Vi har haft snestorm mange gange i både februar og marts måned. Endda så sent som den 27. april. Datoerne er jeg ikke i tvivl om, da jeg igennem årene, har lagt hus til mange børnefødselsdage med kælkning, bygning af snemænd, slåskampe, eller syltning som det kaldes og optøning af forfrosne børn og tørring af masser af våde flyverdragter, vanter, sokker og støvler. Så det vejr vi har i øjeblikket kommer ikke som den helt store overraskelse.
Selvom vi har prøvet den form for vejr mange gange, er det ikke spor sjovt at skulle ud at køre, når man ikke ved om man kører på mark eller vej. Sådan var det i tirsdags, da jeg skulle hjem fra job. Fy for et uvejr. Intet, absolut intet kunne man se på lange lange strækninger, og det var endda hovedvej hele vejen, men en af dem der bare lukker til og bliver ufremkommelig. Det tog mere end dobbelt så lang tid at køre hjem end det normalt gør. Da jeg kom hjem kunne jeg starte med at skovle sne. Sikke mængder der lå i indkørslen. Driver i knæhøjde i det halve af den pænt lange indkørsel. Derefter var det fortovet og de nødvendige gangarealer på resten af matriklen, for herren i huset var ikke hjemme, og havde ikke været det hele dagen. Han kom dog om aftenen og var ude at skovle flere gange. Traktoren er sneet inde langt nede i haven.
Onsdag morgen, var jeg noget spændt på om jeg kunne komme på job. Det var jo de små biveje. Her hvor vi bor, bliver der ikke ryddet sne og vi havde immervæk fået 35 cm sne, og endnu mere der hvor der havde lagt sig i driver. Vi bor lunt og godt for det værste sus, da vi ligger i læ af skoven. Så det er svært at vide hvordan det ser ud derude, før man kommer derud, men det ved vi jo, når vi har boet her i mere end 40 år. Jeg klædte mig godt på, og havde skovlen i bagagerummet. Jeg nåede lige nøjagtigt at dreje ned ad den lille bivej, da landmanden kom imod mig i sin 4-hjulstrækker og stoppede mig. Du kan ikke komme igennem. Der er totalt lukket. Jeg har lige været kørt fast, og måtte trækkes fri, men bliv her, så henter jeg teleskoplæsseren, som står hjemme ved mig, så kører jeg foran dig hele vejen, de 6-7 km. Dagen før, var alle medarbejderne blevet sendt hjem af chefen før fyraften, fordi det var et herrens vejr. Selv var han på vej på skiferie.
Efter det meste af en dag på kontoret, ringer landmanden og spørger, hvad tid jeg havde tænkt mig at køre hjem. Vejene lukkede nemlig meget hurtigt til. Han havde allerede kørt turen flere gange i dag. Ikke kun over for os selv, men også for de andre der bor på strækningen. Det er ikke vores arbejde at rydde offentlige veje, og vi får intet for det. Hvis landmanden vidste hvad tid jeg kørte, ville han køre hele turen igennem, så jeg kunne komme hjem. Jeg kom altså både til og fra arbejde med eskorte, men det har jeg også prøvet før. Hele onsdagen var kaotisk. Busser kørte ikke på Lolland og Falster, så skolerne lukkede. Hjemmeplejen i både Lolland og Guldborgsund kommune måtte have assistance for at komme ud til de borgere hvor det var strengt nødvendigt og meget blev aflyst.
Allan har i løbet af dagen fået gravet traktoren fri men den vil ikke starte, så det roder han med en stor del af dagen. Endelig lykkedes det, og sneploven bliver monteret og kommer i brug.
I dag torsdag måtte der igen flyttes en hulens masse sne før vi kunne få bilen ud ad garagen. Det tog Allan 45 minutter med traktor og sneplov bare at få ryddet indkørslen. I dag skulle jeg ad hovedvejen, men det betyder ikke nødvendigvis at jeg kan komme frem. Heldigvis havde sneploven været der tidligt i morges, men det var allerede føget godt til igen, og det var stadig ikke nemt at orientere sig. Ind imellem møder man forbavsende mange, som ikke har lys på. Eller det ser i hvert fald sådan ud. Hele bilen er en stor kørende snedrive, hvor både for- og baglygter er skjult godt bag sneen. Lyset kan slet ikke trænge igennem. Jeg kom helskindet frem, og i Radio Sydhavsøerne (lokalradioen) hører jeg at skolerne er lukket, mest fordi busserne ikke kører. Toget mellem Nakskov og Nykøbing F.er aflyst. Det fyger gevaldigt derude og biveje er lukkede. Jeg tænker det er en god ide at holde tidligere fri, så jeg kan komme hjem mens det er lyst. De første mange kilometer ser det noget bedre ud end i morges, så jeg tænkte, det ikke var så slemt mere og glædede mig over det, indtil jeg møder de samme udfordringer, som de foregående dage, med elendig eller ingen sigtbarhed, og på steder meget store driver på vejen.
Atter kan jeg glæde mig over at jeg kom godt hjem. Her ånder der fred og ro. Allan er igen ikke hjemme. Han er med Mads i Køge, som er under kniven for 3. gang. I Køge har de ikke noget sne, lyder meldingen. Igen er der kun mig til at skovle sne, og da jeg ikke beskæftiger mig med traktoren, er der kun sneskovlen at gribe fat om.
Allan og Mads er dårligt kommer hjem, før der skal ringes til vagtlæge, som Mads har fået instrukser om. Så jeg må ud ad huset for at lukke de udkørende læger og sygeplejersker ind. Allan har stået standby siden kl. 7 morges, så han vil gerne aflastes i aften. De skulle have beholdt Mads i Køge, skulle de, men det var ikke en mulighed da han spurgte, da de ikke kunne stoppe blødningerne. Han skulle bare ringe til vagtlægen. Det gjorde han kl. 18 og de ville forhåbentlig være der senest kl. 20:30.
Jeg kunne godt tænke mig nogle mere normale tilstande. Jeg har selv været på apoteket for at få noget for min hoste. Den vil ikke slippe sit tag.