historien som den virkelig var. I dette tilfælde, at bølle bare betyder ‘et lille sted’  Han legede simpelthen lærdom ind i os unger.
Det hændte jo også at vi skændtes på bagsædet, og mens mor var den der skældte ud og afrettede, så fik far os til at tie stille på sin helt egen måde. Var der langt til destinationen, set med vores øjne, og vi ikke helt kunne enes, så gav far os en opgave. Når vi f.eks. havde fundet ordet ‘and’ i et vejskilt tre gange, ville han give is. Så var der ro, koncentration og sammenhold på bagsædet. Derefter skulle vi jo holde øje med ishuset, så han ikke kørte forbi.
Da vi nåede Langelandsbroen, kom jeg igen til at tænke på far, og den fuldt oppakkede Morris med stort villatelt og udstyr til 5 personer i en hel uge. Der var godt nok læs på, og det er stadig en pæn stigning, der er på den bro, set med mine voksne øjne. Tror I Morrisen kan komme op ad den bakke, spurgte far. Ellers må I rollinger ud og skubbe bagpå. Så sad han der bag rattet og lod som om bilen havde svært ved at trække, mens han skubbede fremad med hele kroppen, og bad os alle hjælpe til. Vi klarede den, så det var vel nok godt I kunne hjælpe til, sagde far da vi nåede toppen. Jeg ser og hører hele senariet for mig. 

På Tranekær Slot, så vi den danske kongefamilie var på besøg. Det var stort at se dem stå der på balkonen IRL.
Her er så alle bøllerne: Emmerbølle, Ennebølle, Fuglsbølle, Havbølle, Illebølle, Kassebølle, Klavsbølle, Korsebølle, Lejbølle, Næstebølle, Simmerbølle, Skattebølle, Svalebølle, Tressebølle, Tullebølle. Der skulle være to bøller mere, men dem så vi ikke.

Gækkebreve og påskeæg

Som barn skrev jeg mange gækkebreve. Der blev lagt en pæn portion glansbilleder og en vintergæk ned sammen med det sirligt udklippede gækkebrev, som indeholdt flere små vers, og jeg kan stadig lire nogle stykker af, som f.eks. En vintergæk, en sommernar, en fugl foruden vinger, en lille ven som har dig kær, en kærlig hilsen bringer. Sidst blev det underskrevet med et andet lille rim og kryptiske ‘bogstaver’ som prikker, lopper eller en lille gåde. 













Oftest fik jeg samme antal glansbilleder tilbage i med et svarvers som, tak for gækken, du mig sendte, men du må da ikke vente, at jeg være vil din nar, derfor sender jeg dig svar. Det var interessant nok i sig selv at bytte glansbilleder på den måde, men som barn så jeg da også op til at modtage et påskeæg. Jeg kunne altid være sikker på, at Gudmor ikke kunne gætte hvem brevet kom fra, så der var altid et stort flot påskeæg til mig fra hende. Der var nu også altid påskeæg fra både far og mor, samt mormor og morfar. Det sidste gækkebrev, jeg sendte til min gudmor, blev et broderet et. Gækkeverset blev syet med kontursting.
Billedet er taget i Operahuset i Oslo sidste år.

Hvis du gætter den lille gåde, så ved du hvad jeg hed, før jeg blev gift. 
Vores unger har også skrevet gækkebreve, men ikke i samme omfang, som da jeg var barn. Har du også  klippet og skrevet gækkebreve?

Sådan begyndte mit arbejdsliv

I disse tider, hvor det nærmest er umuligt at finde sig et lønnet arbejde, falder tanken på de gode gamle dage. For mere end et år siden, skrev jeg lidt om de ting, jeg har beskæftiget mig, og at de ting der gav penge på bankbogen inden voksenlivet, måtte komme en anden gang. Det er så nu, krydret med lidt billeder fra haven, som den tager sig ud nu.
Vi var vant til at skulle hjælpe til derhjemme med at hente brænde, koks og briketter. Samle risbrænde, plukke solbær, ribs og ærter, som skulle ribbes og bælges. Skrabe kartofler. Bære mælkespanden ind til nabogården hver dag, og hente den igen senere. Løbe efter småindkøb hos købmanden og den slags, men intet af det gav penge, og det var bestemt ikke det hele, der var lige morsomt.
Vi tre tøser var ikke ret gamle, søster var kun 4 år, da vi begyndte at luge roer. Bonden var noget skeptisk, så han gik og vogtede over os mens vi arbejdede, men vi havde fået formaninger af mor. Bonden erklærede os alle egnede. Vi fik penge for hver række vi havde luget. Det var nogle frygtelige lange rækker, hvor man ikke kunne se ned til den anden ende. Det hændte, at vi nåede et sted på rækken, hvor enten mormor, morfar eller mor havde luget et lille stykke, og vi kunne løbe frem i rækken og følges med de voksne igen. Forpløjningerne var det sjoveste. Det var næsten altid korte rækker, fordi man kun skulle luge ud for eget afsatte familiestykke.
Selvom klapjagter ikke var for piger, fik jeg foden indenfor. Sådan en dag gav rigtig mange penge i den brune lønningspose. Jeg har pillet solbær, ærter og jordbær på akkord. Ikke den sjoveste beskæftigelse, set med mine øjne, men hellere få lidt penge for det, end bare at blive sat på samme opgave i barndomshjemmet uden løn.
Jeg tjente penge på at være barnepige af alle byens unger, oftest aften og nat. Var det hverdagsaftener, cyklede jeg i skole direkte fra disse børns hjem.
Mit allerførste helt faste arbejde hver dag efter skoletid, fik jeg efter min konfirmation i den lokale Brugs i Kalø. Det var et meget alsidigt arbejde. Jeg skulle blandt andet, en dag om ugen, cykle en del kilometer for at hente brugsbøgerne, hvor kunderne havde skrevet deres bestillinger til ugens varetur. Disse varekasser skulle så pakkes, og priserne skrives ind i bogen og tælles sammen. Jeg stod også ved kassen og ekspederede. Det var før regnemaskinen var fast inventar i butikken, og kasseapparatet var heller ikke til nogen hjælp, da man bare skulle stille knapperne på det beløb, der var handlet for, og trykke det ind, så sprang pengeskuffen op. Sammentællingerne foregik i hovedet eller på et stykke papir. Det samme gjaldt, når der blev indleveret tipskuponer. De almindelige rækker var lette og simple nok at modtage betaling for. Det var straks noget sværere at udregne, hvad der skulle opkræves for de forskellige avancerede systemtipninger. 
At tanke benzin på kundernes biler, og fylde knallertbenzin i dunke, var også en del af jobbet. Ligesom at fylde knallertstanderen igen i de rigtige blandingsforhold, når den var tom. Mit arbejdet bestod selvfølgelig også i rengøring og opfyldning af varer. Altid de ældste varer forrest, og der måtte aldrig være støv på varerne, så jeg har tørt tusindvis af dåser, flasker og alskens varer af. Var der ikke kunder ved disken, var der altid en støveklud eller en ledig kost og spand, husker jeg tydeligt, der blev sagt inden jeg overhovedet var startet i jobbet. 
Jeg havde en lille tjans hos nabokonen med at rulle hendes hår op på hårspoler, hver lørdag. Hun betroede mig også at sætte hendes hår, når de skulle noget. Jeg husker, jeg følte mig som en rigtig frisør over den tjans. Efter konfirmationsalderen begyndte jeg så småt at hjælpe til ved servering i de små private hjem. Mest på gårdene, fordi det var dem, der havde pladsen til de store fester i storstuen, men også hos folk, der havde plads til et stort telt i haven. Serveringsarbejdet kom til at høre til blandt mine ‘faste’ bijob i rigtigt mange år. Selvom jeg synes, jeg er godt rustet til meget forskelligt, og er villig til at kaste mig ud i noget helt, helt nyt, så er det ikke nemt at finde job i disse tider. Heldigvis lykkedes det mig endnu en gang. Jeg håber ikke, jeg skal kæmpe for at få job mere, men at jeg kan beholde dem jeg har, eller overleve med mindre, til jeg kan få min folkepension, når jeg fylder 67 år i efteråret 2022.   
Bemærk lige de svimlende lønninger.
Et barnepigejob på 12-14 timer gav en hel tyver. Timelønnen i Brugsen var 5,- kr.
Da jeg startede som kontorelev var månedslønnen 1.128,- kr. svarende til en timeløn på 7,04 kr. Alle beløb er selvfølgelig før skat. Min løn i dag… Ja, den ser heldigvis noget anderledes ud.