Tavshed, hvad sker der…

Der er mange grunde til min tavshed, men livet er en stor prioritering, og bloglivet står for tiden ikke særligt højt på listen, bl.a. fordi det irriterer mig grusomt, at jeg ikke kunne lægge billeder ind sidst jeg skrev. Sådan noget skal bare virke, uden at jeg skal bruge oceaner af tid på noget, jeg åbenbart ikke har forstand på at løse. Heldigvis er der andre steder, jeg kan bruge min tid bedre.

Begge ungerne har lige haft fødselsdag, og begge ønskede sig både materialer og arbejdskraft til renovering af deres hjem. Derfor bruges der mange timer på byggeprojekter. Hos Mads er det 1. sal, der bygges videre på, og hos Camilla er der mange både store og små projekter at tage fat på. Begge unger har købt gamle huse, som er bygget i 1870, og selvom det er 19 år siden Mads blev husejer, så vil der hele tiden være noget, at tage fat på og vedligeholde.

På arbejdsfronten, har det altid været en travl tid, indtil vi når april/maj. De sidste 2½ år har ikke forbedret den situation, selvom der er lavet små tiltag, der skulle aflaste mig både det ene og det andet sted. Jeg er udmærket klar over jeg har verdens bedste chefer, både på landet og i byen. Jeg ved jeg, stort set, kan gøre som jeg vil. Chefen spørger, hvad vil du gerne? Jeg kom med mine specifikke ønsker, om både hjælp og arbejdstid. Hvis det er sådan du gerne vil, så er det det vi gør.

Den anden chef har jeg også talt med, selvom jeg vidste at svaret ville være, at det styrer jeg helt selv. Det var lige nøjagtig de ord han brugte, efterfulgt af, at han var glad så længe, jeg ville arbejde for ham. Jeg fik en masse ros, som selvfølgelig er rart nok at få, men som jeg ikke har behov for, da jeg er sådan indstillet, at så længe jeg passer det jeg skal, og ingen brokker sig over det jeg laver, regner jeg med, det er godt nok. Derefter sagde han, du knokler jo konstant. Får du i det hele taget nok i løn? Jeg nåede slet ikke at svare, da han sagde, du skal da bare hæve lønnen med X-antal kroner med øjeblikkelig virkning. Det er jo det jeg siger. Jeg har nogle fantastiske chefer.

For 3 uger siden, da jeg skulle ned ad nogle trapper, overså jeg det sidste trin, og faldt det sidste stykke med et gevaldigt brag. Egentlig gjorde det slet ikke ondt, og jeg tænkte var heldig sluppet, men efter et par dage, kunne jeg mærke der var noget galt i lysken. Der hvor benet “er sat på.” Jeg bestilte en tid hos kiropraktoren, som kunne fortælle mig, at jeg har forskubbet mit bækken og det er låst fast i en uheldig position. Det er han nu ved at udrede. Heldigvis kan jeg stadig går mine ture, uden besvær, og lave alt det jeg vil. Det er kun, når jeg skal ud og ind ad bilen, og når jeg rejser mig fra en stol, at jeg mærker noget.

Når livet starter forfra for 3. gang

Første gang vi skal lære at gå, spise, tale, lave mad, strikke osv., tænker vi ikke så meget over det. Det er en ganske naturlig del af livet, som vi nok mere eller mindre regner med, er en selvfølge. I hvert fald når man har nået en vis alder, og egentlig ikke ser handicappet ud.
De fleste af os er helt uvidende om hvor svært de mest basale ting egentlig er, men når man selv, eller ens nærmeste rammes af sygdom eller ulykker, og man atter skal lære det hele – helt forfra – opdager man hvor svært det man har kunnet hele livet faktisk er.
Jer der har læst med længe, husker måske historien om mors hjertestop, koma og neglect, hvor hun for 2. gang i sit liv, startede fra scratch, med at  lære at spise, gå, tage tøj af og på, strikke -  ja hele molevitten. Det lykkedes over al forventning, at få et liv, næsten som det var før.
3. gang, mellem jul og nytår, nogle få år senere, var hun atter hjælpeløs, og måtte endnu en gang starte forfra, med at lære at spise, tage tøj af og på, gå på trapper osv. osv. Det er lykkedes knapt så godt, men hun er dog nået rimeligt langt, ved stædighed og egenbetaling hos en dygtig fysioterapeut, som min mirakelmand har anbefalet, da det offentlige stod af og sagde, mor ikke kunne nå længere.
Det har været en hård kamp at nå dertil, hvor hun er i dag. Nu klarer hun igen sig selv - rimeligt godt, og har gjort længe, hun har stadig hjemmehjælp hver morgen, alle ugens dage, til at åbne for yoghurt, mælk, ost og den slags småting. Når bare det er åbnet dagen i forvejen, giver det frihed til at spise, når hun står op, uanset om hjemmehjælpen kommer klokken 7 eller halv 10. Hun får hjælp til det ugentlige bad, og hver 14. dag kommer de og skubber lidt rundt på støvet og vasker gulve.
Hvis vi ser bort fra de helt basale ting, som man selvfølgelig helst fil kunne klare selv, så har mors store ønske været at lære at strikke igen – også for 3. gang. Hun har forsøgt mange gange, men hun har ikke kunne holde på strikkepindene. Hun kan heller ikke knappe en knap, lukke en lynlås, tage smykker af eller på. Sætte en nøgle i døren eller binde en skosnøre og den slags, men hun kan atter holde på en blyant og skrive, så nu kæmper hun videre med strikketøjet.
Den første firkant, blev nærmere en trekant, men pyt. Det er jo øvelse, og den er noget pænere strikket, end den første firkant hun lavede efter sit hjertestop, så der er et lille håb, selvom ingen tør love at hun kommer til at strikke igen.  Hun magter kun at strikke 4-5 pinde på en aften, så det tager tid at lave en lille lap, og hvis hun så også strikker forkert, må arbejdet hvile til en af os unger kommer forbi. Derfor har jeg fået den ryg med hjem, hun strikkede for tre år siden. Nu gider hun ikke se på den mere, og har bedt mig lave den færdig til Røde Kors.
Selvom mor rundede de 81 i maj måned, har hun ikke opgivet at kæmpe videre. Som lægen på Rigshospitalet sagde, er hun en sej kylling.og livet har trods alt stadig meget godt at byde på. Selvom det strikkeri ville kunne slå mange timer ihjel..

En stær eller to kan ændre alt

Det er nogle uger siden, Allan fik at vide, at man nu endelig vil operere for de stære der har generet hans syn de sidste par år. Glæden var kort. Ventetiden er minimum 90 uger. Han fik ved forespørgsel en henvisning til en privatklinik i Hørsholm. Ting tager tid, så…
Et par dage før mine 14 dages ferie startede, blev Allan ringet op af Hørsholm, der også gerne ville se ham til en forundersøgelse. Han fik en tid allerede om mandagen, hvor vi ellers allerede skulle være på camping et helt andet sted. Feriedestinationen blev ændret. Vi ville så bare flytte, når undersøgelsen var overstået, men…  
Det kan gå rigtigt stærkt. Hørsholm meddelte at de kunne operere ham allerede samme fredag. Vi slog til, men det betød, at vi måtte afbryde vores ferie, da jeg  pure nægter at køre med campingvogn. Vallø var kun en mellemlanding, for vi har set og oplevet alt, hvad vi synes, der er værd at se i og omkring det område. Det passer mig glimrende at være herhjemme, og det hindrer os jo ikke i at stikke af hjemmefra når det passer os.
I dag kom der lige en aftale snigende ind fra højre, så Allan kørte til København i morges, mens jeg har kastet mig over havearbejdet herhjemme. Nu er traileren fyldt og klar til tømning. Jeg har pillet bær, høstet rabarber, gået tur og bagt en smuldrekage med rabarber.
Fredag skal Allan være i Hørsholm allerede 7:40, hvor han bliver opereret på begge øjne samtidig. Det er en service de tilbyder os der kommer langvejs fra. Efter operationen, siger de, vil han være noget frustreret over sit syn, og de briller han har, kan han godt kassere. Han vil overhovedet ikke kunne bruge dem til noget som helst. Der skal gå mindst 6 uger efter operationen, før synet er så stabiliseret, at der kan lave nye briller til ham, så vi er lidt spændt på, hvor længe han skal være ‘handicappet’
Vi har allerede før alt dette, bestilt ferie i Agios Nikolaos på Kreta til september, så nu satser vi på, at Allan kan nå at få lavet nye briller klar til den tid. Det er jo det gode ved at få lavet begge øjne på en gang. Tidshorisonten for nye briller er kortere, men der er også to øjne, der (måske) intet kan se i mange uger.  Allan har båret briller siden han var 3 år.
Jeg må tilstå, at jeg ikke færdes meget i blogland. Det er ikke fordi jeg mangler ord, eller intet oplever. Jeg synes blot at det er for tidskrævende, så jeg har bare valgt at prioritere min tid anderledes, og har den sidste måned været aktiv på IG. Det er hurtigt og mindre tidskrævende. Når man altså som jeg, kun lige er der nogle få minutter, som regel om aftenen.
Jeg har ikke helt forladt blogland, så der vil stadig komme et livstegn fra mig i ny og næ, men jeg bruger det meste af min tid på alt muligt andet. 

Sygepleje, hjemmehjælp og egenomsorg

Det indlæg, jeg for en lille måneds tid siden, havde tænkt mig at skrive, har jeg droppet. Det er og bliver for omfattende. Men kort fortalt er Mads opereret for 3. gang. I 2016 opererede de første gang for Mortons neuron på Hamlet. Det hjalp ikke det fjerneste. I 2017, opererede de i Køge for det samme. Det gjorde det hele meget værre. Nu har de atter sat kniven i ham. Denne gang er han opereret for weils osteotomi. Vi håber virkelig, tredje gang er lykkens gang, så han kan blive smertefri, og få sig et liv igen.   
Siden den 1. marts har Mads, været ret hjælpeløs. Han har fået skåret knogler over, som igen er blevet samlet med skruer, og han har fået lagt en skinne over storetåen.
Irritationen over ikke at kunne det mindste selv, og føle sig til besvær, har været stor hos Mads, samtidig med at han keder sig noget så grusomt. Ham som altid har gang i noget, har været ‘bundet’ til sin seng i 14 dage. Alene et toiletbesøg, har været en besværlig og halvfarlig opgave. Så Allan har alle hverdagsmorgener kørt op med kaffe og morgenmad til ham. Han har ryddet sne, været fyrbøder og ageret chauffør til diverse læge- og sygehusbesøg, mens jeg har smurt madpakker og sørget for varm mad, brændekørsel og andre ting efter fyraften og i weekenderne.
I sidste uge blev forbindingen fjernet, og stingene taget. Nu humper han lidt rundt, både med og uden krykker og en hælsko, og kan selv tage sig noget mad. Det har givet lidt luft hos os, og han kan bedre få tiden til at gå. Medio april, skal han til en ny kontrol, så må vi se, hvad de siger der, men der kan gå op til et år eller mere, før man kender de endelige resultat.  
Mens Allan har taget bilen hver gang, har jeg klaret min del af servicen, ved at kombinere den med frisk luft og motion. Det har jeg nydt i fulde drag.  Nu når sneen næsten er væk, er ramsløgene dukket op, store og fine. De første er høstet og inden længe er det anemonerne der fylder skovbunden.
I dag er det sidste arbejdsdag, inden jeg har hele 5 fridage. Et par af dagene er afsat til familiehygge med søskende, og vandretur med Camilla. De resterende dage skal nok blive fyldt ud, med en god blanding af pligter og fornøjelser, alt efter lyst og behov.
God påske til alle der læser med.

   

Fy for et vejr, med snestorm og sibirisk kulde, der har ramt de sydlige egne

Vi har haft snestorm mange gange i både februar og marts måned. Endda så sent som den 27. april. Datoerne er jeg ikke i tvivl om, da jeg igennem årene, har lagt hus til mange børnefødselsdage med kælkning, bygning af snemænd, slåskampe, eller syltning som det kaldes og optøning af forfrosne børn og tørring af masser af våde flyverdragter, vanter, sokker og støvler. Så det vejr vi har i øjeblikket kommer ikke som den helt store overraskelse. 
Selvom vi har prøvet den form for vejr mange gange, er det ikke spor sjovt at skulle ud at køre, når man ikke ved om man kører på mark eller vej. Sådan var det i tirsdags, da jeg skulle hjem fra job. Fy for et uvejr. Intet, absolut intet kunne man se på lange lange strækninger, og det var endda hovedvej hele vejen, men en af dem der bare lukker til og bliver ufremkommelig. Det tog mere end dobbelt så lang tid at køre hjem end det normalt gør. Da jeg kom hjem kunne jeg starte med at skovle sne. Sikke mængder der lå i indkørslen. Driver i knæhøjde i det halve af den pænt lange indkørsel. Derefter var det fortovet og de nødvendige gangarealer på resten af matriklen, for herren i huset var ikke hjemme, og havde ikke været det hele dagen. Han kom dog om aftenen og var ude at skovle flere gange. Traktoren er sneet inde langt nede i haven.
Onsdag morgen, var jeg noget spændt på om jeg kunne komme på job. Det var jo de små biveje. Her hvor vi bor, bliver der ikke ryddet sne og vi havde immervæk fået 35 cm sne, og endnu mere der hvor der havde lagt sig i driver. Vi bor lunt og godt for det værste sus, da vi ligger i læ af skoven. Så det er svært at vide hvordan det ser ud derude, før man kommer derud, men det ved vi jo, når vi har boet her i mere end 40 år. Jeg klædte mig godt på, og havde skovlen i bagagerummet. Jeg nåede lige nøjagtigt at dreje ned ad den lille bivej, da landmanden kom imod mig i sin 4-hjulstrækker og stoppede mig. Du kan ikke komme igennem. Der er totalt lukket. Jeg har lige været kørt fast, og måtte trækkes fri, men bliv her, så henter jeg teleskoplæsseren, som står hjemme ved mig, så kører jeg foran dig hele vejen, de 6-7 km. Dagen før, var alle medarbejderne blevet sendt hjem af chefen før fyraften, fordi det var et herrens vejr. Selv var han på vej på skiferie. 
Efter det meste af en dag på kontoret, ringer landmanden og spørger, hvad tid jeg havde tænkt mig at køre hjem. Vejene lukkede nemlig meget hurtigt til. Han havde allerede kørt turen flere gange i dag. Ikke kun over for os selv, men også for de andre der bor på strækningen. Det er ikke vores arbejde at rydde offentlige veje, og vi får intet for det. Hvis landmanden vidste hvad tid jeg kørte, ville han køre hele turen igennem, så jeg kunne komme hjem. Jeg kom altså både til og fra arbejde med eskorte, men det har jeg også prøvet før. Hele onsdagen var kaotisk. Busser kørte ikke på Lolland og Falster, så skolerne lukkede. Hjemmeplejen i både Lolland og Guldborgsund kommune måtte have assistance for at komme ud til de borgere hvor det var strengt nødvendigt og meget blev aflyst.
Allan har i løbet af dagen fået gravet traktoren fri men den vil ikke starte, så det roder han med en stor del af dagen. Endelig lykkedes det, og sneploven bliver monteret og kommer i brug.
I dag torsdag måtte der igen flyttes en hulens masse sne før vi kunne få bilen ud ad garagen. Det tog Allan 45 minutter med traktor og sneplov bare at få ryddet indkørslen. I dag skulle jeg ad hovedvejen, men det betyder ikke nødvendigvis at jeg kan komme frem. Heldigvis havde sneploven været der tidligt i morges, men det var allerede føget godt til igen, og det var stadig ikke nemt at orientere sig. Ind imellem møder man forbavsende mange, som ikke har lys på. Eller det ser i hvert fald sådan ud. Hele bilen er en stor kørende snedrive, hvor både for- og baglygter er skjult godt bag sneen. Lyset kan slet ikke trænge igennem. Jeg kom helskindet frem, og i Radio Sydhavsøerne (lokalradioen) hører jeg at skolerne er lukket, mest fordi busserne ikke kører. Toget mellem Nakskov og Nykøbing F.er aflyst. Det fyger gevaldigt derude og biveje er lukkede. Jeg tænker det er en god ide at holde tidligere fri, så jeg kan komme hjem mens det er lyst. De første mange kilometer ser det noget bedre ud end i morges, så jeg tænkte, det ikke var så slemt mere og glædede mig over det, indtil jeg møder de samme udfordringer, som de foregående dage, med elendig eller ingen sigtbarhed, og på steder meget store driver på vejen.
Atter kan jeg glæde mig over at jeg kom godt hjem. Her ånder der fred og ro. Allan er igen ikke hjemme. Han er med Mads i Køge, som er under kniven for 3. gang. I Køge har de ikke noget sne, lyder meldingen. Igen er der kun mig til at skovle sne, og da jeg ikke beskæftiger mig med traktoren, er der kun sneskovlen at gribe fat om.
Allan og Mads er dårligt kommer hjem, før der skal ringes til vagtlæge, som Mads har fået instrukser om. Så jeg må ud ad huset for at lukke de udkørende læger og sygeplejersker ind. Allan har stået standby siden kl. 7 morges, så han vil gerne aflastes i aften. De skulle have beholdt Mads i Køge, skulle de, men det var ikke en mulighed da han spurgte, da de ikke kunne stoppe blødningerne. Han skulle bare ringe til vagtlægen. Det gjorde han kl. 18 og de ville forhåbentlig være der senest kl. 20:30.
Jeg kunne godt tænke mig nogle mere normale tilstande. Jeg har selv været på apoteket for at få noget for min hoste. Den vil ikke slippe sit tag. 

De sunde og de gode valg i livet

Hvad der er sundt og godt, er der ikke nogen entydig facitliste på. Hvad der er godt for mig, er ikke nødvendigvis godt for dig, uanset om vi taler livsform eller kosten alene. Måske vil mange umiddelbart tænke, at sund kost er ens for alle, men sådan er det ikke. Det vi får tudet ørene fulde med er sundt, kan nogen, i værste fald, dø af at spise. Og selvom vi synes vi lever et godt liv, er det ikke nødvendigvis et sundt liv.
Jeg vil påstå, jeg lever et rimeligt sundt liv. Jeg lever i hvert fald et godt liv, og det vil jeg vove at påstå, jeg altid har gjort, når vi ser bort fra de ting, der bliver trukket ned over hovedet på en, men som man ikke selv har den store indflydelse på. De ting har der såmænd været nok af igennem årene. Så må der justeres, så vi kan få det bedste ud af det, vi er havnet i.
På et enkelt område, synes Allan at mit liv er kedeligt, mens andre måske vil mene jeg er heldig. Jeg bryder mig nemlig ikke om søde sager. Der er f.eks. ikke meget chokolade, jeg sætter tænderne i, af den simple grund, at jeg ikke kan lide mørk eller fyldt chokolade, hverken med creme, spiritus, marcipan, kokos eller rosiner, for slet ikke at nævne smagen af pebermynte eller alt muligt andet. Flødeboller og isvafler kan heller ikke friste og tørrede frugter er for søde. Småkager rører jeg helst heller ikke. Er der glasur på kagen, bliver den pillet af, og sådan kunne jeg blive ved. Allan kan ikke forstå at jeg fornægter mig alle disse ting, for som han siger, ved du jo ikke om du dør i morgen. Nej, det ved jeg ikke, men så er jeg ikke gået glip af noget i den retning. Jeg gider ikke fylde mig med noget, jeg ikke bryder mig om. Det kan se nok så lækkert ud, og være nok så dyrt, men hver gang jeg har smagt en lille flig, bekræftes jeg gang på gang i, at det ikke er noget jeg bryder mig om. Anderledes ser det ud, hvis der er frugt, mad eller nødder i nærheden. Her er jeg altspisende, og kan sagtens spise usundt, og mere, end jeg har godt af.  

 

Siden juleaften 2016 har det skortet noget på det sunde liv, når vi taler motion. En ting var, at jeg dårligt kunne gå, men jeg fik også, pludselig midt i det hele, forbud mod at cykle. Da jeg i hverdagen sidder på min flade mellem 7 og 10 timer dagligt, uden mulighed for at gå mere en højst 10 skridt til kopimaskinen, er det vigtigt for mig at få rørt mig lidt, når jeg har fri, for sådan har jeg det nu en gang bedst.
I 2017 har mit liv bestemt ikke været normalt, hvad bevægelse angår. Den fod har spærret utroligt meget ben for mine udfoldelser. Siden november er det gået rimeligt godt med at gå. Jeg er så meget tilbage på sporet, og er usigelig taknemmelig over, at jeg igen kan bevæge mig rundt, de allerfleste steder med det rigtige fodtøj på.

Det sunde valg er også, at man ikke lader sig påvirke af at uret siger bip, når nu man ikke har mulighed for at gå nogen steder. Da jeg for nogle år siden købte uret, fordi mit ‘normale’ ur var gået i stykker, var det lidt svært at ignorere disse små bip-lyde, som kommer, når det er tid for bevægelse. Det eneste jeg kunne, og stadig kun kan, er at hæve skrivebordet og arbejde stående. Det får desværre bare ikke de røde streger til at forsvinde. Her måtte jeg, som så mange andre gange i livet, sige til mig selv, at jeg ikke skulle lade mig irritere af noget, jeg ikke havde mulighed for at ændre på. Det er fint med en lille reminder om, at det er tid at lette rumpen og gå en tur, hvis man altså har mulighed for det, men uanset hvor mange skridt man har gået, går der ikke lang tid, før uret bipper igen for at fortælle, at det er tid at komme i bevægelse. Det har jeg ingen problemer med at ignorere, men jeg kan også fristes til at give den en skalle mere. Når alt kommer til alt, så er det trods alt mig der bestemmer.

Lidt om alt fra elendighed til succes og at halte bagud

Mit liv vil jeg stadig betegne som ret ressourcekrævende og en anelse opslidende. Heldigvis er det, der sker mellem disse to begreber, trods alt det, der fylder mest på den lange bane. Ind imellem svæver vi heldigvis også af sted på små skyer og nyder det gode liv. Billederne med paraplyerne er fra Nykøbings gader. Det er da et festligt syn, hvis man altså spørger mig. 

Alt det jeg skrev om i sidste indlæg fylder stadig en stor del.

Mit knoglebrud (brud i 5. metatars, også kaldet en Jones-fraktur) er efter et halvt år, overhovedet ikke begyndt at gro sammen endnu. Foden er stadig hævet, og som det fremgår af billedet er knoglen skredet ud.

Man kan operere ved at mejsle og prøve at få knoglen passet til og derefter sat sammen med skruer, men det giver sjældent noget godt resultat. Tværtimod. Konklusionen er, at jeg skal leve med det og de smerter der nu er forbundet med sådan et brud. Ligesom jeg må tage de forbehold, der nu skal tages, for ikke at knoglen brækker helt af. Ret så irriterende, men jeg overlever.

Arbejdet kom til at fylde alt, alt for meget. Det var ikke sundt. Jeg kunne mærke, der skulle ske noget, hvis jeg ikke skulle gå ned med flaget. Jeg beklagede min nød til begge chefer og bad om hjælp. På min nye arbejdsplads fik jeg det prompte, og det gav luft. Nu kan jeg endelig begynde at skimte et lys i tunellen, selvom jeg langt fra er nået til dørs endnu.

På den anden arbejdsplads, sagde jeg samtidig til chefen, at jeg nødig vil grave min egen grav, men at jeg har alt for meget at se til, når jeg er alene om det hele. Det sidste års tid, godt og vel, er der bare lagt flere og flere arbejdsopgaver på mine skuldre. Det er umuligt for mig at følge med mere. Jeg er konstant bagud. Som forventet, var også denne chef forstående. Han var godt klar over at mine arbejdsopgaver var vokset pænt. Vi aftalte, at der skal findes en løsning senest til årsskiftet, hvor det bliver aldeles umuligt for at nå at samle op på alt det der skal nås de næste mange måneder. Nu har jeg i 29 år passet alt selv, og bare fået flere og flere timer, når der kom flere arbejdsopgaver, men jeg er nået dertil hvor jeg ikke ønsker at arbejde flere timer. Jeg har rigeligt med arbejde.

Jeg halter konstant bagud, ikke bare på jobbet, men også herhjemme. I år har jeg slet ikke fået sat have og drivhus til med urtesager og planter i samme omfang som jeg plejer. Et par af havens bedkasser står stadig delvis tomme. Der er også plads til flere planter i drivhuset, for slet ikke at tale om de krukker i haven, som jeg plejer at plante til med blomster. De står dags dato stadig gabende tomme.

Den 29. januar blev jeg faster til lille Emilie. Fødslen tog næsten en døgn, så det var trættende for både mor, far og barn. Men den seje mor insisterede på at føde normalt og ikke ved kejsersnit. Skæbnen ville at Emilie efter et par måneder, blev alvorlig syg, (virus kaldte de det) Hun og forældrene blev indlagt i isolation den 10. april. Forældrene var selvfølgelig sønderknuste. og havde brug for nogen at tale med. Min stærke svigerinde ringede grædende og sagde, at de ikke mere kunne kende deres lille pige, der lå med alverdens udstyr. Mark vil gerne have du kommer en tur så han har nogen at snakke med, og jeg har også brug for en at tale med. Jeg smed selvfølgelig hvad jeg havde i hænderne og kørte af sted. Jeg ankom og vi tudede alle tre. Det var virkelig alvorligt, havde de fået oplyst. Det lille væsen havde tabt sig mere end 1,5 kg og var kun skind og ben, ligbleg afkræftet og helt slatten. Det endte med de blev overført til Rigshospitalet, som fik styr på alle tal, og de blev udskrevet igen efter godt en uge.

Selvom jeg bestemt synes, (især) jeg er spændt hårdt for, så prøver vi at få plads til lidt af alt det, vi plejer at kaste os ud i. Lidt frivilligt hjælpearbejde med rydning af Skansen. Et kæmpe projekt, som bliver helt fantastisk, når det er helt færdigt. Det er dog især Allan der har brugt timer på dette projekt.

Vi har været i Falkonersalen og se musicalen Saturday Night Fever. Vi har været på weekendophold og “fejret” vores 40 års bryllupsdag. Det er åbenbart et festens år, så vi har allerede været til flere fester, og det fortsætter. Nogle fester møder vi bare op og nyder. Andre kræver lidt arbejde forud i form af indkøb, arrangering, borddækning, madlavning, sangskrivning, sangskjulere og hvad der ellers hører sig til.

Jeg har strikket, syet bagt og syltet og alt muligt andet, som jeg plejer. Der har bare været knapt så mange timer at fordele det hele på, så der må skæres både her og der, og sådan må det fortsætte lidt endnu.

Mor fik den 80 års fødselsdag, hun havde ønsket sig. Vi var 30 personer under samme tag i et kæmpe sommerhus “Thalia” på Marielyst. Fire generationer i fire døgn, har hørt musik, sunget, leget, spillet bold, morgenbadet i Østersøen, gået ture, cyklet, hyggesnakket, badet i poolen. Vi har haft fællesspisning. Kort sagt, masser af liv døgnet rundt. Det hele kulminerede med et brag af en fest, med taler, leg, sang og musik hvor yderligere 4 gæster ankom. Vejret var helt fantastisk alle fire dage.

Allan har nu meldt sig til endnu et ekstra frivilligt arbejde, hvor han kommer ud og taler med andre mennesker. Det er ikke noget fast, men man ringer, når der er et behov. Der er noget mere gang i denne beskæftigelse end i Ældresagen. Det sker han må sige nej. Vi har jo også vores eget at passe. Også større projekter, der skal klares her og der.

Allan er, som nogen af jer ved, testperson hos GN-Resound. Han har dog måttet holde en pause, da han, som mange af jer også ved, er blevet opereret i begge ører med et rigtigt godt resultat. Det er vi slet ikke i tvivl om. Det blev yderligere bekræftet, da GN kaldte Allan til Ballerup for atter at teste nogle nye høreapparater. Allan mindede dem om at de skulle tage en ny høreprøve først. Resultatet blev at de måtte sende Allan hjem igen uden at bruge ham. Han hørte alt for godt til test af de pågældende apparater. Der er en lille chance for at han måske kan benytte de små usynlige apparater og undgå de store propper han har i ørerne. GN ved nu at det er helt andre apparater Allan fremover skal teste.

Mads blev opereret i foden for 2. gang her i mandags. De har fjernet en stor aflang et-eller-andet, som ikke skulle være der. Hvad det er, kan og vil de ikke udtale sig om før det er blevet undersøgt. Nu håber vi bare det hjælper denne gang, så han kan komme videre med sit liv.

På søndag skal lille Emilie døbes. Jeg har lovet at lave noget af maden til de 50 gæster, så jeg ved godt hvad min lørdag skal bruges til.

Her i juli måned har jeg sat mig på en uges ferie til mig. Det bliver godt. Jeg har nemlig ikke haft en uges sammenhængende ferie siden september 2016, hvor vi var på ferie i Kroatien.Denne gang rejser vi til Island og det glæder vi os meget til.

Det var et lille livstegn fra mig, der ellers er holdt op med at blogge :-)

.

Det skrøbelige liv

Livet bliver ikke altid som man ønsker det, og det er da helt utroligt, hvad man kan få ganske gratis, uden at have det mindste ønske om det.





















Da jeg stoppede med at blogge for godt et halvt år siden. Der er sket så meget i mit liv, at jeg gerne vil dele noget af det med jer, hvis nogen derude stadig skulle have mig på læselisten. Jeg havde forestillet mig at fortsætte med at læse blogge, men der er andet der har spærret ben, så jeg opgav at følge med. Det er meget minimalt hvad jeg har læst, og kommentarer kan vist tælles på en hånd.





















Nu skal det ikke være elendighed alt sammen, for det er det trods alt heldigvis ikke. Vi startede med en dejlig ferie til Kroatien og Bosnien. De to lande står i en vældig kontrast. Alt det ville jeg meget gerne have fortalt om. I stedet viser jeg lidt billeder. Som sædvanlig blev det en dejlig ferie med mange gode og sjove oplevelser, selvom Allan tog af sted med et optapet knæ, og helst slet ikke måtte gå. Vi holdt ferie, som vi plejer, med de hensyn, der nu var nødvendige at tage. Benet tog heldigvis ingen yderligere skade, og vi fik ingen møgfald, og jeg fik mig en hel del trappe-motions-ture alene.
Allerede inden jeg stoppede med at blogge, var der fyldt rigeligt nyt på mit liv. Alle har har nok læst om de ressourcer, jeg har brugt på mor, og de hørte jo ikke op. Hun er heldigvis nået et godt stykke længere, men har stadig hjemmehjælp to gange daglig, og vi børn yder stadig en masse assistance, lige som andre hun kender også gør, så hun har et så normalt liv som muligt. 
Hvad jeg aldrig har fortalt er, at Mads allerede på det tidspunkt gik sygemeldt (fod) og havde gjort i et halvt år og yderlige har kæmpet kampe siden sep. 2015. Alle der bare kender lidt til det cirkus med at rende til diverse læger og hospitaler i hele landet, samt at møde pengekasser der smækker i, ved hvor meget tid og mange kræfter det tager. Først jobbet, så fagforeningen, derefter dagpengesystemet, selvom ingen specialister og læger i DK, som han/vi har været i kontakt med kunne hjælpe ham. Han var ved at gå ud af sit gode skind p.g.a. af smerter. Han kunne ikke gå eller stå, og af og til slet ikke have fodtøj på. Godt han har en god fagforening, som har taget over, da sygedagpengene stoppede før jul. Han har lige vundet sagen, og fået udbetalt sygeløn for 3 mdr.
Lige før jul blev han opereret på Hamlet, men det hjalp ikke det fjerneste. De har opereret for noget, der ikke har med sagen at gøre, siger en anden klog specialist. Man kan vel kalde det en fejloperation. Nu er det hele startet forfra.
Jeg har ikke fortrudt, jeg sagde ja til et nyt job, og sagde det gode og velkendte op, men det er en noget større mundfuld end jeg, eller nogen som helst andre kunne have forudset. Jeg havde forventet at jeg kunne få lidt færre timer efter 3-4 måneders ansættelse, men det har noget længere udsigter. Det bliver ikke på denne side af sommeren.






















Allerede på det tidspunkt, hvor jeg sagde ja til det nye job, var jeg klar over, at min anden arbejdsplads, den derude på landet, var i gang med en omfattende udvidelse af bedriften. Mere nøjagtigt en forøgelse på 2/3 dele. Det betød også mere arbejde til mig. Vi er nu godt i gang og det meste er kommet på plads. Maskinparken er udvidet, og vi har ansat en enkelt medarbejder mere i marken, men det er alt. 
Oven i alt dette, var jeg så uheldig at falde juleaften, eller rettere, jeg tog en ordentlig flyvetur hen ad fortovet. Jeg rejste mig og fortsatte mit renderi nogle gange frem og tilbage mellem hus og bil. Jeg var forslået fra top til tå, og det jeg endelig satte mig ned gjorde det afsindigt ondt, selv med is og alle foranstaltninger, mens de andre dansede omkring juletræet. Næste morgen kørte vi til lægevagten. Allan kørte mig i kørestol, fordi det nu var umuligt for mig at gå. Jeg bad om krykker, men svaret var, at jeg skulle gå på det ben, så det ikke blev stift. Dog skulle jeg ikke gå på det, det første døgn. Jeg havde ikke fri mellem jul og nytår, men er så privilegeret at være gift med en folkepensionist, ellers ville jeg have haft min første sygedag i 28 år.




























Da jeg aldrig i mit liv har forstuvet noget, eller på anden vis, personligt, har været i kontakt med skadestuen, aner jeg ikke hvor ondt sådan noget skal gøre. Alle siger bare at det gør ondt, og det vil det gøre længe. Det gjorde det sandelig også, må jeg sige, så jeg beklagede min nød til min mirakelmand. Udover at han bestemt mente at jeg gik rundt på en brækket knogle, fandt han også et ribben på afveje. Ribbenet klarede han prompte. Han spurgte om det var i orden, at han tog et billede af foden. Ja, da. To kompetente personer kiggede på billedet og de var ikke i tvivl. Der var et brud og vi kan konstatere at du i hvert fald ikke er pibet. Billedet blev sendt videre til deres samarbejdspartner på Odense universitetshospital. Her var man af samme mening meddelte min mirakelmand ved en opringning til mig. Han ville trykke på de knapper, han havde mulighed for, og så fortalte han mig ellers hvad jeg selv skulle gå i gang med. Derfra gik det lynhurtigt, men der var der også gået otte uger efter styrtet  Den læge der nu tilså mig, var fortørnet over den behandling jeg havde fået. Det er slet ikke godt nok. Både han og sygeplejersken anbefalede at jeg sendte en UTH. (Utilsigtet hændelse.) Det gjorde jeg allerede den følgende weekend. Jeg modtog flere opringninger, sidst af en oversygeplejerske, som mente jeg skulle gå et tak videre og sende en klage til STPS (Styrelsen for patientsikkerhed) men jeg skulle være forberedt på, at det var rigtigt mange papirer og en lang proces. Da jeg gik i gang med den proces, var jeg lige ved at opgive, men jeg holdt ud.
Sagen er, at de ikke ville røntgenfotografere min fod, men kun hånden, heller ikke selvom jeg bad om det. Der, 8 uger efter styrtet, var bruddet slet ikke begyndt at hele op endnu, og foden var stadig hævet, og derfra skal jeg regne med der går endnu 3-4 måneder før hævelsen forsvinder helt og jeg måske kan gå normalt. Det har givet mig mange gener andre steder i kroppen, fordi man jo kompenserer både bevidst og ubevidst. Sagen er i gang, og det skal jeg nok få meget sjov ud af, for foreløbig har det vist sig at Sundhed.dk, samt sygehusets journaler og det virkelig liv er 3 meget vidt forskellige historier.





















Allan blev opereret i det andet øre i november måned, med et rigtigt godt resultat. Han kan nu høre nogle lyde helt uden høreapparat. Hørelsen med høreapparat er blevet markant bedre. Desværre er der også haglet noget ned over Allan. Det er jo hvad man kan forvente, når man nærmer sig de 70. Han har for lav puls, og har derfor gået med et måleapparat herhjemme nogle døgn. Han har noget hjerteflimmer, som han nu går til kontrol for.






















Det var lidt billedspam, og lidt om det vi trækkes med i det daglige, men nu har jeg skrevet rigeligt om det. Heldigvis fylder vi også livet med mange gode ting. En af de kommende er, at mor snart runder 80 år. I den forbindelse har hun inviteret alle børn med ægtefæller og efterkommere i sommerhus 4 døgn. Det bliver en udfordring. Vi bliver 34 personer i alderen 0 - 80 år, der mere eller mindre skal bo og leve under samme tag alle dage. Mor glæder sig, og har derudover kun et ønske, at vejret er godt, men mener næsten ikke det kan blive andet. 

Vi er også ved at planlægge lidt sommerferie. Den skal (forhåbentlig) denne gang gå til Island, hvor vi som altid skal ud og opleve helt på egen hånd. Vi venter spændt på at North Travel, som også arrangerede overnatning og billeje, da vi var på Færøerne, finder nogle ledige hotelværelser til os. Det er nemlig det der er udfordringen, da alt er ved at være booket for sommeren, og vi har jo allerede afsat en bestemt uge. 





















Dette var bare et enkelt indlæg, og I skal ikke forvente der kommer flere. I hvert fald ikke foreløbig. Hvad fremtiden bringer vides ikke.

Håber I alle har det godt derude. Nogle har jeg jo kontakt med i det virkelige liv, andre ser jeg af og til et livstegn fra, når jeg bevæger mig ind på Facebook. 

Når systemet svigter (3)

Vi skriver den mandag den 22. august. Der er nu gået 3 uger, fra jeg sidst var med mor til fysioterapeut, hvor jeg også spurgte ind til de tidligere behandlinger, som de andre, altså ergoterapeuterne, havde givet. Vi havde undret os over, og talt om, at det var mærkeligt, der først begyndte at ske lidt med mors hånd, efter vi var mødt op hos fyssen. Vi kunne nok ikke helt sige os fri for at mene, at de andre behandlere måske ikke havde været helt gode nok til deres håndværk.
Vi ved godt, at der er forskel på hvordan en fys og en ergo arbejder, men det skal nævnes, da mor, for 9 år siden, var lammet i hele venstre side, og sad i kørestol og absolut intet kunne selv, var det ergoterapeuterne, der fik hende videre. Denne her gang skete der bare ikke noget, uanset hvad de forsøgte sig med. Hånden var helt lam og uden nogen form for følelser. Selv når de ‘satte strøm’ til hende, skete der intet, som i absolut intet. Det gjorde der heller ikke, da hun blev mål igennem fra A-Z på Filadelfia.
Som ergoerne sagde, ville de selv, hvis de fik samme behandling, være endt i loftet. Til mit spørgsmål om dette til fyssen, svarede han, at det sagtens kunne være at ‘hele mors system’ først var klar til genoptræning nu. 
Tilbage til begyndelsen af dette indlæg, hvor Allan fik tjansen som hendes ledsager. Når nu mor direkte havde bedt om at få lov at komme, så glædede fyssen sig også til at se, hvad de 3 uger havde udrettet. Han syntes igen, der var sket rigtigt meget. Han masserede og trykkede de helt rigtige steder, nøjagtig som de andre gange. Der var ikke så meget andet han kunne gøre. Det handlede udelukkende om træning og atter træning. Fyssen viste et nyt træningsredskab, som kunne erstattes af et langt paprør eller lignende, som mor kunne holde om og løfte. Det skulle hun træne med, sammen med alle de andre remedier, vi har fundet frem til. Efter denne konsultation var det slut med besøg. Fyssen ville med andre ord ikke se hende igen, med mindre hun ringede for en ny tid. 
Torsdag den 25. august havde mor tid på Filadelfia, til en ny stor EMG- og ENG-undersøgelse. Allan vil gøre meget for sin svigermor, men grænsen er nået, når det indebærer, at han skal klæde hende af til skindet, så jeg måtte tage en fridag. Systemet er sådan, at man godt kan blive kørt af Flextrafik, men de må ikke hjælpe patienterne med andet end overtøj og fodtøj. Søster har tidligere ringet til Valdemar og Filadelfia, for at forhøre sig om de ville hjælpe mor af og i tøjet, når hun skulle til undersøgelse, men det er der ikke mulighed for. Der skal en hjælper med og hjemmeplejen må ikke. Suk. Det er altså ikke nemt, når vi har et arbejde at passe, og er nødt til at bruge af vores sparsomme feriedage. Søster, som ellers har taget med de andre gange, var på Mallorca. Derfor måtte jeg tage fri. Jeg var ved mors side den 1½ time hun lå og blev stukket med små nåle, og fik strøm.

At der var lidt liv denne gang, var vi ikke så overrasket over. Til mine spørgsmål omkring dette, faldt svaret ret godt sammen med det fyssen havde forklaret. Man kan ikke trænes op, før kroppen er klar. Vi skulle sammenligne det med en forkølelse. Selvom næsen holder op med at løbe, har vi jo stadig forkølelsen siddende i os. Først når den er helt væk, kan vi begynde at samle kræfter og komme på højkant igen.
Filadelfia vil sende alle informationer til Valdemar. Nu venter vi på den indkaldelse og håber så bare de snart vil afslutte sagen. Når sagen er afsluttet, forventer jeg, at man kan kalde mor for afklaret, så vi kan komme igennem i systemet, men jeg bliver ikke spor overrasket, hvis der er andet, der spærrer ben og trækker det hele endnu mere i langdrag.
At kalde de små fremskridt for mirakler, er nok at overdrive lidt vel rigeligt, men for os, og for mor, er det meget store fremskridt. Hun træner og træner, men der er stadig lang vej, før hun kan klare sig selv. Hun vil så gerne selv kunne lave lidt mad og klare af- og påklædning. Kunne hun opnå at komme til at strikke igen også, så ville livet være, om ikke perfekt, så tæt på, når man runder de 80 inden næste sommer.