Weekendens palet

Det har været en farverig weekend fyldt med alt hvad hjertet begærer.
Vi skulle lige til at gå i gang med morgenkaffen lørdag, da da Mads bankede på døren. Allan havde et ærinde i Kbh. og havde derfor lovet at køre forbi Camilla og klare en lille opgave for hende. Det havde Mads hørt, og han havde en lille overraskelse til Camilla, som han gerne ville have afleveret. Camilla var kun hjemme ½ time mellem to aftaler, så det skulle times godt. Hun nåede at smutte inden Allan var færdig, men S. nåede at komme hjem og afløse, så det lykkedes alt sammen.
Da Mads kørte, gik jeg ud i det gode vejr, og kastede mig over havearbejdet lige til Allan kom hjem kl. 16 og gerne ville have en tår kaffe inden vi skulle i bad og ud ad døren.
Min mor har havde kun en søster, og hele min barndom og ungdom har vi faktisk altid været sammen med min moster, onkel og deres 2 børn. Jeg har gået i klasse sammen med min kusine, vi har arbejdet sammen på mange områder. Vi har været kollegaer og selv vores 4 børn har leget med hinanden. De senere år, efter ingen af os serverer mere og min moster er død, er kontakten blevet minimeret til ‘store’ fester. Hver gang er vi alle eninge om, at vi altså snart må ses, og så sker der bare ikke rigtigt mere. 
For flere måneder siden sendte søster 1 en invitation ud. I aftes var alle 13 samlet. Vi er alle 6 blevet opflasket med ekstrem overtro, for både min mormor, morfar, moster og mor var/er frygtelig overtroiske. Det har prellet fuldstændig af på os alle, men mor var jo med, så hun fik Ludvig den 14. til bords, sådan som det altid har været. Snakken gik lystigt hele aftenen og først kl 3 i nat traskede vi hjem. Alle var enige om at dette skal fortsætte, så datoen er allerede sat til næste år.
På havnen i Stubbekøbing har der hver weekend i marts måned været tilbud på friske fisk fra kutter. Jeg ville bl.a. gerne have torskerogn og det var sidste frist i dag. Desværre var der ingen torskerogn, selvom vi var dagens første kunde, men torske- og issingfilleter fik vi med hjem. Jeg ville bare have haft en pose af hver, men der var en klækkelig rabat at hente, hvis jeg købte 3 poser efter eget valg. Et kilo kostede 120,- kr. men 3 kg kostede kun 300,-  Jeg ville gerne spare 60,- kr. så det sidste kg torsk kostede kun 40,- kr. Da jeg kom hjem og vejede det hele var der næsten 3,5 kg fisk, så vi er bestemt ikke blevet snydt. I frugt- og grøntsagsboden på modsatte side blev der indkøbt en pose danske æbler samt nye danske tomater. Mums.
Hjemme igen gik vi en lille tur i skoven. Jeg nussede lidt rundt i haven inden vi fik lidt frokost og jeg begav mig ud på endnu en skovtur, kun i selskab med mit kamera og naturen. Der blev stoppe op nogle gange undervejs for at prøve at fange spætten, egernet, sommerfuglene og andre levende dyrearter. Blomsterne er noget nemmere at have med at gøre. Både den hvide og den gule anemone som jeg altid ser var der, men søreme om ikke også den blå anemone lyste op i skovbunden, mange steder. Jeg brugte meget tid på at lege med kameraet. Så meget, at jeg løb tør for batteri inden jeg var nået hjem. Da der ikke var mere batteri på, kunne jeg lige så godt sætte det lange ben foran og se at komme hjemad. Dagens eftermiddagstur blev på 10 km.
Det ville være synd at gå glip af det gode vejr søndagen bød på, så selvom jeg langt fra er færdig med haven, blev solsengen hevet ud af vinterhiet da jeg nåede hjem. Jeg satte mig og nød solens tråler, mens jeg skrev kladden til dette indlæg. Det blev tid til at gå i køkkenet, hvor menuen skulle stå på torsk med spinat i ovn. Hurtigt, let og sundt.
Det er første gang i år, at jeg har fået så meget frisk luft på en weekend. Jeg har nydt min weekend og har gjort nøjagtigt det jeg havde lyst til og ikke en pind andet.

Holtug Kridtbrud og Stevns Klint

Vi har jævnligt været på Stevns Klint, men det er altid det sædvanlige sted ved Højerup Kirke. Vi har aldrig set Holtug Kridtbrud, så der gik turen hen lørdag eftermiddag. Man kan gå hele turen på 22 km og retur igen hvis man vil tilbage til sin bil, ved at benytte Trampestien. Man kan også støde til forskellige steder og bare tage en lille bid af ruten. Vi havde nok forventet at det var på højde med Faxe Kalkbrud, og blev ret skuffet, men lidt vand og lidt grønt ville helt sikkert have pyntet på landskabet. Kridtbruddet var nemlig helt tørlagt. Vi startede med at gå en tur ned i Holtug Kalkbrud. Det er ikke en tur for dårligt bentøj, og det er heller ikke en tur man skal tage i regnvejr. Vi gik helt ned til vandet og en tur om langs kysten. Nede ved vandet blæste det koldt og sikke en larm fra vandet og blæsten. Tilbage i bilen og en tur ud til Mandehoved, Stevns Naturcenter hvor vi også gik lidt rundt. Der kunne man komme indendørs og se på plancher. Vi gik en tur op i fugletårnet, som er blevet et meget eftertragtet sted for ornitologer, efter hvad jeg læste. Vi så vejrstationen, som ses i billedets nederste venstre hjørne, og læste lidt om den, inden vi igen satte os i bilen og kørte ud til Stevns Fyr.    

På vejen derud, så vi dette hus, dekoreret med julenisser. Sådan ser det sikkert ud hele året. Vi nåede frem og drak den medbragte kaffe og gik rundt på dette område også. Man kan komme en tur op i tårnene og se fyrmesteren arbejde. Man kan også se andre ting, men vi kom desværre udenfor åbningstid. Snart starter højsæsonen og åbningstiden er udvidet. Vi mangler stadig at udforske lidt mere af Stevns. Allan vil gerne se Stevnsfortet, men det alene kræver mange timer, siger han. Boesdal Kalkbrud skulle også være et besøg værd, så der er basis for flere udflugter ud i naturen, når det hele er blevet lidt mere grønt og lunere i vejret. 

Livet leves mens det farer forbi

Dagene og ugerne flyver afsted, i et tempo jeg ikke har mødt længe, synes jeg. Det er ikke fordi jeg er overbebyrdet med arbejdsopgaver, men med 6  timer mindre om ugen på hjemmefronten. Dertil skal faktisk lægges et par timer mere, fordi det nu igen er tiden, hvor der skal bruges timer på den 3. arbejdsplads. Jeg lever mit liv, som jeg altid har gjort, i en god blanding af alt det jeg gerne vil, og er faktisk ganske tilfreds med indholdet.
Jeg føler mig oveni købet også rigtig heldig, fordi jeg er gift med en mand, der har nået pensionsalderen, så han kan befri mig for nogle af de tidsrøvende ting. Nogle af dem nyder han endda at beskæftige sig med, som f.eks. mit strejkende kamera. Vi var ikke i tvivl om, at det ikke kunne betale sig at reparere det gamle, men for en sikkerheds skyld blev de sagkyndige selvfølgelig spurgt. Det ville meget hurtigt løbe op i 1.500,- kr. eller mere. Så da jeg kom hjem fra arbejde i løbet af ugen, fandt jeg mit nye kamera, Lumix TZ 60 på skrivebordet, opladet og klar til brug. Jeg måtte selvfølgelig straks afsted og prøve det.
Den tyverisag Mads blev udsat for, har ikke fået sin afslutning. Selvom vi alle forventede at tyven ikke havde noget at betale med, har ‘vi’ alligevel, på politiets anmodning, sendt et erstatningskrav. Derved er vi blevet oplyst om, at det er en rigtig bandit, og at det nok er meget tvivlsomt om der nogensinde kommer penge ud af det. Tyven har ikke noget fast opholdssted, og har efterfølgende lavet utallige biltyverier, og er også snuppet i en stor hashhandel. Tyven går i politiets kreds under navnet ‘X’ hans fornavn efterfulgt af Lort.
Hos Ellen kunne man forleden læse om udflugten til Gedser, som jeg også har skrevet om. Jeg kan forstå, at flere tror at både Lolland og Falster er ganske flade. Jeg kan kun sige at I tager fejl. Faktisk findes disse høje skrænter nærmest hele vejen rundt om Guldborgsund. Hvis man tager ud på Sundruten finder man dem spredt hele vejen rundt. Billedet nederst i højre hjørne er taget oppe fra skrænten. Man kan ikke se der er flere meter ned, men man har en skøn udsigt.Her i vores lille smørhul er vi omringet af skrænter uanset hvilken retning vi bevæger os ud i, men det kræver at man stiller bilen og begiver sig ud til fods langs kysten eller tager en tur i skoven ad de små stier. Der findes også høje skrænter på Falsters østkyst bl.a. ved Pomlenakke og Hesnæs.
I morges, da jeg åbenbart var færdig med at sove, stod jeg op, kogte min havregrød med jordbær fra fryseren, og begav mig ud på en tidlig frisk morgentur, i det område jeg render mine næsten daglige ture, og også tager mange billeder fra, med eller uden skrænter. Den anden dag var det så højvandet, at jeg måtte gå oppe i skoven, hvad jeg også for det meste gør, fordi terrænet trods alt er mere jævnt, og det er deroppe man har den smukke udsigt. Vandreturen langs vandet i det gode vejr, måtte jeg droppe fordi det var højvandet, og man kun kunne komme forbi i vaders. I dag kunne mine vandrestøvler lige nøjagtigt bunde, så jeg kunne komme udenom de træer vinteren og Bodil har fjernet fra skoven. Mens jeg gik der og nød fuglenes fløjten med disen hængende over horisonten og solen skinnede i det stille, blanke vand, kunne jeg ikke lade være at synge sangen, der netop handler om vores landsdel. Guldborgsundvalsen er så smuk så smuk og så sandfærdig. Efter en times vandring gik jeg hjem og drak min morgenkaffe.

En blæsende søndag og en efterlyst bageopskrift

Både fredag, lørdag og søndag har det været ret stormfuldt her på øen. Søndag kørte jeg en tur i gartneriet så snart de åbnede, for at købe lidt primulaer. Der røg også en potte med vibeæg med hjem. Jeg fik gravet det hele ned mellem roserne, så nu står det og lyser fint op derude. Jeg blev i haven et par timer. Vimsede lidt rundt derude og nød synet af de små påskeliljer, violerne og alt det andet der står lige på spring. Jeg fik også fjernet lidt af det grønne tæppe, som slet ikke skal være der. 











Efter en tår eftermiddagskaffe, kørte vi os en lille tur, fordi der var noget vi skulle holde øje med. På vej hjem løb disse 5 dyr inde på marken, tæt på bilen. Se, stop, stop, se, siger jeg til Allan, som kigger den anden vej. Dyrene nåede at løbe langt væk, inden jeg kunne fange dem i kameraet. Om aftenen kunne jeg mærke at vinden havde bidt i kinderne. De var godt røde og sådan en gang blæst bliver man dejlig træt af, især når man igen er inde i varmen. 
I morges spurgte jeg Allan om han ville med ud og gå en tur i en af de skove der ligger lidt fra os, når jeg havde fra fra arbejde. Vi havde let aftensmad, så han skulle så bare være klar når jeg landede. Vi kender kunder skoven fra landevejen, og ikke den indre skov og dens stier. Utroligt så hurtigt at skoven forandrer sig i denne tid. På få dage skifter skovbunden farve fra brun til gørn. Et stort skinnende grønt tæppe lyste op længere fremme. Det var selvfølgelig ramsløg. Anemonerne er ikke så langt fremme i denne skov, som de er i ‘vores egen’ men der var til gengæld masser af kralæggere kodrivere. Vi så også en hule i skoven, men hvem der bor der står lidt i det uvisse, men beboet det tror vi på den er. Jeg tog selvfølgelig disse billeder, og da jeg ville tage et mere, virkede mit kamera bare ikke. Fejlmeldingen er: 'Systemfejl (fokus).' Jeg har googlet, og prøvet alle de foreskrifter jeg fandt på en video på YouTube, men det virker stadig ikke. Linsen forbliver ude når kameraet slukkes, men kører hurtigt ind og ud når jeg tænder for kameraet. Jeg kan slet ikke komme ind i menuen. Ingen knapper reagerer på noget som helst. Øv – jeg kan jo ikke undvære det kamera. Jeg må have Allans med på arbejde i morgen, man ved jo aldrig hvad der krydser ens vej.
__________________________________________________________________________
Karen-Vibeke har spurgt efter opskriften til Malenes æggehvidekage, så den kommer her. Den blev for mange år siden kåret som ugens læseropskrift i Ude og Hjemme.

• 100 g smør
• 250 g sukker
• 200 g mel
• 2½ strøget tsk. bagepulver
• 2 tsk. vanillesukker 
• 2 dl mælk
• 50 g mørk chokolade
• 100 g hakkede nøddekerner
• 4 æggehvider

Smør og sukker røres blødt. Mel, bagepulver og vanillesukker røres i skiftevis med den kolde mælk. De hakkede nøddekerner blandes i dejen sammen med den groft revne chokolade. Æggehviderne piskes meget stive og vendes let i dejen. Kagen bages på en rist på nederste rille i ovnen ved 200° i 40-50 min. Lad kagen stå 10 min. i formen, før den tages ud. Kagen kan pyntes med glasur.

Royal aften i kostalden

På arbejdet har jeg i mange år taget lokalavisen med hjem, så vi kan følge lidt med i, hvad der rører sig i lokalsamfundet på den anden side af Storstrømmen.I avisen faldt jeg over et godt tilbud. Det lød næsten for godt til at være sandt, men det skulle afprøves. Hvis vi begge ville nyde den foreslåede vinmenu til middagen, måtte der en overnatning til fra fredag til lørdag.
Vi har jævnligt været på Bogø, men det har været oppe i byen, som i dag kun indeholder en Brugs, så vi kendte intet til Café Stalden, men bestilte både bord og overnatning. Jeg havde set for mig, at vi selvfølgelig sad ved vort eget lille bord, Allan og jeg, men der var dækket op til 47 personer ved tre langborde, som ved en stor familiefest, så kunne man ellers bare finde sig en plads. Ved en lille ‘velkomsttale’ bød en ‘tjener’ os velkommen. På en god og humoristisk måde fortalte han lidt om stedet og sagde at vi befandt os i kostalden, samt at aftenens foredragsholder Hans Jakobsen også kaldet Jakob, skulle servere for os, men at han ikke selv var klar over, at det var en del af den kontrakt de havde indgået med ham.

I samme øjeblik champagnesuppen blev serveret for os, blev der hældt en pæn slat champagne i hver portion, det nåede jeg ikke lige at få et billede af. Suppen smagte virkelig dejlig, og de var bestemt ikke nærrige med drikkevarer. Både hvidvinsglas og rødvinsglas blev fyldt godt op. De indeholdt i hvert fald mere end en genstand. 

Hovedretten var rådyrfilet, også portionsanrettet. Dog kom kartofler, både helt almindelig hvide skrællekartofler og krydderkartofler ind at stå på bordet, så man bare kunne tage selv. På min tallerken mangler en lille ‘pose’ med svampe i filodej. Det var en smutter på min og naboens tallerken, men vi fik det lidt senere. Hovedretten blev serveret to gange. Anden gang blev det dog fra fad, som gik rundt på afslappet vis, fra hånd til hånd. 
Under middagen fik jeg talt med ‘naboerne’ til min side, samt ‘genboerne’ lige overfor. Begge nogle vældig søde ægtepar. Det viste sig, at den ene kvinde havde været ansat på kontoret i samme bilfirma, hvor Mads var arbejdsdreng for 20 år siden.
Desserten var baba med appelsin-syltede svesker. En meget sød og bastant kage. Ikke lige noget for mig, så jeg spiste bare frugten efter at have smagt på kagen. Det blev tid til at forlade kostalden og trække ovenpå til foredrag med indlagt kaffepause. Her kom vi til at sidde ved et andet ægtepar, som kendte til Allans farbror og tante, som har boet på Bogø. Det var et godt foredrag, krydret med helt private billeder fra 42 års arbejde i kongehuset, både som chauffør og jæger. Hans eller Jakob, om man vil, er en mand der taler stærkt og uafbrudt. Han er i bevægelse uafbrudt, og bestemt ikke kedelig at høre på. Klokken var næsten midnat før arrangementet var slut. Det var dejligt bare at kunne gå nogle få skridt og lægge sig til at sove til klaprende tagplader i den stærke blæst. 
Vi afsluttede opholdet med et stort morgenbord lørdag morgen, sammen med to meget spændende unge herrer, som vi talte lidt med. De kørte i en stor flot Land-Rover, så Allan spurgte om de også arbejdede i kongehuset. Nej det gjorde de ikke, men så noget security, siger Allan. Njaaa, de arbejdede indenfor en slags politi. Lidt mystisk og kryptisk svar. Vi så de ankom til stedet midt under vores middag, men de holdt dem for dem selv og boede dør om dør med os. Vi var de eneste fire der overnattede på stedet. Under morgenens samtale, fortalte de, at de havde kørt rundt i området om aftenen, og inden vi gik til morgenbordet så vi de igen var ude at køre. Jeg har set PET-folk arbejde, og det de foretog dem lignede på en prik dette arbejde. De var i kontakt med nogen næsten hele tiden pr. telefon. Mysteriet er uopklaret, og det bliver det vist ved med at være for os.
Vi har nu erfaret at Café Stalden er et rigtigt godt sted at spise. De går ind for god mad med gode råvarer, men man skal også kunne blive mæt, siger de, og det skal jeg love for man bliver. Der mangler intet. Serveringen foregår på et afslappet niveau, der passer fint til stedet. Det er absolut et besøg værd, men husk at bestille bord, der er rift om stedet. De skulle have 43 personer til spisning kl. 12:00 så de var allerede i gang igen, mens vi spise vores morgenmad.

Nye hverdage og lidt om tiden der bare gik

Siden jeg fik forbud mod skovture, på grund af problemer med mit ‘bagtøj', har jeg pænt lystret, så længe det gjorde ondt at sidde og ligge. Den første søndag i marts forsvandt det problem som dug for solen. Det skulle selvfølgelig straks udnyttes, med en lang tur i skoven. Jeg var lidt spændt på om jeg fik ødelagt det hele, men det gik godt, og det gør det heldigvis stadig. Jeg behøver ikke mere rende på den kedelige landevej, men kan igen nyde mine skovture. Der er stadig ikke meget grønt i skovbunden. Der er langt mere forår her på matriklen, men pludselig vælter anemonerne op, ganske som de plejer, er jeg sikker på.   
Det nye arbejde betyder, at jeg tirsdag og fredag kører hjemmefra en time tidligere end de andre dage, men jeg kommer også to timer senere hjem. De to dage når jeg ikke ud at gå de helt lange ture, men allerede første dag, fandt jeg en måde at kompensere for det på, nøjagtig som da jeg arbejdede i Nykøbing. Jeg parkerer et pænt stykke fra kontoret og starter med en lille gåtur både før og efter endt arbejsdag. Byens gader ligger øde hen om morgenen, og resten af dagen sker der vist heller ikke så meget, i Stubbekøbing har jeg hørt.
Fredag aften var vi til den årlige generalforsamling, hvor jeg sagde ja til endnu et par år som revisor for vores lille grundejerforening og Allan tog et par år mere som suppleant i bestyrelsen. Efter mødet var der hjemmelavede pandekager med is, og vi spillede det sædvanlige bankospil. 
Søndag havde Camilla inviteret til brunch i anledningen af hendes 31 års fødselsdag. Vi lagde hus til. Jeg tilbød at lave en del af det, der skulle laves, men næh, nej, det kunne der overhovedet ikke være tale om. Barnet sagde, det var mere end rigeligt, at vi skulle lægge hus til, med det det indebar. Hun ville komme tidligt om morgenen, medbringende alt det der skulle på bordet, og klare det hele selv. Det var hendes opgave og ikke min, sagde hun. Jeg mente det var nemmere, hvis hun sagde, hvad vi skulle købe ind, så hun ikke skulle slæbe alt det med til Lolland. Hendes svar var nej, og sådan blev det - næsten. Jeg fik allernådigst lov til at bage nogle boller og lave røræg. Æg, pølser, bacon, pålæg, leverpostej, juice, ost, frugt osv. osv. slæbte barnet med fra Kbh. i store tasker. Sidste år kørte vi i en frygtelig snestorm for at nå frem til fødselsdagsbarnet, men i år var vejret helt fantastisk, så eftermiddagen tilbragte vi i haven, hvor vi nød solens stråler. 
Den første purløg er høstet, og inden længe er der også rabarber. Det gode forårsvejr har også fået mig til at hoppe på cyklen, ganske som jeg plejer, når skovstierne er nogenlunde til at køre på. Selvom det er fantastisk vejr, er det stadig så koldt om morgenen, at det kræver både ørevarmere og handsker og en lun jakke. Billedet her til venstere er taget ud over vandet i morges, og samme sted, bare i en anden retning er det nederste med rimfrosten taget.
I eftermiddags hoppede jeg af cyklen for at forevige alle ramsløgene, som er klar til høst og produktion. Det haster dog ikke. Der er tid nok endnu, selvom de første skud er de allerbedste.
På arbejdet får vi et par gange om året besøg af flere revisorer, og det er flere år siden jeg har fået dem forvænt med hjemmebag til både formiddag og eftermiddag. Jeg vil ikke skuffe nogen, så her eftermiddag/aften, har jeg været i bageriet. Det blev til Malenes æggehvidekage samt en kokoskage med chokoladeglasur. De sidste par uger har været rimelig besat på hjemmefronten, og i morgen skal jeg arbejde ekstra længe. Jeg satser på, at der bliver tid i weekenden til at nå en tur rundt i Blogland, for at se hvad der sker hos jer andre. 

Tupperware og min uundværlige bageskål

Tupperwareparty har de fleste af os vist stiftet bekendskab med, både som gæst og værtinde. Længe før jeg flyttede hjemmefra, var det kendt i mit barndomshjem.
Tupperware har altid været populært, og er det stadig. Allerede som stor skolepige købte jeg mine første små skåle, og jeg har dem endnu. Dvs. nogle af dem er blevet ombyttet på den evighedsgaranti der loves. Andre er ikke, fordi man ikke bytter ting, man selv har forvoldt skade på, bevidst eller ubevidst. For mere end 25-30 år siden investerede jeg en den store bageskål, og den har været brugt flittigt. Også til andre ting end bagning. Skålen var næsten ny, da der skulle steges et par hundrede frikadeller, og mor fik stillet skålen for tæt på stegepanden, og jeg fik reddet den inden der smeltede helt hul. Det sidste års tid har jeg ønsket mig en ny bageskål, fordi den nu var begyndt at krakelere overalt indvendig, og bunden havde også en revne, så mit eneste og højeste ønske var en ny bageskål i julegave. Vi har nogle venner, der kender nogen, som forhandler disse varer, så det ville ikke være en umulig opgave at opfylde mit ønske, når jeg nu for en sjælden gangs skyld, virkelig havde et ønske.  
Mit ønske opfyldte Camilla, men gaven betød også, at jeg fik en invitation til et tupperwareparty af samme forhandler S. Det skulle være et noget anderledes party end de traditionelle, fordi hun også sælger ud af  sine ‘gamle’ demonstrationsmodeller. Farve og facon skifter hele tiden. Vennerne ville sørge for transporten, og da der ikke er købetvang, tog jeg med. Jeg medbragte min gamle bageskål, så den kunne blive sendt ind vurdering sammen med en anden meget, meget gammel skål, som stod i Mads´  hus da han købte det. Stjernelåget havde vredet sig, og ikke kunne sættes på. Jeg blev noget overrasket, da S ringede på og afleverede to helt nye skåle til mig og sagde, at de havde godkendt reklamationen, selvom jeg havde gjort opmærksom på ‘brændemærket’ som også var ganske tydeligt. Næsten som det røde låg her ovenfor, som Allan desværre har fået ødelagt. Måske skulle jeg prøve at få det byttet også. Nu har jeg altså to bageskåle, og kan sætte to forskellige brød-bollebagninger i gang samtidig, som jeg lige har gjort her i dag. 
Jeg følger ikke med i hvad der sker på tupperwarefronten, men tænkte at jeg ville købe en lille skål til mikroovnen. Vi har i mange år haft en ikke helt billig mikroovn, men bruger den kun til at lune de hjemmebagte morgenboller, æbleskiver eller den slags. Ved juletid begyndte jeg, til en afveksling, at spise havregrød om morgenen. En ret der aldrig rigtigt har talt til mig, men jeg dør altså af kulde, hvis jeg om vinteren skal spise yoghurt med friske frugter, som jeg ellers gør hele sommerhalvåret. Jeg fik nemlig den ide, at putte en god portion af mine frosne bær i havregrøden, eller et æble skåret i små stykker, inden det bliver sat i mikroovnen i 2 min. Jeg kan gå på badeværelset og der er ingen der skal røre i gryden. Når grøden er færdig kommer jeg 5-6 mandler i.
Jeg støttede S ved at købe en lille skål til at koge havregrød i, samt en EasyRice, riskoger, også til mikroovnen. Det er supernemt. Nu skal jeg bare huske, jeg har den riskoger, for de bliver faktisk rigtig lækre, når de er lavet på den måde, og der er intet der koger over, eller man skal holde øje med. Det eneste jeg er utilfreds med hos Tupperware er, at jeg ikke har mulighed for at holde mig til samme farve, som jeg anskaffede tingene i. Mine øjne bryder sig ikke om den store spraglede farvepalet i mine køkkenskabe eller nogen andre steder, for den sags skyld. Sidste nye farve er lilla, bestemt en flot farve, men hvis ikke S kunne skaffe riskogeren, så den passede til de nye bageskåle, skulle jeg ingen have. 

Spontan invitation, Grevindens nøddetærte og mere

Jeg synes vores nærmeste, samt os selv, har haft nok om ørerne den sidste tid. Noget vi ikke har haft indflydelse til at ændre på, bortset fra at prøve at ruste os mentalt og ellers  bare følge med. Nu ser det heldigvis ud til at bøtten er vendt. De gode nyheder kommer nu i en lille lind strøm til os alle.
Weekenden bød ikke på helt så fantastisk vejr, som de havde lovet, men jeg kom da lidt i haven både lørdag og søndag, for at hive noget af alt det visne og meget grønne op, så jorden kan tørre lidt. Der er godt nok vådt derude. Der blev også tid til at hygge med mor nogle timer, samt rengøring, bagning og vandretur. Et par dejlige dage med ren afslapning, samt glæde på andres vegne, som bl.a. da Mark og vennen lørdag aften var med i tv-programmet ‘Ekstranummer’ på TV2 Charlie. Mark ville ikke synge, men gerne støtte Danny, som også blev aftenens vinder. Gik du glip af dette, bliver det genudsendt den 6. marts kl. 22:30. Du kan også finde deres sang og musik her.
Da jeg læste hos Ellen at de næsten ville køre lige forbi os i går, blev de inviteret til at kigge indenfor. Vi spiste et ganske almindeligt måltid mad. Som afslutning på måltidet havde jeg bagt Grevindens nøddetærte, også kaldet Tarte aux noisettes, efter en meget gammel opskrift. Som altid var det nogle ganske hyggelige timer.
I dag var det min første arbejdsdag i det nye job. Jeg har prøvet at få afskedsgaver, men aldrig velkomstgaver. Jeg blev modtaget, eller rettere sendt hjem, med en flot buket af chefen, og et velkommen til firmaet. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det er et sted jeg vil befinde mig rigtigt godt. Mit hoved er fyldt pænt op i dag med nye indtryk, så jeg tror jeg sover rigtigt godt i nat. Det passer mig særdeles glimrende.

Heldet følger en vis slags mennesker

De sidste par måneder har jeg brugt en del energi på at søge job. Uopfordrede, vel at mærke, fordi der ikke er andet er søge. Skal ret være ret, så har der været to opslåede stillinger, som jeg selvfølgelig også har søgt. Jeg nåede til samtale det ene sted, og fik afslag på det andet fredag i sidste uge.
Da jeg ikke gad det cirkus jeg havnede i 2 mdr. sidste år, har jeg ikke meldt mig delvis ledig. Jeg har altså selv betalt hver eneste af mine ufrivillige fridage, som der bare blev flere og flere af de sidste 3-4 måneder. Ingen skal tvinge mig til at opsige et arbejde, jeg er rigtig glad for, for at blive arbejdsløs på fuld tid. Der er alligevel ingen hjælp at hente i systemet. Kun en kosten rundt i manegen til ligegyldige og tidsspildende opgaver, hvor jeg alligevel faldt uden for alle rammer og ikke havde adgang til noget, bortset fra jeg havde mødepligt. Jeg kunne altså ligeså godt køre løbet helt selv, og sætte alle kræfter ind på jobsøgning uden at skulle kontrolleres og aflægge ugentlig rapport. Jeg er, og har altid været, interesseret i at finde arbejde jeg kan bestride, men der må også gerne være en smule udfordring, så hjernecellerne ikke går helt i stå. Jeg har kun søgt deltidsjob, der kan passe med det arbejde jeg allerede har, og job jeg virkelig kunne tænke mig. Så længe jeg selv betaler hele gildet, har jeg lov at være kræsen og fordringsfuld. Jeg har oprettet mig i diverse jobdatabaser og brugt mit netværk. Jeg har brugt utallige timer på ‘bare' at finde nogen, som jeg kunne sende uopfordrende ansøgninger til, i håbet om at der var bid et eller andet sted derude. 
Onsdag den 19. februar røg denne mail afsted, sammen med mine anbefalinger og mit CV.
Jeg har altid haft to job, og har sidste arbejdsdag i virksomhed nr. 2 nu fredag den 21. februar. Heldigvis har jeg stadig mit arbejde på ………………… som jeg passer på 25. år, 3 dage om ugen.
Jeg er altså på jagt efter et kontorjob, der svarer til ca. 2 arbejdsdage om ugen, og håber I kan tilbyde mig noget.
Vedlagt fremsendes udtalelser fra nuværende arbejdsplads, samt fra de to sidste jeg har haft.
Jeg skriver gerne en rigtig ansøgning og uddyber nærmere, hvis det ønskes.
Fredag den 21. februar dukkede der en mail op. Jeg var velkommen til en uformel snak, men skulle lige ringe først, men de turde slet ikke lovet mig noget. Mandag morgen ringede jeg straks og aftalen blev at jeg skulle komme fredag morgen i går til en tår kaffe og en snak. Der havde slet ikke været tale om flere ansættelser, men mine papirer talte til dem. Inden jeg gik derfra, var jeg ansat og skal starte på tirsdag. Jeg havde selvfølgelig håbet og ønsket, at dette ville ske, men turde slet ikke regne med det. Et spændende og meget alsidigt job, venter mig. Jeg skal arbejde med ting, der sidder på rygraden, men jeg skal også kastes ud i rigtig mange helt nye ting. Noget jeg end aldrig har hørt om før. Min nye chef sagde hun rigtigt godt kunne lide min fremgangsmåde, og var vældig glad for at jeg havde tænkt på dem og takkede flere gange, hvortil jeg sagde, at jeg bestemt også var glad for jeg fandt dem, og at det var mig, der takkede. Jeg, der ikke har haft en ‘rigtig’ arbejdskollega, de arbejder udenfor huset eller langt fra det rum, jeg sidder i, de sidste 25 år, får nu hele 5 af slagsen. Det bliver også noget helt nyt.