Hundesenge og en knækket havelampe

Et pensionistliv behøver bestemt ikke være kedeligt og uden noget at tage sig til. Der er altid mange sjove opgaver at kaste sig over. Allan går og hygger sig med sådanne ting, lige som jeg hygger med mine ting, selvom jeg ikke er pensionist. Jeg får dog aldrig hjælp af ham til hverken strik og syning eller andre kreative sysler, mens han ofte får en hjælpende hånd af mig. Dog mest som den der holder, støtter og slæber, eller jeg er den, der opfordret eller uopfordret kommer med gode ideer til hvordan arbejdsopgaverne kan løses. Jeg kan faktisk godt lide at bruge både skruetrækker, hammer, sav og den slags værktøj, men jeg har så rigeligt med interesser at pleje, så med mindre det er store opgaver, styrer Allan den afdeling alene.

Når man pludselig får hus og have, og dermed meget mere plads, både ude og inde, kommer der mange ønsker. Nogle er hurtige luftkasteller, der ved nærmere eftertanke skrottes eller ændres, efterhånden som tiden går, men Camilla har hele tiden ønsket sig nogle hjemmelavede hundesenge. Der har dog været vigtigere ting at bruge tid på, for os alle. På årets næstsidste dag, var sengen til ‘hundeannekset’ godkendt. Nu skulle der bare laves en mere mage til, men inden da, ønskede C også en enkelt seng til stuen. Dog i en lidt anden udformning. I den forbindelse kom vi til at tale mål, og hun fandt ud af, at sengen var for smal.
Hun og Allan havde åbenbart snakket forbi hinanden, med nogle mål. Det er jeg altså ked af far, men jeg håber du kan fikse det. Den behøver ikke være…. du kan bare…  Den skal jo bare være nede i det nye hundehus vi skal have lavet færdigt. Den anden må du så bare godt lave, så de er ens.
I lørdags kaldte Allan flere gange på mig, om jeg havde tid at give ham en hånd, når de store plader skulle styres gennem saven, og kan du ikke lige komme og se, om det skal være sådan eller sådan, det skal se ud. Nu er den ene hundeseng helt færdig, og en mere er på vej, men nu er han løbet tør for materialer.


I Camillas have, står en lille række havelamper langs havegangen. De er lavet af noget “billigt blik.”  En af dem har den tidligere ejer repareret med spændebånd. Nu er en anden knækket helt over og Camillas spørgsmål til sin far er, om den kan laves. Uh… Det tror jeg ikke den kan. Du må nok købe en ny.


En ny betyder jo flere nye. De er jo gamle og fås sikkert slet ikke mere. Det ser dumt ud hvis ikke de er ens, og det er så hyggeligt med de lamper. Faktisk er det umuligt at gå den vej, hvis ikke der er lys, da der er bælgravende mørkt.
Jeg lytter og siger at Mads kan lave alt, så han har sikkert også en løsning på dette. Måske siger Allan.
Selvfølgelig havde Mads en løsning. 
Allan skulle skaffe nogle vandrør, som han skulle skære gevind på. En fælles ven lavede et par flanger. På Mads’  svejseanlæg blev rør og flanger sammensat, og vennen har efterfølgende sprøjtemalet dem. Nu skal der bare findes en dag, hvor lamperne kan leveres og monteres. Det får nok vente lidt på sig.   
Sådan kan en pensionists tilværelse se ud.

Ungerne har haft søvnløse nætter i december, og jeg er den skyldige.

To gange om året, får jeg prædikaterne, mærkelig, kræsen, vanskelig og besværlig, slynget i hovedet. Sidste gang var juleaften, hvor vi fik historien om ungernes søvnløse nætter, da vi skulle pakke gaven op fra dem.
Heldigvis afskaffede vi for mange, mange år siden det store julegavegedemarked, men vi giver selvfølgelig ungerne gaver, og de vil også gerne give os noget, og beder derfor om en ønskeseddel, men hvert eneste år, får de at vide, at jeg ikke ønsker mig noget. Jeg kan vitterligt ikke finde noget at ønske mig. Det er også en af årsagerne til, jeg ikke har holdt en eneste fødselsdagsfest, siden jeg fyldte 30 år.
Selvom jeg ikke er på gave med mine søskende mere, (bortset fra Mark) så lyder ordene fra de to andre. Man kan da altid finde noget, man kan ønske sig. NEJ, det kan man ikke, når man er mig. Jeg har alt, hvad jeg skal bruge, og fordi nogen måske synes, jeg kunne ønske mig en ny sofapude, vase, taske eller noget i den stil, så bliver vi aldrig enige om det. Jeg er glad for det, jeg har, og det bliver ikke bare kasseret fordi nogen mener at man skal forny sig. Jeg bliver ikke lykkeligere af at få nyt. Jeg er og har aldrig været vild med den køb-og-smid-væk-kultur. Faktisk bliver jeg en smule irriteret over at blive begavet med noget, jeg ikke har brug for. Man må gerne kalde mig både utaknemmelig, gammeldags og besværlig. Jeg vil hellere nøjes med en buket blomster, eller noget man kan spise eller drikke sig ud af. Bare det ikke er chokolade, slik og kager. Oplevelser er også godt, men ikke nødvendigvis alle oplevelser. Jeg vil f.eks. ikke blive glad for en biografbillet. Ja, kald mig bare underlig. Jeg er ikke som folk er flest. Jeg tager mig ikke synderligt af det, men kan sagtens sætte mig ind i problemet, når man gerne vil give en gave, modtageren bliver glad for.
Faktisk er begge unger nøjagtig lige som mig, men de har dog stadig ønsker, og så længe de har det, har vi som forældre jo ikke det samme problem, som de har.
De senere år har Allan og jeg, år for år, aftalt på forhånd, om vi skal købe julegave til hinanden.  Allan har altid haft alenlange ønsker, men de er altså også skrumpet ind til ingenting. I år mente han dog, at vi skulle give hinanden en gave. Han skulle bare lige have en ønskeseddel fra mig. Det ved du jo godt, du ikke kan få. Han selv kunne kun fremtrylle et enkelt ønske i 11. time og det var noget han i forvejen allerede havde to af. 
Hvorom alt er, har det resulteret i en masse gode gaveoplevelser.

• Musical Flashdance …………………………….. dato kendt
• Foredrag med Grevinde Alexandra …………….dato kendt
• Rundvisning og frokost på Dragsholm Slot …. .dato ukendt
• Gourmetophold Sdr. Hostrup Kro ……………..  dato ukendt
• Gourmetmiddag eller en 4-retters menu………..dato ukendt
• Kanosejltur Susåen……………………………….dato kendt
• Nykøbing F. Revyen……………………………… dato ukendt.
• Og vores julegave til mor er :
• 5 retter – 5 vine. Holberggård. Vi er selvskrevne. Dato kendt 

Ikke en eneste skal byttes. Vi har også lige bestilt ferie til Azorerne. 2019 kan bare komme an. Vi glæder os til at indløse det hele.
De tre første billeder er fundet i arkivet. Det sidste er taget på formiddagens gåtur, hvor der var 6°varme, men gråt, fugtigt og blæsende. Så forskelligt kan december måned se ud. 

3 flytninger og 3 adresser på 3 måneder.

Vi keder os aldrig. Der er altid noget at rive i et eller andet sted og vi kan lide det, men når det er sagt, har vi også haft ret meget om ørene de sidste 3 måneder, da Camilla fik solgt sin ejerlejlighed meget hurtigt.
Da hun i to måneder, har brugt 3-4 timer dagligt på at pendle til sit job, så har vi, mest Allan, været hundelufter-passer hver eneste dag. Allan har malet stakit og låger. Hver weekend i oktober har vi, sammen med Camilla, gravet og banket pæle ned til hegn og låger. Hun og jeg har slået kramper i, til den store guldmedalje, ens mændene har monteret stakit og låger. Camilla, det lille fnug, har også selv knoklet med at banke pæle i.
Her har vores udestue været fyldt med flyttekasser og møbler. Ligesom værkstedet og et værelse har det.

Jeg har/havde en del ferie til gode, som det, arbejdsmæssigt, har været svært at få presset ind, men man siger jo, der er en mening med alt, selvom det ikke altid er særligt indlysende. Jo mere ferie der udskydes, des sværere bliver det at få den afholdt, så det var nærliggende at lægge 10 fridage i rap i forbindelse med Camillas sidste flytning.  



Selvom Camilla først reelt fik overdraget nøglerne den 1. november, så har ejerne været yderst large, på alle områder og givet os lov til at være i haven og vi fik nøgle til værksted og garage. De sidste 14 dage fik vi endda en nøgle, så vi kunne gå ind i huset og begynde at komme med flyttelæs, mens de kørte deres væk. Det er virkelig nogle dejlige mennesker. De og Camilla bevarer kontakten. De har allerede været i hendes nye hjem et par gange. En gang for at hjælpe, vise hende noget. Den sidste gang var de inviteret til kaffe og kage sammen med os andre.
Camilla og jeg begyndte rengøringen og malerarbejdet af hele hytten på min første fridag, mens Allan har opsat lamper, samlet møbler og lignende. Hver eneste gang vi har kørt til Rønnede, har vi haft et flyttelæs med. Vi har til gengæld også haft et læs med hjem ret tit. Da Camilla, E og B havde lavet den aftale, at de bare kunne lade alt det stå, de ikke selv ville have, havde plads til, kunne få afsat, eller orkede at bruge tid på at sælge. Alt fra møbler, køkkengrej, værktøj, haveredskaber og ting der imellem. 
Hverdagen er startet igen for os alle og det hele fungerer, men der er udsigt til mere arbejde, både ude og inde, når tid, lyst og muligheder haves, og ideer og ønsker står helt klare. Lige nu står en stor vennekreds i kø, for at få lov at komme og se herlighederne. Jeg har lovet at give et nap med det første store fremmøde i næste weekend. 

Ingen behøver at kede sig. Vi har jo også vores eget, men alt andet er oftest det sjoveste. Det går desværre bare ikke i det lange løb.

En stråtækt idyl

Camilla flyttede hjemmefra i 2003, og har lige siden boet i hovedstadsområdet. Først i en lejet lejlighed, hvor hun boede 2-3 år, inden hun købte ejerlejlighed i Albertslund til en himmelhøj pris, for ca. 12 år siden. Der gik ikke lang tid efter købet, før finanskrisen kom, og huspriserne raslede nedad, til under det halve af hvad hun gav. De sidste mange, mange år, har hendes store ønske været at få egen have, men hun har mere eller mindre været stavnsbundet.
Da huspriserne nu næsten er på samme niveau, som hun i sin tid købte til, satte hun sin lejlighed til salg og kiggede efter hus.
Hun (og vi andre også) var spændt på om det gik så let som ejendomsmægleren spåede. Hun kunne jo ikke købe noget, før hun havde solgt, og kunne alt det der nu gå op i en højere enhed? Hun ville jo allerhelst bo i Storkøbenhavn, så hun er tæt på sit job, for det hun arbejder med, findes kun i hovedstadsområdet, men det var økonomisk ikke muligt, med mindre hun blev boende i sin lejlighed.
Man kan jo sagtens kigge på hus, selvom man ikke kan købe, så det gjorde hun. Hun havde fundet et hus i den idylliske by Jyllinge, med al den natur, hun ikke kan undvære. Vi var med, da hun skulle se huset anden gang. Hun skrev under, men trak sig, som man kan, da det viste sig, at der var for mange problemer med BBR om ulovlige ting og skjulte skader.
Hendes lejligheden blev solgt på bare 23 dage, og de nye ejere ville gerne flytte ind omgående, så der blev run på, med at få pakket ned og kørt alt overflødigt ned til os.
Hun kiggede videre. (Allan kiggede også) En dag sender Camilla et link, til en pragtfuld lille bolig med en enorm have, lige op til skoven, med ordene: ‘Jeg håber det bliver mit’. Jeg har allerede været nede i Rønnede og kigge på det, sammen med P og snakke med ejerne, som er jordens sødeste mennesker. Man føler bare at man har kendt dem altid. Desværre er der flere interesserede købere, men jeg vil kæmpe for det hus. Det SKAL bare blive mit.
Dette salg er lidt anderledes i konceptet, da det er ejerne selv, der viser frem og ikke ejendomsmægleren, selvom der er sådan en på.
Den ene dag efter den anden gik, uden at Camilla hørte noget, så hun kontaktede ejendomsmægleren, for at forhøre sig, men han blev ved med at væve udenom. Camilla var bekymret for, om der var kommet nogen og havde overbudt hende, men det forsikrede ejendomsmægleren, at der ikke var. Han var ikke meget for at fortælle, hvad det var der forsinkede handlen. Det ville han helst undgå at involvere Camilla i, men han gav sig og fortalte, da det blev ved at trække ud, og Camilla intet hørte.
Der var noget galt med BBR og godkendelser, men de regnede med, det var en bagatel at få det godkendt, men det gik ikke helt så let. Vi ventede spændt og håbede det bedste. Endelig en dag skrev hun. Nu er huset mit.
Hun overtager det den 1. november, men inden da, har vi fået lov at komme og sætte hegn op i hele haven, så de firbenede bliver hjemme, og skovens dyr bliver hvor de skal. Allan og Camilla har allerede været der og måle op. Jeg måtte ikke komme med. Camilla mente ikke, at hele familien kunne tillade sig at troppe op, i det stadig beboede hjem. Det var rigeligt at de troppede tre op. Barnet havde da ganske ret. Bagefter fortæller hun mig, at ægteparret havde spurgt, hvorfor hun dog ikke havde taget mig med også. Jeg ville vældig gerne have hilst på de to hjertelige mennesker, og fået samme rundvisning som Allan, Camilla og kæresten, men jeg må pænt vente og nøjes med beretningerne om både det ene og det andet. 

Det er gået den gale vej, men vi satser på at bøtten vender nu

Dette år er ikke gået helt som forventet.
De timer jeg, fra årsskiftet, skulle få mange flere af til mig selv, er forsvundet som dug for solen.

• Jeg ved med 100% sikkerhed, at jeg ikke har ligget på langs og drevet tiden væk.
• Jeg har kun holdt 2 ugers ferie, og har ikke engang været PÅ ferie, andet end 3 dage.
• Vi plejer at tage på forlænget weekend/camping nogle gange om året. Det har vi slet ikke været i år. 
• Vi har heller ikke været på andre hotelophold, eller lignende i stedet.
• Jeg kan ikke undskylde mig med, at jeg har brugt ekstra tid i haven denne sommer.
• Det er heller ikke pc’en og internettet, der har stjålet min tid.
• Godt nok har jeg arbejdet nogle fredage, hvor jeg skulle have fri, men det kan jeg ikke give hele skylden.

Hvad pokker er tiden så gået med, spørger jeg mig selv.
Egentlig synes jeg jo, at året i bund og grund er gået, som de fleste år er, med en god blanding af lidt af det hele. 
Det ekstrem varme og tørre sommer, må bære skylden for det manglende hus- og havearbejde, men når jeg graver lidt dybere, ved jeg at jeg, i flere omgange, har brugt ret mange timer som sygepasser, operationer og diverse lægebesøg, hvor jeg har været nødt til at medvirke, på den ene eller anden måde.
Vi kan ikke just påstå, at vi har været hårdt ramt, men det har tæret på fritimerne, som vi ville have fået mere og helt andre oplevelser ud af, hvis vi selv kunne have valgt.
Der er også sket mange gode ting, som vi heller ikke har haft den store indflydelse på, men alligevel fået lov til at være en lille del af.

Camilla har solgt sin ejerlejlighed og købt sig et hus. En stråtækt idyl på landet, lige op til skoven. Vi glæder os alle til hun kan flytte ind.

Her i september er vi startet med at få udført nogle af vores egne, mange hængepartier. Der er et stykke vej endnu, men vi har fået lavet en del, og vi fortsætter med at give den en ordentlig skalle.      

Bestillingsarbejde - døre, biler og gallatøj

April og maj har budt på lidt af hvert. Det er ikke kun vejret, der har strakt sig fra den ene yderlighed til den anden, som fra snestorm til sommerdage, der overgår temperaturene i det sydlige Europa.
Vores oplevelser og gøremål har været lige så alsidige, med alt fra havearbejde til fejringer af både det ene og det andet, både ude og hjemme. Vi har knoklet, og vi har nydt livet.
Drivhuset og haven er plantet og sået til. Jeg har syltet, kogt saft og jagtet ukrudt. Noget af ukrudtet er blevet til mælkebøttesirup og er kommet på glas, og der er eksperimenteret med andre sjove ting. Liljekonvaller og ramsløg. Førstnævnte er meget giftig. Sidstnævnte er spiselig. Man advarer om forveksling, men man kan da ikke tage fejl.  Vi har været til møder i de frivillige foreninger og deltaget i arbejdsopgaver her og der. Været på udflugter, både i foreningsregi og helt privat. Gået tur i skoven. Godt nok har jeg mest gået alene, men Allan har været med et par gange. Vi har nydt det gode vejr, ved hver en given lejlighed.

Min cykelsæson er også startet, og jeg nyder mine skovture både til fods og på cykel. 
Nu til overskriften, som Camilla har en stor andel i, for ikke at sige, at det er hendes skyld, eller ære, det hele.  
Camilla havde haft besøg af en lille flok veninder. Et par af dem var ret interesseret i en af hendes døre, og ville vide hvor hun havde købt sådan en henne. Jeg tror ikke man kan købe dem, siger hun. Det er min far der har lavet den. Øv, de kunne ellers godt tænke sig sådan nogle ‘hundedøre’ men de kendte ikke nogen, der kunne lave sådan noget.
Da Camilla fortalte os historien, siger Allan, at han da godt kunne lave er par døre, hvis de gerne ville have det. De skulle blot betale for materialet. Den besked gav Camilla videre, og der kom bestilling på to døre, så Allan har brugt ret mange timer på værkstedet.



        Barnet har også været i gang på tegnebrættet.
        Hun er vel hundeentusiast..





Modellen kan ses på de sociale medier.
Billedet har jeg lånt her, og der kan du også læse mere.

Hvert år skal hun i gallakjolen, så der bliver sendt lidt billeder og spørgsmål om den eller de, kjoler hun overvejer at købe. Hun skal være helt sikker på, at jeg kan, vil og tør ændre, det der nu er nødvendigt.

Sidste år hoppede hun direkte i denne røde sag, som, med de rigtige sko, passede som var den syet til hende.

Billedet til øverst er en model, mens billedet til højre er Camilla.

Forrige år, så kjolen sådan ud.

I år har hun valgt noget helt andet. Noget meget tyndt og meget, meget levende stof.

Det tog mig flere timer at måle, klippe, sætte nåle og ri. Sidstnævnte er ellers ikke noget jeg plejer at praktisere. Jeg klipper, sætter måske et par nåle, og så syr jeg ellers bare. Selve syningen var hurtigt overstået.  

For at afslutte som jeg begyndte, vil jeg lige nævne en af vores oplevelser. En historisk rundvisning på Gavnø Slot. Vi gik rundt i parken, i kirken og på slottet, og fik fortalt den ene historie efter den anden. Ind imellem blev der krydret med et par røverhistorier. Havde man spørgsmål, blev de også besvaret. Det var virkelig interessant og kan bestemt anbefales.

Sygepleje, hjemmehjælp og egenomsorg

Det indlæg, jeg for en lille måneds tid siden, havde tænkt mig at skrive, har jeg droppet. Det er og bliver for omfattende. Men kort fortalt er Mads opereret for 3. gang. I 2016 opererede de første gang for Mortons neuron på Hamlet. Det hjalp ikke det fjerneste. I 2017, opererede de i Køge for det samme. Det gjorde det hele meget værre. Nu har de atter sat kniven i ham. Denne gang er han opereret for weils osteotomi. Vi håber virkelig, tredje gang er lykkens gang, så han kan blive smertefri, og få sig et liv igen.   
Siden den 1. marts har Mads, været ret hjælpeløs. Han har fået skåret knogler over, som igen er blevet samlet med skruer, og han har fået lagt en skinne over storetåen.
Irritationen over ikke at kunne det mindste selv, og føle sig til besvær, har været stor hos Mads, samtidig med at han keder sig noget så grusomt. Ham som altid har gang i noget, har været ‘bundet’ til sin seng i 14 dage. Alene et toiletbesøg, har været en besværlig og halvfarlig opgave. Så Allan har alle hverdagsmorgener kørt op med kaffe og morgenmad til ham. Han har ryddet sne, været fyrbøder og ageret chauffør til diverse læge- og sygehusbesøg, mens jeg har smurt madpakker og sørget for varm mad, brændekørsel og andre ting efter fyraften og i weekenderne.
I sidste uge blev forbindingen fjernet, og stingene taget. Nu humper han lidt rundt, både med og uden krykker og en hælsko, og kan selv tage sig noget mad. Det har givet lidt luft hos os, og han kan bedre få tiden til at gå. Medio april, skal han til en ny kontrol, så må vi se, hvad de siger der, men der kan gå op til et år eller mere, før man kender de endelige resultat.  
Mens Allan har taget bilen hver gang, har jeg klaret min del af servicen, ved at kombinere den med frisk luft og motion. Det har jeg nydt i fulde drag.  Nu når sneen næsten er væk, er ramsløgene dukket op, store og fine. De første er høstet og inden længe er det anemonerne der fylder skovbunden.
I dag er det sidste arbejdsdag, inden jeg har hele 5 fridage. Et par af dagene er afsat til familiehygge med søskende, og vandretur med Camilla. De resterende dage skal nok blive fyldt ud, med en god blanding af pligter og fornøjelser, alt efter lyst og behov.
God påske til alle der læser med.

   

Fy for et vejr, med snestorm og sibirisk kulde, der har ramt de sydlige egne

Vi har haft snestorm mange gange i både februar og marts måned. Endda så sent som den 27. april. Datoerne er jeg ikke i tvivl om, da jeg igennem årene, har lagt hus til mange børnefødselsdage med kælkning, bygning af snemænd, slåskampe, eller syltning som det kaldes og optøning af forfrosne børn og tørring af masser af våde flyverdragter, vanter, sokker og støvler. Så det vejr vi har i øjeblikket kommer ikke som den helt store overraskelse. 
Selvom vi har prøvet den form for vejr mange gange, er det ikke spor sjovt at skulle ud at køre, når man ikke ved om man kører på mark eller vej. Sådan var det i tirsdags, da jeg skulle hjem fra job. Fy for et uvejr. Intet, absolut intet kunne man se på lange lange strækninger, og det var endda hovedvej hele vejen, men en af dem der bare lukker til og bliver ufremkommelig. Det tog mere end dobbelt så lang tid at køre hjem end det normalt gør. Da jeg kom hjem kunne jeg starte med at skovle sne. Sikke mængder der lå i indkørslen. Driver i knæhøjde i det halve af den pænt lange indkørsel. Derefter var det fortovet og de nødvendige gangarealer på resten af matriklen, for herren i huset var ikke hjemme, og havde ikke været det hele dagen. Han kom dog om aftenen og var ude at skovle flere gange. Traktoren er sneet inde langt nede i haven.
Onsdag morgen, var jeg noget spændt på om jeg kunne komme på job. Det var jo de små biveje. Her hvor vi bor, bliver der ikke ryddet sne og vi havde immervæk fået 35 cm sne, og endnu mere der hvor der havde lagt sig i driver. Vi bor lunt og godt for det værste sus, da vi ligger i læ af skoven. Så det er svært at vide hvordan det ser ud derude, før man kommer derud, men det ved vi jo, når vi har boet her i mere end 40 år. Jeg klædte mig godt på, og havde skovlen i bagagerummet. Jeg nåede lige nøjagtigt at dreje ned ad den lille bivej, da landmanden kom imod mig i sin 4-hjulstrækker og stoppede mig. Du kan ikke komme igennem. Der er totalt lukket. Jeg har lige været kørt fast, og måtte trækkes fri, men bliv her, så henter jeg teleskoplæsseren, som står hjemme ved mig, så kører jeg foran dig hele vejen, de 6-7 km. Dagen før, var alle medarbejderne blevet sendt hjem af chefen før fyraften, fordi det var et herrens vejr. Selv var han på vej på skiferie. 
Efter det meste af en dag på kontoret, ringer landmanden og spørger, hvad tid jeg havde tænkt mig at køre hjem. Vejene lukkede nemlig meget hurtigt til. Han havde allerede kørt turen flere gange i dag. Ikke kun over for os selv, men også for de andre der bor på strækningen. Det er ikke vores arbejde at rydde offentlige veje, og vi får intet for det. Hvis landmanden vidste hvad tid jeg kørte, ville han køre hele turen igennem, så jeg kunne komme hjem. Jeg kom altså både til og fra arbejde med eskorte, men det har jeg også prøvet før. Hele onsdagen var kaotisk. Busser kørte ikke på Lolland og Falster, så skolerne lukkede. Hjemmeplejen i både Lolland og Guldborgsund kommune måtte have assistance for at komme ud til de borgere hvor det var strengt nødvendigt og meget blev aflyst.
Allan har i løbet af dagen fået gravet traktoren fri men den vil ikke starte, så det roder han med en stor del af dagen. Endelig lykkedes det, og sneploven bliver monteret og kommer i brug.
I dag torsdag måtte der igen flyttes en hulens masse sne før vi kunne få bilen ud ad garagen. Det tog Allan 45 minutter med traktor og sneplov bare at få ryddet indkørslen. I dag skulle jeg ad hovedvejen, men det betyder ikke nødvendigvis at jeg kan komme frem. Heldigvis havde sneploven været der tidligt i morges, men det var allerede føget godt til igen, og det var stadig ikke nemt at orientere sig. Ind imellem møder man forbavsende mange, som ikke har lys på. Eller det ser i hvert fald sådan ud. Hele bilen er en stor kørende snedrive, hvor både for- og baglygter er skjult godt bag sneen. Lyset kan slet ikke trænge igennem. Jeg kom helskindet frem, og i Radio Sydhavsøerne (lokalradioen) hører jeg at skolerne er lukket, mest fordi busserne ikke kører. Toget mellem Nakskov og Nykøbing F.er aflyst. Det fyger gevaldigt derude og biveje er lukkede. Jeg tænker det er en god ide at holde tidligere fri, så jeg kan komme hjem mens det er lyst. De første mange kilometer ser det noget bedre ud end i morges, så jeg tænkte, det ikke var så slemt mere og glædede mig over det, indtil jeg møder de samme udfordringer, som de foregående dage, med elendig eller ingen sigtbarhed, og på steder meget store driver på vejen.
Atter kan jeg glæde mig over at jeg kom godt hjem. Her ånder der fred og ro. Allan er igen ikke hjemme. Han er med Mads i Køge, som er under kniven for 3. gang. I Køge har de ikke noget sne, lyder meldingen. Igen er der kun mig til at skovle sne, og da jeg ikke beskæftiger mig med traktoren, er der kun sneskovlen at gribe fat om.
Allan og Mads er dårligt kommer hjem, før der skal ringes til vagtlæge, som Mads har fået instrukser om. Så jeg må ud ad huset for at lukke de udkørende læger og sygeplejersker ind. Allan har stået standby siden kl. 7 morges, så han vil gerne aflastes i aften. De skulle have beholdt Mads i Køge, skulle de, men det var ikke en mulighed da han spurgte, da de ikke kunne stoppe blødningerne. Han skulle bare ringe til vagtlægen. Det gjorde han kl. 18 og de ville forhåbentlig være der senest kl. 20:30.
Jeg kunne godt tænke mig nogle mere normale tilstande. Jeg har selv været på apoteket for at få noget for min hoste. Den vil ikke slippe sit tag. 

Et lille pip kan føre til meget eller gøre en stor forskel

Når man er altfavnende, og har mange interesser, må nogle af dem af og til hvile, for at give plads til andre. Nye som gamle, som jeg også skriver øverst på mit blog, og under afsnittet ‘Om mig’ 
Interesser mangler jeg ikke, men tiden til de forskellige ting bliver så derefter. Det passer mig ganske glimrende. Sådan trives jeg bedst. Hellere lidt af alt, end meget af lidt i alt for lang tid.

Det er ca. 1½ år siden, jeg meldte ud, at jeg lukkede min blog. Den blev dog efter et års tid atter åbnet, (dog på lidt lavere blus) da jeg fik lidt luft i mit liv igen. Nogle interesser er bare sværere at slippe end andre.
Sidste år startede jeg igen på at skrive den gode gammeldags dagbog i papirform. I mange år har jeg ellers skrevet dagbog på pc’en, men da pc’en ikke bliver tændt hver dag, som den gjorde for et par år siden, fungerer den model ikke. Faktisk kan der godt gå et par uger før den bliver tændt. Jeg har jo min iPad. Den gammeldags dagbog ligger altid klar til at grifle lidt, eller til tider ret meget, ned i om dagens små og store hændelser. For selvom bloggen også er en slags dagbog, så er det trods alt ikke alt, der kommer frem her. Den sidste tid har der været rigtigt meget at skrive om både sjovt, godt og skidt.

Der er masser af sociale medier, man kan bruge sin tid på. Jeg har da også profiler flere steder. LinkedIn, var nærmest et krav, for 5 år siden. Det betyder ikke at jeg færdes der. Slet ikke, men jeg får af og til henvendelser fra firmaer, der gerne vil have, jeg kontakter dem, da de måske godt kunne bruge sådan en som mig. Første gang svarede jeg pænt, nej tak, men jeg må tilstå at jeg ikke reagerer på det mere. Jeg nøjes med at varme mig ved, at jeg stadig kan være attraktiv på arbejdsmarkedet, udover der hvor jeg er ansat.
 
Jeg har også en profil på Facebook, men der går uger mellem at jeg kommer der, og når jeg viser mig der, synes jeg der er flere reklamer end der er opdateringer fra venner. Så selvom jeg har internet på mobilen, så har jeg altid haft den aftale med mig selv, at jeg er logget af, og altså er nødt til at taste brugernavn og kode, hvis jeg vil på FB. Det besværliggør at man lige kan tage et kig, og det valg har jeg gjort meget bevidst. 

I 2016 oprettede jeg en profil på Instagram, og lagde et enkelt billede op, for at prøve at se hvad det var for noget. Det var lige som det, indtil 2017. Mine opslag er, indtil videre, til at overskue. Jeg viser mig dog der af og til, men det er ikke noget jeg beskæftiger mig med dagligt, og jeg bruger ikke meget tid på det. Når alt kommer til alt, så er det stadig blogplatformen, jeg bruger mest tid på. Direkte eller indirekte. Jeg har efterhånden ikke tal på de henvendelser, jeg gennem årene, har fået fra, ikke bare private personer i Danmark og de nordiske lande, men også mange journalister. Det er da sjovt at min lille blog, kan være leveringsdygtig i historier til både tv og fagblade i Danmark og Norge. Det sidste var et indslag i dansk tv om vinterkrigen her på Lolland. Jeg endte dog med at give bolden videre, til andre, som jeg vidste kendte nogen, der havde mere spændende historier at fortælle end jeg selv havde.
Forleden fik jeg en mail fra en brillesamler, som håbede jeg tog ham seriøs. Han var nået frem til min blog ad en omvej. Jeg havde, for flere år siden, skrevet en kommentar om briller, hos en anden blogger. Jeg var den eneste han kunne finde kontaktoplysninger på, skrev han. Det viser bare lidt om, hvad en kommentar til et indlæg, hos en anden blogger, kan føre til, samt vigtigheden af, at vi som bloggere også svarer på gamle indlæg, hvor der kan dukke interessante ting op. Han ville gerne købe nogle helt bestemte briller, men desværre kunne jeg ikke hjælpe ham, da alle gamle briller bliver afleveret løbende, efterhånden som vi må have nye.
Jeg prioriter min hverdagsaftener og weekender med meget andet. Jeg vil, så vidt det er muligt, gerne ud at gå en tur hver dag. Det har jeg virkelig savnet i al den tid, hvor jeg gik med en brækket knogle og samtidig havde alt, alt for meget arbejde at se til. Siden december måned, har jeg som minimum gået 3-10 km mindst 3 gange ugentligt og ofte 5 gange, som jeg også gjorde før jeg fik nyt job og før det famøse fald juleaften.
Mads har i denne weekend fejret sin 40 års fødselsdag. Jeg havde selvfølgelig lovet at give et nap med forskellige ting til de 40 gæster han havde inviteret. Ugen op til ville skæbnen at Mads og Allan blev ramt af influenza og den ene har været mere ‘død’ end den anden, og jeg nævner ikke et spor om alder. Jeg selv er og har heller ikke været helt frisk. For første gang i mange, mange år er jeg blevet ramt af sygdom, men har dog passet job og ting ved siden af,  Mor har jeg også taget mig af, sammen med mine søskende, som også ligger eller har ligget med den omtalte virus. Nogle af den endda flere gange. De første lagede ud i december.  Var der noget jeg absolut ikke havde lyst til, så var det at stå ud af min seng kl. 3 om natten, for at få lægevagten til at komme på sygebesøg. Næste aften var det Mark, der måtte køre til lægevagten med hende. Hun er bevilliget hjemmehjælp tre gange dagligt weekenden over. Mads måtte til læge på sin fødselsdag, hvor han fik penicillin for kold lungebetændelse. Allan måtte afsted samme dag. Han fik dog kun hostesaft. Mig, tja, jeg har holdt den gående hele ugen på pernodil. Det er ikke lysten der har drevet hverken sneskovling eller alt det andet jeg havde lovet at tage mig af. Samt det der nu en gang er nødvendigt og normalt ellers ikke håndterer under mig. Jeg forlod festlighederne ved midnatstid i går, men det var jeg ikke ene om. Som altid er der skare af ‘de unge’ som fortsætter til den lyse morgen. Hvor længe de har holdt ud, ved jeg ikke i skrivende stund.

Mit liv er stadig lige så alsidigt, som det altid har været. Det er der ikke lavet om på, og det bliver der heller ikke, så længe jeg har min fulde førlighed, og kan hvad jeg vil. Jeg har blandt andet hygget mig med at skære, klippe og klistre lidt. 

Selvom søvn ikke er det jeg har fået mest af den sidste uge, så var jeg alligevel færdig med at sove allerede klokken 5 i morges. Når ikke det kan være anderledes, så kunne jeg lige så godt stå op og give et lidt længere pip fra mig her. Nu vil jeg pleje mig selv, og nyde der (forhåbentlig) ikke er de helt store pligter resten af weekenden.