Nytårstur på Feddet

I morges kørte vi nordpå, for at deltage i det der er blevet en tradition for os, at gå med på den nytårstur Camilla arrangerer.  
I løbet af natten er det meste af sneen smeltet væk. Det var regn og tåge og meget vådt, da vi forlod hjemmet, og da vi kom hjem igen, lå der kun nogle få forkølede pletter rundt omkring.
Vi kom forbi Den Stråtækte. Alt så fredeligt ud.
På vej til Feddet, var der en lille forhindring der skulle passeres. Jeg skal love for der var vand, men vi kom da igennem. Billedet giver desværre ikke det rette indtryk af vandmængden. 


Hundefolkene var mødt talrigt op. Hele 27 familier havde tilmeldt sig. Det var spejlglat flere steder, så der var flere der røg på røv og albuer.

Efter en lang vandretur, sluttede vi af med pølsebrød, kaffe, te og småkager. Camilla ringede i aftes og sagde at hun havde bagt 80 pølsebrød, og nu gad hun altså ikke bage flere. Det var heller ikke nødvendigt, der var som altid rigeligt. Vi havde et par kander kaffe med, som et par andre også havde.

Efter noget hyggesnak på kryds og tværs, satte vi kursen mod syd igen. Det var stadig tåget og finregn.
Ved Præstø tog vi et hurtigt stop. Selvom vi har kørt den vej tynd, gennem årene, har vi ikke lagt mærke til trappen, så der måtte vi lige op og skue ud over fjorden. Der var nu ikke meget at se, hverken oppe eller ude i horisonten. 
Da vi atter kom forbi Den Stråtækte, så vi Ellen og John, eller rettere deres bil, var der. Vi ville gerne have banket på, men vores tid var knap. Vi skulle hjem og redde postkasse og have lavet lidt mad til i aften.
Hjemme klarede det op i vejret. Solen kom endda frem, men forsvandt igen, så dette billede er ikke fra i dag.
Et rigtigt godt nytår til alle jer der læser med.

Det rene luksusliv

Luksus er, når man kan tillade sig at rive en masser timer ud af døgnet til at gøre lige hvad man lyster. Jeg har juleferie. Den længste nogensinde. Der er altid et eller andet i gemmerne, der trænger til en sortering og udsmidning. Ringbind med opskrifter af forskellige slags, men også andre ting, men gåture skal der også være plads til.

For et par dage siden kom jeg afsted længe før det var lyst, og selvom jeg gik en hel time, var det stadig ikke lyst, da jeg kom hjem igen. I går gik jeg først afsted efter vi havde spist frokost. Vejret var helt fantastisk solrigt, klart og frostfyldt. Mor vil gerne ud at gå, og gør det da også, men hun nyder selvfølgelig mere når der er nogen at følges med. Jeg ringede og sagde, hun skulle klæde sig godt på, så ville jeg komme til smilets by og gå en lang tur sammen med hende.  
Da jeg kom spurgte hun, hvor vi skulle gå hen…. Jeg siger, at jeg havde tænkt mig vi skulle gå gennem Rosengården og ned til havnen. Derfra tage stien langs åen, ud til Saxes Alle, og så ser vi hvor meget mere du kan gå. Du skal jo også kunne gå hjem igen... Så er det da også en lang tur, siger mor. Da vi nåede Saxes Allé, spørger jeg om vi skal vende om, eller vi skal gå en tur forbi Ellekildeskolen, svømmehallen og den vej rundt hjem, eller vi skal vende om med det samme. Vi kan da godt gå rundt, siger hun.

Da vi nåede svømmehallen, siger mor. Vi kan da gå rundt om søen. Det har jeg gjort sammen med Mark. Jamen det gør vi da. Vi når frem, krydser motortrafikvejen, og tager endnu en sø. Husk nu du skal kunne gå tilbage også, siger jeg. Jaa…
Jeg ser en lang viadukt, som jeg finder ud af går under Sydmotorvejen. Jeg siger til mor, at jeg lige smutter igennem for at se, hvad der befinder sig på den anden side. Gør du bare det, siger hun, jeg bliver her.

Der var en lang smal sti. Nu kunne jeg kende landskabet, og vidste præcis hvor vi var. Vi var nemlig på vej ind i Holmskoven som tilhører Krenkerup Gods. Da jeg vender mig om, kan jeg se mor er trisset bagefter. Vi vendte om, krydsede det grønne område ved en af søerne, og kom ud på Nystedvejen til det jævne og faste underlag, fortovet.
Vi talte lidt om, at det er synd, at ingen, der kører igennem byen, kan se Sakskøbings byvåben og byens navn på stenen, der er rejst til minde om Danmarks befrielse den 5. maj 1945. Man skal nemlig helt ind i en krog for at se dette. Derimod har man mulighed for at læse inskreptionen, men det kan man som bilist eller cyklist alligevel ikke se.
Til gengæld kan man se Saxine, det smilende vandtårn, på lang afstand. Da vi kom hjem efter at have gået uafbrudt i 2 timer, spørger mor, hvor mange km, tror du vi har gået i dag. Jeg gættede på 4 km, men var ikke sikker. Skidttælleren kunne jeg ikke rigtigt bruge til noget i den forbindelse. Mine skridt er normalt noget længere, når jeg går alene, og ligeledes hastigheden. Et skridt er et skridt, men ikke når man skal udregne km. efter en skridtlængde og et tempo man ikke er fortrolig med.
Vi fik et skud vitaminer i form af hver et par mandariner. Jeg fik ordnet det kludder hun havde lavet i de to stykker strikketøj hun har gang i, og så var det ellers blevet mørkt, men med farver på himlen. 
Hjemme målte jeg ruten op på ruteplanner, som jeg tit bruger. Sendte hende en sms, at vi havde gået 6 km. 
Efter spisetid begyndte det også at sne her på egnen. Da vi efter midnat havde set The Sound og Music, sådan lidt forsinket, fordi vi ikke kunne nå at blive færdige til tiden, kiggede vi først ud ad vinduet, og så blev dørene åbnet. Der var jo faldet meget sne. Hele 10 cm, så i dag ser landskabet noget anderledes ud. Jeg har gået en lidt anstrengende tur i sne til anklerne, selvom jeg valgte en rute hvor grundejerne skal rydde sne, så sker det kun ganske få steder, og der var til gengæld spejlhamrende glat. Jeg håber føret ser bedre ud i morgen. Jeg skal jo helst ikke ende i samme situation som sidst, vi fik en masse sne.

Indsamling af nummerplader

Mine tanker kommer tit og ofte på flugt. Emnerne, til indlæg om mit liv, står i kø for at blive nedfældet.

Som barn samlede vi unger på nummerplader. Ikke sådan i bogstaveligste forstand, men vi skrev registreringsnummeret ned. Om sommeren cyklede vi op til den ‘store’ og ‘farlige’ trafikerede vej, hvor vi lå i vejgrøften og noterede bilnummeret ned på et tykke papir. Kom der flere biler i træk, aftalte vi hvilken bil i rækken, vi hver især skulle notere nummeret fra. Det var noget helt særligt, når der ikke stod LE på nummerpladen. Nummerpladen sladrede nemlig om hvor hver enkelt bilist kom fra.
LU for Nakskov, LR for Maribo og LA for hele Falster. Underligt at vi havde så mange distrikter på Lolland, og kun et enkelt for hele Falster. Jeg synes, det er sjovt at tænke på, at jeg stadig husker mange af disse gamle kendingsbogstaver og hvilke byer de tilhørte, og at jeg også stadig husker registreringsnummeret på mor og fars første bil. LE 21113, når jeg aldrig kan huske så meget som et tal eller ciffer på nogen af vores egne biler, og ej heller bilmærke. Selv farven kan jeg blive i tvivl om, og det er ikke fordi, jeg ikke kender forskel på f.eks. rød og grå. 

Tilbage til emnet…. Dengang var det virkeligt sjældent at møde en bil fra et andet land. Ikke bare derude hvor kragerne vender, men også når vi var på campingferie i Danmark. Der fik vi til gengæld mange andre nummerplader med hjem til samlingen. Vi skrev alle numrene ind i kladdehæfter. De blev opdelt efter forbogstaverne, og inden der kom et nyt nummer til samlingen, blev det tjekket om det stod der i forvejen.
Bilparken i Danmark er vokset enormt siden jeg var barn, så der er næppe nogen, der samler på den slags i dag. Hvis jeg tager fejl, så er det nok mere, de lidt sjovere af slagsen. Dem man betaler lidt ekstra for. Det kunne jeg godt se det sjove og spændende i, om hvor mange forskellige man kunne få samlet.   

En liste over gamle egnsnummerplader findes her

Har du også samlet på nummerplader?

En tur til et lille paradis

Det er 1. juledag, og der er ikke meget jul over vejret. Det silede ned i går morges, og en stor del af resten af dagen. Det samme gjorde det i morges. Camilla skrev skrev ved 10 tiden, at det sneede helt vildt inde hos hende, og at det havde  det gjort de sidste par timer.
Jeg havde planlagt at gå mig en tur, men det var nok en god ide, at holde sig væk fra skovens søle og ælte. Jeg tog  i stedet den noget kedeligere landevej, hvor man er sikker på, at man ikke skøjter rundt. 
Uanset i hvilken retning jeg går, er der skov og vand til alle sider. Også i de tørlagte perioder. Det var længe siden jeg havde været nede af en bestemt markvej, så den var målet, fordi jeg vidste, der var sket en hel del, siden jeg var der sidst, engang i sommers.
Når man kommer helt ned ad markvejen,  kan man se ud over vandet både lige ud, til højre og til venstre.
Man kan man komme sejlende eller cyklende til denne lille hyggelige teltplads, hvor der er plads til 5 telte. I aftes kunne man endda have danset rundt om ‘juletræet’, som anes lidt til højre ca. midt i billedet.

Ser man pladsen fra den anden side, ser der sådan ud.

Det er en meget fredelig lille plet. Den største trafik ses på himlen og i vandet. Det holdt nogenlunde tørvejr på hele udturen, men så var det også slut med det.
På  min 6 km spadseretur mødte jeg kun en enkelt hundelufter, som jeg fik en lille snak, mens regnen silede ned. Ved middagstid var temperaturen krøbet til lige under frysepunktet.
Vi elsker vort lille smørhul. Vi har helt gratis adgang til en af de største rigdomme. Så snart vi åbner døren, ligger naturen lige for vores fødder, uanset hvor vi bevæger os hen. Naturen kan man ikke få nok af. Den er en lise for sjælen.

Mens vi venter

Der er masser af tid til andet end julerier her i huset, og når nu den halvdårlige hånd, forhindrer mig i at strikke, må man jo fordrive tiden med noget andet nyttigt. En håndmixer og andet køkkengrej, kan betjenes med venstre hånd, når man altså finder ud af at knapperne sidder modsat.
I torsdags sagde chefen, at vi alle kunne holde fri den 23. Hun selv ville tage sig af de arbejdsopgaver der skulle laves. Firmaet har ikke mulighed for at holde bare en enkelt lukkedag om året. Nogen skal altid være på job, da der er bogføringspligt hver eneste dag for en hel del firmaer, men det klarer chefen selv, så jeg fik pludselig en ekstra feriedag. I søndags kom mor en tur, fordi jeg havde lovet at hjælpe hende med julegaver til alle oldebørnene. Allan og jeg havde uafhængig af hinanden fået købt hver 2 kg gulerødder, så nogle af dem blev omsat til en gulerodskage. Mor skrællede gulerødderne og resten klarede min lille maskine. 
Mandag efter fyraften kom der arbejdsopgaver snigende ind ad døren til både Allan og mig. Noget vi var nød til at hjælpe med, så jeg var ekstra glad for jeg havde fri om tirsdagen, til at koge sul osv. Tirsdag havde jeg masser af tid til at få styr på alt det, man nu kan lave i så god tid. Det blev også til en ekstra juledekoration af det gran der bare lå og flød ude på havebordet. Det sidste gran blev stukket i krukkerne ude i haven. Jeg havde lyst til noget sundt og let aftensmad, så jeg kogte et stykke lakseørred. Det ligger ikke så tungt i maven. 
Her til morgens blev anden sat i ovnen, så den kan langtidsstege. Grønkålen blev lavet færdig. Mark kom som aftalt forbi og ønskede glædelig og vi byttede pakker. Vi hyggesnakkede over en tår kaffe et par timer, inden han skulle videre. Naboen skrev en sms og ønskede en glædelig jul, og spurgte samtidig om jeg måske havde en lille pose danske jordbær i fryseren, som jeg kunne undvære. De jordbær hun selv havde i fryseren, havde vist sig at være hindbær. Det havde jeg heldigvis, så jeg ‘løb’ ind med en pose, og fik en flaske rødvin med hjem i stedet.
For første gang siden mor faldt om, har hun inviteret alle os unger, med ægtefælle, til julefrokost. Hun magter ikke selv hele opgaven, så hun har spurgt om jeg vil hjælpe. Det gør jeg selvfølgelig gerne, men da hun i søndags sagde, at hun da også kunne invitere alle børnebørne med, i stedet for 8 bliver vi altså nærmere 30, hvis alle kan, så røg det ud ad munden på mig. Ja, det kan du, men så bliver det uden min hjælp. Der var en grund til at jeg selv stod af dette ræs. Det er ikke fordi, jeg ikke vil se eller være sammen med familien, men jeg vil ikke stå med alt det alene. Det har jeg gjort alt for mange gange. Hyggen forsvinder totalt. Hvis du laver det til et sammenskudsgilde, hvor alle bidrager med et eller andet, så er det noget andet. Vi holder os til de 8, så ser vi hvad der sker næste år.
Her er bordet dækket. Vi venter sådan set bare på at ungerne indfinder sig. Det bliver som sædvanlig en stille juleaften med kun os fire. Det er til at overse. Med 4 voksne, der alle er over 30 har julen i mange år, ‘bare’ været som en ganske almindelig aften, med plads til hygge og samvær, og det er slet ikke så ringe. Vi nyder det alle fire og sætter faktisk pris på, at det er sådan i dag. 

Min barndoms jul

Det kan meget let gå hen og blive et forfærdeligt langt indlæg. Derfor vil jeg prøve at holde mig til juleaften alene, fra det øjeblik vi alle var samlet, og julemiddagen skulle begynde. Beretningen bliver fra den tidligste jul jeg husker, til jeg fyldte 17 år. Det var nemlig det år min barndomsjul gik i stykker.
Julen blev altid, uden undtagelse, holdt på skift, i en fast turnusordning af mormor, mor og moster. Vi 5 unger var ret jævnaldrende. Kun 5 år mellem ældste og yngste barn, så vi har haft meget glæde af hinanden. Når alle julegæster var samlet, gik vi altid, med herren i huset, en tur på loftet med en skål risengrød og en flaske hvidtøl til julenissen. Det var ikke noget med en tur op ad trapperne på første sal. Nej, det var ud i gården og mørket med en lommelygte som eneste lyskilde, ned ad havegangen og op på høloftet. Eller i hvert fald noget der lignede, hos de der ikke havde høloft, inden vi gik ind og satte os til bords.
Menuen har jeg nævnt flere gange i anden sammenhæng. Vi starter med grønlangkål og tilhørende saltet stribeflæsk, medister, sværrullepølse og hamburgerryg. Derefter andesteg med hele svineriet. Det hændte en sjælden gang, at der blev suppleret mef flæskesteg, og måske var anden udskiftet med en gås. Til sidst risalamande med kirsebærsovs. Alt var høstet i egen have, svinesti og andegård.
På mærkværdigste vis fandt alle børn altid hver en mandel, og dermed en lille mandelgave. Slik og marcipangris har aldrig været mandelgave hos os, men små nyttige ting som pixibøger, malerbøger eller skriveredskaber og den slags til penalhuset. Det år vi blev konfirmeret rykkede vi op i de voksnes afdeling. 
Som barn, synes de fleste vist, at der er længe til der skal danses om juletræet og at de voksne er utroligt længe om at klare opvasken og oprydningen i køkkenet, mens mændende slog mave og ordnede verdenssituationen. Tv, var der jo ikke noget af, dengang vi var helt små, men senere, og alligevel har det aldrig været tændt en juleaften. Vi unger fordrev ventetiden med at lege ‘Tampen brænder’.
Uanset om vi var hjemme eller hos mormor eller moster, skulle far altid ud eller hjem og lukke høns ind. 2x3 km på cykel tager lang tid, set med barneøjne. Meget passende kom julemanden altid, og spurgte om der var nogle artige børn tilstede, mens far ikke var der. Han sagde dog ofte, at han lige havde nået at hilse på ham, eller set hans røde tøj eller hvide skæg, men han havde så travlt så travl, fordi han skulle videre til alle de andre børn. Julemandens gave, var altid noget vi kunne underholde os med, mens mødrene blev færdige, og måske nå at sidde ned en kurt stund! 
Endelig oprandt det øjeblik hvor de levende lys på juletræet blev tændt, og vi dansede rundt om det mens vi sang en masse julesalmer og sange. Vi afsluttede med ‘Nu det jul igen, og nu det jul igen… mens vi i kæde løb hele huset igennem flere gange. Moster havde 1. sal på, så det gik op ad trapperne.
Derefter måtte tænde stjernekasterne og trække knallerterne, som altid lå som julepynt på træet. Det var altid spændende, hvad sådan en knallert indeholdt. Alt fra konfetti til små plasticdimser, kugler og andet, man i dag vil kalde unødvendigt småskidt, men sådan var det ikke dengang. Knallerterne indeholdt også et lille bitte stykke papir med guldkorn eller kloge ord, som altid blev læst op. Vi har aldrig brugt at fylde slik og peberkager i julehjerterne eller kræmmerhusene, som der ellers står i sangen.
Først når julelysene var brændt helt ned, var der uddeling af gaver. Alle fandt sig en plads, mens et par voksne uddelte gaver, som aldrig lå under juletræet, men blev hentet ind fra andre af husets rum.
Når alle gaver var pakket ud, var der kaffe, julesmåkager, hjemmelavet konfekt, figner, dadler, nødder og appelsiner på bordet. En enkelt øl og sodavand var der også. Man drak ikke i ubegrænsede mængder. Det var stort at få en hel sodavand helt for sig selv. Til unge læsere vil jeg lige nævne, at det hverken var halv- eller helliters sodavand, men en lille flaske på 0,25 cl.
Forklaringen på hvorfor min barndomsjul gik i stykker, er den at 4 af os børn fandt kærester det samme år, og den næste jul, ville vi blive alt for mange til de små stuer, så mor og moster delte sig og holdt jul for deres egen lille familie og min mormor, som havde været alene i mange år, kom til os hvert andet år. 
Den kvikke vil bemærke, at vi her er 6 børn på det sidste billede. Det er det år, vi har en grønlænder boende et helt skoleår.

Julegaver, roer og muldvarpe

Jeg har gennem mit arbejdsliv, fået mange fine gaver af mine arbejdsgivere. Det er fordelen ved at have flere arbejdspladser. Ulempen er så når der samles ind til kollegaerne. Det er min første jul på arbejdsplads nr. 2. Der overraskes jeg jævnligt, på den gode måde. Da vi under frokosthyggen i torsdags, hvor det var sidste dag, vi alle var samlet inden jul, ikke blot fik hver en flot buket, men også angivet et beløb, vi selv kunne købe en julegave for. Chefen mente vi alle var bedre til at købe den helt rigtige julegave, end hun var. Vi skal selvfølgelig bare aflevere vor bon. Jamen, altså, hvad skal jeg købe? Jeg ønsker mig jo ingenting… Jeg må på jagt i morgen, når jeg skal ud og købe de julegaver vi mangler. Allan har klaret nogle af dem.
I dag, hvor det var sidste dag, for nogle af folkene, på den anden arbejdsplads, var vi som sædvanlig inviteret til gløgg og æbleskiver hos chefen. Han kunne i den grad også overraske. Jeg har aldrig i de mange, mange år, været ked af min julegave derfra, som altid indeholdt nogle flasker vin en bog og de senere år også lidt andet. ‘Vi’ har en lille nichevirksomhed, et selvstændigt firma, sammen med andre virksomheder, og dette firma har i år stiftet endnu et nyt selskab, der skal arbejde som talerør for alle de små lokale virksomheder. Det kræver enorme ressourcer at få markedsført og solgt sine produkter. Hvis ikke man har prøvet det, ved man ikke hvor omfattende og problemfyldt dette er. Flere af virksomhederne har ikke salg fra egen butik, men sælger direkte engros. Andre har heller ikke en hjemmeside. Alle er mere eller mindre afhængig af at andre vil sælge deres varer, så de kan bruge tiden på det, de er rigtige gode til. Nemlig at producere varene.
Min kurv er fyldt med 19 forskellige produkter fra små lokale virksomheder. Ikke bare fra Lolland og Falster, men fra hele landet. Jeg glæder mig til at smage og bruge det hele, og måske få gode ideer til selv at producere noget nyt på hjemmefronten.

• Æblegløgg med solbærsaft OG Jordbærdrik fra Sønderjylland
• Æblemost fra Buxbom på Lolland
• Solbærsaft OG solbær-dessertvin fra Lolland
• Stikkelsbærsirup OG ribs-solbær-stikkelsbærsaft fra Sønderjylland
• Hyldeblomst fra Lolland
• Julemarmelade OG æblecidereddike fra Lolland
• Æblemost fra Falster
• Æble-ribs chutney fra Lolland
• Mors krydderolie OG Mors Sennep med cognac fra Nordvest-Jylland 
• Grønjægerens pilsner OG Kong Asgers Ale fra Møn
• Munkens Juledrøm fra Silkeborg
• Honning med pebermyntesmag fra Sjælland
• Lakridsbrud fra Sjælland

Gavekurvene så umiddelbart ens ud, men en kollega så lige, da vi læssede bilen, at han ikke havde fået samme chokolade, som jeg havde. Hans var hvid chokolade, hindbærbrud, så måske er kurvene ikke helt ens! Jeg får hverken procenter eller noget andet ud af denne lille ‘reklame’. Jeg må som alle andre mennesker i dette land, købe varene på nøjagtige samme vilkår, de samme steder, til de samme priser i de forskellige dagligvarebutikker, eller forskellige steder på nettet som f.eks. *Attmatr Web-shop.
Hvis ikke du ved det stadig er roetid, så kom en tur til øerne, og få vished. Der ligger tonsvis af roer. Forleden så jeg på nettets roeavis, at vinderen af den årlige roekonkurrence, årets største roe, som kun roedyrkere kan deltage i, var fundet. Den største indleverede roe vejede 15,1 kg. Jeg kan fortælle jer, at det er langt, langt over det normale. I får et billede af sidste års kalender og pjece om roefrø. De har altid så mange kloge ord på deres brochurer, og det var faktisk hensigten allerede sidste år at bruge teksten. Dette års guldkorn landede på mit skrivebord i dag, men det gemmer jeg til en anden gang. Vinderen af roekonkurrencen, kan vist dristigt tilslutte sig: ‘Tro på frøet og få ro i sjælen.’

Muldvarpeskud har vi mange af på arbejdet. I mandags da jeg mødte var der 3 muldvarpeskud. I onsdags var der 7. Jeg sagde til chefen, at muldvarmene var på vej ind på kontoret, hvortil han svarede, at vi hellere måtte få sat et par fælder. Fælderne var sat, da jeg mødte i morges, men der havde de allerede skudt forbi. Nu var der elleve, og da jeg gik hjem var der 12. Nu er jeg spændt på om de er nået frem til trappestenen på mandag, med den fart de har på.

*Ordet Attmatr, udtales at-matter, og kommer af det gamle nordiske ord att, der betyder mad. Attmatr kan oversættes med verden og mad, iflg. deres hjemmeside.

Privathospitalet Hamlet - afsted det gik

I fredags nåede vi endelig, langt om længe, datoen for Allans tid hos en læge, for blot at få en henvisning til en ultralydscanning et eller andet sted. Vi tilhører Nykøbing F. sygehus, som har lange ventetider. Stor var overraskelsen da Allan mandag formiddag fik en opringning fra Hamlet, om at de havde fået en henvisning, og at de havde en tid allerede samme dag, hvis han altså kunne komme. Det kom jo lidt an på tidspunktet, for vi har trods alt et par timers kørsel derind. Den ledige tid var kl. 17, så han takkede ja og kontaktede mig, så jeg havde en mulighed for at tage med.
Allan blev scannet fra bryst til lår. Nyrer, lever, urinveje, galdeveje osv. viste sig heldigvis at være helt normale. Der var heller ikke noget nyt brok at se. Så hvorfor han har, eller har haft så ondt, nu er det mere ømt end deciderede smerter, kunne lægen ikke give svar på.
Sådan kan det gå, at noget akut pludselig kommer foran det, vi egentlig mente, var en god ide at få tjekket op på. Så den store lægeundersøgelse, som han for længe siden har bestilt tid til, skal han først til på mandag. Vi tror begge, at han atter en gang skal sendes til en neurolog, og så forventer jeg, at han får lidt at vide om de blodprøver, der ikke ligger inden for normen. 

Jeg selv har raget mig en seneskedehindebetændelse til. Ikke lægedokumenteret, men jeg har prøvet det før, for 20-30 år siden, så jeg kender symptomerne. Jeg har selvfølgelig allerede iværksat nogle foranstaltninger, så det forhåbentlig ikke bliver så slemt som sidst, hvor jeg ikke kunne vride en klud i lange tider. Allan har været ude at købe et neoprenbind til mig, som jeg har på, når jeg er på arbejde. Det støtter min tommelfinger bedre, men ikke så godt oppe i håndleddet. Dette noget mere gammeldags elastikbind er både mere behageligt at have på og støtter og varmer bedre. Huden kan ånde og jeg kan også sove med det på. Mit strikketøj er sendt på juleferie og julekortene bliver ikke hjemmelavede i år. Jeg har  fundet nogle gamle købekort i min kortskuffe. Fint at få udryddet dem, mens jeg stadig har nogle få på listen, der skal have julekort. 5 stk. er det reduceret til i år. Det er trods alt til at overskue, selvom det mere er lange julebreve end en kort hilsen på et julekort. Der bliver skrevet et kort hver aften, og nu mangler jeg kun et. Sørme om ikke jeg også har fået hentet nisserne ned fra loftet. Nu skal jeg bare have hevet dem op af kassen. De springer næppe på plads helt af sig selv.