LDS, DIY, GDS, homemade eller bare hjemmelavet.

Kært barn har mange navne.
Som mange af læserne allerede ved, så holder vi meget af gør-det-selv projekter her i huset. Hvorfor betale sig fra det, når det er sjovt at lave det selv.
Nogle aftener i november, da jeg alligevel skulle finde vlieseline til de butterfly, jeg havde lovet at sy til Camillas ‘drenge’, kastede jeg mig over stofresterne, for at se om jeg kunne få udryddet nogle af dem.
Derefter fulgte endnu et par aftener ved symaskinen, og en hel søndag blev også revet ud af kalenderen til samme formål. Det kom der lidt forskelligt ud af.
Der lå en del velour, så jeg havde fundet et mønster på et par små sko, eller baby slippers. Skoene blev syet i dobbelt stof, så de er dejlige tykke og bløde.Rib har jeg også liggende i mange farver. Der skal sys flere af den slags af det sidste velour.
Hver gang jeg mødte et stykke stof, som jeg havde en lille ide om, hvad det kunne bruges til, blev det lagt i en bunke for sig. Der var rigeligt med stof, for og vlieseline til en kosmetikpung, eller hvad man måtte ønske at bruge sådan en boks til, men havde jeg nogen lynlås der matchede? Jo, heldigvis,for så kunne det projekt blive udført.   
En lille kurv, foret og stivet af med vlieseline. En hurtig opgave, så der blev lige lavet en til i en mindre udgave. Der er flere rester der sikkert kan bruges til det, hvis ikke jeg finder andet at bruge resterne til.
Der var stadig rigeligt med stof tilbage fra kosmetikpungen, men jeg havde kun en lynlås der matchede det stof, så toilettasken måtte blive derefter. Det blev en pæn stor toilettaske med indvendige lommer.
Jeg har også hæklet og strikket lidt, men det forbliver en hemmelighed, da det er julegaver. Man ved jo aldrig hvem der læser med her.
Allan har også været i gør det selv hjørnet. Selvom det mest er mit domæne, så er det hændt nogle gange, i det forløbne år, at jeg er kommet hjem fra arbejde, og duften af nybagte boller rammer mine næsebor, så snart jeg lukker yderdøren op.  Den seneste portion fra hans side, var surprise på mere end en måde, idet bollerne slet og ret hedder surprise. Det var han sluppet vældig godt fra. Opskriften fandt han i min mappe med opskrifter fra Amo og Gluten.

Visittaske og butterfly, lavet udelukkende af genbrugsting

Det var slet ikke det jeg skulle sy. Jeg skulle bare lige finde en stofrest, jeg kunne lave en prøvesyning af, inden jeg begyndte at klippe i det specielle stof, jeg købte under et miniophold i Lübeck i efterårsferien..
Enten var stoffet for godt og for stort til, at jeg nænnede at klippe det i stykker, eller også duede det slet ikke til formålet. Jeg nåede ikke helt til bunds i lageret, da jeg faldt over en skindrest, der stadig var i overskud fra en gammel taske, efter jeg fik syet kameraetui. Den rest er da ikke til noget, tænkte jeg, men nænnede alligevel ikke at kassere det. Der lå også nogle spænder, jeg har klippet af et par støvler, inden de blev kasseret. Skindstumperne blev vendt og drejet. Pludselig var ideen der, så jeg gik i gang med at sy af stumperne.

Den største stump målte kun 20 cm hvor den var bredest, så det var stumper, og den stump blev klippet midt over, og en bund sat i. Ud over disse små skindrester, blev der genbrugt en lynlås, to spænder fra et par kasserede støvler, en taskering. Foret er et kasseret skørt. Så manglede jeg bare hanken. Jeg synes ikke, jeg kunne finde noget der passede og sagde det højt. Æv altså. Så rejste Allan sig fra sin kryds og tværs, uden at sige noget, men kom tilbage med en USB-nøgle med den fineste snor i. Kan du bruge den? Ja, må jeg få den? Ja, jeg har nok noget andet, jeg kan sætte i den her, siger han. 
Sådan fik jeg, for et par uger siden, det meste af en regnfuld søndag til at gå. En af de søndage, hvor vi ikke rigtigt gider foretage os noget, udover at gå ture og lave andet ‘ingenting', fordi vi igen var kommet alt for sent i seng. Jeg havde været til julefrokost i chefens private hjem, hvor vi hyggede 11 personer, og Allan var, som altid min trofaste chauffør både ud og hjem. 

For endnu længere siden, sidst i oktober, sendte Camilla en MMS. Jeg nåede kun lige at se billedet, før jeg havde hende i telefonen.
Hej, mor! Jeg har lige sendt dig et billede.
Tror du, det er noget, du kan lave? Jeg skal til noget juleskue, om lang tid, så den skal være rigtig postkasserød.
Det mente jeg nok jeg kunne klare.
Selvfølgelig havde jeg ikke noget postkasserødt, men jeg kunne da sy en prøve, så hun kunne godkende størrelsen, når vi sås om et par dage. Umiddelbart mente jeg selv, den nok var blevet for lille, da den ikke var meget længere end en kuglepen, men da Camilla så den, sagde hun den var alt for stor. 
Det tog ikke mange minutter at lave en ny som straks blev godkendt. Så skulle jeg bare have fat i noget rødt stof. Husk nu det ikke haster. Jeg skal først bruge den en gang i december, så du skal ikke få stress af det. Så vigtigt er det altså ikke. Efterfølgende har Camilla skrevet, at juleskuet er aflyst, så hun fik ikke brug for butterflyen denne gang, men at den alligevel ville være rar at have.

Faktisk har vi fået en lille stofbutik her i byen. Helt uhørt. Hun opkøber fra diverse overskudslagre, og har kun åbent to hverdage om ugen. Hende har jeg besøgt, men hun havde ikke noget.
I torsdags, da jeg gik hjem fra arbejde, ville jeg lige runde stofbutikken i Nyk. F. for at få fat i det røde stof. Tænk, så lå den der bare ikke mere. Lukket og slukket! Eller bare flyttet! men hvorhen? Jeg travede gade op og ned for at finde den, men stødte ikke på nogen. Da jeg sad i bilen, slog det mig pludselig, hvor jeg havde set en ny stofbutik. Jeg har endda været derinde, for at se hvad de havde at byde på. Jeg må derind snart igen. 

Tomater og en aftentur i lokalområdet

Jeg faldt for tomatplanten Indigo Rose i forsommeren. Den ser flot ud i farven, men lever slet ikke op til den smag man prøver at sælge den på. For at sige det som det er, så smager den overhovedet ikke af noget som helst. Derfor blev en stor del af dem omsat til tomatchutney, med det jeg havde ved hånden, sådan en regnfuld søndag.

Tomater, bananløg, sukker og chili. Rød- og hvidvinseddikeflaskerne blev tømt, og jeg supplerede med en god æblemost, et par spsk. gule sennepskorn og lidt salt. Det fik lov at stå og simre mellem en hel og en halv time, inden det blev fyldt på glas.
Der var blevet alt for meget lage i overskud. Derfor lavede jeg en portion mere af nogle af de store grønne tomater, fra den ranke der knækkede. De ville nemlig ikke modne. Selvom jeg puttede nogle modne gule tomater i, havde det en kedelig farve, så der røg nogle rosiner i, selvom det ikke lige er min hofspise.
Det er ikke så underligt, at den ene tomatplante knækkede i ferien. De gule tomater, også kaldet Lemon Boy, kan blive ret store. En enkelt tomat vejer over 450 g. Det er den største jeg endnu har høstet. Generelt synes jeg, at store tomater med mere kødfylde end kerner, er ret smagsløse, men disse smager rigtigt dejligt.    
Gul Sungold er en skøn lille sherrytomat, men Black Sherry, som er en ny sort her i huset, slår den med mange point, efter min smag. Navnene er mest for min egen skyld, så jeg kan huske det til næste år. Vi har selvfølgelig også almindelig røde tomater Gimini. Det er en sølle plante i år, der ikke giver ret meget, men så er det da godt at de tre bedste, er de der giver allermest. 
Jeg havde igen fået samlet et lager, som blev omsat til tomatsovs. Tomater, laurbær, chili, hvidløg, en sjat vin, salt peber og frisk estragon.
Den færdige sovs, får I ikke noget billede af. Den ser nemlig noget blegt ud, fordi der ikke er en eneste rød tomat i. Det blev altså en gul tomatsovs, som blev fyldt på glas. Lidt blev brugt til madlavningen samme aften. Søndag var ikke bare den sidste feriedag, men også den sidste sommerdag i denne omgang, så det passede helt perfekt at jeg fik brugt det meste af den indendøre.
Det regner så stadig, dog kun bygevis, godt nok nogle kraftige nogle ind imellem. De er ikke meget sommer i luften. Mandag havde Allan tændt for varmen til jeg kom hjem, fordi han mente jeg måtte fryse, men det blev der hurtigt slukket for igen. Jeg havde ingen problemer med at holde varmen, sådan som jeg havde moslet mig igennem strid modvind og en voldsom regnskylle, samt lidt torden i det fjerne. 
Tirsdag er det bildag, og det betød at jeg havde brug for at gå en tur og få blæst hovedet igennem efter spisetid. Du vil vel ikke med, spørger jeg Allan. Jo, det ville han faktisk godt.
Man er ved at lave et meget, meget langt dige, som går helt ind i skoven. Bodil ikke bare oversvømmede huse, men hun kom helt ind i skoven og rev træer og alt anden vegetation væk. Midt i billedet til højre er en pæl, hvor det gule mærke indikerer to meter over daglig vande. Diget er imponerende langt og snoet, og de er slet, slet ikke færdige. Det bliver spændende at se, hvordan landskabet bliver, når det står færdigt.

På aftenens gåtur mellem regnbygerne faldt blikket også på denne bil med øjenbryn, som det kaldes, selvom jeg mener øjenvipper må være mere rigtigt. Der var også fugleliv. Disse svaleunger, blev pludselig meget stille, både i bevægelse og lyd. De er vist snart ved at være flyveklare.

På stoffer, plejeområdet - nu forladt og helt alene

Jeg har længe haft en stor trang til at sy. Det er ikke ideer og lysten jeg mangler, men kun lidt tid. Vores bærbare computer, manglede en taske. Selvom jeg stadig har en del stof liggende, var der intet der kunne bruges. Allans krav var ensfarvet, sort eller blåt. Jeg manglede også noget polstring, men stof til for havde jeg masser af. Hele weekenden har jeg brugt på sjove ting, og jeg har hygget mig.
Jeg havde intet mønster, men målte og klippede efter computeren. Indvendige lommer blev syet i til musen og andre småting. Til sidst en lynlås, så vi kan lukke for det hele. Der blev et lille stykke stof tilbage. Af det syede jeg mig en taske, som jeg kan have min vanddunk, frugtboks og madpakke i, når jeg kører på arbejde. En fin lille størrelse.





Jeg fik sømmet nogle arbejdsbukser op og lavet et lille etui til mine hæklenåle af en silkerest. Aftenen står som regel på strik, og i den sidste tid har det været sokker, men forandring må der til. Det tog ikke mange timer før et par tøfler var helt færdige. De er strikket i dobbelt strømpegarn. Bindebåndene er syet fast. 
Ind imellem dette håndarbejde, har jeg også hygget mig i køkkenet. Da jeg både havde pærer og marcipan, der skulle bruges, bagte jeg en rigtig lækker pærekage. To pakker gær i køleskabet skulle også anvendes og jeg mente også jeg havde noget groft mel, der skulle udryddes, men der var kun hvedemel i skabet, så en ganske almindelig portion bolledej blev tilsat havregryn og lidt finthakkede æblestykker. Lette, luftige og mættende blev de.
Jeg har tit skrevet om den hokkaidogratin jeg laver, men aldrig bragt opskriften. Flere søger på den, men må gå forgæves. Nu er den her.
Siden mor kom hjem fra Rigshospitalet i tirsdags har hun opholdt sig hos os. Hun har dog været til “aflastning” hos søster 1, nogle timer et par gange i løbet af ugen. Det går stadig fint med mor, hun kommer selv op og ned i sengen, men hun kan ikke selv tage tøj af og på overkroppen, for slet ikke at tale om det “korset” hun skal være snørret ind i, i en hel måned. Det generer hende, så vi jeg tager det af hende 2-4 gange dagligt,  og sætter det på igen, også bare for at give hendes krop lidt luft. Den træthed de sagde hun ville møde, har meldt sin ankomst, så hun hviler, siger hun selv, men vi ved hun snorksover et par gange eller tre om dagen/aftenen. Når vi går ture, er hendes gang allerede hurtigere og helt uden pauser. 
Allan havde jo vundet det mini-cruice for to til Oslo. I dag er han taget afsted på en lille velfortjent ferie helt alene, så i formiddags blev mor igen afsat til søster 1, som kører hende til strik i Røde Kors. Når det er forbi, afleverer hun hende hos søster 2 til aftensmad og natlogi. Søster 2 kører hende til læge i morgen, hvor hun skal have fjernet sting. Jeg henter mor igen hos søster 2, i morgen når jeg har fri fra arbejde. Det kræver lidt koordinering at få det hele til at gå op i en højere enhed. Mor håber at lægen siger hun må tage korsettet af allerede nu, og hvis hun får lov til det, bliver livet lettere for hende og os. Hun kan flytte hjem til sig selv, og vi kan nøjes med at handle, gøre rent, vaske tøj og den slags for hende de næste 4-6 uger. Det er ikke fordi hun er en belastning, men jeg vil gerne have min hverdag tilbage, så jeg stornyder denne aften i helt stille omgivelser.  
Opdatering: Tirsdag fik mor lægens ord for at tage korsettet af, på den betingelse at det blev udskiftet med en sports-bh, som hun skal have på 24 timer i døgnet. Valget var mellem pest og kolera, mente mor, men hun og søster var ude at investere i det nye klædningsstykke, så nu kan hun selv tage bluse på også. 
Torsdag: Nu tæller hun dagene, til hun må køre bil igen om små 14 dage. 

En udtjent skindtaske bliver til nyt kameraetui

Min uundværlige taske var efterhånden godt slidt og begyndt at gå op i syningen. Jeg havde faktisk lige bedt Allan om at smide den i skraldespanden, når han alligevel skulle forbi. Der gik ikke mange minutter, før jeg ytrede, at jeg nok havde fortrudt, hvorefter han sagde, at det ikke var noget problem, da den lå øverst og ikke kunne have taget skade af den tur.
Mit gamle og langt fra kønne etui skulle bare være midlertidig. Tasken blev hentet ind, og jeg gik i gang med at klippe den i stykker. Det slidte og grimme skind blev kasseret. Det var lidt af et puslespil at få skindet til at række til et nyt etui, der var stort nok til at rumme kameraet. Mellem for og skind blev engangsvaskeklude brugt som polstring, så kameraet er godt beskyttet. I gemmerne fandt jeg en skindknap. Etuiet står mig i 25,- kr. for noget skindlignende kantebånd. Lynlåsen i Allans lige så uundværlige rygsæk var også gået i stykker. Selvom det er en dyr taske, gad jeg ikke bikse med at sætte en ny lynlås i, fordi det indebar at tasken skulle sprættes op. Prøv at gå til en skrædder og forhør dig om, hvad det koster at få sat en ny lynlås i. Jeg tror dog, at du skal regne med at købe en ny rygsæk. Allan kom hjem, og sagde at skrædderen ville prøve at reparere lynlåsen. Reparere? Hvordan kan han dog det? Lynlåsens tapper er jo gået helt ud af facon. Det vidste Allan selvfølgelig ikke noget om, men det ville koste nogle få kroner.
Det er godt håndværk. Reparationen kan overhovedet ikke ses. Jeg er imponeret. Tænk hvad man kan få for 75,- kr. En ny rygsæk magen til, ville koste en lille tudse. Det kan altså godt betale sig at reparere og genbruge ting.
Den sidste tid, har jeg tit tænkt på, at min japanske vognlygte, jeg kender kun blomsten ved det navn, til forveksling ligner ananaskirsebær. Hvis man kan forveksle ramsløg og liljekonvaller, kan disse også. Jeg har ikke i sinde at smage på blomsten, men jeg spiser med glæde mine ananaskirsebær.

Mums, de er altså gode. Meget større og bedre end dem man køber, men sådan er det jo altid. Der er rigtigt mange bær på, men de modnes ikke i hobetal, så jeg kan sagtens nå spise op hver dag. Jeg er spændt på om de alle kan nå at modne, for der er rigtig, rigtig mange grønne.

Det syder og bobler i køkkenet

Lige inden vi tog på ferie, kunne jeg se, at jeg var nød til at få gjort noget for at få tømt ud i tomatlageret, både det der var høstet og det der var høstklart. Det er jo ikke meningen at det skal gå til spilde, det jeg har sået og plantet. Jeg fik lavet 10 liter tomatsuppe til fryseren. Den store gryde blev fyldt med forskellige tomater, pebre, løg, chili og hvidløg. En smule vand og lidt bouillon, som stod og simrede, hvorefter det blev blendet og kørt igennem en sigte og lagt i fryseren. Nu er det let at smage til med fløde, krydderost og andet indhold til noget let mad senere. Suppen skal nok få ben at gå på. Vi elsker tomatsuppe, og Camilla kom til at savle, da jeg nævnte det for hende.

Da vi tog afsted, plukkede jeg alt hvad der var høstklart i drivhuset. Agurker, pebre og knapt modne tomater i massevis blev slæbt med på ferie. Der var gratis salatskål til os på hele turen. Derblev dog suppleret med oliven og feta. Selvom Camilla var hjemme i weekenden, og jeg bad hende om at tage alt det, hun kunne tænke sig i drivhuset, var der rigeligt at høste da vi kom hjem, så det er de sidste dage af ferien gået med. Der var knækket en stor gren af peberbusken, og da der i forvejen er lagt en masse peberterninger i fryseren, syltede jeg en portion.  

Der sad stadig en masse røde og hvide ribs, samt en smule solbær tilbage på buskene, så 4½ liter blandet saft er kogt og fyldt på flasker. Vi drikker ellers kun postevand for at slukke tørsten, men hjemmelavet saft kan altså godt glide ned.  

Det er efterhånden et par år siden jeg har lavet pickles. Sidste år savnede jeg min sennepspickles, så derfor skulle det laves i år, men sennepspulver er ikke hvad det har været.

Camilla havde et ønske om jeg ville sy et par nye albuebeskyttere til Bacchus, da de andre var slidt op. Nu er der produceret to sæt til vi ses meget snart. Der røg endnu et stykke stof fra lageret. Så ligger det ikke og fylder op.
I morges da jeg gik i drivhuset, var der knækket to store grene af min gule snackpeber. De kommer på grillen til aftensmaden. Agurkerne har bredt sig lige så meget som sidste år. Ananaskirsebærrene fylder en fjerdedel af drivhuset. Jeg anede ikke, det blev så stor en plante.  Desværre er der også knækket en stor gren af den. Alle agurkplanterne blev revet op.
Ananaskirsebærrene kan nu få lov at brede sig endnu mere. Det første bær blev prøvesmagt for længe siden, og nu begynder de at modne jævnt.
Jeg har syltet agurker. Lagt i fryseren til agurkesalat. De bitte små af dem bliver til en lille portion cornichoner. Jeg har hygget mig med disse gøremål. Haven og rengøringen har jeg helt sprunget over, det har været for tørt og varmt, og det var ikke lige det jeg havde lyst til at kaste mig over i ferien. Jeg har kun passet mit drivhus, og af og til bukket mig ned og hevet en håndfuld ukrudt op på min vej. Heldigvis er ukrudtet ikke skudt afsted i raketfart p.g.a. det manglende vand. Bloggen har også taget en pæn del af tiden, men her bliver det altså også hverdag igen. Jeg gider ikke lave mere i dag, så jeg tog cyklen og fik lidt luft under vingerne. Weekenden og ferien afsluttes med familiehygge blandt fætre og kusiner, så nu skal jeg bare finde lidt let og luftigt tøj til os begge, for det bliver vist en varm fornøjelse.