Tavshed, hvad sker der…

Der er mange grunde til min tavshed, men livet er en stor prioritering, og bloglivet står for tiden ikke særligt højt på listen, bl.a. fordi det irriterer mig grusomt, at jeg ikke kunne lægge billeder ind sidst jeg skrev. Sådan noget skal bare virke, uden at jeg skal bruge oceaner af tid på noget, jeg åbenbart ikke har forstand på at løse. Heldigvis er der andre steder, jeg kan bruge min tid bedre.

Begge ungerne har lige haft fødselsdag, og begge ønskede sig både materialer og arbejdskraft til renovering af deres hjem. Derfor bruges der mange timer på byggeprojekter. Hos Mads er det 1. sal, der bygges videre på, og hos Camilla er der mange både store og små projekter at tage fat på. Begge unger har købt gamle huse, som er bygget i 1870, og selvom det er 19 år siden Mads blev husejer, så vil der hele tiden være noget, at tage fat på og vedligeholde.

På arbejdsfronten, har det altid været en travl tid, indtil vi når april/maj. De sidste 2½ år har ikke forbedret den situation, selvom der er lavet små tiltag, der skulle aflaste mig både det ene og det andet sted. Jeg er udmærket klar over jeg har verdens bedste chefer, både på landet og i byen. Jeg ved jeg, stort set, kan gøre som jeg vil. Chefen spørger, hvad vil du gerne? Jeg kom med mine specifikke ønsker, om både hjælp og arbejdstid. Hvis det er sådan du gerne vil, så er det det vi gør.

Den anden chef har jeg også talt med, selvom jeg vidste at svaret ville være, at det styrer jeg helt selv. Det var lige nøjagtig de ord han brugte, efterfulgt af, at han var glad så længe, jeg ville arbejde for ham. Jeg fik en masse ros, som selvfølgelig er rart nok at få, men som jeg ikke har behov for, da jeg er sådan indstillet, at så længe jeg passer det jeg skal, og ingen brokker sig over det jeg laver, regner jeg med, det er godt nok. Derefter sagde han, du knokler jo konstant. Får du i det hele taget nok i løn? Jeg nåede slet ikke at svare, da han sagde, du skal da bare hæve lønnen med X-antal kroner med øjeblikkelig virkning. Det er jo det jeg siger. Jeg har nogle fantastiske chefer.

For 3 uger siden, da jeg skulle ned ad nogle trapper, overså jeg det sidste trin, og faldt det sidste stykke med et gevaldigt brag. Egentlig gjorde det slet ikke ondt, og jeg tænkte var heldig sluppet, men efter et par dage, kunne jeg mærke der var noget galt i lysken. Der hvor benet “er sat på.” Jeg bestilte en tid hos kiropraktoren, som kunne fortælle mig, at jeg har forskubbet mit bækken og det er låst fast i en uheldig position. Det er han nu ved at udrede. Heldigvis kan jeg stadig går mine ture, uden besvær, og lave alt det jeg vil. Det er kun, når jeg skal ud og ind ad bilen, og når jeg rejser mig fra en stol, at jeg mærker noget.

Vi holder liv i livet

Der skal bevægelse til for at holde liv i livet. Vi bevæger os rigtigt meget, både fysisk og mentalt, så der er umiddelbart ingen fare for at hjernen går helt i stå.
Job
Der er nu gået 14 måneder, hvor jeg skulle have fri hver anden fredag. Det har jeg for det meste også haft, men i stedet har jeg arbejdet mere, rigtigt mange af de andre dage, både før og efter normal arbejdstid. Mest siden den 1. november. Det er en overgangsordning, jeg uopfordret selv har tilbudt. For nogle år siden, blev der startet et projekt op, som ikke kostede mig de mange årlige arbejdstimer, men nu har det accelereret, samtidig med at ingen af os ved, hvor meget mere arbejde, der vil lande på mit skrivebord i fremtiden, da vi længe har haft en dialog i gang med endnu en udvidelse af forretningen. Det er nu faldet endeligt på plads. Den første regning er landet på mit skrivebord. Selvom jeg fratages lidt arbejdsopgaver her og der, har jeg mere end rigeligt at se til. Det er i forvejen den tid på året, hvor jeg altid arbejder nogle ekstra timer helt frem til maj måned, så chefen er ikke i tvivl om, at noget skal ske. Meget snart. Til sommer bliver det 30 år siden, jeg blev ansat. Det var svært at forestille sig, at der ville ske så mange interessante, spændende og nye tiltag. Det er stadig en spændende arbejdsplads. Der sker konstant noget, der holder hjernecellerne i sving.
Fritiden
Vi er blandt de aktive i lokalsamfundet og har poster i to lokalforeninger. Den lille hyggelige forening med naboerne, kræver ikke det store arbejde. Det er mest på hyggeplan, også de obligatoriske faste møder. Den “store” forening, som er den, der bl.a. er med til at tiltrække turister og tilflyttere, er der, hvor vi (mest Allan) lægger fysisk arbejdskraft. Forleden var vi til hyggeaften med mad, vin, kaffe og kage. Her ville man gerne have mig til permanent at stå for en IT-opgave. Der er også andre, der har bud efter mig, men svaret er  klart et nej til det hele, så længe jeg er på arbejdsmarkedet.
Vi lægger mange timer i bygge/renoveringsprojekter hos Camilla, i Rønnede, men vi har også mange andre fornøjelser. Allan og jeg alene, eller sammen med venner og familie. Både i naturen, i de private hjem og på restauranter. I sidste weekend var vi atter på Holberggård. Denne gang til en 10 retters menu med overnatning og morgenmand. Menuen skuffede bestemt heller ikke denne gang. Der spiser man virkelig godt. Vi var i selskab med Ellen og John, og vil du gerne se menuen med billeder, så har Ellen skrevet om det her.
Som sædvanlig er vores liv en god blanding af alt det, vi nyder og holder af. Vi prøver at fordele det, så det passer bedst til os. I weekenden skal vi til den årlige hyggelige sammenkomst hvor fætre og kusiner på mors side mødes. Vi er kun 12. Mine 3 søskende og jeg med vores ægtefæller, tæller de fleste, og ingen af alle vores mange børn og børnebørn,  er blandet ind i den sammenkomst.

I skrivende stund har vi ikke lagt nogen faste planer for weekendens dagtimer, men alt kan ske. 

Citater
Livet er som at køre på cykel. For at holde balancen, skal du holde dig i bevægelse. (Albert Einstein)
Vi har for mange mennesker, som lever uden at arbejde, og alt for mange som arbejder uden at leve (Charles R Brown)

Brok
Suk, altså. Nu kan jeg slet ikke sætte billeder ind. Hverken det ene eller andet sted fra. Jeg kan skrive teksten i Open Live Writer, men bare ikke sende billeder med over og heller ikke direkte i bloggerlayoutet. Jeg fatter ingenting.

Gamle frøer og Holberggård

De gamle frøer er os, der var kollegaer i frøfirmaet SN-Frø. For mit vedkommende fra april 1976 til juli 1989. Vi ses en gang om året. Nogen har set hinanden lige siden firmaet lukkede og blev en del af DLF. Andre, som jeg selv, er kommet med senere. De fleste af os fandt et helt andet arbejde, men nogle flyttede med til DLF. Tre af dem er der stadig. En har dog været ude at snuse til andet job, men er vendt tilbage. De fleste af os andre, har haft 25 års jubilæum i det nye job. 

Vi mødtes på Flamez sidste fredag og spiste noget god mad sammen. 


Det er så hyggeligt at ses og blive opdateret på hinandens liv, og tale om gamle dage. 
Hende der underviser unge studerende, bliver jævnligt mindet om at hun er gammel, når hun f.eks. nævner disketter. De unge aner ikke hvad det er. De skulle bare høre os, når vi begynder at tale om kundekartoteket på metalprintplader, håndskrevne kuverter, breve og regninger, fordi der ikke altid var plads til navn, titler og adresser på printpladerne, når det drejede sig om de større gårde. Om telefax, hulkort, hullestrimler. Bogføringsmaskine og kopimaskine, som hver især havde en størrelse som et stort skrivebord. Kontokort på størrelse med hængemapper. Om kæmpe store regnskabsbøger og de lidt nyere, men i dag for længst afskaffede grønne regnskabsark, og at vi skrev med Viking nr. 2 og fyldepen.  Afregninger i kassevis, på papir i endeløse baner kom retur fra LEC i Aarhus, efter de store maskiner havde læst vores hulstrimler.
Om skrivemaskiner uden rettebånd eller kvajelak. Skrev man forkert, var det i gang med en viskeblyant. Om trækpapir og kalkerpapir. Om duplikator og papirtynde stensil. Om postbakken med dagens breve, der blev sendt rundt på kontorene for at alle kunne være opdateret. Og da der kom EDB og elektronisk ETB i huset i DOS version. Den brandsikre boks, på størrelse med et helt kontor, hvor vi kørte alle vigtige papirer ind hver aften, og ud igen om morgenen. Om frankeringsmaskinen, som vel er det sidste, der, indtil videre, er forsvundet fra kontorene. Inden længe, aner man ikke hvad hverken et frimærke eller kontanter har været brugt til.
En af de gamle frøer, ringede til mig og sagde, at nu var hun blevet gammel (83 år) så hun kunne ikke deltage i år. Heller ikke selvom jeg tilbød at hente hende. Jeg lovede både hende og mig selv at besøge hende efter frømødet. Det gjorde jeg i søndags, medbringende kage til kaffen. Jeg kunne godt se at hun var dårligt gående og mærket af alderen, men hukommelsen og snakketøjet fejler ikke noget. Hendes far var med til at starte firmaet i 1945 og hun blev ansat i 1950, så hun har om nogen – og som den eneste – den største viden om firmaet. Sikke en udvikling hun har været igennem. Hun fik også andet job – i branchen i Nakskov, hvor hun var i 9 år, inden hun gik på pension.


I går fik vi indløst mors julegave. En 5-retters menu og 5 vine på Holberggård til 500,- kr. pr.næse. Det synes vi er billigt. Det var rigtig god mad. Der var mere gourmet over den menu, end der var over den jeg fortalte om her. Holberggård kaldte det ikke gourmetmad. 

Vi havde garderet os, og fået privatchauffør af Mads. Vi anbefaler med glæde stedet, og spiser der gerne igen. Vi sad og blev ret fristet til en 10 retters menu om 14 dage, men har dog ikke bestilt noget.

Nytårstanker

Nytår giver anledning til at tænke tilbage, på året der gik, og på året der kommer, men det er egentlig ikke noget, jeg beskæftiger mig ret meget med i forbindelse med årsskiftet. Jeg ændrer på livet, når det, af en eller anden grund, er nødvendigt. Hvorfor vente til nytår, hvis det er nu ønsket, trangen eller behovet er der.
Det forgangne år har været fyldt med mange gode ting og oplevelser, men også mindre gode, som ingen har ønsket sig. I bund er grund er det vel sådan, det er for alle mennesker. Man må prøve at få det bedste ud af den situation, man er blevet bragt i. Generelt har det været et alt for travlt arbejdsår på den gamle arbejdsplads, derude på landet, mens der er kommet ro over det på ‘den nye’ arbejdsplads. Det har jeg ofte, ikke bar tænkt var ret heldigt, men også nævnt for begge mine chefer et par gange eller mere, at det var godt det ikke var samme år, jeg var overbebyrdet på begge arbejdspladser, for så havde min verden uden tvivl set anderledes ud nu.
2018 blev også et utroligt varmt og tørt år. Alt for varmt og tørt. Det blev et år med afbrudt ferie, mange sygehusbesøg, operationer og pasning af syge mennesker, men det blev også et år med et par udenlandsrejser, og en masse andre dejlige oplevelser.
Jeg ved, at det nye år også vil bringe os en masse oplevelser. Både nogle helt nye af slagsen, men også de helt almindelige, trivielle hverdage. Weekender med nye projekter og hjælpearbejde.
Faktisk håber jeg 2019 bliver et helt  almindeligt år med hverdage, solskin, regn og rusk, ferier, travlhed og ro i en skøn tilpas blanding. Lidt skidt kan vi nok ikke undgå, men vi håber, der bliver mest af det gode.

     Godt nytår til alle jer der læser med.

Lidt om hverdagen og om nye og gamle interesser der står i kø

Jeg har længe været inde i en stime, hvor jeg kaster mig over den ene nye interesse efter den anden, eller tager gamle interesser op igen. Jeg ved, det er en umulig opgave at holde fast i alt det, jeg synes er sjovt, men når nu jeg ikke er parat til at slippe noget af det, må jeg jo nøjes med at være en lille smule alle vegne.
Det er syltetid, og jeg holder stædigt fast i at få høstet alt hvad haven og drivhuset producerer, men det holder mig ikke fra at gå på jagt i naturen også. Ofte har jeg pakket mit grej i cykelkurven, og høster på vej hjem fra arbejdet.
Selvom jeg nu har cyklet den samme tur i 29 år, laver jeg stadig fotostop på turen, og tit flere gange både ud og hjem. Jeg bliver aldrig træt af de indtryk, jeg får på disse ture.
For et par uger siden var det ren nostalgi jeg mødte en morgenstund. Lugning af roer. Forsøgsroer bliver behandlet, som da jeg var barn.   
Harer på spring over sti og marker er et dagligt syn. Måske lykkedes det mig en dag, at få en lille video af dem i fuld firspring!
Det er ikke alt jeg høster, der er spiseligt. For snart længe siden begyndte jeg at plukke blomster og lægge i pres og til tørring. Dem har jeg fået lavet en lille stak kort ud af.


Denne gamle interesse, fra min barndom, har grebet om sig. Efterfølgende har jeg flere gange været på jagt i naturen. Disse ting ligger, eller hænger nu til tørre, og jeg har planer om at hente mere, for flere interesser står i kø. Man skal ikke gå ned på planer eller interesser. 
På mit gode gamle job, bliver de små grå sandelig holdt i gang. Vi har fået helt nyt og avanceret regnskabsprogram. Så avanceret at flere teknikere er ind over, for at løse de problemer jeg og chefen hele tiden støder på. Det har givet mig rigtigt mange udfordringer. Desværre er det ikke slut.
I sidste uge fik jeg så også helt nyt pc-udstyr, og er nu udstyret med to skærme. Det kører til gengæld uden problemer.
 Ved I at det sidste nye er at robotter fører regnskab? Jeg vidste det ikke, men mon ikke min stilling er sikret, med det nye tiltag der nu er gjort, til jeg skal på pension om godt fire år!
Om denne rugende blishøne får problemer med sin rede, vil tiden vise.Sidste år, prøvede en af blishønsene også at bygge rede ude midt i den sø, jeg har udsigt til fra mit kontorvindue, men på et tidspunkt blev reden så tung, at den sank, og det hele gik til grunde. Måske har denne blishøne heldet med sig Vi er spændte på om den klarer det, men ellers forsøger den sig sikkert igen i kanten, hvor der er mere stabilt underlag.
   
Allans stunt i skoven i maj måned, har som jeg tidligere har nævnt, bevirket at han har forskubbet sit bækken. Ikke nok med det, så er nogle af de små ‘tapper’, vi har i ryggen, også kommet ud ad kurs, så han skal gå og og cykle en del. Det gør vi så. Den anden morgen var min sti gravet op, så jeg måtte have cyklen på nakken og bære den over grøften, mens to mand stod og så til. Godt man heldigvis kan klare sig selv. Da jeg havde fyraften, var stien igen farbar. Der skulle lægges et nyt drænrør under overkørslen. 

Telefonsamtale på arbejdet (2)

Mangt og meget har en, eller flere navnesøstre. Det har min arbejdsplads også, men bortset fra selve navnet og en smuk beliggenhed, har vi absolut intet tilfælles.
Jeg får til tider mange sjove telefonopkald af både den ene og den anden slags, fordi de tror vi beskæftiger os med nogle helt andre ting.
Jeg tager telefonen, siger firmanavn efterfulgt af mit eget navn.
I den anden ende præsenteres et navn, efterfulgt af: Jeg har en person, der skal ned hos jer et par gange om ugen. 
Okay, siger jeg. Det har jeg ikke hørt noget om. 
Har du en jeg kan tale med?
Nej, der er desværre kun mig.
Nå, men vi har altså en aftale om, at personen skal komme i næste uge.
Er det en praktikant vi har lovet noget, spørger jeg.
Nej, siger hun i den anden ende, mens hun forsøgte at skjule, at hun morede sig over mit spørgsmål.
Hvem har du lavet aftalen med, spørger jeg.
Ikke nogen, vi plejer bare at ringe i forvejen, når vi kommer med en person.
(Her var det gået op for mig, at hun vist skulle have fat i dagcenteret af samme navn)
Det forstår jeg altså ikke siger jeg. Er du klar over du har ringet til xxxxxx?
Ja, jeg har ringet til xxxxxxx
Vi er en landbrugsvirksomhed, så jeg tror altså du har fået forkert nummer.
Guud, siger hun…. så kan jeg da godt forstå du ikke er med. Jeg har bare googlet xxxxxx, og ringet til det nummer der poppede op uden at se nærmere på det. Det må du virkelig undskylde. Det er jeg altså ked af. Det er sikkert ikke første gang, du har fået det spørgsmål. Det er jeg virkelig ked af.
Det gør ikke noget, siger jeg. Jeg har før fået lignende henvendelser, så det er ikke helt nyt for mig, men det er ikke altid lige nemt at gennemskue, hvad det handler om fra starten af.
Hun afsluttede med endnu en undskyldning, og at hun nu ville prøve at finde det rigtige telefonnummer.
Billederne er fra gåturen i Faxe Kalkbrud 2. påskedag, og har intet med historien at gøre.

Du kan læse en anden telefonsamtale her.

En rigtig Tycho Brahes dag

Jeg havde byttet arbejdsdag, da den ene chef ønskede min tilstedeværelse på kontoret. Derfor skulle jeg arbejde i Nykøbing denne dag. Det var samme dag som en grisetransport væltede ved Korsør, og spærrede motorvejen fra klokken 7 til 14, så jeg tror, den chauffør er enig med mig.
Det er regnvejr. Det er der ikke så meget nyt i. Da jeg har gået den sædvanlige lille kilometer, og skal til at låse mig ind ad den første dør, kan nøglen overhovedet ikke dreje, hverken den ene eller den anden vej. Efter at have bakset noget med det, kanter jeg min taske gennem en afspærring, hvorefter jeg selv klatrer over samme afspærring, så jeg i det mindste er lidt i læ og tørvejr. Første procedure med nøglen i næste dør går fint. Koden bliver tastet og næste nøgle skal drejes. Det kan bare ikke lade sig gøre. Jeg ved, at alarmen nu vil gå i gang efter få sekunder, så jeg finder min mobil i tasken og ringer til Alarmcentralen, med den hyldende sirene i ørene, mens jeg taster mig frem efter de valg jeg får, indtil jeg når til: er alarmen gået i gang, så tryk 3!  Det gør jeg, for blot at få en besked om at linjen er optaget i øjeblikket. Endelig bliver det min tur. Alarmen bliver afblæst, efter jeg har oplyst alle nødvendige oplysninger.
Derefter ringer jeg til chefen. Jeg kan jo stadig ikke komme ind. Han forstår det ikke helt, selvom jeg prøver at forklare og svare på hans spørgsmål. Du har da fået en forkert nøgle med, siger han og kommer med et lille latterkluk, hvorefter han siger, at de godt nok har haft lidt problemer med, at døren binder de sidste par dage. Han giver mig et par fif, og jeg kommer ind og kan slå alarmen fra.
Det varer ikke længe, før jeg får en opringning fra håndværkeren på den anden arbejdsplads. (Normalt er der ingen, der ringer til min private mobil i arbejdstiden. Man kan heller ikke være sikker på jeg hører eller besvarer opkaldet) Kommer du ikke kommer på kontoret i dag, spørger han. Nej, jeg er først tilbage på mandag. På mandag, gentager han. Jamen, det er vigtigt, og du plejer da at være her i dag. Vi skal undersøge… så vi kan give dem svar. Det må altså vente, til jeg kommer på mandag.
Det var ikke meget, der bare kørte på skinner den dag. Jeg skulle blandt andet også lave en indberetning med digital signatur. Det krævede (åbenbart) først en opdatering af pc’en, som så også skulle genstartes. Da det var klaret, havde jeg ikke brugeradgang til den side jeg skulle ind på. Det betød at jeg først skulle på virk.dk for der at give mig selv tilladelse til at logge på. Først derefter kunne jeg oprette firmaet. Endelig inde, og klar til indberetning, men ak, det kunne jeg ikke finde ud af at udfylde på egen hånd. Igen måtte jeg have fat i en livline. Denne gang hos det firma, det handlede om. Det var en langsom og besværlig procedure, som jeg først blev færdig med dagen. Mærkeligt nok, føltes dagen alligevel slet ikke lang.Tiden fløj afsted.
Da jeg havde fri, ville jeg en tur i Jysk for at købe en fødselsdagsgave, vi skulle bruge i weekenden. Da jeg parkerer og når den dør, jeg plejer at gå ind ad, var der sat noget for døren. Nå, okay, så må jeg jo bare tage den anden dør. Da jeg når derom er den også spærret, og en lille seddel står på døren. Vi har lukket tre dage, fordi vi gør klar til at åbne en ny flot forretning. Det blev Allans opgave næste dag, at køre enten til Vordingborg eller Maribo, for at få fat i den gave.

Fortiden, nutiden og fremtiden

Livet byder på op- og nedture. Man må acceptere det man ikke kan ændre på, og få det bedste ud af den man står i. De sidste par år har budt på meget, vi aldrig har ønsket os, men vi har nydt livet og taget os af skraldet, når det var nødvendigt.
Julen blev fyldt ud med en blanding af familie-kom-sammen, hygge, ordlege, mad, opvask og oprydning i lange baner, krydret med gåture og job. 
De nye år er allerede godt i gang, og kalenderen fyldes ganske langsomt op med små og store glæder.
Det samme gør haven. De første blomstrende erantis og vintergækker er spottet derude. Rabarberne og purløgene er også godt på vej.
I dag fik jeg pillet al julepynten ned, også fra juletræet. Nu har vi set længe nok på det. Faktisk meget længere end viplejer.
Da det var pillet ned, var det på tide at forkæle mig selv med en lang gåtur. Det blev til en gåtur på 10 km gennem Storskoven. Den var en våd og smattet tur, men en rigtig dejlig tur, hvor jeg kun mødte to mennesker på de to timer. En hundelufter og en brændesanker.
Skoven er som så meget andet ved at drukne. Her har vi plusgrader og ja, det har regnet igen, igen.

Det sker i 2018
I morgen skal vi have indløst den første julegave fra ungerne. Den kommer til at stå på hyggeligt samvær og en god middag i byen. Det bliver bare så godt. Vi glæder os både til maden og til at være sammen med ungerne.
Der venter møder og hyggelige samvær med frokoster, samt nogle fødselsdage i januar måned. Min fremmelige lille niece fylder 1 år. 
Jeg forventer at komme ned på en arbejdsuge der i snit ligger på 30-32 timer pr. uge. Jeg gearer allerede ned i denne måned.
Mads bliver 40 år i februar og vil markere dagen, på sin helt egen måde, så han har inviteret 40 mennesker. Nøjagtigt halvt så mange, som da han blev 30.
Vi skal en tur til Gran Canaria inden dette ferieår udløber 1. maj.  De sidste mange ferier er gået til kolde eller våde steder. Nu siger Allan han trænger til lidt sol og tørvejr. Vi har været på Gran Canaria en gang tidligere, i 1999, sammen med ungerne og et hold venner, for at fejre vennens 50 års fødselsdag. Nu skal øen opleves på en helt anden måde. Ganske som vi plejer, når vi er os selv.
Allan runder 70 år til april og har de sidste mange år sagt, at han vil ud at rejse, når den tid kommer. Han vil gerne have ungerne med, nøjagtigt som de var, da jeg blev 60, og han selv blev 60, men det er desværre ikke en mulighed. Derfor har han, det sidste halve års tid godt og vel, vaklet frem og tilbage om han alligevel skulle holde fest eller rejse. Den store fest er droppet, det gider han ikke, men en lille sammenkomst, med de nærmeste, ender det nok med.
En anden julegave fra ungerne var et et gavekort på en brovandring. Der er dog ikke sat dato på. Det skal lige blive lidt forår først. Ih. hvor vi glæder os.

Nu skal vi ud at gå

I fortsættelse af forrige indlæg, håber jeg du har fået lukket jakken og fundet handskerne frem, for nu skal vi ud i kulden, og gå os varme en kilometers penge.  
Vi skyder genvej mellem alle bilerne. Der er livlig trafik henover dette område, især stien, da der ligger flere erhvervsskoler og gymnasier den vej. Det er ikke nemt at se hvad man træder i, men vi prøver at undgå det værste smat og de allerstørste pytter. Nogle steder er der fliser mellem bilerne, men de er tit så plørede, at det er bedre at gå et andet sted. Træder man alligevel på en, kan man let komme ud på en vippetur, da de er helt undermineret af dette års nedbør. Så sent som i morges, sagde det sssvup, med en skvulpende lyd jeg ikke havde hørt før. I et splitsekund så jeg for mit indre, både flisen og jeg forsvinde ned i et stort bundløst hul.
Vi når frem til fodgængerovergangen. Her når man sjældent at stoppe op helt op, da bilerne allerede stopper, så snart man vender siden til kørebanen. Er man ikke lokalkendt, og gerne vil finde ind til centrum, kan man, hele vejen fra Cementen blot, følge de små kunstværker, der er lagt ned i fortovet, så er man sikker på at komme til byens gågade. Vel over på den anden side, følger vi stadig de små kunstværker, som er lavet af handicappede.
Et lille stykke nede ad den relative smalle gade, ligger den private Realskole, hvor der går 350 elever fra 0. til 10. klasse. Er det ikke skoledag, er det en ret død gade, men ellers er der virkelig trafik om morgenen. Flere forældre sætter poderne af lige foran skolens indgang. Nogle børn går eller cykler selv, mens andre, rigtig mange, bliver ledsaget af en forælder. Her tænker jeg ofte curlingbørn. Det er selvfølgelig i orden at hjælpe ungerne med at slæbe nogle af deres ejendele, men jeg ser flere forældre slæbe både skoletaske, træningstaske, musikinstrument, samt måske en løs madpakke eller et kagefad, mens barnet går tomhændet. Lær dog jeres børn at de selv skal bære deres ting. I det mindste noget af det. Hvad værre er, så ser jeg også børn og unge omkring konfirmationsalderen, hvor forældrene troligt slæber alt ungernes habengut, mens de måske samtidig går og holder i hånd. Det eneste de unge ‘bærer på’ er en voksen hånd. Okay, det er fåtallet, det sidste, men jeg ser dem. Heldigvis ser jeg også børn, i alle aldre, selv slæbe eller køre deres tasker, men det er lige før jeg tror der er flest af den første kategori.
Jeg når hen til rutens farligste kryds. Der er ingen lyskurve, og det ER svært for bilisterne at se for husene. Man skal have snuden helt ud på kørebanen, og er nødt til at liste langsomt ud, for ligesom at ‘føle’ sig frem, men det er der flere, der ikke gør. De kører bare ud. Den ene dag var der ikke mindre end fem biler, der var stødt sammen. Eller hvor mange der reelt var stødt sammen, ved jeg ikke, men der holdt fem i en klump, og mindst tre af dem havde store buler. Der blev skrevet ned og ringet i telefon fra de forskellige biler.
Jeg ser mig godt for inden jeg begiver mig over denne vej og fortsætter op til en lille parkeringsplads, hvor der også bliver sat mange børn, eller hvor forældrene parkerer mens de følger dem i den retning, jeg lige er kommet fra. Jeg skråer over parkeringspladsen. Går forbi Jobcenteret, hvor mange ansatte allerede er i fuld gang bag deres skriveborde længe før klokken 8, mens andre først møder og låser sig ind til kl. 8. Herfra møder jeg ikke mange mennesker resten af vejen og heller ikke de små kunstværker i fortovet. Jeg krydser endnu en stor parkeringsplads, hvor der om et par timer er umuligt at få en parkeringsplads. Jeg går forbi en gammel bunker og ind i en meget mørk baggård. Godt man ikke er mørkeræd, for somme tider må en lommelygte frem for ikke at komme galt af sted i det små krogede. ujævne  og smalle stræder. Jeg når frem til bagindgangen. Låser porten op, og det automatiske lys tændes. Nu er der rimelig læ og tørvejr. Derefter er der flere sikkerhedsforanstaltninger, før jeg kommer ind og slår tyverialarmen fra. Jeg går gennem den store butiksområde op til kontoret på første sal. Her sidder jeg så de næste mange timer.
Når jeg har fyraften går jeg næsten altid ud ad hovedindgangen, hvor alle kunderne kommer ind. Her træder jeg lige ud i det pulserende gadeliv. Det er en lille omvej at gå hjem, men det nyder jeg. Her er en hel del mere at kigge på. Ikke fordi jeg står og kigger på forretningsvinduer, slet ikke. Jeg farer lige forbi. Noget af turen ned til bilen, må dog nødvendigvis være den samme. Det er hjemturen i bilen også, hvis ikke jeg skal ud på en større omvej. Det er der ingen grund til. Allan venter oftest med aftensmaden.   

Hop ind på passagersædet og tag med på en morgentur

Der er varme i sæderne og vi sidder lunt og godt. Jeg håber du vil nyde turen. Hver tirsdag og torsdag er det, set i forhold til de andre dage, en noget længere tur jeg skal ud på for at komme på arbejde. I denne tid er det bælgravende mørkt, både når jeg kører hjemmefra, og når jeg har fri. De to dagsbilleder er taget en lørdag formiddag, hvor jeg har var ude at handle. Selvom det er hovedvej hele vejen, er der meget mørkt, så vi kan ikke se sundet, der ellers vil være udkig til på en ret stor del af turen. Der er pænt med trafik, så det er umuligt at køre med det lange lys. Heldigvis er der cykelsti på begge sider af vejen et langt stykke. Jeg tænker ofte, hvor pokker alle de modkørende biler skal hen. Både skolen og børnehaven er for længst nedlagt og arbejdspladserne ligger i en helt anden retning. Efter godt 5 km krydser jeg motorvejen, og snart kører jeg ind i et næsten 8 km langt skovområde. Der er dog kun skov på begge sider et par km. Jeg sætter farten ned, da skovens dyr har for vane at springe frem, og løbe lige ud foran bilen, eller blive fanget i en lyskegle. Selvom vi stadig er på Lolland, nærmer byen sig. Nykøbing F. er, som årene er gået, vokset helt over til Lollandsiden. Den sødlige lugt fra Sukkerfabrikken rammer næseborene. Jeg glæder mig over at vores landsdel stadig har en fabrik kørende.  Lige efter Guldborgsundcenteret møder vi en rundkørsel, som kan være umådelig svær at blive lukket ind i, herfra hvor jeg kommer, når det er myldretid. Den har været ret udskældt uden at det har hjulpet noget. Den tidligere lyskurv var så absolut at foretrække. Nu er der virkelig tæt trafik, og der kommer flere og flere vejbaner og lyskurve på stribe. De fleste af os bilister skal krydse vejbaner flere gange på rimelige korte strækninger. Jeg hader, når jeg skal holde i længere tid ved krydset efter broen, for der stinker altid af dieselolie. Det er den værste lugt jeg ved. Jeg holder vejret så længe som muligt. Ved flere af lyskrydsene er mange bilister bange for ikke at nå over, mens der er grønt, så de kører ud og holder i krydset og spærrer derved for trafikken. Jeg har flere gange mødt udrykningskøretøjer, der ikke kan komme igennem på grund af hensynsløse bilister. Hvorfor er der aldrig noget politi der!  Ved det store banegårdskryds er der trængsel både af biler og cyklister på vejene, men også fodgængerovergangene er sorte af mennesker. Mest alle de studerende der er stået af toget eller bussen, og som skal gå ud til skolerne, som jeg også selv har gjort i tidernes morgen.  Efter at være kommet rundt i det store kryds med flere vejbaner i alle retninger, møder vi lidt længere fremme et fodgængerfelt. Her er ingen lyskurv, men stort set alle bilister stopper, så snart en fodgænger nærmer sig fortovskanten. Endnu en fodgængerovergang af samme slags, dog knapt så meget benyttet, inden jeg drejer af og finder mig en p-plads på byens vel nok største parkeringsplads, også kaldet Cementen, ved Hallen. Det er det eneste sted i byen, hvor man kan holde hele dagen, og endda parkere gratis. Cementen ligger ved et dejligt grønt område. På den ene side kan man gå tur og fodre ænder og svaner, eller man kan slå sig ned på en bænk og nyde synet ud over Svanedammen eller man kan krydse en af de små hvide broer og gå sig en tur ved Tingsted å. På den anden side af Cementen, lå det gamle stadion, som det sidste år, eller mere, har været omdannet til en stor byggeplads. Sidst i oktober, i år, åbnede Evigheden, som er et stort udendørs aktivitetsområde. Der er tomt om morgenen, men resten af dagen er der liv. Det benyttes flittigt af børn og unge i alle aldre. Når jeg har parkeret, så skal jeg ud og gå en lille kilometer. Hvis du vil med, må du klæde dig godt på, det kan være en kold og våd fornøjelse, men jeg nyder turen på alle måder og glæder mig over den ‘motion,’ jeg kan få gratis inden jeg de næste mange timer, sjældent kommer ret mange meter fra kontorstolen. Alt hvad jeg skal bruge på en hel dag, er lige inden for rækkevidde, eller sjældent mange skridt væk.

Endelig skimtes der lys i tunnelen, og der er et nyt liv i sigte

Da jeg pludselig blev i tvivl om hvor mange n’er og l’er der skulle i tunnellen, besøgte jeg sproget. Hold-da-op, et speget ord. En ting er, hvor man lægger trykket. En anden ting er, at Tunnelen er længere en tunnellen. Man kan se fra den ene ende til den anden i tunneller. Er du forvirret, så prøv om du bliver klogere her. Jeg er nået frem til, at ordet i overskriften er stavet korrekt, for min tunnel har været meget, meget lang. Faktisk har det taget mere end et år at komme så langt, at jeg endelig kan se lys forude.
Absolut igen kunne forudse, hvad der ventede mig i mit nye job. Både chefen og jeg var ret fortrolige med den slags forretning. Da han samtidig, har været min chef, i 10 år, kendte vi også hinanden, så på det område vidste vi begge, hvad vi gik ind til. Alt ville blive som i gamle dage, hvor jeg havde mulighed for at komme og gå, som jeg havde lyst. Jeg havde dermed udsigt til at arbejde færre timer i perioder, hvilket tiltalte mig gevaldigt. Virkeligheden har bare været en anden. Drømmen om mindre arbejde og flekstid, som i gamle dage, udeblev. Mine arbejdsdage har været noget længere end, hvad der er normalt for kontoransatte.
I sidste uge, var jeg til MUS-samtale. Faktisk den allerførste i hele mit liv. Det var hyggeligt at sidde der med en kop kaffe og snakke. Der var ikke rigtigt noget nyt, hverken fra chefens eller min side. Vi tager tingene løbende, hvis der er noget, men hverken chefen eller jeg bruger mange ord på hinanden i det daglige. Han passer det, han er rigtig god til, og jeg sidder mutters alene og passer mit. Til denne MUS-samtale startede chefen ordene med: Jeg ved det har været et rigtigt hårdt år, men du skal vide at ...
Jo mere han talte, des mere rørt blev jeg. Jeg sad med blanke øjne. Jeg har jo bare passet mit arbejde. Jeg mener alt hvad jeg har sagt, siger han så, og vi har tit talt om dig derhjemme, og hvor godt det var, du sagde ja til at arbejde for mig igen. Det er jeg utroligt glad for.
Til punktet, om jeg kunne få opfyldt mine ambitioner i virksomheden, og om jeg havde udfordringer nok, kunne vi ikke lade være med at trække på smilebåndet begge to. Som jeg sagde til chefen, har jeg, i forhold til arbejdslivet, fået opfyldt alle mine ambitioner for mange år siden. Jeg har ikke mindre en to spændende og meget alsidige job, med mange udfordringer, så det behov er også dækket ind. Jeg kan godt lide, der er udfordringer, bare der er tid nok til at løse opgaverne i. Det er så det, det har knebet med, på begge arbejdspladser.   
De sidste måneder, har jeg, de fleste dage, kunne nøjes med 8 arbejdstimer, men det er stadig mere, end en kontoransat på fuldtid har om dagen. Jeg sagde dog til chefen, at nu tror jeg på, at jeg snart kan begynde at arbejde, som jeg gjorde i gamle dage. Møde klokken 8:00 og gå hjem lidt tidligere i ny og næ. Det glæder jeg mig rigtigt meget til, og i denne uge er det lykkedes mig, at gå hjem efter kun at have haft en arbejdsdag på syv timer.  
Da jeg også, det sidste år, har været overbebyrdet, på den anden arbejdsplads, hvor jeg bare har fået flere og flere arbejdsopgaver pålagt, har jeg for mange måneder siden meldt ud til chefen, at jeg har for meget at se til. Så vi tog en snak. Det mundende ud i, at jeg skulle følge nogle regnskaber og arbejdsopgaver til dørs. Det har jeg fået klaret, så de allerede nu er fjernet fra mine skuldre. Det er nogle arbejdsopgaver, der på ingen måde kulminerer eller overlapper det, jeg kommer til at sidde tilbage med. Hvor meget tid det frigiver mig, ved vi ikke. Det må stå sin prøve, for fra 1. januar 2018 holder jeg fri hver anden fredag. Jeg ved, at jeg under alle omstændigheder har forrygende travlt de første 3. måneder af året, så hvordan det kommer til at hænge sammen, har ingen af os nogen ide om, men det finder vi ud af, og jeg glæder mig til mit nye liv.

Skriv dagbog og del en dag i september

Sådan lød opfordringen fra Nationalmuseet. Jeg nøjes ikke med en enkelt dag, men tager hele september i et indlæg.

Det er ikke fordi september er gået hurtigere end alle de andre måneder. Der er såmænd heller ikke sket, hverken mere eller mindre, end der plejer. Måneden har været fyldt med mange forskellige ting og gøremål. Ganske som vi har for vane. Bortset fra de gøremål hverdagen består af, for at det hele kan fungere, med job, hus, have, familie og interesser der skal plejes, har september budt på meget andet, jeg godt ville have fortalt om, men jeg har allerede skrevet mange flere blogindlæg, end hensigten var, da jeg vendte tilbage til denne verden, så september kommer i et sammenskrevet resume.  

Jeg lægger ud med et fornemt besøg vi fik i haven af en spurvehøg. Det syn nød vi længe. Vi har også nydt nogle dejlige timer sammen med Camilla.

Det var min tur, til at stå for den traditionelle fætter-kusine-sammenkomst, og da deltagerantallet skrumper år for år, kunne vi lige klemme os sammen her i huset, hvor jyder, svenskere, sjællændere og lollikker hyggede både lørdag og søndag. Op til denne weekend brugte jeg en del timer i køkkenet, men havde så tid at hygge begge dage på lige fod med alle gæsterne.

Mads har, ikke blot lagt nyt tag på sit fyrrum, men også hævet taget en lille meters penge. Derfor har jeg igen haft tjansen med at isolere.  
For 10. gang, har der været Frugtfestival i Sakskøbing, og i år var vi hjemme, så vi kunne støtte op, og holde gang i den lille handelsby. Faktisk var det ikke så lidt penge, vi fik brugt på gode danske råvarer, fra vores mange små lokale butikker. Vi fik mange forskellige ting med hjem, lige fra æbler til de mere dyre specialiteter. Der var mange gode tilbud. Noget helt nyt for os var, Knas ost og æbleisvin. Begge dele var hammerdyrt og desværre ikke på tilbud. Det kom dog med hjem alligevel. Vi mødte også mange kendte ansigter, som vi fik en snak med. Det blev en rigtig hyggelig dag.
Søster havde inviteret til søskende-kom-sammen. Sædvanen tro gik aftenen med sang, musik og hygge. Alle fars gamle sanghæfter med de gamle sange og skillingsviser, vi er opvokset med, blev pløjet igennem. Efter sådan en sangaften, er stemmen noget rusten næste dag. 

Onsdag den 6. september, var den dag alle danskere, af Nationalmuseet, blev opfordret til at skrive detaljeret dagbog. Jeg var selvfølgelig med, som jeg også var for 25 år siden. Min dagbog kom til at fylde fem sider.

Jeg er blevet begavet med en masse garn. En sækfuld fra kusinen i Århus, og en sækfuld fra Allans familie i Næstved. Det er en fornøjelse at strikke med nyt garn. Fra Røde Kors får jeg sjældent hele nøgler af noget som helst, så dette er virkelig luksus. Jeg glæder mig lige så meget over dette garn og de færdige arbejder, som de små børn ude i den store verden gør, når de får udleveret tøjet.

Vi har haft et frygteligt tordenvejr på disse kanter. I boligselskabet hvor mor bor, slog det ned i genboens lejlighed, så stikkontakterne fløj ud ad væggen. Selve strømmen fik de samme aften, men resten har, jeg ved ikke hvor mange mænd, arbejdet en hel uge på at få løst. Mange telefoner, pc’er og tv’er er brændt af. Mor måtte have to nye telefoner, og en ny boks til tv’et. En hel uge uden telefon og tv, var hverdagskost for de fleste. Sukkerfabrikken i Nykøbing F. blev også ramt, så de måtte udsætte indleveringen af roer. 

Jeg har kørt utallige børfulde brænde ind og stablet det, også hos Mads, mens han og en ven har skåret og flækket. Jeg har ikke tal på hverken timer eller børfulde, men det er mange rummeter.   
På månedens allersidste dag, mens jeg havde gang i tusind mange ting i køkkenet, undrer jeg mig flere gange over alt det vand der løber hen ad bordet. Sådan plejer jeg da ikke at slaske. Jeg opdager at vandhanen er utæt. Det pibler op nede fra bordkanten, så jeg kalder på Allan. Da han vil lukke for ballofixen under vasken, begynder det også at sprøjte ud med vand der. Vi måtte skynde os at lukke for alt vandet. I elvte time, nåede han Silvan, som var de eneste, der havde åbent sådan en meget sen lørdag eftermiddag, så vi i det mindste kunne få vand i huset. Resten af arbejdet blev udsat til næste dag. Det blev sent  aftensmad. Jeg glædede mig over at det ikke var den dag vi skulle have huset fuld af gæster. 


Det var også den måned, hvor chefen, på mit ‘nye’ arbejde, spurgte, om der stadig var meget at se til, hvortil jeg svarede, ja, og jeg tvivler på, at jeg kommer ned på det antal timer, som jeg arbejde sidst jeg arbejdede for dig. Hjælpen kom ugen efter, og jeg er ved at sætte hende ind i det. Nu er jeg nede på 8 arbejdstimer pr. dag, og jeg både håber og tror, at det bliver som i gamle dage, hvor jeg kan gå endnu tidligere oftere.  

Jeg har også haft et lille møde med min chef, på den anden arbejdsplads, så vi sammen kunne lægge en strategi fra det nye år. Her har jeg nemlig også mere arbejde end jeg kan nå, og jeg vil gerne arbejde lidt færre timer. Vi har lagt en slagplan, men da jeg ikke har lavet tidsregistrering, er det et skud i tågen, hvor meget tid jeg bruger på dette og hint. Nu må vi se, hvor meget luft det giver mig på den lange bane. Ellers tager vi en snak igen i 2018.

Lidt om alt fra elendighed til succes og at halte bagud

Mit liv vil jeg stadig betegne som ret ressourcekrævende og en anelse opslidende. Heldigvis er det, der sker mellem disse to begreber, trods alt det, der fylder mest på den lange bane. Ind imellem svæver vi heldigvis også af sted på små skyer og nyder det gode liv. Billederne med paraplyerne er fra Nykøbings gader. Det er da et festligt syn, hvis man altså spørger mig. 

Alt det jeg skrev om i sidste indlæg fylder stadig en stor del.

Mit knoglebrud (brud i 5. metatars, også kaldet en Jones-fraktur) er efter et halvt år, overhovedet ikke begyndt at gro sammen endnu. Foden er stadig hævet, og som det fremgår af billedet er knoglen skredet ud.

Man kan operere ved at mejsle og prøve at få knoglen passet til og derefter sat sammen med skruer, men det giver sjældent noget godt resultat. Tværtimod. Konklusionen er, at jeg skal leve med det og de smerter der nu er forbundet med sådan et brud. Ligesom jeg må tage de forbehold, der nu skal tages, for ikke at knoglen brækker helt af. Ret så irriterende, men jeg overlever.

Arbejdet kom til at fylde alt, alt for meget. Det var ikke sundt. Jeg kunne mærke, der skulle ske noget, hvis jeg ikke skulle gå ned med flaget. Jeg beklagede min nød til begge chefer og bad om hjælp. På min nye arbejdsplads fik jeg det prompte, og det gav luft. Nu kan jeg endelig begynde at skimte et lys i tunellen, selvom jeg langt fra er nået til dørs endnu.

På den anden arbejdsplads, sagde jeg samtidig til chefen, at jeg nødig vil grave min egen grav, men at jeg har alt for meget at se til, når jeg er alene om det hele. Det sidste års tid, godt og vel, er der bare lagt flere og flere arbejdsopgaver på mine skuldre. Det er umuligt for mig at følge med mere. Jeg er konstant bagud. Som forventet, var også denne chef forstående. Han var godt klar over at mine arbejdsopgaver var vokset pænt. Vi aftalte, at der skal findes en løsning senest til årsskiftet, hvor det bliver aldeles umuligt for at nå at samle op på alt det der skal nås de næste mange måneder. Nu har jeg i 29 år passet alt selv, og bare fået flere og flere timer, når der kom flere arbejdsopgaver, men jeg er nået dertil hvor jeg ikke ønsker at arbejde flere timer. Jeg har rigeligt med arbejde.

Jeg halter konstant bagud, ikke bare på jobbet, men også herhjemme. I år har jeg slet ikke fået sat have og drivhus til med urtesager og planter i samme omfang som jeg plejer. Et par af havens bedkasser står stadig delvis tomme. Der er også plads til flere planter i drivhuset, for slet ikke at tale om de krukker i haven, som jeg plejer at plante til med blomster. De står dags dato stadig gabende tomme.

Den 29. januar blev jeg faster til lille Emilie. Fødslen tog næsten en døgn, så det var trættende for både mor, far og barn. Men den seje mor insisterede på at føde normalt og ikke ved kejsersnit. Skæbnen ville at Emilie efter et par måneder, blev alvorlig syg, (virus kaldte de det) Hun og forældrene blev indlagt i isolation den 10. april. Forældrene var selvfølgelig sønderknuste. og havde brug for nogen at tale med. Min stærke svigerinde ringede grædende og sagde, at de ikke mere kunne kende deres lille pige, der lå med alverdens udstyr. Mark vil gerne have du kommer en tur så han har nogen at snakke med, og jeg har også brug for en at tale med. Jeg smed selvfølgelig hvad jeg havde i hænderne og kørte af sted. Jeg ankom og vi tudede alle tre. Det var virkelig alvorligt, havde de fået oplyst. Det lille væsen havde tabt sig mere end 1,5 kg og var kun skind og ben, ligbleg afkræftet og helt slatten. Det endte med de blev overført til Rigshospitalet, som fik styr på alle tal, og de blev udskrevet igen efter godt en uge.

Selvom jeg bestemt synes, (især) jeg er spændt hårdt for, så prøver vi at få plads til lidt af alt det, vi plejer at kaste os ud i. Lidt frivilligt hjælpearbejde med rydning af Skansen. Et kæmpe projekt, som bliver helt fantastisk, når det er helt færdigt. Det er dog især Allan der har brugt timer på dette projekt.

Vi har været i Falkonersalen og se musicalen Saturday Night Fever. Vi har været på weekendophold og “fejret” vores 40 års bryllupsdag. Det er åbenbart et festens år, så vi har allerede været til flere fester, og det fortsætter. Nogle fester møder vi bare op og nyder. Andre kræver lidt arbejde forud i form af indkøb, arrangering, borddækning, madlavning, sangskrivning, sangskjulere og hvad der ellers hører sig til.

Jeg har strikket, syet bagt og syltet og alt muligt andet, som jeg plejer. Der har bare været knapt så mange timer at fordele det hele på, så der må skæres både her og der, og sådan må det fortsætte lidt endnu.

Mor fik den 80 års fødselsdag, hun havde ønsket sig. Vi var 30 personer under samme tag i et kæmpe sommerhus “Thalia” på Marielyst. Fire generationer i fire døgn, har hørt musik, sunget, leget, spillet bold, morgenbadet i Østersøen, gået ture, cyklet, hyggesnakket, badet i poolen. Vi har haft fællesspisning. Kort sagt, masser af liv døgnet rundt. Det hele kulminerede med et brag af en fest, med taler, leg, sang og musik hvor yderligere 4 gæster ankom. Vejret var helt fantastisk alle fire dage.

Allan har nu meldt sig til endnu et ekstra frivilligt arbejde, hvor han kommer ud og taler med andre mennesker. Det er ikke noget fast, men man ringer, når der er et behov. Der er noget mere gang i denne beskæftigelse end i Ældresagen. Det sker han må sige nej. Vi har jo også vores eget at passe. Også større projekter, der skal klares her og der.

Allan er, som nogen af jer ved, testperson hos GN-Resound. Han har dog måttet holde en pause, da han, som mange af jer også ved, er blevet opereret i begge ører med et rigtigt godt resultat. Det er vi slet ikke i tvivl om. Det blev yderligere bekræftet, da GN kaldte Allan til Ballerup for atter at teste nogle nye høreapparater. Allan mindede dem om at de skulle tage en ny høreprøve først. Resultatet blev at de måtte sende Allan hjem igen uden at bruge ham. Han hørte alt for godt til test af de pågældende apparater. Der er en lille chance for at han måske kan benytte de små usynlige apparater og undgå de store propper han har i ørerne. GN ved nu at det er helt andre apparater Allan fremover skal teste.

Mads blev opereret i foden for 2. gang her i mandags. De har fjernet en stor aflang et-eller-andet, som ikke skulle være der. Hvad det er, kan og vil de ikke udtale sig om før det er blevet undersøgt. Nu håber vi bare det hjælper denne gang, så han kan komme videre med sit liv.

På søndag skal lille Emilie døbes. Jeg har lovet at lave noget af maden til de 50 gæster, så jeg ved godt hvad min lørdag skal bruges til.

Her i juli måned har jeg sat mig på en uges ferie til mig. Det bliver godt. Jeg har nemlig ikke haft en uges sammenhængende ferie siden september 2016, hvor vi var på ferie i Kroatien.Denne gang rejser vi til Island og det glæder vi os meget til.

Det var et lille livstegn fra mig, der ellers er holdt op med at blogge :-)

.