Det er længe siden vi har haft en weekend, hvor der ikke var aftaler i kalenderen, men sådan en har vi lige haft nu. Den havde jeg glædet mig til. Ikke fordi der har været noget i vejen med nogen af weekenderne de sidste par måneder. De har nemlig alle været fyldt med en masse forskelligt godt, sjovt og interessant.
Der er mange grunde til, at jeg for mange år siden fik minimeret urtehaven kraftigt, og fik fjernet en masse bærbuske og frugttræer. Jeg kan nemlig ikke tåle at se noget gå til spilde. Alt skal reddes til vinterforråd, men der er trods alt grænser for, hvad to mennesker kan nå at spise på et år. Det er denne redningsaktion en stor del af min weekend er gået med.
En masse tomatsuppe er lavet til fryseren og hindbærrene er også plukkeklare fra nu af og til frosten tager dem.
Selvom jeg i mange år har holdt vores træer nede i plukkehøjde, og ikke har uanede træer og buske, men blot et enkelt æbletræ og et pæretræ, så har vi alligevel rigeligt til at være selvforsynende, af det jeg nu har valgt at have i haven. Træer og buske bliver ikke sådan udskiftet fra år til år, men det gør urtesagerne og drivhusets udvalg til gengæld.
Men, men, men, så er der jo alle naturens milde gaver langs hegn og krat, som jeg også har det svært med ikke at redde en stor del af. Det er et evigt tilbagevendende problem jeg slås med. Jeg er udmærket klar over, at det snerper i retningen af sygelighed.
Hvis nu jeg ikke brød mig om at sylte, bage og eksperimentere, så løste det problem vel sig selv, men jeg indrømmer blankt, at jeg har frygteligt svært ved at begrænse mig. Manglende glas og flasker kan være et mindre problem, men det kan løses. Heldigvis har jeg ikke ubegrænsede opbevaringsmuligheder i skabe og frysere, så på en eller anden måde, er der trods alt sat nogle begrænsninger.
Vi har frygtelig mange æbler og pærer i år, selvom vi, som vi plejer, har gået og tyndet ud. De sidste mange uger er æblerne drysset ned, men også de skal jo reddes. Nedfaldsæblerne bliver løbende samlet op og udnyttet. I lørdags skrællede jeg en hel spandfuld, som blev kogt og lagt i fryseren til vintrens æblekager. Inden længe skal alle æblerne høstes fra træet. Jeg er så småt begyndt, så det ikke bliver nedfaldsæbler alle sammen. De skal dog lige modnes helt først.
Pærerne har vi længe haft travlt med at spise, som de frugter de er. Jeg har foræret en del væk allerede. Når de er modne, bryder vi os ikke om den form for frugt. Selvom vi holder af pærevælling, så er det ikke noget, der skal stå på menuen hver uge hele vinteren, men de er gode i kager og i madlavningen. De skal dog stadig være hårde og sprøde.
Da mor, som lider lidt af samme 'sygdom', men ikke mere kan lave noget selv, spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig, nogle af de mange flotte paradisæbler hun havde, var jeg allerede fristet, men lovede ikke noget. Jamen hvis du vil have nogen, skal du nok skynde dig, inden de alle falder ned. Jeg var på besøg i weekenden, men tog ikke et eneste med hjem, selvom fristelsen var stor.
Det er jo også tid for høst af brombær, som jeg endnu kun går ude i naturen og fylder i min mave. Det er også tid for høst af hyldebær. Der lokkes hele tiden med fristelser.
Jeg ringede til vennerne og spurgte, om de gav en tår kaffe om søndagen. Vi skulle være velkomne. Senere blev der ringet tilbage, om vi ikke havde tid og lyst til at spise med, når nu vi alligevel kom. Det ville vi selvfølgelig gerne. Jeg ville så komme med kagen, da det var en god anledning til at få ryddet ud i min pærebeholdning. En stor portion pærer blev derfor skrællet og kogt, hvorefter jeg lavede en pærekage, efter samme model, som man laver en gammeldags æblekage. Den blev pyntet med mit hjemmelavede rosengele. Aftenens menu, var bl.a. hjemmefanget ørred.
Vi kan sove længe. I hvert fald sammenlignet med så mange andre, og med dengang vi havde hjemmeboende børn og Allan også var på arbejdsmarkedet, hvor vi stod op klokken 5:15, men selvom det er 6½ år siden, er det ikke lykkedes mig at få mit indre vækkeur omstillet. Selvom det fungerer udmærket, siger mine erfaringer mig, at jeg sover bedst med den sikkerhedsforanstaltning, at vækkeuret er sat til at ringe. Det er dog ikke sat før til kl. 6:30, men som regel er vi allerede oppe på det tidspunkt. Det er utroligt sjældent, det når at give lyd fra sig.
Mit liv er i alle henseender en blandet landhandel, både hvad job og fritid angår. Nøjagtig sådan er mine morgener også. Dem er der ikke meget rutine over. Badeværelset bliver selvfølgelig vendt og jeg kommer i tøjet, men om det er det første der sker, når jeg vælter ud ad sengen, eller det er i sidste øjeblik, afhænger helt af hvad jeg kaster mig ud i om morgenen.
Kaffetjansen er og har altid været Allans. Han skal helst have noget indenbords i det øjeblik han stiger ud ad sengen, mens jeg sagtens kan vimse rundt i en time eller mere, inden jeg sætter mig til bords. Det gør jeg så. Altså vimser rundt, i hus eller have og tager mig af småting, som at fodre vaskemaskinen og evt. akutte ting, der pludselig er dukket ud ad det blå. Hvor meget tid jeg har til det om morgenen, afhænger helt af hvornår jeg er færdig med at sove. Måske går jeg mig en lille morgentur, bager boller, forbereder aftensmad eller laver andre køkkensysler. Mens jeg spiser min A38 med friske frugter og drikker min morgenkaffe og spiser en halv ostemad, bliver der ofte læst blogge, tjekket mail, strikket, løst kryds & tværs, mens jeg ser morgen-tv.
Mandag, onsdag og fredag er det cykeldage. Jeg elsker mine cykelture på godt 6 km hver morgen, og ind imellem cykler jeg også hjemmefra i så god tid, at der er tid til at hoppe af cyklen og gå på fotosafari, eller bare nyde skoven og dyrene ekstra. Da Allan forlod arbejdsmarkedet begyndte jeg i højere grad at leve en privilegeret tilværelse. Han sætter en ære i at trække min cykel ud til mig hver morgen.
Mit arbejde er lige så afvekslende som resten af mit liv. Jeg har frihed til at vælge hvordan min arbejdsdag skal se ud. Selv efter 27 år på samme arbejdsplads, er og bliver det aldrig kedeligt. Når arbejdsdagen er slut, nyder jeg igen cykelturen hjem. Måske tager jeg på en lille udflugt ud ad andre skovstier, inden jeg kører hjem. Eller jeg stiller cyklen for at høste et eller andet på min vej. Naturen har jo et overflod af alt, som jeg fristes af.
Tirsdag og torsdag ligger arbejdspladsen noget længere væk. Derfor tager jeg bilen, som altid er køreklar i mere end en forstand. Jeg kan sagtens køre bilen både ud og ind ad garagen. Det er ikke det store arbejde at trykke koden til den elektriske port for at få den til at køre op, men også her sætter Allan en ære i det arbejde. Han kører altid bilen ud, og sørger ligeledes altid for at der er fyldt brændstof på. De sidste mange år, er det forsvindende få gange, jeg har prøvet at fylde brændstof på en bil. Er bilen af en eller anden grund nødt til at overnatte ude i sne, kulde og frost, eller jeg skal køre i bil nr. to, som altid holder ude, så er ruderne renset, bilen er startet, og der er dejligt tempereret at sætte sig til rette. Det hænder, at Allan skal tidligere afsted end mig, til en eller anden aftale, men jeg er heldigvis ikke hjælpeløs og kan sagtens klare mig selv.
Fredag er kort arbejdsdag. Her lukker og slukker jeg kontoret kl. 14:00 for at holde weekend.
De timer der er tilbage efter endte arbejdsdage, bliver fyldt ud med mange forskellige ting. Nøjagtig som om morgenen, men dog med andre muligheder, da der trods alt er længere tid at gøre godt med. Jeg hader at spilde tiden, og duer ikke til at sidde og glo huller i luften. Da jeg var yngre, gik jeg til sport og andre fritidsinteresser. Tog til møder, og endda på arbejde i mange timer. I dag ser det anderledes ud. Jeg vil helst ikke have hverdagene booket med aftaler. Jeg kan godt lide, at der er frit slag på alle hylder, til at gøre hvad der passer mig. Jeg vil gerne selv være med til at sætte kulør på min dag, så den passer til mig. Det gælder om at gribe nuet. Hvad der var godt og sjovt i går, kan hurtigt ændre sig til ikke at være særlig interessant i dag.
Som jeg skrev her, skulle vi bare have en overnatning et eller andet sted, hvor vi kunne få en oplevelse med hjem.
Valget faldt på Postgården i Fredericia, fordi han gerne ville se minibyen, som han havde læst eller forstået, var en større håndværksmæssig oplevelse end Kjøge.
Allerede da vi ankom til hotellet, bemærkede vi, at det var noget helt specielt over stedet, og at dette besøg i sig selv var en oplevelse. Vi vidste med andre ord hurtigt at vi skulle på opdagelse.
Da vi havde tjekket ind, gik vi ned i restauranten for at se om de havde noget lækkert på menukortet. Vi valgte kokkens menu, og blev bestemt ikke skuffet. Mange gæster valgte dagens ret. Den så bestemt også lækker ud, og det var tydeligt, at folk var ret begejstrede for maden, uanset hvad de fik serveret for deres penge.
Postgården er et gammelt hyggeligt sted med gamle møbler, der passer til omgivelserne, og en imponerende samling af kaffekander, kagefade med ører, platter, malerier og en stribe billeder, der hver indeholder en del af en rørende fortælling om Moderen med barnet. Kongeligt porcelænsfigurer samt sølvkander og skåle. Hver gang havde sin egen genre. Et eksempel er en H. C. Andersen gang. Det er umuligt at vise det hele. Billederne lever heller ikke rigtigt op til stemningen.
Næste morgen var der morgenbord fra kl. 6, ikke fordi vi er nede SÅ tidligt, men det passer os ganske fortræffeligt, at man kan få morgenmad serveret før kl. 8. Morgenbordet var udmærket og havde et pænt udvalg af mælkeprodukter, pålæg, ost og frugt. Der manglede bestemt ikke noget, men brødet kunne ikke måle sig, med det vi fik serveret til aftenens menu.
Da vi forlod morgenbordet gik vi på opdagelse i alle hotelgangene, hvor meter efter meter under loftet, var fyldt op med kaffekander og andet. Vi havde tidligere talt med den ene af ejerne, hvor jeg spurgte om han havde tal på hvor mange kaffekander han havde. Svaret var nej, men sidst han talte var der godt 500 forskellige. Det samme antal gjorde sig gældende for kagefade med ører.
Bent havde lige fået 38 kaffekander mere, som han gik rundt med på alle gange for at tjekke, om de stod der i forvejen. Der var 'kun' 16 han kunne bruge. Måske kan man, selvom billederne ikke yder det retfærdighed, fornemme stemningen overalt. Hotellet er et besøg værd, og vi overnatter der gerne igen, hvis behovet skulle opstå.
Vi gik en morgentur til havneområdet, hvor vi så os lidt omkring, inden vi gik tilbage til Postgården og tjekkede ud for at være i Minibyen når de åbnede.
Da vi gik gennem billetlågen blev vi modtaget af en venlig herre, der spurgte om vi havde nogle spørgsmål, hvortil jeg svarede, at det vidste vi først, når vi så, hvad der var. Jamen jeg går bare med, siger han. Det var jeg ikke helt sikker på vi ønskede, men sagde ingenting og tænkte, så blev han nok hvor han var, så vi i fred og ro kunne gå og tale om, hvad de måske kunne have gjort bedre.
Jeg må sige, jeg blev overrasket, for manden holdt sig hele tiden i god afstand fra os, så vi kunne gå i fred. Så snart en af os vendte os om, og gik ham i møde for at stille et spørgsmål, kom han straks hen til os.
Det første der slog os var alle de mange tobakslader, som var tilknyttet mange af de små huse. Han fortalte med stor entusiasme om alt. Ingen tvivl om, at manden kendte alt til Fredericias historie, og at han bruger masser af tid på at forske i historien. For nylig fandt han dokumentation for noget fra 1700-og- et-eller-andet, som man ellers ikke kunne finde en forklaring på.
Også i minibyen synker husene og slår revner. Derfor må der drænes. Vi blev meget klogere på hvordan Fredericia købstad så ud i 1849.
Det var virkelig en interessant guide, som dog måtte slippe os ude ad syne, da der kom en flok på 75 børn, som han var nødt til at holde øje med, da han havde mange dårlige erfaringer med sådan et besøg. Det forstår vi godt var nødvendigt. Vi havde også svært ved ikke at blande os.
Ingen af børnene så ud til at være mere end 10 år, men det forhindrede dem ikke i at ryge smøger. De kravlede gennem den lille byport (den episode var, den eneste vi så en af lærerne tage sig af) kastede med sten, løb frem og tilbage og sprang over husene. De pillede ved husene og legede slåskamp på skråningen af de små volde, med det eneste formål at få den anden part skubbet i minivoldgraven. Endelig blev ungerne kaldt sammen af lærerne, hvor de fik lidt historieundervisning. Minibyen åndede atter fred og idyl, men der var vi også klar til at forlade stedet. Vi ville gerne have set de arbejdende værksteder, men de er flyttet et andet sted hen, hvor man skal advisere sin ankomst, men de lukker allerede 11:30 så det kunne vi ikke nå. Så alt hvad vi så, var en der sad og murede og klippede mursten til.
Det begyndte allerede torsdag aften med madlavning til fredagens gadefest, som ikke har meget med fest at gøre, men blot er hygge med naboerne. Vi mødes for at spise, snakke, synge, hygge og spise endnu mere mad. Vi fortsætter så længe vi gider. Sådan har det været i mere end 25 år, og det er mange år siden vi fortsatte til den lyse morgen.
I år var vi hjemme inden midnat. Ingen bor mere end 500 meter fra spejderhytten, hvor det foregår, og hver familie medbringer en ret mad.
Fredag, mens jeg lavede maden færdig, fik jeg lavet en gang tomatchutney. Den jeg lavede sidste år, er vi ret vilde med.
For en kort stund, fik jeg ryddet ud i tomatbeholdningen på køkkenbordet. Et kæmpe glas, og et lidt mindre blev det til i denne omgang. De gule tomater er helt vilde med at yde. Det er nogle kæmper, der fylder godt i gryden. Drivhuset yder næsten det samme som det plejer. Det var bare længe om at komme i gang, fordi jeg plantede så sent. Jeg sylter, fryser og forærer væk, og der står tomat, i en eller anden form, på menuen næsten hver eneste dag.
Lørdag og søndag havde vi lovet at passe unger, mens forældrene tog til 90’er fest i Næstved. Jeg havde lovet at hente ungerne og køre forældrene til toget allerede kl. 10 om formiddagen, mens Allan hjalp med oprydningen i spejderhytten fra aftenen i forvejen.
Der var åben mark på Frederiksdal Gods (dem med den berømte kirsebærvin) Hvert år, kan man på Frederiksdal, en dag om året, komme og plukke kirsebær. Endda så mange man lyster, og det er ganske gratis. Sådan et tilbud kan man da ikke lade gå fra sig. Gider man ikke plukke kirsebærrene selv, kan man købe 8 kg for 60,- kr. Det synes jeg er enormt billigt. Jeg plukker dog gerne selv. De hænger jo i store klaser, så man skal ikke gå og lede efter dem. At der samtidig var rundvisning i bryggeriet, og uddeling af smagsprøver i marken, ville da ikke gøre dagen ringere.
Jeg havde smurt os nogle klemmer, som vi medbragte. De blev fortæret inden vi gik os en tur i parken og ud til Naturcenteret, mens vi ventede på klokken skulle blive 13, hvor den første rundvisning skulle starte. Der var mødt rigtigt mange mennesker op. Jeg tror vi var 50. Alle måtte, hvis vi ønskede det, løfte propper og dufte til hvilket som helst fad, for at dufte hvor forskelligt det var. Vi måtte også stikke hovedet ind i de forskellige beholdere og tanke.
Det mest fascinerende for alle fremmødte, var vist den vin, der bliver til udenfor. Som Morten (guiden) sagde, bliver vinen mishandlet på alle de måder det overhovedet er muligt. Den står ude alle året 12 måneder, i flere år, og får både sol, lys,varme, kulde, sne og frost. Her fik vi også lov at gå rundt og løfte hætterne og dufte.
Det var ikke kun os to voksne, der syntes rundvisningen var interessant. Ungerne var meget mere begejstrede, end jeg havde turdet håbe på. Hvert et ord blev slugt med stor interesse. Det var tydeligt da gårsdagens oplevelser skulle genfortælles.
Da rundvisningen var slut, kørte vi ud til marken, hvor vi belæsset med emballage gik i gang med at plukke de små stevnsbær. En skulle overhovedet ikke plukke noget som helst. En anden fik plukket en lille smule, så var det ikke interessant mere.
Vi andre to holdt ud, til vi havde fyldt 2 gulvspande og en balje. Vi sluttede af med smagsprøver af kirsebærsoftice, franskbrød med kirsebærmarmelade, den nye sparkling og de 5 vine de sælger. Der var selvfølgelig også rig mulighed for at købe varer med hjem. Selvom vi kan købe det i butikkerne alle vegne, røg der alligevel en flaske vin med hjem.
Hjemme blev kirsebærrene vejet. 19,9 kg, så der var lidt at gå i gang med. En spandfuld bær blev skyllet og en stor portion blev sat over til saft. Mens jeg lavede mad, begyndte S at udstene bær, så vi kunne få kirsebærsmoothies lidt senere. Resten af bærrene fik lov at hvile til næste dag. Aftenen gik med at spille 500 og Yatzy
I morges stod jeg op kl. 6 og fik lavet saft og skyllet de sidste bær, mens de andre sov skønhedssøvn. Efter den fælles morgenmad, kørte de 2 af dem ned for at fiske, mens vi andre gik i gang med at udstene flere bær. Der blev lavet romtopf, og to forskellige slags marmelade og råsyltet.
Sidst på formiddagen kom forældrene sammen med børnenes bedstemor. Vi fik snakket og hygget over en tår kaffe og en ostebolle, inden de alle 5 forlod os.
Jeg fik udstenet 2,5 kg bær mere som blev lagt i fryseren til at lave chutney og andre lækkerier af en anden dag. De sidste mange kilo røg også i fryseren med sten, for nu var det på tide, at jeg kom ud og fik nydt det gode vejr.
Da det er en lang tur fra Lolland til Aarhus og retur samme dag, havde jeg taget et par feriedage. Allan skulle til den sidste kontrol på Mølholm, i forbindelse med den operation han fik foretaget i december. Da operationen har givet ham en markant bedre hørelse, havde han samtidig bedt om en forundersøgelse til en ny operation på det andet øre. Bevares, når jeg, med min meget skarpe hørelse, står og overværer høreprøven, bliver man helt klar over hvor dårligt han hører, men sammenholdt med at han var helt døv på venstre øre inden operationen, og nu hører bedre med venstre øre end med højre, så er det en stor forbedring der er sket, og det har vi allerede opdaget for mange måneder siden. Heldigvis sagde lægen ja til at operere det andet øre også.
Vi forlod Mølholm, og bortset fra den 1½ time, vi kom for tidligt og udnyttede ved at gå rundt i området, havde vi ikke foretaget os andet den dag end at sidde i bilen i mange timer. Vi havde godt nok bestil overnatning i Fredericia, men kunne sagtens nå at få rørt os lidt inden da. Det var helt fantastisk sommervejr, og det ville være synd ikke at udnytte det og kombinere det med ønsket om at få rørt os lidt.
Vi har ikke været ved Himmelbjerget siden ungerne var små, så det er immervæk nogle år siden. Derfor besluttede vi, at tage et gensyn med dette. Der var der nemlig rig mulighed for, at få vores ønske om at få rørt os opfyldt, samtidig med at vi kunne nyde det gode vejr.
Vi travede op til toppen. Her nød vi udsigten. Vi tog tog alle stierne rundt, og flere hundrede trapper både op og ned. Minderne fra mine barndomsferie stod lysende klart. Min far pustede og orkede ikke den lange vej til toppen i den ulidelige varme. Det var jo umenneskeligt, mente han. Derfor blev han placeret på en bænk, hvor han kunne nyde udsigten, og slappe af, mens mor tog hele turen med os tre unger. Dette minde står ganske tydeligt i min erindring
Allan og jeg gentog turen og mere til.
Vi gik helt ned til vandet hvor bådende sejler til de forskellige destinationer.
Da vi havde vinket farvel til bådene der sejlede, tog vi turen op igen, men gik ikke den samme vej. Vi ville have det hele med.
Det blev en sjov udfordring, hvor balancens kunst måtte stå sin prøve. Der var mere vådt end der ser ud til på billedet. Vi var med andre ord på meget gyngende grund. Allan var ikke sikker på de pinde kunne holde til ham, men det gik. Han kom også tørskoet over.
Næste forhindring var en mindre bjergetape. Her måtte konditionen stå sin prøve. Som alle ved giver billeder aldrig det rette indtryk af højdeforskelle, men den røde cirkel er bunden, hvor Allan står, og jeg er kommet op på toppen, og her fik jeg den lyse ide, at filme Allans opstigning, men jeg kan ikke få Open Live Writer til at samarbejde.
Måske virker dette link? Himmelbjerget
Da vi nåede bilen, kørte vi direkte til vores hotel i Fredericia.
Det er Allan alene, der har arrangeret turen og overnatningen, så jeg havde slet ikke sat mig ind i noget, og Allan gør det aldrig. Vi kræver kun en seng og et badeværelse og mulighed for at få kaffe. Derfor havde jeg kun forventninger om en seng at sove i, og hvis vi var heldige, kunne vi måske få et godt måltid mad også. Jeg (eller vi begge) blev glædeligt overrasket. Det ophold gav masser af gode oplevelser, men dem må I få en anden dag.
Jeg har læst mange rørende historier om en 9-årig pige fra Nakskov, der i 2015 gjorde drømmen til virkelighed, og oprettede sit eget Bamsemuseum.
I anledningen af Nakskov By havde 750 års jubilæum havde Nanna udstillet 750 af sine bamser på Toldboden i en lille fortælling om Nakskov. Der var oven i købet gratis adgang, men hun ville være glad for ethvert beløb. Vi lagde selvfølgelig et beløb til hende, så hun kan sende endnu flere donationer til nogle trængende børn.
I april i år havde Nanna en samling på 2.500 bamser og hun havde allerede doneret 20.000,- kr. til børn og unge.
Iflg. medierne var alle bamserne sat op i forskellige små Nakskov-fortællinger. Det ville have været mere korrekt at skrive lollandske fortællinger, fordi Knuthenborg Safaripark havde fået en hel vægside.
Der var udstilling af dronningebesøget, Torvet i Nakskov, en elefantafdeling, en hundeafdeling. Der var forskellige juleboder og andre små afdelinger. Det hele startede allerede på trappen op til . sal, hvor udstillingen var. Ingen tvivl om at det er tidskrævende at stille alt det op. Ved stranden var der også lyden af vand.
Nanna havde også fået en stor kasse bamser tilsendt fra en dame i Odense, som var blevet så rørt over at se og høre om hende.
Som man kan læse på Nannas hjemmeside, så har hun haft over 1000 besøgende på den ene uge, og der er samlet godt 4.000,- kr. ind. Det var rørende at stå og læse alle de takkebreve hun har fået fra de forskellige modtagere.
Nu er alle bamserne formentlig atter tilbage på fjernlageret, hvor de opbevares i kasser. Man leder efter et sted hvor de kan være mere permanent, fordi det er et kæmpe arbejde at arrangere og opstille alle disse bamser, når der udstilles.
- o – o – o – o – o – o – o – o – o – o -
På vej hjem ville Allan forbi Knuthenlund, hvor han ville købe sig en god gammel Maribo-ost. Det er frygteligt dyrt, siger jeg, så tjek lige prisen, inden du siger hvor stort et stykke du skal have. Det skulle han nok, men han var overbevist om, at det ikke kostede mere end hos vores rullende ostemand.
Vi ankom lige til malketid. Der er ingen tvivl om at køerne ved hvad de skal, og at de glæder sig, for de havde travlt med at komme hjem til malkestalden.
Vi gik ind i gårdbutikken og da Allan så at 100 g Maribo-ost kostede 30,- kr. skulle han slet ikke have noget af den alligevel, men de har meget andet at byde på. Ikke bare deres egne varer, men også fra andre leverandører af samme kaliber. Man kan også både spise frokost og drikke kaffe der og der var mange gæster.
Da vi forlod gårdbutikken, var det blevet fårenes tur til at komme hjem og blive malket. Fårene havde mindst lige så travlt med at komme hjem som køerne.