Strabadserende Mount Dikti, hvor vi blev plukket

Efter vores pause her, kørte vi videre. Vi valgte at køre syd om Lassithi Plateauet, fordi vi gerne ville hele vejen rundt om Plateauet, og en helt anden vej hjem. Vi ved nu, at det ikke er den vej turisterne kommer. Vi havde stort set det hele for os selv, gennem små gamle landsbyer, ad snoede bjergvejede. De fleste huse så forladte ud. Der er virkelig langt til alting. Man kunne se, at der før har været både det ene og det andet. 
Lassithi Plateauet er berømt for sine mange, for os overraskende meget små, vindmøller. De stod overalt over et kæmpe område. Nogle steder tættere end andre.
Vi når frem til Dikti, som ligger ved landsbyen Psychro. Det er ret specielt, at man inde midt i landet kan finde en grotte. I denne grotte er Zeus født. Normalt kører man nedad, når man skal besøge en grotte, men vi kørte opad. Der var en rimelig lille P-plads, hvor vi blev dirigeret rundt. Der var frygtelig mange mennesker, der ved middagstid, så på spørgsmålet om vi skulle parkere, eller vi skulle ud, svarede vi ud, men det var da dumt. at vi ikke lige så hvad der var at se, så vi fortrød. Vi var også sultne. For en sjælden gang skyld, havde vi intet spiseligt med. Restauranten var stopfuld, så vi ville lige kigge os lidt rundt.  
Vi gik forbi en mindre stribe boder. Det var stadig blæsende og hundekoldt. Faktisk vidste vi ikke helt, hvad vi gik efter, men hvis vi gik, kunne vi vel holde varmen. Så det gjorde vi. Gik. Det var opad og opad, og pludselig siger Allan. Nej, det her gider jeg ikke. Der må være en nemmere vej, så jeg bliver her, mens du lige se om det er noget at gå efter. Næh, du. Du skal ikke regne med jeg henter dig. Enten bliver du her til jeg kommer tilbage, eller også går du med. Han gik med.
Det gik stadig opad og opad, i hårnålesving. Da vi havde gået en tid, og både overhalet folk, og mødt nogle nedadgående, stopper Allan op, og puster. Nej, nu gider jeg altså ikke mere. Prøv at se, de render jo helt deroppe. Ja, det har jeg set for længe siden. Du må selv om hvad du vil, men jeg fortsætter – og Allan fulgte efter. Endnu engang stoppede han op, og sukkede dybt. Det er squ hårdt, men han fortsatte efter lige at have fået pusten.
Det sidste stykke vej, er der en masse sten vi skal ‘hoppe’ rundt på, og der springer Allan rundt som en anden kakerlak, mens jeg meget forsigtigt, prøver at finde de mest flade sten at træde på med den fod, der stadig skal tages hensyn til.
Vi når op til en gedigen låge, hvor folk står i kø, for at købe billetter. Vi har set masser af grotter rundt omkring, så skal vi, eller skal vi ikke. Det er da dybt godnat at tage hele den tur herop, og så ikke betale entre, så vi køber billet. Allan får det endda til halv pris, da jeg spørger om der er rabat til pensionister. Sikke en udsigt der er deroppe fra.
Med entrebilletten i hånden, og et par hundrede meter længere frem, blev vi en smule overrasket. Tanken om at der var en nedstigning til grotten, havde slet ikke strejfet os, men vi startede nedstigningen af en masse trapper. Grotten er rig på stalagmitter og stalaktitter.




Man må gerne fotografere dernede, men ikke med blitz. Der findes mange, meget farverige og flotte billeder på nettet.





Vi tog turen op ad de mange, mange trappetrin igen, og begav os ned ad bjerget. Nedturen gik som en leg. Restauranten var nu næsten tom, så vi bestilte lidt at spise. Det tog sin tid at få det mad. Havde der været andre muligheder, var vi smuttet et andet sted hen. Da jeg skulle betale, studsede jeg lidt over beløbet, men sagde umiddelbart ikke noget og betalte det hun forlangte, men det var da helt galt. Vi havde betalt det dobbelte af hvad vi skulle. Jeg gik op til kassen, og spurgte om de var sikker på jeg havde betalt det rigtige, for jeg synes godt nok det var en dyr frokost.. Ja, ja, det var de, men da de gik bonnen efter, fandt de ud af, at vi havde betalt for et andet bord. Vi fik vores penge retur, og en undskyldning.
Det var dejligt at komme ind i bilen, hvor der var lunt at sidde, for i restauranten var der også koldt, og en gevaldig træk.
Nu gik turen videre rundt om plateauet, og det er en meget speciel naturoplevelse. Hvordan forklarer man nu det?  Forestil dig landskabet, som en kæmpe tønde, hvor bjergene rundt om dig er tøndens vægge. Her kører man nede i et enormt grønt og totalt fladt område med små vandkanaler. Tankerne gik til Holland. Vi var så opslugt af det landskab, men fik ikke taget noget billede.  
Da vi var nået rundt om Plateauet kørte vi ad andre små bjergveje helt op til kysten og Heraklion inden inden vi vendte næsen mod vores hotel. 

Lidt om hverdagen og om nye og gamle interesser der står i kø

Jeg har længe været inde i en stime, hvor jeg kaster mig over den ene nye interesse efter den anden, eller tager gamle interesser op igen. Jeg ved, det er en umulig opgave at holde fast i alt det, jeg synes er sjovt, men når nu jeg ikke er parat til at slippe noget af det, må jeg jo nøjes med at være en lille smule alle vegne.
Det er syltetid, og jeg holder stædigt fast i at få høstet alt hvad haven og drivhuset producerer, men det holder mig ikke fra at gå på jagt i naturen også. Ofte har jeg pakket mit grej i cykelkurven, og høster på vej hjem fra arbejdet.
Selvom jeg nu har cyklet den samme tur i 29 år, laver jeg stadig fotostop på turen, og tit flere gange både ud og hjem. Jeg bliver aldrig træt af de indtryk, jeg får på disse ture.
For et par uger siden var det ren nostalgi jeg mødte en morgenstund. Lugning af roer. Forsøgsroer bliver behandlet, som da jeg var barn.   
Harer på spring over sti og marker er et dagligt syn. Måske lykkedes det mig en dag, at få en lille video af dem i fuld firspring!
Det er ikke alt jeg høster, der er spiseligt. For snart længe siden begyndte jeg at plukke blomster og lægge i pres og til tørring. Dem har jeg fået lavet en lille stak kort ud af.


Denne gamle interesse, fra min barndom, har grebet om sig. Efterfølgende har jeg flere gange været på jagt i naturen. Disse ting ligger, eller hænger nu til tørre, og jeg har planer om at hente mere, for flere interesser står i kø. Man skal ikke gå ned på planer eller interesser. 
På mit gode gamle job, bliver de små grå sandelig holdt i gang. Vi har fået helt nyt og avanceret regnskabsprogram. Så avanceret at flere teknikere er ind over, for at løse de problemer jeg og chefen hele tiden støder på. Det har givet mig rigtigt mange udfordringer. Desværre er det ikke slut.
I sidste uge fik jeg så også helt nyt pc-udstyr, og er nu udstyret med to skærme. Det kører til gengæld uden problemer.
 Ved I at det sidste nye er at robotter fører regnskab? Jeg vidste det ikke, men mon ikke min stilling er sikret, med det nye tiltag der nu er gjort, til jeg skal på pension om godt fire år!
Om denne rugende blishøne får problemer med sin rede, vil tiden vise.Sidste år, prøvede en af blishønsene også at bygge rede ude midt i den sø, jeg har udsigt til fra mit kontorvindue, men på et tidspunkt blev reden så tung, at den sank, og det hele gik til grunde. Måske har denne blishøne heldet med sig Vi er spændte på om den klarer det, men ellers forsøger den sig sikkert igen i kanten, hvor der er mere stabilt underlag.
   
Allans stunt i skoven i maj måned, har som jeg tidligere har nævnt, bevirket at han har forskubbet sit bækken. Ikke nok med det, så er nogle af de små ‘tapper’, vi har i ryggen, også kommet ud ad kurs, så han skal gå og og cykle en del. Det gør vi så. Den anden morgen var min sti gravet op, så jeg måtte have cyklen på nakken og bære den over grøften, mens to mand stod og så til. Godt man heldigvis kan klare sig selv. Da jeg havde fyraften, var stien igen farbar. Der skulle lægges et nyt drænrør under overkørslen. 

Fanget mellem vilde heste, skotsk højlandskvæg og gallowaykvæg på Bøtø

Der er sagt og skrevet meget om naturgenopretningen på Falster. Nærmere betegnet Naturområdet på Bøtø. Vi har flere gange sagt til hinanden, at vi skulle en tur derned, og se det hele med egne øjne. Der har været guidet rundvisning flere gange, og jeg har læst, at hundredvis af mennesker har været mødt op.
I lørdag satte vi det meste af dagen af til at se dette naturparadis på over 350 ha med egne øjne. Det er virkelig blevet et trækplaster for naturelskere.
Bøtøskoven er på 153 ha, så der er et kæmpe areal at udforske, enten til fods eller på cykel. Bliver man træt af skoven, kan man også benytte diget mellem skoven og vandet.   
Man må gerne gå ind i dyreindhegningen hvor dyrene går, bare man holder sig til sikkerhedsreglerne. Man skal huske på, at det er vilde dyr.
Da vi havde gået et stykke tid, fik vi øje på det skotske højlandskvæg, inde bag dyreindhegningen. Jeg gik derind, mens Allan blev ude, og sagde jeg skulle holde mig 25 meter fra dem og ikke komme imellem ko og kalv. Ja, jeg har læst hvad der står på skiltet, svarer jeg. (Som gammel naturplejemedarbejder, har han arbejdet i områder med dette og andet kvæg, så han har set hvordan de KAN opføre sig) Jeg var langt fra så tæt på, før jeg vendte om, og vi fortsatte vores vej på den sikre side af hegnet, mens andre længere fremme havde deres opgave med at komme forbi kvæget som lå midt på stien. 
Efter endnu en pæn vandring, valgte vi at gå over en dyrerist, og fik straks øje på de vilde heste. Her blev vi enige om at fortsætte inde i indhegningen.
Der er afmærkede ruter, men nogle steder kan man blive i tvivl, så må man vælge efter de nedtrampede stier, men nogle, eller den som vi valgte, endte blindt. Vi vendte om og tog så den anden mulighed, det meget åbne landskab. 
Da vi nærmede os skoven, så vi straks at der gik Skotsk Højlandskvæg rundt sammen med noget gallowaykvæg, og en anden lå på vagt. Da vi vidste at den anden gruppe, vi tidligere havde mødt, var endnu længere fremme, besluttede vi at vende om, og gå tilbage over det åbne landskab.
Skal vi nu gå helt samme vej tilbage, eller skal vi tage en helt anden rute, spurgte jeg Allan. Han mente vi havde set alle deres vilde dyr, så vi kunne gå helt ud ad indhegningen og gå op og drikke den medbragte kaffe, men da vi skulle dreje af, kom de vilde heste, ganske fredeligt, imod os, så vi veg til siden.
Allan var overbevist om at hestene ville gå den vej vi kom fra, men de stoppede op lige midt ‘i krydset’ og der slog de sig ned, på de tre ud af fire stier.
Hvor længe vil du have vi bliver stående her, spørger jeg Allan. De flytter sig snart, mente han. Det gjorde de så bare ikke, så vi tog den sidste åbne rute ud – stadig i dyreindhegningen.
Det var en længere omvej, men en smuk omvej der førte os gennem bregneskov og engområder med små gangbroer af brædder. Nu kunne det da lige passe, at vi blev fanget af endnu en flok vilde dyr, men det gjorde vi heldigvis ikke.  
Vi kom ud ad dyreindhegningen og gik ad stranddiget til vi nåede stedet hvor vi igen kunne komme ind i skoven og tilbage til bilen, hvor vi drak vore medbragte søndagskaffe på en bænk i hundeskoven.
Bøtøskoven er blevet en publikumsmagnet. Har det fanget din interesse, kan du læse mere her og du kan også se film om det.

Lidt fra min maj måned

Det har været en usædvanlig varm maj måned, som har slået alle rekorder. Min maj har dog, bortset fra vejret, ikke slået nogen rekorder. Det er blot en blanding af gentagelser og nye oplevelser. Noget har jeg allerede skrevet om.
Vi går og cykler en del. Jeg allermest og oftest mutters alene, men vi prøver begge at være ude så meget som muligt, i det gode vejr. Og hvor mærkeligt det end kan lyde, så giver en tur på cyklen altså godt med luft under vingerne, selvom det selvfølgelig også er en varm fornøjelse.
Vi har alle prøvet at overtale mor til at købe en el-scooter, så hun kunne komme lidt omkring, uden at nogen skal hente og bringe. Hun som altid har gået og cyklet til temmelig meget endda, hver eneste dag. Nu har hun endelig fået købt sig en, men sådan et køretøj skal man også lære at håndtere, og det kan volde vanskeligheder, når man har en hjerneskade, og efterfølgende ramt af andet, der har sat endnu en stopper for nogle af de ting hun holder af. Samtidig med en alder på nu 81 år, heller ikke gør det lettere at lære nyt, men efter 30 km på cykel sammen med hende, er jeg tryg ved at lade hende færdes alene. Problemet er bare, at hun ikke kan køre køretøjet ud, hjemme hos sig selv, men der arbejder søster på en løsning.


Vi har også haft besøg af ungerne nogle gange og hilst på lille nye Anton.

Da mor fyldte 81, havde hun inviteret alle børn og svigerbørn på Marielyst, med den medbragte madkurv, som hun og jeg havde fabrikeret i fællesskab. Vi skulle lege, hygge og slentre rundt. Udfordringen var bare, at det var den koldeste og mest blæsende dag i maj, og det så ud til regn hvert øjeblik. Da turen blev fastlagt, var det jo sol, sommer og varmt, som bare pokker, så et par tæpper at sidde på var alt hvad vi behøvede.  
På Marielyst er der ingen borde og stole, eller noget overdækket, med mindre man går på cafe og restaurant, og det var ikke meningen. Efter en lille rådslagning midt på Marielyst torv, blev det besluttet at vi kørte halvvejs hjemad alle mand, mod Nørre Vedby Grusgrav, hvor der var pavilloner og masser af udenomsplads til at boltre sig på. Her var problemet blot, at der ikke var mulighed for at købe is eller noget andet, som mor havde stillet i udsigt, og det havde hun det ikke så godt med, selvom vi er mange, der er ligeglade med den is, så er der også nogle, der ser hen til dette. Sjovt nok er det alle svigerbørnene. 
Da vi havde boltret os i grusgraven, kørte vi til Lagunen i Guldborg, hvor der var frit valg af is og antal kugler. Derefter blev der leget videre på aktivitetspladsen på modsatte side af vejen. Vi fik ikke en dråbe vand hele dagen, men vi havde en dejlig dag under åben himmel fra 10:30 til 17.

Selvom det har været varmt og tørt, så har vi alligevel haft nogle meget våde pletter i skovene, hvor vi færdes. En dag jeg var på job, tog Allan sin cykel for at inspicere Skansen, som han har lovet at passe. Der er et pænt stykke vej derud, og han mente han nu godt kunne cykle igennem, men han væltede og siden den dag har han haft vrøvl med bentøjet, især når han skal sidde, og i bilen er det allerværst, så jeg måtte køre det meste af turen hjem fra Gram.




Stuntet forhindrer ham heldigvis ikke i at lave noget. Faktisk har han det allerbedst, når han rører sig, så det er jo heldigt, når det er sådan vi har det bedst.
I fredags, havde jeg en fridag. Den  blev brugt på hjælpearbejde, selvom der egentlig er nok at tage fat på herhjemme, men det andet var mere fristende, og Allan var ikke ked af at få hjælp.
Snoren slap op på hans buskrydder. Arbejdet med leen var for langsommeligt. Det var pokkers varmt allerede fra morgenstunden, så efter et par timers arbejde, gik vi hjem. 
Der var Allans arme blevet så lange, og trætte, af at gå med det tunge redskab, at han gerne ville have jeg overtog trillebøren, for der er langt at gå, når man skal slæbe på noget.


Nu er det allerede blevet juni og varmen fortsætter. Vi ønsker os lidt lavere temperaturer og noget nedbør. De sølle 8 mm vi har fået i maj, er alt for lidt.   

Det er ikke aprilsnar

Det er sandheden om 1. april og påsken på Sydhavsøerne.

Et vejrvarsel siger, at en hvid jul giver en grøn påske, og en grøn jul giver en hvid påske. Vi ser bort fra alle de gange, det slår fejl, men denne gang passer det fint.  
   
           Vi stod op til snevejr og et nyt lag sne på 12 cm.
    








Vi var tidligt ude og hjalp hinanden med at rydde





   Vi begyndte i hver sin ende.




Allan startede med fortovet, mens jeg tog indkørslen.



Kigger man til begge sider, på vores vej, kan man konstatere, at vi er de eneste, der har været ude at rydde sne.
Mens jeg nu havde overtøjet på, gik jeg mig en tur, som jeg har gjort mindst en gang om dagen i hele påsken, uanset vejret.
Skærtorsdag den 29. marts, var det nærmest efterårsstorm, men med snefald, slud og tøvejr.

Langfredag var det frostklart, med blå himmel, solskin og et fantastisk vejr at gå tur og lege med sne i.
Påskelørdag var det bidende koldt, men tørt.

I morges var der ikke ryddet ret mange steder, men et par var i gang. Da jeg lidt senere gik i Brugsen, var folk kommet op, og var i gang med snerydningen rundt omkring. Der blev til lidt småsnak over sneskovlene.





















Jeg ved godt vi skriver 1. april, men det er nu smukt derude, når det ligger helt uberørt.
Nu er vores græsplæne ikke mere uberørt, for to styk firbenede har været lidt over det hele. De elsker sne, og da Camilla kørte hjemmefra i morges, var der grønt alle vegne, hvor hun kom fra. Ifølge et mundheld, var april den måned, der sidst fik tildelt vejr, da skaberen skulle indrette året, så derfor fik den tildelt lidt fra alle de andre måneder.
De lover 20° på søndag. Det er da noget af en forskel, hvis de får ret.

Når vinteren bider, og der er ispanser på husene

Alle sukker efter forår, og mange brokker sig over sne og kulde her i marts. En ting er, at der er sne i de måneder, vi betegner som vintermånederne. Det kan de fleste bedre forholde sig til, men vi kan faktisk ikke, synes jeg, rigtigt tillade os at klage over vinteren, da vi dårligt har haft nogen, men derfor kan man godt længes efter forår.
Når jeg tænker tilbage på min egen, og ungernes barndom, så er dette martsvejr ikke helt uhørt. Jeg har flere beviser på snestorme i marts og frostvejr i april, uden at de dog er gået over i historien som rekorder.
Der findes ikke en egentlig meteorologisk definition af begrebet isvinter, men fire gange i 80’erne, blev vinteren så kold, at den blev kaldt isvinter.
Af isvintre, der er har slået rekorder, i nyere tid, er 1939/40, 1941/42, som dog begge er før jeg blev født. Isbryderne var på arbejde til den 5. maj 1942.
Min første vinter var 1955/56, så den isvinter husker jeg heller ikke, men den hører også til de kortere af slagsen.
Om vinteren1962/63 skriver far i sin dagbog, at der den 27. februar ligger meget sne, men når solen kommer frem, gør den et godt arbejde. Den 14. marts skriver han, at det fryser 10° om dagen, og at de i radioen fortæller, at det nu har frosset 85 døgn. Den vinter husker jeg tydeligt, især når jeg læser hans ord. Vandet frøs i hanerne, ikke kun i barndomshjemmet. Far var som selvstændig håndværker, også rundt i sognet og tø vandrør op. Det kneb for mange at holde varmen i husene, da de ikke var så isolerede, som de er i dag. Han skriver ligeledes at det den 9. april stadig er nattefrost.  
1981/82 har, sammen med 1941/42 slået flere kulderekorder. I 1981 blev den laveste temperatur målt til minus 25,6° i december. Januar 1982 bød på minus 31,2°, (februar 1942 minus 29°) men 1985/86 blev en sværvægter indenfor isvintre.
Vi har ikke haft en ægte isvinter siden 1985, skrives der et sted, og et andet sted at DMI ikke regner alle isvintre med. Hvornår det er isvinter, er man åbenbart ikke enige om. Jeg ved bare, at uanset om de kalder det isvinter eller ej, så kan det være frost og isende koldt. I 2012 havde vi minus 23,1° uden at det betegnes som en isvinter.
Både i min egen og ungernes opvækst, har der været masser af sne og is om vinteren. Vi løb både på ski og på skøjter. Vi kælkede, lavede huler og byggede snemænd. Det var dog ikke altid vi kunne løbe på skøjter på gadekæret. Det var altid far, der var nede at bore hul og måle hvor tyk isen var. Indtil han gav grønt lys, måtte vi nøjes med at løbe på engarealet, hvor vi højst kunne få en våd støvle, hvis vi gik igennem isen. På billedet er mine søskende og jeg på skøjter.
Det er mange år siden, der har været så meget is, nogen steder her i området, at man har kunne løbe på skøjter i det fri. Allan venter stadig på at få en tur på sine skøjter. Mine er for længst solgt. Jeg ved jeg ikke er den ‘skøjteprinsesse’ som jeg var engang.
Den 19.marts 2001 havde vi snestorm og det havde vi også den 11.marts 2013.
I søndags, ovenpå en weekend med forskellige udskejelser og alt for lidt søvn, kørte vi en tur til Faxe Ladeplads for endnu engang at se det fascinerende ispanser, på de små fiskerhuse, som vi så første gang i 2011.
Det har sneet nogle gange den sidste uge,og det har også føget, men ligefrem snestorm, kan man ikke kalde det. I dag skriver vi den 22. marts og der var pænt hvidt derude i morges, men det var dog ikke snestorm, men vi har stadig pænt store driver på udsatte steder, også langs hovedvejen.

Fy for et vejr, med snestorm og sibirisk kulde, der har ramt de sydlige egne

Vi har haft snestorm mange gange i både februar og marts måned. Endda så sent som den 27. april. Datoerne er jeg ikke i tvivl om, da jeg igennem årene, har lagt hus til mange børnefødselsdage med kælkning, bygning af snemænd, slåskampe, eller syltning som det kaldes og optøning af forfrosne børn og tørring af masser af våde flyverdragter, vanter, sokker og støvler. Så det vejr vi har i øjeblikket kommer ikke som den helt store overraskelse. 
Selvom vi har prøvet den form for vejr mange gange, er det ikke spor sjovt at skulle ud at køre, når man ikke ved om man kører på mark eller vej. Sådan var det i tirsdags, da jeg skulle hjem fra job. Fy for et uvejr. Intet, absolut intet kunne man se på lange lange strækninger, og det var endda hovedvej hele vejen, men en af dem der bare lukker til og bliver ufremkommelig. Det tog mere end dobbelt så lang tid at køre hjem end det normalt gør. Da jeg kom hjem kunne jeg starte med at skovle sne. Sikke mængder der lå i indkørslen. Driver i knæhøjde i det halve af den pænt lange indkørsel. Derefter var det fortovet og de nødvendige gangarealer på resten af matriklen, for herren i huset var ikke hjemme, og havde ikke været det hele dagen. Han kom dog om aftenen og var ude at skovle flere gange. Traktoren er sneet inde langt nede i haven.
Onsdag morgen, var jeg noget spændt på om jeg kunne komme på job. Det var jo de små biveje. Her hvor vi bor, bliver der ikke ryddet sne og vi havde immervæk fået 35 cm sne, og endnu mere der hvor der havde lagt sig i driver. Vi bor lunt og godt for det værste sus, da vi ligger i læ af skoven. Så det er svært at vide hvordan det ser ud derude, før man kommer derud, men det ved vi jo, når vi har boet her i mere end 40 år. Jeg klædte mig godt på, og havde skovlen i bagagerummet. Jeg nåede lige nøjagtigt at dreje ned ad den lille bivej, da landmanden kom imod mig i sin 4-hjulstrækker og stoppede mig. Du kan ikke komme igennem. Der er totalt lukket. Jeg har lige været kørt fast, og måtte trækkes fri, men bliv her, så henter jeg teleskoplæsseren, som står hjemme ved mig, så kører jeg foran dig hele vejen, de 6-7 km. Dagen før, var alle medarbejderne blevet sendt hjem af chefen før fyraften, fordi det var et herrens vejr. Selv var han på vej på skiferie. 
Efter det meste af en dag på kontoret, ringer landmanden og spørger, hvad tid jeg havde tænkt mig at køre hjem. Vejene lukkede nemlig meget hurtigt til. Han havde allerede kørt turen flere gange i dag. Ikke kun over for os selv, men også for de andre der bor på strækningen. Det er ikke vores arbejde at rydde offentlige veje, og vi får intet for det. Hvis landmanden vidste hvad tid jeg kørte, ville han køre hele turen igennem, så jeg kunne komme hjem. Jeg kom altså både til og fra arbejde med eskorte, men det har jeg også prøvet før. Hele onsdagen var kaotisk. Busser kørte ikke på Lolland og Falster, så skolerne lukkede. Hjemmeplejen i både Lolland og Guldborgsund kommune måtte have assistance for at komme ud til de borgere hvor det var strengt nødvendigt og meget blev aflyst.
Allan har i løbet af dagen fået gravet traktoren fri men den vil ikke starte, så det roder han med en stor del af dagen. Endelig lykkedes det, og sneploven bliver monteret og kommer i brug.
I dag torsdag måtte der igen flyttes en hulens masse sne før vi kunne få bilen ud ad garagen. Det tog Allan 45 minutter med traktor og sneplov bare at få ryddet indkørslen. I dag skulle jeg ad hovedvejen, men det betyder ikke nødvendigvis at jeg kan komme frem. Heldigvis havde sneploven været der tidligt i morges, men det var allerede føget godt til igen, og det var stadig ikke nemt at orientere sig. Ind imellem møder man forbavsende mange, som ikke har lys på. Eller det ser i hvert fald sådan ud. Hele bilen er en stor kørende snedrive, hvor både for- og baglygter er skjult godt bag sneen. Lyset kan slet ikke trænge igennem. Jeg kom helskindet frem, og i Radio Sydhavsøerne (lokalradioen) hører jeg at skolerne er lukket, mest fordi busserne ikke kører. Toget mellem Nakskov og Nykøbing F.er aflyst. Det fyger gevaldigt derude og biveje er lukkede. Jeg tænker det er en god ide at holde tidligere fri, så jeg kan komme hjem mens det er lyst. De første mange kilometer ser det noget bedre ud end i morges, så jeg tænkte, det ikke var så slemt mere og glædede mig over det, indtil jeg møder de samme udfordringer, som de foregående dage, med elendig eller ingen sigtbarhed, og på steder meget store driver på vejen.
Atter kan jeg glæde mig over at jeg kom godt hjem. Her ånder der fred og ro. Allan er igen ikke hjemme. Han er med Mads i Køge, som er under kniven for 3. gang. I Køge har de ikke noget sne, lyder meldingen. Igen er der kun mig til at skovle sne, og da jeg ikke beskæftiger mig med traktoren, er der kun sneskovlen at gribe fat om.
Allan og Mads er dårligt kommer hjem, før der skal ringes til vagtlæge, som Mads har fået instrukser om. Så jeg må ud ad huset for at lukke de udkørende læger og sygeplejersker ind. Allan har stået standby siden kl. 7 morges, så han vil gerne aflastes i aften. De skulle have beholdt Mads i Køge, skulle de, men det var ikke en mulighed da han spurgte, da de ikke kunne stoppe blødningerne. Han skulle bare ringe til vagtlægen. Det gjorde han kl. 18 og de ville forhåbentlig være der senest kl. 20:30.
Jeg kunne godt tænke mig nogle mere normale tilstande. Jeg har selv været på apoteket for at få noget for min hoste. Den vil ikke slippe sit tag.