På druk på Ø-tur - Gran Canaria

Rejseselskabet havde en udflugt på pogrammet, men det var allerede ‘i morgen,’ den tur skulle foregå. Hjemmefra havde vi ellers planlagt hvordan, netop denne dag skulle forløbe, da Allan fyldte 70 år, men turen indeholdt flere interessante oplevelser, som jeg allerede havde noteret som værende interessante at se. Der var ikke tid til betænkningstid, så vi måtte tage en hurtig beslutning.
For en sikkerheds skyld stillede vi vækkeuret til kl. 6:00, så vi kunne nå at hygge med kaffe, morgenmad og udpakning af gave, som jeg havde købt her. Mere om det, når den bliver indløst.
.   
Vi var de første og eneste to, der steg på bussen fra vores opsamlingssted, så der var frit valg af siddeplads. Da jeg ikke er særlig god til det med bilkørsel, og slet ikke buskørsel, så var det rart at få en plads helt oppe ved chaufføren, hvor der er udsyn fremad. Vores guide var en norsk kvinde, som havde boet på øen i 24 år. Hun er som sådan, ikke ansat af rejsebureauet, men de benytter hende, når det byder sig. Vi fik en masse viden med os, både set med kanariske og europæiske øjne. Hun berigede i den grad udflugten på hele turen. Da alle, (også en spansk mand, Peppe, med et videokamera) langt om længe var samlet op, startede turen gennem de fire klimazoner, som findes på øen. Først kørte vi igennem Fatagadalen, også kaldes ‘de tusind palmers dal’, og snart kørte vi ad små, smalle og snoede bjergveje. Peppe filmede hist og pist under hele turen.
Normalt kører man ikke denne rute med busser, der er længere end 12 meter, fordi man har svært ved, i første forsøg, at komme rundt i hårnålesvingene med så stort et køretøj, men den bus de plejede at benytte, skulle på værksted, så vi kørte i en 13 meter lang bus. Heldigvis havde vi en fantastisk chauffør og hornet blev brugt flittigt, for at advare modkørende. Chaufføren jonglerede bedre med sin lange bus, end mange af de små personbiler, vi mødte, der enten skulle bakke, eller bare helt ud til kanten med hjulene, så vi kunne passere. Chaufføren havde virkelig styr på hver eneste af bussens hjul, så vi vi ikke røg i dybet. Mange gange måtte vi helt ud til kanten med hjulene. Imponerende kørsel, siger vi bare. Han kunne vende på en fem-øre. Okay, godt nok en af de større, men når man kan vende sådan et køretøj 90° på en bjergvej, der er mindre end bussens længde, er det eddermame godt kørt.
Vi havde et smukt udsyn et langt stykke ad vejen. Både landskabet og klimaet  ændrede sig ganske tydeligt. Udenfor en lille bjerglandsby gjorde vi holdt i et herrens vejr. Det stormede, så vi havde svært ved at stå fast. Det regnede og temperaturen var bare 4°. Det var aldrig oplevet før på denne årstid. I vinter havde de fået sne for første gang nogensinde, og øens befolkning valfartede dertil, for at hente sneen hjem, i plastikposer, som souvenir.
I laden blev der uddelt smagsprøver af gedeoste, mandler, rom og andre sager. Udover disse varer var der også mulighed for at købe tøj af lamauld samt nips, marmelade og meget andet. 
Vi kørte videre til næste destination, hvor frokosten skulle indtages. Nogen havde i forvejen bestilt en 3-retters menu. Det hold ville vi ikke på, når vi også skulle ud at spise et godt måltid om aftenen. Alternativet var at medbringe en madpakke. Det havde vi gjort, og den blev spist ude i kulde og blæst, mens vi prøvede at holde varmen ved at gå lidt rundt. Det var både småregn og diset. 
Turen gik videre. Tågen blev tættere og tættere. Vi skulle ellers have haft et par fotostop, men de blev droppet. Vi kunne absolut intet se. Der var kun en hvid væg lige udenfor bussen. Rogue Nublo-klippen var helt væk. Der var det, at vi fik hele sandheden om, hvorfor Peppe var med. Dagens udflugt kunne købes på CD eller USB. Her ville Peppe have indsat de seværdigheder og smukke steder, vi gik glip af pga. vejret. Filmen ville blive leveret på vore hoteller næste dags eftermiddag.
Bedre så det ud i den lille og meget hyggelige by Firgas. Her finder man en stol til hver af øens 21 borgmestre.        
Firgas er også navnet på deres vand, som netop kommer herfra. Efter sigende det allerbedste vand der findes. Vi så folk komme med deres spande og hente vand i kilden herunder, hvor du kan se et kunstværk af et par hænder..

Firgas bød på flere interessante ting. Over de 7 Canariske øer, var der rejst to plader for hver ø. Vi satte det lange ben foran, så vi også kunne nå at se kirken, inden bussen kørte til dagens sidste stop.





Foran romfabrikken i Arucas, blev vi mødt af en ansat, som på engelsk forklarede os lidt om fabrikken, inden hun førte os gennem hele fabrikken, så vi kunne se hvordan sådan en produktion foregår. Det var vældig interessant at høre og se det hele. Aldrig har jeg set så meget rom på en gang. Der var flere haller med tønder fra væg til væg. På rigtigt mange af tønderne havde kendte mennesker fra hele verden skrevet deres autograf.
Efter rundvisningen blev vi ført over i salgsteltet, hvor der var smagsprøver af alt hvad vi kunne ønske os. Vi kunne bare tage selv. Der var ingen begrænsninger og rom i lange baner. Det eneste der ikke var frit tilgængeligt, var den dyreste rom i verden. Her skulle man betale 5 euro for at få en smagsprøve.

Vi kørte langs kysten hjem, og efterhånden som vi kom længere sydpå, steg temperaturen igen, men det blæste så meget at hotellets døre (til receptionen) ikke kunne stå lukkede. Der var virkelig sus i sejlene og temperaturen kunne snige sig op på 16°.men føltes noget koldere. 
Vi gjorde klar til at tage turen til restaurant Guantanamo, til fods. Fra landevejen ser restauranten ikke ud ad meget. Den ligger helt ensomt, men det er et ret specielt sted, og maden er fantastisk. Gourmetmad til overkommelige priser. Teltet blafrede og måtte tøjres med mellemrum. Det var ikke den eneste dag vi spiste her.

Først fik vi nogle små brød, med noget hvidløgsdip til. Det vidste vi ikke, vi fik, for så havde vi ikke bestilt hvidløgsbrød til forret, som oven i købet viste sig at være temmelig store. Derefter en guantanamobøf. Fødselaren havde bedyret at han ville have dessert, men det var der ikke plads til. Da vi bad om regningen, kom tjenerne med et glas champagne til os hver, og pludselig var vi omringet af hele fem tjenere som stod rundt om bordet og sang fødselsdagssang, mens de spillede på glas og deres serveringsbakker. Vi travede hjemad, og en af os fik plads til en dessert og købte en is på hjemvejen. Det blev alt i alt en rigtig dejlig med masser af indhold fra start til slut. Vejrmæssigt var det den dårligste dag, men vejret var perfekt til bilkørsel, når vi ser bort fra det vi missede pga. den meget tætte tåge.   

Gran Canaria, det værste vejr i 36 år

Man har ikke haft så lave temperaturer siden 2008. Folk har frosset i deres huse, det har stormet og bølgerne har ødelagt veje, flere er stadig spærret. To måneder med dårligt vejr, og 8 uger med regn og storm. Den længste sammenhængende periode med dårligt vejr, de sidste 36 år. Det var hvad jeg læste inden vi tog hjemmefra. (En guide sagde senere 46 år) Vejrudsigten for vores ferie viste 16° om dagen. En enkelt dag kunne den snige sig op på 18°. Med den oplysning blev der pakket regntøj, og noget ekstra varmt tøj i kufferten. Noget vi ellers ikke havde forestillet os, vi skulle have med på danne tur. Vilkårene er oftest, at vi skal op på ukristelige tidspunkter, når vi skal på ferie, og dette var ingen undtagelse. Turen til Kastrup gik glat, men så startede de små forhindringer. Vi kunne nemlig ikke tjekke ind hverken hjemmefra eller på selvbetjeningsstederne.  Lufthavnspersonalet, der ellers står klar til at hjælpe, var også på bar bund. Nogle undersøgte, mens andre bare sendte os videre til en anden person, der heller ikke vidste noget. Efterhånden var vi stimlet nogle personer sammen, med nøjagtig samme problem. Endelig lykkedes det en i flokken, at få fat i en person der vendte tilbage med en brugbar melding om, at der ingen selvbetjening var for os med netop dette fly. Vi blev sendt videre til en udvalgt terminal, og vi blev af kufferterne.På det tidspunkt var det allerede 3 timer siden, vi var stået op, så vi fik spist den medbragte morgenmad, inden vi gik igennem Security, for at erfare at vores fly først ville lande en time efter, vi skulle være lettet. Den time blev til to. Vi fik udleveret madkupon, og man lovede at den tid ville holde. Vi kom godt nok op i flyet nogenlunde til den sidst lovede tid, men så sad vi der og ventede næsten en time, før vi kunne lette. Flyveturen er rimelig lang, så personalet har god tid til det sædvanlige arbejde, men de havde bestemt heller ikke travlt overhovedet. Da vi endelig fik serveret morgenmad, var klokken 13:30. Vi var glade for vi havde haft madpakke med hjemmefra. Der var nemlig intet brød til vores smør, røræg, skinke, marmelade og ost. Fejl fra catering, lød meldingen ved forespørgsel. Man var nødt til at henvende sig direkte til personalet, for ingen kunne høre den spage hvisken, der kom ud af højtalerne, så passagererne informerede videre. Hver gang en passagerer skulle på toilettet, rullede personalet salgs- og serveringsvognen hele vejen tilbage til deres udgangspunkt, så passageren kunne passere. Ligeså når han, eller hun kom tilbage. Det fik de utroligt meget tid til at gå med. I luften meddelte kaptajnen, at der var 17°, skyet og en let brise på Gran Canaria. Da vi landede viste temperaturen  24° i solen. Herfra gik alt efter planen til vores hotel, som lå ca. en times kørsel fra lufthavnen, men da vi åbenbart var de sidste der skulle af bussen, blev vores tur lidt længere. I stedet for at lande på hotellet om eftermiddagen, blev det aften, så inden vi fik udleveret værelse, og fik købt det obligatoriske vand og lidt morgenmad til næste dag, blev det sent inden vi sådan rigtigt landede, da vi efterhånden også blevet godt sultne. Heldigvis fandt vi ret hurtigt et rigtigt godt sted at spise dagens første rigtige måltid på.   I 2017, kom der til Gran Canaria 16 millioner turister til øen. I 2007 var det “kun” 8 millioner, så vi havde med vilje valgt at bo et godt stykke væk fra de fleste turister.  Vi vidste, at der ikke var internetforbindelse andre steder end i receptionen, men at den der var så elendig, vidste vi ikke. Det var svært at få forbindelse, og somme tider helt umuligt. Desværre var det for koldt at spise morgenmad på vores terrasse og resten af dagen var vi der ikke, bortset fra en enkelt dag, hvor vi spiste frokost i lejligheden, men der var der også for koldt, selvom der ellers var varmt nok alle vegne hvor vi bevægede os hen, uanset om det var langs stranden, i gaderne eller ude i det bare ingenting. Der brændte solen.  Vi har som sædvanlig oplevet en hel del. Vi har fejret Allans 70 års fødselsdag  på restaurant Guantanamo. Her spiser man særdeles godt, og Allan blev fejret med fødselsdagssang og musik, af en hel stab af personalet, på de musikinstrumenter, de havde ved hånden. Serveringsbakkerne. På en anden god restaurant, hvor vi spiste første aften, oplevede vi en svensk turist, der bad om at få dankortterminalen i hænderne, fordi han ville tale med sin bank. Det var sjovt at overvære den samtale og personalt morede sig sammen med os. Manden talte en smule spansk. Vi fik en lille hyggelig snak med parret efter denne episode. På en af vore vandreture, så vi også, en svensk kvinde falde ned i den ret dybe rendesten, der løber mange steder. Vi var på vej med en hjælpende hånd, men manden vendte sig hurtigt om og hjalp sin hustru, som heldigvis selv kunne rejse sig og gå videre, men faldet så lidt faretruende ud, og også da hun lå med næsen i cementen. Hun faldt i dybet, fordi hun skulle kigge højt op ad klipperne, mens hun gik, for at se de elevatorer der kørte op til nogle af hotellerne.  Vi har kørt gennem de fire klimazoner og har haft mange forskellige vejrtyper og temperaturer fra 4 - 29°. Vi har gået utallige kilometer på små stier, langs stranden, i bjergene og taget i tusindvis af trapper. Vi har holdt kaffe- og drinkspauser. Vi har gået over stok og sten og ufremkommelige veje. Besteget højder der har mindet os om, at kondien ikke er, hvad den har været, men på den uge vi har været her, kan vi tydeligt mærke forskel. Vi taber ikke så let pusten mere. Det lykkedes os at blive godt forbrændt, på de mest udsatte steder, allerede på første dags vandretur på 13 km, og siden har Allan måtte pakke sig ind i alt for meget tøj. Jeg selv kunne nøjes med at dække skuldre og nakke fra 3. dagen, men det var rigeligt varmt til mig. Da vi nåede lufthavnen på hjemturen, fik vi at vide at flyet afgik til tiden, for flyet var allerede landet og ventede bare på os, og straks vi var kommet igennem Security, stod der også at vi skulle gå til gaten med det samme, da de var ved at borde. Sådan var virkelighede ikke helt, da der ikke var noget fly eller personale ved vores gate, og vi var faldet ud af tavlen. Efter en rum tid blev vi alle kaldt over højtaleren og ledt til en anden gate. Vi fik det indtryk at det var koordinationen med vores flyselskab, der ikke fungerede og det blev ikke bedre, da vi kom op i flyet, for der lå en ’tør’ sandwich på hver sæde. Vi havde trods alt alle betalet en, synes vi, pæn sum for lidt mad. Da vi havde fløjet en tid, spurgte en længere oppe i flyet, hvornår de kom rundt med drikkevarer. Det gjorde de ikke. De havde ingen drikkevarer eller andet med på flyet. Vi skulle altså sidde i et fly godt 5 timer uden en dråbe væske. Det er lang tid, og vi var mange der var tørstige, så personalet gik rundt med små plastickrus med kildevand i. Altså sådan ca. 2 dl vand til hver. Vi var dog nogle der bad om vi kunne få fyldt op en ekstra gang. Det der blev sagt i højtaleren, var det helt umuligt at høre bare to ord af. Vi ved godt det kan være svært, men hvis man spidser, ører plejer man at kunne få fat i så meget, at man i det mindste ved hvad det handler om. I flyet kom jeg til at sidde ved siden af en dame, som jeg havde bemærket på udturen. Umiddelbart virkede hun ikke, som en jeg mente, jeg havde noget at tale med om, men der tog jeg godt nok fejl. Vi havde så meget tilfælles af både det ene og det andet. Hun var 72 år, mild og nem at tale med. Bortset fra de mange fælles interesser, var hun en kvinde, der gik i træningscenter 5 gange om ugen. Snakken gik lystigt på hele turen hjem, så vi var nogen af dem, der trængte til ekstra vand.Når vi bestiller en rejse, kender vi ikke flyselskabet, før vi får billetten tilsendt, og vi har rejst mange gange med dette rejseselskab. Der har aldrig været noget at klage over. Vi har altid fået fin service hele vejen igennem, men det er også første gang vi stifter bekendtskab med flyselskabet, Smartlynx. Vi er atter hjemme og hverdagen kalder. Det bliver en travl og hektisk uge, både arbejdsmæssigt og privat, men på et tidspunkt, får jeg nok skrevet et par indlæg om andre oplevelser fra ferien.

Telefonsamtale på arbejdet (2)

Mangt og meget har en, eller flere navnesøstre. Det har min arbejdsplads også, men bortset fra selve navnet og en smuk beliggenhed, har vi absolut intet tilfælles.
Jeg får til tider mange sjove telefonopkald af både den ene og den anden slags, fordi de tror vi beskæftiger os med nogle helt andre ting.
Jeg tager telefonen, siger firmanavn efterfulgt af mit eget navn.
I den anden ende præsenteres et navn, efterfulgt af: Jeg har en person, der skal ned hos jer et par gange om ugen. 
Okay, siger jeg. Det har jeg ikke hørt noget om. 
Har du en jeg kan tale med?
Nej, der er desværre kun mig.
Nå, men vi har altså en aftale om, at personen skal komme i næste uge.
Er det en praktikant vi har lovet noget, spørger jeg.
Nej, siger hun i den anden ende, mens hun forsøgte at skjule, at hun morede sig over mit spørgsmål.
Hvem har du lavet aftalen med, spørger jeg.
Ikke nogen, vi plejer bare at ringe i forvejen, når vi kommer med en person.
(Her var det gået op for mig, at hun vist skulle have fat i dagcenteret af samme navn)
Det forstår jeg altså ikke siger jeg. Er du klar over du har ringet til xxxxxx?
Ja, jeg har ringet til xxxxxxx
Vi er en landbrugsvirksomhed, så jeg tror altså du har fået forkert nummer.
Guud, siger hun…. så kan jeg da godt forstå du ikke er med. Jeg har bare googlet xxxxxx, og ringet til det nummer der poppede op uden at se nærmere på det. Det må du virkelig undskylde. Det er jeg altså ked af. Det er sikkert ikke første gang, du har fået det spørgsmål. Det er jeg virkelig ked af.
Det gør ikke noget, siger jeg. Jeg har før fået lignende henvendelser, så det er ikke helt nyt for mig, men det er ikke altid lige nemt at gennemskue, hvad det handler om fra starten af.
Hun afsluttede med endnu en undskyldning, og at hun nu ville prøve at finde det rigtige telefonnummer.
Billederne er fra gåturen i Faxe Kalkbrud 2. påskedag, og har intet med historien at gøre.

Du kan læse en anden telefonsamtale her.

Det er ikke aprilsnar

Det er sandheden om 1. april og påsken på Sydhavsøerne.

Et vejrvarsel siger, at en hvid jul giver en grøn påske, og en grøn jul giver en hvid påske. Vi ser bort fra alle de gange, det slår fejl, men denne gang passer det fint.  
   
           Vi stod op til snevejr og et nyt lag sne på 12 cm.
    








Vi var tidligt ude og hjalp hinanden med at rydde





   Vi begyndte i hver sin ende.




Allan startede med fortovet, mens jeg tog indkørslen.



Kigger man til begge sider, på vores vej, kan man konstatere, at vi er de eneste, der har været ude at rydde sne.
Mens jeg nu havde overtøjet på, gik jeg mig en tur, som jeg har gjort mindst en gang om dagen i hele påsken, uanset vejret.
Skærtorsdag den 29. marts, var det nærmest efterårsstorm, men med snefald, slud og tøvejr.

Langfredag var det frostklart, med blå himmel, solskin og et fantastisk vejr at gå tur og lege med sne i.
Påskelørdag var det bidende koldt, men tørt.

I morges var der ikke ryddet ret mange steder, men et par var i gang. Da jeg lidt senere gik i Brugsen, var folk kommet op, og var i gang med snerydningen rundt omkring. Der blev til lidt småsnak over sneskovlene.





















Jeg ved godt vi skriver 1. april, men det er nu smukt derude, når det ligger helt uberørt.
Nu er vores græsplæne ikke mere uberørt, for to styk firbenede har været lidt over det hele. De elsker sne, og da Camilla kørte hjemmefra i morges, var der grønt alle vegne, hvor hun kom fra. Ifølge et mundheld, var april den måned, der sidst fik tildelt vejr, da skaberen skulle indrette året, så derfor fik den tildelt lidt fra alle de andre måneder.
De lover 20° på søndag. Det er da noget af en forskel, hvis de får ret.