Som du kan læse både her, her og her, er vi langt fra begejstret over kommunens håndtering af mors situation. Det er umuligt for mig at skrive om det hele, men her får I endnu et lille indblik i, hvad vi går og kæmper med. (Datoer og andre detaljer er mest notater til mig selv)
Til venstre et billede af højre drophånd.
Som det vist fremgår af billedet til højre, er venstre hånd også langt fra funktionsdygtig.
Sygehuset blev rykket for den af kommunen manglende træningsplan den 19.1.
Først sagde sygeplejersken, at mor slet ikke skulle genoptrænes, for det stod der ikke noget om i hendes journal. Det forstod jeg ikke, for det var bestemt ikke det, vi havde fået at vide på sygehuset. Sygeplejersken ville så skrive til ergoterapeuten, og få ham til at kontakte mig. Det gjorde han først dagen efter, altså den 20.1. Ergoterapeuten kunne ikke forstå at mor intet havde hørt. De havde sendt besked til kommunen den 7.1. altså dagen efter mor blev udskrevet, og kommunen havde kvitteret for modtagelsen, men mor havde intet fået på skrift fra nogen, så han ville sende en kopi til mor. Jeg fik et telefonnummer til kommunens afdeling, hvor jeg kunne ringe for at forhøre mig. Jeg havde kun lige lagt røret, da ergoterapeuten fra sygehuset ringede tilbage og sagde, at det nok var bedst han selv ringede til kommunen, fordi han mente, at han havde lettere ved at komme igennem, end jeg havde. TAK. Torsdag den 21. ringede han tilbage og sagde, at der kom en ergoterapeut sammen med en fra kommunen fredag morgen kl. 7. Hun har været der og mor skulle til sin første genoptræning i tirsdags. Der er blevet arrangeret handicapkørsel, hvor chaufføren kommer og sætter fodtøj og overtøj på mor. Låser hendes dør og sørger for hun igen bliver lukket ind og får tøj af og låst døren. Det fungerede fint i tirsdags. Vi har ventet 20 dage på dette. Noget som skulle have været trådt i kraft i samme øjeblik mor blev udskrevet. Mor skal til træning hver tirsdag og torsdag. Hurra, så kom det endelig på plads.
Der gik 12 dage, før mor fik sit første bad efter hun blev udskrevet.
Vi må alle være kreative for at forbedre mors hverdag. Hun føler hun bor i et fængsel, når hun ikke kan åbne sin dør. Søster har fundet denne midlertidige løsning. Hvis både mor og den person der står udenfor døren hjælper hinanden, og begge har en stor tålmodighed, så kan mor ved hjælp af denne anordning lukke sin dør op, ved at dreje hele limklemmen eller skruetvingen en omgang rundt, men hun kan stadig ikke forlade sig hjem, da hun ikke kan låse udefra.
Som jeg allerede har skrevet om tidligere, har vi søgt boligselskabet om at få lov at sætte en elektronisk dørlås på mors dør, så hun kan forlade sit hjem. Nu er det sådan, at alle lejemål i hele boligselskabet alligevel er ved at få nye døre og vinduer. Det hele skal være på plads senest 1. maj. Mor står på listen først i marts, mens andre har fået udskiftet i november og december. Efter søster og svoger har talt med ham der styrer slagets gang i boligselskabet, blev viceværten sendt forbi mor, for at se hvordan det sod fat. Mor nævnte, at hun heller ikke kunne lukke op for vandet på badeværelset. Hvad med blandigsbatteriet i køkkenet spørger han… Det kan jeg godt, for det er sådan et vippehåndtag, men på badeværelset skal jeg dreje på to haner. Viceværten har omgående sørget for at opsætte et nyt blandingsbatteri på badeværelset. Du er jo ikke den første handicappede, der har brug for ændringer i din bolig, var hans kommentar. Efter vores ansøgning til Boligselskabet om den elektroniske dørlås, har de nu på mors vegne sendt en ansøgning til kommunen og selv fremskyndet det de kan, ved allerede at have sat den nye dør i hos mor. (Så behøver ingen skifte låsekassen to gange.)
Ansøgningen bevirkede at Hjælpemiddelcentralen ringede til mor. Jo, du læste rigtigt. Mor prøvede selvfølgelig at tage sin telefon, da den ringede, men det lykkes ikke hver gang. Hun tabte også røret, så der lød et brag. Skal vi ringe til din datter, spurgte de. Ja, tak, meget gerne. Vi vil dog lige sige til dig at vi kommer onsdag kl. 11:00 for at se hvad vi kan hjælpe med. Mor prøvede selv at notere på en seddel. Kan du ikke tydeligt se, der står onsdag kl. 11, siger hun til mig, mens hun ryster på hovedet. Narh…det er ikke let, men med lidt god vilje, når jeg ved hvad der skal stå, så kan jeg godt se det. Det er som når små børn kommer med noget man skal gætte sig frem til hvad er, blev vi enige om.
I dag, den 27. januar, er der gået 21 dage, og hun har endnu ikke fået bevilliget rengøring. Det kan de først tage stilling til efter hun har været på Valdemar på mandag OG når Valdemar har lavet en vurdering på hvor længe mors liv skal være sådan. Altså der kan gå uger endnu. Hrmpf…
Nogle af dem der har adgang til nøgleboksen tager ikke overtrækssko på. Det betyder, at sne og sjap i større mængder er slæbt ind og hele lejligheden har været smurt ind i søle. Grr…. Der er sat sedler op. Vi har andet at lave end at gå og vaske af efter dem.
Mor bliver lagt i seng mellem kl. 21 og 21:30 og det er sket nogle weekender, at hun ikke er blevet taget op blevet klædt på og har fået morgenmad før kl. 10:30 og allerede knapt en time senere kommer de og varmer hendes middagsmad. Mor får piller, hvor det er vigtigt, at der er et interval på 4 timer mellem medicineringen, og at pillerne spises sammen med et hovedmåltid. Det er bare ikke i orden, at hun (eller nogen overhovedet) skal ligge i sengen 12 timer. Der er klaget, men lederen har mange gode rigtige dårlige undskyldninger, som vi ikke tager for gode varer.
Klik. evt. på billederne og læs selv afslaget på nødkald, som jeg skrev i et tidligere indlæg som der er link til øverst i dette indlæg.
Hjælpemiddelcentralen har været på besøg i dag. Vi havde håbet på lidt hjælp den vej, men, ak nej. Svaret er, at så længe mor går til træning, kan de ikke lave en boligændring, som de kalder det. Selvom hun fik at vide, at mor måske skal træne resten af livet, og hånden måske aldrig bliver bedre, måske tværtimod. Hvis ikke hun træner, bliver den stiv og vissen. Hvis Valdemar på mandag kunne udtale sig om mors situation på den lange bane, ville det det være mod alle love og regler, Der skulle gå lang tid før vi fik besked. Søster bad om at få afslaget på skrift, men det var hun ikke sikker på, der var noget der hed i forhold til det problem her. HoldOP hvor er det bøvlet, uforståeligt og op ad bakke hele tiden, men vi kæmper videre.
Mon ikke alle trænger til lidt at grine af ovenpå dette indlæg. Det finder I på billedet her til højre.